FØRSTE SAMUELSBOG

1 I Ramatajim-Zofim+ i Efraims bjergland+ boede en mand der hed Elkana.*+ Han var søn af Jeroham, søn af Elihu, søn af Tohu, søn af Suf, en efraimit. 2 Og han havde to koner; den ene hed Hanna, og den anden Peninna. Peninna havde børn, men Hanna havde ingen børn. 3 Hvert år tog Elkana afsted fra sin hjemby for at tilbede* og ofre til Hærstyrkers Gud, Jehova, i Shilo.+ Det var der Elis to sønner, Hofni og Pinehas,+ tjente som præster for Jehova.+

4 En dag hvor Elkana bragte et offer, gav han sin kone Peninna og alle hendes sønner og døtre nogle stykker af offerkødet,+ 5 men Hanna gav han et særligt stykke, for det var Hanna han elskede mest. Jehova havde imidlertid ikke givet hende nogen børn.* 6 Desuden kom hendes rivalinde hele tiden med ondskabsfulde bemærkninger for at såre hende fordi Jehova ikke havde givet hende nogen børn. 7 Det gjorde hun år efter år. Hver gang Hanna tog op til Jehovas hus,+ mobbede hendes rivalinde hende så meget at hun græd og ikke spiste noget. 8 Men hendes mand, Elkana, sagde til hende: “Hanna, hvorfor græder du? Hvorfor spiser du ikke, og hvorfor er du så ked af det?* Du har jo mig. Er det ikke bedre for dig at have mig end at have ti sønner?”

9 Efter at de var blevet færdige med at spise og drikke i Shilo, rejste Hanna sig så og gik. På det tidspunkt sad præsten Eli på sin stol ved dørstolpen i Jehovas tempel.*+ 10 Hanna var dybt fortvivlet,* og hun begyndte at bede til Jehova+ og at græde voldsomt. 11 Og hun aflagde dette løfte: “Hærstyrkers Gud, Jehova, hvis du ser hvor forfærdeligt din tjener har det, og husker mig og ikke glemmer din tjener, men giver din tjener en dreng,+ vil jeg give ham til Jehova alle de dage han lever, og ingen barberkniv skal røre hans hoved.”+

12 Mens hun bad længe foran Jehova, lagde Eli mærke til hendes mund. 13 Hanna talte i sit hjerte, og hendes læber bævede, men man kunne ikke høre hendes stemme. Eli troede derfor at hun var fuld. 14 Han sagde til hende: “Hvor længe vil du være fuld? Drik ikke mere vin.” 15 Hanna svarede: “Nej, herre! Jeg er en kvinde der er under et stort pres.* Jeg har ikke drukket vin eller andre alkoholiske drikke, men jeg udøser mit hjerte* for Jehova.+ 16 Du må ikke tro at din tjener er et dårligt menneske, for jeg har bare givet udtryk for min store smerte og bedrøvelse.” 17 Så svarede Eli: “Gå med fred. Jeg håber at Israels Gud vil give dig det du har bedt ham om.”+ 18 Til det sagde hun: “Vis fortsat din tjener sympati.” Derefter gik hun sin vej. Hun begyndte at spise igen, og hun så ikke længere nedtrykt ud.

19 Næste morgen stod familien tidligt op og bøjede sig for Jehova, og så vendte de tilbage til deres hus i Rama.+ Elkana elskede med sin kone Hanna, og Jehova besvarede hendes bøn.*+ 20 Inden der var gået et år,* var Hanna blevet gravid og havde født en søn. Hun gav ham navnet+ Samuel,* for som hun sagde: “Jeg har bedt Jehova om ham.”

21 Senere tog Elkana afsted med hele sin husstand for at bringe det årlige offer til Jehova+ og frembære sit løfteoffer. 22 Men Hanna tog ikke med.+ Hun sagde til sin mand: “Så snart drengen er vænnet fra, vil jeg komme med ham; så skal han træde frem for Jehova og blive dér fremover.”+ 23 Hendes mand, Elkana, sagde til hende: “Gør hvad du synes er bedst.* Bliv hjemme til du har vænnet ham fra. Må Jehova lade det gå som du har sagt.” Altså blev kvinden hjemme og ammede sin søn til han var vænnet fra.

24 Så snart hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med op til Shilo sammen med en treårig tyr, en efa* mel og en stor krukke vin,+ og hun kom til Jehovas hus i Shilo+ med sin lille dreng. 25 De slagtede tyren og førte drengen hen til Eli. 26 Hun sagde: “Undskyld mig, herre! Så sandt du lever, herre, jeg er den kvinde der stod her hos dig og bad til Jehova.+ 27 Det var denne dreng jeg bad om, og Jehova har givet mig det jeg bad ham om.+ 28 Nu vil jeg til gengæld låne ham ud til Jehova. Alle de dage han lever, er han lånt ud til Jehova.”

Derefter bøjede han* sig for Jehova der.

2 Hanna sagde nu i en bøn:

11 Derefter tog Elkana hjem til sit hus i Rama, men drengen begyndte at tjene Jehova+ hos præsten Eli.

12 Elis sønner var onde;+ de havde ingen respekt for Jehova. 13 Sådan her gjorde de med det præsterne havde ret til at få af folket:+ Hver gang nogen bragte et offer, kom en af præstens medhjælpere med en tregrenet gaffel i hånden når kødet kogte, 14 og han stak den ned i kogekarret, gryden, kedlen eller kasserollen. Alt hvad gaflen fik fat i, tog præsten til sig selv. Sådan gjorde de mod alle de israelitter der kom til Shilo. 15 Og allerede før den der bragte ofret, kunne nå at brænde fedtet så der steg røg op,+ kom en af præstens medhjælpere og sagde til ham: “Giv præsten noget kød han kan stege. Han vil ikke have kogt kød af dig, kun råt kød.” 16 Hvis den der bragte ofret, sagde: “Fedtet skal først brændes så der stiger røg op,+ derefter kan du tage hvad du vil”, sagde han: “Nej, giv mig det nu, ellers tager jeg det med magt!” 17 Medhjælpernes synd blev meget stor foran Jehova,+ for mændene behandlede Jehovas offergaver uden respekt.

18 Men Samuel udførte tjeneste+ for Jehova, og han var klædt i en efod af linned,*+ selvom han kun var en dreng. 19 Og hvert år lavede hans mor en lille overklædning uden ærmer til ham. Den havde hun med til ham når hun sammen med sin mand kom for at bringe det årlige offer.+ 20 Eli velsignede Elkana og hans kone og sagde: “Må Jehova give dig et barn med denne kvinde i stedet for det barn hun har lånt til Jehova.”+ Så tog de hjem. 21 Jehova huskede Hanna, og hun blev gravid+ og fødte yderligere tre sønner og to døtre. Men drengen Samuel voksede op hos Jehova.+

22 Eli var meget gammel, men han havde hørt om alt det hans sønner gjorde+ mod hele Israel, og at de havde sex med de kvinder der tjente ved indgangen til mødeteltet.+ 23 Han sagde til dem: “Hvorfor bliver I ved med at gøre sådan noget? Det jeg hører hele folket sige om jer, er dårligt. 24 Nej, mine sønner, det rygte der har bredt sig blandt Jehovas folk, er ikke godt. 25 Hvis en mand synder mod en anden mand, kan nogen appellere til Jehova på hans vegne,* men hvis en mand synder mod Jehova,+ hvem kan så bede for ham?” Men de nægtede at høre på deres far, for Jehova havde besluttet at de skulle dø.+ 26 I mellemtiden voksede drengen Samuel op, og både Jehova og folket holdt mere og mere af ham.+

