FJERDE MOSEBOG

1 Og Jehova talte til Moses i Sinajs ørken,+ i mødeteltet,+ på den første dag i den anden måned i det andet år efter at de var gået ud af Egypten.+ Han sagde: 2 “Foretag en optælling+ af hele Israels folk,* familie for familie, slægt* for slægt, og skriv navnene ned på alle mænd, en for en.* 3 Du og Aron skal mønstre alle på 20 år og opefter+ som kan gøre tjeneste i Israels hær, gruppe for gruppe.*

4 Tag en mand fra hver stamme med jer, en der er overhoved for sin slægt.+ 5 Det her er navnene på de mænd der skal hjælpe jer: fra Rubens stamme: Elisur,+ Shedeurs søn; 6 fra Simeons stamme: Shelumiel,+ Surishaddajs søn; 7 fra Judas stamme: Nakshon,+ Amminadabs søn; 8 fra Issakars stamme: Netanel,+ Suars søn; 9 fra Zebulons stamme: Eliab,+ Helons søn; 10 af Josefs sønner: fra Efraims stamme:+ Elishama, Ammihuds søn; fra Manasses stamme: Gamliel, Pedasurs søn; 11 fra Benjamins stamme: Abidan,+ Gidonis søn; 12 fra Dans stamme: Akiezer,+ Ammishaddajs søn; 13 fra Ashers stamme: Pagiel,+ Okrans søn; 14 fra Gads stamme: Eljasaf,+ Deuels søn; 15 fra Naftalis stamme: Akira,+ Enans søn. 16 Det er dem der er udvalgt blandt folket. De er høvdinger+ for deres fædres stammer, overhoveder for Israels tusinder.”+

17 Så tog Moses og Aron de mænd der var blevet udpeget ved navn, med sig. 18 De samlede hele folket den første dag i den anden måned så alle der var 20 år og opefter,+ kunne blive registreret efter navn, familie og slægt, 19 sådan som Jehova havde befalet Moses. Han mønstrede dem altså i Sinajs ørken.+

20 Rubens sønner, Israels førstefødtes efterkommere,+ blev opført efter navn, familie og slægt. Alle mænd fra 20 år og opefter der kunne gøre tjeneste i hæren, blev talt, 21 og antallet der blev mønstret i Rubens stamme, var 46.500.

22 Simeons efterkommere+ blev opført efter navn, familie og slægt. Alle mænd fra 20 år og opefter der kunne gøre tjeneste i hæren, blev talt, 23 og antallet der blev mønstret i Simeons stamme, var 59.300.

24 Gads efterkommere+ blev opført efter navn, familie og slægt. Alle mænd fra 20 år og opefter der kunne gøre tjeneste i hæren, blev talt, 25 og antallet der blev mønstret i Gads stamme, var 45.650.

26 Judas efterkommere+ blev opført efter navn, familie og slægt. Alle mænd fra 20 år og opefter der kunne gøre tjeneste i hæren, blev talt, 27 og antallet der blev mønstret i Judas stamme, var 74.600.

28 Issakars efterkommere+ blev opført efter navn, familie og slægt. Alle mænd fra 20 år og opefter der kunne gøre tjeneste i hæren, blev talt, 29 og antallet der blev mønstret i Issakars stamme, var 54.400.

30 Zebulons efterkommere+ blev opført efter navn, familie og slægt. Alle mænd fra 20 år og opefter der kunne gøre tjeneste i hæren, blev talt, 31 og antallet der blev mønstret i Zebulons stamme, var 57.400.

32 Josefs efterkommere gennem Efraim+ blev opført efter navn, familie og slægt. Alle mænd fra 20 år og opefter der kunne gøre tjeneste i hæren, blev talt, 33 og antallet der blev mønstret i Efraims stamme, var 40.500.

34 Manasses efterkommere+ blev opført efter navn, familie og slægt. Alle mænd fra 20 år og opefter der kunne gøre tjeneste i hæren, blev talt, 35 og antallet der blev mønstret i Manasses stamme, var 32.200.

36 Benjamins efterkommere+ blev opført efter navn, familie og slægt. Alle mænd fra 20 år og opefter der kunne gøre tjeneste i hæren, blev talt, 37 og antallet der blev mønstret i Benjamins stamme, var 35.400.

38 Dans efterkommere+ blev opført efter navn, familie og slægt. Alle mænd fra 20 år og opefter der kunne gøre tjeneste i hæren, blev talt, 39 og antallet der blev mønstret i Dans stamme, var 62.700.

40 Ashers efterkommere+ blev opført efter navn, familie og slægt. Alle mænd fra 20 år og opefter der kunne gøre tjeneste i hæren, blev talt, 41 og antallet der blev mønstret i Ashers stamme, var 41.500.

42 Naftalis efterkommere+ blev opført efter navn, familie og slægt. Alle mænd fra 20 år og opefter der kunne gøre tjeneste i hæren, blev talt, 43 og antallet der blev mønstret i Naftalis stamme, var 53.400.

44 Det er dem der blev mønstret af Moses sammen med Aron og Israels 12 høvdinger, der repræsenterede hver sin stamme. 45 Alle israelitter fra 20 år og opefter der kunne gøre tjeneste i hæren, blev mønstret slægt for slægt, 46 og antallet der blev mønstret, var i alt 603.550.+

47 Men levitterne+ blev ikke mønstret sammen med de andre stammer.+ 48 Jehova sagde til Moses: 49 “Det er kun Levis stamme du ikke må mønstre, og du må ikke tælle dem sammen med de andre israelitter.+ 50 Du skal udpege levitterne til at tage sig af Vidnesbyrdets+ telthelligdom og alle dens redskaber og alt hvad der hører til den.+ De skal bære telthelligdommen og alle dens redskaber,+ og de skal gøre tjeneste ved telthelligdommen,+ og de skal slå lejr rundt om den.+ 51 Når telthelligdommen skal flyttes, er det levitterne der skal tage den ned;+ og når telthelligdommen skal rejses igen, er det levitterne der skal sætte den op; men enhver uvedkommende* der kommer i nærheden af den, skal dø.+

52 Hver israelit skal slå sit telt op på sin tildelte plads i lejren, hver mand i sin afdeling på tre stammer,*+ gruppe for gruppe.* 53 Og levitterne skal slå lejr rundt om Vidnesbyrdets telthelligdom for at min vrede ikke skal ramme Israels folk;+ og det er levitternes ansvar at tage sig af* Vidnesbyrdets telthelligdom.”+

54 Israels folk gjorde alt hvad Jehova havde befalet Moses. Sådan gjorde de.

2 Jehova sagde nu til Moses og Aron: 2 “Israelitterne skal slå lejr der hvor deres afdeling på tre stammer+ får tildelt plads, hver mand i nærheden af sin slægts* banner.* De skal slå lejr rundt om mødeteltet, med front mod det.

3 Det er Judas lejrafdeling, som består af tre stammer, gruppe for gruppe,* der skal slå lejr mod øst, mod solopgangen; høvdingen for Judas sønner er Nakshon,+ Amminadabs søn. 4 I hans hær er der mønstret 74.600.+ 5 Ved siden af ham skal Issakars stamme slå lejr; høvdingen for Issakars sønner er Netanel,+ Suars søn. 6 I hans hær er der mønstret 54.400.+ 7 Zebulons stamme skal slå lejr på den anden side; høvdingen for Zebulons sønner er Eliab,+ Helons søn. 8 I hans hær er der mønstret 57.400.+

9 Alle de mønstrede i hærene i Judas lejr er 186.400. De skal bryde op først.+

10 Rubens lejrafdeling,+ der består af tre stammer, skal ligge mod syd, gruppe for gruppe;* høvdingen for Rubens sønner er Elisur,+ Shedeurs søn. 11 I hans hær er der mønstret 46.500.+ 12 Ved siden af ham skal Simeons stamme slå lejr; høvdingen for Simeons sønner er Shelumiel,+ Surishaddajs søn. 13 I hans hær er der mønstret 59.300.+ 14 Gads stamme skal slå lejr på den anden side; høvdingen for Gads sønner er Eljasaf,+ Reuels søn. 15 I hans hær er der mønstret 45.650.+

16 Alle de mønstrede i hærene i Rubens lejr er 151.450, og de skal bryde op som nummer to.+

17 Når mødeteltet skal flyttes,+ skal levitterne være midt imellem de andre lejre.

Stammerne skal rejse i samme rækkefølge som de slår lejr,+ hver på sin plads i deres lejrafdeling på tre stammer.

18 Efraims lejrafdeling, der består af tre stammer, skal ligge mod vest, gruppe for gruppe;* høvdingen for Efraims sønner er Elishama,+ Ammihuds søn. 19 I hans hær er der mønstret 40.500.+ 20 Ved siden af ham skal Manasses stamme+ slå lejr; høvdingen for Manasses sønner er Gamliel,+ Pedasurs søn. 21 I hans hær er der mønstret 32.200.+ 22 Benjamins stamme skal slå lejr på den anden side; høvdingen for Benjamins sønner er Abidan,+ Gidonis søn. 23 I hans hær er der mønstret 35.400.+

24 Alle de mønstrede i hærene i Efraims lejr er 108.100, og de skal bryde op som nummer tre.+

25 Dans lejrafdeling, der består af tre stammer, skal ligge mod nord, gruppe for gruppe;* høvdingen for Dans sønner er Akiezer,+ Ammishaddajs søn. 26 I hans hær er der mønstret 62.700.+ 27 Ved siden af ham skal Ashers stamme slå lejr; høvdingen for Ashers sønner er Pagiel,+ Okrans søn. 28 I hans hær er der mønstret 41.500.+ 29 Naftalis stamme skal slå lejr på den anden side; høvdingen for Naftalis sønner er Akira,+ Enans søn. 30 I hans hær er der mønstret 53.400.+

31 Alle de mønstrede i hærene i Dans lejr er 157.600. De skal bryde op sidst+ i deres lejrafdeling på tre stammer.”

32 Det var de israelitter der var blevet mønstret, slægt for slægt; i alt udgjorde de mønstrede i lejren 603.550.+ 33 Men som Jehova havde befalet Moses, blev levitterne ikke mønstret+ sammen med de andre israelitter.+ 34 Israelitterne gjorde alt hvad Jehova havde befalet Moses. Sådan slog de lejr i deres afdelinger på tre stammer,+ og sådan brød de op,+ familie for familie og slægt for slægt.

3 Dette var Arons og Moses’ slægter* den dag Jehova talte med Moses på Sinajs Bjerg.+ 2 Navnene på Arons sønner var: Nadab, den førstefødte, og Abihu,+ Eleazar+ og Itamar.+ 3 Det var navnene på Arons sønner, de salvede præster som var blevet indsat* til at tjene som præster.+ 4 Men Nadab og Abihu døde foran Jehova dengang de frembar ulovlig ild foran Jehova+ i Sinajs ørken, og de havde ingen sønner. Men Eleazar+ og Itamar+ fortsatte med at tjene som præster sammen med deres far, Aron.

5 Jehova sagde så til Moses: 6 “Før Levis stamme+ frem, og stil dem foran præsten Aron. De skal udføre tjeneste+ for ham. 7 De skal opfylde deres forpligtelser over for ham og over for hele forsamlingen foran mødeteltet ved at udføre deres tjeneste ved telthelligdommen. 8 De skal tage sig af alle mødeteltets redskaber+ og opfylde deres forpligtelser over for israelitterne ved at tage sig af tjenesten ved telthelligdommen.+ 9 Du skal overgive levitterne til Aron og hans sønner. De er givet til ham som gaver fra israelitterne.+ 10 Du skal indsætte Aron og hans sønner, og de skal tage sig af deres pligter som præster,+ og enhver uvedkommende* der nærmer sig helligdommen, skal dø.”+

11 Jehova sagde videre til Moses: 12 “Af israelitterne udtager jeg levitterne i stedet for alle israelitternes førstefødte,*+ og levitterne skal tilhøre mig. 13 For alle førstefødte tilhører mig.+ Den dag jeg slog alle førstefødte i Egypten ihjel,+ helligede jeg mig alle førstefødte i Israel, både mennesker og husdyr.+ De skal tilhøre mig. Jeg er Jehova.”

14 Jehova talte videre til Moses i Sinajs ørken:+ 15 “Du skal registrere Levis sønner efter deres slægter* og efter deres familier. Du skal registrere alle drenge og mænd der er en måned og opefter.”+ 16 Så Moses registrerede dem på Jehovas befaling, sådan som han havde fået besked på. 17 Navnene på Levis sønner var: Gershon, Kehat og Merari.+

18 Navnene på Gershons sønner efter deres familier var: Libni og Shimi.+

19 Kehats sønner efter deres familier var Amram, Jishar, Hebron og Uzziel.+

20 Meraris sønner efter deres familier var Makli+ og Mushi.+

Det var levitternes slægter, familie for familie.

21 Fra Gershon kom libnitternes familie+ og shimitternes familie. Det var gershonitternes familier. 22 Antallet af registrerede drenge og mænd på en måned og opefter var 7.500.+ 23 Gershonitternes familier havde deres lejr bag telthelligdommen,+ mod vest. 24 Høvdingen for gershonitternes slægter var Laels søn Eljasaf. 25 Ved mødeteltet havde Gershons sønner+ ansvaret for at tage sig af telthelligdommen med telt+ og dække,+ afskærmningen*+ til mødeteltets indgang, 26 forgårdens omhæng,+ afskærmningen*+ til indgangen til forgården der omgiver telthelligdommen og altret, teltsnorene og alt det arbejde der er forbundet med det.

27 Fra Kehat kom amramitternes familie, jisharitternes familie, hebronitternes familie og uzzielitternes familie. Det var kehatitternes familier.+ 28 Antallet af drenge og mænd på en måned og opefter var 8.600; de havde ansvaret for at tage sig af det hellige sted.+ 29 Kehats sønners familier havde deres lejr ved telthelligdommens sydside.+ 30 Høvdingen for kehatitternes slægters familier var Uzziels+ søn Elisafan. 31 De havde ansvaret for at tage sig af arken,+ bordet,+ lampestanderen,+ altrene,+ redskaberne+ der blev brugt til tjenesten ved det hellige sted, afskærmningen*+ og alt det arbejde der var forbundet med det.+

32 Levitternes øverste høvding var Eleazar,+ præsten Arons søn, som førte tilsyn med dem der havde ansvarsopgaver ved det hellige sted.

33 Fra Merari kom maklitternes familie og mushitternes familie. Det var Meraris familier.+ 34 Antallet af registrerede drenge og mænd på en måned og opefter var 6.200.+ 35 Høvdingen for Meraris slægters familier var Abikajils søn Suriel. De havde deres lejr ved telthelligdommens nordside.+ 36 Meraris sønner havde ansvaret for at tage sig af panelrammerne+ til telthelligdommen, tværstængerne,+ søjlerne,+ fodstykkerne, alle redskaberne+ og alt det arbejde der var forbundet med det,+ 37 og søjlerne rundt om forgården og deres fodstykker,+ deres teltpløkke og deres teltsnore.

38 Moses og Aron og hans sønner havde deres lejr foran telthelligdommen, mod øst, foran mødeteltet, mod solopgangen. De havde ansvaret for at tage sig af helligdommen. Det var deres pligt på vegne af israelitterne. Enhver uvedkommende* der nærmede sig helligdommen, skulle dø.+

39 Antallet af levitter som Moses og Aron på Jehovas befaling registrerede efter deres familier, alle drenge og mænd på en måned og opefter, var 22.000.

40 Så sagde Jehova til Moses: “Du skal registrere alle førstefødte israelitter, alle drenge og mænd på en måned og opefter.+ Tæl dem, og lav en liste med deres navne. 41 I stedet for alle israelitternes førstefødte skal du give mig levitterne,+ og i stedet for alle de førstefødte blandt israelitternes husdyr skal du give mig levitternes husdyr.+ Jeg er Jehova.” 42 Så registrerede Moses alle israelitternes førstefødte, sådan som Jehova havde befalet ham. 43 Antallet af drenge og mænd på en måned og opefter der blev registreret efter deres navn, var 22.273.

44 Jehova fortsatte med at tale til Moses: 45 “I stedet for alle israelitternes førstefødte skal du give mig levitterne, og i stedet for israelitternes husdyr skal du give mig levitternes husdyr, og levitterne skal tilhøre mig. Jeg er Jehova. 46 Eftersom antallet af førstefødte israelitter overstiger levitternes antal med 273,+ skal der betales en løsesum.+ 47 Du skal tage fem sekel* for hver person,+ efter det hellige steds standardvægt.* En sekel er 20 gera.*+ 48 Du skal give pengene til Aron og hans sønner som en løsesum for dem der er i overskud.” 49 Så tog Moses imod løsepengene for de israelitter der oversteg antallet af dem der var løskøbt med levitterne. 50 Han tog imod pengene for israelitternes førstefødte, 1.365 sekel, efter det hellige steds standardvægt. 51 Så gav Moses løsesummen til Aron og hans sønner i overensstemmelse med Jehovas ord,* sådan som Jehova havde befalet Moses.

4 Så sagde Jehova til Moses og Aron: 2 “Tæl Kehats sønner+ blandt Levis sønner, efter deres familier og slægter,* 3 alle mellem 30+ og 50 år+ som er i den gruppe der har fået til opgave at arbejde ved mødeteltet.+

4 Dette er Kehats sønners tjeneste ved mødeteltet.+ Det er noget højhelligt: 5 Når lejren bryder op, skal Aron og hans sønner gå ind og tage forhænget+ til afskærmning ned og tildække Vidnesbyrdets ark+ med det. 6 De skal lægge et sælskindsdække over den, brede et blåt klæde ud over og sætte dens bærestænger+ i.

7 De skal også lægge et blåt klæde over bordet med skuebrødet,+ og de skal sætte fadene, bægrene, skålene og kanderne til drikofret+ på det; det brød+ der ofres regelmæssigt, skal blive liggende på det. 8 De skal brede et skarlagenrødt klæde ud over dem og dække det til med et sælskindsdække og sætte dets bærestænger+ i. 9 Så skal de tage et blåt klæde og tildække lampestanderen+ og dens lamper,+ dens vægetænger, dens ildbækkener+ og alle dens beholdere med olie som bruges til at holde belysningen ved lige. 10 De skal pakke den og alle dens redskaber ind i et sælskindsdække og anbringe den på et bærestativ. 11 Og de skal brede et blåt klæde ud over det gyldne alter,+ dække det til med et sælskindsdække og sætte dets bærestænger+ i. 12 Så skal de tage alle de redskaber+ som de bruger når de udfører tjeneste i helligdommen, og lægge dem i et blåt klæde og dække dem til med et sælskindsdække og anbringe dem på et bærestativ.

13 De skal fjerne asken* fra altret+ og brede et klæde af purpurfarvet uld ud over det. 14 Oven på det skal de lægge alle de redskaber de bruger når de tjener ved altret: ildbækkenerne, gaflerne, skovlene og skålene, ja, alle altrets redskaber;+ og de skal brede et sælskindsdække ud over det og sætte dets bærestænger+ i.

15 Aron og hans sønner skal være færdige med at tildække det hellige sted+ og alle det hellige steds redskaber når lejren bryder op. Derefter skal Kehats sønner gå ind for at bære dem,+ men de må ikke røre ved det hellige sted, for så skal de dø.+ Det er hvad Kehats sønner har ansvaret for* i forbindelse med mødeteltet.

16 Eleazar,+ præsten Arons søn, har ansvaret for at føre tilsyn med olien til belysningen,+ den vellugtende røgelse,+ det regelmæssige kornoffer og salveolien.+ Han fører tilsyn med hele telthelligdommen og alt hvad der er i den, også det hellige sted og dets redskaber.”

17 Jehova sagde videre til Moses og Aron: 18 “Lad ikke kehatitternes familier+ blive udryddet fra levitternes stamme. 19 Men gør følgende for dem så de kan blive i live og ikke skal dø fordi de nærmer sig de højhellige ting.+ Aron og hans sønner skal gå derind og tildele hver af dem deres opgave og vise dem hvad de skal bære. 20 De må ikke komme ind og se de hellige ting, ikke engang et øjeblik, for så skal de dø.”+

21 Så sagde Jehova til Moses: 22 “Tæl Gershons sønner+ efter deres slægter og familier. 23 Du skal registrere alle mellem 30 og 50 år som er i den gruppe der har fået til opgave at tjene ved mødeteltet. 24 Dette er hvad gershonitternes familier har fået til opgave at tage sig af og at bære:+ 25 De skal bære telthelligdommens teltduge,+ mødeteltet, dets dække og sælskindsdækket som ligger over det,+ afskærmningen* til mødeteltets indgang,+ 26 forgårdens omhæng,+ afskærmningen* til indgangen til forgården+ som er rundt om telthelligdommen og altret, deres teltsnore og alle deres redskaber og alt hvad der bliver brugt til tjenesten. Det er deres opgave. 27 Aron og hans sønner skal føre tilsyn med den tjeneste gershonitterne+ udfører, og alt det de skal bære; I skal tildele dem ansvaret for at bære alle disse ting. 28 Det er den tjeneste gershonitternes familier skal udføre ved mødeteltet,+ og de skal udføre deres pligter under ledelse af Itamar,+ præsten Arons søn.

