JOSVA

1 Efter at Jehovas tjener Moses var død, sagde Jehova til Josva,*+ Nuns søn, Moses’ medhjælper:+ 2 “Min tjener Moses er død.+ Bryd nu op, gå over Jordan, du og alle israelitterne, og gå ind i det land som jeg giver til dem.+ 3 Jeg vil give jer alle de steder hvor I sætter jeres fod, sådan som jeg lovede Moses.+ 4 Jeres område skal strække sig fra ørkenen op til Libanon og til den store flod, Eufrat – hele hittitternes land+ – og til Det Store Hav* mod vest.*+ 5 Ingen vil kunne holde stand mod dig så længe du lever.+ Ligesom jeg var med Moses, vil jeg være med dig.+ Jeg vil hverken svigte dig eller forlade dig.+ 6 Vær modig og stærk,+ for det er dig der skal sørge for at dette folk overtager det land som jeg sværgede over for deres forfædre at jeg ville give dem.+

7 Ja, vær modig og meget stærk, og overhold omhyggeligt hele den Lov som min tjener Moses har givet dig. Afvig ikke fra den, hverken til højre eller til venstre,+ så du kan handle klogt uanset hvor du er.+ 8 Hav altid denne Lov på dine læber,*+ og læs i den med dæmpet stemme* dag og nat så du omhyggeligt kan overholde alt hvad der står skrevet i den;+ for så vil det gå dig godt, og du vil handle klogt.+ 9 Har jeg ikke befalet dig at være modig og stærk? Bliv ikke skrækslagen eller bange, for Jehova din Gud er med dig uanset hvor du er.”+

10 Så befalede Josva folkets ledere: 11 “Gå igennem lejren og giv folket denne befaling: ‘Gør proviant klar, for om tre dage vil I gå over Jordan for at erobre det land som Jehova jeres Gud giver jer.’”+

12 Og til rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme sagde Josva: 13 “Husk hvad Jehovas tjener Moses befalede jer:+ ‘Jehova jeres Gud giver jer nu fred, og han har givet jer dette land. 14 Jeres hustruer, jeres børn og jeres husdyr skal blive i det land som Moses har givet jer på denne side* af Jordanfloden,+ men alle I dygtige krigere+ skal drage over i kampformation foran jeres brødre.+ I skal hjælpe dem 15 indtil Jehova giver jeres brødre fred, ligesom han har givet jer, og indtil de også har erobret det land som Jehova jeres Gud nu giver dem. Så kan I vende tilbage og slå jer ned i det land I har fået, det land som Jehovas tjener Moses gav jer på den østlige side af Jordanfloden.’”+

16 De svarede Josva: “Vi vil gøre alt hvad du har befalet, og vi vil gå hvor som helst du sender os.+ 17 Ligesom vi hørte efter alt hvad Moses sagde, vil vi høre efter dig. Vi ønsker virkelig at Jehova din Gud vil være med dig, ligesom han var med Moses.+ 18 Enhver der gør oprør mod dig og ikke adlyder alt hvad du befaler ham at gøre, skal dø.+ Vær blot modig og stærk.”+

2 Så sendte Josva, Nuns søn, hemmeligt to mænd ud fra Shittim+ som spioner. Han sagde til dem: “Gå over og udforsk landet, især Jeriko.” De tog afsted og kom til et hus hvor der boede en prostitueret som hed Rahab,+ og der blev de. 2 Man fortalte så kongen i Jeriko: “Der er kommet nogle israelitiske mænd herind i nat for at udspionere landet!” 3 Så sendte Jerikos konge bud til Rahab og sagde: “Udlevér de mænd der er kommet, og som opholder sig i dit hus, for de er kommet for at udspionere hele landet.”

4 Men kvinden skjulte de to mænd. Og derefter sagde hun: “Det er rigtigt at mændene kom til mig, men jeg vidste ikke hvor de var fra. 5 Og da det blev mørkt og byporten skulle lukkes, gik mændene. Jeg ved ikke hvor de gik hen, men hvis I skynder jer, kan I nå at indhente dem.” 6 (Hun havde ført dem op på taget og skjult dem mellem nogle hørstængler som hun havde liggende i stakke deroppe). 7 Og kongens mænd satte efter dem i retning af Jordans vadesteder,+ og man lukkede byporten så snart forfølgerne var gået ud.

8 Inden mændene lagde sig til at sove, kom hun op til dem på taget. 9 Hun sagde til dem: “Jeg ved at Jehova vil give jer landet,+ og vi er skrækslagne for jer.+ Alle landets indbyggere har mistet modet på grund af jer,+ 10 for vi har hørt hvordan Jehova førte jer gennem Det Røde Hav på tør bund dengang I forlod Egypten,+ og hvad I gjorde ved de to amoritterkonger, Sihon+ og Og,+ som I slog ihjel* på den anden side* af Jordanfloden. 11 Da vi hørte om det, blev vi bange,* og alle har mistet modet* på grund af jer, for Jehova jeres Gud er Gud oppe i himlen og nede på jorden.+ 12 Så sværg nu over for mig ved Jehova at I, fordi jeg har vist jer loyal kærlighed, også vil vise min fars husstand loyal kærlighed; og giv mig et tegn på at I vil holde hvad I har lovet. 13 I skal skåne min far og mor, mine brødre og søstre og alle der hører til dem, og I må redde os* fra døden.”+

14 Mændene sagde til hende: “Vi vil give vores liv for jer!* Hvis I lader være med at fortælle om vores mission, vil vi vise jer loyal kærlighed og være trofaste mod jer når Jehova giver os landet.” 15 Så firede hun dem ned med et reb gennem vinduet, for hendes hus stødte op til bymuren. Faktisk boede hun på muren.+ 16 Hun sagde til dem: “Gå op i bjergene, og skjul jer der i tre dage så de der forfølger jer, ikke finder jer. Når de er kommet tilbage, kan I gå videre.”

17 Mændene sagde så til hende: “Vi vil kun være bundet af denne ed som du har fået os til at aflægge,+ 18 hvis du, når vi kommer ind i landet, binder denne skarlagenrøde snor fast i det vindue som du firede os ned fra. Du skal samle din far, din mor, dine søskende og hele din fars husstand hos dig i huset.+ 19 Hvis nogen går ud ad dørene til dit hus og ud i det fri, er det hans egen skyld at han dør,* og vi vil være uden skyld. Men hvis der sker noget med* nogen der bliver hos dig i huset, skal vi stå til ansvar for hans død.* 20 Hvis du derimod røber vores mission,+ vil vi være løst fra den ed som du har fået os til at aflægge.” 21 Hun svarede: “Lad det blive som I har sagt.”

Så sendte hun dem afsted. Og bagefter bandt hun den skarlagenrøde snor fast i vinduet. 22 De gik altså op i bjergene og blev der i tre dage, indtil deres forfølgere vendte tilbage. Forfølgerne havde søgt efter dem på vejene, men havde ikke fundet dem. 23 Så forlod de to mænd bjergområdet og gik over floden og kom til Josva, Nuns søn. De fortalte ham alt hvad de havde oplevet. 24 Derefter sagde de til Josva: “Jehova har overgivet hele landet til os,+ og alle landets indbyggere har mistet modet på grund af os.”+

3 Næste morgen stod Josva tidligt op, og han og alle israelitterne* tog afsted fra Shittim+ og kom til Jordanfloden. Der overnattede de inden de gik over.

2 Tre dage efter gik lederne+ igennem lejren 3 og befalede folket: “Så snart I ser levitpræsterne bære Jehova jeres Guds pagts ark,+ skal I bryde op fra jeres plads og følge efter den. 4 Men I skal holde jer i en afstand af omkring 2.000 alen* fra den. Kom ikke tættere på. På den måde vil I vide hvilken vej I skal gå, for I har ikke gået ad den vej før.”

5 Josva sagde nu til folket: “Forbered jer så I er hellige,+ for i morgen vil Jehova udføre de utroligste ting iblandt jer.”+

6 Og til præsterne sagde Josva: “Løft pagtens ark+ op og gå foran folket.” Derefter løftede de pagtens ark op og gik foran folket.

7 Så sagde Jehova til Josva: “I dag vil jeg sørge for at du vinder alle israelitternes respekt+ så de kan se at jeg vil være med dig+ ligesom jeg var med Moses.+ 8 Du skal give præsterne som bærer pagtens ark, følgende befaling: ‘Når I kommer til Jordan, skal I stå stille i vandkanten.’”+

9 Og Josva sagde til israelitterne: “Kom herhen og hør Jehova jeres Guds ord.” 10 Han fortsatte: “På følgende måde vil I blive klar over at en levende Gud er iblandt jer,+ og at han vil drive kanaanæerne, hittitterne, hivvitterne, perizzitterne, girgashitterne, amoritterne og jebusitterne bort foran jer:+ 11 Se! Pagtens ark, der tilhører hele jordens Herre, går nu foran jer ud i Jordan. 12 Tag 12 mænd af Israels stammer, én mand for hver stamme,+ 13 og så snart præsterne der bærer arken som tilhører Jehova, hele jordens Herre, træder ud* i Jordans vand, vil vandet længere oppe blive standset og stå stille som en mur.”*+

14 Da folket brød op fra lejren for at gå over Jordan, gik præsterne der bar pagtens ark,+ i spidsen for folket. 15 I det øjeblik præsterne der bar arken, kom til Jordan og satte fødderne i vandkanten (Jordan løber nemlig over sine bredder+ i hele høsttiden), 16 stod vandet længere oppe ad floden stille. Det rejste sig som en mur* meget langt borte ved byen Adam, som ligger i nærheden af Saretan, mens vandet der flød ned mod Arabahavet, Salthavet,* løb væk. Vandet blev standset, og folket gik over ud for Jeriko. 17 Mens præsterne der bar Jehovas pagts ark, blev stående på den tørre bund+ midt i Jordan, gik Israel tørskoet over+ indtil hele folket havde krydset Jordan.

4 Så snart hele nationen var kommet over Jordan, sagde Jehova til Josva: 2 “Tag 12 mænd blandt folket, én mand fra hver stamme,+ 3 og giv dem denne befaling: ‘Løft 12 sten op midt ude i Jordan, fra det sted hvor præsterne* stod stille,+ og bær dem med jer over, og sæt dem der hvor I vil overnatte.’”+

4 Så kaldte Josva på de 12 mænd som han havde udpeget blandt israelitterne, én mand fra hver stamme, 5 og Josva sagde til dem: “Gå midt ud i Jordan foran Jehova jeres Guds ark, og løft hver især en sten op på skulderen, en for hver af Israels stammer, 6 for at de skal være et tegn iblandt jer. Hvis jeres børn* senere spørger: ‘Hvorfor har I sat de sten her?’,+ 7 skal I sige til dem: ‘Fordi vandet i Jordan standsede foran Jehovas pagts ark.+ Da den blev båret over Jordan, standsede vandet i Jordan. Stenene skal altid være et mindesmærke* for Israels folk.’”+

8 Så gjorde israelitterne som Josva havde befalet. De tog 12 sten op midt ude i Jordan, en for hver stamme i Israel, præcis som Jehova havde givet Josva besked på. De bar dem derover hvor de skulle overnatte, og satte dem der.

9 Josva rejste også 12 sten midt i Jordan på det sted hvor præsterne der bar pagtens ark, havde stået,+ og stenene er der den dag i dag.

10 Præsterne der bar arken, blev stående midt ude i Jordan indtil alt det Jehova havde befalet Josva at sige til folket, var udført, i harmoni med alt hvad Moses havde befalet Josva. Imens skyndte folket sig over. 11 Så snart hele folket havde krydset floden, bar præsterne Jehovas ark over mens folket så på.+ 12 Og rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme var gået over i kampformation+ foran de andre israelitter, sådan som Moses havde sagt at de skulle gøre.+ 13 Omkring 40.000 soldater der var bevæbnede til kamp, gik foran Jehova over til Jerikos ørkensletter.

14 Den dag sørgede Jehova for at Josva vandt alle israelitternes respekt,+ og de havde dyb respekt for* ham så længe han levede, ligesom de havde haft dyb respekt for Moses.+

15 Jehova sagde nu til Josva: 16 “Befal præsterne der bærer Vidnesbyrdets ark,+ at komme op fra Jordan.” 17 Så befalede Josva præsterne: “Kom op fra Jordan.” 18 Da præsterne der bar Jehovas pagts ark,+ kom op fra Jordan og satte fødderne på bredden, vendte vandet i Jordan tilbage, og floden gik over sine bredder+ som før.