27 En mand der var sendt af Gud, kom til Eli og sagde: “Jehova siger: ‘Åbenbarede jeg mig ikke for din fars slægt dengang de var slaver for Faraos hus i Egypten?+ 28 Og ud af alle Israels stammer+ blev han udvalgt til at tjene som min præst og frembære ofre på mit alter,+ brænde røgelse* og bære efod foran mig. Og jeg gav din forfars slægt alle israelitternes* ildofre.+ 29 Hvorfor foragter I* mit offer og min offergave som jeg har givet befaling om i min bolig?+ Hvorfor bliver du ved med at ære dine sønner mere end mig, og hvorfor mæsker I jer med de bedste stykker af alle de ofre mit folk, Israel, bringer?+

30 Derfor siger Jehova, Israels Gud: “Jeg har godt nok sagt at din og din forfars slægt altid skulle vandre foran mig.”+ Men nu erklærer Jehova: “Det vil aldrig ske, for dem der ærer mig, vil jeg ære,+ men de der foragter mig, vil blive behandlet med foragt.” 31 Der kommer dage hvor jeg vil fjerne din styrke* og din fars slægts styrke* sådan at der ikke vil være nogen i dit hus der når en høj alder.+ 32 Til trods for at det går Israel godt, vil du se en rival i min bolig,+ og aldrig igen vil nogen blive gammel i dit hus. 33 Den af dine efterkommere som jeg lader fortsætte med at tjene ved mit alter, vil få dine øjne til at svigte og give dig sorg,* men de fleste i dit hus vil dø ved menneskers sværd.+ 34 Og det der sker med dine to sønner, Hofni og Pinehas, skal være et tegn for dig: De vil begge dø på samme dag.+ 35 Så vil jeg udvælge mig en trofast præst.+ Han vil gøre som mit hjerte ønsker.* Jeg vil bygge ham et varigt hus, og han skal altid vandre foran min salvede. 36 Enhver der er tilbage i dit hus, vil komme og bøje sig for ham for at få penge og et brød og vil sige: “Lad mig dog få et af præsteembederne så jeg kan få et stykke brød at spise.”’”+

3 Drengen Samuel gjorde tjeneste+ for Jehova hos Eli. På den tid kom der sjældent budskaber* fra Jehova, og syner+ var usædvanlige.

2 En dag lå Eli og sov på sin faste plads. Hans øjne var blevet så svage at han ikke kunne se.+ 3 Guds lampe+ var endnu ikke slukket, og Samuel lå i Jehovas tempel,*+ hvor Guds ark stod. 4 Så kaldte Jehova på Samuel. Han svarede: “Her er jeg.” 5 Han løb hen til Eli og sagde: “Her er jeg! Du kaldte på mig.” Men han sagde: “Jeg har ikke kaldt. Læg dig til at sove igen.” Så gik han hen og lagde sig. 6 Jehova kaldte en gang til: “Samuel!” Så rejste Samuel sig og gik hen til Eli og sagde: “Her er jeg! Du kaldte på mig.” Men han sagde: “Jeg har ikke kaldt, min søn. Læg dig til at sove igen.” 7 (Samuel havde endnu ikke lært Jehova at kende, og Jehova havde endnu ikke åbenbaret sit ord for ham).+ 8 Senere kaldte Jehova igen, for tredje gang: “Samuel!” Så stod han op og gik hen til Eli og sagde: “Her er jeg! Du kaldte på mig.”

Nu gik det op for Eli at det var Jehova der kaldte på drengen. 9 Derfor sagde han til Samuel: “Gå hen og læg dig til at sove, og hvis han kalder på dig igen, skal du sige: ‘Tal, Jehova, for din tjener lytter.’” Samuel gik så hen og lagde sig på sin plads.

10 Jehova kom og stillede sig der, og han kaldte ligesom de andre gange: “Samuel, Samuel!” Så sagde Samuel: “Tal, for din tjener lytter.” 11 Jehova sagde til Samuel: “Jeg vil gøre noget i Israel der vil få det til at ringe for ørerne af alle der hører om det.+ 12 Den dag lader jeg Eli blive ramt af alt det jeg har sagt om hans hus, fra først til sidst.+ 13 Du skal fortælle ham at min dom over hans hus gælder til evig tid på grund af den synd han har haft kendskab til.+ Hans sønner forbander nemlig Gud,+ men han har ikke irettesat dem.+ 14 Det er derfor jeg har sværget over for Elis hus at den synd der hviler over det, aldrig nogensinde vil kunne sones ved slagtofre eller offergaver.”+

15 Samuel blev liggende til det blev morgen. Så åbnede han dørene til Jehovas hus, men han var bange for at fortælle Eli om synet. 16 Eli kaldte imidlertid på Samuel: “Samuel, min søn!” Han svarede: “Her er jeg!” 17 Eli spurgte: “Hvad sagde han til dig? Skjul det ikke for mig. Må Gud straffe dig hårdt hvis du skjuler noget som helst af det han sagde.” 18 Så fortalte Samuel ham alt hvad han havde sagt, og han skjulte ikke noget for ham. Eli sagde: “Han er Jehova. Lad ham gøre hvad der er bedst i hans øjne.”

19 Samuel voksede nu op, og Jehova var med ham+ og lod alt det han sagde, gå i opfyldelse.* 20 Hele Israel fra Dan til Beersheba blev klar over at Samuel havde fået betroet den opgave at tjene som Jehovas profet. 21 Og Jehova blev ved med at vise sig i Shilo. Der åbenbarede Jehova sig for Samuel gennem Jehovas ord.+

4 Og Samuels ord nåede ud til hele Israel.

Israel rykkede nu ud for at møde filistrene i kamp. De slog lejr ved Eben-ha-Ezer, og filistrene havde slået lejr ved Afek. 2 Filistrene stillede op i kampformation mod israelitterne, men kampen gik dårligt for Israel, som blev besejret af filistrene og mistede omkring 4.000 mand ved fronten. 3 Da folkene kom tilbage til lejren, sagde de ældste i Israel: “Hvorfor tillod Jehova at vi blev besejret af* filistrene i dag?+ Lad os hente Jehovas pagts ark i Shilo+ så den kan være hos os og redde os fra vores fjender.” 4 Folkene sendte nogle mænd til Shilo, og de hentede pagtens ark, der tilhører Hærstyrkers Gud, Jehova, som troner over* keruberne.+ Elis to sønner, Hofni og Pinehas,+ fulgte også med den sande Guds pagts ark.