29 Også Meraris sønner+ skal du registrere efter deres familier og slægter. 30 Alle mellem 30 og 50 år skal du registrere, alle som er i den gruppe der har fået til opgave at tjene ved mødeteltet. 31 Dette er hvad de har ansvaret for at bære+ i forbindelse med deres tjeneste ved mødeteltet: telthelligdommens panelrammer,+ dens tværstænger,+ dens søjler,+ dens fodstykker;+ 32 søjlerne+ til forgården rundt om, deres fodstykker,+ teltpløkke+ og teltsnore, alt deres udstyr og alt andet der bruges til tjenesten i forbindelse med dem. Med navns nævnelse skal I tildele dem det udstyr de har ansvaret for at bære. 33 Sådan skal Meraris sønners familier+ tjene ved mødeteltet, under ledelse af Itamar, præsten Arons søn.”+

34 Moses og Aron og folkets høvdinger+ registrerede så kehatitternes sønner+ efter deres familier og slægter, 35 alle mellem 30 og 50 år som var i den gruppe der havde fået til opgave at tjene ved mødeteltet.+ 36 De der blev registreret efter deres familier, udgjorde i alt 2.750.+ 37 Det var dem af kehatitternes familier der blev registreret, alle dem der tjente i forbindelse med mødeteltet. Moses og Aron registrerede dem sådan som Jehova havde befalet Moses.+

38 Gershons sønner+ blev registreret efter deres familier og slægter, 39 alle mellem 30 og 50 år som var i den gruppe der havde fået til opgave at tjene ved mødeteltet. 40 De der blev registreret efter deres familier og slægter, udgjorde i alt 2.630.+ 41 Det var registreringen af Gershons sønners familier, alle dem der tjente ved mødeteltet. Moses og Aron lod dem registrere sådan som Jehova havde befalet.+

42 Meraris sønner blev registreret efter deres familier og slægter, 43 alle mellem 30 og 50 år som var i den gruppe der havde fået til opgave at tjene ved mødeteltet.+ 44 De der blev registreret efter deres familier, udgjorde i alt 3.200.+ 45 Det var registreringen af Meraris sønners familier, som Moses og Aron registrerede sådan som Jehova havde befalet Moses.+

46 Moses og Aron og Israels høvdinger registrerede alle disse levitter efter deres familier og slægter; 47 de var mellem 30 og 50 år, og de havde alle fået til opgave at tjene ved mødeteltet og bære det der hører til det.+ 48 De der blev registreret, udgjorde i alt 8.580.+ 49 Som Jehova havde befalet Moses, blev de registreret, hver især efter den tjeneste de havde fået tildelt, og det de skulle bære; de blev registreret sådan som Jehova havde befalet Moses.

5 Jehova talte videre til Moses: 2 “Befal israelitterne at enhver der er spedalsk,+ og enhver der har udflåd,+ og enhver der er uren ved en der er død,*+ skal sendes ud af lejren. 3 Uanset om det er mænd eller kvinder, skal I sende dem bort. I skal sende dem uden for lejren så de ikke besmitter+ hele den lejr hvor jeg bor* midt iblandt dem.”+ 4 Så det gjorde israelitterne, og de sendte dem uden for lejren. De gjorde nøjagtigt som Jehova havde sagt til Moses.

5 Jehova fortsatte med at tale til Moses: 6 “Sig til israelitterne: ‘Hvis en mand eller en kvinde begår en af de synder mennesker kan begå, og handler illoyalt mod Jehova, er den person skyldig.+ 7 Han* skal bekende+ den synd han* har begået, og betale fuld erstatning for sin skyld og lægge en femtedel af værdien til;+ han skal give det til den han har syndet imod. 8 Men hvis den han har syndet imod, er død og ikke har nogen nær slægtning som kan tage imod erstatningen, skal den betales til Jehova og tilhøre præsten, undtagen soningsvædderen som præsten skal skaffe ham soning med.+

9 Ethvert helligt bidrag+ som israelitterne kommer med til præsten, skal være hans.+ 10 De hellige ting fra hver enkelt skal forblive hans. Hvad enhver giver præsten, skal tilhøre præsten.’”

11 Jehova fortsatte med at tale til Moses: 12 “Sig til israelitterne: ‘Dette er hvad man skal gøre hvis en gift kvinde kommer på afveje og er utro mod sin mand 13 og en anden mand er seksuelt sammen med hende,+ men hendes mand ikke ved noget om det og det ikke bliver opdaget – altså hvis hun har besmittet sig uden at der er noget vidne imod hende, og hun ikke er blevet taget på fersk gerning: 14 Uanset om manden bliver jaloux og får mistanke om at hans hustru har været ham utro, og hun har besmittet sig, eller om han er jaloux og har mistanke om at hans hustru har været ham utro, men hun ikke har besmittet sig, 15 skal han tage sin hustru med hen til præsten, sammen med en offergave for hende, en tiendedel efa* bygmel. Han må ikke hælde olie over det eller komme røgelse* på det, for det er et kornoffer i forbindelse med jalousi, et kornoffer der skal minde om skyld.

16 Præsten skal føre hende frem og stille hende foran Jehova.+ 17 Præsten skal fylde helligt vand i et lerkar, og han skal tage noget af støvet fra gulvet i telthelligdommen og komme det i vandet. 18 Og præsten skal stille kvinden foran Jehova og løse hendes hår og lægge mindekornofret, det vil sige kornofret i forbindelse med jalousi,+ i hendes hænder, og præsten skal holde det bitre vand som bringer forbandelse, i sin hånd.+

19 Præsten skal så lade kvinden sværge og sige til hende: “Hvis ingen anden mand har været seksuelt sammen med dig mens du har været gift med din mand,*+ og du ikke har været på afveje og er blevet besmittet, vil det bitre vand som bringer forbandelse, ikke have nogen virkning på dig. 20 Men hvis du har været på afveje mens du har været gift med din mand, og du har været seksuelt sammen med en anden+ end din mand ...” 21 Præsten skal her lade kvinden aflægge en ed der indeholder en forbandelse, og han skal sige til hende: “Må Jehova så gøre dig til et afskrækkende eksempel som dit folk nævner i forbandelser og eder, ved at Jehova får din livmoder* til at skrumpe ind* og din mave til at svulme op. 22 Dette vand der bringer forbandelse, skal komme ind i dit indre og få din mave til at svulme op og din livmoder* til at skrumpe ind.”* Til det skal kvinden sige: “Amen! Amen!”*

23 Derefter skal præsten skrive disse forbandelser i bogen og vaske dem ud i det bitre vand. 24 Så skal han lade kvinden drikke det bitre vand der bringer forbandelse, og vandet skal komme ind i hende og have en bitter virkning. 25 Og præsten skal tage jalousiofret+ fra kvindens hånd og svinge kornofret frem og tilbage foran Jehova, og han skal bringe det hen til altret. 26 Præsten skal tage en håndfuld af kornofret som et deloffer og brænde det på altret så der stiger røg op.+ Bagefter skal han lade kvinden drikke vandet. 27 Når han lader hende drikke vandet, skal vandet der bringer forbandelse, hvis hun har besmittet sig og begået en illoyal handling mod sin mand, komme ind i hende og blive noget bittert, og hendes mave vil svulme op, og hendes livmoder vil skrumpe ind,* og kvinden skal blive et afskrækkende eksempel som hendes folk nævner i forbandelser. 28 Men hvis kvinden ikke har besmittet sig og hun er ren, så vil hun slippe for en sådan straf, og hun vil kunne blive gravid og få børn.

29 Det er loven om jalousi,+ der gælder når en kvinde kommer på afveje og besmitter sig mens hun er gift, 30 eller når en mand bliver jaloux og mistænker sin hustru for utroskab; han skal stille sin hustru foran Jehova, og præsten skal gøre med hende som denne lov siger. 31 Manden skal være fri for skyld, men hans hustru skal stå til ansvar for sin skyld.’”

6 Jehova sagde videre til Moses: 2 “Sig til israelitterne: ‘Hvis en mand eller en kvinde aflægger et særligt løfte om at leve som nasiræer*+ for Jehova, 3 skal han holde sig fra vin og andre alkoholiske drikke. Han må ikke drikke eddike af vin eller eddike af noget andet der indeholder alkohol.+ Han må heller ikke drikke nogen som helst slags druesaft, og han må hverken spise friske eller tørrede druer. 4 Så længe han er nasiræer, må han ikke spise noget der kommer fra vinstokken, hverken de umodne druer eller skindet.

5 Så længe hans nasiræerløfte gælder, må der ikke komme nogen barberkniv over hans hoved.+ Han skal forblive hellig ved at lade håret på sit hoved vokse indtil de dage hvor han er sat til side til Jehova, udløber. 6 I alle de dage han er sat til side til Jehova, må han ikke komme i nærheden af en der er død.* 7 Selv hvis hans far eller mor eller bror eller søster dør, må han ikke gøre sig uren,+ for tegnet på at han er nasiræer for sin Gud, er på hans hoved.

8 Han er hellig for Jehova så længe han er nasiræer. 9 Men hvis nogen ved siden af ham pludselig dør+ og hans hår, der er et symbol på at han er sat til side til Gud, bliver urent,* skal han barbere sit hoved+ den dag han bliver erklæret ren. Han skal barbere det den syvende dag. 10 Og den ottende dag skal han komme med to turtelduer eller to dueunger til præsten ved indgangen til mødeteltet. 11 Præsten skal gøre den ene klar som et syndoffer og den anden som et brændoffer og skaffe ham soning for hans synd+ i forbindelse med den døde.* Den dag skal han hellige sit hoved. 12 Og han skal igen sætte sig selv til side til Jehova og begynde forfra på sine dage som nasiræer, og han skal bringe en vædder der er højst et år gammel, som skyldoffer. Men den første tid skal ikke regnes med, for han blev uren mens han var nasiræer.

13 Dette er loven om nasiræeren: Når hans dage som nasiræer udløber,+ skal man tage ham med hen til indgangen til mødeteltet. 14 Der skal han bringe sin offergave til Jehova: en sund vædder der er højst et år gammel, som brændoffer,+ et sundt hunlam der er højst et år gammelt, som syndoffer,+ en sund vædder som fællesskabsoffer,+ 15 en kurv med usyrnede ringformede brød af fint mel tilsat olie, usyrnede fladbrød penslet med olie og det kornoffer+ og de drikofre+ der hører til. 16 Præsten skal frembære det for Jehova og ofre hans syndoffer og hans brændoffer. 17 Han skal ofre vædderen som et fællesskabsoffer til Jehova sammen med kurven med de usyrnede brød, og præsten skal frembære det kornoffer+ og det drikoffer der hører til.

18 Ved indgangen til mødeteltet skal nasiræeren så barbere det uklippede hår af sit hoved,*+ og han skal tage det hår der har groet på hans hoved mens han var nasiræer, og lægge det på ilden under fællesskabsofret. 19 Og præsten skal tage en kogt+ bov fra vædderen, et usyrnet ringformet brød fra kurven og et usyrnet fladbrød og lægge det i hænderne på nasiræeren efter at han har fået tegnet på at han var nasiræer, barberet af. 20 Og præsten skal svinge det frem og tilbage som et svingningsoffer foran Jehova.+ Det er noget helligt som præsten skal have sammen med brystet fra svingningsofret og køllen der gives som bidrag.+ Bagefter må nasiræeren drikke vin.

21 Dette er loven om nasiræeren+ der aflægger et løfte: Hvis han lover at give Jehova et større offer end det der kræves af en nasiræer, og han har råd til det, skal han opfylde sit løfte af respekt for loven om nasiræere.’”

22 Så sagde Jehova til Moses: 23 “Sig til Aron og hans sønner: ‘Sådan skal I sige når I velsigner+ Israels folk:

24 “Må Jehova velsigne dig+ og beskytte dig.

25 Må Jehova lade sit ansigt lyse på dig+ og vise dig velvilje.

26 Må Jehova løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.”’+

27 Og de skal lade mit navn blive nævnt over Israels folk+ så jeg kan velsigne dem.”+

7 Den dag Moses var færdig med at rejse telthelligdommen,+ salvede han den+ og helligede den, sammen med alt dens udstyr, altret og alle dets redskaber.+ Efter at han havde salvet og helliget disse ting,+ 2 kom Israels høvdinger,+ overhovederne for deres stammer,* med en offergave. Disse stammehøvdinger som førte tilsyn med mønstringen, 3 bragte deres offergave der bestod af seks overdækkede transportvogne og 12 okser, en transportvogn for hver to høvdinger og en tyr* for hver én, frem for Jehova; og de førte dem frem foran telthelligdommen. 4 Jehova sagde til Moses: 5 “Tag imod tingene fra dem, for de skal bruges til tjenesten ved mødeteltet. Du skal give dem til levitterne, til hver af dem efter hvad de skal bruge til at udføre deres pligter.”

6 Så tog Moses imod transportvognene og okserne og gav dem til levitterne. 7 Han gav to transportvogne og fire okser til Gershons sønner, efter hvad de skulle bruge til at udføre deres pligter,+ 8 og han gav fire transportvogne og otte okser til Meraris sønner, efter hvad de skulle bruge til at udføre deres pligter, under ledelse af præsten Arons søn Itamar.+ 9 Men han gav ikke Kehats sønner noget, for deres pligter indbefattede at tjene ved det hellige sted,+ og de skulle bære de hellige ting på skuldrene.+

10 Så frembar høvdingerne deres offergave ved indvielsen+ af altret den dag det blev salvet. Da høvdingerne bragte deres offergave hen foran altret, 11 sagde Jehova til Moses: “Hver dag skal en af høvdingerne frembære sin offergave til indvielsen af altret.”

12 Den der frembar sin offergave den første dag, var Amminadabs søn Nakshon+ fra Judas stamme. 13 Hans offergave var et sølvfad der vejede 130 sekel,* og en sølvskål der vejede 70 sekel, efter det hellige steds standardvægt,*+ begge fyldt med fint mel tilsat olie der skulle bringes som et kornoffer;+ 14 et guldbæger* der vejede 10 sekel, fyldt med røgelse; 15 en ungtyr, en vædder og et vædderlam der var under et år gammelt, som brændoffer;+ 16 en ung ged som syndoffer+ 17 og som fællesskabsoffer+ to tyre, fem væddere, fem gedebukke og fem etårige vædderlam. Det var Amminadabs+ søn Nakshons offergave.

18 Den anden dag kom Suars søn Netanel,+ Issakars høvding, med sin offergave. 19 Han frembar som sin offergave et sølvfad der vejede 130 sekel, og en sølvskål der vejede 70 sekel, efter det hellige steds standardvægt,+ begge fyldt med fint mel tilsat olie der skulle bringes som et kornoffer;+ 20 et guldbæger der vejede 10 sekel, fyldt med røgelse; 21 en ungtyr, en vædder og et vædderlam der var under et år gammelt, som brændoffer;+ 22 en ung ged som syndoffer+ 23 og som fællesskabsoffer+ to tyre, fem væddere, fem gedebukke og fem etårige vædderlam. Det var Suars søn Netanels offergave.

24 Den tredje dag kom høvdingen for Zebulons sønner, Helons søn Eliab,+ 25 med sin offergave. Det var et sølvfad der vejede 130 sekel, og en sølvskål der vejede 70 sekel, efter det hellige steds standardvægt,+ begge fyldt med fint mel tilsat olie der skulle bringes som et kornoffer;+ 26 et guldbæger der vejede 10 sekel, fyldt med røgelse; 27 en ungtyr, en vædder og et vædderlam der var under et år gammelt, som brændoffer;+ 28 en ung ged som syndoffer+ 29 og som fællesskabsoffer+ to tyre, fem væddere, fem gedebukke og fem etårige vædderlam. Det var Helons søn Eliabs+ offergave.

30 Den fjerde dag kom høvdingen for Rubens sønner, Shedeurs søn Elisur,+ 31 med sin offergave. Det var et sølvfad der vejede 130 sekel, og en sølvskål der vejede 70 sekel, efter det hellige steds standardvægt,+ begge fyldt med fint mel tilsat olie der skulle bringes som et kornoffer;+ 32 et guldbæger der vejede 10 sekel, fyldt med røgelse; 33 en ungtyr, en vædder og et vædderlam der var under et år gammelt, som brændoffer;+ 34 en ung ged som syndoffer+ 35 og som fællesskabsoffer+ to tyre, fem væddere, fem gedebukke og fem etårige vædderlam. Det var Shedeurs søn Elisurs+ offergave.

36 Den femte dag kom høvdingen for Simeons sønner, Surishaddajs søn Shelumiel,+ 37 med sin offergave. Det var et sølvfad der vejede 130 sekel, og en sølvskål der vejede 70 sekel, efter det hellige steds standardvægt,+ begge fyldt med fint mel tilsat olie der skulle bringes som et kornoffer;+ 38 et guldbæger der vejede 10 sekel, fyldt med røgelse; 39 en ungtyr, en vædder og et vædderlam der var under et år gammelt, som brændoffer;+ 40 en ung ged som syndoffer+ 41 og som fællesskabsoffer+ to tyre, fem væddere, fem gedebukke og fem etårige vædderlam. Det var Surishaddajs søn Shelumiels+ offergave.

42 Den sjette dag kom høvdingen for Gads sønner, Deuels søn Eljasaf,+ 43 med sin offergave. Det var et sølvfad der vejede 130 sekel, og en sølvskål der vejede 70 sekel, efter det hellige steds standardvægt,+ begge fyldt med fint mel tilsat olie der skulle bringes som et kornoffer;+ 44 et guldbæger der vejede 10 sekel, fyldt med røgelse; 45 en ungtyr, en vædder og et vædderlam der var under et år gammelt, som brændoffer;+ 46 en ung ged som syndoffer+ 47 og som fællesskabsoffer+ to tyre, fem væddere, fem gedebukke og fem etårige vædderlam. Det var Deuels søn Eljasafs+ offergave.

48 Den syvende dag kom høvdingen for Efraims sønner, Ammihuds søn Elishama,+ 49 med sin offergave. Det var et sølvfad der vejede 130 sekel, og en sølvskål der vejede 70 sekel, efter det hellige steds standardvægt,+ begge fyldt med fint mel tilsat olie der skulle bringes som et kornoffer;+ 50 et guldbæger der vejede 10 sekel, fyldt med røgelse; 51 en ungtyr, en vædder og et vædderlam der var under et år gammelt, som brændoffer;+ 52 en ung ged som syndoffer+ 53 og som fællesskabsoffer+ to tyre, fem væddere, fem gedebukke og fem etårige vædderlam. Det var Ammihuds søn Elishamas+ offergave.

54 Den ottende dag kom høvdingen for Manasses sønner, Pedasurs søn Gamliel,+ 55 med sin offergave. Det var et sølvfad der vejede 130 sekel, og en sølvskål der vejede 70 sekel, efter det hellige steds standardvægt,+ begge fyldt med fint mel tilsat olie der skulle bringes som et kornoffer;+ 56 et guldbæger der vejede 10 sekel, fyldt med røgelse; 57 en ungtyr, en vædder og et vædderlam der var under et år gammelt, som brændoffer;+ 58 en ung ged som syndoffer+ 59 og som fællesskabsoffer+ to tyre, fem væddere, fem gedebukke og fem etårige vædderlam. Det var Pedasurs søn Gamliels+ offergave.

60 Den niende dag kom høvdingen+ for Benjamins sønner, Gidonis søn Abidan,+ 61 med sin offergave. Det var et sølvfad der vejede 130 sekel, og en sølvskål der vejede 70 sekel, efter det hellige steds standardvægt,+ begge fyldt med fint mel tilsat olie der skulle bringes som et kornoffer;+ 62 et guldbæger der vejede 10 sekel, fyldt med røgelse; 63 en ungtyr, en vædder og et vædderlam der var under et år gammelt, som brændoffer;+ 64 en ung ged som syndoffer+ 65 og som fællesskabsoffer+ to tyre, fem væddere, fem gedebukke og fem etårige vædderlam. Det var Gidonis søn Abidans+ offergave.

66 Den tiende dag kom høvdingen for Dans sønner, Ammishaddajs søn Akiezer,+ 67 med sin offergave. Det var et sølvfad der vejede 130 sekel, og en sølvskål der vejede 70 sekel, efter det hellige steds standardvægt,+ begge fyldt med fint mel tilsat olie der skulle bringes som et kornoffer;+ 68 et guldbæger der vejede 10 sekel, fyldt med røgelse; 69 en ungtyr, en vædder og et vædderlam der var under et år gammelt, som brændoffer;+ 70 en ung ged som syndoffer+ 71 og som fællesskabsoffer+ to tyre, fem væddere, fem gedebukke og fem etårige vædderlam. Det var Ammishaddajs søn Akiezers+ offergave.

72 Den 11. dag kom høvdingen for Ashers sønner, Okrans søn Pagiel,+ 73 med sin offergave. Det var et sølvfad der vejede 130 sekel, og en sølvskål der vejede 70 sekel, efter det hellige steds standardvægt,+ begge fyldt med fint mel tilsat olie der skulle bringes som et kornoffer;+ 74 et guldbæger der vejede 10 sekel, fyldt med røgelse; 75 en ungtyr, en vædder og et vædderlam der var under et år gammelt, som brændoffer;+ 76 en ung ged som syndoffer+ 77 og som fællesskabsoffer+ to tyre, fem væddere, fem gedebukke og fem etårige vædderlam. Det var Okrans søn Pagiels+ offergave.

78 Den 12. dag kom høvdingen for Naftalis sønner, Enans søn Akira,+ 79 med sin offergave. Det var et sølvfad der vejede 130 sekel, og en sølvskål der vejede 70 sekel, efter det hellige steds standardvægt,+ begge fyldt med fint mel tilsat olie der skulle bringes som et kornoffer;+ 80 et guldbæger der vejede 10 sekel, fyldt med røgelse; 81 en ungtyr, en vædder og et vædderlam der var under et år gammelt, som brændoffer;+ 82 en ung ged som syndoffer+ 83 og som fællesskabsoffer+ to tyre, fem væddere, fem gedebukke og fem etårige vædderlam. Det var Enans søn Akiras+ offergave.

