DOMMERNE

1 Efter Josvas død+ spurgte israelitterne* Jehova:+ “Hvem af os skal først tage op og kæmpe mod kanaanæerne?” 2 Jehova svarede: “Judas stamme skal tage op.+ Se! Jeg giver* dem landet.” 3 Så sagde Judas stamme til deres brødre i Simeons stamme: “Tag med os op til vores tildelte område*+ for at kæmpe mod kanaanæerne. Så vil vi gå med jer til jeres tildelte område.” Simeons stamme tog så med dem.

4 Da Judas stamme tog derop, gav Jehova dem sejren+ over kanaanæerne og perizzitterne, og de slog 10.000 mand i Bezek. 5 De fandt Adonibezek i Bezek, og der kæmpede de mod ham og besejrede kanaanæerne+ og perizzitterne.+ 6 Da Adonibezek flygtede, satte de efter ham og fangede ham og huggede hans tommelfingre og storetæer af. 7 Så sagde Adonibezek: “Der er 70 konger som har fået deres tommelfingre og storetæer hugget af, og som samler madrester op under mit bord. Ligesom jeg har gjort mod dem, har Gud gjort mod mig.” Derefter bragte de ham til Jerusalem,+ og der døde han.

8 Dernæst kæmpede mændene fra Juda mod Jerusalem+ og indtog den; de slog indbyggerne ihjel med sværd og satte ild til byen. 9 Efter dette tog Judas mænd ned for at kæmpe mod de kanaanæere der boede i bjerglandet, Negeb* og Shefela.*+ 10 Så marcherede Judas mænd imod de kanaanæere der boede i Hebron (Hebrons navn var tidligere Kirjat-Arba), og de slog Sheshaj, Akiman og Talmaj.+

11 Derfra marcherede de imod indbyggerne i Debir.+ (Debir hed tidligere Kirjat-Sefer).+ 12 Og Kaleb+ sagde: “Den mand der besejrer Kirjat-Sefer og indtager byen, ham vil jeg give min datter Aksa til hustru.”+ 13 Og Otniel,+ der var søn af Kenaz,+ Kalebs lillebror, indtog den. Så gav Kaleb ham sin datter Aksa til hustru. 14 Da hun var på vej til sit nye hjem, forsøgte hun at få Otniel til at bede hendes far om en mark. Så steg hun af sit æsel.* Kaleb spurgte hende: “Hvad vil du?” 15 Hun sagde til ham: “Vil du ikke nok give mig en gave som et tegn på din velsignelse, for du har givet mig et tørt stykke land mod syd;* lad mig også få Gullot-Majim.”* Så gav Kaleb hende Øvre Gullot og Nedre Gullot.

16 Og efterkommerne af den kenit+ der var Moses’ svigerfar,+ rejste fra Palmebyen+ sammen med Judas mænd. De kom til Judas ørken syd for Arad+ og slog sig ned blandt befolkningen.+ 17 Men mændene i Judas stamme marcherede videre sammen med deres brødre i Simeons stamme, og de angreb kanaanæerne der boede i Sefat, og udslettede byen.*+ Derfor gav de byen navnet Horma.*+ 18 Derefter indtog Judas stamme Gaza,+ Ashkalon+ og Ekron+ og deres områder. 19 Jehova var med Judas stamme, og de erobrede bjerglandet, men de kunne ikke fordrive dem der boede på sletten,* for de havde stridsvogne med jernleer på hjulene.*+ 20 De gav Hebron til Kaleb, sådan som Moses havde lovet ham,+ og han drev Anaks+ tre sønner væk derfra.

21 Men benjaminitterne fordrev ikke de jebusitter der boede i Jerusalem, så jebusitterne er blevet boende sammen med benjaminitterne i Jerusalem indtil den dag i dag.+

22 Imens drog Josefs efterkommere+ op mod Betel, og Jehova var med dem.+ 23 Josefs efterkommere udspionerede Betel (i øvrigt var byens navn tidligere Luz),+ 24 og spionerne så en mand gå ud af byen. De sagde til ham: “Vær venlig at vise os hvor man kommer ind i byen, så vil vi behandle dig godt.”* 25 Så viste han dem hvor man kom ind i byen, og de dræbte indbyggerne med sværd, men de lod manden og hele hans familie gå.+ 26 Manden rejste til hittitternes land og byggede en by og kaldte den Luz, som den hedder den dag i dag.

27 Manasses stamme fordrev ikke indbyggerne i Bet-Shan, Taanak,+ Dor, Jibleam og Megiddo og deres småbyer.+ Kanaanæerne blev stædigt ved med at bo i dette land. 28 Da israelitterne blev stærkere, satte de kanaanæerne til at udføre tvangsarbejde,+ men de fordrev dem ikke fuldstændigt.+

29 Efraims stamme fordrev heller ikke kanaanæerne der boede i Gezer. Kanaanæerne blev boende i Gezer+ blandt dem.

30 Zebulons stamme fordrev ikke indbyggerne i Kitron og Nahalol.+ Kanaanæerne blev boende blandt dem og blev pålagt tvangsarbejde.+

31 Ashers stamme fordrev ikke indbyggerne i Akko og Sidon,+ Aklab, Akzib,+ Helba, Afik+ og Rehob.+ 32 Asheritterne boede altså blandt kanaanæerne i landet, for de fordrev dem ikke.

33 Naftalis stamme fordrev ikke indbyggerne i Bet-Shemesh og Bet-Anat,+ men boede blandt kanaanæerne i landet.+ Indbyggerne i disse byer kom til at udføre tvangsarbejde for dem.

34 Amoritterne tillod ikke danitterne at komme ned på sletten,* men tvang dem til at bo i bjerglandet.+ 35 Det lykkedes endda amoritterne at blive boende på Heresbjerget,* i Ajjalon+ og i Shaalbim.+ Men da Josefs efterkommere blev stærkere,* tvang de amoritterne til at udføre hårdt arbejde. 36 Amoritternes område gik fra Akrabbimpasset+ og fra Sela og opefter.

2 Jehovas engel+ tog så op fra Gilgal+ til Bokim og sagde: “Jeg førte jer op fra Egypten og ind i det land som jeg havde sværget at give jeres forfædre.+ Jeg sagde også: ‘Jeg vil aldrig bryde min pagt med jer.+ 2 Til gengæld må I ikke indgå en pagt med dette lands indbyggere,+ og I skal rive deres altre ned.’+ Men I har ikke adlydt mig.*+ Hvorfor har I opført jer sådan? 3 Derfor sagde jeg også: ‘Jeg vil ikke drive dem bort foran jer,+ og de vil lede jer på afveje,+ og deres guder vil lokke jer væk.’”+

4 Da Jehovas engel sagde dette til alle israelitterne, begyndte folket at græde højt. 5 Derfor kaldte de stedet Bokim,* og der ofrede de til Jehova.

6 Da Josva sendte folket væk, tog hver israelit afsted til sit tildelte område* for at indtage landet.+ 7 Folket blev ved med at tjene Jehova så længe Josva levede, og så længe de ældste levede, de der levede længere end Josva, og som havde set alle de store gerninger Jehova havde gjort for Israel.+ 8 Så døde Jehovas tjener Josva, Nuns søn, 110 år gammel.+ 9 Man begravede ham i det område han havde fået som arv i Timnat-Heres,+ i Efraims bjergland, nord for Gaashbjerget.+ 10 Alle i den generation blev samlet til deres forfædre,* og efter dem kom en anden generation, som ikke kendte Jehova eller vidste hvad han havde gjort for Israel.

11 Israelitterne gjorde nu det der var ondt i Jehovas øjne, og tilbad* baalerne.+ 12 Sådan svigtede de Jehova, deres fædres Gud, der havde ført dem ud af Egypten.+ Og de fulgte andre guder, de guder som folkeslagene omkring dem tilbad,+ og de bøjede sig for dem og fremkaldte Jehovas vrede.+ 13 De svigtede Jehova og tilbad Baal og astarterne.*+ 14 Det fik Jehovas vrede til at flamme op mod Israel, og han overlod dem til røvere der plyndrede dem.+ Han overgav* dem til fjenderne omkring dem,+ og de kunne ikke længere klare sig mod deres fjender.+ 15 Uanset hvor de tog hen, var Jehova* imod dem og bragte ulykke over dem,+ sådan som Jehova havde sagt, og sådan som Jehova havde sværget over for dem,+ og de var i store vanskeligheder.+ 16 Så lod Jehova dommere fremstå der reddede dem fra røverne.+

17 Men de nægtede også at høre på dommerne og var utro med* andre guder og bøjede sig for dem. De forlod hurtigt den vej som deres forfædre havde fulgt. Deres forfædre havde adlydt Jehovas bud,+ men det gjorde de ikke. 18 Hver gang Jehova lod dommere fremstå for at lede dem,+ var Jehova med dommeren og reddede dem fra deres fjender så længe dommeren levede; for Jehova fik ondt af dem*+ når de jamrede på grund af dem der undertrykte+ og mishandlede dem.

19 Men når dommeren døde, opførte de sig igen langt værre end deres fædre ved at følge andre guder, tjene dem og bøje sig for dem.+ De holdt ikke op med deres handlinger og opgav ikke deres stædige opførsel. 20 Til sidst flammede Jehovas vrede op mod Israel,+ og han sagde: “Fordi denne nation har brudt min pagt+ som jeg befalede deres forfædre at holde, og de ikke har adlydt mig,+ 21 vil jeg ikke fordrive en eneste af de nationer som er tilbage efter Josvas død,+ foran dem. 22 Jeg vil nemlig se om Israel vil holde sig til Jehovas vej+ og vandre på den ligesom deres fædre gjorde.” 23 Jehova lod altså disse nationer blive boende. Han fordrev dem ikke med det samme, og han lod ikke Josva besejre dem.

3 Dette er de nationer som Jehova lod blive boende for at de kunne sætte alle de israelitter der ikke havde oplevet nogen af krigene i Kanaan, på prøve+ 2 (det var for at de kommende generationer af israelitter skulle opleve krig, som de jo ikke tidligere havde oplevet): 3 filistrenes+ fem fyrster og alle kanaanæerne, sidonierne+ og hivvitterne+ i Libanons bjergland+ fra Baal-Hermonbjerget helt til Lebo-Hamat.*+ 4 De blev altså brugt til at sætte israelitterne på prøve for at se om de ville adlyde Jehovas bud som han havde givet deres fædre gennem Moses.+ 5 Israelitterne boede så blandt kanaanæerne,+ hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. 6 De giftede sig med deres døtre, og deres egne døtre gav de til deres sønner, og de begyndte at tilbede deres guder.+

7 Israelitterne gjorde altså det der var ondt i Jehovas øjne, og de glemte Jehova deres Gud og tilbad baalerne+ og de hellige pæle.*+ 8 Det fik Jehovas vrede til at flamme op mod Israel, og han overgav* dem til Kushan-Rishatajim, Mesopotamiens* konge. Israelitterne tjente så Kushan-Rishatajim i otte år. 9 Da israelitterne råbte til Jehova om hjælp,+ sørgede Jehova for at der fremstod en befrier der skulle redde israelitterne,+ nemlig Otniel,+ søn af Kenaz, Kalebs lillebror. 10 Jehovas ånd kom over ham,+ og han blev Israels dommer. Da han tog ud for at kæmpe, overgav Jehova Kushan-Rishatajim, Mesopotamiens* konge, til ham så han sejrede over Kushan-Rishatajim. 11 Derefter var der fred i landet i 40 år. Så døde Otniel, Kenaz’ søn.

12 Og endnu en gang begyndte israelitterne at gøre det der var forkert i Jehovas øjne.+ Så lod Jehova kong Eglon af Moab+ få magt over Israel fordi de gjorde det der var forkert i Jehovas øjne. 13 Desuden førte han ammonitterne+ og amalekitterne+ imod dem. De angreb Israel og indtog Palmebyen.+ 14 Israelitterne tjente kong Eglon af Moab i 18 år.+ 15 Så råbte israelitterne til Jehova om hjælp,+ og Jehova sørgede for at der fremstod en befrier for dem,+ nemlig Ehud,+ Geras søn, en benjaminit+ der var venstrehåndet.+ På et tidspunkt blev han af israelitterne sendt til kong Eglon af Moab for at betale afgift. 16 Ehud lavede sig nu et tveægget sværd der var en alen* langt, og han spændte det fast ved sin højre side under sin dragt. 17 Han overbragte så afgiften til kong Eglon af Moab. Eglon var en meget fed mand.