5 Så snart Jehovas pagts ark kom ind i lejren, hujede alle israelitterne så højt at jorden rystede. 6 Da filistrene hørte det, sagde de: “Hvorfor råber de sådan i hebræernes lejr?” Til sidst fandt de ud af at Jehovas ark var kommet ind i lejren. 7 Filistrene blev bange og sagde: “Gud er kommet til lejren!”+ De sagde også: “Det er ude med os, for sådan noget er aldrig sket før! 8 Det er ude med os! Hvem kan redde os fra denne majestætiske Gud? Det er den Gud der slog Egypten med alle slags plager i ørkenen.+ 9 Vær modige og opfør jer som mænd, filistre, ellers bliver I hebræernes slaver, ligesom de har været jeres slaver.+ Opfør jer som mænd og kæmp!” 10 Så kæmpede filistrene, og israelitterne blev besejret.+ Hver mand flygtede til sit telt, og Israel led et meget stort tab – der faldt 30.000 mand af Israels fodfolk. 11 Desuden blev Guds ark taget som bytte, og Elis to sønner, Hofni og Pinehas, døde.+

12 En mand fra Benjamins stamme løb væk fra fronten og nåede samme dag til Shilo – med flænget tøj og jord på hovedet.+ 13 Da manden nåede frem, sad Eli på sin stol ved vejen og ventede. Han var urolig* for den sande Guds ark.+ Manden kom ind i byen og fortalte hvad der var sket, og alle i byen begyndte at råbe og skrige. 14 Da Eli hørte det, spurgte han: “Hvad er det for en larm?” Manden skyndte sig hen til Eli og fortalte hvad der var sket. 15 (Eli var 98 år gammel, og hans øjne stirrede lige frem, og han kunne ikke se).+ 16 Manden sagde til Eli: “Jeg kommer lige fra fronten! Jeg er flygtet derfra i dag.” Til det spurgte han: “Hvad er der sket, min søn?” 17 Budbringeren fortalte: “Israel er flygtet for filistrene og har lidt et stort nederlag.+ Desuden er dine to sønner, Hofni og Pinehas, døde,+ og den sande Guds ark er blevet taget som bytte.”+

18 I det øjeblik han nævnte den sande Guds ark, faldt Eli baglæns ned af sin stol ved siden af porten, og han brækkede halsen og døde, for han var gammel og tung. Han havde været dommer for Israel i 40 år. 19 Hans svigerdatter, Pinehas’ kone, var højgravid. Da hun hørte at den sande Guds ark var blevet taget, og at hendes svigerfar og hendes mand var døde, kom hendes veer uventet over hende, og hun satte sig på hug og fødte. 20 Eftersom hun var ved at dø, sagde kvinderne der stod hos hende: “Du skal ikke være bange, for du har født en søn.” Hun svarede ikke og tog sig ikke af det de sagde.* 21 Men hun gav drengen navnet Ikabod*+ og sagde: “Herligheden har forladt Israel og er blevet ført i eksil.”+ Det sagde hun fordi den sande Guds ark var blevet taget, og på grund af det der var sket med hendes svigerfar og hendes mand.+ 22 Hun sagde: “Herligheden har forladt Israel og er blevet ført i eksil, for den sande Guds ark er blevet taget.”+

5 Efter at filistrene havde taget den sande Guds ark,+ bragte de den fra Eben-ha-Ezer til Ashdod. 2 Filistrene stillede den sande Guds ark ind i Dagons tempel* ved siden af Dagon.+ 3 Tidligt næste morgen stod ashdoditterne op og opdagede at Dagon var faldet næsegrus til jorden foran Jehovas ark.+ Så de tog Dagon og satte ham tilbage på hans plads.+ 4 Da de stod tidligt op dagen efter, var Dagon igen faldet næsegrus til jorden foran Jehovas ark. Hans hoved og begge hans hænder var hugget af og lå på dørtrinnet. Kun det af ham der var formet som en fisk,* var intakt. 5 Det er grunden til at Dagons præster og enhver der går ind i Dagons tempel i Ashdod, den dag i dag ikke træder på dørtrinnet.

6 Jehovas hånd hvilede tungt på ashdoditterne, og han plagede indbyggerne i Ashdod og hele området med hæmorroider.+ 7 Da mændene i Ashdod så hvad der var sket, sagde de: “Vi kan ikke have Israels Guds ark hos os, for hans hånd har været hård mod os og vores gud Dagon.” 8 De sendte så bud efter alle filistrenes fyrster, samlede dem og spurgte: “Hvad skal vi gøre med Israels Guds ark?” De svarede: “Flyt Israels Guds ark til Gat.”+ De flyttede så Israels Guds ark dertil.

9 Efter at de havde flyttet arken, kom Jehovas hånd over byen og skabte stor panik. Han slog mændene i byen, fra den mindste til den største, med hæmorroider.+ 10 Så de sendte den sande Guds ark til Ekron,+ men så snart den sande Guds ark kom til Ekron, råbte ekronitterne: “De har ført Israels Guds ark over til os for at bringe død over os og vores folk!”+ 11 Så sendte de bud efter alle filistrenes fyrster, samlede dem og sagde: “Send Israels Guds ark væk; lad den vende tilbage til det sted hvor den hører til, så vi og vores folk ikke bliver slået ihjel.” Folk i hele byen frygtede nemlig at de skulle dø, for den sande Guds hånd hvilede meget tungt der,+ 12 og de mænd der ikke døde, var plaget af hæmorroider. Og byens råb om hjælp steg op mod himlen.

6 Jehovas ark+ var i filistrenes område i syv måneder. 2 Filistrene tilkaldte præsterne og spåmændene+ og spurgte dem: “Hvad skal vi gøre med Jehovas ark? Fortæl os hvordan vi skal sende den tilbage til det sted hvor den hører til.” 3 De svarede: “Hvis I sender Jehovas, Israels Guds, ark tilbage, skal I ikke sende den afsted uden en offergave. I må endelig sende et skyldoffer med den tilbage.+ Det er kun på den måde I kan blive helbredt og finde ud af hvorfor han stadig straffer jer.” 4 Så spurgte de: “Hvad skal vi sende med som skyldoffer til ham?” De svarede: “Send fem guldhæmorroider og fem guldmus, en for hver af filistrenes fyrster.+ For I og jeres fyrster er blevet ramt af den samme plage. 5 I skal lave efterligninger af jeres hæmorroider og af de mus+ der ødelægger landet, og I skal ære Israels Gud. Måske vil han så ikke længere lade sin hånd hvile så tungt på jer og jeres gud og jeres land.+ 6 Ja, hvorfor skulle I gøre jeres hjerte hårdt ligesom Farao og egypterne gjorde deres hjerte hårdt?+ Da Han behandlede dem strengt,+ var de nødt til at sende Israel væk og lade dem gå.+ 7 Byg nu en ny vogn, og tag to køer der har kalve, og som aldrig har haft et åg på. Spænd køerne for vognen, men tag deres kalve med hjem igen. 8 Tag Jehovas ark og sæt den på vognen, og læg tingene af guld som I sender til ham som et skyldoffer, i en kasse ved siden af den.+ Send den så afsted, 9 og se hvad der sker. Hvis den tager vejen mod Bet-Shemesh,+ er det ham der har bragt denne store ulykke over os. Men hvis ikke, så ved vi at det ikke var hans hånd der ramte os. Det var bare et tilfælde.”

