Zakarias
11 “Luk dørene op, Libanon,
så ilden kan brænde dine cedertræer af.
2 Græd, enebærtræ, for cedertræet er faldet;
alle de majestætiske træer er blevet ødelagt!
Græd, I egetræer i Bashan,
for den tætte skov er fældet!
3 Hør! Hyrderne græder,
for deres skønne steder er blevet ødelagt.
Hør! Ungløverne brøler,
for det tætte krat langs Jordanfloden er blevet hærget.
4 Hør hvad Jehova min Gud siger: ‘Vær hyrde for slagtefårene.+ 5 De der har købt dem, har slagtet dem+ og bliver ikke krævet til regnskab for det. Og de der sælger dem,+ siger: “Pris Jehova, for jeg bliver rig.” Og deres hyrder har ingen medfølelse med dem.’+
6 ‘Jeg vil ikke længere have medfølelse med indbyggerne i landet,’ siger Jehova. ‘Derfor vil jeg lade dem falde i hænderne på hinanden og lade dem blive undertrykt af kongen. De vil ødelægge landet, og jeg vil ikke redde nogen af dem.’”
7 Jeg begyndte at være hyrde for de får der skulle slagtes,+ og det gjorde jeg for jeres skyld, I hårdt trængte får i hjorden. Så tog jeg to stave. Den ene stav kaldte jeg Velvilje og den anden Enhed,+ og jeg begyndte at være hyrde for fårene. 8 I løbet af en måned afsatte jeg tre hyrder, for jeg var blevet utålmodig med dem, og de hadede også mig. 9 Jeg sagde: “Jeg vil ikke blive ved med at være hyrde for jer. Lad den der er ved at dø, dø, og lad den der er ved at gå til, omkomme. Og lad dem der er tilbage, æde hinandens kød.” 10 Så tog jeg min ene stav, Velvilje,+ og huggede den i stykker for at bryde den pagt jeg havde indgået med hele folket. 11 Den blev brudt samme dag, og de hårdt trængte får i hjorden der betragtede mig, vidste at ordene kom fra Jehova.
12 Jeg sagde til dem: “Hvis I synes, så giv mig min løn, men hvis ikke, så lad være.” Og de betalte mig* min løn: 30 sølvstykker.+
13 Jehova sagde til mig: “Kast den ind i skatkammeret – den imponerende sum de har vurderet mig til.”+ Så tog jeg de 30 sølvstykker og kastede dem ind i skatkammeret ved Jehovas hus.+
14 Jeg huggede nu min anden stav, Enhed,+ over og brød dermed broderskabet mellem Juda og Israel.+
15 Og Jehova sagde til mig: “Udstyr dig nu som en uduelig hyrde,+ 16 for jeg lader en hyrde stå frem i landet. Han vil ikke tage sig af de får der er ved at gå til,+ han vil ikke lede efter lammene, pleje dem der er kommet til skade,+ eller sørge for mad til de raske. I stedet vil han æde kødet af de fede får+ og rive deres klove af.+
17 Ulykken vil komme over den uduelige hyrde+ der forlader fårene!+
Et sværd vil ramme hans arm og hans højre øje.
Hans arm vil blive fuldstændigt lam,
og hans højre øje vil blive helt blindt.”*