18 Da Ehud havde overbragt afgiften, tog han afsted sammen med folkene der havde båret den. 19 Men efter at de var nået frem til de udhuggede afguder* ved Gilgal,+ vendte Ehud tilbage og sagde: “Jeg har et hemmeligt budskab til dig, konge.” Derfor sagde kongen: “Stilhed!” Så gik alle hans tjenere ud. 20 Kongen var altså alene i sit kølige værelse på taget da Ehud kom ind til ham og sagde: “Jeg har et budskab til dig fra Gud.” Han rejste sig så fra sin trone.* 21 Så trak Ehud med sin venstre hånd sværdet ved sin højre side og stak det i maven på ham. 22 Skæftet gik ind sammen med klingen, og fedtet lukkede sig over klingen, for han trak ikke sværdet ud af hans mave, og tarmindholdet kom ud. 23 Ehud gik ud gennem forrummet,* lukkede dørene til værelset bag sig og låste dem. 24 Efter at han var gået, kom tjenerne tilbage og så at dørene til værelset var låst. Så de sagde: “Han er nok trådt af på naturens vegne* i det kølige inderste rum.” 25 De ventede indtil det blev pinligt, men da de så at han stadig ikke åbnede dørene til værelset, tog de nøglen og åbnede dem, og de så deres herre ligge død på gulvet!*

26 Ehud undslap mens de tøvede, og han kom forbi de udhuggede afguder*+ og nåede i sikkerhed i Seira. 27 Da han kom dertil, i Efraims bjergland,+ blæste han i hornet;+ og israelitterne gik ned fra bjerglandet, med ham i spidsen. 28 Derefter sagde han til dem: “Følg mig, for Jehova har overgivet jeres fjender, moabitterne, til jer.” Så fulgte de ham og erobrede Jordans vadesteder fra moabitterne, og de tillod ikke nogen at gå over. 29 På det tidspunkt dræbte de omkring 10.000 moabitter,+ alle stærke og tapre mænd; ikke en eneste undslap.+ 30 Moab blev den dag underlagt Israels herredømme; og der var fred i landet i 80 år.+

31 Efter Ehud kom Shamgar,+ Anats søn, der dræbte 600 filistre+ med en kvægdrivers pigkæp;+ også han befriede Israel.

4 Men efter Ehuds død gjorde israelitterne igen det der var forkert i Jehovas øjne.+ 2 Derfor overgav* Jehova dem til Jabin, Kanaans konge,+ der regerede i Hasor. Hans hærfører var Sisera, der boede i Haroshet-ha-Gojim.*+ 3 Israelitterne råbte til Jehova,+ for Jabin* havde 900 stridsvogne med jernleer på hjulene,*+ og han undertrykte israelitterne+ hårdt i 20 år.

4 Det var Debora, en profetinde,+ Lappidots hustru, der dømte i Israel på den tid. 5 Hun plejede at sidde under Deborapalmen mellem Rama+ og Betel+ i Efraims bjergland; israelitterne tog op til hende for at få sager afgjort. 6 Hun sendte bud efter Abinoams søn Barak+ fra Kedesh-Naftali+ og sagde til ham: “Jehova, Israels Gud, har befalet: ‘Tag afsted og marchér til* Taborbjerget, og tag 10.000 mand fra Naftali og Zebulon med dig. 7 Jeg vil føre Sisera, Jabins hærfører, og hans stridsvogne og hans tropper hen til dig ved Kishonbækken,*+ og jeg vil lade dig sejre over ham.’”+

8 Barak sagde til hende: “Hvis du går med mig, vil jeg tage afsted, men hvis du ikke går med mig, vil jeg ikke tage afsted.” 9 Til det sagde hun: “Jeg går med dig. Men så vil du ikke få æren for sejren i det felttog du tager ud på, for Jehova vil overgive Sisera til en kvinde.”+ Så rejste Debora sig og tog med Barak til Kedesh.+ 10 Barak bad Zebulons og Naftalis stammer+ om at komme til Kedesh, og 10.000 mand fulgte ham. Debora tog også med ham.

11 For øvrigt havde kenitten Heber skilt sig ud fra kenitterne,+ der var efterkommere af Hobab, Moses’ svigerfar,+ og hans telt var slået op i nærheden af det store træ i Saanannim,* som er ved Kedesh.

12 Sisera fik besked om at Barak, Abinoams søn, var taget op på Taborbjerget.+ 13 Straks samlede Sisera alle sine stridsvogne – 900 vogne med jernleer på hjulene* – og alle tropperne som var med ham fra Haroshet-ha-Gojim, for at tage til Kishonbækken.*+ 14 Debora sagde nu til Barak: “Bryd op, for i dag giver Jehova dig sejren over Sisera. Går Jehova ikke i spidsen for dig?” Og Barak gik ned fra Taborbjerget fulgt af 10.000 mand. 15 Så skabte Jehova forvirring+ blandt Sisera og alle hans stridsvogne og hele hans hær foran Barak. Til sidst steg Sisera ned fra sin vogn og flygtede til fods. 16 Barak forfulgte stridsvognene og hæren helt til Haroshet-ha-Gojim. Hele Siseras hær faldt for sværdet; ikke én overlevede.+

17 Men Sisera flygtede til fods til Jaels telt – Jael+ var kenitten Hebers+ hustru – for der var fred mellem Jabin,+ Hasors konge, og kenitten Hebers husstand. 18 Jael gik udenfor for at møde Sisera og sagde til ham: “Kom indenfor, min herre, kom herind. Du skal ikke være bange.” Så gik han ind i hendes telt, og hun lagde et tæppe over ham. 19 “Giv mig lidt vand at drikke,” sagde han, “for jeg er så tørstig.” Hun åbnede en læderflaske med mælk og gav ham noget at drikke,+ og så lagde hun tæppet over ham igen. 20 Han sagde til hende: “Stil dig i teltåbningen, og hvis der kommer nogen og spørger om der er en mand herinde, så sig nej.”

21 Men Jael, Hebers hustru, tog en teltpløk og en hammer og sneg sig ind til ham mens han sov tungt af udmattelse. Så hamrede hun pløkken gennem hans tinding og bankede den i jorden – og han døde.+

22 Barak, der forfulgte Sisera, dukkede nu op, og Jael gik ud for at møde ham og sagde: “Kom, så skal jeg vise dig den mand du leder efter.” Han gik med hende ind og så Sisera ligge død, med teltpløkken gennem tindingen.

23 Den dag lod Gud altså israelitterne besejre Jabin, Kanaans konge.+ 24 Israelitterne strammede grebet mere og mere om Jabin,*+ indtil de gjorde det helt af med ham.*+

5 Den dag sang Debora+ sammen med Barak,+ Abinoams søn, følgende sang:+

 3 Hør, I konger! Lyt, I herskere!

Jeg vil synge for Jehova.

Jeg vil synge lovsange* for Jehova,+ Israels Gud.+

Lovpris Jehova!

Så gik Jehovas folk ned til portene.

12 Vågn op, vågn op, Debora!+

Vågn op, vågn op, syng en sang!+

Rejs dig, Barak!+ Før dine fanger væk, Abinoams søn!

Ud på dalsletten* blev han sendt til fods.+

Blandt Rubens hærafdelinger var hjertets overvejelser store.

I Rubens hærafdelinger var hjertets overvejelser store.

Intet sølv tog de som bytte.+

Du nedtrampede de mægtige, min sjæl.*

25 Han bad om vand; hun gav ham mælk.

I en stor festskål tilbød hun ham syrnet mælk.*+

Hvorfor er hovslagene fra hans heste så forsinkede?’+

Og der var fred i landet i 40 år.+

6 Men israelitterne gjorde igen det der var forkert i Jehovas øjne,+ så Jehova overgav dem til midjanitterne i syv år.+ 2 Midjan herskede over Israel.+ På grund af midjanitterne lavede israelitterne sig skjulesteder* i bjergene, i hulerne og på vanskeligt tilgængelige steder.+ 3 Hvis israelitterne såede korn, blev de angrebet af midjanitterne, amalekitterne+ og østerlændingene.+ 4 De slog lejr på deres jord og ødelagde landets afgrøde helt til Gaza, og de efterlod intet israelitterne kunne spise, heller ingen får, okser eller æsler.+ 5 For de kom med deres husdyr og telte, talrige som græshopper,+ og hverken de eller deres kameler kunne tælles.+ De kom ind i landet for at ødelægge det. 6 Midjan tog alt hvad Israel havde, og israelitterne råbte til Jehova om hjælp.+

7 Da israelitterne råbte til Jehova om hjælp på grund af midjanitterne,+ 8 sendte Jehova en profet, der sagde til israelitterne: “Jehova, Israels Gud, siger: ‘Jeg førte jer ud af Egypten og bragte jer ud af slavehuset.+ 9 Jeg befriede jer fra Egypten og fra alle jeres undertrykkere og drev dem bort foran jer og gav jer deres land.+ 10 Og jeg sagde til jer: “Jeg er Jehova jeres Gud.+ I må ikke tilbede de guder der tilbedes af amoritterne i hvis land I bor.”+ Men I adlød mig ikke.’”*+

11 Senere kom Jehovas engel+ og satte sig under det store træ i Ofra, som tilhørte abiezritten Joash.+ Hans søn Gideon+ var ved at tærske hvede i vinpersen så midjanitterne ikke skulle se det. 12 Jehovas engel viste sig for ham og sagde: “Jehova er med dig,+ du store kriger.” 13 Men Gideon sagde til ham: “Undskyld mig, herre, men hvis Jehova er med os, hvorfor har alt dette så ramt os?+ Hvor er alle hans storslåede gerninger som vores fædre fortalte os om+ når de sagde: ‘Jehova førte os ud af Egypten’?+ Nu har Jehova svigtet os+ og overgivet os til midjanitterne.” 14 Jehova vendte sig mod ham og sagde: “Tag afsted og brug den styrke du har, og du vil redde Israel fra Midjan.+ Er det ikke mig der sender dig?” 15 Gideon svarede ham: “Undskyld mig, Jehova. Hvordan kan jeg redde Israel? Min klan* er jo den ringeste i Manasse, og jeg er den mest ubetydelige i min fars husstand.” 16 Men Jehova sagde til ham: “Fordi jeg vil være med dig,+ skal du slå midjanitterne som var de én mand.”

17 Så sagde han til ham: “Hvis du virkelig har godkendt mig, så vis mig et tegn på at det er dig der taler med mig. 18 Jeg beder dig, gå ikke herfra før jeg kommer tilbage med min gave og sætter den foran dig.”+ Så sagde han: “Jeg vil blive her indtil du kommer tilbage.” 19 Og Gideon gik ind og tilberedte et gedekid og bagte usyrnet brød af en efa* mel.+ Han kom kødet i en kurv og suppen i en gryde; så bragte han det ud til ham og serverede det under det store træ.

20 Den sande Guds engel sagde nu til ham: “Tag kødet og det usyrnede brød og læg det på den store klippe, og hæld suppen ud på den.” Det gjorde han så. 21 Derefter rakte Jehovas engel spidsen af den stav han havde i hånden, frem og rørte ved kødet og det usyrnede brød. Ild flammede op fra klippen og fortærede kødet og det usyrnede brød.+ Jehovas engel forsvandt så for øjnene af ham. 22 Nu gik det op for Gideon at det var Jehovas engel.+

Straks sagde han: “Åh nej, Suveræne Herre Jehova, jeg har med egne øjne* set Jehovas engel!”+ 23 Men Jehova sagde til ham: “Fred være med dig. Vær ikke bange;+ du skal ikke dø.” 24 Gideon byggede så et alter for Jehova der, og det kaldes Jehova-Shalom*+ den dag i dag. Det findes stadig i abiezritternes Ofra.

25 Samme nat sagde Jehova til ham: “Tag din fars ungtyr, den ungtyr* som er syv år gammel, og riv din fars Baal-alter ned, og hug den hellige pæl* ved siden af det i stykker.+ 26 Når du har bygget et alter for Jehova din Gud på toppen af dette tilflugtssted med en række sten, skal du tage ungtyren* og bringe den som brændoffer på træstykkerne fra den hellige pæl* som du hugger i stykker.” 27 Gideon tog så ti af sine tjenere og gjorde nøjagtigt som Jehova havde sagt til ham. Men han var for bange for sin fars husstand og mændene i byen til at gøre det om dagen, så han gjorde det om natten.

28 Da mændene i byen stod tidligt op næste morgen, så de at Baal-altret var revet ned, at den hellige pæl* ved siden af var hugget i stykker, og at ungtyren* var blevet ofret på det alter der var bygget. 29 De spurgte hinanden: “Hvem har gjort det?” Da de havde undersøgt sagen, sagde de: “Det er Gideon, Joashs søn, der har gjort det.” 30 Derfor sagde mændene i byen til Joash: “Før din søn ud så han kan dø, for han har revet Baal-altret ned og hugget den hellige pæl* ved siden af det i stykker.” 31 Joash+ sagde nu til alle dem der var imod ham: “Behøver I at forsvare Baal? Behøver I at redde ham? Alle der forsvarer ham, skal lide døden her til morgen.+ Hvis han er en gud, så lad ham forsvare sig selv,+ for nogen har revet hans alter ned.” 32 Den dag gav han Gideon navnet Jerubbaal* og sagde: “Lad Baal forsvare sig selv, for nogen har revet hans alter ned.”

