Salmerne

77 Jeg vil råbe højt til Gud;

til Gud vil jeg råbe, og han vil høre mig.+

 2 Jeg er i nød og søger Jehova.*+

Om natten rækker jeg uafbrudt hænderne ud mod ham.*

Jeg kan ikke finde trøst.

 3 Når jeg husker på Gud, sukker jeg dybt;+

jeg er bekymret, og mine kræfter svigter.*+ (Sela)

 4 Du holder mine øjenlåg åbne;

jeg er urolig og kan ikke tale.

 5 Mine tanker går tilbage til gamle dage,+

til de år der for længst er forsvundet.

 6 Om natten husker jeg på min sang,*+

mit hjerte grubler,+

jeg* tænker efter for at kunne forstå.

 7 Har Jehova forkastet os for evigt?+

Vil han aldrig mere vise os velvilje?+

 8 Er det for altid slut med hans loyale kærlighed?

Vil ingen kommende generationer se hans løfte blive opfyldt?

 9 Har Gud glemt at vise velvilje,+

eller har hans vrede gjort det af med hans barmhjertighed? (Sela)

10 Skal jeg blive ved med at sige: “Det smerter* mig+

at Den Højeste nu handler helt anderledes mod os”?*

11 Jeg vil huske Jahs gerninger;

jeg vil huske de undere du gjorde for længe siden.

12 Jeg vil tænke dybt over alt hvad du har gjort,

og meditere over dine gerninger.+

13 Gud, dine veje er hellige.

Hvilken gud er så stor som dig, Gud?+

14 Du er den sande Gud, der gør fantastiske ting.+

Du har ladet folkeslagene se din styrke.+

15 Med din store magt* har du reddet* dit folk,+

Jakobs og Josefs sønner. (Sela)

16 Vandene så dig, Gud;

vandene så dig og rystede.+

Det dybe vand kom i oprør.

17 Skyerne tømte sig for vand.

Det tordnede i himlens skyer,

og dine pile fløj til alle sider.+

18 Din torden+ var som lyden af vognhjul;

lynene oplyste den beboede jord;*+

jorden rystede og skælvede.+

19 Din vej gik gennem havet,+

din sti gennem mange vande;

men dine spor kunne ikke ses.

20 Du førte dit folk som en fåreflok,+

under Moses’ og Arons omsorg.*+