84 Det var offergaven+ fra Israels høvdinger til indvielsen af altret da det blev salvet: 12 sølvfade, 12 sølvskåle, 12 guldbægre.+ 85 Hvert sølvfad vejede 130 sekel, og hver skål vejede 70 sekel. Sølvet i karrene vejede i alt 2.400 sekel efter det hellige steds standardvægt.+ 86 De 12 guldbægre fyldt med røgelse vejede hver 10 sekel efter det hellige steds standardvægt. Guldet i bægrene vejede i alt 120 sekel. 87 Til brændofret var der i alt 12 tyre, 12 væddere, 12 etårige vædderlam og de kornofre der hørte til, og til syndofret var der 12 unge geder, 88 og til fællesskabsofret var der i alt 24 tyre, 60 væddere, 60 gedebukke og 60 etårige vædderlam. Det var offergaven til indvielsen+ af altret efter at det var blevet salvet.+

89 Hver gang Moses gik ind i mødeteltet for at tale med Gud,*+ hørte han stemmen der talte med ham fra stedet oven over låget+ på Vidnesbyrdets ark, mellem de to keruber.+ Og Gud talte til ham.

8 Jehova sagde til Moses: 2 “Sig til Aron: ‘Når du tænder lamperne, skal de syv lamper oplyse området foran lampestanderen.’”+ 3 Så gjorde Aron det. Han tændte lamperne så de oplyste området foran lampestanderen,+ sådan som Jehova havde befalet Moses. 4 Sådan var lampestanderen udført: Den var i udhamret guld; alt fra stammen til blomsterkronerne var udhamret.+ Lampestanderen var lavet i overensstemmelse med det syn+ Jehova havde givet Moses.

5 Jehova talte igen til Moses: 6 “Udtag levitterne blandt israelitterne, og rens dem.+ 7 Sådan skal du rense dem: Stænk vand der renser for synd, på dem. Så skal de barbere hele deres krop med en barberkniv, vaske deres tøj og rense sig.+ 8 Og de skal tage en ungtyr+ og det kornoffer+ af fint mel tilsat olie der hører til, og du skal tage en anden ungtyr til syndoffer.+ 9 Og du skal føre levitterne hen foran mødeteltet og samle hele Israels folk.+ 10 Når du fører levitterne frem for Jehova, skal israelitterne lægge deres hænder på levitterne.+ 11 Og Aron skal ofre* levitterne foran Jehova som et svingningsoffer+ fra israelitterne, og de skal udføre tjeneste for Jehova.+

12 Så skal levitterne lægge deres hænder på tyrenes hoveder,+ og den ene tyr skal bringes som syndoffer, og den anden som brændoffer til Jehova for at skaffe soning+ for levitterne. 13 Og du skal stille levitterne foran Aron og hans sønner og ofre* dem som et svingningsoffer til Jehova. 14 Du skal skille levitterne ud fra israelitterne, og levitterne skal tilhøre mig.+ 15 Bagefter kan levitterne komme ind og tjene ved mødeteltet. Sådan skal du rense dem og ofre* dem som et svingningsoffer. 16 For de er givet til mig som gaver der er taget blandt israelitterne. I stedet for alle israelitternes førstefødte*+ tager jeg dem til mig selv. 17 Alle israelitternes førstefødte tilhører nemlig mig, både mennesker og dyr.+ Jeg helligede dem til mig selv den dag jeg slog alle førstefødte i Egypten ihjel.+ 18 Jeg tager levitterne i stedet for alle de førstefødte blandt israelitterne. 19 Jeg vil give levitterne til Aron og hans sønner som gaver der er taget blandt israelitterne, så de på israelitternes vegne kan udføre tjeneste ved mødeteltet+ og skaffe dem soning så de ikke skal blive ramt af nogen plage+ fordi de nærmer sig det hellige sted.”

20 Moses og Aron og hele Israels folk gjorde sådan med levitterne. Alt hvad Jehova havde befalet Moses angående levitterne, gjorde israelitterne med dem. 21 Levitterne rensede sig altså og vaskede deres tøj.+ Derefter ofrede* Aron dem som et svingningsoffer foran Jehova.+ Og Aron skaffede dem soning så de kunne være rene.+ 22 Bagefter gik levitterne ind og udførte deres tjeneste ved mødeteltet foran Aron og hans sønner. Sådan som Jehova havde befalet Moses angående levitterne, sådan gjorde de med dem.

23 Jehova sagde så til Moses: 24 “Følgende gælder for levitterne: Når en mand bliver 25 år, skal han slutte sig til den gruppe der udfører tjeneste ved mødeteltet. 25 Men når han bliver 50 år, skal han trække sig tilbage fra tjenestegruppen og ikke tjene mere. 26 Han kan hjælpe sine brødre der tager sig af ansvarsopgaverne ved mødeteltet, men han må ikke udføre tjeneste der. Sådan skal du gøre med levitterne med hensyn til deres ansvarsopgaver.”+

9 I den første måned i det andet år efter at de var gået ud af Egypten, sagde Jehova til Moses i Sinajs ørken:+ 2 “Israelitterne skal gøre påskeofret+ klar til den fastsatte tid.+ 3 Den 14. dag i denne måned, i skumringen,* skal I tilberede det til den fastsatte tid. I skal tilberede det efter alle de forskrifter og den fremgangsmåde der gælder.”+

4 Moses sagde så til israelitterne at de skulle tilberede påskeofret. 5 I skumringen* den 14. dag i den første måned tilberedte de så påskeofret i Sinajs ørken. Israelitterne gjorde nøjagtigt som Jehova havde befalet Moses.

6 Nu var der nogle mænd som var blevet urene fordi de havde rørt ved et lig,+ så de kunne ikke tilberede påskeofret den dag. De mænd gik derfor til Moses og Aron samme dag+ 7 og sagde til Moses: “Vi er urene fordi vi har rørt ved et lig. Hvorfor skal det forhindre os i at frembære offergaven til Jehova til den fastsatte tid sammen med de andre israelitter?”+ 8 Moses sagde til dem: “Vent her, så vil jeg høre hvad Jehova befaler angående jer.”+

9 Jehova sagde så til Moses: 10 “Sig til israelitterne: ‘Selvom en af jer eller jeres efterkommere bliver uren fordi han rører ved et lig,+ eller er ude på en lang rejse, skal han alligevel tilberede påskeofret til Jehova. 11 I skumringen* den 14. dag i den anden måned+ skal de tilberede det. De skal spise det sammen med usyrnet brød og bitre urter.+ 12 De må ikke levne noget af det til om morgenen,+ og de må ikke brække nogen knogler på det.+ De skal tilberede det efter alle forskrifterne for påsken. 13 Men hvis en mand er ren eller ikke er på rejse og han forsømmer at tilberede påskeofret, skal han udryddes fra sit folk,+ for han har ikke givet offergaven til Jehova til den fastsatte tid. Den mand skal stå til ansvar for sin synd.

14 Og hvis en udlænding bor hos jer, skal han også tilberede påskeofret til Jehova.+ Han skal følge alle de forskrifter og den fremgangsmåde der gælder for påsken.+ De samme forskrifter gælder for både udlændingen og den indfødte i landet.’”+

15 Den dag telthelligdommen blev rejst,+ dækkede skyen telthelligdommen, Vidnesbyrdets telt, og om aftenen var der noget over telthelligdommen der lignede ild, og det var der indtil om morgenen.+ 16 Sådan fortsatte det: Skyen dækkede den om dagen, og det der lignede ild, dækkede den om natten.+ 17 Hver gang skyen løftede sig fra teltet, brød israelitterne straks op,+ og der hvor skyen stod stille, slog israelitterne lejr.+ 18 På Jehovas befaling brød israelitterne op, og på Jehovas befaling slog de lejr.+ Så længe skyen var over telthelligdommen, lå de i lejr. 19 Når skyen blev over telthelligdommen i mange dage, adlød israelitterne Jehova og brød ikke op.+ 20 Nogle gange blev skyen kun over telthelligdommen i få dage. På Jehovas befaling lå de i lejr, og på Jehovas befaling brød de op. 21 Nogle gange blev skyen der kun fra aften til morgen, og når skyen løftede sig om morgenen, brød de op. Uanset om det var dag eller nat, brød de op når skyen løftede sig.+ 22 Så længe skyen blev over telthelligdommen, lå israelitterne i lejr og brød ikke op – uanset om det var to dage, en måned eller længere. Men når den løftede sig, brød de op. 23 På Jehovas befaling slog de lejr, og på Jehovas befaling brød de op. De overholdt deres forpligtelse over for Jehova og gjorde som Jehova havde befalet gennem Moses.

10 Jehova sagde så til Moses: 2 “Lav dig to trompeter;+ de skal udhamres i sølv. Du skal bruge dem når folket skal kaldes sammen, og når lejrene skal bryde op. 3 Når der bliver blæst i begge to, skal hele folket samles hos dig ved indgangen til mødeteltet.+ 4 Hvis der kun bliver blæst i den ene, skal høvdingerne, overhovederne for Israels tusinder, samles hos dig.+

5 Når I blæser med vekslende trompetstød, skal lejrene mod øst+ bryde op. 6 Når I blæser med vekslende trompetstød anden gang, skal lejrene mod syd+ bryde op. Der skal blæses i trompeterne på den måde hver gang en af lejrene skal bryde op.

7 Når I kalder menigheden sammen, skal I blæse i trompeterne,+ men ikke med vekslende trompetstød. 8 Arons sønner, præsterne, skal blæse i trompeterne.+ Det skal være en varig ordning for jer i kommende generationer at der blæses i trompeter.

9 Hvis I går i krig i jeres land mod en fjende der undertrykker jer, skal I kalde til våben med trompeterne,+ og Jehova jeres Gud vil huske jer og redde jer fra jeres fjender.

10 Også ved glædelige begivenheder+ – ved jeres højtider+ og i begyndelsen af hver måned – skal I blæse i trompeterne over jeres brændofre+ og jeres fællesskabsofre,+ så vil jeres Gud huske jer. Jeg er Jehova jeres Gud.”+

11 I det andet år, på den 20. dag i den anden måned,+ løftede skyen sig fra Vidnesbyrdets telthelligdom.+ 12 Israelitterne brød op fra Sinajs ørken i den rækkefølge de skulle,+ og skyen standsede så i Parans ørken.+ 13 Det var første gang de brød op på Jehovas befaling gennem Moses.+

14 Judas sønners lejrafdeling, der bestod af tre stammer, brød op først, gruppe for gruppe,* og Nakshon,+ Amminadabs søn, stod i spidsen for lejrafdelingen. 15 Netanel,+ Suars søn, stod i spidsen for Issakars stammes gruppe. 16 Eliab,+ Helons søn, stod i spidsen for Zebulons stammes gruppe.

17 Telthelligdommen blev taget ned,+ og Gershons sønner+ og Meraris sønner,+ der bar telthelligdommen, brød op.

18 Rubens lejrafdeling, der bestod af tre stammer, brød så op, gruppe for gruppe,* og Elisur,+ Shedeurs søn, stod i spidsen for lejrafdelingen. 19 Shelumiel,+ Surishaddajs søn, stod i spidsen for Simeons stammes gruppe. 20 Eljasaf,+ Deuels søn, stod i spidsen for Gads stammes gruppe.

21 Kehatitterne, der bar helligdommens ting,+ brød så op. Telthelligdommen skulle være stillet op når de nåede frem.

22 Efraims sønners lejrafdeling, der bestod af tre stammer, brød så op, gruppe for gruppe,* og Elishama,+ Ammihuds søn, stod i spidsen for lejrafdelingen. 23 Gamliel,+ Pedasurs søn, stod i spidsen for Manasses stammes gruppe. 24 Abidan,+ Gidonis søn, stod i spidsen for Benjamins stammes gruppe.

25 Dans sønners lejrafdeling, der bestod af tre stammer, brød så op, gruppe for gruppe,* og dannede bagtrop for alle lejrene, og Akiezer,+ Ammishaddajs søn, stod i spidsen for lejrafdelingen. 26 Pagiel,+ Okrans søn, stod i spidsen for Ashers stammes gruppe. 27 Akira,+ Enans søn, stod i spidsen for Naftalis stammes gruppe. 28 Det var den rækkefølge israelitterne og deres grupper* fulgte når de skulle afsted.+

29 Så sagde Moses til Hobab, søn af midjanitten Reuel,*+ der var Moses’ svigerfar: “Vi er nu på vej til det sted som Jehova har lovet at give os.+ Kom med os,+ så vil vi tage os godt af dig, for Jehova har lovet Israel gode ting.”+ 30 Men han sagde til ham: “Jeg rejser ikke med. Jeg vender tilbage til mit eget land og mine slægtninge.” 31 Til det sagde han: “Åh, forlad os ikke, for du ved hvor vi kan slå lejr i ørkenen, og du kan vise vej.* 32 Og hvis du kommer med os,+ så vil vi vise dig samme godhed som Jehova viser os.”

33 Så tog de tre dagsrejser væk fra Jehovas bjerg,+ og Jehovas pagts ark+ vandrede foran dem på den tre dage lange rejse for at finde et hvilested til dem.+ 34 Og Jehovas sky+ var over dem om dagen når de brød op fra lejrpladsen.

35 Hver gang arken blev flyttet, sagde Moses: “Stå frem, Jehova,+ og lad dine fjender blive spredt, og lad dem der hader dig, flygte for dig.” 36 Og når den blev sat ned, sagde han: “Jehova, vend tilbage til Israels utallige* tusinder.”+

11 Nu begyndte folket at beklage sig voldsomt foran Jehova. Da Jehova hørte det, flammede hans vrede op, og Jehova sendte ild imod dem, og ilden fortærede nogle i udkanten af lejren. 2 Folket råbte til Moses. Så han bad til Jehova,+ og ilden døde ud. 3 Derfor fik stedet navnet Tabera,* for Jehova havde sendt ild imod dem.+

4 Den blandede flok*+ der var mellem dem, længtes begærligt+ efter kød, og også israelitterne begyndte igen at græde og sige: “Hvem vil give os kød at spise?+ 5 Vi kan ikke glemme de fisk vi frit kunne spise i Egypten, og agurkerne, vandmelonerne, porrerne, løgene og hvidløgene!+ 6 Men nu er vi efterhånden helt udtærede. Det eneste vi ser, er manna.”+

7 For øvrigt mindede mannaen+ om korianderfrø+ og lignede bedelliumharpiks. 8 Folket plejede at gå ud og samle den op og male den i håndkværne eller støde den i mortere. Så kogte de den i gryder eller lavede den til runde brød,+ og den smagte som sød kage bagt med olie. 9 Når der faldt dug over lejren om natten, faldt der også manna.+

10 Moses hørte folket græde, den ene familie efter den anden, hver mand ved indgangen til sit telt. Og Jehova blev meget vred,+ og også Moses var stærkt utilfreds. 11 Så sagde Moses til Jehova: “Hvorfor har du behandlet din tjener så dårligt? Hvorfor har jeg mistet din godkendelse? Du har jo lagt hele dette folk som en byrde på mig.+ 12 Er det mig der har undfanget hele dette folk? Er det mig der har født dem, siden du siger til mig at jeg skal bære dem i min favn ligesom en tjener* bærer et spædbarn, til det land som du har sværget at give til deres forfædre?+ 13 Hvor skal jeg få kød fra til hele dette folk? De bliver jo ved med at græde foran mig og sige: ‘Giv os kød at spise!’ 14 Jeg kan ikke bære hele dette folk alene; det er for meget for mig.+ 15 Hvis det er sådan du vil behandle mig, så dræb mig hellere med det samme.+ Hvis du har godkendt mig, så lad mig ikke se mere elendighed.”

16 Jehova svarede Moses: “Udvælg 70 af Israels ældste, mænd du betragter som* ældste og ledere blandt folket,+ og tag dem med til mødeteltet, og lad dem stille sig der sammen med dig. 17 Jeg vil stige ned+ og tale med dig der,+ og jeg vil tage noget af den ånd+ der er over dig, og lægge den på dem, og de skal hjælpe dig med at bære folket så du ikke skal bære den byrde alene.+ 18 Du skal sige til folket: ‘I skal hellige jer til i morgen.+ I skal nemlig få kød at spise, for Jehova har hørt+ at I har grædt og sagt: “Hvem vil give os kød at spise? Vi havde det bedre i Egypten.”+ Jehova vil give jer kød, og I skal spise.+ 19 I skal spise, ikke bare i én dag eller 2 dage eller 5 dage eller 10 dage eller 20 dage, 20 men i en hel måned, indtil det står ud af næsen på jer og I får kvalme af det,+ for I har forkastet Jehova, som er midt iblandt jer, og I har grædt foran ham og sagt: “Hvorfor forlod vi dog Egypten?”’”+

21 Så sagde Moses: “Det folk jeg er iblandt, tæller 600.000 mand+ til fods, og alligevel har du sagt: ‘Jeg vil give dem kød at spise, og der vil være nok til en hel måned’! 22 Ville der være nok til dem hvis man slagtede hele hjorde af får, geder og okser? Eller ville der være nok til dem hvis man fangede alle havets fisk?”

23 Jehova sagde til Moses: “Er Jehovas arm for kort?+ Nu skal du få at se om det jeg siger, vil ske eller ej.”

24 Så gik Moses ud og fortalte folket hvad Jehova havde sagt. Og han udvalgte 70 mænd af folkets ældste og fik dem til at stille sig rundt om teltet.+ 25 Jehova steg nu ned i en sky+ og talte til ham+ og tog noget af den ånd+ der var over ham, og lagde den på hver af de 70 ældste. Så snart ånden kom over dem, begyndte de at opføre sig som profeter,*+ men de gjorde det kun den ene gang.

26 To af mændene var stadig i lejren. De hed Eldad og Medad. Ånden kom også over dem, for de var blandt dem der havde fået deres navne skrevet op. Men de var ikke gået ud til teltet, så de begyndte at opføre sig som profeter i lejren. 27 En ung mand løb hen og sagde til Moses: “Eldad og Medad opfører sig som profeter i lejren!” 28 Det fik Josva,+ Nuns søn, der havde været Moses’ tjener siden han var ung, til at sige: “Min herre Moses, stands dem!”+ 29 Men Moses sagde til ham: “Er du misundelig på mine vegne? Jeg ville ønske at hele Jehovas folk var profeter, og at Jehova ville lægge sin ånd på dem!” 30 Senere vendte Moses tilbage til lejren sammen med Israels ældste.

31 Så fik Jehova en vind til at blæse op og drive vagtler ind fra havet. De faldt ned rundt om lejren,+ omkring en dagsrejse til den ene side og en dagsrejse til den anden side, hele vejen rundt om lejren, og de lå på jorden i et lag på omkring to alen.* 32 Hele den dag og hele natten og hele næste dag var folket ude for at samle vagtler. Ingen samlede mindre end ti homer,* og de bredte dem ud til sig selv rundt om lejren. 33 Mens kødet endnu var mellem deres tænder – før det var blevet tygget – flammede Jehovas vrede op mod folket, og Jehova dræbte mange af dem.+

34 De gav stedet navnet Kibrot-ha-Taava,*+ for der begravede de dem af folket der havde været grådige.+ 35 Fra Kibrot-ha-Taava tog folket til Haserot, og de blev i Haserot.+

12 Mirjam og Aron gav sig til at kritisere Moses på grund af hans kushitiske hustru. Han havde nemlig giftet sig med en kushitisk kvinde.+ 2 De sagde: “Har Jehova kun talt gennem Moses? Har han ikke også talt gennem os?”+ Det hørte Jehova.+ 3 Moses var en meget ydmyg mand, det mest ydmyge af alle mennesker*+ på jorden.

4 Pludselig sagde Jehova til Moses og Aron og Mirjam: “Gå alle tre ud til mødeteltet.” Så gik de alle tre derud. 5 Og Jehova steg ned i skysøjlen+ og stillede sig ved indgangen til teltet og kaldte på Aron og Mirjam. De trådte begge frem. 6 Han sagde: “Hør på mig. Hvis der var en profet for Jehova blandt jer, ville jeg give mig til kende for ham i et syn,+ og jeg ville tale til ham i en drøm.+ 7 Men sådan er det ikke med min tjener Moses! Han har fået hele mit hus betroet.*+ 8 Ham taler jeg med ansigt til ansigt,*+ helt åbent og ikke i gåder. Og han ser Jehovas skikkelse. Så hvorfor var I ikke bange for at kritisere min tjener Moses?”

9 Jehovas vrede flammede op imod dem, og han forlod dem. 10 Da skyen trak sig væk fra teltet, opdagede Mirjam at hun var blevet ramt af spedalskhed og var hvid som sne.+ Aron vendte sig mod Mirjam og så at hun var blevet spedalsk.+ 11 Straks sagde Aron til Moses: “Jeg beder dig, min herre! Lad os ikke blive straffet for denne synd! Det vi gjorde, var virkelig tåbeligt. 12 Lad hende ikke fortsat være som et dødfødt barn hvis krop er gået halvt i forrådnelse!” 13 Og Moses råbte til Jehova og sagde: “Gud, jeg beder dig! Vil du ikke nok helbrede hende?”+

14 Jehova svarede Moses: “Hvis hendes far spyttede hende lige i ansigtet, ville hun så ikke være ydmyget i syv dage? Sæt hende i karantæne i syv dage uden for lejren.+ Derefter kan hun komme ind igen.” 15 Så blev Mirjam sat i karantæne uden for lejren i syv dage,+ og folket brød ikke op før Mirjam var kommet tilbage. 16 Så forlod folket Haserot+ og slog lejr i Parans ørken.+

13 Jehova sagde nu til Moses: 2 “Send nogle mænd afsted for at udspionere* Kanaan, som jeg vil give til israelitterne. I skal sende en mand fra hver stamme,+ en der er høvding.”+

3 På Jehovas befaling sendte Moses dem så afsted fra Parans ørken.+ Alle mændene var overhoveder blandt israelitterne. 4 Dette er deres navne: fra Rubens stamme: Shammua, Zakkurs søn; 5 fra Simeons stamme: Shafat, Koris søn; 6 fra Judas stamme: Kaleb,+ Jefunnes søn; 7 fra Issakars stamme: Jigal, Josefs søn; 8 fra Efraims stamme: Hosea,+ Nuns søn; 9 fra Benjamins stamme: Palti, Rafus søn; 10 fra Zebulons stamme: Gaddiel, Sodis søn; 11 fra Josefs stamme,+ for Manasses stamme:+ Gaddi, Susis søn; 12 fra Dans stamme: Ammiel, Gemallis søn; 13 fra Ashers stamme: Setur, Mikaels søn; 14 fra Naftalis stamme: Nakbi, Vafsis søn; 15 fra Gads stamme: Geuel, Makis søn. 16 Det var navnene på de mænd som Moses sendte afsted for at udspionere landet. Moses gav Hosea, Nuns søn, navnet Josva.*+

17 Da Moses sendte dem afsted for at udspionere Kanaan, sagde han til dem: “Gå igennem Negeb* og videre op i bjerglandet.+ 18 I skal se hvordan landet er,+ om folkene er stærke eller svage, få eller mange, 19 om landet er godt eller dårligt, og om byerne de bor i, er teltlejre eller befæstede byer. 20 Og find ud af om landet er rigt* eller fattigt,*+ og om der er træer i det eller ej. I skal være modige+ og tage noget af frugten i landet.” Det var netop den årstid hvor de første vindruer blev modne.+

21 Så drog de op og udspionerede landet fra Zins ørken+ til Rehob+ i retning af Lebo-Hamat.*+ 22 De drog op igennem Negeb og kom til Hebron,+ hvor Akiman, Sheshaj og Talmaj,+ anakitterne,+ boede. For øvrigt var Hebron blevet bygget syv år før Soan i Egypten. 23 De kom til Eshkoldalen,*+ og der skar de en gren med en vindrueklase af. Der skulle to mand til at bære den, og de bar den på en stang mellem sig. De tog også nogle granatæbler og figner med.+ 24 De kaldte stedet for Eshkoldalen*+ på grund af den klase som israelitterne skar af der.