33 Alle midjanitterne,+ amalekitterne+ og østerlændingene sluttede sig nu sammen;+ og de gik over floden og slog lejr i Jizreeldalen.* 34 Så kom Jehovas ånd over Gideon,*+ og han blæste i hornet,+ og abiezritterne+ sluttede op om ham. 35 Han sendte sendebud ud i hele Manasse, og de sluttede også op om ham. Han sendte også sendebud ud i Asher, Zebulon og Naftali, og de kom for at møde ham.

36 Derefter sagde Gideon til den sande Gud: “Hvis du vil befri Israel ved mig, sådan som du har lovet,+ 37 så giv mig følgende tegn: Jeg lægger noget nyafklippet uld på tærskepladsen, og hvis der kun falder dug på ulden, men jorden omkring den er tør, så ved jeg at du vil befri Israel ved hjælp af mig, sådan som du har lovet.” 38 Og sådan gik det. Da han stod tidligt op næste dag og vred ulden, pressede han så meget dug ud af den at det fyldte en stor skål. 39 Alligevel sagde Gideon til den sande Gud: “Lad ikke din vrede flamme op imod mig, men lad mig spørge bare denne ene gang til. Jeg beder dig, lad mig prøve bare én gang mere med ulden. Lad ulden være tør, mens der falder dug på jorden.” 40 Så det var hvad Gud gjorde den nat. Der var dug overalt på jorden, men ulden var tør.

7 Jerubbaal, det vil sige Gideon,+ og alle der var med ham, brød nu tidligt op og slog lejr ved Harodkilden, mens Midjans lejr var nord for ham ved Morehøjen på dalsletten.* 2 Jehova sagde til Gideon: “Du har for mange mænd med dig til at jeg vil lade dem besejre Midjan.+ Ellers vil Israel måske pralende sige til mig: ‘Jeg har besejret dem på egen hånd.’+ 3 Så meddel nu mændene: ‘Enhver der ryster af skræk, skal vende hjem.’”+ Så satte Gideon dem på prøve, og 22.000 af mændene vendte hjem, og 10.000 blev tilbage.

4 Men Jehova sagde til Gideon: “Der er stadig for mange mænd. Lad dem gå ned til vandet så jeg der kan vælge nogle fra* for dig. Når jeg siger om en: ‘Han skal gå med dig’, så skal han gå med dig, men når jeg siger: ‘Han skal ikke gå med dig’, så skal han ikke gå med.” 5 Så førte han mændene ned til vandet.

Derefter sagde Jehova til Gideon: “Stil alle der labber vand i sig ligesom en hund, i én gruppe og alle der lægger sig på knæ for at drikke, i en anden.” 6 Tallet på de mænd der labbede vand i sig ved at føre hånden til munden, var 300. Resten af mændene lagde sig på knæ for at drikke.

7 Jehova sagde nu til Gideon: “Jeg vil befri jer med de 300 mand der labbede vand i sig, og jeg vil lade jer vinde over Midjan.+ Men alle de andre skal vende hjem.” 8 Gideon sendte så alle de andre af Israels mænd hjem efter at man havde taget deres proviant og deres horn, og han beholdt kun de 300 mand. Midjans lejr var på dalsletten+ neden for ham.

9 Samme nat sagde Jehova til ham: “Bryd op, angrib lejren, for jeg har givet dig sejren over den.+ 10 Men hvis du er bange for at angribe, så gå ned til lejren sammen med din medhjælper Pura. 11 Hør hvad de siger, og derefter vil du have mod* til at angribe lejren.” Så gik han og hans medhjælper Pura ned til udkanten af militærlejren.

12 Midjanitterne og amalekitterne og alle østerlændingene+ dækkede dalsletten ligesom en græshoppesværm, og deres kameler kunne ikke tælles,+ for de var så mange som sandkornene på stranden. 13 Da Gideon kom derned, var en mand ved at fortælle sin ven om en drøm, og han sagde: “Jeg drømte at et rundt bygbrød kom rullende ind i Midjans lejr. Det ramte et telt så hårdt at det væltede.+ Ja, det væltede teltet omkuld, og teltet faldt sammen.” 14 Til det sagde hans ven: “Det kan kun dreje sig om Joashs søn israelitten Gideons sværd.+ Gud har givet ham sejren over Midjan+ og hele lejren.”

15 Så snart Gideon hørte ham fortælle om drømmen og dens tydning,+ bøjede han sig ned for at tilbede Gud. Derefter vendte han tilbage til Israels lejr og sagde: “Bryd op, for Jehova har givet jer sejren over Midjans lejr.” 16 Så delte han de 300 mand op i tre grupper og gav dem alle sammen horn+ og store tomme krukker med fakler indeni. 17 Han sagde til dem: “Se på mig, og gør nøjagtigt ligesom mig. Når jeg kommer til udkanten af lejren, skal I gøre ligesom mig. 18 Når jeg og alle der er sammen med mig, blæser i hornet, skal I også blæse i hornene hele vejen rundt om lejren og råbe: ‘For Jehova og for Gideon!’”

19 Gideon og de 100 mand der var sammen med ham, kom til udkanten af lejren ved begyndelsen af den midterste nattevagt,* lige efter vagtskiftet. De blæste i hornene+ og knuste de store vandkrukker som de havde i hænderne.+ 20 Alle tre grupper blæste altså i hornene og slog de store krukker i stykker. De holdt faklerne i venstre hånd og blæste i hornene som de havde i højre hånd, og de råbte: “Jehovas og Gideons sværd!” 21 Imens stod hver mand på sin plads hele vejen rundt om lejren, og alle i lejren flygtede og løb skrigende væk.+ 22 De 300 fortsatte med at blæse i hornene, og Jehova fik alle i lejren til at kæmpe mod hinanden;+ og hæren flygtede helt til Bet-ha-Shitta og videre mod Serera, helt til udkanten af Abel-Mehola+ ved Tabbat.

23 Og Israels mænd blev kaldt sammen fra Naftali, Asher og hele Manasse,+ og de forfulgte midjanitterne. 24 Gideon sendte sendebud ud i hele Efraims bjergland og sagde: “Gå ned og angrib Midjan, og spær adgangen til Jordans vadesteder og bifloder helt til Bet-Bara.” Alle Efraims mænd blev samlet, og de indtog Jordans vadesteder og bifloder helt til Bet-Bara. 25 Desuden tog de Midjans to fyrster, Oreb og Zeeb, til fange; Oreb dræbte de på Orebs klippe,+ og Zeeb dræbte de ved Zeebs vinperse. De fortsatte forfølgelsen af midjanitterne,+ og Orebs hoved og Zeebs hoved bragte de til Gideon i egnen ved Jordanfloden.

8 Så sagde Efraims mænd til ham: “Hvad er det du har gjort imod os? Hvorfor tilkaldte du ikke os da du tog afsted for at kæmpe mod Midjan?”+ Og de skældte ham ud.+ 2 Men han sagde til dem: “Hvad har jeg udrettet sammenlignet med jer? Er Efraims efterhøst*+ ikke bedre end hele Abiezers vinhøst?+ 3 Det var jer Gud gav sejren over Midjans fyrster, Oreb og Zeeb,+ så hvad har jeg udrettet sammenlignet med jer?” Da han sagde det,* faldt de til ro.*

4 Gideon kom så til Jordan og gik over den. Han og de 300 mand der var med ham, var trætte, men de fortsatte forfølgelsen. 5 Så sagde han til mændene i Sukkot: “Jeg beder jer, giv dem der er med mig, nogle brød, for de er trætte, og jeg er ved at forfølge Midjans konger, Zeba og Salmunna.” 6 Men Sukkots fyrster sagde: “Har du allerede fanget Zeba og Salmunna, siden vi skal give din hær brød?” 7 Til det sagde Gideon: “Når Jehova giver mig sejren over Zeba og Salmunna, vil jeg piske jer med ørkentjørn og tidsler.”+ 8 Og han drog derfra op til Penuel og bad om det samme, men mændene i Penuel gav ham samme svar som mændene i Sukkot. 9 Så sagde han også til mændene i Penuel: “Når jeg vender tilbage som sejrherre,* vil jeg rive jeres tårn ned.”+

10 Nu var Zeba og Salmunna i Karkor med deres hære, omkring 15.000 mand. Det var alt hvad der var tilbage af hele østerlændingenes hær,+ for der var faldet 120.000 bevæbnede mænd. 11 Gideon fortsatte op ad teltboernes vej øst for Noba og Jogbeha+ og angreb lejren mens folkene i den ikke var på vagt. 12 Da de to midjanitiske konger, Zeba og Salmunna, flygtede, forfulgte han dem og tog dem til fange, og der udbrød panik i lejren.

13 Så vendte Gideon, Joashs søn, tilbage fra krigen gennem Herespasset. 14 Undervejs tog han en ung mand fra Sukkot til fange og udspurgte ham. Den unge mand skrev så navnene på Sukkots fyrster og ældste op til ham, 77 mænd. 15 Derefter tog han hen til mændene i Sukkot og sagde: “Her er Zeba og Salmunna som I hånede mig for da I sagde: ‘Har du allerede fanget Zeba og Salmunna, siden vi skal give dine udmattede mænd brød?’”+ 16 Så tog han ørkentjørn og tidsler og gav de ældste i Sukkot en lærestreg.+ 17 Og han rev tårnet i Penuel ned+ og dræbte mændene i byen.

18 Han spurgte Zeba og Salmunna: “Hvad var det for nogle mænd I dræbte på Tabor?” De svarede: “De var som dig, hver af dem lignede en kongesøn.” 19 Til det sagde han: “Det var mine brødre, min mors sønner. Så sandt Jehova lever: Hvis I havde ladet dem leve, ville jeg ikke være nødt til at dræbe jer.” 20 Han sagde nu til sin førstefødte, Jeter: “Rejs dig, dræb dem.” Men den unge mand trak ikke sit sværd; han var bange, for han var stadig en ung mand. 21 Så sagde Zeba og Salmunna: “Rejs dig selv og dræb os, for en mand bliver bedømt på sin styrke.”* Så rejste Gideon sig og dræbte Zeba og Salmunna+ og tog de halvmåneformede smykker der var om halsen på deres kameler.

22 Senere sagde Israels mænd til Gideon: “Hersk over os, både du og din søn og din sønnesøn, for du befriede os fra midjanitterne.”+ 23 Men Gideon sagde til dem: “Jeg skal ikke herske over jer, og min søn skal heller ikke herske over jer. Det er Jehova der skal herske over jer.”+ 24 Gideon fortsatte: “Lad mig bede jer om én ting: at I hver giver mig en næsering fra jeres bytte.” (Fjenden havde nemlig guldnæseringe, for de var ismaelitter).+ 25 De svarede: “Det vil vi gerne give.” Så bredte de en kappe ud, og hver mand kastede en næsering fra sit bytte på den. 26 Vægten på de guldnæseringe han havde bedt om, kom op på 1.700 sekel* guld, foruden de halvmåneformede smykker, øresmykkerne, de purpurfarvede uldklæder som Midjans konger havde gået med, og halskæderne fra kamelerne.+

27 Gideon lavede en efod+ af det og udstillede den i sin hjemby, Ofra;+ og hele Israel tilbad* den der,+ og den blev en fælde for Gideon og hans husstand.+

28 Sådan blev midjanitterne+ overvundet af israelitterne, og de udfordrede dem ikke* igen; og der var fred i landet i 40 år, så længe Gideon levede.+

29 Joashs søn Jerubbaal+ vendte nu hjem og blev der.

30 Gideon blev far til 70 sønner,* for han havde mange hustruer. 31 Hans medhustru i Sikem fødte ham også en søn, og han gav ham navnet Abimelek.+ 32 Og Gideon, Joashs søn, døde efter at have levet et langt og godt liv og blev begravet i sin fars, Joashs, grav i abiezritternes Ofra.+

33 Så snart Gideon var død, tilbad israelitterne igen* baalerne,+ og de gjorde Baal-Berit til deres gud.+ 34 Israelitterne huskede ikke Jehova deres Gud,+ der havde befriet dem fra alle deres fjender omkring dem;+ 35 de viste heller ikke Jerubbaals, det vil sige Gideons, husstand loyal kærlighed til gengæld for alt det gode han havde gjort for Israel.+

9 Senere tog Abimelek,+ Jerubbaals søn, hen til sin mors brødre i Sikem, og han sagde til dem og til hele sin morfars familie: 2 “Spørg alle Sikems ledere:* ‘Hvad er bedst for jer: at alle Jerubbaals 70 sønner+ hersker over jer, eller at én mand hersker over jer? Og husk at jeg er jeres eget kød og blod.’”*

3 Det sagde hans mors brødre så til alle Sikems ledere på hans vegne, og de blev overtalt* til at følge Abimelek, for de sagde: “Han er vores egen bror.” 4 Så gav de ham 70 sølvstykker fra Baal-Berits tempel,*+ og for dem lejede Abimelek nogle hensynsløse lediggængere der skulle følge ham. 5 Derefter gik han ind i sin fars hus i Ofra+ og dræbte sine brødre,+ Jerubbaals sønner, 70 mænd, på en og samme sten. Den eneste der overlevede, var Jotam, Jerubbaals yngste søn, for han havde gemt sig.