19 Folket krydsede Jordan den tiende dag i den første måned og slog lejr i Gilgal+ ved Jerikos østgrænse.

20 Og de 12 sten som de havde taget op fra Jordan, rejste Josva i Gilgal.+ 21 Så sagde han til israelitterne: “Når jeres børn i fremtiden spørger jer: ‘Hvad betyder de sten?’,+ 22 skal I sige til dem: ‘Israelitterne gik over Jordan på tør bund+ 23 da Jehova jeres Gud udtørrede vandet i Jordan foran dem indtil de var kommet over, ligesom Jehova jeres Gud gjorde med Det Røde Hav dengang han førte os gennem det på tør bund indtil vi var kommet over.+ 24 Det gjorde Jehova for at alle jordens folk skal vide hvor stærk hans hånd er,+ og for at I altid skal frygte Jehova jeres Gud.’”

5 Alle amoritterkongerne+ på den vestlige side* af Jordan og alle kanaanæerkongerne+ ved havet hørte at Jehova havde udtørret vandet i Jordan foran israelitterne indtil de var gået over. Derfor blev de meget bange,*+ og de mistede modet* på grund af israelitterne.+

2 På det tidspunkt sagde Jehova til Josva: “Lav dig nogle flinteknive, og omskær+ Israels mænd igen, for anden gang.” 3 Så lavede Josva nogle flinteknive og omskar Israels mænd ved Gibeat-Haaralot.*+ 4 Grunden til at Josva omskar dem, var at alle mænd blandt folket der havde forladt Egypten, alle krigerne,* var døde undervejs i ørkenen.+ 5 Alle de mænd der forlod Egypten, var nemlig omskårne, men alle de mænd der blev født undervejs i ørkenen efter at de havde forladt Egypten, var ikke blevet omskåret. 6 Israelitterne havde vandret 40 år+ i ørkenen indtil hele nationen uddøde, det vil sige indtil de krigere der forlod Egypten og ikke adlød Jehova, var døde.+ Jehova havde sværget over for dem at han aldrig ville lade dem se det land+ som Jehova med en ed havde lovet deres forfædre at give os,+ et land der flyder med mælk og honning.+ 7 Så førte han deres sønner ind i landet i stedet for dem.+ Det var dem Josva omskar; de var uomskårne fordi man ikke havde omskåret dem undervejs.

8 Da man var færdig med at omskære hele nationen, blev de hvor de var i lejren, indtil de var kommet sig.

9 Så sagde Jehova til Josva: “I dag har jeg fjernet* Egyptens hån fra jer.” Derfor er det sted blevet kaldt Gilgal*+ helt frem til i dag.

10 Israelitterne lå fortsat i lejr ved Gilgal, og de holdt påsken den 14. dag i måneden,+ om aftenen, på Jerikos ørkensletter. 11 Og dagen efter påsken, netop den dag, begyndte de at spise af landets afgrøde – usyrnet brød+ og ristet korn. 12 Den dag, efter at de havde spist af landets afgrøde, holdt mannaen op med at komme; israelitterne fik ikke længere manna,+ men det år begyndte de at spise af det der var høstet i Kanaan.+

13 Mens Josva var i nærheden af Jeriko, kiggede han op og så en mand+ der stod foran ham med et sværd i hånden.+ Josva gik hen til ham og spurgte: “Er du på vores eller på vores fjenders side?” 14 Til det sagde han: “Ingen af delene, men jeg er kommet som fyrste over* Jehovas hær.”+ Josva kastede sig ned med ansigtet mod jorden og sagde med dyb respekt: “Herre, hvad har du at sige til din tjener?” 15 Fyrsten over Jehovas hær sagde: “Tag dine sandaler af, for det sted hvor du står, er helligt.” Og Josva tog dem straks af.+

6 Jerikos porte var lukket helt til på grund af israelitterne; ingen gik ud, og ingen gik ind.+

2 Jehova sagde så til Josva: “Jeg har overgivet Jeriko og byens konge og dens dygtige krigere til dig.+ 3 Alle I krigere skal marchere rundt om byen; I skal gå rundt om byen én gang. Det skal I gøre i seks dage. 4 Syv præster skal bære syv vædderhorn foran arken. Men den syvende dag skal I marchere rundt om byen syv gange, og præsterne skal blæse i hornene.+ 5 Når der blæses i vædderhornene – ja, så snart I hører lyden* af hornene – skal alle mændene udstøde et højt krigsråb. Så vil byens mur falde sammen,+ og alle mændene skal gå ind i byen, hver mand skal gå lige frem.”

6 Josva, Nuns søn, kaldte så præsterne sammen og sagde til dem: “Løft pagtens ark op, og syv præster skal bære syv vædderhorn foran Jehovas ark.”+ 7 Så sagde han til mændene: “Tag afsted og marchér rundt om byen, og de væbnede tropper+ skal gå foran Jehovas ark.” 8 Og som Josva havde sagt til mændene, gik de syv præster der bar syv vædderhorn, frem foran Jehova og blæste i hornene, og efter dem fulgte Jehovas pagts ark. 9 Og de væbnede tropper gik foran præsterne der blæste i hornene, og bagtroppen fulgte efter arken mens præsterne blev ved med at blæse i hornene.

10 For øvrigt havde Josva befalet mændene: “Råb ikke, og giv ikke en lyd fra jer. Der må ikke komme et ord ud af jeres mund før den dag jeg siger til jer: ‘Råb!’ Og så skal I råbe.” 11 Han lod Jehovas ark bære rundt om byen én gang, og derefter vendte de tilbage til lejren og overnattede der.

12 Næste morgen stod Josva tidligt op, og præsterne løftede Jehovas ark+ op, 13 og syv præster der bar syv vædderhorn, marcherede foran Jehovas ark mens de blæste i hornene. De væbnede tropper gik foran dem, mens bagtroppen fulgte efter Jehovas ark, og man blev ved med at blæse i hornene. 14 Den anden dag marcherede de én gang rundt om byen, og derefter vendte de tilbage til lejren. Sådan gjorde de i seks dage.+

15 Den syvende dag stod de tidligt op, så snart det begyndte at blive lyst, og de marcherede rundt om byen på samme måde syv gange. Det var kun den dag de marcherede syv gange rundt om byen.+ 16 Og den syvende gang blæste præsterne i hornene, og Josva sagde til mændene: “Råb,+ for Jehova har givet jer byen! 17 Byen og alt hvad der er i den, skal udslettes;*+ det hele tilhører Jehova. Kun den prostituerede kvinde Rahab+ må blive i live, hun og alle der er i huset hos hende, fordi hun skjulte de spioner vi sendte ud.+ 18 Men hold jer fra det der skal udslettes,+ så I ikke får lyst til noget af det og tager det+ og derved bringer ulykke* over Israels lejr så den også må udslettes.+ 19 Men alt sølvet og guldet og tingene af kobber og jern er noget der er helligt for Jehova.+ Det skal bringes til Jehovas skatkammer.”+

20 Så råbte mændene da der blev blæst i hornene.+ I det øjeblik de hørte lyden af hornene og udstødte et højt krigsråb, faldt muren sammen.+ Derefter gik folkene ind i byen, hver mand gik lige frem, og de indtog byen. 21 Med sværdet udslettede de alt hvad der var i byen, både mand og kvinde, ung og gammel, okse, får og æsel.+

22 Josva sagde til de to mænd der havde udspioneret landet: “Gå ind i den prostituerede kvindes hus og før hende ud sammen med alle der har tilknytning til hende, sådan som I har sværget over for hende.”+ 23 Så gik de unge spioner ind og førte Rahab ud, sammen med hendes far, mor og brødre og alle der havde tilknytning til hende; ja, de førte hele hendes familie ud,+ og de bragte dem til et sikkert sted uden for Israels lejr.

24 Så brændte de byen ned med alt hvad der var i den. Men sølvet, guldet og tingene af kobber og jern gav de til skatkammeret i Jehovas hus.+ 25 Det var kun den prostituerede kvinde Rahab og hendes fars husstand og alle der havde tilknytning til hende, som Josva skånede;+ og hun bor i Israel den dag i dag,+ for hun skjulte de mænd Josva havde sendt ud for at udspionere Jeriko.+

26 På det tidspunkt aflagde Josva denne ed:* “Den mand der går i gang med at genopbygge byen Jeriko, vil være forbandet af Jehova. Det skal koste ham hans førstefødte at grundlægge den, og det skal koste ham hans yngste at sætte portene i.”+

27 Og Jehova var med Josva,+ og hans omdømme nåede ud over hele jorden.+

7 Men israelitterne adlød ikke med hensyn til det der skulle udslettes,* for Akan,+ der var søn af Karmi, søn af Zabdi, søn af Zera fra Judas stamme, tog noget af det der skulle udslettes.+ Det fik Jehovas vrede til at flamme op mod israelitterne.+

2 Josva sendte nu nogle mænd ud fra Jeriko til Aj,+ som ligger i nærheden af Bet-Aven øst for Betel,+ og sagde til dem: “Tag op og udspionér landet.” Så tog mændene op og udspionerede Aj. 3 Da de vendte tilbage til Josva, sagde de til ham: “Hele hæren behøver ikke at tage derop. Omkring to eller tre tusind mand er nok til at besejre Aj, for der er så få at du ikke behøver at udmatte hele hæren med det.”

4 Så tog omkring 3.000 mand derop, men de måtte flygte for mændene i Aj.+ 5 Mændene i Aj slog 36 ihjel. De forfulgte dem fra byporten helt til Shebarim* og dræbte dem på vej ned ad skråningen. Så mistede israelitterne modet.*

6 Josva flængede sit tøj og kastede sig med ansigtet mod jorden foran Jehovas ark og blev liggende til aften, han og de ældste i Israel, mens de kastede støv på hovedet. 7 Josva sagde: “Åh, Suveræne Herre Jehova, hvorfor har du ført dette folk hele vejen over Jordan blot for at overgive os til amoritterne så vi bliver udryddet? Havde vi dog bare været tilfredse med at blive på den anden side* af Jordan! 8 Undskyld, Jehova, hvad kan jeg sige nu hvor Israel er flygtet for* sine fjender? 9 Når kanaanæerne og alle landets indbyggere hører om det, vil de omringe os og udslette vores navn fra jorden. Så hvad vil du gøre for at forsvare dit store navn?”+

10 Jehova svarede Josva: “Rejs dig! Hvorfor ligger du med ansigtet mod jorden? 11 Israel har syndet. De har brudt min pagt+ som jeg befalede dem at holde. De tog noget af det der skulle udslettes+ – de stjal+ det og gemte det mellem deres egne ting.+ 12 Derfor vil israelitterne ikke kunne klare sig mod deres fjender. De vil vende om og flygte for deres fjender, for de er selv blevet bestemt til udslettelse. Jeg vil ikke være med jer igen hvis I ikke tilintetgør det som skulle udslettes.+ 13 Rejs dig og sørg for at folket bliver gjort helligt!*+ Sig til dem: ‘Forbered jer så I er hellige i morgen, for sådan har Jehova, Israels Gud, sagt: “Noget af det der skulle have været udslettet, er hos jer israelitter. I vil ikke kunne klare jer mod jeres fjender før I har fjernet det fra jer der skulle udslettes. 14 I morgen tidlig skal I træde frem, stamme for stamme, og den stamme som Jehova udpeger,+ skal træde frem, slægt for slægt, og den slægt som Jehova udpeger, skal træde frem, familie for familie, og den familie som Jehova udpeger, skal træde frem, mand for mand. 15 Og den der bliver afsløret med det der skulle have været udslettet, skal brændes op,+ han og alt hvad der tilhører ham, for han har brudt Jehovas pagt+ og begået en forkastelig handling i Israel.”’”

16 Så stod Josva tidligt op næste morgen og lod Israel træde frem, stamme for stamme, og Judas stamme blev udpeget. 17 Han lod Judas slægter træde frem, og zeraitternes slægt blev udpeget, hvorefter han lod zeraitternes slægt+ træde frem, mand for mand, og Zabdi blev udpeget. 18 Til sidst lod han Zabdis familie træde frem, mand for mand, og Akan, søn af Karmi, søn af Zabdi, søn af Zera fra Judas stamme, blev udpeget.+ 19 Så sagde Josva til Akan: “Min søn, jeg beder dig, ær Jehova, Israels Gud, og gå til bekendelse over for ham. Fortæl mig hvad du har gjort. Skjul det ikke for mig.”

20 Akan svarede Josva: “Det er rigtigt at det er mig der har syndet mod Jehova, Israels Gud, og jeg gjorde sådan her: 21 Da jeg mellem byttet så en flot kappe fra Sinear+ og 200 sekel* sølv og en guldbarre der vejede 50 sekel, fik jeg lyst til det, så jeg tog det. Det ligger gemt i jorden inde i mit telt, med pengene nederst.”