25 Efter at have udspioneret landet i 40 dage+ vendte de tilbage. 26 Så kom de tilbage til Moses og Aron og hele forsamlingen af israelitter ved Kadesh+ i Parans ørken. De aflagde rapport for hele folket og viste dem frugterne fra landet. 27 Det her er hvad de rapporterede til Moses: “Vi gik ind i det land som du sendte os til. Det flyder virkelig med mælk og honning,+ og her er noget af frugten fra landet.+ 28 Men befolkningen i landet er stærk, og de befæstede byer er meget store. Vi så også anakitterne dér.+ 29 Amalekitterne+ bor i Negeb,*+ og hittitterne, jebusitterne+ og amoritterne+ bor i bjerglandet, og kanaanæerne+ bor ved havet+ og langs Jordanfloden.”

30 Kaleb prøvede at berolige folket som stod foran Moses, og sagde: “Lad os straks drage op og indtage det, for vi kan sagtens erobre det.”+ 31 Men de mænd som havde været med ham, sagde: “Vi kan ikke drage op mod befolkningen, for den er stærkere end os.”+ 32 Og de fortsatte med at aflægge en dårlig rapport+ over for israelitterne om det land de havde udspioneret. De sagde: “Det land som vi er gået igennem og har udspioneret, er et land der fortærer sine indbyggere, og alle dem vi så i landet, var usædvanligt høje.+ 33 Og vi så kæmperne* dér, Anaks sønner,+ som stammer fra* kæmperne,* og sammenlignet med dem var vi som græshopper, både i vores og i deres øjne.”

14 Så brød hele folket ud i klageråb, og de råbte og græd hele natten.+ 2 Alle israelitterne gav sig til at beklage sig over Moses og Aron,+ og hele folket kritiserede dem og sagde: “Gid vi var døde i Egypten, eller bare vi var døde i denne ørken! 3 Hvorfor fører Jehova os til dette land for at vi skal falde for sværdet?+ Vores koner og børn bliver taget som krigsbytte.+ Er det ikke bedre for os at vende tilbage til Egypten?”+ 4 De sagde ovenikøbet til hinanden: “Lad os vælge en leder og vende tilbage til Egypten!”+

5 Nu kastede Moses og Aron sig ned med ansigtet mod jorden foran alle de forsamlede israelitter. 6 Josva,+ Nuns søn, og Kaleb,+ Jefunnes søn, der var blandt dem der havde udspioneret landet, flængede deres tøj 7 og sagde til alle israelitterne: “Det land som vi gik igennem og udspionerede, er et virkelig godt land.+ 8 Hvis Jehova er tilfreds med os, vil han føre os ind i landet og give os det, et land der flyder med mælk og honning.+ 9 Men I må ikke gøre oprør mod Jehova, og I må ikke frygte landets befolkning,+ for vi sluger dem i én mundfuld.* Deres beskyttelse er taget fra dem, og Jehova er med os.+ Frygt dem ikke.”

10 Men hele folket talte om at stene dem.+ Så viste Jehovas herlighed sig over mødeteltet for alle israelitterne.+

11 Og Jehova sagde til Moses: “Hvor længe vil folket blive ved med at behandle mig respektløst,+ og hvor længe vil de lade være med at tro på mig til trods for alle de tegn jeg har gjort blandt dem?+ 12 Lad mig slå dem med pest og udrydde dem, og lad mig gøre dig til en nation der er større og mægtigere end dem.”+

13 Men Moses sagde til Jehova: “Hvis du gør det, vil egypterne høre om det. Du førte jo dette folk ud af Egypten med din magt.+ 14 Og egypterne vil fortælle landets indbyggere om det. De har også hørt at du, Jehova, er blandt dette folk+ og har vist dig for dem ansigt til ansigt.+ De har hørt at du er Jehova, og at din sky er over dem, og at du går foran dem i en skysøjle om dagen og i en ildsøjle om natten.+ 15 Hvis du dræber hele folket på én gang,* vil nationerne som har hørt rygtet om dig, sige: 16 ‘Jehova kunne ikke føre dette folk ind i det land som han havde sværget at han ville give dem, så han dræbte dem i ørkenen.’+ 17 Jeg beder dig, Jehova, vis din store magt, sådan som du lovede da du sagde: 18 ‘Jehova, der ikke hurtigt bliver vred, men er fuld af loyal kærlighed,+ som tilgiver fejltrin og overtrædelse, men på ingen måde lader den skyldige slippe for straf. Han bringer straf for fædres fejltrin over sønner, over tredje og fjerde generation.’+ 19 Vil du ikke nok tilgive folkets fejltrin i overensstemmelse med din store loyale kærlighed, sådan som du har tilgivet dem lige fra Egypten til nu?”+

20 Jehova svarede: “Jeg tilgiver dem, som du har bedt mig om.+ 21 På den anden side, så sandt jeg lever, skal hele jorden fyldes med Jehovas herlighed.+ 22 Men ingen af de mænd der har set min herlighed og mine tegn+ i Egypten og i ørkenen og alligevel er blevet ved med at udfordre mig,+ ti gange nu, og ikke har lyttet til mig,+ 23 skal nogensinde se det land som jeg lovede deres forfædre. Nej, ikke én af dem der har behandlet mig respektløst, skal se det.+ 24 Men eftersom min tjener Kaleb+ havde en anden indstilling* og trofast blev ved med at følge mig, vil jeg føre ham ind i det land han har været i, og hans efterkommere skal indtage det.+ 25 Amalekitterne og kanaanæerne+ bor i dalen,* så i morgen skal I vende om og gå mod ørkenen. I skal følge vejen mod Det Røde Hav.”+

26 Jehova sagde så til Moses og Aron: 27 “Hvor længe vil denne onde forsamling blive ved med at beklage sig over mig?+ Jeg har hørt hvordan israelitterne beklager sig over mig.+ 28 Sig til dem: ‘“Så sandt jeg lever,” erklærer Jehova, “det jeg har hørt jer sige, vil jeg gøre mod jer!+ 29 I denne ørken skal jeres lig komme til at ligge,+ ja, alle jer på 20 år og opefter som blev mønstret, alle jer der har beklaget sig over mig.+ 30 Ingen af jer skal komme ind i det land som jeg sværgede* at lade jer bo i,+ bortset fra Kaleb, Jefunnes søn, og Josva, Nuns søn.+

31 Og jeg vil føre jeres børn derind, dem som I sagde ville blive taget som krigsbytte,+ og de vil komme til at kende det land som I har forkastet.+ 32 Men jeres lig skal komme til at ligge i denne ørken. 33 Jeres sønner skal leve som hyrder i ørkenen i 40 år,+ og de skal bære straffen for jeres utroskab* indtil den sidste af jer ligger som lig i ørkenen.+ 34 Ligesom I udspionerede landet i 40 dage,+ skal I bære straffen for jeres synd i 40 år,+ et år for hver dag, et år for hver dag, for I skal lære hvad det vil sige at gå imod mig.*

35 Jeg, Jehova, har talt. Sådan vil jeg gøre mod hele denne onde forsamling der har rottet sig sammen mod mig: I denne ørken skal de gå til grunde, og her skal de dø.+ 36 De mænd som Moses sendte afsted for at udspionere landet, og som fik hele folket til at beklage sig over ham da de vendte tilbage med en dårlig rapport om landet,+ 37 ja, de mænd der aflagde den dårlige rapport om landet, skal straffes og dø foran Jehova.+ 38 Men Josva, Nuns søn, og Kaleb, Jefunnes søn, der var blandt de mænd der tog afsted for at udspionere landet, skal blive i live.”’”+

39 Da Moses fortalte det videre til alle israelitterne, blev folket ramt af stor sorg. 40 Næste morgen stod de tidligt op. De ville drage højt op i bjerglandet, og de sagde: “Nu er vi parate til at tage op til det sted som Jehova har talt om, for vi har syndet.”+ 41 Men Moses sagde: “Hvorfor vil I gå imod Jehovas befaling? Det kommer der ikke noget godt ud af. 42 Tag ikke derop, for Jehova er ikke med jer, og I vil blive besejret af jeres fjender.+ 43 For amalekitterne og kanaanæerne er der og vil komme imod jer,+ og I vil falde for sværdet. Fordi I har vendt jer bort fra Jehova, vil Jehova ikke være med jer.”+

44 Alligevel begav de sig overmodigt op i bjerglandet,+ men Jehovas pagts ark og Moses fjernede sig ikke fra midten af lejren.+ 45 Amalekitterne og kanaanæerne der boede i bjerglandet, drog så ned og slog dem, og de forfulgte dem helt til Horma.+

15 Jehova sagde videre til Moses: 2 “Sig til israelitterne: ‘Når I kommer ind i det land som jeg giver jer at bo i,+ 3 og I bringer en okse, et får eller en ged som ildoffer til Jehova for at frembringe en behagelig* duft for Jehova+ – hvad enten det er et brændoffer+ eller et offer for at opfylde et særligt løfte eller en frivillig gave+ eller et offer ved jeres højtider+ – 4 så skal den der kommer med offergaven, også komme med et kornoffer af fint mel+ til Jehova, en tiendedel efa,* tilsat en fjerdedel hin* olie. 5 Sammen med brændofret+ eller slagtofret skal du også ofre vin som et drikoffer, en fjerdedel hin for hvert vædderlam. 6 Sammen med en vædder skal du bringe et kornoffer af to tiendedele efa fint mel tilsat en tredjedel hin olie. 7 Og du skal frembære vin som et drikoffer, en tredjedel hin, som en behagelig* duft for Jehova.

8 Men hvis du ofrer en tyr som et brændoffer+ eller som et offer for at opfylde et særligt løfte+ eller som et fællesskabsoffer til Jehova,+ 9 skal du sammen med tyren også bringe et kornoffer+ af tre tiendedele efa fint mel tilsat en halv hin olie. 10 Du skal også frembære vin som et drikoffer,+ en halv hin, som et ildoffer med en behagelig* duft for Jehova. 11 Det er hvad man skal gøre med hver tyr eller vædder eller med hvert vædderlam eller hver gedebuk. 12 Uanset hvor mange dyr I ofrer, skal I gøre sådan med hvert enkelt dyr. 13 Sådan skal alle indfødte israelitter gøre når de bringer et ildoffer med en behagelig* duft for Jehova.

14 Hvis en udlænding der bor hos jer eller har boet iblandt jer gennem flere generationer, også vil bringe et ildoffer med en behagelig* duft for Jehova, skal han gøre sådan som I gør.+ 15 For jer der tilhører menigheden, og for udlændingen der bor hos jer, gælder samme ordning. Det er en varig ordning i kommende generationer. Udlændingen vil være ligestillet med jer for Jehova.+ 16 Samme lov og ret skal gælde for jer og for udlændingen der bor hos jer.’”

17 Jehova sagde videre til Moses: 18 “Sig til israelitterne: ‘Når I kommer ind i det land som jeg fører jer til, 19 og I spiser noget af brødet* i landet,+ skal I give et bidrag til Jehova. 20 Af det første+ groftmalede mel skal I give ringformede brød som bidrag. I skal give det på samme måde som I giver bidraget fra tærskepladsen. 21 I generation efter generation skal I give noget af det første groftmalede mel som bidrag til Jehova.

22 Hvis I begår en overtrædelse og ikke følger alle disse bud som Jehova har givet Moses, 23 alt hvad Jehova har befalet jer gennem Moses, det som gælder fra den dag Jehova gav befalingen, og fremefter, i generation efter generation, 24 og hvis det ikke var med vilje og forsamlingen ikke kendte til det, skal hele forsamlingen bringe en ungtyr som et brændoffer med en behagelig* duft for Jehova. Sammen med det skal de ofre det tilhørende kornoffer og drikoffer på den sædvanlige måde+ og også en gedebuk som et syndoffer.+ 25 Præsten skal skaffe hele Israels folk soning, og de vil blive tilgivet,+ for det var ikke med vilje, og som offergave har de bragt et ildoffer til Jehova og et syndoffer foran Jehova for deres overtrædelse. 26 Hele Israels folk og udlændingen der bor iblandt dem, vil blive tilgivet, for hele folket var ansvarligt for overtrædelsen.

27 Hvis et menneske synder og det ikke er med vilje, skal han bringe en ged der er højst et år gammel, som et syndoffer.+ 28 Og præsten skal skaffe soning for den som uforsætligt har begået en synd foran Jehova. Der skal skaffes soning for synden, og han vil blive tilgivet.+ 29 Samme lov skal gælde for jer uanset om den der synder uforsætligt, er en indfødt israelit eller en udlænding der bor hos jer.+

30 Men den der gør noget med vilje,+ håner Jehova, og han skal udryddes fra sit folk, uanset om han er indfødt eller udlænding. 31 Eftersom han har foragtet Jehovas ord og overtrådt hans bud, skal han udryddes.+ Han bærer selv skylden for sin synd.’”+

32 Mens israelitterne var i ørkenen, var der en mand der samlede brænde på sabbatsdagen.+ 33 De der så ham samle brænde, førte ham hen til Moses og Aron og hele forsamlingen. 34 De satte ham i forvaring,+ for der var ikke udtrykkeligt blevet sagt hvad der skulle gøres med ham.

35 Og Jehova sagde til Moses: “Manden skal dø,+ og hele forsamlingen skal stene ham uden for lejren.”+ 36 Så førte hele forsamlingen ham uden for lejren og stenede ham så han døde, sådan som Jehova havde befalet Moses.

37 Jehova sagde videre til Moses: 38 “Sig til israelitterne at de skal lave frynser på sømmene af deres tøj i generation efter generation, og oven over frynsen på sømmen skal de sætte en blå snor.+ 39 ‘I skal have denne frynse så I kan se den og huske alle Jehovas bud og holde dem.+ I må ikke følge jeres hjerte og jeres øjne, som får jer til at bedrive åndelig prostitution.+ 40 Det vil hjælpe jer til at huske alle mine bud og holde dem og være hellige for jeres Gud.+ 41 Jeg er Jehova jeres Gud, som har ført jer ud af Egypten for at vise at jeg er jeres Gud.+ Jeg er Jehova jeres Gud.’”+

16 Kora,+ søn af Jishar,+ søn af Kehat,+ søn af Levi,+ slog sig sammen med Datan og Abiram, Eliabs sønner,+ og On, Pelets søn, som tilhørte Rubens sønner.+ 2 De og 250 israelitiske mænd gjorde oprør mod Moses. Mændene var høvdinger i forsamlingen, repræsentanter for menigheden, fremtrædende mænd. 3 De samlede sig mod+ Moses og Aron og sagde til dem: “Vi har fået nok af jer! Hele folket er faktisk helligt,+ ja, alle sammen, og Jehova er midt iblandt dem.+ Hvorfor ophøjer I jer så over Jehovas menighed?”

4 Da Moses hørte det, kastede han sig straks ned med ansigtet mod jorden. 5 Så sagde han til Kora og alle der støttede ham: “I morgen tidlig vil Jehova gøre kendt hvem der tilhører ham,+ og hvem der er hellig, og hvem der må træde frem for ham,+ og den han vælger,+ skal træde frem for ham. 6 Sådan skal du, Kora, og alle der støtter dig,+ gøre: Tag hver et ildbækken,+ 7 og tænd ild i det og læg røgelse ovenpå foran Jehova i morgen. Den mand som Jehova så vælger,+ han er den hellige. I Levis sønner+ er gået for langt!”

8 Moses sagde så til Kora: “Hør her, I Levis sønner. 9 Synes I ikke at det er nok at Israels Gud har skilt jer ud fra Israels forsamling+ og tilladt jer at træde frem for ham? I udfører jo tjeneste ved Jehovas telthelligdom og står foran forsamlingen og udfører tjeneste for den,+ 10 og han har ladet dig og alle dine brødre, Levis sønner, træde frem for ham. Vil I nu også have præsteembedet?+ 11 Du og alle der støtter dig, og som har rottet sig sammen, har i virkeligheden vendt jer imod Jehova. Og Aron, hvem er han, siden I beklager jer over ham?”+

12 Senere sendte Moses bud efter Datan og Abiram,+ Eliabs sønner, men de sagde: “Vi kommer ikke! 13 Er det ikke nok at du har ført os ud af et land der flyder med mælk og honning, for at lade os dø i ørkenen?+ Vil du nu også gøre dig til enehersker over os?* 14 Du har jo ikke ført os ind i et land der flyder med mælk og honning,+ eller givet os mark og vingård som arv. Vil du stikke øjnene ud på disse mænd?* Vi kommer ikke!”

15 Nu blev Moses meget vred og sagde til Jehova: “Ignorér deres kornoffer. Jeg har ikke taget et eneste æsel fra dem, og jeg har ikke gjort nogen af dem noget ondt.”+

16 Så sagde Moses til Kora: “I morgen skal du og alle der støtter dig, træde frem for Jehova, og Aron skal træde frem sammen med jer. 17 Tag hver sit ildbækken og kom røgelse på det, og træd frem for Jehova med hver sit ildbækken, 250 ildbækkener, og du og Aron skal også træde frem med hver sit ildbækken.” 18 Hver af dem tog så sit ildbækken, tændte ild i det og lagde røgelse ovenpå, og de stillede sig ved indgangen til mødeteltet sammen med Moses og Aron. 19 Da Kora havde samlet dem der støttede ham,+ ved indgangen til mødeteltet, viste Jehovas herlighed sig for hele folket.+

20 Jehova sagde nu til Moses og Aron: 21 “Skil jer ud fra denne gruppe mænd så jeg kan udrydde dem på et øjeblik.”+ 22 Det fik dem til at kaste sig ned med ansigtet mod jorden og sige: “Gud, du der giver liv til alle mennesker,*+ får én mands synd dig til at blive vred på hele folket?”+

23 Jehova sagde så til Moses: 24 “Sig til folket: ‘Fjern jer fra området omkring Koras, Datans og Abirams telte!’”+

25 Moses rejste sig og gik hen til Datan og Abiram, og Israels ældste+ gik med ham. 26 Han sagde til folket: “Fjern jer fra disse onde mænds telte, og rør ikke ved noget som helst der tilhører dem, så I ikke skal blive revet bort på grund af deres synd.” 27 De fjernede sig straks fra området omkring Koras, Datans og Abirams telte, og Datan og Abiram kom ud og stillede sig ved indgangen til deres telte sammen med deres koner og børn.

28 Så sagde Moses: “Sådan skal I vide at Jehova har sendt mig for at gøre alt dette, og at jeg ikke gør det på eget initiativ:* 29 Hvis disse mennesker dør en naturlig død ligesom alle andre, og hvis de bliver straffet på samme måde som alle andre, så er det ikke Jehova der har sendt mig.+ 30 Men hvis Jehova gør noget usædvanligt og jorden åbner sig* og opsluger disse mænd og alt hvad der tilhører dem, og de forsvinder levende ned i Graven,* så ved I at de har været respektløse over for Jehova.”