6 Så samledes alle Sikems ledere og hele Bet-Millo, og de gjorde Abimelek til konge+ nær ved det store træ, ved søjlen* som var i Sikem.

7 Da man fortalte det til Jotam, gik han straks hen og stillede sig på toppen af Garizims Bjerg+ og råbte højt til dem: “Lyt til mig, I Sikems ledere, så vil Gud lytte til jer.

8 Engang var der nogle træer der gik hen for at salve en til at være konge over dem. Og de sagde til oliventræet: ‘Hersk over os.’+ 9 Men oliventræet sagde til dem: ‘Skal jeg give afkald på min olie,* som man bruger til at ære Gud og mennesker med, for at gå hen og vaje over de andre træer?’ 10 Så sagde træerne til figentræet: ‘Kom og hersk over os.’ 11 Men figentræet sagde til dem: ‘Skal jeg give afkald på min sødme og min gode frugt for at gå hen og vaje over de andre træer?’ 12 Træerne sagde nu til vinplanten: ‘Kom og hersk over os.’ 13 Vinplanten svarede dem: ‘Skal jeg give afkald på min nye vin, som glæder Gud og mennesker, for at gå hen og vaje over træerne?’ 14 Til sidst sagde alle træerne til tjørnen: ‘Kom og hersk over os.’+ 15 Så sagde tjørnen til træerne: ‘Hvis I virkelig salver mig til konge over jer, så kom og søg tilflugt i min skygge. Men hvis ikke, så lad ild komme ud af tjørnen og fortære Libanons cedertræer.’

16 Har I nu også handlet ærligt og oprigtigt ved at gøre Abimelek til konge,+ og har I vist godhed mod Jerubbaal og hans husstand, og har I behandlet ham som han fortjener? 17 Da min far kæmpede for jer,+ satte han sit liv på spil* for at befri jer fra Midjan.+ 18 Men i dag har I gjort oprør mod min fars husstand og dræbt hans sønner, 70 mænd, på en og samme sten.+ Så har I gjort Abimelek, hans trælkvindes søn,+ til konge over Sikems ledere bare fordi han er jeres bror. 19 Ja, hvis I handler ærligt og oprigtigt mod Jerubbaal og hans husstand i dag, så glæd jer over Abimelek, og lad også ham glæde sig over jer. 20 Men hvis ikke, så lad ild komme ud af Abimelek og fortære lederne i Sikem og Bet-Millo,+ og lad ild komme ud af lederne i Sikem og Bet-Millo og fortære Abimelek.”+

21 Derefter flygtede Jotam+ og undslap til Beer, og han boede der på grund af sin bror Abimelek.

22 Abimelek herskede* over Israel i tre år. 23 Så lod Gud fjendskab opstå* mellem Abimelek og lederne i Sikem, og de handlede forræderisk mod Abimelek. 24 Det var for at volden mod Jerubbaals 70 sønner kunne blive hævnet, for at placere ansvaret for deres blod hos deres bror Abimelek, der havde dræbt dem,+ og hos Sikems ledere, der havde hjulpet ham med at dræbe hans brødre. 25 Sikems ledere sørgede så for at nogle mænd lagde sig i baghold på bjergtoppene for at skade ham, og de plyndrede alle der kom forbi dem på vejen. Det fik Abimelek så at vide.

26 Derefter flyttede Gaal, Ebeds søn, og hans brødre til Sikem,+ og Sikems ledere håbede at han ville hjælpe dem. 27 De gik ud på marken og indsamlede druerne i deres vingårde, trådte dem i vinpersen og holdt en fest. Så gik de ind i deres guds+ hus og spiste og drak og forbandede Abimelek. 28 Gaal, Ebeds søn, sagde nu: “Hvem er Abimelek, og hvem er Sikem,* siden vi skal tjene dem? Er Abimelek ikke Jerubbaals+ søn, og er Zebul ikke hans opsynsmand? Tjen Hamors, Sikems fars, mænd! Hvorfor skal vi tjene Abimelek? 29 Hvis bare folket her ville følge mig, skulle jeg nok afsætte Abimelek.” Så udfordrede han Abimelek med ordene: “Forstærk din hær og ryk ud til kamp.”

30 Da Zebul, byens fyrste, hørte hvad Gaal, Ebeds søn, havde sagt, blev han vred. 31 Og han sendte i hemmelighed bud til Abimelek og sagde: “Gaal, Ebeds søn, og hans brødre er i Sikem, og de hidser byen op imod dig. 32 Bryd nu op om natten, du og dine mænd, og læg jer i baghold på marken. 33 Så snart solen står op i morgen, skal du tage tidligt afsted og angribe byen; og når han og hans mænd kommer ud imod dig, skal du gøre alt hvad du kan, for at besejre ham.”*

34 Abimelek og alle de folk der var med ham, brød så op om natten, og de lagde sig i baghold mod Sikem i fire grupper. 35 Da Gaal, Ebeds søn, gik ud og stillede sig ved indgangen til byporten, sprang Abimelek og de folk der var med ham, op fra bagholdet. 36 Da Gaal så folkene, sagde han til Zebul: “Se! Der kommer folk ned fra bjergtoppene.” Men Zebul sagde til ham: “Det du ser som mænd, er bjergenes skygger.”

37 Senere sagde Gaal: “Se! Der kommer folk ned fra landets midterste højdedrag, og en gruppe kommer på vejen der går forbi det store træ ved Meonenim.”* 38 Zebul svarede ham: “Hvor er nu dine store ord: ‘Hvem er Abimelek, siden vi skal tjene ham’?+ Er det ikke de folk du forkastede? Ryk nu ud og kæmp mod dem.”

39 Så rykkede Gaal ud i spidsen for Sikems ledere og kæmpede mod Abimelek. 40 Abimelek forfulgte Gaal, der flygtede fra ham; mange blev dræbt, og der lå døde helt hen til byporten.

41 Abimelek blev boende i Aruma, og Zebul+ drev Gaal og hans brødre ud af Sikem. 42 Næste dag gik folkene ud på marken, og det fortalte man Abimelek. 43 Så tog han sine mænd og delte dem op i tre grupper og lagde sig i baghold på marken. Da han så folkene gå ud af byen, angreb han dem og dræbte dem. 44 Abimelek og de grupper der var med ham, rykkede frem og tog opstilling ved byporten, mens to grupper angreb og dræbte alle der var på marken. 45 Hele den dag kæmpede Abimelek mod byen, og han indtog den. Han dræbte folkene i byen, rev den ned+ og strøede salt på den.

46 Da alle lederne i Sikems tårn hørte om det, gik de straks til hvælvingen* i El-Berits tempel.*+ 47 Så snart Abimelek fik at vide at alle lederne fra Sikems tårn havde samlet sig, 48 gik han og alle de mænd der var med ham, op på Salmonbjerget. Abimelek tog en økse i hånden og huggede en gren af et træ, løftede den op på skulderen og sagde til folkene der var med ham: “Skynd jer, gør som mig!” 49 Så huggede alle folkene også grene af og fulgte efter Abimelek. De lagde grenene op ad hvælvingen og satte ild til den. På den måde døde også alle folkene fra Sikems tårn, omkring 1.000 mænd og kvinder.

50 Derefter tog Abimelek til Tebes, og han belejrede byen og indtog den. 51 Der var et solidt tårn midt i byen, og der flygtede alle mænd og kvinder og alle byens ledere hen. De lukkede sig inde i tårnet og gik op på taget. 52 Abimelek nåede frem til tårnet og angreb det. Han gik hen til indgangen for at sætte ild til tårnet. 53 Så smed en af kvinderne overstenen fra en håndkværn ned i hovedet på Abimelek så hans kranie blev knust.+ 54 Han kaldte hurtigt på tjeneren der bar hans våben, og sagde til ham: “Træk dit sværd og giv mig dødsstødet så man ikke skal sige om mig: ‘En kvinde dræbte ham.’” Så gennemborede hans tjener ham, og han døde.

55 Da Israels mænd så at Abimelek var død, tog de alle hjem igen. 56 På den måde gengældte Gud det onde Abimelek havde gjort mod sin far da han dræbte sine 70 brødre.+ 57 Gud lod også alt det onde Sikems mænd havde gjort, ramme dem selv. Sådan kom Jotams,+ Jerubbaals+ søns, forbandelse over dem.

10 Efter Abimelek fremstod Tola, Puvvas søn og Dodos sønnesøn, en mand fra Issakars stamme, for at redde Israel.+ Han boede i Shamir i Efraims bjergland. 2 Han var dommer i Israel i 23 år. Så døde han og blev begravet i Shamir.

3 Efter ham fremstod gileaditten Jair, og han var dommer i Israel i 22 år. 4 Han havde 30 sønner; de red på 30 æsler og havde 30 byer, som den dag i dag kaldes Havvot-Jair;*+ de ligger i Gileads land. 5 Så døde Jair og blev begravet i Kamon.

6 Israelitterne gjorde så igen det der var forkert i Jehovas øjne,+ og de begyndte at tilbede baalerne,+ astarterne og Arams,* Sidons, Moabs,+ ammonitternes+ og filistrenes+ guder. De svigtede Jehova og tjente ham ikke. 7 Derfor flammede Jehovas vrede op mod Israel, og han overgav dem til filistrene og til ammonitterne.+ 8 Det år knuste og undertrykte de israelitterne – i 18 år undertrykte de alle israelitterne på den side af Jordanfloden der havde været amoritternes land i Gilead. 9 Ammonitterne gik også over Jordan for at kæmpe mod Judas, Benjamins og Efraims stammer, og Israel var hårdt presset. 10 Så råbte israelitterne til Jehova om hjælp+ og sagde: “Vi har syndet mod dig, for vi har svigtet dig, vores Gud, og tilbedt baalerne.”+

11 Men Jehova sagde til israelitterne: “Befriede jeg jer ikke fra Egypten+ og fra amoritterne,+ ammonitterne, filistrene,+ 12 sidonierne, amalekitterne og midjanitterne da de undertrykte jer? Når I råbte til mig, befriede jeg jer. 13 Men I svigtede mig og tilbad andre guder.+ Derfor vil jeg ikke redde jer igen.+ 14 Gå hen til de guder som I har valgt, og råb til dem om hjælp.+ Lad dem redde jer når I har det svært.”+ 15 Men israelitterne sagde til Jehova: “Vi har syndet. Gør med os hvad du vil. Bare du redder os nu.” 16 Og de skaffede sig af med de fremmede guder og tjente Jehova.+ Så kunne han ikke længere holde ud at se Israels ulykkelige situation.+

17 Senere blev ammonitterne+ kaldt sammen, og de slog lejr i Gilead. Så samlede israelitterne sig og slog lejr i Mispa. 18 Folket og Gileads fyrster sagde til hinanden: “Hvem vil lede angrebet mod ammonitterne?+ Lad ham blive overhoved for alle Gileads indbyggere.”

11 Gileaditten Jefta+ var en dygtig kriger; han var søn af en prostitueret, og hans far hed Gilead. 2 Men Gilead fik også sønner med sin hustru. Da sønnerne blev voksne, jagede de Jefta væk og sagde til ham: “Du skal ikke arve noget efter vores far, for du er søn af en anden kvinde.” 3 Så flygtede Jefta fra sine brødre og slog sig ned i landet Tob. Og nogle lediggængere sluttede sig til Jefta, og de fulgte ham.