22 Straks sendte Josva nogle mænd afsted, og de løb hen til Akans telt, og inde i teltet lå kappen gemt, med pengene nedenunder. 23 Så tog de tingene ud af teltet og bragte dem til Josva og alle israelitterne og lagde dem foran Jehova. 24 Josva og hele Israel tog så Akan,+ Zeras søn, og sølvet, den flotte kappe og guldbarren,+ sammen med hans sønner, hans døtre, hans okser, hans æsler, hans får og geder, hans telt og alt hvad der var hans, og de bragte dem til Akors Dal.*+ 25 Josva sagde: “Hvorfor har du bragt ulykke* over os?+ I dag vil Jehova bringe ulykke over dig.” Derefter stenede hele Israel dem,+ og bagefter brændte de dem.+ På den måde stenede de dem alle. 26 Og de rejste en stor stenhøj over Akan, og den er der stadig. Så lagde Jehovas brændende vrede sig.+ Derfor hedder stedet i dag Akors* Dal.

8 Så sagde Jehova til Josva: “Vær ikke bange eller skrækslagen.+ Tag alle krigerne med dig, og drag op imod Aj. Jeg har overgivet kongen i Aj, hans folk, hans by og hans land til dig.+ 2 Gør med Aj og dens konge ligesom du gjorde med Jeriko og dens konge,+ bortset fra at I nu må beholde krigsbyttet og husdyrene. Læg nogle mænd i baghold bag ved byen.”

3 Josva og alle krigerne drog så op imod Aj. Josva udvalgte 30.000 dygtige krigere og sendte dem afsted om natten. 4 Han befalede dem: “Læg jer i baghold bag ved byen. Gå ikke for langt væk fra den, og hold jer alle sammen parate. 5 Jeg og alle de mænd der er med mig, vil nærme os byen, og når de så ligesom sidst kommer ud imod os,+ flygter vi for dem. 6 Når de rykker ud efter os, vil vi lokke dem væk fra byen, for de vil sige: ‘De flygter for os ligesom sidst.’+ Og når vi så trækker os tilbage, 7 skal I springe frem fra bagholdet og indtage byen; Jehova jeres Gud vil overgive den til jer. 8 Så snart I har erobret byen, skal I sætte ild til den.+ I skal gøre som Jehova har sagt. Nu har I fået jeres ordrer.”

9 Så sendte Josva dem afsted, og de lagde sig i baghold mellem Betel og Aj, vest for Aj, mens Josva blev sammen med resten af hæren om natten.

10 Næste morgen stod Josva tidligt op og samlede* tropperne, og han og Israels ældste gik i spidsen for dem til Aj. 11 Alle de krigere+ han havde med sig, marcherede op imod Aj og slog lejr nord for Aj så de havde byen lige over for sig – der var kun dalen mellem dem og byen. 12 I mellemtiden havde han taget omkring 5.000 mand og lagt dem i baghold+ mellem Betel+ og Aj, vest for byen. 13 Hæren slog altså hovedlejren op nord for byen+ og placerede bagtroppen vest for byen,+ og Josva gik den nat ned midt i dalen.*

14 Så snart Ajs konge så det, rykkede han og mændene i byen ud tidligt om morgenen for at møde Israel i kamp et sted hvor man kunne se ud over ørkensletten.* Men han vidste ikke at der lå nogen i baghold mod ham bag ved byen. 15 Da mændene i Aj angreb, flygtede Josva og hele Israel ad den vej der fører mod ørkenen.+ 16 Så blev alle mændene i byen kaldt ud for at forfølge dem; og fordi de forfulgte Josva, blev de lokket væk fra byen. 17 Der var ikke en mand tilbage i Aj og Betel som ikke rykkede ud efter Israel. De efterlod byen vidt åben og forfulgte Israel.

18 Jehova sagde nu til Josva: “Ræk kastespyddet som du har i hånden, ud mod Aj,+ for jeg overgiver den til dig.”+ Så rakte Josva kastespyddet som han havde i hånden, ud mod byen. 19 I det øjeblik han rakte hånden ud, sprang mændene der lå i baghold, hurtigt op og løb ind i byen og indtog den. De skyndte sig at sætte ild til byen.+

20 Da mændene fra Aj vendte sig om, så de røgen fra byen stige op mod himlen, og de havde ikke kræfter til at flygte i nogen retning. De israelitter der var flygtet mod ørkenen, vendte sig nu mod deres forfølgere. 21 Da Josva og hele Israel så at bagholdet havde indtaget byen, og så røgen stige op fra den, vendte de om og angreb mændene fra Aj. 22 Og de andre rykkede ud fra byen for at møde dem så mændene fra Aj blev fanget i midten, med israelitter foran og bag sig, og de huggede mændene ned – der var ingen der overlevede eller slap væk.+ 23 Men de tog Ajs konge+ levende til fange og førte ham hen til Josva.

24 Efter at Israel havde dræbt alle mændene fra Aj i ørkenen hvor de havde forfulgt dem, og de alle som én var faldet for sværdet, vendte hele Israel tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. 25 Alle indbyggerne i Aj faldt den dag, både mænd og kvinder, og de udgjorde 12.000. 26 Josva trak ikke sin hånd tilbage, den han havde rakt kastespyddet ud med,+ før han havde udslettet alle indbyggerne i Aj.*+ 27 Men Israel tog husdyrene og krigsbyttet fra byen til sig selv, sådan som Jehova havde givet Josva ordre om.+

28 Så brændte Josva Aj og gjorde den til en varig ruinhøj,+ som den er den dag i dag. 29 Ajs konge hængte han på en pæl* indtil om aftenen, og ved solnedgang gav Josva ordre til at hans lig skulle tages ned fra pælen.+ Så kastede de det hen ved indgangen til byporten og rejste en stor stenhøj over ham, og den er der endnu.

30 Det var på det tidspunkt Josva byggede et alter for Jehova, Israels Gud, på Ebals Bjerg,+ 31 sådan som Jehovas tjener Moses havde befalet israelitterne, og som der står skrevet i bogen med Moses’ Lov:+ “Et alter af utilhuggede sten der ikke er bearbejdet med jernredskaber.”+ Og de ofrede både brændofre og fællesskabsofre* til Jehova på det.+

32 Så skrev han der på stenene en afskrift af den Lov+ som Moses havde skrevet foran israelitterne.+ 33 Hele Israel med ældste, embedsmænd og dommere stod på begge sider af arken foran levitpræsterne som bar Jehovas pagts ark. Både de udlændinge der boede i landet, og de indfødte var til stede.+ Den ene halvdel stod foran Garizims Bjerg, og den anden halvdel foran Ebals Bjerg+ (sådan som Jehovas tjener Moses i sin tid havde beordret),+ for at Israels folk kunne blive velsignet. 34 Efter dette læste Josva alle Lovens ord op,+ velsignelserne+ og forbandelserne,+ nøjagtigt som de er nedskrevet i Lovbogen. 35 Der var ikke et ord af alt det Moses havde befalet, som Josva ikke læste op for hele Israels menighed,+ inklusive kvinderne og børnene og de udlændinge+ der boede* iblandt dem.+

9 Og alle kongerne på den vestlige side af Jordan+ hørte hvad der var sket. Det var kongerne i bjerglandet, i Shefela,* langs hele Det Store Havs* kyst+ og foran Libanon – altså kongerne over hittitterne, amoritterne, kanaanæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne.+ 2 De slog sig derfor sammen for at kæmpe mod Josva og Israel.+

3 Indbyggerne i Gibeon+ hørte også hvad Josva havde gjort med Jeriko+ og Aj.+ 4 Så de gjorde noget udspekuleret: De fyldte proviant i slidte sække og lagde dem på deres æsler sammen med slidte, sprukne og lappede læderflasker til vin. 5 De tog også slidte og lappede sandaler og slidt tøj på. Alt det brød de tog med, var tørt og smuldret. 6 Så gik de til Josva i lejren i Gilgal+ og sagde til ham og Israels mænd: “Vi er kommet fra et land langt herfra. Indgå nu en fredsaftale* med os.” 7 Men Israels mænd sagde til hivvitterne:+ “I bor måske i nærheden af os. Så hvordan kan vi indgå en fredsaftale* med jer?”+ 8 De svarede Josva: “Vi er dine tjenere.”*

Så sagde Josva til dem: “Hvem er I, og hvor kommer I fra?” 9 De sagde nu til ham: “Dine tjenere er kommet fra et meget fjernt land+ fordi vi har hørt om Jehova din Guds navn; vi har hørt om hans ry og om alt hvad han gjorde i Egypten,+ 10 og om alt hvad han gjorde ved de to amoritterkonger på den anden side* af Jordan, kong Sihon+ i Heshbon og Bashans konge, Og,+ som var i Ashtarot. 11 Derfor sagde vores ældste og alle landets indbyggere til os: ‘Tag proviant med jer til rejsen, og gå ud for at møde dem. Sig til dem: “Vi vil være jeres tjenere.+ Indgå en fredsaftale* med os.”’+ 12 Det brød vi tog med som proviant, var varmt den dag vi tog hjemmefra. Se hvor tørt og smuldret det er nu!+ 13 Og de her læderflasker til vin var nye da vi fyldte dem, men nu er de sprukne.+ Og vores tøj og sandaler er blevet slidt op på grund af den meget lange rejse.”

14 Så undersøgte* mændene noget af deres proviant, men de spurgte ikke Jehova.+ 15 Josva sluttede så fred med dem+ og indgik en fredsaftale* med dem om at lade dem leve, og forsamlingens høvdinger bekræftede det med en ed.+

16 Tre dage efter at de havde indgået fredsaftalen* med dem, hørte de at de boede lige i nærheden. 17 Så brød israelitterne op og kom til deres byer på den tredje dag; deres byer var Gibeon,+ Kefira, Beerot og Kirjat-Jearim.+ 18 Israelitterne angreb dem dog ikke, for forsamlingens høvdinger havde sværget over for dem ved Jehova,+ Israels Gud. Så begyndte hele forsamlingen at beklage sig over høvdingerne. 19 Men alle høvdingerne sagde til hele forsamlingen: “Vi kan ikke røre dem, for vi har sværget over for dem ved Jehova, Israels Gud. 20 Sådan vil vi gøre: Vi vil lade dem leve så vi ikke bliver ramt af Guds vrede på grund af den ed som vi aflagde over for dem.”+ 21 Og høvdingerne tilføjede: “Lad dem leve, men lad dem samle brænde og trække vand op til hele forsamlingen.” Det var hvad høvdingerne lovede dem.

22 Josva kaldte nu på dem og spurgte: “Hvorfor narrede I os ved at sige: ‘Vi bor meget langt væk fra jer’ når I faktisk bor lige i nærheden af os?+ 23 Fra nu af er I forbandede,+ og I vil altid skulle være trælle og samle brænde og trække vand op til min Guds hus.” 24 De svarede Josva: “Det var fordi dine tjenere udtrykkeligt fik at vide at Jehova din Gud havde befalet sin tjener Moses at give jer hele landet og udrydde alle dets indbyggere foran jer.+ Så vi frygtede for vores liv* på grund af jer,+ og det er derfor vi gjorde det.+ 25 Nu er vi overladt til din barmhjertighed.* Gør med os hvad du synes er godt og rigtigt.” 26 Og det gjorde han. Han reddede dem fra israelitterne, og de dræbte dem ikke. 27 Men den dag satte Josva dem til at samle brænde og trække vand op til forsamlingen+ og til Jehovas alter på det sted Han ville udvælge,+ og det gør de den dag i dag.+

10 Så snart kong Adonisedek i Jerusalem hørte at Josva havde indtaget Aj og udslettet den* – at han havde gjort med Aj og dens konge+ som han havde gjort med Jeriko og dens konge+ – og at indbyggerne i Gibeon havde sluttet fred med israelitterne+ og fået lov til at blive iblandt dem, 2 blev han stærkt foruroliget,+ for Gibeon var lige så stor som en af kongebyerne. Den var større end Aj,+ og alle dens mænd var krigere. 3 Derfor sendte Jerusalems konge, Adonisedek, dette budskab til Hebrons+ konge, Hoham, Jarmuts konge, Piram, Lakishs konge, Jafia, og Eglons+ konge, Debir: 4 “Kom og hjælp mig, og lad os angribe Gibeon, for indbyggerne har sluttet fred med Josva og israelitterne.”+ 5 Så samledes de fem amoritterkonger+ – kongerne i Jerusalem, Hebron, Jarmut, Lakish og Eglon – og deres hære, og de marcherede afsted og belejrede Gibeon for at kæmpe mod byen.

