18 Israelitterne angreb dem dog ikke, for forsamlingens høvdinger havde sværget over for dem ved Jehova,+ Israels Gud. Så begyndte hele forsamlingen at beklage sig over høvdingerne. 19 Men alle høvdingerne sagde til hele forsamlingen: “Vi kan ikke røre dem, for vi har sværget over for dem ved Jehova, Israels Gud. 20 Sådan vil vi gøre: Vi vil lade dem leve så vi ikke bliver ramt af Guds vrede på grund af den ed som vi aflagde over for dem.”+

34 Til sidst kom Jefta hjem til sit hus i Mispa,+ og hans datter kom ham dansende i møde mens hun spillede tamburin. Og hun var hans eneste barn. Ud over hende havde han hverken sønner eller døtre. 35 Da han så hende, flængede han sit tøj og sagde: “Åh nej, min datter! Du har gjort mig dybt ulykkelig,* for det er dig jeg nu må sende bort. Jeg har givet Jehova et løfte, og jeg kan ikke tage det tilbage.”+

33 I har også hørt at der blev sagt til dem der levede i gamle dage: ‘Du må ikke sværge uden at holde din ed,+ men du skal gøre som du har lovet Jehova.’*+