4 Efter noget tid gik ammonitterne i krig mod Israel.+ 5 Og så snart ammonitterne var gået i krig mod Israel, tog de ældste i Gilead afsted for at hente Jefta fra landet Tob. 6 De sagde til Jefta: “Kom og vær vores hærfører så vi kan kæmpe mod ammonitterne.” 7 Men Jefta sagde til de ældste fra Gilead: “Var det ikke jer der hadede mig så meget at I jagede mig væk fra min fars hus?+ Hvorfor kommer I så til mig nu hvor I er i knibe?” 8 Gileads ældste sagde til Jefta: “Det er netop derfor vi nu er kommet tilbage til dig. Hvis du går med os og kæmper mod ammonitterne, gør vi dig til leder for alle Gileads indbyggere.”+ 9 Så sagde Jefta til Gileads ældste: “Hvis I fører mig tilbage for at jeg skal kæmpe mod ammonitterne, og Jehova besejrer dem for mig, så vil jeg være jeres leder!” 10 Gileads ældste sagde til Jefta: “Lad Jehova være vidne* mellem os hvis vi ikke gør som du siger.” 11 Så gik Jefta med Gileads ældste, og folket gjorde ham til deres leder og hærfører. Og alt hvad Jefta havde sagt, gentog han foran Jehova i Mispa.+

12 Jefta sendte så bud til ammonitternes+ konge og sagde: “Hvad har du imod mig,* siden du er kommet for at angribe mit land?” 13 Ammonitternes konge sagde til Jeftas sendebud: “Israelitterne tog mit land dengang de drog op fra Egypten,+ fra Arnon+ til Jabbok og helt til Jordanfloden.+ Giv mig det nu fredeligt tilbage.” 14 Men Jefta sendte bud tilbage til ammonitternes konge 15 og sagde til ham:

“Her er hvad Jefta siger: ‘Israel tog ikke moabitternes+ land og ammonitternes land,+ 16 for da israelitterne drog op fra Egypten, gik de gennem ørkenen til Det Røde Hav+ og kom til Kadesh.+ 17 Så sendte Israel bud til Edoms+ konge og sagde: “Giv os lov til at gå igennem dit land.” Men Edoms konge ville ikke høre. De sendte også bud til Moabs+ konge, men han gav dem heller ikke lov. Så blev Israel i Kadesh.+ 18 Da de drog videre gennem ørkenen, gik de uden om Edoms land+ og Moabs land. De gik øst om Moabs land+ og slog lejr i området ved Arnon. De kom ikke inden for Moabs grænse,+ for Arnon var Moabs grænse.

19 Derefter sendte israelitterne bud til Sihon, amoritternes konge i Heshbon, og sagde til ham: “Giv os lov til at gå igennem dit land til vores bestemmelsessted.”+ 20 Men Sihon stolede ikke nok på israelitterne til at lade dem rejse igennem sit område, så Sihon samlede alle sine folk og slog lejr i Jahas og angreb Israel.+ 21 Jehova, Israels Gud, overgav nu Sihon og alle hans folk til Israel, der besejrede dem og erobrede hele det land amoritterne boede i.+ 22 Israelitterne indtog altså hele amoritternes område, fra Arnon til Jabbok og fra ørkenen til Jordanfloden.+

23 Det var Jehova, Israels Gud, der fordrev amoritterne foran sit folk, Israel,+ og nu vil du fordrive dem? 24 Er det ikke sådan at alt det din gud Kemosh+ giver dig, det beholder du? Enhver som vores Gud Jehova har fordrevet foran os, vil vi altså fordrive.+ 25 Er du bedre end Balak,+ Sippors søn, Moabs konge? Lå han nogensinde i strid med Israel, eller kæmpede han nogensinde mod dem? 26 I 300 år har Israel boet i Heshbon og dens småbyer+ og i Aroer og dens småbyer og i alle byerne som ligger ved Arnons bredder, så hvorfor har I ikke forsøgt at tage dem tilbage i al den tid?+ 27 Jeg har ikke syndet mod dig, og det er forkert af dig at angribe mig. Lad Dommeren+ Jehova i dag være dommer mellem Israels folk og Ammons folk.’”

28 Men ammonitternes konge ville ikke lytte til det budskab Jefta sendte til ham.

29 Jehovas ånd kom over Jefta,+ og han drog gennem Gilead og Manasse for at komme til Mispe i Gilead,+ og fra Mispe i Gilead fortsatte han videre mod ammonitterne.

30 Så aflagde Jefta et løfte+ til Jehova og sagde: “Hvis du lader mig vinde over ammonitterne, 31 så skal hvem som helst der kommer ud af døren til mit hus for at møde mig når jeg vender tilbage fra ammonitterne som sejrherre,* tilhøre Jehova,+ og jeg vil bringe vedkommende som et brændoffer.”*+

32 Så tog Jefta ud for at kæmpe mod ammonitterne, og Jehova lod ham besejre dem. 33 Han huggede dem ned og påførte dem store tab fra Aroer og hele vejen til Minnit – 20 byer – og helt til Abel-Keramim. Sådan blev ammonitterne overvundet af israelitterne.

34 Til sidst kom Jefta hjem til sit hus i Mispa,+ og hans datter kom ham dansende i møde mens hun spillede tamburin. Og hun var hans eneste barn. Ud over hende havde han hverken sønner eller døtre. 35 Da han så hende, flængede han sit tøj og sagde: “Åh nej, min datter! Du har gjort mig dybt ulykkelig,* for det er dig jeg nu må sende bort. Jeg har givet Jehova et løfte, og jeg kan ikke tage det tilbage.”+

36 Men hun sagde til ham: “Far, hvis du har givet Jehova et løfte, så gør med mig sådan som du har lovet,+ nu hvor Jehova har givet dig hævn over dine fjender, ammonitterne.” 37 Og så sagde hun til sin far: “Der er noget jeg vil bede dig om: Lad mig være alene i to måneder, og lad mig tage ud i bjergene for at græde sammen med mine veninder fordi jeg aldrig vil blive gift.”*

38 Han svarede: “Tag afsted!” Han sendte hende så afsted i to måneder, og hun tog ud i bjergene sammen med sine veninder for at græde over at hun aldrig ville blive gift. 39 Da de to måneder var gået, vendte hun tilbage til sin far, og han opfyldte det løfte han havde givet angående hende.+ Hun kom aldrig til at have et seksuelt forhold til en mand. Og følgende blev en skik* i Israel: 40 År efter år gik de unge kvinder i Israel hen for at rose gileaditten Jeftas datter i fire dage.

12 Så blev Efraims mænd kaldt sammen, og de gik over floden til Safon* og sagde til Jefta: “Hvorfor tilkaldte du os ikke så vi kunne gå med dig da du gik over for at kæmpe mod ammonitterne?+ Vi sætter ild til dit hus og brænder dig inde.” 2 Men Jefta sagde til dem: “Mine folk og jeg var i hård kamp mod ammonitterne. Jeg bad jer faktisk om hjælp, men I kom ikke og reddede mig fra dem. 3 Da jeg så at I ikke ville redde mig, besluttede jeg at sætte mit liv på spil og gå imod ammonitterne,+ og Jehova overgav dem til mig. Så hvorfor kommer I nu for at kæmpe mod mig?”

4 Jefta samlede så alle Gileads+ mænd, og de kæmpede mod Efraim. Gileads mænd vandt over Efraim, som havde sagt: “I gileaditter i Efraim og Manasse er bare en flok flygtninge fra Efraim.” 5 Gilead indtog Jordans vadesteder+ før efraimitterne kom; når så mænd fra Efraim forsøgte at flygte og sagde: “Lad mig komme over”, spurgte Gileads mænd hver enkelt: “Er du efraimit?” Når han svarede: “Nej!”, 6 sagde de til ham: “Så sig shibbolet.” Men han sagde “sibbolet”, for han kunne ikke udtale ordet rigtigt. Så greb de ham og dræbte ham ved Jordans vadesteder. Der faldt 42.000 efraimitter ved den lejlighed.

7 Gileaditten Jefta var dommer i Israel i seks år, hvorefter han døde og blev begravet i sin hjemby i Gilead.

8 Efter ham var Ibsan fra Betlehem dommer i Israel.+ 9 Han havde 30 sønner og 30 døtre. Han sendte sine døtre ud for at blive gift med mænd der ikke hørte til hans klan, og han hentede 30 kvinder hjem som hans sønner kunne gifte sig med. Han var dommer i Israel i syv år. 10 Så døde Ibsan, og han blev begravet i Betlehem.

11 Efter ham var zebulonitten Elon dommer i Israel; han var dommer i Israel i ti år. 12 Så døde zebulonitten Elon og blev begravet i Ajjalon i Zebulons land.

13 Efter ham var Abdon, der var søn af Hillel fra Piraton, dommer i Israel. 14 Han havde 40 sønner og 30 sønnesønner der red på 70 æsler. Han var dommer i Israel i otte år. 15 Så døde Abdon, piratonitten Hillels søn, og han blev begravet i Piraton i Efraims land på amalekitterbjerget.+

13 Israelitterne gjorde igen det der var forkert i Jehovas øjne,+ og Jehova overlod dem til filistrene+ i 40 år.

2 Nu var der en mand fra Sora+ af danitternes+ slægt; han hed Manoa.+ Hans kone kunne ikke få børn, så hun var barnløs.+ 3 På et tidspunkt viste Jehovas engel sig for kvinden og sagde til hende: “Hør, selvom du ikke kan få børn og er barnløs, skal du blive gravid og føde en dreng.+ 4 Du skal passe på ikke at drikke vin eller noget andet der indeholder alkohol,+ og du må ikke spise noget som helst urent.+ 5 Ja, du skal blive gravid og føde en dreng, og en barberkniv må ikke røre hans hoved,+ for drengen skal være en Guds nasiræer fra fødslen, og han skal redde Israel fra filistrene.”+

6 Så gik kvinden hen og sagde til sin mand: “Der kom en mand fra den sande Gud til mig; han lignede en engel fra den sande Gud og var meget respektindgydende. Jeg spurgte ikke hvor han var fra, og han fortalte heller ikke hvad han hed.+ 7 Men han sagde til mig: ‘Hør! Du skal blive gravid og føde en dreng. Du må ikke drikke vin eller noget andet der indeholder alkohol, og du må ikke spise noget som helst urent, for drengen skal være en Guds nasiræer fra han bliver født, til han dør.’”

8 Manoa bønfaldt Jehova: “Undskyld, Jehova, vil du ikke nok lade den sande Guds mand som du lige har sendt, komme igen og lære os hvordan vi skal tage os af det barn der skal fødes?” 9 Så lyttede den sande Gud til Manoa, og englen fra den sande Gud kom tilbage til kvinden mens hun var ude på marken; hendes mand, Manoa, var ikke sammen med hende. 10 Hun løb hurtigt hen og sagde til sin mand: “Se! Den mand der kom til mig for nogle dage siden, har vist sig for mig igen.”+

11 Så rejste Manoa sig og gik med sin kone. Han kom hen til manden og sagde til ham: “Er du den mand der talte til min kone?” Han svarede: “Ja, det er jeg.” 12 Manoa sagde så: “Lad dine ord gå i opfyldelse! Hvilket liv vil barnet få, og hvilket arbejde får han?”+ 13 Jehovas engel svarede Manoa: “Din kone skal holde sig fra alt det jeg har nævnt for hende.+ 14 Hun må ikke spise noget der kommer fra vinstokken, hun må ikke drikke vin eller noget andet der indeholder alkohol,+ og hun må ikke spise noget som helst urent.+ Alt hvad jeg har givet hende besked om, skal hun rette sig efter.”

15 Så sagde Manoa til Jehovas engel: “Vil du ikke nok blive så vi kan tilberede et gedekid til dig?”+ 16 Men Jehovas engel sagde til Manoa: “Hvis jeg bliver, spiser jeg ikke din mad, men hvis du gerne vil bringe et brændoffer til Jehova, kan du gøre det.” Manoa vidste ikke at det var Jehovas engel. 17 Så sagde han til Jehovas engel: “Fortæl os hvad du hedder,+ så vi kan ære dig når dine ord går i opfyldelse!” 18 Men Jehovas engel sagde til ham: “Hvorfor spørger du hvad jeg hedder? Mit navn er jo forunderligt.”

19 Så tog Manoa gedekiddet og kornofret og ofrede det til Jehova på klippen. Og Han gjorde noget overraskende mens Manoa og hans kone så det. 20 Da flammen steg op mod himlen fra altret, steg Jehovas engel op i flammen fra altret mens Manoa og hans kone så det. Straks kastede de sig ned med ansigtet mod jorden. 21 Jehovas engel viste sig ikke for Manoa og hans kone igen. Nu forstod Manoa at det var Jehovas engel.+ 22 Manoa sagde til sin kone: “Vi kommer helt sikkert til at dø, for det er Gud vi har set.”+ 23 Men hans kone sagde til ham: “Hvis Jehova havde ønsket at slå os ihjel, ville han ikke have taget imod et brændoffer+ og et kornoffer fra os, han ville ikke have vist os alt dette, og han ville ikke have fortalt os alle de ting.”