6 Mændene i Gibeon sendte så bud til Josva i lejren ved Gilgal:+ “Lad ikke dine trælle i stikken.*+ Kom hurtigt! Red os, og hjælp os! Alle amoritterkongerne fra bjerglandet har slået sig sammen imod os.” 7 Så drog Josva op fra Gilgal sammen med alle soldaterne og de dygtige krigere.+

8 Jehova sagde nu til Josva: “Vær ikke bange for dem,+ for jeg har overgivet dem til dig.+ Ikke en af dem vil kunne klare sig mod dig.”+ 9 Efter at Josva havde marcheret hele natten fra Gilgal, overrumplede han dem. 10 Jehova skabte forvirring blandt dem,+ og israelitterne slog mange af dem ihjel ved Gibeon og forfulgte dem op mod Bet-Horon og huggede dem ned helt til Azeka og Makkeda. 11 Mens de flygtede for Israel og var på vej ned fra Bet-Horon, kastede Jehova store hagl fra himlen ned over dem hele vejen til Azeka, og de døde. Der var faktisk flere der blev dræbt af haglene end af israelitternes sværd.

12 Den dag Jehova slog amoritterne på flugt for øjnene af israelitterne, sagde Josva til Jehova mens Israel hørte det:

13 Så stod solen stille, og månen bevægede sig ikke før nationen havde taget hævn over sine fjender. Står det ikke skrevet i Jashars Bog?*+ Solen stod stille midt på himlen, og den ventede næsten en hel dag med at gå ned. 14 Der har aldrig været en dag som den, hverken før eller siden, hvor Jehova hørte efter en mands stemme,+ for Jehova kæmpede for Israel.+

15 Derefter vendte Josva og hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.+

16 I mellemtiden flygtede de fem konger og skjulte sig i hulen ved Makkeda.+ 17 Man fortalte så Josva: “De fem konger er blevet fundet. De skjuler sig i hulen ved Makkeda.”+ 18 Så sagde Josva: “Rul nogle store sten for indgangen til hulen, og sæt nogle mænd til at holde vagt over dem. 19 Men I andre må ikke stoppe op. Sæt efter jeres fjender og angrib deres bagtrop.+ Lad dem ikke komme ind i deres byer, for Jehova jeres Gud har overgivet dem til jer.”

20 Til sidst havde Josva og israelitterne dræbt så mange af dem at de næsten blev udslettet, lige bortset fra nogle der undslap og nåede ind i de befæstede byer. 21 Derefter vendte hele hæren i god behold tilbage til Josva i lejren ved Makkeda. Ingen vovede at sige et ord* imod israelitterne. 22 Josva sagde: “Ryd indgangen til hulen, og før de fem konger ud til mig.” 23 De førte så de fem konger ud af hulen til ham: kongerne i Jerusalem, Hebron, Jarmut, Lakish og Eglon.+ 24 Da de førte kongerne ud til Josva, tilkaldte han alle Israels mænd og sagde til anførerne for de krigere der var taget med ham: “Kom herhen og sæt jeres fødder på kongernes nakke.” Så gik de hen og satte fødderne på deres nakke.+ 25 Josva sagde nu til dem: “Vær ikke bange eller skrækslagne.+ Vær modige og stærke, for sådan vil Jehova gøre med alle jeres fjender som I kæmper mod.”+

26 Derefter huggede Josva dem ned og hængte dem op på fem pæle,* og de blev hængende på pælene til det blev aften. 27 Ved solnedgang befalede Josva at de skulle tages ned fra pælene+ og kastes ind i hulen hvor de før havde skjult sig. Så anbragte man store sten for indgangen til hulen, og de ligger der den dag i dag.

28 Samme dag indtog Josva Makkeda+ og dræbte indbyggerne med sværd. Han udslettede dens konge og alle i byen og lod ingen overleve.+ Han gjorde nøjagtigt det samme med Makkedas konge+ som han havde gjort med Jerikos konge.

29 Så tog Josva og hele Israel videre fra Makkeda til Libna og kæmpede mod Libna.+ 30 Jehova overgav også den og dens konge+ til israelitterne, og de indtog byen og dræbte alle dens indbyggere med sværd, og de lod ingen overleve. De gjorde nøjagtigt det samme med dens konge som de havde gjort med Jerikos konge.+

31 Derefter tog Josva og hele Israel videre fra Libna til Lakish+ og slog lejr der og angreb byen. 32 Jehova overgav Lakish til israelitterne, og de indtog den dagen efter og dræbte alle dens indbyggere med sværd,+ nøjagtigt som de havde gjort med Libna.

33 Så drog Horam, Gezers konge,+ op for at hjælpe Lakish, men Josva huggede ham og hans folk ned til der ikke var flere overlevende.

34 Josva og hele Israel tog nu videre fra Lakish til Eglon+ og slog lejr der og angreb byen. 35 Samme dag indtog de den og dræbte indbyggerne med sværd. De udslettede alle i byen den dag, nøjagtigt som de havde gjort med Lakish.+

36 Så drog Josva og hele Israel op fra Eglon til Hebron+ og kæmpede mod byen. 37 De indtog den og de omkringliggende byer, og de dræbte dens konge og alle dens indbyggere med sværd, og de lod ingen overleve. Han gjorde nøjagtigt som han havde gjort med Eglon: Han udslettede byen og alle i den.

38 Til sidst vendte Josva og hele Israel sig mod Debir+ og kæmpede mod byen. 39 Han indtog den med dens konge og alle dens byer, og de dræbte indbyggerne med sværd og udslettede alle i byerne+ og lod ingen overleve.+ Han gjorde nøjagtigt med Debir og dens konge som han havde gjort med Hebron og Libna og dens konge.

40 Josva erobrede hele landet, bjerglandet, Negeb,* Shefela*+ og skråningerne, og slog alle kongerne der. Han lod ingen overleve; han udslettede alt hvad der trak vejret,+ nøjagtigt som Jehova, Israels Gud, havde befalet.+ 41 Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea+ til Gaza+ og hele området omkring Goshen+ og op til Gibeon.+ 42 Josva besejrede alle disse konger og indtog deres land på én gang, for det var Jehova, Israels Gud, der kæmpede for Israel.+ 43 Derefter vendte Josva og hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.+

11 Så snart kong Jabin i Hasor hørte om det, sendte han bud til kong Jobab i Madon,+ til kongen i Shimron, til kongen i Akshaf+ 2 og til kongerne i det nordlige bjergland, på sletterne* syd for Kinneret, i Shefela* og på Dors+ skråninger mod vest, 3 til kanaanæerne+ mod øst og vest, amoritterne,+ hittitterne, perizzitterne, jebusitterne i bjerglandet og hivvitterne+ ved foden af Hermon+ i Mispas land. 4 De rykkede så ud med alle deres hære, en kæmpe folkemængde, lige så mange som sandkornene på stranden, og med mange heste og stridsvogne. 5 Alle disse konger blev enige om at mødes, og de kom og slog lejr ved Meroms kilde for at kæmpe mod Israel.

6 Jehova sagde nu til Josva: “Vær ikke bange for dem,+ for i morgen ved denne tid overgiver jeg dem alle til jer, og I skal udrydde dem. Du skal skære haserne over på deres heste+ og brænde deres stridsvogne.” 7 Så overrumplede Josva og alle krigerne dem og angreb dem ved Meroms kilde. 8 Jehova overgav dem til israelitterne,+ som slog dem og forfulgte dem helt til Store Sidon+ og Misrefot-Majim+ og Mispedalen mod øst, og de huggede dem ned, og ingen overlevede.+ 9 Josva gjorde præcis som Jehova havde sagt til ham: Han skar haserne over på deres heste og brændte deres stridsvogne.+

10 Josva vendte så tilbage og indtog Hasor, og han slog dens konge ihjel med sværdet,+ for Hasor havde indtil da været den mægtigste by i alle disse riger. 11 De dræbte alle i den med sværd og udslettede dem.*+ Intet som trak vejret, var tilbage.+ Og han brændte Hasor ned. 12 Josva indtog alle disse kongebyer og dræbte alle kongerne med sværd.+ Han udslettede dem,+ sådan som Jehovas tjener Moses havde befalet. 13 Men Israel nedbrændte ingen af de byer der lå på en høj, undtagen Hasor; det var den eneste Josva brændte ned. 14 Alt byttet fra disse byer og husdyrene tog israelitterne til sig selv.+ Men de slog hvert eneste menneske ihjel med sværd indtil de havde tilintetgjort dem alle.+ De lod ingen som trak vejret, blive tilbage.+ 15 Alt hvad Jehova havde befalet sin tjener Moses, havde Moses befalet Josva,+ og sådan gjorde Josva. Han gjorde alt hvad Jehova havde befalet Moses.+

16 Josva erobrede hele dette land: bjerglandet, hele Negeb,*+ hele området omkring Goshen, Shefela,*+ Araba+ og Israels bjergland og dets Shefela,* 17 fra Halakbjerget,* som går op mod Seir, og helt til Baal-Gad+ i Libanondalen neden for Hermonbjerget,+ og han tog alle kongerne til fange og slog dem ihjel. 18 Josva førte krig mod alle disse konger i meget lang tid. 19 Der var ikke en by der sluttede fred med israelitterne, bortset fra Gibeon,+ hvor hivvitterne boede. Alle andre erobrede de i kamp.+ 20 Det var Jehova der lod deres hjerte blive hårdt+ så de førte krig mod Israel, for at han kunne udslette dem uden at vise barmhjertighed.+ De skulle udryddes, sådan som Jehova havde befalet Moses.+

21 På den tid udryddede Josva anakitterne+ fra bjerglandet, fra Hebron, Debir, Anab og hele Judas bjergland og hele Israels bjergland. Josva udslettede dem og deres byer.+ 22 Der var ingen anakitter tilbage i israelitternes land; kun+ i Gaza,+ Gat+ og Ashdod.+ 23 Josva overtog altså magten i hele landet, nøjagtigt som Jehova havde lovet Moses,+ og derefter gav Josva israelitterne landet som deres tildelte område* for at det kunne blive fordelt blandt deres stammer.+ Og der var ikke længere krig i landet.+

12 Og dette er landets konger som israelitterne besejrede, og hvis land de erobrede på den østlige side af Jordan, fra Arnondalen*+ op til Hermonbjerget+ og hele Araba mod øst:+ 2 Sihon,+ amoritternes konge, som boede i Heshbon og herskede over området fra Aroer,+ som lå ved kanten af Arnondalen,*+ ja, helt fra midten af dalen, indtil Jabbokdalen,* grænsen til ammonitterne, altså over halvdelen af Gilead. 3 Han herskede også over Araba indtil Kinneretsøen*+ mod øst og indtil Arabahavet, Salthavet,* mod øst i retning af Bet-ha-Jeshimot, og mod syd til foden af Pisgas skråninger.+

4 De tog også det område der tilhørte Og,+ Bashans konge, en af de sidste refaitter.+ Han boede i Ashtarot og Edrei 5 og herskede over Hermons bjergland, Salka og hele Bashan+ indtil geshuritternes og maakatitternes grænse+ og over halvdelen af Gilead indtil Heshbons+ konges, Sihons, område.

6 Jehovas tjener Moses og israelitterne besejrede dem,+ hvorefter Jehovas tjener Moses gav deres land til rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme.+

7 Dette er de konger i landet som Josva og israelitterne besejrede på den vestlige side af Jordan, fra Baal-Gad+ i Libanondalen+ og til Halakbjerget,*+ som går op mod Seir.+ Josva gav deres land til Israels stammer efter deres andele,+ 8 i bjerglandet, i Shefela,* i Araba, på skråningerne, i ørkenen og i Negeb*+ – hittitternes, amoritternes,+ kanaanæernes, perizzitternes, hivvitternes og jebusitternes land:+

13 Josva var nu blevet gammel.+ Så Jehova sagde til ham: “Du er blevet gammel, men der er stadig meget land der skal erobres. 2 Dette er det land der er tilbage:+ alle filistrenes og alle geshuritternes områder+ 3 (fra den gren af Nilen* som er øst for* Egypten, op til Ekrons grænse mod nord, som førhen blev regnet for at være et kanaanæisk område),+ deriblandt det land der tilhører de fem filisterfyrster+ – gazaitterne, ashdoditterne,+ ashkalonitterne,+ gatitterne+ og ekronitterne;+ avvitternes+ land 4 mod syd; hele kanaanæernes land; Meara, som tilhører sidonierne,+ indtil Afek, til amoritternes grænse; 5 gebalitternes+ land og hele Libanon mod øst, fra Baal-Gad ved foden af Hermonbjerget til Lebo-Hamat;*+ 6 alle indbyggerne i bjerglandet fra Libanon+ til Misrefot-Majim+ og alle sidonierne.+ Jeg vil drive dem ud foran israelitterne.+ Du skal blot give det til Israel som en arv, sådan som jeg har befalet dig.+ 7 Nu skal du fordele dette land som en arv til de ni stammer og den ene halvdel af Manasses stamme.”+

8 Sammen med den anden halvdel af stammen tog rubenitterne og gaditterne det område Moses gav dem som deres arv på den østlige side af Jordan, det som Jehovas tjener Moses havde givet dem:+ 9 fra Aroer,+ som ligger ved kanten af Arnondalen,*+ og byen der ligger midt i dalen, og hele Medebahøjsletten* indtil Dibon; 10 og alle byerne som tilhørte amoritterkongen Sihon, der regerede i Heshbon, indtil ammonitternes grænse;+ 11 også Gilead og geshuritternes og maakatitternes område+ og hele Hermonbjerget og hele Bashan+ indtil Salka;+ 12 hele det rige som tilhørte kong Og i Bashan, der regerede i Ashtarot og Edrei. (Han var en af de sidste refaitter).+ Moses besejrede dem og drev dem ud.+ 13 Men israelitterne drev ikke+ geshuritterne og maakatitterne ud, for geshuritterne og maakatitterne bor stadig i Israel.