10 Det gjorde mændene så. De hentede to køer der havde kalve, og spændte dem for vognen, og kalvene lukkede de inde i kostalden. 11 Derefter satte de Jehovas ark på vognen sammen med kassen med guldmusene og efterligningerne af hæmorroiderne. 12 Køerne gik så lige frem ad vejen mod Bet-Shemesh.+ De blev på vejen, og de brølede mens de gik. De drejede hverken af til højre eller til venstre, og filistrenes fyrster gik efter dem helt til grænsen mod Bet-Shemesh. 13 Folk i Bet-Shemesh var ved at høste hvede på sletten i dalen.* Da de kiggede op, så de arken og blev ude af sig selv af glæde ved synet. 14 Vognen kom ind på den mark der tilhørte Josva fra Bet-Shemesh, og standsede ved en stor sten. Så kløvede de træet fra vognen, og de ofrede køerne+ som et brændoffer til Jehova.

15 Levitterne+ tog Jehovas ark og kassen med guldtingene ned og satte dem på den store sten. Samme dag bragte mændene fra Bet-Shemesh+ brændofre og slagtofre til Jehova.

16 Filistrenes fem fyrster så det og vendte tilbage til Ekron samme dag. 17 Det her er de guldhæmorroider som filistrene sendte til Jehova som et skyldoffer:+ en for Ashdod,+ en for Gaza, en for Ashkalon, en for Gat,+ en for Ekron.+ 18 Og antallet af guldmus svarede til antallet af byer som tilhørte filistrenes fem fyrster – både de befæstede byer og byerne på landet.

Og den store sten som de satte Jehovas ark på, står den dag i dag som et vidne på den mark der tilhørte Josva fra Bet-Shemesh. 19 Men Gud slog mændene fra Bet-Shemesh ihjel, for de havde set på Jehovas ark. Han slog 50.070* blandt folket ihjel, og folket sørgede fordi Jehova havde dræbt så mange af dem.+ 20 Bet-Shemeshs mænd spurgte derfor: “Hvem kan holde stand mod Jehova, denne hellige Gud?+ Kan han ikke forlade os og tage hen til nogen andre?”+ 21 De sendte så bud til indbyggerne i Kirjat-Jearim+ og sagde: “Filistrene har sendt Jehovas ark tilbage. Kom herned og tag den med jer op.”+

7 Mændene i Kirjat-Jearim kom så og hentede Jehovas ark op til Abinadabs hus+ på højen, og de udnævnte* hans søn Eleazar til at passe på Jehovas ark.

2 Fra den dag arken var kommet til Kirjat-Jearim, gik der lang tid, i alt 20 år, og så begyndte hele Israels hus at søge* Jehova.+ 3 Samuel sagde derfor til hele Israels hus: “Hvis I vil vende om til Jehova af hele jeres hjerte,+ så fjern de fremmede guder+ og astarterne,+ og vær i jeres hjerte helt besluttet på at holde jer til Jehova, og tjen kun ham,+ for så vil han redde jer fra filistrene.”+ 4 Derfor skilte israelitterne sig af med baalerne og astarterne og tjente kun Jehova.+

5 Derefter sagde Samuel: “Saml hele Israel i Mispa,+ så vil jeg bede til Jehova for jer.”+ 6 De samledes så i Mispa, og de trak vand op og hældte det ud foran Jehova, og den dag fastede de.+ De sagde: “Vi har syndet mod Jehova.”+ Og i Mispa begyndte Samuel at tjene som dommer+ for israelitterne.

7 Så snart filistrene hørte at israelitterne havde samlet sig i Mispa, drog filistrenes fyrster+ op mod Israel. Da israelitterne hørte det, blev de bange på grund af filistrene. 8 Derfor sagde israelitterne til Samuel: “Bliv ved med at råbe til Jehova vores Gud, og bed ham om at hjælpe os+ og redde os fra filistrene.” 9 Så tog Samuel et diende lam og ofrede det som et brændoffer+ til Jehova; og Samuel råbte til Jehova og bad ham om at hjælpe Israel, og Jehova svarede ham.+ 10 Mens Samuel ofrede brændofret, rykkede filistrene frem til kamp mod Israel. Jehova fik det nu til at tordne kraftigt+ mod filistrene, og han skabte forvirring blandt dem,+ og de blev besejret foran Israel.+ 11 Israels mænd rykkede nu ud fra Mispa. De forfulgte filistrene og huggede dem ned helt til syd for Bet-Kar. 12 Derefter tog Samuel en sten+ og satte den mellem Mispa og Jeshana, og han gav den navnet Eben-ha-Ezer,* for han sagde: “Jehova har hjulpet os indtil nu.”+ 13 Sådan blev filistrene besejret, og de kom ikke ind på Israels område igen,+ og Jehovas hånd var imod filistrene så længe Samuel levede.+ 14 De byer filistrene havde taget fra Israel, blev desuden givet tilbage til Israel, fra Ekron til Gat, og Israel tog området omkring byerne tilbage fra filistrene.

Der var også fred mellem Israel og amoritterne.+

15 Samuel fortsatte med at dømme i Israel resten af sit liv.+ 16 Hvert år rejste han rundt til Betel,+ Gilgal+ og Mispa,+ og han dømte Israel alle de steder. 17 Men han vendte altid tilbage til Rama,+ for der var hans hus, og der dømte han også Israel. Han byggede et alter for Jehova der.+

8 Da Samuel var blevet gammel, udnævnte han sine sønner til dommere over Israel. 2 Hans førstefødte søn hed Joel, og hans anden søn hed Abija.+ De var dommere i Beersheba. 3 Men hans sønner fulgte ikke i hans fodspor. De søgte uærlig profit,+ tog imod bestikkelse+ og dømte uretfærdigt.+

4 Til sidst samledes alle Israels ældste og gik til Samuel i Rama. 5 De sagde til ham: “Du er blevet gammel, og dine sønner følger ikke i dine fodspor. Indsæt nu en konge over os som kan dømme os, ligesom alle de andre nationer har.”+ 6 Men Samuel brød sig ikke om* at de sagde: “Giv os en konge som kan dømme os.” Han bad til Jehova, 7 og Jehova sagde til Samuel: “Lyt til alt hvad folket siger til dig, for det er ikke dig de har forkastet, men det er mig de har forkastet som konge.+ 8 De gør præcis som de har gjort siden jeg førte dem ud af Egypten – de bliver ved med at svigte mig+ og tjene andre guder,+ og nu gør de det samme mod dig. 9 Lyt til dem. Men du skal indtrængende advare dem og fortælle dem hvad den konge der kommer til at regere over dem, har ret til at kræve af dem.”

10 Så fortalte Samuel folket der forlangte en konge, alt hvad Jehova havde sagt. 11 Han sagde: “Den konge der kommer til at regere over jer, har følgende rettigheder:+ Han vil tage jeres sønner+ og sætte dem i sine stridsvogne+ og på sine heste,+ og nogle af dem skal løbe foran hans stridsvogne. 12 Og han vil udnævne nogle som ledere over 1.000+ og ledere over 50,+ og nogle skal pløje for ham,+ høste for ham+ og fremstille hans krigsvåben og udstyret til hans stridsvogne.+ 13 Han vil tage jeres døtre og gøre dem til salveblandere,* kokkepiger og bagere.+ 14 Han vil tage de bedste af jeres marker, vingårde og olivenlunde+ og give dem til sine tjenere.15 Han vil tage en tiendedel af høsten fra jeres kornmarker og vingårde og give den til sine hoffolk og sine tjenere. 16 Og han vil tage jeres tjenere og jeres tjenestepiger, jeres bedste okser og jeres æsler og bruge dem til sit arbejde.+ 17 Han vil tage en tiendedel af jeres får og geder,+ og I vil blive hans tjenere. 18 Der kommer en dag hvor I vil klage højlydt over den konge I har udvalgt,+ men Jehova vil ikke svare jer.”