24 Senere fødte kvinden en dreng og gav ham navnet Samson;+ og Jehova velsignede drengen i al den tid han voksede op. 25 Da tiden var inde, begyndte Jehovas ånd at virke stærkt på ham+ i Mahane-Dan,*+ mellem Sora og Eshtaol.+

14 Samson gik nu ned til Timna, og der fik han øje på en af filistrenes kvinder.* 2 Så gik han op og sagde til sin far og mor: “I Timna lagde jeg mærke til en af filistrenes kvinder. I må sørge for at jeg får hende til hustru.” 3 Men hans far og mor sagde til ham: “Kan du ikke finde en kvinde blandt dine slægtninge og hele vores folk?+ Skal du absolut tage dig en hustru blandt de uomskårne filistre?” Men Samson sagde til sin far: “Sørg for at jeg får hende, for hun er den rigtige for mig.”* 4 Hans far og mor var ikke klar over at det kom fra Jehova, for Han søgte en konfrontation med filistrene, der herskede over Israel på det tidspunkt.+

5 Samson tog så ned til Timna sammen med sin far og mor. Da han nåede til Timnas vingårde, kom en brølende løve imod ham! 6 Så gav Jehovas ånd ham styrke,+ og han rev løven midt over med de bare næver, som om den var et gedekid. Men han fortalte ikke sin far og mor hvad han havde gjort. 7 Han gik så ned og talte med kvinden, og hun var stadig den rigtige i hans øjne.+

8 Da han senere vendte tilbage for at hente hende hjem,+ drejede han af for at se liget af løven, og det viste sig at der var en bisværm og honning i løvens kadaver. 9 Han skrabede honningen sammen i hænderne og spiste den mens han gik videre. Da han indhentede sin far og mor, gav han også dem noget af den at spise. Men han fortalte dem ikke at han havde skrabet honningen ud af en løves kadaver.

10 Hans far gik ned til kvinden, og Samson holdt en fest der, for det plejede de unge mænd at gøre. 11 Da de så ham, kom de med 30 brudesvende der skulle følges med ham. 12 Samson sagde til dem: “Lad mig give jer en gåde. Hvis I gætter løsningen og fortæller mig den i løbet af festens syv dage, vil jeg give jer 30 linnedklædninger og 30 sæt tøj. 13 Men hvis I ikke kan fortælle mig løsningen, så skal I give mig 30 linnedklædninger og 30 sæt tøj.” De sagde: “Fortæl os din gåde; vi vil høre den.” 14 Så sagde han til dem:

Der gik tre dage uden at de kunne gætte gåden. 15 Den fjerde dag sagde de til Samsons hustru: “Lok din mand+ til at fortælle os løsningen på gåden. Ellers brænder vi dig og din fars husstand ihjel. Har I inviteret os hertil for at tage hvad vi ejer?” 16 Så gav Samsons hustru sig til at græde og plage ham: “Du må jo hade mig; du elsker mig ikke.+ Du har givet mit folk en gåde, men du har ikke fortalt mig løsningen.” Han svarede: “Hør her, jeg har ikke engang fortalt løsningen til min far og mor! Skulle jeg så fortælle den til dig?” 17 Men hun græd og plagede ham resten af den syv dage lange fest. Endelig, den syvende dag, fortalte han hende løsningen fordi hun havde presset ham. Så gav hun sit folk løsningen på gåden.+ 18 Den syvende dag inden solen gik ned,* sagde byens mænd så til ham:

Men han svarede:

19 Jehovas ånd gav ham nu styrke,+ og han gik ned til Ashkalon,+ slog 30 af deres mænd ihjel, tog deres tøj og gav det til dem der havde gættet gåden.+ Rasende gik han tilbage til sin fars hus.

20 Samsons hustru+ blev så givet til en af hans brudesvende.+

15 Noget tid senere, under hvedehøsten, tog Samson ned for at besøge sin hustru, og han havde et gedekid med. Han sagde: “Jeg ønsker at gå ind til min hustru i soveværelset.”* Men hendes far gav ham ikke lov til at gå derind. 2 Faren sagde: “Jeg var helt sikker på at du hadede hende.+ Derfor gav jeg hende til din brudesvend.+ Er hendes yngre søster ikke kønnere end hende? Tag dog hende i stedet for.” 3 Men Samson sagde til dem: “Denne gang kan filistrene ikke give mig skylden når det kommer til at gå ud over dem.”

4 Samson gik nu ud og fangede 300 ræve. Så tog han nogle fakler, bandt rævenes haler sammen to og to og satte en fakkel mellem hvert halepar. 5 Så tændte han faklerne og sendte rævene ud på filistrenes marker, hvor der stadig stod korn. Han satte ild til alt, både neg og uhøstet korn, vingårde og olivenlunde.

6 Filistrene spurgte: “Hvem har gjort det?” Man sagde til dem: “Det har Samson. Hans svigerfar, timnitten, tog nemlig hans hustru og gav hende til hans brudesvend.”+ Så gik filistrene hen og brændte hende og hendes far ihjel.+ 7 Samson sagde nu til dem: “Hvis det er sådan I opfører jer, bliver jeg ved indtil jeg har fået hævn over jer.”+ 8 Så slog han dem ned en efter en* så filistrene led et stort tab. Bagefter tog han ned og boede i en hule* i Etamklippen.

9 Senere kom filistrene og slog lejr i Juda, og de strejfede omkring og plyndrede i Lehi.+ 10 Judas mænd spurgte dem: “Hvorfor angriber I os?” Til det svarede de: “Vi er kommet for at fange* Samson og gøre det samme mod ham som han gjorde mod os.” 11 Så gik 3.000 mænd fra Juda ned til hulen* i Etamklippen og sagde til Samson: “Er du ikke klar over at det er filistrene der hersker over os?+ Hvorfor har du så gjort det her mod os?” Han sagde til dem: “Jeg har gjort det samme mod dem som de har gjort mod mig.” 12 Men de sagde til ham: “Vi er kommet for at tage dig til fange* og udlevere dig til filistrene.” Så sagde Samson: “Sværg på at I ikke selv vil slå mig ihjel.” 13 De sagde til ham: “Nej, vi vil bare binde dig og udlevere dig til dem, men vi vil ikke dræbe dig.”

Så bandt de ham med to nye reb og førte ham væk fra klippen. 14 Han nåede til Lehi, og filistrene råbte triumferende da de mødte ham. Så gav Jehovas ånd ham styrke,+ og rebene om hans arme blev som svedne hørtråde og faldt af hans hænder som om de smeltede.+ 15 Han fandt nu et frisk kæbeben fra en æselhingst; han rakte hånden ud og tog det og slog 1.000 mand ihjel med det.+ 16 Derefter sagde Samson:

“Med en æselkæbe – én dynge, to dynger!

Med en æselkæbe slog jeg 1.000 mand ihjel.”+

17 Da han havde sagt det, kastede han kæbebenet fra sig, og han kaldte stedet Ramat-Lehi.*+ 18 Nu blev han meget tørstig, og han kaldte på Jehova og sagde: “Det var dig der gav din tjener denne store sejr. Skal jeg nu dø af tørst og falde i hænderne på de uomskårne?” 19 Så fik Gud et hulrum der var i Lehi, til at revne, og der strømmede vand ud af det.+ Da han drak, fik han sine kræfter igen,* og han livede op. Derfor gav han stedet navnet En-ha-Kore,* og det findes i Lehi den dag i dag.

20 Og Samson var dommer i Israel i filistrenes dage i 20 år.+

16 Engang gik Samson til Gaza. Der så han en prostitueret, og han gik ind i hendes hus. 2 Gazas indbyggere fik at vide: “Samson er kommet hertil.” Så omringede de ham og lå i baghold hele natten i byporten. De forholdt sig i ro hele natten og tænkte ved sig selv: “Når det bliver lyst, slår vi ham ihjel.”

3 Men Samson blev liggende hvor han var, indtil midnat. Ved midnat stod han så op og greb byportens døre og de to sidestolper og rykkede dem op sammen med tværbjælken. Han lagde dem på sine skuldre og bar dem op på toppen af det bjerg der ligger over for Hebron.

4 Senere blev han forelsket i en kvinde i Sorekdalen;* hun hed Dalila.+ 5 Filistrenes ledere kontaktede hende og sagde: “Lok* ham+ til at fortælle dig hvad der giver ham så stor styrke, og find ud af hvordan vi kan overmande ham, binde ham og få magten over ham. Vi vil hver give dig 1.100 sølvstykker for det.”

6 Dalila sagde så til Samson: “Fortæl mig dog hvor dine mange kræfter kommer fra, og hvad man kan binde dig med så man kan få magten over dig.” 7 Samson sagde til hende: “Hvis man binder mig med syv buestrenge* som er nye og endnu ikke er tørre, bliver jeg lige så svag som alle andre mennesker.” 8 Så gav filistrenes ledere hende syv buestrenge som var nye og endnu ikke tørre, og hun bandt ham med dem. 9 Nu sad der folk på lur i det inderste rum, og hun råbte til ham: “Filistrene er over dig, Samson!” Han rev buestrengene over, lige så let som en hørtråd* brister når den kommer i nærheden af ild.+ Årsagen til hans kræfter var altså stadig en hemmelighed.

10 Nu sagde Dalila til Samson: “Du har jo narret mig og løjet for mig. Fortæl mig dog hvad du kan bindes med.” 11 Han svarede hende: “Hvis man binder mig med nye reb der aldrig har været brugt, bliver jeg lige så svag som alle andre mennesker.” 12 Så tog Dalila nogle nye reb og bandt ham med dem og råbte: “Filistrene er over dig, Samson!” (Samtidig sad folkene på lur i det inderste rum). Men han rev rebene af sine arme som om de var tråde.+

13 Dalila sagde til Samson: “Du har hele tiden narret mig og løjet for mig.+ Fortæl mig nu hvad du kan bindes med.” Han sagde til hende: “Væv mine syv hårfletninger sammen med kædetråden på væven.” 14 Så bandt hun fletningerne fast med en vævepind og råbte til ham: “Filistrene er over dig, Samson!” Han vågnede af sin søvn og rykkede vævepinden og kædetråden ud.

15 Hun sagde til ham: “Hvordan kan du sige ‘jeg elsker dig’+ når dit hjerte ikke er med mig? Nu har du narret mig tre gange, og du har ikke fortalt mig hvor du har dine mange kræfter fra.”+ 16 Fordi hun dag efter dag plagede og pressede ham, blev han så udmattet at det var ved at tage livet af ham.+ 17 Så åbnede han endelig sit hjerte for hende og sagde: “Ingen barberkniv har rørt mit hoved, for jeg er en Guds nasiræer og har været det siden jeg blev født.+ Hvis jeg får håret barberet af, vil jeg miste mine kræfter og blive lige så svag som alle andre mennesker.”

18 Da Dalila blev klar over at han havde åbnet sit hjerte for hende, sendte hun straks bud efter filistrenes ledere+ og sagde: “Denne gang skal I komme, for han har åbnet sit hjerte for mig.” Så tog filistrenes ledere hen til hende, og de havde pengene med. 19 Hun fik ham til at falde i søvn på hendes knæ; så tilkaldte hun en mand og fik ham til at barbere Samsons syv hårfletninger af. Derefter begyndte hun at have magt over ham, for han var ved at miste sine kræfter. 20 Hun råbte: “Filistrene er over dig, Samson!” Han vågnede og sagde: “Jeg slipper fri ligesom de andre gange+ og ryster mig løs.” Men han vidste ikke at Jehova havde forladt ham. 21 Så greb filistrene ham og stak hans øjne ud. De førte ham ned til Gaza og bandt ham med to kobberlænker, og han blev sat til at dreje kornkværnen i fængslet. 22 Men håret på hans hoved begyndte at vokse ud igen efter at det var blevet barberet af.+

23 Filistrenes ledere samledes for at bringe et stort offer til deres gud Dagon+ og for at holde en fest, for de sagde: “Vores gud har overgivet vores fjende Samson til os!” 24 Da folket så ham,* gav de sig til at lovsynge deres gud med ordene: “Vores gud har overgivet vores fjende til os, ham der hærgede vores land+ og dræbte så mange af os.”+

25 Da nu stemningen var høj, sagde de: “Tilkald Samson så vi kan lave sjov med ham.” Så hentede de Samson fra fængslet for at han kunne være til underholdning for dem, og de stillede ham mellem søjlerne. 26 Lidt efter sagde Samson til den dreng der førte ham ved hånden: “Jeg vil gerne røre ved de søjler der holder huset oppe, så jeg kan støtte mig til dem.” 27 (Huset var fyldt med mænd og kvinder. Alle filistrenes ledere var der, og på taget var der omkring 3.000 mænd og kvinder som så på mens alle morede sig over Samson).