31 Så snart han havde sagt alt det, revnede jorden under dem.+ 32 Og jorden åbnede sig* og opslugte dem og deres husstande og alle der tilhørte Kora,+ og alle deres ejendele. 33 Og de og alle der tilhørte dem, forsvandt levende ned i Graven,* og jorden dækkede dem til. Sådan blev de udryddet fra menigheden.+ 34 Alle de israelitter der var rundt om dem, flygtede da de hørte deres skrig. De råbte: “Bare jorden ikke opsluger os!” 35 Så fór der ild ud fra Jehova,+ og den fortærede de 250 mænd der havde frembåret røgelse.+

36 Jehova sagde nu til Moses: 37 “Sig til Eleazar, præsten Arons søn, at han skal tage ildbækkenerne+ ud af ilden, for de er hellige. Sig også til ham at han skal sprede gløderne et stykke herfra. 38 Ildbækkenerne fra de mænd der mistede livet på grund af deres synd,* skal hamres ud til tynde metalplader til beklædning af altret,+ for mændene trådte frem foran Jehova med dem, og de blev hellige. De skal være et advarende tegn for israelitterne.”+ 39 Så tog præsten Eleazar kobberildbækkenerne som de mænd der var blevet brændt op, havde trådt frem med, og hamrede dem ud til beklædning af altret, 40 sådan som Jehova havde sagt til ham gennem Moses. Det skulle minde israelitterne om at ingen uvedkommende,* ingen der ikke er efterkommer af Aron, måtte træde frem for at brænde røgelse foran Jehova,+ og at ingen måtte blive som Kora og dem der støttede ham.+

41 Allerede næste dag gav hele forsamlingen af israelitter sig til at beklage sig over Moses og Aron.+ De sagde: “Det er jer to der har dræbt Jehovas folk.” 42 Da folket havde samlet sig imod Moses og Aron, vendte de sig mod mødeteltet og så at skyen dækkede det, og Jehovas herlighed viste sig.+

43 Moses og Aron gik hen foran mødeteltet,+ 44 og Jehova sagde til Moses: 45 “Fjern jer fra denne forsamling så jeg kan gøre det af med den på et øjeblik.”+ Det fik dem til at kaste sig ned med ansigtet mod jorden.+ 46 Så sagde Moses til Aron: “Tag ildbækkenet, læg ild fra altret+ i det og læg røgelse på, og skynd dig hen til forsamlingen og skaf den soning,+ for Jehova har sluppet sin vrede løs. Plagen er begyndt!” 47 Aron gjorde straks som Moses havde sagt. Han tog ildbækkenet og løb ind midt i menigheden. Og han så at plagen var begyndt blandt folket. Så lagde han røgelsen i ildbækkenet og skaffede folket soning. 48 Han blev stående mellem de døde og de levende, og til sidst standsede plagen. 49 Der døde 14.700 som følge af plagen, foruden dem der var døde på grund af Kora. 50 Da Aron omsider vendte tilbage til Moses ved indgangen til mødeteltet, var plagen standset.

17 Jehova sagde nu til Moses: 2 “Sig til israelitterne at alle stammehøvdingerne skal komme med en stav, en stav for hver stamme,*+ 12 stave i alt. Skriv hver enkelts navn på hans stav. 3 Du skal skrive Arons navn på Levis stav, for der skal være én stav for hver stammes overhoved. 4 Læg stavene i mødeteltet, foran Vidnesbyrdet,+ hvor jeg plejer at mødes med jer.+ 5 Og den stav der tilhører den mand som jeg udvælger,+ skal sætte knopper, og jeg vil sætte en stopper for israelitternes beklagelser imod mig,+ som de også retter imod jer.”+

6 Det sagde Moses til israelitterne, og alle deres høvdinger gav ham en stav – en stav for hver stammes høvding, 12 stave – og Arons stav var blandt deres stave. 7 Moses lagde stavene foran Jehova i Vidnesbyrdets telt.

8 Da Moses næste dag gik ind i Vidnesbyrdets telt, havde Arons stav for Levis stamme* sat skud og fået knopper, blomster og modne mandler. 9 Så tog Moses alle stavene der lå foran Jehova, og bar dem ud til hele Israels folk. De så på dem, og hver mand tog sin stav.

10 Jehova sagde så til Moses: “Læg Arons stav+ tilbage foran Vidnesbyrdet, og opbevar den der som et tegn+ for dem der er oprørske,+ så deres beklagelser imod mig kan stoppe og de ikke skal dø.” 11 Moses gjorde straks som Jehova havde befalet ham. Sådan gjorde han.

12 Israelitterne sagde til Moses: “Nu dør vi, vi går til grunde, vi går alle sammen til grunde! 13 Enhver der kommer i nærheden af Jehovas telthelligdom, dør!+ Skal vi ende med at dø på den måde?”+

18 Jehova sagde så til Aron: “Du og dine sønner og din slægt* sammen med dig skal stå til ansvar for enhver synd mod helligdommen,+ og du og dine sønner skal stå til ansvar for enhver synd mod jeres præsteembede.+ 2 Du skal også lade dine brødre fra Levis stamme, din stamme, træde frem så de kan slutte sig til dig og udføre tjeneste for dig+ og dine sønner foran Vidnesbyrdets telt.+ 3 De skal udføre de ansvarsopgaver du tildeler dem, og også hele tjenesten i forbindelse med teltet.+ Men de må ikke komme i nærheden af det hellige steds redskaber og altret for at ingen af dem eller jer skal dø.+ 4 De skal slutte sig til dig og udføre deres ansvarsopgaver i forbindelse med mødeteltet og hele tjenesten ved teltet, og ingen uvedkommende* må nærme sig jer.+ 5 I skal udføre jeres ansvarsopgaver ved det hellige sted+ og altret+ så Israels folk ikke længere skal blive ramt af vrede.+ 6 Jeg har udtaget jeres brødre, levitterne, af israelitterne som en gave til jer.+ De er givet til Jehova og skal udføre tjenesten ved mødeteltet.+ 7 Du og dine sønner har ansvaret for jeres pligter som præster med hensyn til altret og det der er inden for forhænget,+ og I skal udføre denne tjeneste.+ Jeg har givet jer tjenesten som præster som en gave, og enhver uvedkommende* der nærmer sig helligdommen, skal dø.”+

8 Jehova sagde videre til Aron: “Jeg giver dig ansvaret for bidragene til mig.+ Jeg har givet dig og dine sønner en fast andel af de hellige ting israelitterne giver som bidrag.+ 9 Af de højhellige ildofre skal dette tilhøre dig: alle de offergaver de giver, inklusive deres kornofre+ og deres syndofre+ og deres skyldofre+ som de bringer til mig. De er højhellige og skal tilhøre dig og dine sønner. 10 Du skal spise dem på et højhelligt sted.+ Alle mænd må spise dem. De skal være hellige for dig.+ 11 Dette tilhører også dig: de gaver israelitterne giver,+ og alle deres svingningsofre.+ Jeg har givet dem som en fast andel til dig og dine sønner og dine døtre hos dig.+ Alle i dit hus der er rene, må spise det.+

12 Jeg giver dig alt det bedste af olien og alt det bedste af den nye vin og kornet, deres første afgrøde,+ som de giver Jehova.+ 13 Den første modne afgrøde af alt hvad der vokser i deres land, det de bringer til Jehova, tilhører dig.+ Alle i dit hus der er rene, må spise det.

14 Alt hvad der er viet til hellig brug* i Israel, skal tilhøre dig.+

15 De førstefødte af alle levende væsner+ som man frembærer for Jehova, hvad enten det er mennesker eller dyr, skal tilhøre dig. Men du skal løskøbe+ den førstefødte af mennesker+ og det førstefødte af urene dyr. 16 Du skal løskøbe dem når de er en måned eller ældre, med en løskøbelsessum på fem sekel* sølv+ efter det hellige steds standardvægt.* Den er 20 gera.* 17 Men du skal ikke løskøbe den førstefødte tyr eller det førstefødte vædderlam eller den førstefødte gedebuk.+ De er hellige. Du skal stænke deres blod på altret,+ og deres fedt skal du brænde så der stiger røg op, som et ildoffer med en behagelig* duft for Jehova.+ 18 Men deres kød skal tilhøre dig, ligesom brystet fra svingningsofret og ligesom den højre kølle.+ 19 Alle de hellige bidrag som israelitterne giver Jehova,+ har jeg givet dig og dine sønner og dine døtre hos dig som en fast andel.+ Det er en varig saltpagt* foran Jehova, for dig og dine efterkommere.”

20 Jehova sagde videre til Aron: “Du får ingen arv i deres land, og du får ingen andel i landet sammen med dem.+ Jeg er din andel og din arv blandt israelitterne.+

21 Levis sønner har jeg givet hver tiendedel+ i Israel som arv til gengæld for den tjeneste de udfører, tjenesten ved mødeteltet. 22 Israelitterne må ikke længere komme i nærheden af mødeteltet, for så pådrager de sig synd og skal dø. 23 Det er kun levitterne der skal udføre tjenesten ved mødeteltet, og det er dem der skal stå til ansvar for folkets synd.+ Det er en varig ordning i generation efter generation at de ikke skal have nogen arv blandt israelitterne.+ 24 For den tiendedel israelitterne giver Jehova som bidrag, har jeg givet levitterne som arv. Det er derfor jeg har sagt: ‘De skal ikke have nogen arv blandt israelitterne.’”+

25 Så sagde Jehova til Moses: 26 “Sig til levitterne: ‘Når I tager imod den tiendedel fra israelitterne som jeg har givet jer som arv,+ skal I selv give en tiendedel af tiendedelen som bidrag til Jehova.+ 27 Det skal betragtes som jeres bidrag, som om det var korn fra jeres egen tærskeplads+ eller overfloden fra jeres egen vinperse eller olieperse. 28 På den måde giver I også et bidrag til Jehova af alle de tiendedele I får fra israelitterne, og af dem skal I give præsten Aron det bidrag der tilhører Jehova. 29 Når I giver et hvilket som helst bidrag til Jehova, skal I give det bedste af de gaver man giver jer+ som noget helligt.’

30 Og sig til dem: ‘Når I levitter giver det bedste af det, vil det blive betragtet som om det var korn fra jeres egen tærskeplads og vin og olie fra jeres egen vinperse og olieperse. 31 I og jeres husstande kan spise resten på et hvilket som helst sted, for det er jeres løn for den tjeneste I udfører ved mødeteltet.+ 32 I vil ikke pådrage jer synd så længe I giver det bedste af det I får. I må ikke vanhellige israelitternes hellige ting, for så skal I dø.’”+

19 Jehova talte igen til Moses og Aron. Han sagde: 2 “Dette er et bud i den lov Jehova har givet: ‘Sig til israelitterne at de skal skaffe dig en sund rød ko der ikke har nogen defekt,+ og som man aldrig har lagt åg på. 3 I skal give den til præsten Eleazar, som skal føre den uden for lejren, og man skal slagte den foran ham. 4 Så skal præsten Eleazar tage noget af dens blod med sin finger og stænke det syv gange hen imod mødeteltets forside.+ 5 Koen skal så brændes for øjnene af ham. Huden, kødet, blodet og tarmindholdet skal brændes.+ 6 Og præsten skal tage cedertræ, isop+ og skarlagenrødt garn og kaste det ind i bålet hvor koen bliver brændt. 7 Præsten skal så vaske sine klæder og bade sig i vand, og derefter må han komme ind i lejren. Men han skal være uren indtil om aftenen.

8 Den der brændte koen, skal vaske sit tøj i vand og bade sig i vand, og han skal være uren indtil om aftenen.

9 En mand der er ren, skal samle koens aske op+ og lægge den på et rent sted uden for lejren. Israelitternes forsamling skal opbevare asken, og den skal bruges til at lave renselsesvand.+ Det er et syndoffer. 10 Den der samler koens aske op, skal vaske sit tøj og være uren indtil om aftenen.

Det skal være en varig ordning for israelitterne og for udlændingene der bor iblandt dem.+ 11 Den der rører ved en der er død,* vil være uren i syv dage.+ 12 Han skal rense sig med vandet* på den tredje dag, så vil han være ren den syvende dag. Men hvis han ikke renser sig på den tredje dag, vil han ikke være ren den syvende dag. 13 Den der rører ved liget af en død* og ikke renser sig, har besmittet Jehovas telthelligdom,+ og han skal udryddes af Israel.+ Han er fortsat uren fordi der ikke er stænket renselsesvand+ på ham. Hans urenhed hænger ved ham.

14 Når et menneske dør i et telt, gælder denne lov: Enhver der går ind i teltet, og enhver der allerede befinder sig i teltet, vil være uren i syv dage. 15 Ethvert åbent kar som ikke er bundet til med et låg, er urent.+ 16 Enhver der på åben mark rører ved en der er dræbt med sværd, eller ved en der er død på en anden måde, eller ved en menneskeknogle eller ved en grav, vil være uren i syv dage.+ 17 For at rense den urene skal man tage noget af asken fra det syndoffer der blev brændt, og lægge den i et kar og hælde frisk vand over. 18 Derefter skal en mand der er ren,+ tage isop+ og dyppe den i vandet og stænke det på teltet og på alle karrene og på de mennesker der var inde i teltet, og på den der har rørt ved knoglen eller ved den der er blevet dræbt eller er død på en anden måde, eller ved graven. 19 Den rene skal stænke det på den urene den tredje dag og den syvende dag, og han skal rense ham for synd den syvende dag.+ Derefter skal han vaske sit tøj og bade sig i vand, og om aftenen vil han være ren.

20 Men den mand der er uren og ikke renser sig, han skal udryddes fra menigheden,+ for han har besmittet Jehovas helligdom. Der er ikke stænket renselsesvand på ham, så han er uren.

21 Dette skal være en varig ordning for dem: Den der stænker renselsesvandet,+ skal vaske sit tøj, og den der rører ved renselsesvandet, vil være uren indtil om aftenen. 22 Alt hvad den urene rører ved, bliver urent, og den der rører ved det, vil være uren indtil om aftenen.’”+

20 I den første måned kom hele forsamlingen af israelitter til Zins ørken, og folket slog sig ned i Kadesh.+ Det var der Mirjam+ døde og blev begravet.

2 Men der var ikke vand til folket,+ og de samlede sig derfor mod Moses og Aron. 3 Folket skældte Moses ud+ og sagde: “Bare vi også var døde da vores brødre døde foran Jehova! 4 Hvorfor har I ført Jehovas menighed ud i denne ørken så vi og vores kvæg skal dø her?+ 5 Og hvorfor har I ført os ud af Egypten og bragt os til dette elendige sted?+ Her er ikke korn og figner og vinstokke og granatæbler, og der er intet vand at drikke.”+ 6 Så forlod Moses og Aron menigheden og gik hen til mødeteltets indgang og kastede sig ned med ansigtet mod jorden, og Jehovas herlighed viste sig for dem.+

7 Så sagde Jehova til Moses: 8 “Tag staven, og kald folket sammen, du og din bror, Aron. Tal til klippen for øjnene af dem så den giver vand. Du skal få vand til at strømme ud til dem fra klippen og give folket og kvæget noget at drikke.”+

9 Moses tog staven som lå foran Jehova,+ sådan som Han havde befalet ham. 10 Moses og Aron kaldte så menigheden sammen foran klippen, og Moses sagde til dem: “Hør nu, I oprørere! Forlanger I at vi får vand til at strømme ud til jer fra denne klippe?”+ 11 Så løftede Moses hånden og slog to gange på klippen med sin stav, og vandet fossede ud, og folket og kvæget begyndte at drikke.+

12 Senere sagde Jehova til Moses og Aron: “Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for øjnene af folket, kommer I ikke til at føre denne menighed ind i det land som jeg vil give den.”+ 13 Det er Meribas* vand,+ hvor israelitterne skældte ud på Jehova så han helligede sig blandt dem.

14 Så sendte Moses sendebud fra Kadesh til Edoms konge:+ “Sådan siger din bror Israel:+ ‘Du kender alle de vanskeligheder vi har været ude for. 15 Vores forfædre tog til Egypten,+ og vi boede i Egypten i mange år,*+ og egypterne behandlede os og vores forfædre dårligt.+ 16 Til sidst råbte vi til Jehova,+ og han hørte os og sendte en engel+ og førte os ud af Egypten. Nu er vi her i Kadesh, en by ved grænsen til dit område. 17 Giv os tilladelse til at gå igennem dit land. Vi går ikke igennem nogen mark eller vingård, og vi drikker ikke vand af nogen brønd. Vi går ad Kongevejen uden at gå til højre eller venstre indtil vi er kommet igennem dit område.’”+

18 Men Edom sagde til ham: “Du må ikke gå igennem vores område. Hvis du gør det, rykker jeg ud og møder dig med sværdet.” 19 Israelitterne sagde til ham: “Vi vil gå op ad landevejen; og hvis vi og vores hjorde drikker dit vand, vil vi betale for det.+ Vi ønsker bare at gå igennem området.”+ 20 Alligevel sagde han: “Du må ikke gå igennem.”+ Så rykkede Edom ud for at møde ham med en stor og stærk hær.* 21 Edom nægtede altså at lade Israel gå igennem hans område. Israel gik derfor uden om ham.+

22 Israels folk, hele forsamlingen, brød op fra Kadesh og kom til bjerget Hor.+ 23 Så sagde Jehova til Moses og Aron ved bjerget Hor ved grænsen til Edoms land: 24 “Aron skal samles til sit folk.*+ Han vil ikke komme ind i det land jeg vil give israelitterne, for I trodsede begge to min befaling angående Meribas vand.+ 25 Før Aron og hans søn Eleazar op på bjerget Hor. 26 Tag Arons klæder af+ og giv hans søn Eleazar+ dem på, og Aron skal dø der.”*

27 Så gjorde Moses sådan som Jehova havde befalet, og for øjnene af hele forsamlingen gik de op på bjerget Hor. 28 Moses tog Arons klæder af og gav hans søn Eleazar dem på. Så døde Aron på toppen af bjerget.+ Og Moses og Eleazar gik ned fra bjerget. 29 Da folket forstod at Aron var død, sørgede hele Israel over ham i 30 dage.+

21 Den kanaanæiske konge i Arad+ boede i Negeb.* Da han hørte at israelitterne var kommet ad Atarimvejen, angreb han dem og tog nogle af dem til fange. 2 Israelitterne aflagde dette løfte til Jehova: “Hvis du overgiver dette folk til os, vil vi udslette deres byer.”* 3 Jehova lyttede til Israel og overgav kanaanæerne til dem, og de udslettede dem og deres byer. Derfor gav man stedet navnet Horma.*+

4 Mens de fortsatte deres rejse fra bjerget Hor+ ad vejen til Det Røde Hav for at gå uden om Edom,+ blev folket træt af rejsen. 5 Og folket gav sig til at kritisere Gud og Moses:+ “Hvorfor har I ført os ud af Egypten for at lade os dø i ørkenen? Her er ikke noget mad og ikke noget vand,+ og vi hader det her elendige brød.”+ 6 Så sendte Jehova giftslanger* blandt folket, og de bed folket, og mange israelitter døde.+

7 Folket kom til Moses og sagde: “Vi har syndet ved at kritisere Jehova og dig.+ Gå i forbøn hos Jehova så han kan fjerne slangerne fra os.” Og Moses gik i forbøn for folket.+ 8 Jehova sagde nu til Moses: “Lav en efterligning af en giftslange,* og sæt den på en stang. Når nogen så er blevet bidt, skal han se på den for at overleve.” 9 Moses lavede straks en kobberslange+ og satte den på en stang,+ og når en slange havde bidt en mand og han så på kobberslangen, overlevede han.+

10 Derefter brød israelitterne op og slog lejr i Obot.+ 11 Så brød de op fra Obot og slog lejr i Ijje-ha-Abarim,+ i den ørken der ligger over for Moab, mod øst. 12 Derfra brød de op og slog lejr ved Zereddalen.*+ 13 Derfra brød de op og slog lejr i området ved Arnon,+ som ligger i den ørken der strækker sig fra amoritternes grænse, for Arnon er Moabs grænse, mellem Moab og amoritterne. 14 Derfor står der i bogen om Jehovas krige: “Vaheb i Sufa og Arnons dale* 15 og dalenes* skråning* som strækker sig mod byen Ar og grænser op til Moab.”

16 Derefter gik de videre til Beer. Det var om den brønd Jehova sagde til Moses: “Saml folket, og lad mig give det vand.”

17 Dengang sang Israel denne sang:

“Spring frem, du brønd! Svar den i sang!

Derefter forlod de ørkenen og gik videre til Mattana, 19 fra Mattana til Nahaliel og fra Nahaliel til Bamot.+ 20 Fra Bamot gik de videre til dalen der ligger i Moabs område,*+ oppe på Pisga,+ hvorfra der er udsigt over Jeshimon.*+

21 Så sendte Israel bud til Sihon, amoritternes konge:+ 22 “Giv os tilladelse til at gå igennem dit land. Vi drejer ikke af gennem marker eller vingårde. Vi drikker ikke vand af nogen brønd. Vi går ad Kongevejen indtil vi er kommet igennem dit område.”+ 23 Men Sihon gav ikke Israel lov til at gå igennem hans område. Han samlede i stedet alle sine folk, rykkede ud mod Israel i ørkenen og kom til Jahas og begyndte at kæmpe mod Israel.+ 24 Men Israel besejrede ham med sværdet+ og indtog hans land+ fra Arnon+ til Jabbok,+ nær ammonitterne, for Jazer+ grænser op til ammonitternes område.+

25 Så indtog Israel alle disse byer, og de begyndte at bosætte sig i alle amoritternes byer,+ i Heshbon og alle dens småbyer. 26 For Heshbon var amoritterkongen Sihons by. Det var ham der havde kæmpet mod Moabs konge og taget hele hans land fra ham, helt til Arnon. 27 Det var baggrunden for dette hånlige digt:

“Kom til Heshbon.

Lad Sihons by blive bygget og grundfæstet.

28 For en ild fór ud fra Heshbon, en flamme fra Sihons by.

Den fortærede Ar i Moab, herrerne over Arnons høje.

29 Ulykken vil ramme dig, Moab! Du vil blive ødelagt, du Kemoshs folk!+

Han gør sine sønner til flygtninge og sine døtre til fanger hos Sihon, amoritternes konge.

31 Så bosatte Israel sig i amoritternes land. 32 Moses sendte nu nogle mænd afsted for at udspionere Jazer.+ De indtog dens småbyer og fordrev de amoritter som boede der. 33 Derefter vendte de om og drog op ad vejen til Bashan. Kong Og+ af Bashan rykkede ud med hele sin hær for at møde dem i kamp ved Edrei.+ 34 Jehova sagde til Moses: “Vær ikke bange for ham,+ for jeg overgiver ham og hele hans hær og hans land til dig,+ og du skal gøre det samme med ham som du gjorde med Sihon, amoritternes konge, der boede i Heshbon.”+ 35 Så dræbte de ham og hans sønner og hele hans hær – ingen overlevede.+ Og de indtog hans land.+

22 Israelitterne brød op og slog lejr på Moabs ørkensletter på den anden side af Jordan, over for Jeriko.+ 2 Balak,+ Sippors søn, fik at vide hvad Israel havde gjort mod amoritterne, 3 og moabitterne blev meget bange for israelitterne, for der var så mange af dem. Ja, moabitterne blev fyldt med frygt for dem.+ 4 Så moabitterne sagde til de ældste i Midjan:+ “Nu vil det folk opæde alt omkring os, ligesom en okse æder græsset på marken.”

