Salmerne
78 Mit folk, hør på min lov;*
lyt opmærksomt til det jeg siger.
2 Jeg vil åbne min mund med ordsprog.
Jeg vil komme med gåder fra gamle dage.+
3 Det vi har hørt og kender,
det vores fædre har fortalt os om,+
4 det vil vi ikke skjule for vores sønner;
vi vil fortælle den kommende generation+
om Jehovas fantastiske gerninger og hans styrke,+
om de underfulde ting han har gjort.+
5 Han gav Jakobs efterkommere noget de skulle huske på,
han fastsatte en lov i Israel;
han befalede at vores forfædre
skulle gøre disse ting kendt for deres børn,+
6 så den kommende generation,
de børn der ville blive født, kunne få kendskab til dem.+
De ville så fortælle dem videre til deres børn,+
7 og børnene ville få tillid til Gud.
De ville ikke glemme Guds gerninger+
men holde hans bud.+
8 De ville ikke blive som deres forfædre,
en stædig og oprørsk generation,+
en generation hvis hjerte var uforudsigeligt,*+
og hvis ånd ikke var trofast mod Gud.
9 Efraimitterne var bevæbnet med buer,
men de trak sig tilbage den dag der skulle kæmpes.
14 Han førte dem med en sky om dagen
og natten lang med en lysende ild.+
15 Han kløvede klipper i ørkenen,
han gav dem rigelige mængder vand, som om de drak fra det store dyb.+
16 Han fik vandstrømme til at vælde ud af en klippe,
fik vandet til at fosse frem som floder.+
17 Men de blev ved med at synde mod ham
ved at gøre oprør mod Den Højeste dér i ørkenen.+
19 De gav sig til at tale imod Gud
og sige: “Kan Gud dække bord i ørkenen?”+
20 Han slog på en klippe
så vandet fossede frem og kilder strømmede ud.+
Alligevel spurgte de: “Kan han også give os brød,
og kan han skaffe kød til sit folk?”+
21 Da Jehova hørte dem, gjorde det ham oprørt;+
en ild+ blussede op mod Jakob,
hans vrede flammede op mod Israel+
22 fordi de ikke stolede på Gud;+
de troede ikke på at han kunne redde dem.
23 Så gav han befaling til skyerne,
og han åbnede himlens døre.
24 Han lod det regne med manna som de kunne spise;
han gav dem korn fra himlen.+
26 Han lod østenvinden bryde løs i himlen,
og med sin styrke fik han en vind fra syd til at blæse.+
27 Og han lod det regne ned over dem med kød som var det støv,
så mange fugle som der er sandkorn ved havets bred.
28 Han lod dem falde ned midt i sin lejr,
hele vejen rundt om sine telte.
29 Og de spiste til de var overmætte;
han gav dem det de ville have.+
30 Men inden de helt havde stillet deres grådighed,
mens maden stadig var i deres mund,
31 flammede Guds vrede op imod dem.+
Han dræbte deres stærkeste mænd,+
slog Israels unge mænd til jorden.
33 Derfor gjorde han ende på deres dage som var de et pust;+
et pludseligt slag gjorde ende på deres år.
34 Hver gang han dræbte nogle af dem, søgte de ham igen;+
de vendte om og ledte efter Gud,
35 og de huskede at Gud var deres Klippe,+
36 Men de prøvede at bedrage ham med deres mund,
og de løj for ham med deres tunge.
38 Men han var barmhjertig;+
han tilgav* deres synd og gjorde det ikke af med dem.+
Ofte holdt han sin vrede tilbage+
i stedet for at give luft for al sin harme,
39 for han huskede at de bare var mennesker,+
en vind der blæser forbi og ikke vender tilbage.*
42 De huskede ikke på den magt han havde vist*
den dag han reddede* dem fra modstanderen,+
43 hvordan han havde gjort tegn i Egypten,+
mirakler i Soans område,
44 og hvordan han havde forvandlet Nilens kanaler til blod+
så de ikke kunne drikke af vandet.
46 Han gav deres afgrøder til de grådige græshopper,
frugten af deres arbejde til græshoppesværmen.+
47 Han ødelagde deres vinstokke
og deres morbærfigentræer med hagl.+
49 Han ramte dem med sin brændende vrede,
med raseri, harme og trængsler;
han sendte flokke af engle med ødelæggelse.
51 Til sidst slog han alle førstefødte i Egypten ihjel,+
deres livs første frugt i Kams telte.
52 Så førte han sit folk ud som en fåreflok+
og ledte det i ørkenen som en hjord.
54 Så bragte han dem til sit hellige landområde,+
dette bjergland som han havde taget med sin højre hånd.+
55 Han drev nationerne væk foran dem;+
han udmålte en arv til dem med sin målesnor+
og lod Israels stammer slå sig ned i deres egne hjem.+
56 Men de blev ved med at udfordre Den Højeste Gud* og gøre oprør mod ham;+
de lyttede ikke til hans påmindelser.+
57 De vendte sig væk og var lige så forræderiske som deres forfædre.+
De var upålidelige som en slap bue.+
58 De blev ved med at krænke ham med deres offerhøje,+
59 Gud hørte det og blev oprørt,+
og derfor forkastede han Israel fuldstændigt.
61 Han lod symbolet på sin styrke komme i fangenskab,
lod sin herlighed falde i fjendens hånd.+
62 Sit folk overgav han til sværdet,+
han blev vred på dem der var hans arv.
63 Hans unge mænd blev fortæret af ild,
og der blev ikke sunget nogen bryllupssange for hans jomfruer.*
66 Han slog sine modstandere tilbage+
og overgav dem til evig vanære.
67 Han forkastede Josefs telt,
valgte Efraims stamme fra.
69 Han gjorde sin helligdom lige så varig som himlen,*+
som jorden, der er grundlagt til at bestå for evigt.+