28 Nu råbte Samson+ til Jehova: “Suveræne Herre Jehova, vil du ikke nok huske mig og give mig styrke,+ bare én gang til, Gud, og lade mig tage hævn over filistrene for det ene af mine to øjne?”+

29 Så pressede Samson sig mod de to midtersøjler der holdt huset oppe, og han støttede sig til dem med højre hånd på den ene og venstre hånd på den anden. 30 Samson råbte: “Lad mig dø sammen med filistrene!” Så stemte han imod af alle kræfter, og huset styrtede sammen over lederne og alle de andre der var i det.+ Sådan dræbte han flere ved sin død end han havde dræbt mens han levede.+

31 Senere kom hans brødre og hele hans fars familie ned for at hente ham hjem. De bar ham op og begravede ham mellem Sora+ og Eshtaol i hans fars, Manoas,+ gravsted. Han havde været dommer i Israel i 20 år.+

17 Der var en mand i Efraims bjergland+ som hed Mika. 2 Han sagde til sin mor: “Kan du huske at du fik stjålet 1.100 sølvstykker, og at du mens jeg hørte på det, udtalte en forbandelse over den der stjal dem? Det sølv er hos mig. Det var mig der tog det.” Til det sagde hans mor: “Jeg beder Jehova velsigne dig, min søn.” 3 Så gav han de 1.100 sølvstykker tilbage til sin mor, men hans mor sagde: “Jeg vil uden betingelser hellige sølvet i min hånd til Jehova så du kan bruge det til at få lavet en udskåret figur og en støbt statue.*+ Nu giver jeg det tilbage til dig.”

4 Da han havde givet sølvet tilbage til sin mor, tog hun 200 sølvstykker og gav dem til sølvsmeden. Han lavede en udskåret figur og en støbt statue, og de blev stillet i Mikas hus. 5 Denne Mika havde et gudshus, og han lavede en efod+ og nogle husguder*+ og indsatte* en af sine sønner som præst hos sig.+ 6 På den tid var der ingen konge i Israel.+ Enhver gjorde hvad han selv syntes var rigtigt.*+

7 Nu var der en ung mand i Betlehem+ i Juda som var af Judas slægt. Han var levit+ og havde boet der i et stykke tid. 8 Manden forlod Betlehem i Juda for at finde et sted at bo. På sin rejse kom han til Efraims bjergland, til Mikas hus.+ 9 Mika sagde til ham: “Hvor kommer du fra?” Han svarede: “Jeg er en levit fra Betlehem i Juda, og jeg er på rejse for at finde et sted at bo.” 10 Så sagde Mika til ham: “Bo hos mig, og vær rådgiver* og præst for mig. Jeg vil give dig ti sølvstykker om året og et sæt tøj og din kost.” Så flyttede levitten ind. 11 Levitten gik altså med til at bo hos Mika, og den unge mand blev som en af hans egne sønner. 12 Desuden indsatte Mika* levitten som præst hos sig,+ og han boede i Mikas hus. 13 Så sagde Mika: “Nu ved jeg at Jehova vil være god mod mig, for levitten er blevet præst for mig.”

18 I de dage var der ingen konge i Israel.+ Og på den tid ledte danitternes stamme+ efter et sted at slå sig ned,* for indtil da havde danitterne ikke fået tildelt et område* blandt Israels stammer.+

2 Danitterne udvalgte fem mænd af deres slægt, dygtige mænd fra Sora og Eshtaol,+ og sendte dem ud for at udspionere landet og udforske det. De sagde til dem: “Tag afsted og udforsk landet.” Da de kom til Efraims bjergland, til Mikas hus,+ overnattede de der. 3 Mens de var i nærheden af Mikas hus, genkendte de den unge levits stemme,* så de gik hen til ham og spurgte: “Hvem har ført dig hertil? Hvad laver du her? Hvad får dig til at blive her?” 4 Han fortalte dem at sådan og sådan havde Mika gjort for ham, og at Mika havde ansat ham som præst hos sig.+ 5 Så sagde de til ham: “Vil du spørge Gud om vores rejse vil lykkes?” 6 Præsten sagde til dem: “Gå med fred. Jehova er med jer på jeres rejse.”

7 Så tog de fem mænd videre og kom til Lajish.+ De så at dér boede folkene trygt og klarede sig selv, som det var almindeligt blandt sidonierne. De levede roligt og ubekymret,+ og ingen undertrykkende erobrer i landet forstyrrede dem. De befandt sig langt fra sidonierne og havde intet med andre at gøre.

8 Da de kom tilbage til deres brødre i Sora og Eshtaol,+ sagde deres brødre til dem: “Hvordan gik det?” 9 De svarede: “Lad os drage op imod dem, for vi har set at landet er virkelig godt. Hvorfor tøver I? Vent ikke med at tage afsted og erobre landet. 10 Når I kommer derind, vil I finde et folk der er ubekymret,+ og der er god plads i landet. Gud har givet jer det, et land hvor der ikke mangler noget.”+

11 Så brød 600 mænd fra danitternes stamme op fra Sora og Eshtaol,+ bevæbnede til kamp. 12 De tog afsted og slog lejr i Kirjat-Jearim+ i Juda. Derfor kalder man den dag i dag det sted, der ligger vest for Kirjat-Jearim, for Mahane-Dan.*+ 13 Derfra gik de til Efraims bjergland og kom til Mikas hus.+

14 De fem mænd der var taget afsted for at udspionere egnen omkring Lajish,+ sagde til deres brødre: “Vidste I at der i de huse er en efod, nogle husguder,* en udskåret figur og en støbt statue?*+ Tænk på hvad I så får lyst til at gøre.” 15 Så gjorde de holdt der og kom til den unge levits hus+ ved Mikas hus og spurgte ham hvordan han havde det. 16 Imens stod de 600 mænd fra Dan+ ved porten, bevæbnede til kamp. 17 De fem mænd der havde udspioneret landet,+ gik nu ind for at tage den udskårne figur, efoden,+ husguderne+ og den støbte statue.+ (Præsten+ stod ved porten sammen med de 600 mænd der var bevæbnede til kamp). 18 De gik ind i Mikas hus og tog den udskårne figur, efoden, husguderne og den støbte statue. Præsten sagde til dem: “Hvad er det I gør?” 19 Men de sagde til ham: “Vær stille. Sig ikke noget,* og kom med os og vær rådgiver* og præst for os. Hvad er bedst – at du er præst for én mands familie,+ eller at du bliver præst for en stamme og slægt i Israel?”+ 20 Det var noget præsten syntes om, så han tog efoden, husguderne og den udskårne figur+ og rejste afsted sammen med folkene.

21 Danitterne vendte om og fortsatte på deres vej, og de anbragte børnene, husdyrene og de kostbare sager forrest. 22 De var nået et godt stykke væk fra Mikas hus da mændene der boede i nærheden af Mika, samledes og indhentede dem. 23 Da de nu råbte efter danitterne, vendte de sig om og sagde til Mika: “Hvad er der i vejen? Hvorfor er I blevet kaldt sammen?” 24 Han svarede: “I har taget mine guder som jeg har lavet, og I har også taget præsten med jer. Hvad har jeg tilbage? Så hvordan kan I spørge mig: ‘Hvad er der i vejen?’” 25 Danitterne svarede: “Du skal ikke hæve stemmen over for os, for så vil nogle vrede mænd* måske overfalde jer, og det vil koste både dig og din familie livet.” 26 Så drog danitterne videre, og da Mika så at de var stærkere end ham, vendte han om og tog tilbage til sit hus.

27 Efter at de havde taget det Mika havde lavet, og hans præst, drog de til Lajish,+ til et folk der levede roligt og ubekymret.+ De dræbte dem med sværd og brændte byen ned. 28 Der var ingen der kunne redde den, for den lå langt fra Sidon, og indbyggerne havde intet med andre at gøre, og byen lå på den dalslette* der hørte til Bet-Rehob.+ Så genopbyggede de byen og bosatte sig i den. 29 Desuden kaldte de byen Dan+ efter navnet på deres stamfar, Dan, der var søn af Israel.+ Men oprindeligt hed byen Lajish.+ 30 Derefter stillede danitterne den udskårne figur+ op hos sig, og Jonatan,+ der var søn af Moses’ søn Gershom,+ og hans efterkommere blev præster for danitternes stamme indtil den dag landets indbyggere blev ført i eksil. 31 Og de opstillede den udskårne figur som Mika havde lavet, og den blev der alle de dage den sande Guds hus var i Shilo.+

19 På den tid, da der ikke var nogen konge i Israel,+ var der en levit som boede i en fjerntliggende del af Efraims bjergland.+ Han tog en kvinde fra Betlehem+ i Juda til medhustru. 2 Men hans medhustru var utro, og hun forlod ham og tog hjem til sin far i Betlehem i Juda. Hun var der i fire måneder. 3 Så rejste manden efter hende for at overtale hende til at komme tilbage; han havde sin medhjælper og et par æsler med. Hun inviterede ham så ind i sin fars hus. Og hendes far blev glad for at se ham. 4 Hans svigerfar, den unge kvindes far, overtalte ham til at blive hos ham i tre dage; og de spiste og drak, og han overnattede der.

5 Den fjerde dag, da de stod tidligt op om morgenen for at tage afsted, sagde den unge kvindes far til sin svigersøn: “Spis først noget så du kan få energi* til rejsen, og så kan I tage afsted.” 6 Så satte de sig, og de spiste og drak sammen; derefter sagde den unge kvindes far til manden: “Bliv dog natten over og slap af.”* 7 Da manden rejste sig for at gå, insisterede hans svigerfar, så han blev en nat mere.

8 Da han stod tidligt op om morgenen den femte dag for at tage afsted, sagde den unge kvindes far til ham: “Spis nu noget så du kan få energi* til rejsen.” Og de blev siddende indtil sidst på dagen, og de fortsatte begge med at spise. 9 Da manden rejste sig for at tage afsted sammen med sin medhustru og sin medhjælper, sagde hans svigerfar, den unge kvindes far: “Se! Det er næsten aften. Bliv dog natten over. Dagen er snart forbi. Bliv her natten over og slap af. I morgen kan I stå tidligt op og rejse hjem.”* 10 Men manden ville ikke blive endnu en nat, så han brød op og rejste helt til Jebus, som er Jerusalem.+ Han havde de to sadlede æsler, sin medhustru og sin medhjælper med sig.

11 Da de var i nærheden af Jebus, var der næsten ikke noget dagslys længere, så medhjælperen spurgte sin herre: “Skal vi gøre holdt i denne jebusitterby og overnatte der?” 12 Men hans herre svarede: “Vi gør ikke holdt i en by hvor der kun er fremmede og ingen israelitter. Vi tager videre til Gibea.”+ 13 Og han sagde til sin medhjælper: “Kom, lad os prøve at nå frem til Gibea eller Rama og overnatte et af stederne.”+ 14 De fortsatte så, og solen var ved at gå ned da de var i nærheden af Gibea, som hører til Benjamin.

15 Så gjorde de holdt og tog ind for at overnatte i Gibea. Inde i byen satte de sig på torvet, men ingen indbød dem til at overnatte i deres hjem.+ 16 Sidst på aftenen kom en gammel mand ind fra sit arbejde på marken. Han var fra Efraims bjergland,+ og han boede midlertidigt i Gibea; men indbyggerne i byen var benjaminitter.+ 17 Da den gamle mand fik øje på den rejsende på byens torv, spurgte han: “Hvor er du på vej hen, og hvor kommer du fra?” 18 Han svarede: “Vi er på rejse fra Betlehem i Juda til et fjerntliggende sted i Efraims bjergland, hvor jeg er fra. Jeg tog til Betlehem i Juda,+ og jeg er på vej til Jehovas hus,* men der er ikke nogen der inviterer mig med hjem. 19 Vi har halm og foder nok til vores æsler+ og brød+ og vin til mig, kvinden og vores medhjælper. Vi mangler ikke noget.” 20 Men den gamle mand sagde: “Fred være med dig! Lad mig sørge for alt hvad du har brug for. Bare du ikke overnatter på torvet.” 21 Så tog han ham med hjem og gav æslerne foder. Bagefter vaskede de fødderne og spiste og drak.

22 Mens de sad og hyggede sig, var der nogle onde mænd i byen der omringede huset, og de hamrede på døren og sagde igen og igen til den gamle mand der ejede huset: “Kom ud med den mand du har taget med hjem, så vi kan have sex med ham.”+ 23 Så gik husets ejer ud og sagde til dem: “Nej, mine brødre, gør dog ikke noget der er så ondt. Manden er jo gæst i mit hus. Gør ikke noget der er så skandaløst. 24 Her er min datter, som er jomfru, og mandens medhustru. Lad mig bringe dem ud, og så kan I krænke dem hvis det er det I vil.*+ Men I må ikke gøre noget der er så skandaløst, mod denne mand.”

25 Men mændene ville ikke høre på ham, så levitten greb sin medhustru+ og førte hende ud til dem. De voldtog hende og mishandlede hende hele natten indtil om morgenen. Ved daggry sendte de hende væk. 26 Tidligt om morgenen kom kvinden og faldt om ved indgangen til den gamle mands hus hvor hendes herre var, og der blev hun liggende til det blev lyst. 27 Da hendes herre stod op om morgenen og åbnede dørene til huset for at rejse videre, så han kvinden, sin medhustru, ligge ved indgangen med hænderne på dørtrinnet. 28 Han sagde til hende: “Rejs dig; lad os gå.” Men der kom ikke noget svar. Manden løftede hende så op på æslet og begav sig hjemad.