Balak, Sippors søn, var konge i Moab på det tidspunkt. 5 Han sendte bud til Bileam, Beors søn, i Petor,+ der ligger ved Floden* i hans hjemland. Han tilkaldte ham med ordene: “Et folk er gået ud af Egypten. De har dækket jordens* flade,*+ og de har slået sig ned lige foran mig. 6 Kom og forband dette folk for mig,+ for det er mægtigere end mig. Måske kan jeg besejre dem og drive dem ud af landet, for jeg ved at den du velsigner, er velsignet, og at den du forbander, er forbandet.”

7 Så tog de ældste fra Moab og Midjan afsted, og de havde betaling med til en forbandelse,* og de kom til Bileam,+ og de meddelte ham hvad Balak havde sagt. 8 Han sagde til dem: “Bliv her i nat, så vil jeg komme tilbage og fortælle jer hvad Jehova siger til mig.” Så blev Moabs fyrster hos Bileam.

9 Derefter kom Gud til Bileam og spurgte:+ “Hvem er de mænd der er hos dig?” 10 Bileam sagde til den sande Gud: “Balak, Sippors søn, Moabs konge, har sendt bud til mig og sagt: 11 ‘Det folk der er gået ud af Egypten, dækker jordens* flade.* Kom nu og forband dem for mig.+ Måske kan jeg kæmpe mod dem og jage dem bort.’” 12 Men Gud sagde til Bileam: “Du må ikke gå med dem. Du må ikke forbande folket, for jeg har velsignet dem.”+

13 Bileam stod op om morgenen og sagde til Balaks fyrster: “Vend tilbage til jeres land, for Jehova har nægtet at lade mig gå med jer.” 14 Så tog Moabs fyrster afsted, og de vendte tilbage til Balak og sagde: “Bileam nægtede at gå med os.”

15 Men Balak sendte igen fyrster afsted, flere og endnu mere fremtrædende end den første gruppe. 16 De kom til Bileam og sagde til ham: “Sådan har Balak, Sippors søn, sagt: ‘Jeg beder dig, lad ikke noget forhindre dig i at komme til mig, 17 for jeg vil vise dig stor ære, og jeg vil gøre alt hvad du siger til mig. Så kom nu og forband dette folk for mig.’” 18 Men Bileam svarede Balaks tjenere: “Om så Balak giver mig sit hus fyldt med sølv og guld, kan jeg ikke gøre andet end det Jehova min Gud har befalet, uanset om det er en lille eller stor ting.+ 19 Men bliv I her også i nat så jeg kan finde ud af hvad Jehova mere vil sige til mig.”+

20 Så kom Gud til Bileam om natten og sagde til ham: “Hvis disse mænd er kommet for at tilkalde dig, så gå med dem. Men du må kun sige det jeg fortæller dig.”+ 21 Så stod Bileam op næste morgen, sadlede sit æsel* og tog med Moabs fyrster.+

22 Men Guds vrede flammede op fordi han tog afsted, og Jehovas engel stillede sig i vejen for ham. Bileam kom nu ridende på sit æsel, og han havde to af sine tjenere med sig. 23 Da æslet så Jehovas engel stå på vejen med et sværd i hånden, forsøgte det at gå ud på marken. Men Bileam slog æslet for at få det ind på vejen igen. 24 Så stillede Jehovas engel sig på en smal sti mellem to vingårde, med stenmure på begge sider. 25 Da æslet så Jehovas engel, trykkede det sig op ad muren så Bileams fod kom i klemme, og Bileam slog æslet igen.

26 Jehovas engel gik så videre og stod stille på et snævert sted, hvor der hverken var plads til at gå til højre eller venstre. 27 Da æslet fik øje på Jehovas engel, lagde det sig ned. Så blev Bileam rasende og slog løs på æslet med sin stav. 28 Til sidst fik Jehova æslet til at tale,*+ og det sagde til Bileam: “Hvad har jeg gjort dig? Nu har du slået mig tre gange!”+ 29 Bileam sagde til æslet: “Det er fordi du har gjort mig til grin. Hvis bare jeg havde haft et sværd, så ville jeg have dræbt dig!” 30 Så sagde æslet til Bileam: “Er jeg ikke dit æsel som du har redet på hele dit liv indtil i dag? Har jeg nogensinde gjort sådan mod dig før?” Han svarede: “Nej!” 31 Jehova åbnede så Bileams øjne,+ og han kunne se Jehovas engel stå på vejen med et sværd i hånden. Straks faldt han på knæ og bøjede sig med ansigtet mod jorden.

32 Jehovas engel sagde til ham: “Hvorfor har du slået dit æsel tre gange? Jeg gik selv ud for at stille mig i vejen for dig, for du går direkte imod min vilje.+ 33 Og æslet så mig og prøvede at gå uden om mig alle tre gange.+ Tænk hvis det ikke var gået uden om mig! Så ville jeg have dræbt dig, men bevaret det i live.” 34 Bileam sagde til Jehovas engel: “Jeg har syndet, for jeg vidste jo ikke at det var dig der stod på vejen for at møde mig. Men hvis du ikke vil have at jeg tager afsted, går jeg tilbage.” 35 Men Jehovas engel sagde til Bileam: “Gå med mændene, men du må ikke sige andet end det jeg fortæller dig.” Så gik Bileam videre med Balaks fyrster.

36 Da Balak hørte at Bileam var kommet, gik han straks ud for at møde ham ved Moabs by,* som ligger ved bredden af Arnon i grænseområdet. 37 Balak sagde til Bileam: “Har jeg ikke sendt bud efter dig? Hvorfor kom du så ikke? Troede du ikke at jeg kunne vise dig stor ære?”+ 38 Bileam svarede Balak: “Nu er jeg jo kommet til dig. Men vil jeg mon få lov til at sige noget? Jeg kan kun sige det Gud lægger i munden på mig.”+

39 Så gik Bileam med Balak, og de kom til Kirjat-Husot. 40 Balak ofrede kvæg og får, og han gav noget af det til Bileam og fyrsterne som var hos ham. 41 Næste morgen tog Balak så Bileam med op til Bamot-Baal. Derfra kunne han se hele folket.+

23 Bileam sagde til Balak: “Byg syv altre her,+ og gør syv tyre og syv væddere klar til mig.” 2 Straks gjorde Balak som Bileam havde sagt. Og Balak og Bileam ofrede en tyr og en vædder på hvert alter.+ 3 Bileam sagde så til Balak: “Bliv her ved dit brændoffer mens jeg går. Måske vil Jehova sætte sig i forbindelse med mig. Ligegyldigt hvad han siger til mig, vil jeg fortælle dig det.” Han gik så hen til en nøgen høj.

4 Så satte Gud sig i forbindelse med Bileam,+ og Bileam sagde til ham: “Jeg har stillet de syv altre op på række, og jeg har ofret en tyr og en vædder på hvert alter.” 5 Jehova lagde et ord i munden på Bileam:+ “Vend tilbage til Balak, og sig dette til ham.” 6 Han vendte tilbage og så at Balak stod ved sit brændoffer sammen med alle Moabs fyrster. 7 Så fremførte han dette poetiske budskab:+

‘Kom og forband Jakob for mig.

Ja, kom og fordøm Israel.’+

 8 Hvordan kan jeg forbande dem Gud ikke har forbandet?

Og hvordan kan jeg fordømme dem Jehova ikke har fordømt?+

11 Så sagde Balak til Bileam: “Hvad er det du har gjort mod mig? Jeg hentede dig for at du skulle forbande mine fjender, og du har ikke gjort andet end at velsigne dem.”+ 12 Han svarede: “Skal jeg ikke sige det Jehova lægger i munden på mig?”+

13 Balak sagde til ham: “Kom dog med mig til et andet sted hvorfra du kan se dem. Du vil kun se nogle af dem; du vil ikke kunne se dem alle sammen. Derfra skal du forbande dem for mig.”+ 14 Så tog han ham med til Zofims mark,* til toppen af Pisga,+ og byggede syv altre og ofrede en tyr og en vædder på hvert alter.+ 15 Bileam sagde til Balak: “Bliv her ved dit brændoffer mens jeg går derover og søger forbindelse med Ham.” 16 Og Jehova satte sig i forbindelse med Bileam og lagde et ord i munden på ham:+ “Vend tilbage til Balak, og sig dette til ham.” 17 Han gik hen til ham og så at han ventede ved sit brændoffer, og Moabs fyrster var hos ham. Balak spurgte ham: “Hvad har Jehova sagt?” 18 Så fremførte han dette poetiske budskab:+

“Rejs dig, Balak, og hør.

Lyt til mig, Sippors søn.

Gør han ikke det han har sagt?

Gennemfører han ikke det han har talt om?+

22 Gud fører dem ud af Egypten.+

Han er som hornene på en vildokse for dem.+

Nu kan det siges om Jakob og Israel:

‘Se hvad Gud har gjort!’

25 Balak sagde nu til Bileam: “Selvom du ikke kan forbande dem, behøver du vel ikke ligefrem at velsigne dem!” 26 Bileam svarede Balak: “Sagde jeg ikke til dig: ‘Jeg vil gøre alt hvad Jehova siger’?”+

27 Balak sagde til Bileam: “Kom nu. Lad mig tage dig med til endnu et sted. Måske vil det være rigtigt i den sande Guds øjne at du forbander dem for mig derfra.”+ 28 Balak tog så Bileam med til toppen af Peor, hvor der er udsigt over Jeshimon.*+ 29 Bileam sagde nu til Balak: “Byg syv altre her, og gør syv tyre og syv væddere klar til mig.”+ 30 Så gjorde Balak sådan som Bileam havde sagt, og han ofrede en tyr og en vædder på hvert alter.

24 Bileam forstod at det var Jehovas vilje* at Israel skulle velsignes. Derfor gik han ikke igen hen for at søge varsler om ulykke+ men vendte sig mod ørkenen. 2 Da Bileam så israelitterne ligge i lejr, stamme for stamme,+ kom Guds ånd over ham.+ 3 Så fremførte han dette poetiske budskab:+

10 Balak blev rasende på Bileam, og han slog hænderne sammen i foragt og sagde til Bileam: “Jeg tilkaldte dig for at du skulle forbande mine fjender,+ men nu har du ikke bestilt andet end at velsigne dem tre gange. 11 Forsvind herfra, tag hjem. Jeg ville have vist dig stor ære,+ men nu har Jehova forhindret dig i at få den ære.”

12 Bileam sagde til Balak: “Sagde jeg ikke til de sendebud du sendte: 13 ‘Om så Balak giver mig sit hus fyldt med sølv og guld, kan jeg ikke selv vælge at* gøre andet end det Jehova har befalet, uanset om det er en lille eller stor ting. Jeg vil kun sige hvad Jehova siger til mig’?+ 14 Jeg vender nu tilbage til mit folk. Men først vil jeg fortælle dig hvad dette folk vil gøre mod dit folk i fremtiden.”* 15 Så fremførte han dette poetiske budskab:+

20 Da han så amalekitterne, fortsatte han sit poetiske budskab:

21 Da han så kenitterne,+ fortsatte han sit poetiske budskab:

“Tryg er din bolig, og anbragt på klippen er din rede.

22 Men nogen vil nedbrænde Kain.

Hvor lang tid går der før Assyrien fører dig i fangenskab?”

23 Og han fortsatte sit poetiske budskab:

“Ak, hvem vil overleve når Gud gør dette?

Men også han vil gå fuldstændigt til grunde.”

25 Så brød Bileam+ op og vendte tilbage til sit sted. Balak gik også sin vej.

25 Mens Israel boede i Shittim,+ syndede folket ved at have sex* med Moabs døtre.+ 2 Kvinderne inviterede folket til ofringerne for deres guder,+ og folket spiste og bøjede sig for deres guder.+ 3 Israel deltog altså i tilbedelsen af* Baal-Peor,+ og Jehova blev virkelig vred på Israel. 4 Jehova sagde til Moses: “Grib disse mænds ledere* og hæng dem op foran Jehova ved højlys dag* så Jehovas brændende vrede kan vende sig fra Israel.” 5 Moses sagde så til Israels dommere:+ “I skal hver især dræbe dem af jeres mænd der har deltaget i tilbedelsen af* Baal-Peor.”+

6 I det samme kom en af israelitterne med en midjanitisk kvinde.+ Han tog hende med ind blandt sine brødre for øjnene af Moses og hele israelitternes forsamling mens de stod og græd ved indgangen til mødeteltet. 7 Da Pinehas,+ søn af præsten Arons søn Eleazar, så det, rejste han sig straks fra forsamlingen og tog et spyd* i hånden. 8 Han gik efter den israelitiske mand ind i teltet og gennemborede dem begge, israelitten og kvinden, hende gennem underlivet. Så standsede plagen blandt israelitterne.+ 9 Der døde 24.000 som følge af plagen.+

10 Så sagde Jehova til Moses: 11 “Pinehas,+ søn af præsten Arons søn Eleazar, har vendt min vrede fra Israels folk fordi han ikke tolererede at de tilbad nogen anden end mig.+ Det er derfor jeg ikke har udryddet israelitterne til trods for at jeg kræver trofast hengivenhed.+ 12 Sig derfor: ‘Jeg opretter en fredspagt med ham. 13 Og den skal være en pagt om et varigt præstedømme for ham og hans efterkommere+ fordi han ikke tolererede at de tilbad nogen anden gud end mig,+ og fordi han skaffede soning for Israels folk.’”

14 Den israelitiske mand der blev slået ihjel sammen med den midjanitiske kvinde, hed for øvrigt Zimri. Han var søn af Salu og høvding for en af simeonitternes slægter.* 15 Den midjanitiske kvinde der blev slået ihjel, hed Kozbi. Hun var datter af Sur,+ som var leder for klanerne i en midjanitisk slægt.+

16 Senere sagde Jehova til Moses: 17 “Angrib midjanitterne, og dræb dem,+ 18 for de angreb jer på en lumsk måde i sagen med Peor+ og med Kozbi, en høvdingedatter i Midjan. Hun blev slået ihjel+ den dag plagen kom på grund af sagen med Peor.”+

26 Efter plagen+ sagde Jehova til Moses og Eleazar, præsten Arons søn: 2 “Foretag en optælling af hele Israels folk fra 20 år og opefter, slægt* for slægt, alle der kan gøre tjeneste i Israels hær.”+ 3 Så på Moabs ørkensletter+ ved Jordanfloden, over for Jeriko,+ sagde Moses og præsten Eleazar+ til folket: 4 “Foretag en optælling af alle fra 20 år og opefter, sådan som Jehova har befalet Moses.”+

Israels sønner som gik ud af Egypten, var: 5 Ruben,+ Israels førstefødte; Rubens sønner+ var: fra Enok, enokitternes slægt; fra Pallu, palluitternes slægt; 6 fra Hesron, hesronitternes slægt; fra Karmi, karmitternes slægt. 7 Det var rubenitternes slægter, og antallet af mønstrede var 43.730.+

8 Pallus søn var Eliab. 9 Og Eliabs sønner var Nemuel, Datan og Abiram. Det var den Datan og Abiram der var repræsentanter for forsamlingen, og som gjorde oprør mod Moses+ og Aron sammen med Koras gruppe+ da de gjorde oprør mod Jehova.+

10 Dengang åbnede jorden sig* og opslugte dem. Kora selv døde sammen med dem der støttede ham, da ilden fortærede 250 mænd.+ Og de blev et advarende eksempel.+ 11 Men Koras sønner døde ikke.+

12 Simeons sønner+ efter deres slægter var: fra Nemuel, nemuelitternes slægt; fra Jamin, jaminitternes slægt; fra Jakin, jakinitternes slægt; 13 fra Zera, zeraitternes slægt; fra Saul, saulitternes slægt. 14 Det var simeonitternes slægter: 22.200.+

15 Gads sønner+ efter deres slægter var: fra Sefon, sefonitternes slægt; fra Haggi, haggitternes slægt; fra Shuni, shunitternes slægt; 16 fra Ozni, oznitternes slægt; fra Eri, eritternes slægt; 17 fra Arod, aroditternes slægt; fra Areli, arelitternes slægt. 18 Det var Gads sønners slægter, og antallet af mønstrede var 40.500.+

19 Judas sønner+ var Er og Onan.+ Men Er og Onan døde i Kanaan.+ 20 Og Judas sønner efter deres slægter var: fra Shela,+ shelanitternes slægt; fra Peres,+ peresitternes slægt; fra Zera,+ zeraitternes slægt. 21 Og Peres’ sønner var: fra Hesron,+ hesronitternes slægt; fra Hamul,+ hamulitternes slægt. 22 Det var Judas slægter, og antallet af mønstrede var 76.500.+

23 Issakars sønner+ efter deres slægter var: fra Tola,+ tolaitternes slægt; fra Puvva, punitternes slægt; 24 fra Jashub, jashubitternes slægt; fra Shimron, shimronitternes slægt. 25 Det var Issakars slægter, og antallet af mønstrede var 64.300.+

26 Zebulons sønner+ efter deres slægter var: fra Sered, sereditternes slægt; fra Elon, elonitternes slægt; fra Jakleel, jakleelitternes slægt. 27 Det var zebulonitternes slægter, og antallet af mønstrede var 60.500.+

28 Josefs sønner+ efter deres slægter var Manasse og Efraim.+ 29 Manasses sønner+ var: fra Makir,+ makiritternes slægt; og Makir blev far til Gilead;+ fra Gilead, gileaditternes slægt. 30 Dette var Gileads sønner: fra Iezer, iezritternes slægt; fra Helek, helekitternes slægt; 31 fra Asriel, asrielitternes slægt; fra Sikem, sikemitternes slægt; 32 fra Shemida, shemidaitternes slægt; fra Hefer, heferitternes slægt. 33 Selofkad, Hefers søn, havde ingen sønner, kun døtre,+ og Selofkads døtre+ hed Makla, Noa, Hogla, Milka og Tirsa. 34 Det var Manasses slægter, og antallet af mønstrede var 52.700.+

35 Dette var Efraims sønner+ efter deres slægter: fra Shutela,+ shutelaitternes slægt; fra Beker, bekeritternes slægt; fra Tahan, tahanitternes slægt. 36 Og dette var Shutelas sønner: fra Eran, eranitternes slægt. 37 Det var Efraims sønners slægter, og antallet af mønstrede var 32.500.+ Det var Josefs sønner efter deres slægter.

38 Benjamins sønner+ efter deres slægter var: fra Bela,+ belaitternes slægt; fra Ashbel, ashbelitternes slægt; fra Akiram, akiramitternes slægt; 39 fra Shufam, shufamitternes slægt; fra Hufam, hufamitternes slægt. 40 Belas sønner var Ard og Naaman:+ fra Ard, arditternes slægt; fra Naaman, naamitternes slægt. 41 Det var Benjamins sønner efter deres slægter, og antallet af mønstrede var 45.600.+

42 Dette var Dans sønner+ efter deres slægter: fra Shuham, shuhamitternes slægt. Det var Dans slægter, slægt for slægt. 43 Alle der blev mønstret blandt shuhamitternes slægter, var 64.400.+

44 Ashers sønner+ efter deres slægter var: fra Jimna, jimnitternes slægt; fra Jishvi, jishvitternes slægt; fra Beria, beriitternes slægt; 45 fra Berias sønner: fra Heber, hebritternes slægt; fra Malkiel, malkielitternes slægt. 46 Ashers datter hed Sera. 47 Det var Ashers sønners slægter, og antallet af mønstrede var 53.400.+

48 Naftalis sønner+ efter deres slægter var: fra Jakseel, jakseelitternes slægt; fra Guni, gunitternes slægt; 49 fra Jeser, jeseritternes slægt; fra Shillem, shillemitternes slægt. 50 Det var Naftalis slægter, slægt for slægt, og antallet af mønstrede var 45.400.+

51 De der blev mønstret blandt israelitterne, udgjorde i alt 601.730.+

52 Derefter sagde Jehova til Moses: 53 “Mellem dem skal landet fordeles som arv efter* antallet af navne på listen.+ 54 De store grupper skal du give et stort område,* og de små grupper skal du give et lille område.*+ Alle grupper skal have en arv i forhold til antallet af mønstrede. 55 Men landet skal fordeles ved lodkastning.+ De skal have en arv efter navnene på deres fædres stammer. 56 Hver arv skal afgøres ved lodkastning og fordeles mellem de store og de små grupper.”