19 Men folket nægtede at lytte til Samuel. De sagde: “Det er lige meget. Vi vil have en konge! 20 Så bliver vi ligesom alle de andre nationer, og vores konge vil dømme os og lede os og føre vores krige.” 21 Da Samuel havde hørt alt hvad folket havde at sige, gentog han det for Jehova. 22 Jehova sagde til Samuel: “Lyt til dem, og udnævn en konge over dem.”+ Samuel sagde så til mændene i Israel: “Tag hjem til jeres byer.”

9 I Benjamin+ var der en velhavende mand der hed Kish.+ Han var søn af Abiel, søn af Seror, søn af Bekorat, søn af Afia. 2 Han havde en ung og smuk søn ved navn Saul+ – ingen israelit var smukkere end ham – og han var et hoved højere end alle andre.

3 Da nogle æsler* der tilhørte Sauls far, Kish, engang blev væk, sagde Kish til sin søn Saul: “Tag en af medhjælperne med dig og gå ud og led efter æslerne.” 4 De gik gennem Efraims bjergland og videre gennem Shalisha-egnen, men de fandt dem ikke. De gik gennem Shaalim-egnen, men der var æslerne heller ikke. De gik gennem hele benjaminitternes område uden at finde dem.

5 De kom til Suf-egnen, og Saul sagde til medhjælperen der var med ham: “Kom, lad os vende tilbage så min far ikke bliver mere bekymret for os end for æslerne.”+ 6 Men medhjælperen svarede: “Der er en Guds mand i byen der, en respekteret mand. Når han siger noget, så sker det.+ Lad os gå derind. Måske kan han fortælle os hvilken vej vi skal gå.” 7 Saul sagde til sin medhjælper: “Hvis vi går derind, hvad skal vi så give manden? Vi har ikke noget brød i vores tasker som vi kan give den sande Guds mand som gave. Har vi noget andet?” 8 Medhjælperen svarede: “Jeg har en kvart sekel* sølv. Den vil jeg give til den sande Guds mand, så vil han fortælle os hvilken vej vi skal gå.” 9 (Når man i Israel før i tiden skulle rådspørge Gud, sagde man: “Kom, lad os gå hen til seeren.”+ For det man i dag kalder en profet, kaldte man før i tiden en seer). 10 Saul sagde til sin medhjælper: “Det var et godt forslag. Lad os gå.” Så gik de op til byen hvor den sande Guds mand var.

11 Mens de gik op ad skråningen til byen, mødte de nogle piger der var på vej ud for at trække vand op, så de spurgte dem: “Er seeren+ her?” 12 De svarede: “Ja, han er lidt længere fremme. Skynd jer, han er nemlig kommet til byen i dag fordi folket bringer et offer+ på offerhøjen.+ 13 Så snart I kommer ind i byen, finder I ham. Skynd jer før han går op på offerhøjen for at spise. Folket spiser nemlig ikke før han kommer og velsigner slagtofret. Først når han har gjort det, kan de indbudte spise. Gå bare derop nu, så kan I finde ham.” 14 De gik så op til byen. Da de kom ind i den, kom Samuel dem i møde for at tage dem med op til offerhøjen.

15 Dagen før Saul kom, havde Jehova sagt til Samuel:* 16 “I morgen ved denne tid vil jeg sende en mand fra Benjamins område+ til dig. Du skal salve ham til leder for mit folk, Israel,+ og han skal redde mit folk fra filistrene. Jeg har nemlig set at mit folk lider, og deres skrig har nået mig.”+ 17 Da Samuel så Saul, sagde Jehova til ham: “Her er den mand jeg talte om da jeg sagde til dig: ‘Det er ham der skal styre mit folk.’”*+

18 Saul henvendte sig til Samuel midt i porten og sagde: “Undskyld, ved du hvor seerens hus er?” 19 Samuel svarede Saul: “Det er mig der er seeren. Gå foran mig op på offerhøjen, og spis sammen med mig i dag.+ I morgen vil jeg sende dig afsted, og jeg vil fortælle dig alt hvad du gerne vil vide.* 20 Du skal ikke bekymre dig om de æsler der blev væk for tre dage siden,+ for de er blevet fundet. Og for øvrigt, hvem tilhører alt hvad der er kostbart i Israel? Tilhører det ikke dig og hele din fars hus?”+ 21 Til det svarede Saul: “Er jeg ikke en benjaminit fra den mindste stamme i Israel,+ og er min familie ikke den mest ubetydelige af alle familier i Benjamins stamme? Så hvordan kan du sige sådan noget til mig?”

22 Samuel tog så Saul og hans medhjælper med hen til spisesalen og gav dem plads øverst blandt de indbudte; der var omkring 30 mænd. 23 Samuel sagde til kokken: “Kom med det stykke jeg gav dig, det jeg sagde du skulle lægge til side.” 24 Så tog kokken lårstykket og det der var på det, og lagde det foran Saul. Og Samuel sagde: “Her er det der er blevet lagt til side til dig. Spis, for de har lagt det til side til dig til denne lejlighed. For jeg havde fortalt dem at jeg ville invitere gæster.” Den dag spiste Saul så sammen med Samuel. 25 Bagefter gik de fra offerhøjen+ ned til byen, og han talte videre med Saul oppe på taget af huset. 26 De stod tidligt op, og ved daggry råbte Samuel op til Saul på taget og sagde: “Gør dig klar så jeg kan sende dig afsted.” Saul stod så op, og både han og Samuel gik udenfor. 27 Mens de var på vej ned mod udkanten af byen, sagde Samuel til Saul: “Sig til medhjælperen+ at han skal gå i forvejen” – så det gjorde han – “men du skal blive her, så vil jeg fortælle dig hvad Gud har sagt.”

10 Samuel tog så en olieflaske og hældte olien ud over Sauls hoved.+ Han kyssede ham og sagde: “Jehova har salvet dig til at være leder+ for hans folk.*+ 2 Når du i dag forlader mig, vil du møde to mænd i nærheden af Rakels grav+ ved Selsa i Benjamins område, og de vil sige til dig: ‘Æslerne som du tog ud for at lede efter, er blevet fundet, men nu har din far glemt alt om æslerne+ og er i stedet bekymret for jer. Han siger: “Min søn er ikke kommet tilbage, så hvad skal jeg gøre?”’ 3 Gå videre indtil du kommer til det store træ ved Tabor. Der vil du møde tre mænd der er på vej op til den sande Gud i Betel;+ den ene har tre gedekid med, den anden tre brød, og den tredje en stor krukke vin. 4 De vil spørge hvordan du har det, og give dig to brød, og du skal tage imod brødene. 5 Efter det vil du komme til den sande Guds høj, hvor filistrene har en garnison. Når du kommer til byen, vil du møde en gruppe profeter som er på vej ned fra offerhøjen, og mens de profeterer, bliver der spillet på tamburin, fløjte, harpe og et andet strengeinstrument foran dem. 6 Jehovas ånd vil komme over dig,+ og du skal profetere sammen med dem og blive som et andet menneske.+ 7 Når de tegn har fundet sted, så gør hvad du er i stand til, for den sande Gud er med dig. 8 Gå i forvejen ned til Gilgal,+ så vil jeg komme ned til dig og frembære brændofre og fællesskabsofre. Du skal vente i syv dage indtil jeg kommer. Så vil jeg fortælle dig hvad du skal gøre.”