29 Da han kom hjem, greb han slagterkniven og tog sin medhustru og skar hende i 12 stykker, kropsdel for kropsdel, og sendte et stykke til hvert område i Israel. 30 Alle der så det, sagde: “Sådan noget er aldrig tidligere sket, og ingen har set noget lignende lige siden den dag israelitterne drog ud af Egypten. Tænk over det,* tal med hinanden om det,+ og fortæl os hvad vi skal gøre.”

20 Derfor kom alle israelitterne, fra Dan+ til Beersheba og fra hele Gileads land,+ og forsamlingen mødtes og stod samlet* foran Jehova i Mispa.+ 2 Folkets høvdinger og alle Israels stammer mødte altså frem i Guds folks menighed – 400.000 soldater til fods bevæbnet med sværd.+

3 Benjaminitterne hørte at Israels mænd var draget op til Mispa.

Så sagde Israels mænd: “Fortæl os hvordan denne forfærdelige handling blev begået.”+ 4 Levitten,+ den myrdede kvindes mand, svarede: “Jeg kom til Gibea+ i Benjamin sammen med min medhustru for at overnatte. 5 Og Gibeas indbyggere* vendte sig imod mig og omringede huset om natten. De ville slå mig ihjel, men i stedet voldtog de min medhustru, og hun døde.+ 6 Så tog jeg min medhustrus lig og skar det i stykker og sendte stykkerne til hvert område Israel har fået i arv.+ Det gjorde jeg fordi de havde begået en skammelig og skandaløs handling i Israel. 7 Alle jer i Israel, kom nu med forslag til hvad der skal gøres+ i denne sag.”

8 Så rejste hele folket sig, alle som én, og sagde: “Ikke en eneste af os vil gå til sit telt eller vende hjem til sit hus. 9 Dette er hvad vi vil gøre ved Gibea: Vi vil trække lod+ og gå imod den. 10 Vi vil tage 10 mand ud af hver 100 fra alle Israels stammer, 100 ud af hver 1.000 og 1.000 ud af hver 10.000 til at samle proviant til hæren så den kan skride til handling mod Gibea i Benjamin, i betragtning af den skandaløse handling de har begået i Israel.” 11 Altså sluttede mændene i Israel sig sammen mod byen, alle som én.

12 Så sendte Israels stammer mænd afsted til alle medlemmer af Benjamins stamme, og de sagde: “Hvad er det for en forfærdelig handling der er blevet begået iblandt jer? 13 Udlevér nu de onde mænd fra Gibea+ så vi kan slå dem ihjel og fjerne det der er ondt, fra Israel.”+ Men benjaminitterne ville ikke høre på deres israelitiske brødre.

14 Så samlede benjaminitterne sig fra byerne og kom til Gibea for at rykke ud til kamp mod Israels mænd. 15 Den dag mønstrede benjaminitterne fra deres byer 26.000 mand bevæbnet med sværd, foruden de 700 udvalgte mænd fra Gibea. 16 I denne hær var der 700 udvalgte mænd som var venstrehåndede. Hver eneste af dem kunne slynge en sten og ramme på et hår, og ingen af dem ramte ved siden af.

17 Israels mænd uden benjaminitterne mønstrede 400.000 mand bevæbnet med sværd,+ og de var alle rutinerede krigere. 18 De tog nu op til Betel for at spørge Gud til råds.+ Så sagde Israels folk: “Hvem af os skal gå forrest i kampen mod benjaminitterne?” Jehova svarede: “Juda skal gå forrest.”

19 Derefter brød israelitterne op om morgenen og belejrede Gibea.

20 Israels mænd rykkede nu ud til kamp mod Benjamin; de stillede sig op i kampformation mod dem ved Gibea. 21 Så kom benjaminitterne ud fra Gibea, og den dag huggede de 22.000 af Israels mænd ned. 22 Men mændene i Israels hær var modige og stillede sig igen op i kampformation, samme sted som den første dag. 23 Så gik israelitterne op og græd foran Jehova indtil det blev aften, og de spurgte Jehova til råds: “Skal vi igen gå i kamp mod vores brødre, Benjamins folk?”+ Til det svarede Jehova: “Ryk ud mod dem.”

24 Så rykkede israelitterne frem mod benjaminitterne den anden dag. 25 Og Benjamin rykkede ud fra Gibea for at møde dem den anden dag og huggede yderligere 18.000 israelitter ned,+ alle bevæbnet med sværd. 26 Så drog alle Israels mænd op til Betel. Der sad de og græd foran Jehova,+ og de fastede+ den dag lige til det blev aften, og de ofrede brændofre+ og fællesskabsofre*+ foran Jehova. 27 Derefter rådspurgte Israels mænd Jehova,+ for på den tid stod den sande Guds pagts ark dér. 28 Det var Pinehas,+ søn af Arons søn Eleazar, der gjorde tjeneste* foran den på det tidspunkt. De spurgte: “Skal vi endnu en gang gå i kamp mod vores brødre, Benjamins mænd, eller skal vi stoppe?”+ Jehova svarede: “Ryk ud, for i morgen vil jeg give jer sejren over dem.” 29 Så lagde israelitterne nogle mænd i baghold+ hele vejen rundt om Gibea.

30 Israelitterne drog op mod benjaminitterne den tredje dag, og de stillede op i formation mod Gibea ligesom de andre gange.+ 31 Da benjaminitterne rykkede ud for at møde hæren, blev de trukket væk fra byen.+ Ligesom de andre gange begyndte de at angribe og dræbe nogle af mændene på landevejene, hvoraf den ene vej fører op til Betel og den anden til Gibea, og omkring 30 af Israels mænd lå døde på marken.+ 32 Derfor sagde benjaminitterne: “De lider nederlag foran os ligesom før.”+ Men israelitterne sagde: “Vi vil trække os tilbage og lokke dem væk fra byen og ud på landevejene.” 33 Så brød alle Israels mænd op fra deres pladser og stillede op i formation ved Baal-Tamar mens de israelitter der lå i baghold, gik til angreb fra deres pladser i nærheden af Gibea. 34 Altså rykkede 10.000 mand, udvalgt fra hele Israel, frem mod Gibea, og kampen var hård. Men benjaminitterne vidste ikke at ulykken var ved at ramme dem.

35 Jehova lod Benjamin+ lide nederlag foran Israel, og den dag dræbte israelitterne 25.100 mand i Benjamin, som alle var bevæbnet med sværd.+

36 Benjaminitterne så altså for sig at Israels mænd ville lide nederlag da de trak sig tilbage+ fordi de stolede på det baghold der var lagt mod Gibea.+ 37 De mænd der lå i baghold, reagerede hurtigt og angreb Gibea. Så spredte de sig og huggede alle indbyggerne ned med sværd.

38 Nu havde Israels mænd aftalt at de mænd der lå i baghold mod byen, skulle lade et røgsignal stige op derfra.

39 Da israelitterne lod som om de flygtede, angreb og dræbte Benjamins mænd omkring 30 af Israels mænd,+ og de sagde: “De lider helt klart nederlag foran os, ligesom i den forrige kamp.”+ 40 Men signalet begyndte at stige op fra byen som en røgsøjle. Da Benjamins mænd vendte sig om, så de at hele byen stod i flammer og røgen steg op mod himlen. 41 Israels mænd vendte nu omkring, og Benjamins mænd blev skrækslagne, for de så at ulykken havde ramt dem. 42 Derfor trak de sig tilbage fra Israels mænd i retning mod ørkenen, men kampen indhentede dem; de mænd der kom ud fra byerne, var med til at nedkæmpe dem. 43 De omringede benjaminitterne og forfulgte dem uden at standse. De trampede dem ned lige foran Gibea mod øst. 44 Til sidst faldt 18.000 af Benjamins mænd, alle sammen dygtige krigere.+

45 Benjamins mænd vendte altså om og flygtede ud i ørkenen til Rimmons klippe,+ og israelitterne dræbte* 5.000 af dem på landevejene, og de forfulgte dem helt til Gidom og slog yderligere 2.000 mand ihjel. 46 Alle de benjaminitter der faldt den dag, udgjorde 25.000 mand bevæbnet med sværd,+ alle sammen dygtige krigere. 47 Men 600 flygtede ud i ørkenen til Rimmons klippe, og de boede på Rimmons klippe i fire måneder.

48 Israels mænd vendte tilbage til benjaminitterne og huggede dem der var i byen, ned med sværd, både mennesker og dyr, alt hvad der var tilbage. Desuden satte de ild til alle de byer de kom til.

21 Israels mænd havde aflagt denne ed i Mispa:+ “Ikke én af os vil give sin datter som hustru til en mand fra Benjamin.”+ 2 Derfor kom folket til Betel,+ og de sad foran den sande Gud indtil aften, og de råbte højt og græd bittert. 3 De sagde: “Hvorfor, Jehova, Israels Gud, er dette sket i Israel? Hvorfor skal der i dag mangle en stamme i Israel?” 4 Næste dag stod folket tidligt op og byggede et alter for at ofre brændofre og fællesskabsofre.*+

5 Så sagde Israels folk: “Hvem af alle Israels stammer mødte ikke frem foran Jehova?” De havde nemlig aflagt et højtideligt løfte om at enhver som ikke kom op til Jehova i Mispa, skulle dø. 6 Og Israels folk sørgede over det der var sket med deres bror Benjamin. De sagde: “I dag er en stamme blevet hugget af Israel. 7 Hvordan skal vi skaffe hustruer til dem der er tilbage, nu hvor vi har sværget ved Jehova+ at vi ikke vil give dem nogen af vores døtre?”+

8 De spurgte: “Hvem blandt Israels stammer kom ikke op til Jehova i Mispa?”+ Nu var det sådan at ingen fra Jabesh-Gilead var kommet til lejren hvor menigheden var. 9 Da folket blev talt op, så de at ingen af indbyggerne i Jabesh-Gilead var der. 10 Så sendte forsamlingen 12.000 af de dygtigste krigere dertil og befalede dem: “Drag ud og hug indbyggerne i Jabesh-Gilead ned med sværdet, også kvinder og børn.+ 11 Sådan skal I gøre: Alle mænd, såvel som enhver kvinde der har haft samleje med en mand, skal I udslette.”* 12 Blandt indbyggerne i Jabesh-Gilead fandt de 400 piger der var jomfruer, som aldrig havde haft samleje med en mand. Dem bragte de så til lejren i Shilo,+ som er i Kanaan.

13 Hele forsamlingen sendte bud til benjaminitterne på Rimmons klippe+ og tilbød dem fred. 14 Nu kom Benjamin så tilbage. Man gav dem de kvinder fra Jabesh-Gilead+ som man havde bevaret i live, men der var ikke nok til dem. 15 Og folket sørgede over det der var sket med Benjamin+ fordi Jehova havde skabt splittelse mellem Israels stammer. 16 Forsamlingens ældste sagde: “Hvordan skal vi skaffe hustruer til de mænd der er tilbage, når alle kvinderne i Benjamin er blevet udryddet?” 17 De svarede: “De benjaminitter der overlevede, skal fortsat have et område* så der ikke er en af Israels stammer der bliver udslettet. 18 Men vi kan ikke give dem nogen af vores døtre som hustruer, for Israels folk har sværget: ‘Forbandet er den der giver Benjamin en hustru.’”+

19 Så sagde de: “Hør engang! Der afholdes hvert år en højtid for Jehova i Shilo,+ som ligger nord for Betel og øst for den landevej der fører op fra Betel til Sikem, og syd for Lebona.” 20 Og så befalede de Benjamins mænd: “Gå hen og læg jer på lur i vingårdene. 21 Når I ser Shilos unge kvinder* komme ud for at danse runddanse, skal I komme ud fra vingårdene og bortføre hver jeres hustru blandt Shilos unge kvinder, og I skal vende tilbage til Benjamins land. 22 Hvis deres fædre eller brødre kommer og klager til os, vil vi sige til dem: ‘Vis os forståelse for deres skyld, for vi kunne ikke skaffe hver af dem en hustru ved at føre krig,+ og I kunne ikke give dem en hustru uden at bryde jeres ed.’”+

23 Det var hvad Benjamins mænd gjorde: Hver af dem bortførte en hustru blandt de kvinder der dansede. Bagefter vendte de tilbage til deres slægts jord og genopbyggede deres byer+ og slog sig ned i dem.

24 Israelitterne tog også derfra, hver til sin stamme og sin familie. De tog hver især til sin slægts jord.

25 På den tid var der ingen konge i Israel.+ Enhver gjorde hvad han selv syntes var rigtigt.*