57 Dette var dem der blev registreret blandt levitterne,+ slægt for slægt: fra Gershon, gershonitternes slægt; fra Kehat,+ kehatitternes slægt; fra Merari, meraritternes slægt. 58 Dette var levitternes slægter: libnitternes slægt,+ hebronitternes slægt,+ maklitternes slægt,+ mushitternes slægt,+ koraitternes slægt.+

Kehat blev far til Amram.+ 59 Amrams hustru hed Jokebed+ og var Levis datter, som Levis hustru fødte i Egypten. Amram og Jokebed fik sønnerne Aron og Moses og datteren Mirjam.+ 60 Og Aron fik sønnerne Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar.+ 61 Men Nadab og Abihu døde fordi de frembar ulovlig ild foran Jehova.+

62 De der blev registreret, udgjorde 23.000, alle drenge og mænd fra en måned og opefter.+ De blev nemlig ikke mønstret blandt israelitterne,+ for de skulle ikke have nogen arv blandt israelitterne.+

63 Det var dem der blev mønstret af Moses og præsten Eleazar da de mønstrede israelitterne på Moabs ørkensletter ved Jordanfloden, over for Jeriko. 64 Men blandt dem var der ingen af dem der var blevet mønstret af Moses og præsten Aron da israelitterne blev talt i Sinajs ørken.+ 65 Jehova havde jo sagt om dem: “De skal dø i ørkenen.”+ Så der var ingen tilbage af dem, bortset fra Kaleb, Jefunnes søn, og Josva, Nuns søn.+

27 Så trådte Selofkads døtre+ frem. Selofkad var søn af Hefer, søn af Gilead, søn af Makir, søn af Manasse, af Josefs søn Manasses slægter. Hans døtre hed Makla, Noa, Hogla, Milka og Tirsa. 2 De stillede sig foran Moses, præsten Eleazar, høvdingerne+ og hele forsamlingen ved indgangen til mødeteltet og sagde: 3 “Vores far døde i ørkenen, men han var ikke med i den gruppe der rottede sig sammen mod Jehova, dem der støttede Kora,+ men han døde på grund af sin egen synd, og han havde ingen sønner. 4 Hvorfor skulle vores fars navn gå tabt fra hans slægt bare fordi han ikke havde nogen søn? Giv os en ejendom blandt vores fars brødre.” 5 Moses fremlagde så deres sag for Jehova.+

6 Jehova sagde til Moses: 7 “Selofkads døtre har ret. I skal bestemt give dem en arv som ejendom blandt deres fars brødre og overdrage deres fars arv til dem.+ 8 Og sig til israelitterne: ‘Hvis en mand dør uden at have fået en søn, skal I give hans arv videre til hans datter. 9 Og hvis han ikke har en datter, skal I give hans arv til hans brødre. 10 Og hvis han ikke har nogen brødre, skal I give hans arv til hans fars brødre. 11 Og hvis hans far ikke har nogen brødre, skal I give hans arv til den nærmeste slægtning, og han skal tage den i eje. Denne retsafgørelse skal gælde for israelitterne, sådan som Jehova har befalet Moses.’”

12 Jehova sagde nu til Moses: “Gå op på Abarimbjerget,+ og se ud over det land som jeg vil give israelitterne.+ 13 Når du har set det, vil du også blive samlet til dit folk,*+ ligesom din bror, Aron,+ 14 for da forsamlingen skældte mig ud i Zins ørken, satte I jer op imod min befaling og helligede mig ikke foran dem da jeg gav dem vand.”+ (Det er Meribas vand+ ved Kadesh+ i Zins ørken).+

15 Så sagde Moses til Jehova: 16 “Jeg beder dig, Jehova, du som er Gud over alle menneskers ånd,* udnævn en mand til at lede folket, 17 en som kan gå i spidsen for dem når de går ud, og når de går ind, og som kan føre dem ud og føre dem ind, så Jehovas folk ikke skal blive som får der ikke har nogen hyrde.” 18 Jehova sagde til Moses: “Hent Josva, Nuns søn, som er en dygtig mand,* og læg din hånd på ham.+ 19 Stil ham foran præsten Eleazar og hele folket og udnævn ham til leder mens de ser på det.+ 20 Du skal give ham noget af din myndighed*+ så hele forsamlingen af israelitter hører på ham.+ 21 Han skal stille sig foran præsten Eleazar, som på hans vegne vil spørge Jehova for at få hans afgørelse ved hjælp af Urim.+ På hans befaling vil de gå ud, og på hans befaling vil de gå ind, han og alle israelitterne med ham, ja, hele folket.”

22 Moses gjorde så som Jehova havde befalet ham. Han hentede Josva og stillede ham foran præsten Eleazar og hele forsamlingen 23 og lagde hænderne på ham og udnævnte ham til leder,+ sådan som Jehova havde sagt gennem Moses.+

28 Jehova sagde derefter til Moses: 2 “Giv israelitterne denne befaling: ‘I skal sørge for at frembære mine offergaver, mit brød, til mig. Mine ildofre, som er til en behagelig* duft for mig, skal bringes til deres fastsatte tider.’+

3 Og sig til dem: ‘Det her er hvad I som ildoffer skal bringe til Jehova: to sunde etårige vædderlam om dagen som et regelmæssigt brændoffer.+ 4 Det ene vædderlam skal du ofre om morgenen, og det andet vædderlam skal du ofre i skumringen,*+ 5 sammen med en tiendedel efa* fint mel tilsat en fjerdedel hin* olie af stødte oliven som et kornoffer.+ 6 Det er et regelmæssigt brændoffer,+ et ildoffer til Jehova, som blev indført ved Sinajs Bjerg, til en behagelig* duft for ham, 7 sammen med det tilhørende drikoffer, en fjerdedel hin for hvert vædderlam.+ Hæld den alkoholiske drik ud på det hellige sted som et drikoffer til Jehova. 8 Det andet vædderlam skal du ofre i skumringen.* Du skal ofre det sammen med samme slags kornoffer og drikoffer som om morgenen, som et ildoffer med en behagelig* duft for Jehova.+

9 Men på sabbatsdagen+ skal der ofres to sunde etårige vædderlam og to tiendedele efa fint mel tilsat olie som et kornoffer sammen med det tilhørende drikoffer. 10 Det er brændofret på sabbatten, foruden det regelmæssige brændoffer med tilhørende drikoffer.+

11 Ved begyndelsen af hver måned* skal I som et brændoffer til Jehova bringe to ungtyre, en vædder og syv sunde etårige vædderlam+ 12 og tre tiendedele efa fint mel tilsat olie som et kornoffer+ for hver tyr og to tiendedele fint mel tilsat olie som et kornoffer for vædderen+ 13 og en tiendedel fint mel tilsat olie som et kornoffer for hvert vædderlam, som et brændoffer, en behagelig* duft,+ et ildoffer til Jehova. 14 Og de tilhørende drikofre skal være en halv hin vin for hver tyr+ og en tredjedel hin for vædderen+ og en fjerdedel hin for hvert vædderlam.+ Det er det månedlige brændoffer hver måned året rundt. 15 Og der skal ofres en ung gedebuk som syndoffer til Jehova, foruden det regelmæssige brændoffer med tilhørende drikoffer.

16 Den 14. dag i den første måned er det påske for Jehova.+ 17 Og på den 15. dag i den måned skal der være en højtid. I syv dage skal der spises usyrnet brød.+ 18 Den første dag skal der være et helligt stævne. I må ikke udføre hårdt arbejde. 19 Og I skal som et brændoffer, et ildoffer til Jehova, bringe to ungtyre, en vædder og syv etårige vædderlam. I skal ofre sunde dyr.+ 20 I skal ofre dem sammen med de tilhørende kornofre af fint mel tilsat olie,+ tre tiendedele efa for hver tyr og to tiendedele for vædderen. 21 Du skal ofre en tiendedel efa for hvert af de syv vædderlam 22 og desuden en gedebuk som syndoffer for at skaffe jer soning. 23 Det skal I ofre foruden brændofret om morgenen, som er en del af det regelmæssige brændoffer. 24 I skal bringe disse ofre på samme måde hver dag i syv dage som føde,* et ildoffer med en behagelig* duft for Jehova. Det skal bringes i tillæg til det regelmæssige brændoffer med dets tilhørende drikoffer. 25 Den syvende dag skal I holde et helligt stævne.+ I må ikke udføre hårdt arbejde.+

26 På dagen for den første modne afgrøde,+ når I frembærer et nyt kornoffer til Jehova,+ skal I holde et helligt stævne under jeres ugefest.+ I må ikke udføre hårdt arbejde.+ 27 I skal som et brændoffer med en behagelig* duft for Jehova bringe to ungtyre, en vædder og syv etårige vædderlam+ 28 og fint mel tilsat olie som tilhørende kornoffer: tre tiendedele efa for hver tyr, to tiendedele for den ene vædder 29 og en tiendedel for hvert af de syv vædderlam 30 og desuden en ung gedebuk for at skaffe jer soning.+ 31 I skal ofre dem sammen med de drikofre der hører til, foruden det regelmæssige brændoffer med tilhørende kornoffer. Dyrene skal være sunde.+

29 Og den første dag i den syvende måned skal I holde et helligt stævne. I må ikke udføre hårdt arbejde.+ Det er en dag hvor I skal blæse i trompet.+ 2 Som et brændoffer med en behagelig* duft for Jehova skal I ofre en ungtyr, en vædder og syv etårige vædderlam, alle sunde dyr, 3 med tilhørende kornoffer af fint mel tilsat olie: tre tiendedele efa for tyren, to tiendedele for vædderen 4 og en tiendedel for hvert af de syv vædderlam 5 og desuden en ung gedebuk som syndoffer for at skaffe jer soning. 6 Det skal ofres i tillæg til det månedlige brændoffer med tilhørende kornoffer+ og det regelmæssige brændoffer med tilhørende kornoffer+ sammen med de drikofre+ der hører til, på den sædvanlige måde, som en behagelig* duft, et ildoffer til Jehova.

7 Og den tiende dag i den syvende måned skal I holde et helligt stævne,+ og I skal vise at I er bedrøvet over jeres synder.* I må ikke udføre hårdt arbejde.+ 8 Og som et brændoffer til Jehova, som en behagelig* duft, skal I frembære en ungtyr, en vædder og syv etårige vædderlam, alle sunde dyr,+ 9 og fint mel tilsat olie som tilhørende kornoffer: tre tiendedele efa for tyren, to tiendedele for vædderen 10 og en tiendedel for hvert af de syv vædderlam 11 samt en ung gedebuk som syndoffer, foruden forsoningsdagens syndoffer+ og det regelmæssige brændoffer med tilhørende kornoffer, sammen med de drikofre der hører til.

12 Og den 15. dag i den syvende måned skal I holde et helligt stævne. I må ikke udføre hårdt arbejde, og I skal holde højtid for Jehova i syv dage.+ 13 Og som brændoffer,+ et ildoffer med en behagelig* duft for Jehova, skal I bringe 13 ungtyre, 2 væddere og 14 etårige vædderlam, alle sunde dyr,+ 14 og fint mel tilsat olie som tilhørende kornoffer: tre tiendedele efa for hver af de 13 tyre, to tiendedele for hver af de 2 væddere 15 og en tiendedel for hvert af de 14 vædderlam 16 samt en ung gedebuk som syndoffer, foruden det regelmæssige brændoffer med tilhørende kornoffer og drikoffer.+

17 Og den anden dag 12 ungtyre, 2 væddere og 14 etårige vædderlam, alle sunde dyr,+ 18 med tilhørende kornoffer og drikofre for tyrene, vædderne og vædderlammene efter deres antal og på den sædvanlige måde 19 samt en ung gedebuk som syndoffer, foruden det regelmæssige brændoffer med tilhørende kornoffer, sammen med de drikofre der hører til.+

20 Og den tredje dag 11 tyre, 2 væddere og 14 etårige vædderlam, alle sunde dyr,+ 21 med tilhørende kornoffer og drikofre for tyrene, vædderne og vædderlammene efter deres antal og på den sædvanlige måde 22 samt en gedebuk som syndoffer, foruden det regelmæssige brændoffer med tilhørende kornoffer og drikoffer.+

23 Og den fjerde dag 10 tyre, 2 væddere og 14 etårige vædderlam, alle sunde dyr,+ 24 med tilhørende kornoffer og drikofre for tyrene, vædderne og vædderlammene efter deres antal og på den sædvanlige måde 25 samt en ung gedebuk som syndoffer, foruden det regelmæssige brændoffer med tilhørende kornoffer og drikoffer.+

26 Og den femte dag 9 tyre, 2 væddere og 14 etårige vædderlam, alle sunde dyr,+ 27 med tilhørende kornoffer og drikofre for tyrene, vædderne og vædderlammene efter deres antal og på den sædvanlige måde 28 samt en gedebuk som syndoffer, foruden det regelmæssige brændoffer med tilhørende kornoffer og drikoffer.+

29 Og den sjette dag 8 tyre, 2 væddere og 14 etårige vædderlam, alle sunde dyr,+ 30 med tilhørende kornoffer og drikofre for tyrene, vædderne og vædderlammene efter deres antal og på den sædvanlige måde 31 samt en gedebuk som syndoffer, foruden det regelmæssige brændoffer med tilhørende kornoffer og drikofre.+

32 Og den syvende dag 7 tyre, 2 væddere og 14 etårige vædderlam, alle sunde dyr,+ 33 med tilhørende kornoffer og drikofre for tyrene, vædderne og vædderlammene efter deres antal og på den sædvanlige måde 34 samt en gedebuk som syndoffer, foruden det regelmæssige brændoffer med tilhørende kornoffer og drikoffer.+

35 Den ottende dag skal I holde et højtideligt stævne. I må ikke udføre hårdt arbejde.+ 36 Som et brændoffer, et ildoffer med en behagelig* duft for Jehova, skal I frembære en tyr, en vædder og syv etårige vædderlam, alle sunde dyr,+ 37 med tilhørende kornoffer og drikofre for tyren, vædderen og vædderlammene efter deres antal og på den sædvanlige måde 38 samt en gedebuk som syndoffer, foruden det regelmæssige brændoffer med tilhørende kornoffer og drikoffer.+

39 Det er hvad I skal ofre til Jehova ved jeres højtider,+ foruden jeres løfteofre+ og frivillige gaver,+ hvad enten det er brændofre,+ kornofre,+ drikofre+ eller fællesskabsofre.’”+ 40 Moses fortalte israelitterne alt hvad Jehova havde befalet ham.

30 Så sagde Moses til overhovederne+ for Israels stammer: “Dette er hvad Jehova har befalet: 2 Hvis en mand aflægger et løfte+ til Jehova eller sværger+ at forpligte sig til afholdenhed, må han ikke bryde sit ord.+ Han skal gøre alt hvad han har lovet.+

3 Hvis en ung kvinde bor hos sin far og aflægger et løfte til Jehova eller forpligter sig til afholdenhed 4 og hendes far hører om hendes løfte eller om den afholdenhed hun har forpligtet sig til, og ikke kommer med nogen indvendinger, vil alle hendes løfter og hendes forpligtelse til afholdenhed stå ved magt. 5 Men hvis hendes far forbyder hende det når han hører om hendes løfter eller om de forpligtelser til afholdenhed hun har aflagt, vil de ikke stå ved magt. Jehova vil tilgive hende fordi hendes far har forbudt hende det.+

6 Hvis hun gifter sig mens hun er bundet af sit løfte eller sin overilede forpligtelse, 7 og hendes mand hører det og ikke kommer med nogen indvendinger den dag han hører om det, vil hendes løfter eller forpligtelser til afholdenhed stå ved magt. 8 Men hvis hendes mand forbyder hende det den dag han hører om det, kan han annullere hendes løfte eller overilede forpligtelse,+ og Jehova vil tilgive hende.

9 Hvis en enke eller en fraskilt kvinde aflægger et løfte, vil hun være bundet af alt det hun har forpligtet sig til.

10 Hvis en gift kvinde aflægger et løfte eller forpligter sig til afholdenhed 11 og hendes mand hører om det og ikke kommer med nogen indvendinger eller forbyder hende det, vil alle hendes løfter eller den afholdenhed hun har forpligtet sig til, stå ved magt. 12 Men hvis hendes mand klart annullerer dem den dag han hører om dem, uanset hvilke løfter hun har aflagt, eller hvilken afholdenhed hun har forpligtet sig til, står de ikke længere ved magt.+ Hendes mand har annulleret dem, og Jehova vil tilgive hende. 13 Ethvert løfte og enhver ed om selvfornægtelse* som en kvinde aflægger, kan hendes mand stadfæste eller annullere. 14 Men hvis hendes mand lader dagene gå uden at komme med nogen indvendinger, stadfæster han alle hendes løfter eller alle hendes forpligtelser til afholdenhed. Han stadfæster dem fordi han ikke kom med indvendinger den dag han hørte om dem. 15 Men hvis han senere annullerer dem, efter den dag han har hørt om dem, må han bære konsekvenserne af hendes skyld.+

16 Det er de bestemmelser Jehova gav Moses angående en mand og hans kone og en far og hans unge datter der bor hos ham.”

31 Så sagde Jehova til Moses: 2 “Tag hævn+ over midjanitterne+ for israelitterne. Bagefter vil du blive samlet til dit folk.”*+

3 Moses sagde derfor til folket: “Udrust nogle mænd blandt jer til at kæmpe* mod Midjan for at eksekvere Jehovas hævn over Midjan. 4 I skal sende 1.000 fra hver af alle Israels stammer i kamp.” 5 Af Israels tusinder+ blev der så udtaget 1.000 fra hver stamme, 12.000 mand udrustet til kamp.*

6 Så sendte Moses dem i krig, 1.000 fra hver stamme, sammen med Pinehas,+ præsten Eleazars søn. Han havde de hellige redskaber og signaltrompeterne+ med. 7 De kæmpede mod Midjan, sådan som Jehova havde befalet Moses, og de dræbte alle mænd. 8 Blandt de dræbte var Midjans fem konger: Evi, Rekem, Sur, Hur og Reba. De dræbte også Bileam,+ Beors søn, med sværdet. 9 Men de førte Midjans kvinder og børn væk som fanger. De tog også alle deres husdyr, alt deres kvæg og alle deres ejendele. 10 Og alle de byer de havde bosat sig i, og alle deres lejre* brændte de ned. 11 Og de tog alt krigsbyttet, både mennesker og dyr. 12 Så førte de fangerne og krigsbyttet hen til Moses og præsten Eleazar og forsamlingen af israelitter i lejren på Moabs ørkensletter+ ved Jordanfloden, over for Jeriko.

13 Moses og præsten Eleazar og alle høvdingerne i forsamlingen gik ud for at møde dem uden for lejren. 14 Men Moses blev vred på dem der var sat over kampstyrkerne, tusindførerne og hundredførerne som vendte hjem fra felttoget. 15 Han sagde til dem: “Har I bevaret alle kvinderne i live? 16 Det var jo dem der på Bileams opfordring fik israelitterne til at være troløse+ mod Jehova i sagen med Peor+ så plagen kom over Jehovas forsamling.+ 17 Slå alle drenge ihjel, og dræb alle de kvinder der har haft samleje med en mand. 18 Men I kan bevare alle de piger i live som ikke har haft samleje med en mand.+ 19 Og I skal blive uden for lejren i syv dage. Alle der har dræbt nogen, og alle der har rørt ved nogen af de dræbte,+ skal rense sig+ den tredje og den syvende dag, det gælder både jer og jeres fanger. 20 Og alt tøj og alt hvad der er lavet af skind, gedehår eller træ, skal I rense for synd.”

21 Præsten Eleazar sagde til mændene i hæren der havde været i kamp: “Dette er et bud i den lov Jehova har givet Moses: 22 ‘Kun guldet, sølvet, kobberet, jernet, tinnet og blyet, 23 alt hvad der kan tåle ild, skal I rense i ild. Det skal dog også renses med renselsesvandet.+ Alt hvad der ikke kan tåle ild, skal I rense i vand. 24 Den syvende dag skal I vaske jeres tøj. Så er I rene og kan komme ind i lejren.’”+

25 Jehova sagde så til Moses: 26 “Sammen med præsten Eleazar og overhovederne for folkets slægter* skal du lave en liste over krigsbyttet. I skal tælle både mennesker og dyr. 27 Del byttet i to dele, og fordel det mellem hæren der var i kamp, og resten af forsamlingen.+ 28 Fra soldaterne der var i kamp, skal du som en afgift til Jehova opkræve en sjæl* for hver 500 – af mennesker, okser, æsler, får og geder. 29 I skal tage den fra deres halvdel og give den til præsten Eleazar som et bidrag til Jehova.+ 30 Fra den halvdel israelitterne får, skal du tage en for hver 50 – af mennesker, okser, æsler, får, geder og alle slags husdyr. Du skal give dem til levitterne,+ som tager sig af pligterne ved Jehovas telthelligdom.”+

31 Så gjorde Moses og præsten Eleazar sådan som Jehova havde befalet Moses. 32 Resten af det krigsbytte folkene der havde været med på felttoget, havde taget, udgjorde 675.000 får og geder, 33 72.000 okser 34 og 61.000 æsler. 35 De kvinder der ikke havde haft samleje med en mand,+ udgjorde 32.000. 36 Den halvdel der tilfaldt dem der var i kamp, udgjorde 337.500 får og geder, 37 deraf 675 som afgift til Jehova, 38 36.000 okser, deraf 72 som afgift til Jehova, 39 30.500 æsler, deraf 61 som afgift til Jehova, 40 og 16.000 mennesker, deraf 32 som afgift til Jehova. 41 Så gav Moses den afgift der var et bidrag til Jehova, til præsten Eleazar,+ sådan som Jehova havde befalet Moses.

42 Israelitternes halvdel, som Moses havde taget fra det der tilfaldt de mænd der havde været i krig, 43 bestod af 337.500 får og geder, 44 36.000 okser, 45 30.500 æsler 46 og 16.000 mennesker. 47 Af israelitternes halvdel tog Moses så en for hver 50 – af mennesker og dyr – og gav dem til levitterne,+ der tog sig af pligterne ved Jehovas telthelligdom,+ sådan som Jehova havde befalet Moses.

48 Så kom de mænd der var sat over hærens tusinder,+ tusindførerne og hundredførerne, hen til Moses. 49 De sagde til ham: “Dine tjenere har talt de soldater der står under vores befaling, og ikke en eneste er meldt savnet.+ 50 Vi vil derfor gerne hver især bringe guldting, ankelkæder, armbånd, signetringe, øreringe og andre smykker som vi har fundet, som en offergave til Jehova så vi kan blive forsonet med Jehova.”

51 Moses og præsten Eleazar tog imod guldet fra dem, alle smykkerne. 52 Alt guldet i det bidrag som tusindførerne og hundredførerne gav til Jehova, udgjorde 16.750 sekel.* 53 Mændene i hæren havde taget krigsbytte til sig selv. 54 Moses og præsten Eleazar tog imod guldet fra tusindførerne og hundredførerne og bragte det ind i mødeteltet for at Israels folk kunne blive husket* foran Jehova.