14 Det var kun levitternes stamme han ikke gav et område som arv.+ Ildofrene til Jehova, Israels Gud, er deres arv,+ sådan som han lovede dem.+

15 Så gav Moses et område til slægterne i Rubens stamme som deres arv, 16 og deres område strakte sig fra Aroer, som ligger ved kanten af Arnondalen,* og byen midt i dalen, og hele højsletten ved Medeba; 17 Heshbon og alle dens byer+ på højsletten, Dibon, Bamot-Baal, Bet-Baal-Meon,+ 18 Jahas,+ Kedemot,+ Mefaat,+ 19 Kirjatajim, Sibma+ og Seret-ha-Shahar på bjerget i dalen,* 20 Bet-Peor, Pisgas skråninger,+ Bet-ha-Jeshimot,+ 21 alle byerne på højsletten og hele det rige som tilhørte amoritterkongen Sihon, der regerede i Heshbon.+ Moses besejrede ham+ og de midjanitiske høvdinger Evi, Rekem, Sur, Hur og Reba,+ Sihons vasaller* der boede i landet. 22 Spåmanden+ Bileam,+ Beors søn, var blandt dem israelitterne dræbte med sværdet. 23 Rubenitternes grænse var Jordanfloden; og dette område var den arv rubenitternes slægter fik, med byer og tilhørende landsbyer.

24 Desuden gav Moses et område til slægterne i Gads stamme, gaditterne, som deres arv, 25 og deres område indbefattede Jazer+ og alle byerne i Gilead og halvdelen af ammonitternes land+ indtil Aroer, som vender mod Rabba,+ 26 og fra Heshbon+ til Ramat-ha-Mispe og Betonim og fra Mahanajim+ til Debirs grænse 27 og i dalen* byerne Bet-Haram, Bet-Nimra,+ Sukkot+ og Safon, resten af kong Sihon af Heshbons rige,+ med Jordanfloden som grænse fra den nederste ende af Kinneretsøen*+ på den østlige side af floden. 28 Det var den arv gaditternes slægter fik, med byer og tilhørende landsbyer.

29 Derefter gav Moses et område til halvdelen af Manasses stamme, til slægterne i halvdelen af stammen, som deres arv.+ 30 Og deres område strakte sig fra Mahanajim+ og omfattede hele Bashan, hele kong Og af Bashans rige, og alle Jairs teltbyer+ i Bashan, 60 byer. 31 Og halvdelen af Gilead samt Ashtarot og Edrei,+ Ogs kongebyer i Bashan, gik til Manasses søn Makirs efterkommere,+ til halvdelen af Makirs efterkommere, slægt for slægt.

32 Det var de områder Moses gav dem som deres arv på Moabs ørkensletter på den anden side af Jordan, øst for Jeriko.+

33 Men Moses gav intet område som arv til levitternes stamme.+ Jehova, Israels Gud, er deres arv, sådan som han lovede dem.+

14 Og dette er det område israelitterne fik i arv i Kanaan, som præsten Eleazar og Josva, Nuns søn, og overhovederne for Israels stammers slægter* gav dem.+ 2 De ni og en halv stamme+ fik deres områder* ved lodkastning,+ sådan som Jehova havde befalet gennem Moses. 3 Moses havde givet de to og en halv stamme deres områder som arv på den anden side* af Jordan,+ og levitterne gav han ikke noget område blandt dem.+ 4 Josefs efterkommere blev betragtet som to stammer,+ Manasse og Efraim,+ og levitterne fik ikke noget af landet, bortset fra byer+ at bo i og græsmarker til deres husdyr.+ 5 Israelitterne fordelte altså landet sådan som Jehova havde befalet Moses.

6 Så henvendte Judas mænd sig til Josva i Gilgal,+ og Kaleb,+ der var søn af kenizzitten Jefunne, sagde til ham: “Du ved hvad den sande Gud,+ Jehova, sagde+ til sin tjener Moses om dig og mig i Kadesh-Barnea.+ 7 Jeg var 40 år da Jehovas tjener Moses sendte mig ud fra Kadesh-Barnea for at udspionere landet,+ og jeg vendte tilbage og fortalte åbent om hvad jeg havde set.*+ 8 Mine brødre der fulgtes med mig, fik folket til at miste modet,* men jeg holdt mig trofast*+ til Jehova min Gud. 9 Moses sværgede den dag: ‘Det land som du har sat din fod på, skal være en varig arv til dig og dine sønner, for du har trofast+ holdt dig til Jehova min Gud.’ 10 Og som Jehova lovede,+ har han bevaret mig i live+ i de 45 år der er gået siden Jehova gav Moses det løfte dengang Israel vandrede i ørkenen;+ jeg er her stadig i dag, 85 år gammel. 11 Og jeg er lige så stærk i dag som den dag Moses sendte mig ud. Jeg har den samme styrke nu som dengang, både til at gå i krig og til at gøre andre ting. 12 Giv mig derfor dette bjergland som Jehova lovede den dag. Du hørte dengang at der var anakitter+ med store befæstede byer der,+ men Jehova vil helt sikkert* være med mig,+ og jeg vil drive dem ud, som Jehova lovede.”+

13 Josva velsignede så Kaleb, Jefunnes søn, og gav ham Hebron som arv.+ 14 Det er derfor Hebron den dag i dag tilhører Kaleb, kenizzitten Jefunnes søn. Han fik den i arv fordi han trofast+ holdt sig til Jehova, Israels Gud. 15 Hebron blev tidligere kaldt Kirjat-Arba+ (Arba var den største mand blandt anakitterne). Og der var ikke længere krig i landet.+

15 Det land som slægterne i Judas stamme fik tildelt,*+ strakte sig til Edoms grænse,+ Zins ørken, mod Negebs sydlige ende. 2 Den sydlige grænse gik fra Salthavets*+ yderste ende, fra bugten der vender mod syd. 3 Og den fortsatte mod syd til Akrabbimpasset,+ videre til Zin, derefter op syd for Kadesh-Barnea,+ videre til Hesron, op til Addar og rundt mod Karka. 4 Så gik den videre til Asmon+ og fortsatte til Egyptens Wadi*+ og endte ved Havet.* Det var den sydlige grænse.

5 Østgrænsen var Salthavet* op til Jordans udløb, og den nordlige grænse begyndte fra havbugten ved Jordans udløb.+ 6 Grænsen gik op til Bet-Hogla+ og fortsatte nord for Bet-ha-Araba+ op til Rubens søn Bohans sten.+ 7 Grænsen løb op til Debir ved Akors Dal*+ og drejede mod nord til Gilgal,+ som ligger over for Adummimpasset syd for wadien, og den gik videre over til En-Shemesh-vandløbet+ og endte ved En-Rogel.*+ 8 Grænsen gik op til Hinnoms Søns Dal+ til jebusitternes+ skråning mod syd, det vil sige Jerusalem,+ og op til toppen af bjerget der vender over mod Hinnomdalen mod vest, ved Refaimdalens* nordlige ende. 9 Og grænsen strakte sig fra toppen af bjerget til Neftoakilden+ og fortsatte til byerne på Efronbjerget; og den strakte sig til Baala, det vil sige Kirjat-Jearim.+ 10 Grænsen ændrede så retning fra Baala mod vest til Seirbjerget og gik til Jearimbjergets nordlige skråning, det vil sige Kesalon, og den gik ned til Bet-Shemesh+ og over til Timna.+ 11 Og grænsen løb til Ekrons+ skråning mod nord, og den strakte sig til Shikkaron og fortsatte til Baalabjerget og mod Jabneel, og grænsen sluttede ved havet.

12 Vestgrænsen var ved Det Store Havs*+ kystlinje. Dette var grænsen rundt om det område som Judas efterkommere og deres slægter fik.

13 Efter Jehovas befaling til Josva gav han Kaleb,+ Jefunnes søn, en andel blandt Judas efterkommere, nemlig Kirjat-Arba (Arba var Anaks far), det vil sige Hebron.+ 14 Og Kaleb drev Anaks tre sønner+ ud derfra: Sheshaj, Akiman og Talmaj,+ Anaks efterkommere. 15 Derfra drog han så op imod indbyggerne i Debir.+ (Debir hed tidligere Kirjat-Sefer). 16 Kaleb sagde: “Den mand der besejrer Kirjat-Sefer og indtager byen, ham vil jeg give min datter Aksa til hustru.” 17 Og Otniel,+ der var søn af Kenaz,+ Kalebs bror, indtog den. Så gav Kaleb ham sin datter Aksa+ til hustru. 18 Da hun var på vej til sit nye hjem, forsøgte hun at få Otniel til at bede hendes far om en mark. Så steg hun af sit æsel.* Kaleb spurgte hende: “Hvad vil du?”+ 19 Hun sagde: “Vil du ikke nok give mig en gave som et tegn på din velsignelse, for du har givet mig et tørt stykke land mod syd;* lad mig også få Gullot-Majim.”* Så gav han hende Øvre Gullot og Nedre Gullot.*

20 Dette var det område som slægterne i Judas stamme fik som arv.

21 Byerne i udkanten af Judas stamme ved grænsen til Edom+ i syd var Kabseel, Eder, Jagur, 22 Kina, Dimona, Adada, 23 Kedesh, Hasor, Jitnan, 24 Zif, Telem, Baalot, 25 Hasor-Hadatta og Kerijjot-Hesron, det vil sige Hasor, 26 Amam, Shema, Molada,+ 27 Hasar-Gadda, Heshmon, Bet-Pelet,+ 28 Hasar-Shual, Beersheba,+ Bizjotja, 29 Baala, Ijjim, Esem, 30 Eltolad, Kesil, Horma,+ 31 Siklag,+ Madmanna, Sansanna, 32 Lebaot, Shilkim, Ajin og Rimmon+ – i alt 29 byer med tilhørende landsbyer.

33 I Shefela*+ var der: Eshtaol, Sora,+ Ashna, 34 Zanoa, En-Gannim, Tappua, Enam, 35 Jarmut, Adullam,+ Soko, Azeka,+ 36 Shaarajim,+ Aditajim og Gedera og Gederotajim* – 14 byer med tilhørende landsbyer.

37 Senan, Hadasha, Migdal-Gad, 38 Dilan, Mispe, Jokteel, 39 Lakish,+ Boskat, Eglon, 40 Kabbon, Lakmas, Kitlish, 41 Gederot, Bet-Dagon, Naama og Makkeda+ – 16 byer med tilhørende landsbyer.

42 Libna,+ Eter, Ashan,+ 43 Jifta, Ashna, Nesib, 44 Keila, Akzib og Maresha – ni byer med tilhørende landsbyer.

45 Ekron og dens småbyer og landsbyer, 46 fra Ekron og vestpå, alt hvad der ligger over mod Ashdod, med tilhørende landsbyer.

47 Ashdod+ og dens småbyer og landsbyer, Gaza+ og dens småbyer og landsbyer indtil Egyptens Wadi, Det Store Hav* og dets kystområde.+

48 Og i bjerglandet byerne Shamir, Jattir,+ Soko, 49 Danna, Kirjat-Sanna, det vil sige Debir, 50 Anab, Eshtemoa,+ Anim, 51 Goshen,+ Holon og Gilo+ – 11 byer med tilhørende landsbyer.

52 Arab, Duma, Eshan, 53 Janum, Bet-Tappua, Afeka, 54 Humta, Kirjat-Arba, det vil sige Hebron,+ og Sior – ni byer med tilhørende landsbyer.

55 Maon,+ Karmel, Zif,+ Jutta, 56 Jizreel, Jokdeam, Zanoa, 57 Kain, Gibea og Timna+ – ti byer med tilhørende landsbyer.

58 Halhul, Bet-Sur, Gedor, 59 Maarat, Bet-Anot og Eltekon – seks byer med tilhørende landsbyer.

60 Kirjat-Baal, det vil sige Kirjat-Jearim,+ og Rabba – to byer med tilhørende landsbyer.

61 I ørkenen byerne Bet-ha-Araba,+ Middin, Sekaka, 62 Nibshan, Saltbyen* og En-Gedi+ – seks byer med tilhørende landsbyer.