9 Så snart Saul havde forladt Samuel, lod Gud hans hjerte blive et andet, og alle tegnene fandt sted samme dag. 10 De nåede så til højen, og en gruppe profeter kom ham i møde. Straks kom Guds ånd over ham,+ og han begyndte at profetere+ sammen med dem. 11 Da alle der tidligere havde kendt ham, så ham profetere sammen med profeterne, sagde de til hinanden: “Hvad er der sket med Kishs søn? Er Saul også en af profeterne?” 12 En mand fra stedet sagde: “Men hvem er far til de andre profeter?” Derfor blev dette en talemåde:* “Er Saul også en af profeterne?”+

13 Da han var færdig med at profetere, kom han til offerhøjen. 14 Senere sagde Sauls farbror til ham og medhjælperen: “Hvor har I været?” Han svarede: “Vi har ledt efter æslerne,+ men vi kunne ikke finde dem, så vi gik til Samuel.” 15 “Hvad sagde Samuel til jer?” spurgte Sauls farbror. 16 Saul svarede: “Han fortalte os at æslerne allerede var blevet fundet.” Men Saul fortalte ham ikke hvad Samuel havde sagt om kongedømmet.

17 Så kaldte Samuel israelitterne sammen foran Jehova i Mispa+ 18 og sagde til dem: “Jehova, Israels Gud, siger: ‘Det var mig der førte Israel ud af Egypten og befriede jer fra Egypten+ og fra alle de riger der undertrykte jer. 19 Men i dag har I forkastet jeres Gud,+ der frelste jer fra alle jeres ulykker og trængsler, og I har sagt: “Det er lige meget, du skal udnævne en konge over os.” Så stil jer nu op foran Jehova efter jeres stammer og jeres klaner.’”*

20 Samuel lod alle Israels stammer træde frem,+ og Benjamins stamme blev udpeget.+ 21 Han lod Benjamins stamme træde frem, slægt for slægt, og matritternes slægt blev udpeget. Til sidst blev Saul, Kishs søn, udpeget.+ Men da de ledte efter ham, kunne de ikke finde ham, 22 så de spurgte Jehova:+ “Er manden overhovedet kommet?” Jehova svarede: “Han gemmer sig ved oppakningen.” 23 Så løb de hen og hentede ham. Han stillede sig blandt folket, og han var et hoved højere end alle de andre.+ 24 Samuel sagde til hele folket: “Her ser I den Jehova har udpeget.+ Der er ikke nogen som ham i hele folket.” Og alle råbte: “Kongen længe leve!”

25 Samuel fortalte folket om kongens rettigheder+ og skrev dem ned i en bog og lagde den foran Jehova. Så sendte Samuel hele folket hjem, hver til sit hus. 26 Saul tog også hjem til sit hus i Gibea, og de krigere hvis hjerte Jehova havde rørt, tog med ham. 27 Men nogle onde mænd sagde: “Hvordan skulle han kunne redde os?”+ De foragtede ham og gav ham ikke nogen gave.+ Men han sagde ikke noget.*

11 Så kom ammonitten+ Nahash op og belejrede Jabesh+ i Gilead. Alle mændene i Jabesh sagde til Nahash: “Indgå en fredsaftale* med os, så vil vi tjene dig.” 2 Ammonitten Nahash sagde til dem: “Jeg gør det på én betingelse: at højre øje bliver stukket ud på jer alle sammen. På den måde vil jeg ydmyge hele Israel.” 3 De ældste i Jabesh svarede: “Giv os en frist på syv dage så vi kan sende sendebud til hele Israels område. Hvis der ikke er nogen der redder os, overgiver vi os til dig.” 4 Da sendebuddene kom til Sauls hjemby, Gibea,+ og fortalte indbyggerne det, græd de højt.

5 Men i det samme kom Saul ind fra marken med sine okser foran sig, og han sagde: “Hvad er der i vejen med folk? Hvorfor græder de?” Så fik han at vide hvad mændene fra Jabesh havde sagt. 6 Guds ånd kom over Saul+ da han hørte det, og han blev rasende. 7 Han tog to tyre og parterede dem, og stykkerne sendte han med sendebuddene til hvert område i Israel. De sagde: “Den der ikke følger Saul og Samuel, kan forvente at man gør sådan ved hans kvæg!” Og folket blev grebet af frygt for Jehova, så de rykkede alle sammen ud.* 8 Han mønstrede dem i Bezek, og der var 300.000 mand fra Israel og 30.000 mand fra Juda. 9 De sagde til sendebuddene der var kommet: “Sig til mændene i Jabesh i Gilead: ‘I morgen når solen står højest,* vil jeres redning komme.’” Sendebuddene kom så og fortalte det til mændene i Jabesh, og de blev ude af sig selv af glæde. 10 Derfor sagde mændene i Jabesh til ammonitterne: “I morgen overgiver vi os til jer, så kan I gøre med os hvad I vil.”+

11 Næste dag delte Saul sine folk op i tre grupper, og under morgenvagten* rykkede de ind i ammonitternes lejr,+ og de huggede dem ned indtil det blev varmt op ad dagen. De der overlevede, blev spredt så der ikke var to tilbage på samme sted. 12 Folkene sagde til Samuel: “Hvem var det der sagde: ‘Skal Saul være konge over os?’+ Kom med de mænd så vi kan slå dem ihjel.” 13 Men Saul sagde: “Ingen skal dø i dag,+ for i dag har Jehova reddet Israel.”

14 Senere sagde Samuel til folket: “Kom, lad os tage til Gilgal+ og stadfæste kongedømmet.”+ 15 Så tog hele folket til Gilgal, og der gjorde de Saul til konge foran Jehova. Derefter ofrede de fællesskabsofre foran Jehova,+ og Saul og alle Israels mænd fejrede det under stor jubel.+

12 Til sidst sagde Samuel til hele Israel: “Jeg har gjort* alt hvad I bad mig om, og jeg har udnævnt en konge over jer.+ 2 Her er den konge der skal lede* jer!+ Selv er jeg blevet gammel og gråhåret, og mine sønner er hos jer.+ Jeg har ledt jer lige siden jeg var ung.+ 3 Her er jeg. Hvis I har noget at anklage mig for, så sig det foran Jehova og foran hans salvede.+ Har jeg taget en okse eller et æsel fra nogen?+ Har jeg udnyttet eller undertrykt nogen? Eller har jeg taget imod bestikkelse* fra nogen for at se den anden vej?+ Hvis jeg har, vil jeg gøre det godt igen.”+ 4 Til det sagde de: “Du har ikke udnyttet eller undertrykt os eller taget imod noget som helst fra nogen.” 5 Så sagde han til dem: “Jehova og hans salvede er i dag vidner på at I ikke har fundet noget at anklage mig for.”* Til det sagde de: “Han er vidne.”