32 Rubens sønner+ og Gads sønner+ havde store mængder kvæg, og de så at Jazers+ og Gileads land var et godt område til kvæg. 2 Gads sønner og Rubens sønner gik derfor til Moses, præsten Eleazar og forsamlingens høvdinger og sagde: 3 “Atarot, Dibon, Jazer, Nimra, Heshbon,+ Elale, Sebam, Nebo+ og Beon,+ 4 det område Jehova har besejret foran Israels folk,+ er et godt område til kvæg, og dine tjenere har meget kvæg.”+ 5 De fortsatte: “Hvis du er positivt stemt over for os, så giv det her land til dine tjenere. Tving os ikke til at gå over Jordan.”

6 Moses svarede Gads sønner og Rubens sønner: “Skal jeres brødre gå i krig mens I bliver boende her? 7 Hvorfor vil I tage modet fra israelitterne så de ikke drager over til det land som Jehova vil give dem? 8 Det var det jeres fædre gjorde da jeg i Kadesh-Barnea sendte dem afsted for at se landet.+ 9 Da de havde været i Eshkoldalen*+ og set landet, tog de modet fra israelitterne så de ikke gik ind i det land som Jehova ville give dem.+ 10 Den dag flammede Jehovas vrede op, og han sværgede:+ 11 ‘De mænd fra 20-årsalderen og opefter der gik ud af Egypten, kommer ikke til at se det land+ som jeg sværgede at ville give Abraham, Isak og Jakob,+ for de har ikke fulgt mig helhjertet – 12 bortset fra Kaleb,+ kenizzitten Jefunnes søn, og Josva,+ Nuns søn, de har nemlig fulgt Jehova helhjertet.’+ 13 Så flammede Jehovas vrede op mod Israel, og han lod dem vandre omkring i ørkenen i 40 år,+ indtil hele den generation som gjorde det der var ondt i Jehovas øjne, var borte.+ 14 Nu opfører I jer ligesom jeres syndige fædre, en yngel af syndige mænd der gør Jehovas brændende vrede mod Israel endnu større. 15 Hvis I holder op med at følge ham, vil han igen forlade folket i ørkenen, og I vil bringe ødelæggelse over dem alle.”

16 Senere kom de til ham og sagde: “Lad os bygge stengærder til vores kvæg og byer til vores børn her. 17 Men vi vil fortsat være klar til kamp+ og gå i spidsen for israelitterne indtil vi har ført dem derhen hvor de skal være. Imens skal vores børn bo i befæstede byer, i sikkerhed for landets indbyggere. 18 Vi vender ikke tilbage til vores huse før hver israelit har fået sit område som arv.+ 19 Vi vil nemlig ikke tage imod noget område* sammen med dem på den anden side af Jordanfloden, for vi har fået vores arv på den østlige side af floden.”+

20 Moses svarede dem: “Kun hvis I hver især vil gøre dette: Rust jer til kamp foran Jehova,+ 21 og gå over Jordan foran Jehova. Når han så driver sine fjender bort foran sig+ 22 og landet bliver erobret foran Jehova,+ kan I vende tilbage,+ og I vil være fri for skyld over for Jehova og Israel. Så vil dette land blive jeres ejendom foran Jehova.+ 23 Men hvis I ikke gør det, har I syndet mod Jehova. Og I skal vide at jeres synd vil indhente jer. 24 I kan altså bygge byer til jeres børn og indhegninger til jeres hjorde,+ men I skal gøre som I har lovet.”

25 Gads sønner og Rubens sønner sagde til Moses: “Dine tjenere vil gøre som du befaler, herre. 26 Vores børn, vores kvinder, vores kvæg og alle vores husdyr vil blive i Gileads byer,+ 27 men dine tjenere vil gå over, alle der er væbnede til at føre krig foran Jehova,+ sådan som du siger, herre.”

28 Så gav Moses en befaling om dem til præsten Eleazar, til Josva, Nuns søn, og til overhovederne for israelitternes stammers slægter.* 29 Moses sagde til dem: “Hvis Gads sønner og Rubens sønner, alle der er væbnede til krigen foran Jehova, går med jer over Jordan og landet kommer under jeres kontrol, så skal I give dem Gileads land.+ 30 Men hvis de ikke ruster sig til kamp og går over sammen med jer, skal de bosætte sig blandt jer i Kanaans land.”

31 Til det svarede Gads sønner og Rubens sønner: “Vi vil gøre som Jehova har sagt til dine tjenere. 32 Vi ruster os til kamp og går over til Kanaans land foran Jehova,+ men det område der bliver vores arv, vil være her på denne side af Jordan.” 33 Så gav Moses dem – Gads sønner, Rubens sønner+ og halvdelen af Josefs søn Manasses stamme+ – amoritterkongen Sihons rige+ og Bashans konges, Ogs, rige.+ De fik det landområde der hørte til byerne i de områder, og byerne rundt omkring.

34 Gads sønner byggede* så byerne Dibon,+ Atarot,+ Aroer,+ 35 Atarot-Shofan, Jazer,+ Jogbeha,+ 36 Bet-Nimra+ og Bet-Haran+ og forstærkede dem, og de byggede stengærder til deres hjorde. 37 Og Rubens sønner byggede Heshbon,+ Elale,+ Kirjatajim,+ 38 Nebo+ og Baal-Meon+ – deres navne blev ændret – og Sibma; og de gav byerne som de genopbyggede, nye navne.

39 Manasses søn Makirs sønner+ marcherede mod Gilead og indtog det og drev amoritterne som var der, bort. 40 Moses gav Gilead til Manasses søn Makir, og han bosatte sig der.+ 41 Og Manasses søn Jair marcherede imod dem og indtog deres teltbyer, og han kaldte dem Havvot-Jair.*+ 42 Og Noba marcherede mod Kenat og indtog den og dens småbyer, og han kaldte den Noba, efter sig selv.

33 Dette er de strækninger israelitterne tilbagelagde da de gruppe for gruppe*+ gik ud af Egypten+ under Moses’ og Arons ledelse.+ 2 På Jehovas befaling førte Moses optegnelser over de steder de drog ud fra, strækning for strækning, og det her er de strækninger de tilbagelagde fra det ene sted til det andet:+ 3 De brød op fra Ramses+ den 15. dag i den første måned.+ Dagen efter påsken+ gik israelitterne tillidsfuldt* ud for øjnene af alle egypterne. 4 Imens havde egypterne travlt med at begrave alle de førstefødte som Jehova havde slået ihjel iblandt dem,+ for Jehova havde eksekveret straffedomme over deres guder.+

5 Altså brød israelitterne op fra Ramses og slog lejr i Sukkot.+ 6 Derefter brød de op fra Sukkot og slog lejr i Etam,+ som ligger ved ørkenen. 7 Dernæst brød de op fra Etam og vendte om mod Pi-ha-Kirot, som ligger over for Baal-Sefon,+ og slog lejr foran Migdol.+ 8 Derefter brød de op fra Pi-ha-Kirot og gik midt gennem havet+ til ørkenen+ og vandrede tre dagsrejser i Etams ørken+ og slog lejr i Mara.+

9 Så brød de op fra Mara og kom til Elim. I Elim var der 12 kilder og 70 palmer, så der slog de lejr.+ 10 Dernæst brød de op fra Elim og slog lejr ved Det Røde Hav. 11 Derefter brød de op fra Det Røde Hav og slog lejr i Sins ørken.+ 12 Så brød de op fra Sins ørken og slog lejr i Dofka. 13 Senere brød de op fra Dofka og slog lejr i Alush. 14 Dernæst brød de op fra Alush og slog lejr i Refidim.+ Men der var ikke noget vand folket kunne drikke. 15 Så brød de op fra Refidim og slog lejr i Sinajs ørken.+

16 De brød op fra Sinajs ørken og slog lejr i Kibrot-ha-Taava.+ 17 Så brød de op fra Kibrot-ha-Taava og slog lejr i Haserot.+ 18 Derefter brød de op fra Haserot og slog lejr i Ritma. 19 Dernæst brød de op fra Ritma og slog lejr i Rimmon-Peres. 20 Så brød de op fra Rimmon-Peres og slog lejr i Libna. 21 De brød op fra Libna og slog lejr i Rissa. 22 Dernæst brød de op fra Rissa og slog lejr i Kehelata. 23 Så brød de op fra Kehelata og slog lejr ved Shefers Bjerg.*

24 Derefter brød de op fra Shefers Bjerg og slog lejr i Harada. 25 Så brød de op fra Harada og slog lejr i Makhelot. 26 Dernæst brød de op+ fra Makhelot og slog lejr i Tahat. 27 Derefter brød de op fra Tahat og slog lejr i Tara. 28 Så brød de op fra Tara og slog lejr i Mitka. 29 Senere brød de op fra Mitka og slog lejr i Hashmona. 30 Dernæst brød de op fra Hashmona og slog lejr i Moserot. 31 Så brød de op fra Moserot og slog lejr i Bene-Jaakan.+ 32 Og de brød op fra Bene-Jaakan og slog lejr i Hor-ha-Gidgad. 33 Dernæst brød de op fra Hor-ha-Gidgad og slog lejr i Jotbata.+ 34 Senere brød de op fra Jotbata og slog lejr i Abrona. 35 Så brød de op fra Abrona og slog lejr i Esjongeber.+ 36 Derefter brød de op fra Esjongeber og slog lejr i Zins ørken,+ det vil sige Kadesh.

37 Senere brød de op fra Kadesh og slog lejr ved bjerget Hor+ i grænseområdet til Edom. 38 Og på Jehovas befaling gik præsten Aron op på bjerget Hor, og der døde han, på den første dag i den femte måned i det 40. år efter at israelitterne var gået ud af Egypten.+ 39 Aron var 123 år da han døde på bjerget Hor.

40 Kongen i Arad,+ kanaanæeren der boede i Negeb* i Kanaan, hørte at israelitterne var på vej.

41 Med tiden brød de op fra bjerget Hor+ og slog lejr i Salmona. 42 Derefter brød de op fra Salmona og slog lejr i Punon. 43 Dernæst brød de op fra Punon og slog lejr i Obot.+ 44 Så brød de op fra Obot og slog lejr i Ijje-ha-Abarim ved grænsen til Moab.+ 45 Senere brød de op fra Ijjim og slog lejr i Dibon-Gad.+ 46 Derefter brød de op fra Dibon-Gad og slog lejr i Almon-Diblatajim. 47 Så brød de op fra Almon-Diblatajim og slog lejr i Abarimbjergene+ foran Nebo.+ 48 Til sidst brød de op fra Abarimbjergene og slog lejr på Moabs ørkensletter ved Jordanfloden, over for Jeriko.+ 49 De lå i lejr ved Jordanfloden, fra Bet-ha-Jeshimot helt til Abel-Shittim,+ på Moabs ørkensletter.

50 Jehova sagde til Moses på Moabs ørkensletter ved Jordanfloden, over for Jeriko: 51 “Sig til israelitterne: ‘I skal nu gå over Jordan og ind i Kanaan.+ 52 I skal drive alle landets indbyggere bort foran jer og ødelægge alle deres stenfigurer+ og alle deres støbte statuer*+ og tilintetgøre alle deres offerhøje.+ 53 Og I skal indtage landet og bo i det, for jeg vil give jer landet.+ 54 I skal fordele landet mellem jeres familier ved lodkastning.+ De store grupper skal du give et stort område, og de små grupper skal du give et lille område.+ De får det område i arv som deres lod falder på. I vil få jeres landområde i arv efter jeres forfædres stammer.+

55 Men hvis I ikke driver landets indbyggere bort foran jer,+ vil dem som I lader blive tilbage, blive som torne i jeres øjne og pigge i jeres side, og de skal plage jer i det land I bor i.+ 56 Og jeg vil gøre mod jer som jeg ville have gjort mod dem.’”+

34 Og Jehova sagde videre til Moses: 2 “Giv israelitterne følgende befaling: ‘Når I går ind i Kanaan,+ er dette det land der vil tilfalde jer som arv, Kanaans land, og sådan skal dets grænser være:+

3 Jeres sydgrænse skal strække sig fra Zins ørken langs med Edom, og sydgrænsen skal mod øst begynde ved Salthavets* yderste ende.+ 4 Jeres grænse skal ændre retning og gå syd for Akrabbimpasset,+ videre til Zin og syd for Kadesh-Barnea.+ Så skal den strække sig mod Hasar-Addar+ og videre til Asmon. 5 Grænsen skal ved Asmon ændre retning mod Egyptens Wadi,* og den skal ende ved Havet.*+

6 Jeres vestgrænse skal være Det Store Havs* kystlinje. Den skal være jeres vestgrænse.+

7 Det her skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække grænsen til bjerget Hor. 8 Fra bjerget Hor skal I trække grænsen til Lebo-Hamat,*+ og grænsens yderste punkt skal være ved Sedad.+ 9 Og grænsen skal strække sig til Zifron og ende ved Hasar-Enan.+ Det skal være jeres nordgrænse.

10 Så skal I trække østgrænsen fra Hasar-Enan til Shefam. 11 Fra Shefam skal grænsen strække sig til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal gå ned og krydse højdedragene øst for Kinneretsøen.*+ 12 Grænsen skal gå ned til Jordanfloden, og den skal ende ved Salthavet.+ Det skal være jeres land+ og grænserne rundt om det.’”

13 Så sagde Moses til israelitterne: “Det her er det land som I skal fordele mellem jer ved lodkastning,+ det land som Jehova har befalet skal gives til de ni og en halv stamme. 14 Rubenitternes stamme efter deres slægter,* gaditternes stamme efter deres slægter og halvdelen af Manasses stamme har nemlig allerede fået deres landområde.*+ 15 For de to og en halv stamme har fået deres område øst for Jordanfloden, over for Jeriko, mod solopgangen.”+

16 Jehova sagde videre til Moses: 17 “Det her er navnene på de mænd der skal fordele landet mellem jer: præsten Eleazar+ og Josva,+ Nuns søn. 18 Og I skal tage en høvding fra hver stamme til at fordele landet som jeres arv.+ 19 Følgende er navnene på mændene: fra Judas stamme:+ Kaleb,+ Jefunnes søn; 20 fra Simeons sønners stamme:+ Shemuel, Ammihuds søn; 21 fra Benjamins stamme:+ Elidad, Kislons søn; 22 fra Dans sønners stamme:+ høvdingen Bukki, Joglis søn; 23 fra Josefs sønner:+ fra Manasses sønners stamme:+ høvdingen Hanniel, Efods søn; 24 fra Efraims sønners stamme:+ høvdingen Kemuel, Shiftans søn; 25 fra Zebulons sønners stamme:+ høvdingen Elisafan, Parnaks søn; 26 fra Issakars sønners stamme:+ høvdingen Paltiel, Azzans søn; 27 fra Ashers sønners stamme:+ høvdingen Akihud, Shelomis søn; 28 fra Naftalis sønners stamme:+ høvdingen Pedael, Ammihuds søn.” 29 Jehova befalede at det var dem der skulle fordele jorden til israelitterne i Kanaans land.+

35 På Moabs ørkensletter ved Jordanfloden,+ over for Jeriko, sagde Jehova videre til Moses: 2 “Sig til israelitterne at de i deres område* skal give levitterne byer at bo i.+ De skal også give levitterne græsmarkerne rundt om byerne.+ 3 De skal bo i byerne, og græsmarkerne er til deres kvæg, til alle deres andre dyr og til deres udstyr. 4 Græsmarkerne rundt om de byer I giver levitterne, skal strække sig 1.000 alen* ud fra bymuren hele vejen rundt. 5 Uden for byen skal I udmåle 2.000 alen på østsiden, 2.000 alen på sydsiden, 2.000 alen på vestsiden og 2.000 alen på nordsiden, med byen i midten. Det er de græsmarker der skal høre til deres byer.

6 De byer I giver til levitterne, skal være 6 tilflugtsbyer,+ som en drabsmand kan flygte til,+ og desuden 42 andre byer. 7 I skal i alt give levitterne 48 byer, med de græsmarker der hører til.+ 8 De byer I giver dem, skal tages fra israelitternes område.+ Fra de store grupper skal I tage mange, og fra de små grupper skal I tage få.+ Hver gruppe skal give nogle af sine byer til levitterne i forhold til det område den får som arv.”

9 Jehova sagde videre til Moses: 10 “Sig til israelitterne: ‘I skal nu gå over Jordan til Kanaan.+ 11 I skal vælge byer der ligger bekvemt for jer, og de skal være tilflugtsbyer som den der uforsætligt slår nogen* ihjel, kan flygte til.+ 12 I de byer skal drabsmanden søge tilflugt for blodhævneren+ så han ikke skal dø før han er blevet stillet for forsamlingens domstol.+ 13 Det er formålet med de seks tilflugtsbyer I udpeger. 14 I skal udpege tre byer som tilflugtsbyer på denne side af Jordanfloden+ og tre byer i Kanaan.+ 15 I de seks byer kan israelitterne og udlændingen+ og indvandreren iblandt dem søge tilflugt. Den der uforsætligt slår nogen* ihjel, kan flygte dertil.+

16 Men hvis nogen slår en anden med et jernredskab så han dør, er han en morder. Og en morder skal dø.+ 17 Hvis han slår ham med en sten man kan dræbe med, så han dør, er han en morder. Og en morder skal dø. 18 Hvis han slår ham med et træredskab som man kan dræbe med, så han dør, er han en morder. Og en morder skal dø.

19 Det er blodhævneren der skal dræbe morderen. Når han møder ham, skal han slå ham ihjel. 20 Hvis en dør fordi nogen i had har skubbet til ham eller i ond hensigt* har kastet noget efter ham+ 21 eller nogen i had har slået ham med hånden og han dør, skal den der slog ham, dø. Han er en morder. Blodhævneren skal slå morderen ihjel når han møder ham.

22 Men hvis han kommer til at skubbe til ham og det ikke er i had, eller hvis han kaster et eller andet redskab mod ham uden at have onde hensigter,*+ 23 eller hvis han ikke har set ham og han er skyld i at en sten rammer ham, og han ikke er en fjende og personen dør, 24 så skal forsamlingen følge disse bestemmelser når de dømmer mellem drabsmanden og blodhævneren.+ 25 Forsamlingen skal redde drabsmanden fra blodhævneren og føre ham tilbage til den tilflugtsby han var flygtet til, og han skal bo i den indtil ypperstepræsten som er salvet med den hellige olie,+ dør.

26 Men hvis drabsmanden går uden for grænsen til den tilflugtsby han er flygtet til, 27 og blodhævneren finder ham uden for grænsen til hans tilflugtsby og dræber drabsmanden, har han ingen blodskyld. 28 Drabsmanden skal nemlig bo i sin tilflugtsby indtil ypperstepræsten dør. Men når ypperstepræsten er død, kan han vende tilbage til sin egen jordlod.+ 29 Det skal være en juridisk ordning for jer i generation efter generation overalt hvor I bor.

30 Enhver der slår en anden* ihjel, skal henrettes som morder+ på grundlag af flere vidners forklaring;*+ men ingen* kan blive henrettet på grundlag af ét vidnes udsagn. 31 I må ikke tage imod en løsesum for en morders liv. Han fortjener at dø og skal straffes med døden.+ 32 Og I må ikke tage imod en løsesum for en der er flygtet til en tilflugtsby, og give ham mulighed for at vende hjem til sin jord inden ypperstepræsten dør.

33 I må ikke besmitte det land I bor i. Blod besmitter nemlig landet,+ og der kan ikke skaffes soning for det blod der er blevet udgydt i landet. Det kan kun ske med blodet af den der har udgydt det.+ 34 Du må ikke besmitte det land I bor i, der hvor jeg har min bolig; for jeg, Jehova, bor midt iblandt Israels folk.’”+

36 Familieoverhovederne for Gileads efterkommere trådte frem. Gilead var søn af Makir,+ der var søn af Manasse, og hørte altså til Josefs sønners slægter. De henvendte sig til Moses og høvdingerne, overhovederne for israelitternes slægter, 2 og sagde: “Jehova befalede dig, herre, at fordele landet som en arv til israelitterne ved lodkastning;+ og Jehova befalede dig, herre, at give vores bror Selofkads arv til hans døtre.+ 3 Hvis de gifter sig med mænd fra en anden af Israels stammer, vil kvindernes arv blive taget fra vores fædres arv og lagt til den stammes arv som de kommer til at tilhøre, så den bliver taget fra vores arv. 4 Når Israels folks jubelår+ kommer, vil kvindernes arv derfor blive lagt til den stammes arv som de så tilhører, og deres arv vil blive taget fra vores fædres stammes arv.”

5 På Jehovas befaling sagde Moses til israelitterne: “Josefs sønners stamme har ret i det de siger. 6 Følgende har Jehova befalet om Selofkads døtre: ‘De kan gifte sig med hvem de vil, bare det er en fra deres fars stammes slægter. 7 Ingen arv hos israelitterne må overgå til andre stammer, for israelitterne skal holde fast ved deres forfædres stammes arv. 8 Og en datter som får en arv blandt Israels stammer, skal gifte sig med en i sin fars stamme+ så israelitterne kan beholde deres forfædres arv. 9 Ingen arv må overgå fra én stamme til en anden, for Israels stammer skal holde fast ved deres egen arv.’”

10 Selofkads døtre gjorde som Jehova havde befalet Moses.+ 11 Makla, Tirsa, Hogla, Milka og Noa, Selofkads døtre,+ giftede sig altså med sønner af deres fars brødre. 12 De giftede sig med mænd fra Josefs søn Manasses slægter så deres arv kunne blive i deres fars slægts stamme.

13 Det er de befalinger og retsafgørelser Jehova gav israelitterne gennem Moses på Moabs ørkensletter ved Jordanfloden, over for Jeriko.+