63 Men mændene i Juda kunne ikke fordrive+ jebusitterne+ som boede i Jerusalem,+ så jebusitterne bor den dag i dag i Jerusalem sammen med Judas folk.

16 Og det land som Josefs+ efterkommere fik ved lodkastning,*+ strakte sig fra Jordanfloden ved Jeriko til vandløbene øst for Jeriko, gennem ørkenen som går fra Jeriko og op til bjerglandet ved Betel.+ 2 Landet strakte sig fra Betel, som hører til Luz, og fortsatte over til arkitternes grænse ved Atarot; 3 så gik det ned mod vest til jafletitternes grænse indtil grænsen til Nedre Bet-Horon+ og Gezer+ og endte ved havet.

4 Josefs efterkommere,+ Manasse og Efraim, bosatte sig så i deres land.+ 5 Grænsen for Efraims efterkommeres slægter var følgende: Grænsen for deres område* mod øst var Atarot-Addar,+ helt til Øvre Bet-Horon,+ 6 og grænsen gik ud til havet. Mikmetat+ lå mod nord, og grænsen drejede mod øst til Taanat-Shilo og videre mod øst til Janoha. 7 Så gik den fra Janoha ned til Atarot og Naara og nåede til Jeriko+ og ud til Jordanfloden. 8 Fra Tappua+ fortsatte grænsen mod vest til Kanas Wadi, og den endte ved havet.+ Det er det område som slægterne i Efraims stamme fik som arv; 9 Efraims efterkommere havde også byer midt inde i Manasses område,+ alle med tilhørende landsbyer.

10 Men de fordrev ikke de kanaanæere der boede i Gezer,+ og kanaanæerne bor den dag i dag+ blandt efraimitterne og er blevet tvangsarbejdere.+

17 Så fik Manasses+ stamme et område ved lodkastning;+ Manasse var Josefs førstefødte.+ Makir,+ Manasses førstefødte og Gileads far, var kriger, og derfor fik han områderne Gilead og Bashan.+ 2 Og resten af slægterne blandt Manasses efterkommere fik et område ved lodkastning: Abiezers,+ Heleks, Asriels, Sikems, Hefers og Shemidas sønner. Det var de mandlige efterkommere af Josefs søn Manasse, slægt for slægt.+ 3 Men Selofkad,+ søn af Hefer, søn af Gilead, søn af Makir, søn af Manasse, havde ingen sønner, kun døtre, og hans døtre hed Makla, Noa, Hogla, Milka og Tirsa. 4 De gik så til præsten Eleazar,+ til Josva, der var Nuns søn, og til høvdingerne og sagde: “Det var Jehova der befalede Moses at give os et område som arv blandt vores slægtninge.”+ På Jehovas befaling gav han dem så et område blandt deres fars brødre.+

5 Foruden Gileads og Bashans land, der lå på den anden side* af Jordan, fik Manasse ti andele,+ 6 for Manasses døtre fik en arv sammen med hans sønner, og resten af Manasses efterkommere fik Gileads land.

7 Og Manasses grænse gik fra Asher til Mikmetat,+ som ligger foran Sikem;+ og grænsen fortsatte mod syd* til det område der tilhører indbyggerne i En-Tappua. 8 Manasse fik Tappuas område,+ men byen Tappua på Manasses grænse tilhørte Efraims efterkommere. 9 Og grænsen gik mod syd ned til Kanas Wadi, løb nord for wadien og endte ude ved havet.+ Nogle af Efraims byer lå blandt Manasses byer.+ 10 Området mod syd tilhørte Efraim, og området mod nord tilhørte Manasse, og havet var grænse,+ og mod nord nåede de* til Asher og mod øst til Issakar.

11 I Issakars og Ashers områder fik Manasse følgende byer sammen med deres indbyggere og småbyer: Bet-Shan, Jibleam,+ Dor,+ En-Dor,+ Taanak+ og Megiddo, tre af højdedragene.

12 Men Manasses efterkommere kunne ikke erobre byerne; kanaanæerne blev stædigt ved med at bo i den del af landet.+ 13 Da israelitterne blev stærke, satte de kanaanæerne til at udføre tvangsarbejde,+ men de fordrev dem ikke helt.+

14 Josefs efterkommere sagde til Josva: “Hvorfor har du kun givet os* én andel+ og ét område som arv? Vi er et stort folk, for Jehova har velsignet os indtil nu.”+ 15 Josva svarede dem: “Hvis I er så stort et folk, så gå op til skovene i perizzitternes+ og refaitternes+ land og ryd et stykke til jer selv dér, når der nu ikke er plads nok til jer i Efraims bjergland.”+ 16 Så sagde Josefs efterkommere: “Bjerglandet er ikke nok til os, og alle de kanaanæere der bor i dalområdet,* har stridsvogne+ med jernleer på hjulene,* både dem i Bet-Shan+ og dens småbyer og dem i Jizreeldalen.”*+ 17 Josva sagde så til Josefs efterkommere, Efraims og Manasses stammer: “I er et stort folk, og I er meget stærke. I får ikke kun én andel,+ 18 men I vil få hele bjerglandet.+ Det er skovklædt, men I skal rydde det, og det vil være jeres områdes yderste grænse. I skal nemlig fordrive kanaanæerne, selvom de er stærke og har stridsvogne med jernleer på hjulene.”*+

18 Så samledes alle israelitterne i Shilo,+ og de satte mødeteltet op der,+ nu hvor landet var under deres kontrol.+ 2 Men der var stadig syv af israelitternes stammer der ikke havde fået tildelt noget område.* 3 Så Josva sagde til israelitterne: “Hvor længe vil I tøve med at indtage det land som Jehova, jeres forfædres Gud, har givet jer?+ 4 Giv mig tre mænd fra hver stamme som jeg kan sende ud; de skal gå gennem landet og kortlægge det så det kan blive fordelt mellem stammerne. Derefter skal de vende tilbage til mig. 5 De skal fordele det mellem sig i syv dele.+ Juda skal blive i sit område mod syd,+ og Josefs efterkommere skal blive i deres områder mod nord.+ 6 I skal kortlægge landet og dele det op i syv dele og vende tilbage til mig, så vil jeg kaste lod+ for jer her foran Jehova vores Gud. 7 Men levitterne får ikke nogen andel,+ for Jehovas præstedømme er deres arv;+ og Gad, Ruben og halvdelen af Manasses stamme+ har allerede fået området på den østlige side af Jordan, som Jehovas tjener Moses gav dem som arv.”

8 Mændene gjorde sig klar til at gå, og Josva beordrede dem der skulle kortlægge landet: “Gå gennem landet og kortlæg det, og vend så tilbage til mig, og jeg vil kaste lod for jer her foran Jehova i Shilo.”+ 9 Så tog mændene afsted og rejste gennem landet, og de kortlagde det i syv dele, by for by, og skrev oplysningerne ned i en bog. Derefter vendte de tilbage til Josva i lejren i Shilo. 10 Josva kastede så lod for dem i Shilo foran Jehova.+ Der fordelte Josva landet til israelitterne så hver stamme fik et område.+

11 Loddet faldt på Benjamins stammes familier, og de fik området mellem Judas stamme+ og Josefs efterkommere.+ 12 Den nordlige grænse begyndte ved Jordanfloden og gik op til Jerikos+ nordlige skråning, op over bjerget mod vest, og fortsatte til ørkenen ved Bet-Aven.+ 13 Og derfra gik grænsen videre til Luz, det vil sige Betel,+ ved Luz’ sydlige skråning; grænsen gik ned til Atarot-Addar+ på bjerget syd for Nedre Bet-Horon.+ 14 Og grænsen løb videre på vestsiden, og fra bjerget der ligger syd for Bet-Horon, drejede den mod syd; den endte ved Kirjat-Baal, det vil sige Kirjat-Jearim,+ en by i Juda. Det er vestgrænsen.

15 Sydgrænsen gik fra udkanten af Kirjat-Jearim, og grænsen gik mod vest; den gik ud til Neftoakilden.+ 16 Grænsen gik ned til foden af det bjerg der ligger over for Hinnoms Søns Dal,+ i den nordlige ende af Refaimdalen,*+ og den gik videre ned gennem Hinnomdalen, til jebusitternes+ skråning mod syd, og ned til En-Rogel.*+ 17 Og grænsen løb mod nord og strakte sig til En-Shemesh og videre ud til Gelilot, som ligger foran Adummimpasset,+ og den gik ned til Rubens søn Bohans+ sten.+ 18 Og den fortsatte til skråningen nord for Araba* og gik ned til Araba.* 19 Og grænsen fortsatte til Bet-Hoglas+ nordlige skråning, og den endte ved Salthavets*+ nordlige bugt, ved Jordanflodens sydlige ende. Det var grænsen mod syd. 20 Og Jordanfloden udgjorde grænsen mod øst. Det var grænserne hele vejen rundt om det område som familierne i Benjamins stamme fik tildelt som deres arv.

21 Og de byer der tilhørte familierne i Benjamins stamme, var: Jeriko, Bet-Hogla, Emek-Kesis, 22 Bet-ha-Araba,+ Semarajim, Betel,+ 23 Avvim, Para, Ofra, 24 Kefar-ha-Ammoni, Ofni og Geba+ – 12 byer med tilhørende landsbyer.

25 Gibeon,+ Rama, Beerot, 26 Mispe, Kefira, Mosa, 27 Rekem, Jirpeel, Tarala, 28 Sela,+ Elef, Jebus, det vil sige Jerusalem,+ Gibea+ og Kirjat* – 14 byer med tilhørende landsbyer.

Det var det område som familierne i Benjamins stamme fik som deres arv.

19 Det andet lod+ faldt på Simeons stammes+ familier. Og det område de fik i arv, lå i Judas område.*+ 2 Deres område omfattede Beersheba+ med Sheba,* Molada,+ 3 Hasar-Shual,+ Bala, Esem,+ 4 Eltolad,+ Betul, Horma, 5 Siklag,+ Bet-Markabot, Hasar-Susa, 6 Bet-Lebaot+ og Sharuhen – 13 byer med tilhørende landsbyer; 7 Ajin, Rimmon, Eter og Ashan+ – fire byer med tilhørende landsbyer; 8 og alle de landsbyer der var rundt om disse byer helt til Baalat-Beer, eller Rama i syd. Det var det område som familierne i Simeons stamme fik. 9 Simeons efterkommeres område blev taget fra Judas del, for Judas andel var for stor til dem. Derfor fik Simeons efterkommere en andel i deres område.+

10 Derefter faldt det tredje lod+ på Zebulons+ efterkommeres familier, og grænsen for det område de fik som arv, strakte sig til Sarid. 11 Deres grænse gik opad mod vest til Marala og nåede til Dabbeshet og gik videre til dalen* foran Jokneam. 12 Og den gik fra Sarid mod øst, mod solopgangen, til Kislot-Tabors grænse og ud til Daberat+ og op til Jafia. 13 Og derfra gik den videre mod øst, mod solopgangen, til Gat-ha-Hefer,+ til Et-Kasin og ud til Rimmon, og den strakte sig til Nea. 14 Og grænsen gik rundt om byen mod nord til Hannaton, og den endte i dalen ved Jifta-El 15 og omfattede Kattat, Nahalal, Shimron,+ Jidala og Betlehem+ – 12 byer med tilhørende landsbyer. 16 Det var det område som Zebulons efterkommeres familier+ fik, med byer og tilhørende landsbyer.

17 Det fjerde lod+ faldt på Issakars+ efterkommeres familier. 18 Og deres grænse gik til Jizreel,+ Kesulot, Shunem,+ 19 Hafarajim, Shion, Anaharat, 20 Rabbit, Kishjon, Ebes, 21 Remet, En-Gannim,+ En-Hadda og Bet-Passes. 22 Og grænsen nåede til Tabor+ og Shahasima og Bet-Shemesh, og deres grænse endte ved Jordanfloden – 16 byer med tilhørende landsbyer. 23 Det var det område som familierne i Issakars+ stamme fik som arv, med byer og tilhørende landsbyer.

24 Så faldt det femte lod+ på Ashers+ stammes familier. 25 Og deres grænse var Helkat,+ Hali, Beten, Akshaf, 26 Alammelek, Amad og Mishal. Den gik mod vest til Karmel+ og til Shihor-Libnat, 27 og den gik tilbage mod øst til Bet-Dagon og nåede til Zebulon og dalen ved Jifta-El mod nord, til Bet-ha-Emek og Neiel, og den strakte sig til Kabul på venstre hånd 28 og til Ebron,* Rehob, Hammon og Kana, helt til Store Sidon.+ 29 Og grænsen gik tilbage til Rama og helt til den befæstede by Tyrus.+ Så gik grænsen tilbage til Hosa, og den endte ved havet, i området ved Akzib, 30 Umma,* Afek+ og Rehob+ – 22 byer med tilhørende landsbyer. 31 Det var det område som familierne i Ashers+ stamme fik som arv, med byer og tilhørende landsbyer.