6 Så sagde Samuel til folket: “Jehova, der brugte Moses og Aron og førte jeres forfædre ud af Egypten,+ er vidne. 7 Stil jer nu op, så vil jeg dømme jer foran Jehova og minde jer om alt det gode* Jehova har gjort for jer og jeres forfædre.

8 Efter at Jakob var kommet til Egypten,+ begyndte jeres forfædre at råbe til Jehova om hjælp.+ Jehova sendte Moses+ og Aron så de kunne føre jeres forfædre ud af Egypten og lade dem slå sig ned her.+ 9 Men de glemte Jehova deres Gud, og han overgav*+ dem til Sisera,+ Hasors hærfører, og til filistrene+ og til Moabs konge,+ som alle angreb dem. 10 De råbte til Jehova om hjælp+ og sagde: ‘Vi har syndet,+ for vi har forladt Jehova for at tjene baalerne+ og astarterne;+ red os nu fra vores fjender så vi kan tjene dig.’ 11 Jehova sendte så Jerubbaal+ og Bedan og Jefta+ og Samuel+ og reddede jer fra jeres fjender hele vejen rundt om jer så I kunne bo trygt og godt.+ 12 Da I så Nahash,+ ammonitternes konge, komme imod jer, sagde I til mig: ‘Vi vil have en konge!’+ – selvom Jehova jeres Gud er jeres Konge.+ 13 Her er den konge I har valgt, den I har bedt om. Nu har Jehova udnævnt en konge over jer.+ 14 Hvis I frygter Jehova,+ tjener ham+ og adlyder hans befalinger+ og ikke gør oprør mod Jehova, og hvis både I og den konge der regerer over jer, følger Jehova jeres Gud, vil det gå jer godt. 15 Men hvis I ikke adlyder Jehovas befalinger, men gør oprør mod Jehova, vil Jehovas hånd være imod jer og jeres fædre.+ 16 Stil jer nu op og se det fantastiske som Jehova vil gøre for øjnene af jer. 17 Er det ikke midt i hvedehøsten? Jeg vil råbe til Jehova og bede ham om at få det til at tordne og regne. Så vil I blive klar over og forstå hvor ondt I har båret jer ad i Jehovas øjne ved at forlange en konge.”+

18 Så råbte Samuel til Jehova, og samme dag fik Jehova det til at tordne og regne. Hele folket blev meget bange for Jehova og for Samuel. 19 Og hele folket sagde til Samuel: “Bed til Jehova din Gud for dine tjenere,+ for vi ønsker ikke at dø. Oven i alle vores synder har vi nemlig gjort endnu en ond ting ved at forlange en konge.”

20 Samuel sagde til folket: “I skal ikke være bange selvom I har gjort så meget ondt. Nu må I bare ikke holde op med at følge Jehova,+ men I skal tjene Jehova af hele jeres hjerte.+ 21 Vend jer ikke væk for at følge de tomme afguder,*+ som ikke er til gavn for nogen+ og ikke kan redde nogen, for de er jo tomme.* 22 For sit store navns skyld+ vil Jehova ikke svigte sit folk,+ for Jehova har besluttet at I skal være hans folk.+ 23 Det er utænkeligt for mig at synde mod Jehova ved at holde op med at bede for jer. Jeg vil blive ved med at lære jer om den gode og rigtige vej. 24 Frygt nu Jehova,+ og tjen ham trofast* af hele jeres hjerte, for se hvor store ting han har gjort for jer.+ 25 Men hvis I stædigt fortsætter med at gøre hvad der er ondt, vil både I og jeres konge+ blive revet bort.”+

13 Saul var ...* år da han blev konge,+ og han regerede over Israel i to år. 2 Saul udvalgte 3.000 mand fra Israel; 2.000 af dem var sammen med Saul i Mikmas og i Betels bjergland, og 1.000 var sammen med Jonatan+ i Gibea+ i Benjamin. Resten af folkene sendte han væk, hver til sit telt. 3 Jonatan slog derefter filistrenes+ garnison i Geba,+ og filistrene hørte om det. Saul lod blæse i horn+ i hele landet og sagde: “Lad hebræerne høre det!” 4 Hele Israel hørte nyheden: “Saul har slået en filistergarnison, og nu er Israel blevet en stank for filistrene.” Så blev folkene kaldt sammen for at følge Saul i Gilgal.+

5 Imens samlede filistrene deres styrker for at kæmpe mod Israel, 30.000 stridsvogne, 6.000 ryttere og lige så mange soldater som der er sandkorn på stranden.+ De drog op og slog lejr ved Mikmas, øst for Bet-Aven.+ 6 Israels mænd var hårdt pressede, og de indså at de var i vanskeligheder. De skjulte sig derfor i huler,+ gruber, klippesprækker, underjordiske grotter* og cisterner. 7 Nogle af hebræerne gik endda over Jordan til Gad og Gilead.+ Men Saul var stadig i Gilgal, og alle der fulgte ham, rystede af skræk. 8 Han ventede i syv dage, den tid* Samuel havde sagt der skulle gå, men Samuel kom ikke til Gilgal, og folkene begyndte at spredes. 9 Til sidst sagde Saul: “Kom hen til mig med brændofret og fællesskabsofrene.” Og han frembar brændofret.+

10 Men så snart han var færdig med at ofre brændofret, kom Samuel. Og Saul gik ud for at tage imod* ham. 11 Samuel sagde: “Hvad er det du har gjort?” Saul svarede: “Jeg så at folkene begyndte at forlade mig,+ og du kom ikke til den aftalte tid, og filistrene samlede sig i Mikmas.+ 12 Så jeg sagde til mig selv: ‘Nu kommer filistrene ned mod mig i Gilgal, og jeg har ikke søgt Jehovas godkendelse.’* Derfor følte jeg mig tvunget til at frembære brændofret.”

13 Samuel sagde til Saul: “Du har opført dig tåbeligt. Du har ikke gjort som Jehova din Gud har befalet dig.+ Hvis du havde adlydt Jehova, ville han have ladet dig og dine efterkommere beholde kongedømmet i Israel for evigt. 14 Men nu vil dit kongedømme ikke bestå.+ Jehova vil finde en mand efter sit hjerte,+ og Jehova vil udnævne ham som leder for sit folk,+ for du gjorde ikke som Jehova befalede dig.”+

15 Så tog Samuel fra Gilgal til Gibea i Benjamin, og Saul mønstrede de folk der stadig var med ham, omkring 600 mand.+ 16 Saul, hans søn Jonatan og de folk der var blevet hos dem, boede i Geba+ i Benjamin, og filistrene havde slået lejr i Mikmas.+ 17 Fra lejren rykkede tre røverbander ud. Den ene bande fulgte vejen til Ofra, til Shual-egnen, 18 den anden fulgte vejen mod Bet-Horon,+ og den tredje fulgte den vej der fører til grænsen hvorfra man kan se Seboimdalen, mod ørkenen.