32 Det sjette lod+ faldt på Naftalis efterkommeres familier. 33 Deres grænse gik fra Helef, fra det store træ i Saanannim,*+ og Adami-ha-Nekeb og Jabneel til Lakkum; og den endte ved Jordanfloden. 34 Grænsen gik tilbage vestpå til Aznot-Tabor og strakte sig derfra til Hukok og nåede til Zebulon mod syd og til Asher mod vest og til Juda* ved Jordanfloden mod øst. 35 Og de befæstede byer var Siddim, Ser, Hammat,+ Rakkat, Kinneret, 36 Adama, Rama, Hasor,+ 37 Kedesh,+ Edrei, En-Hasor, 38 Jiron, Migdal-El, Horem, Bet-Anat og Bet-Shemesh+ – 19 byer med tilhørende landsbyer. 39 Det var det område som familierne i Naftalis+ stamme fik som arv, med byer og tilhørende landsbyer.

40 Det syvende lod+ faldt på Dans+ stammes familier. 41 Og grænsen til deres område var Sora,+ Eshtaol, Ir-Shemesh, 42 Shaalabbin,+ Ajjalon,+ Jitla, 43 Elon, Timna,+ Ekron,+ 44 Elteke, Gibbeton,+ Baalat, 45 Jehud, Bene-Berak, Gat-Rimmon,+ 46 Me-ha-Jarkon og Rakkon, med grænsen ved Joppe.*+ 47 Men der var ikke plads nok til dem i Dans område.+ De drog så op og kæmpede mod Leshem+ og indtog den og dræbte indbyggerne med sværd. Så slog de sig ned der, og de ændrede navnet Leshem til Dan, efter navnet på deres stamfar Dan.+ 48 Det var det område som familierne i Dans stamme fik som arv, med byer og tilhørende landsbyer.

49 Så blev de færdige med at fordele landet, område for område. Derefter gav israelitterne Josva, Nuns søn, en arv midt iblandt sig. 50 På Jehovas befaling gav de ham den by han bad om, Timnat-Sera+ i Efraims bjergland, og han genopbyggede byen og slog sig ned i den.

51 Det var de områder som præsten Eleazar og Josva, Nuns søn, og overhovederne for Israels stammers slægter* fordelte+ ved lodkastning i Shilo+ foran Jehova, ved indgangen til mødeteltet.+ Dermed blev de færdige med at fordele landet.

20 Så sagde Jehova til Josva: 2 “Sig til israelitterne: ‘Udvælg jer de tilflugtsbyer+ som jeg talte til jer om gennem Moses, 3 så den der uforsætligt, altså ved et uheld,* slår nogen ihjel, kan flygte dertil. Og de skal være tilflugtssteder for jer når I flygter for blodhævneren.+ 4 Han skal flygte til en af de byer+ og stille sig ved indgangen til byporten+ og fremlægge sin sag for de ældste i den by. Så skal de tage imod ham i byen og give ham et sted at bo. 5 Hvis blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham, for han slog sin næste ihjel ved et uheld* og ikke fordi han hadede ham.+ 6 Han skal bo i den by indtil han bliver stillet for forsamlingens domstol,+ og blive der indtil den som er ypperstepræst på det tidspunkt, dør.+ Så kan drabsmanden vende hjem til den by han flygtede fra, og han kan gå ind i sin by og sit hus.’”+

7 Så satte de Kedesh+ i Galilæa i Naftalis bjergland til side* til det formål. Det samme gjorde de med Sikem+ i Efraims bjergland og Kirjat-Arba,+ det vil sige Hebron, i Judas bjergland. 8 På den anden side af Jordan, øst for Jeriko, udvalgte de Beser+ i ørkenen på højsletten* fra Rubens stamme, Ramot+ i Gilead fra Gads stamme og Golan+ i Bashan fra Manasses stamme.+

9 Det var de byer der blev udpeget for alle israelitterne og for udlændingene blandt dem så enhver der uforsætligt slog nogen ihjel, kunne flygte dertil+ for ikke at blive dræbt af blodhævneren uden først at være blevet stillet for forsamlingens domstol.+

21 Overhovederne for levitternes slægter henvendte sig nu til præsten Eleazar+ og Josva, Nuns søn, og overhovederne for Israels stammers slægter* 2 i Shilo+ i Kanaan og sagde til dem: “Jehova befalede gennem Moses at vi skulle have byer at bo i med tilhørende græsmarker til vores husdyr.”+ 3 På Jehovas befaling gav israelitterne så levitterne byer+ med tilhørende græsmarker af deres eget område.*+

4 Loddet faldt på kehatitternes+ familier, og de levitter der var efterkommere af præsten Aron, fik ved lodkastning* 13 byer fra Judas,+ Simeons+ og Benjamins+ stammer.

5 Og resten af kehatitterne fik tildelt* ti byer af familierne i Efraims+ og Dans stammer og i den ene halvdel af Manasses+ stamme.

6 Og gershonitterne+ fik tildelt 13 byer af familierne i Issakars, Ashers og Naftalis stammer og Manasses halve stamme i Bashan.+

7 Meraritternes+ familier fik 12 byer af Rubens, Gads og Zebulons+ stammer.

8 Israelitterne gav levitterne disse byer og deres græsmarker ved lodkastning, sådan som Jehova havde befalet gennem Moses.+

9 Fra Judas og Simeons stammer gav de så følgende byer, som her nævnes ved navn.+ 10 Byerne blev givet til Arons efterkommere, der tilhørte kehatitternes familier blandt levitterne, for det første lod faldt på dem. 11 De gav dem Kirjat-Arba*+ (Arba var Anaks stamfar), det vil sige Hebron,+ i Judas bjergland, og græsmarkerne rundt om den. 12 Men byens opland med tilhørende landsbyer gav de Kaleb, Jefunnes søn.+

13 Og præsten Arons efterkommere gav de altså følgende byer: Hebron,+ der var tilflugtsby for drabsmænd,+ med græsmarker, Libna+ med græsmarker, 14 Jattir+ med græsmarker, Eshtemoa+ med græsmarker, 15 Holon+ med græsmarker, Debir+ med græsmarker, 16 Ajin+ med græsmarker, Jutta+ med græsmarker og Bet-Shemesh med græsmarker – ni byer fra disse to stammer.

17 Og fra Benjamins stamme følgende byer: Gibeon+ med græsmarker, Geba med græsmarker,+ 18 Anatot+ med græsmarker og Almon med græsmarker – fire byer.

19 I alt fik Arons efterkommere, præsterne, 13 byer med de græsmarker der hørte til.+

20 Og resten af kehatitternes familier blandt levitterne fik ved lodkastning byer fra Efraims stamme. 21 De gav dem følgende byer: Sikem,+ der var tilflugtsby for drabsmænd,+ med græsmarker i Efraims bjergland, Gezer+ med græsmarker, 22 Kibsajim med græsmarker og Bet-Horon+ med græsmarker – fire byer.

23 Og fra Dans stamme følgende byer: Elteke med græsmarker, Gibbeton med græsmarker, 24 Ajjalon+ med græsmarker og Gat-Rimmon med græsmarker – fire byer.

25 Og fra halvdelen af Manasses stamme følgende byer: Taanak+ med græsmarker og Gat-Rimmon med græsmarker – to byer.

26 I alt fik resten af kehatitternes familier ti byer med de græsmarker der hørte til.

27 Og gershonitterne+ af levitternes familier fik fra halvdelen af Manasses stamme følgende byer: Golan+ i Bashan, der var tilflugtsby for drabsmænd, med græsmarker og Beeshtera* med græsmarker – to byer.

28 Og fra Issakars stamme+ følgende byer: Kishjon med græsmarker, Daberat+ med græsmarker, 29 Jarmut med græsmarker og En-Gannim med græsmarker – fire byer.

30 Og fra Ashers stamme+ følgende byer: Mishal med græsmarker, Abdon med græsmarker, 31 Helkat+ med græsmarker og Rehob+ med græsmarker – fire byer.

32 Og fra Naftalis stamme følgende byer: Kedesh+ i Galilæa, der var tilflugtsby+ for drabsmænd, med græsmarker, Hammot-Dor med græsmarker og Kartan med græsmarker – tre byer.

33 I alt udgjorde gershonitternes familiers byer 13 byer med de græsmarker der hørte til.

34 Og meraritternes familier,+ resten af levitterne, fik fra Zebulons stamme+ følgende byer: Jokneam+ med græsmarker, Karta med græsmarker, 35 Dimna* med græsmarker og Nahalal+ med græsmarker – fire byer.

36 Og fra Rubens stamme følgende byer: Beser+ med græsmarker, Jahas med græsmarker,+ 37 Kedemot med græsmarker og Mefaat med græsmarker – fire byer.

38 Og fra Gads stamme+ følgende byer: Ramot i Gilead,+ der var tilflugtsby for drabsmænd, med græsmarker, Mahanajim+ med græsmarker, 39 Heshbon+ med græsmarker og Jazer+ med græsmarker – i alt fire byer.

40 I alt fik meraritternes familier, resten af levitternes familier, tildelt 12 byer.

41 I alt havde levitterne 48 byer med tilhørende græsmarker i israelitternes område.+ 42 Hver af disse byer var omgivet af græsmarker – det gjaldt alle byerne.

43 Jehova gav altså Israel hele det land som han havde sværget at give deres forfædre,+ og de overtog det og slog sig ned i det.+ 44 Desuden gav Jehova dem fred og ro til alle sider, sådan som han havde sværget over for deres forfædre,+ og ikke én af alle deres fjender kunne klare sig imod dem.+ Jehova overgav alle deres fjender til dem.+ 45 Ikke ét af alle de gode løfter* som Jehova havde givet Israels hus, slog fejl; de gik alle sammen i opfyldelse.+

22 Så tilkaldte Josva rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme 2 og sagde til dem: “I har gjort alt det Jehovas tjener Moses befalede jer,+ og I har adlydt mig i alt hvad jeg befalede jer.+ 3 I al den tid, helt frem til i dag,+ har I ikke svigtet jeres brødre; og I har levet op til jeres forpligtelser og fulgt Jehova jeres Guds bud.+ 4 Jehova jeres Gud har givet jeres brødre fred, sådan som han lovede dem.+ Så nu kan I vende tilbage til jeres telte i det land Jehovas tjener Moses gav jer på den anden side* af Jordan.+ 5 Men følg omhyggeligt de befalinger og den Lov som Jehovas tjener Moses gav jer,+ ved at elske Jehova jeres Gud,+ ved at vandre på alle hans veje,+ ved at rette jer efter hans bud,+ ved at holde jer til ham+ og ved at tjene ham+ af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl.”*+

6 Så velsignede Josva dem og sendte dem afsted, og de tog tilbage til deres telte. 7 Den ene halvdel af Manasses stamme havde Moses givet et område som arv i Bashan,+ og den anden halvdel af stammen havde Josva givet et stykke land på den vestlige side af Jordan,+ sammen med deres brødre. Da Josva sendte dem afsted til deres telte, velsignede han dem 8 og sagde til dem: “Vend tilbage til jeres telte, med store rigdomme, mange husdyr, sølv og guld, kobber og jern og mængder af tøj.+ Tag jeres andel af byttet+ fra jeres fjender, og del byttet med jeres brødre.”

9 Rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme forlod så de andre israelitter i Shilo i Kanaan, og de vendte tilbage til Gileads land,+ det område de havde slået sig ned i på Jehovas befaling gennem Moses.+ 10 Da rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme kom til Jordanegnen* i Kanaan, byggede de et alter ved Jordanfloden, et stort og imponerende alter. 11 Senere hørte de andre israelitter om det+ og sagde: “Er I klar over at rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme har bygget et alter på vores side af grænsen til Kanaan i Jordanegnen?”* 12 Da israelitterne hørte om det, samledes hele folket i Shilo+ for at gå i krig mod dem.

13 Så sendte israelitterne præsten Eleazars søn Pinehas+ til rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme i Gileads land, 14 og der var ti høvdinger med ham, én høvding for hver af alle Israels stammers slægter,* hver af dem var overhoved for sin slægt blandt Israels klaner.*+ 15 Da de kom til rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme i Gileads land, sagde de til dem:

16 “Sådan siger hele Jehovas forsamling: ‘Hvorfor har I ikke været trofaste+ mod Israels Gud? I har i dag vendt Jehova ryggen ved at bygge jer et alter og gøre oprør mod Jehova.+ 17 Var det ikke nok for os at vi begik det fejltrin ved Peor? Vi har den dag i dag ikke renset os for det, selvom der kom en plage over Jehovas folk.+ 18 Og alligevel vil I nu vende Jehova ryggen! Hvis I gør oprør mod Jehova i dag, vil han i morgen rette sin vrede mod hele Israels folk.+ 19 Hvis det er fordi jeres land er urent, så kom over til det land der tilhører Jehova,+ hvor Jehovas telthelligdom står,+ og slå jer ned iblandt os, men gør ikke oprør mod Jehova, og gør ikke os til oprørere ved at bygge et andet alter end Jehova vores Guds alter.+ 20 Var det ikke hele Israels folk der blev ramt af Guds vrede da Akan,+ Zeras søn, ikke var trofast i forbindelse med at udslette det der skulle udslettes?*+ Og han var ikke den eneste der døde som følge af det fejltrin.’”+

21 Rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme svarede så overhovederne for Israels klaner:*+ 22 “Gudernes Gud, Jehova!* Gudernes Gud, Jehova!+ Han ved det, og Israel skal også vide det. Hvis vi har gjort oprør og været illoyale mod Jehova, så skån os ikke nu. 23 Hvis vi har bygget os et alter for at vende Jehova ryggen og for at ofre brændofre, kornofre og fællesskabsofre* på det, vil Jehova straffe os.+ 24 Nej, vi har gjort det fordi der var noget andet der bekymrede os, for vi sagde: ‘I fremtiden vil jeres sønner sige til vores sønner: “Hvilken ret har I til at tilbede Jehova, Israels Gud, sammen med os?* 25 Jehova har jo sat Jordanfloden som grænse mellem os og jer rubenitter og gaditter. I har ikke noget med Jehova at gøre.” Og jeres sønner vil forhindre vores sønner i at tilbede* Jehova.’

26 Derfor sagde vi: ‘Lad os dog gøre noget selv og bygge et alter, ikke til brændofre eller slagtofre, 27 men for at det skal være et vidne mellem jer og os+ og vores efterkommere* om at vi vil udføre tjeneste for Jehova med vores brændofre, slagtofre og fællesskabsofre,*+ så jeres sønner ikke skal sige til vores sønner i fremtiden: “I har ikke noget med Jehova at gøre.”’ 28 Så vi sagde: ‘Hvis de engang i fremtiden siger sådan til os og vores efterkommere,* vil vi sige: “Se denne efterligning af Jehovas alter som vores forfædre lavede. Den er ikke til brændofre eller slagtofre, men den er et vidne mellem jer og os.”’ 29 Det kunne aldrig falde os ind at gøre oprør mod Jehova og vende Jehova ryggen+ ved at bygge et alter til brændofre, kornofre og slagtofre ud over det alter for vores Gud Jehova som står foran hans telthelligdom!”+

30 Da præsten Pinehas, folkets høvdinger og overhovederne for Israels klaner* som var med ham, havde hørt hvad Rubens, Gads og Manasses efterkommere havde at sige, var de tilfredse.+ 31 Og Pinehas, præsten Eleazars søn, sagde til Rubens, Gads og Manasses efterkommere: “I dag ved vi at Jehova er med os, for I har ikke været illoyale mod Jehova i denne sag. Nu har I reddet israelitterne fra at blive straffet af Jehova.”

32 Derefter vendte Pinehas, præsten Eleazars søn, og høvdingerne tilbage fra rubenitterne og gaditterne i Gileads land til Kanaan, og de fortalte de andre israelitter hvad der var sket. 33 Og israelitterne var tilfredse med rapporten. De lovpriste derefter Gud og talte ikke mere om at gå i krig mod rubenitterne og gaditterne for at ødelægge det land de boede i.

34 Rubenitterne og gaditterne gav derefter altret et navn.* De sagde nemlig: “Det er et vidne mellem os om at Jehova er den sande Gud.”

23 Længe efter at Jehova havde givet israelitterne fred+ for alle de fjender der omgav dem, da Josva var blevet gammel,+ 2 tilkaldte Josva hele Israel,+ dets ældste, dets overhoveder, dets dommere og dets embedsmænd,+ og han sagde til dem: “Jeg er kommet højt op i årene. 3 I har selv set alt hvad Jehova jeres Gud har gjort ved alle disse nationer for jeres skyld, for det var Jehova jeres Gud der kæmpede for jer.+ 4 Jeg har ved lodkastning+ tildelt jer den resterende del af nationernes landområder som en arv til jeres stammer,+ såvel som alle de landområder der tilhører de nationer jeg har udryddet,+ fra Jordanfloden til Det Store Hav* mod vest.* 5 Og det var Jehova jeres Gud der jagede dem bort foran jer og drev dem ud for jer,+ og I erobrede deres land, sådan som Jehova jeres Gud havde lovet jer.+

6 I skal nu være meget modige og overholde og følge alt hvad der er skrevet i bogen med Moses’ Lov,+ så I ikke afviger fra den, hverken til højre eller til venstre,+ 7 og ikke blander jer med de nationer+ der er tilbage hos jer. I må ikke engang nævne navnene på deres guder+ eller sværge ved dem, og I må aldrig tjene dem eller bøje jer for dem.+ 8 Men I skal holde jer helt til Jehova jeres Gud,+ sådan som I har gjort indtil nu. 9 Jehova vil drive store og mægtige nationer bort foran jer,+ for ingen har kunnet klare sig imod jer frem til denne dag.+ 10 En enkelt af jer skal forfølge tusind,+ for Jehova jeres Gud kæmper for jer,+ sådan som han lovede jer.+ 11 Så vær hele tiden opmærksomme på jer selv*+ ved at elske Jehova jeres Gud.+

12 Men hvis I nogensinde vender om og slutter jer til resten af de nationer der er tilbage+ hos jer, og gifter jer+ med nogen derfra og kommer sammen med dem, 13 så skal I helt sikkert vide at Jehova jeres Gud ikke længere vil drive disse nationer ud for jer.+ De vil blive en fælde og en snare og piskeslag på jeres ryg+ og torne i jeres øjne indtil I er udryddet fra dette gode land som Jehova jeres Gud har givet jer.

14 Jeg skal snart dø,* og I ved med hele jeres hjerte og hele jeres sjæl* at ikke ét ord i alle de gode løfter som Jehova jeres Gud har givet jer, er slået fejl. De er alle gået i opfyldelse. Ikke ét af dem er slået fejl.+ 15 Men ligesom alle de gode løfter som Jehova jeres Gud har givet jer,+ er gået i opfyldelse, sådan vil Jehova lade alle de ulykker komme over jer som han har forudsagt,* og han vil udrydde jer fra dette gode land som Jehova jeres Gud har givet jer.+ 16 Hvis I bryder Jehova jeres Guds pagt som han har befalet jer at holde, og hvis I begynder at tjene andre guder og bøjer jer for dem, så vil Jehovas vrede flamme op imod jer,+ og I vil hurtigt blive udryddet fra det gode land som han har givet jer.”+

24 Josva samlede så alle Israels stammer i Sikem og tilkaldte Israels ældste, dets overhoveder, dommere og embedsmænd,+ og de stod foran den sande Gud. 2 Josva sagde til hele folket: “Sådan siger Jehova, Israels Gud: ‘Det var på den anden side af Floden* at jeres forfædre+ – blandt andre Tera, Abrahams og Nakors far – boede for længe siden,+ og de tjente andre guder.+

3 Så tog jeg jeres forfar Abraham+ fra den anden side af Floden* og lod ham vandre gennem hele Kanaan og gav ham mange efterkommere.+ Jeg gav ham Isak,+ 4 og Isak gav jeg Jakob og Esau.+ Senere gav jeg Esau Seirs bjerge,+ og Jakob og hans sønner tog ned til Egypten.+ 5 Senere sendte jeg Moses og Aron,+ og jeg ramte Egypten med plager,+ og derefter førte jeg jer ud. 6 Da jeg førte jeres fædre ud af Egypten+ og I kom til havet, satte egypterne efter jeres fædre med stridsvogne og rytteri helt til Det Røde Hav.+ 7 De råbte til Jehova,+ og han lagde et mørke mellem jer og egypterne og dækkede dem med havet.+ Med egne øjne så I hvad jeg gjorde i Egypten.+ I boede så i ørkenen i mange år.*+

8 Og jeg førte jer til landet som tilhørte amoritterne der boede på den anden side* af Jordan, og de kæmpede mod jer.+ Men jeg overgav dem til jer så I kunne indtage deres land, og jeg udslettede dem foran jer.+ 9 Balak, Sippors søn og Moabs konge, kæmpede mod Israel. Og han tilkaldte Bileam, Beors søn, for at han skulle forbande jer.+ 10 Men jeg ville ikke høre på Bileam.+ Så han velsignede jer gang på gang,+ og jeg befriede jer fra ham.+

11 Derefter gik I over Jordan+ og kom til Jeriko.+ Og Jerikos ledere,* amoritterne, perizzitterne, kanaanæerne, hittitterne, girgashitterne, hivvitterne og jebusitterne kæmpede mod jer; men jeg overgav dem til jer.+ 12 Så sendte jeg en følelse af afmagt* foran jer, og den drev dem bort foran jer,+ som det var tilfældet med de to amoritterkonger. Det var ikke dit sværd eller din bue der gjorde det.+ 13 På den måde gav jeg jer et land som I ikke havde slidt for, og byer som I ikke havde bygget,+ og I bosatte jer i dem. I spiser af vingårde og olivenlunde som I ikke har plantet.’+

14 Frygt derfor Jehova og tjen ham trofast* og med et helt hjerte,*+ og fjern de guder som jeres forfædre tjente på den anden side af Floden* og i Egypten,+ og tjen Jehova. 15 Men hvis I ikke synes om at tjene Jehova, så vælg selv i dag hvem I vil tjene:+ enten de guder som jeres forfædre tjente på den anden side af Floden,*+ eller amoritternes guder i hvis land I nu bor.+ Men jeg og min familie, vi vil tjene Jehova.”

16 Folket svarede: “Vi kunne aldrig finde på at forlade Jehova og tjene andre guder. 17 Det er jo Jehova vores Gud der førte os og vores fædre ud af Egypten,+ befriede os fra slaveriet+ og gjorde store mirakler* for øjnene af os.+ Han beskyttede os under hele vores vandring og blandt alle folkeslagene i de lande vi gik igennem.+ 18 Jehova fordrev alle de folk der boede i landet før os, deriblandt amoritterne. Vi vil derfor også tjene Jehova, for han er vores Gud.”

19 Så sagde Josva til folket: “Kan I virkelig tjene Jehova? Han er jo en hellig Gud;+ han er en Gud der kræver at man kun tilbeder ham.*+ Han vil ikke tilgive jeres overtrædelser* og jeres synder.+ 20 Hvis I forlader Jehova og tjener fremmede guder, vil han vende sig imod jer og gøre det af med jer, selvom han tidligere har gjort godt mod jer.”+

21 Men folket sagde til Josva: “Det er Jehova vi vil tjene!”+ 22 Josva sagde så til folket: “I er selv vidner på at I af egen fri vilje har valgt at tjene Jehova.”+ Til det sagde de: “Det er vi vidner på.”

23 “Så fjern de fremmede guder der er iblandt jer, og vend jeres hjerte mod Jehova, Israels Gud.” 24 Folket sagde så til Josva: “Vi vil tjene Jehova vores Gud, og vi vil adlyde ham!”

25 Den dag indgik Josva en pagt med israelitterne og fastsatte lov og ret for dem i Sikem. 26 Og Josva skrev disse ord i Guds lovbog,+ og han tog en stor sten+ og rejste den under det store træ som står ved Jehovas helligdom.

27 Josva sagde videre til hele folket: “Se! Denne sten vil være et vidne imod os,+ for den har hørt alt hvad Jehova har sagt til os, og hvis I fornægter jeres Gud, vil den være et vidne imod jer.” 28 Og Josva sendte folket bort, hver mand til det område han havde fået som arv.+

29 Efter disse begivenheder døde Jehovas tjener Josva, Nuns søn, 110 år gammel.+ 30 Og man begravede ham i det område han havde fået som arv i Timnat-Sera,+ som ligger i Efraims bjergland, nord for Gaashbjerget. 31 Israel fortsatte med at tjene Jehova så længe Josva levede, og så længe alle de ældste der levede længere end ham, var i live, de der kendte til alt det Jehova havde gjort for Israel.+

32 Josefs knogler,+ som israelitterne havde taget med fra Egypten, blev begravet i Sikem på det jordstykke som Jakob havde købt af Hamors, Sikems fars, sønner+ for 100 sølvstykker;+ og det blev Josefs sønners arv.+

33 Også Arons søn Eleazar døde.+ Og man begravede ham på den høj som hans søn Pinehas+ havde fået i Efraims bjergland.