19 På den tid var der ingen smede i hele Israel, for filistrene havde sagt: “Hebræerne skal ikke kunne lave sværd og spyd.” 20 Så alle israelitterne var nødt til at tage ned til filistrene for at få deres plovjern, hakker, økser og segl skærpet. 21 Det kostede en pim* at få skærpet plovjern, hakker, tregrenede forke og økser og at få spidsen sat fast på en pigkæp. 22 Og når de skulle kæmpe, havde de folk der var med Saul og Jonatan, hverken sværd eller spyd i hånden;+ det var kun Saul og hans søn Jonatan der havde våben.

23 En filistergarnison* rykkede nu ud til passet ved Mikmas.+

14 En dag sagde Sauls søn Jonatan+ til medhjælperen der bar hans våben: “Kom, lad os gå over til filistrenes forpost på den anden side.” Men han sagde ikke noget til sin far. 2 Saul befandt sig i udkanten af Gibea+ under granatæbletræet i Migron,* og der var omkring 600 mand med ham.+ 3 (Og Akija, søn af Akitub,+ bror til Ikabod,+ søn af Pinehas,+ søn af Eli,+ Jehovas præst i Shilo,+ bar efoden).+ Folkene vidste ikke at Jonatan var gået. 4 På begge sider af det pas Jonatan skulle igennem for at nå frem til filistrenes forpost, var der en klippe med form som en tand, den ene hed Boses, og den anden Sene. 5 Den ene klippe stod som en søjle mod nord, ud for Mikmas, og den anden mod syd, ud for Geba.+

6 Jonatan sagde til sin våbendrager: “Kom, lad os gå over til de uomskårne mænds+ forpost. Måske vil Jehova hjælpe os, for der er ikke noget der kan hindre Jehova i at frelse, lige meget om vi er mange eller få.”+ 7 Hans våbendrager sagde til ham: “Gør hvad dit hjerte tilskynder dig til. Gå i den retning du vil, og jeg vil følge dig, uanset hvor dit hjerte tilskynder dig til at gå hen.” 8 Jonatan sagde: “Vi går over til mændene så de får øje på os. 9 Hvis de siger til os: ‘Stå stille indtil vi er kommet ned til jer!’, så bliver vi stående hvor vi er, og går ikke op til dem. 10 Men hvis de siger: ‘Kom op mod os!’, så går vi derop, for det vil være et tegn på at Jehova overgiver dem til os.”+

11 Så gav de sig til kende for filistrenes forpost. Filistrene sagde: “Se, hebræerne kommer ud af de huller de har gemt sig i.”+ 12 Mændene i forposten sagde til Jonatan og hans våbendrager: “Kom op til os, så skal vi give jer en lærestreg!”+ Straks sagde Jonatan til sin våbendrager: “Følg efter mig, for Jehova vil overgive dem til Israel.”+ 13 Så klatrede Jonatan derop på hænder og fødder, og hans våbendrager fulgte efter ham. Jonatan begyndte at hugge filistrene ned, og våbendrageren gik bag ved ham og gav dem dødsstødet. 14 I dette første angreb dræbte Jonatan og hans våbendrager omkring 20 mand på en strækning der svarer til halvdelen af det man kan pløje på en dag.*

15 Skræk og rædsel spredte sig i lejren og blandt alle folkene i forposten, og selv røverbanderne+ blev bange. Jorden begyndte at skælve, og Gud skabte panik blandt filistrene. 16 Sauls vagtposter i Gibea+ i Benjamin så at tumulten bredte sig i alle retninger.+

17 Saul sagde til sine folk: “Hold mønstring og se hvem der har forladt os.” Da de holdt mønstring, så de at Jonatan og hans våbendrager ikke var der. 18 Derefter sagde Saul til Akija:+ “Bring den sande Guds ark herhen.” (For dengang* var den sande Guds ark hos israelitterne). 19 Mens Saul talte med præsten, blev der mere og mere tumult i filistrenes lejr. Så sagde Saul til præsten: “Lad det være.”* 20 Så samledes Saul og alle de folk der var med ham, og de drog ud til slagmarken og så at filistrene havde vendt deres sværd mod hinanden. Der var vild forvirring. 21 Og de hebræere der havde været på filistrenes side, og som var kommet op til deres lejr sammen med dem, gik nu over til Israel under Sauls og Jonatans befaling. 22 Alle Israels mænd der havde skjult sig+ i Efraims bjergland, hørte at filistrene var flygtet, og de hjalp også med at forfølge dem. 23 Sådan frelste Jehova den dag Israel,+ og kampen bredte sig helt til Bet-Aven.+

24 Men Israels mænd var hårdt pressede den dag, for Saul havde taget folkene i ed og sagt: “Forbandet er den mand der spiser noget som helst* inden aften og før jeg har hævnet mig på mine fjender.” Så der var ingen af folkene der spiste noget.+

25 Og folkene* kom ind i skoven, og der var honning på jorden. 26 Da de kom ind i skoven, så de at det dryppede af honning, men ingen turde spise af den på grund af den ed de havde aflagt. 27 Men Jonatan havde ikke hørt at hans far havde ladet folkene sværge,+ så han rakte den stav han havde i hånden, ud og dyppede spidsen i bikagen. Da han spiste af honningen, strålede hans øjne. 28 Så sagde en af mændene: “Din far har fået folkene til at aflægge en streng ed og sagt: ‘Forbandet er den mand der spiser noget i dag!’+ Det er derfor alle er så trætte.” 29 Men Jonatan sagde: “Min far har bragt stor ulykke over landet. Se hvordan mine øjne stråler fordi jeg smagte den lille smule honning. 30 Tænk hvis folkene i dag frit+ havde kunnet spise af byttet fra deres fjender! Så havde filistrene mistet endnu flere mænd.”

31 Den dag fortsatte de med at hugge filistre ned fra Mikmas til Ajjalon,+ og folkene blev meget trætte. 32 Folkene kastede sig derfor grådigt over byttet. De tog får og kvæg og kalve og slagtede dyrene på jorden, og de spiste kødet med blodet i.+ 33 Man fortalte Saul: “Folkene synder mod Jehova ved at spise kød med blodet i.”+ Til det sagde han: “I har svigtet Gud. Rul straks en stor sten hen til mig.” 34 Saul sagde så: “Spred jer blandt folkene og sig til dem: ‘I skal hver især komme med jeres okse og jeres får og slagte dem her. Bagefter kan I spise dem. Synd ikke mod Jehova ved at spise kød med blodet i.’”+ Den nat kom de så med hver sin okse og slagtede den på stenen. 35 Og Saul byggede et alter for Jehova.+ Det var det første alter han byggede for Jehova.

36 Senere sagde Saul: “I nat forfølger vi filistrene og udplyndrer dem indtil det bliver lyst. Vi vil ikke lade en eneste af dem overleve.” Til det sagde de: “Gør hvad du synes er bedst.” Så sagde præsten: “Lad os spørge den sande Gud her.”+ 37 Saul spurgte så Gud: “Skal jeg forfølge filistrene?+ Vil du overgive dem til Israel?” Men den dag svarede Gud ham ikke. 38 Så Saul sagde: “Kom her, alle I folkets høvdinger, og find ud af hvad det er for en synd der er blevet begået i dag. 39 For så sandt Jehova lever, ham der har reddet Israel, selv hvis det viser sig at det er min søn Jonatan der har syndet, skal han dø.” Men ingen af folkene svarede ham. 40 Derefter sagde han til hele Israel: “I skal være på den ene side, og min søn Jonatan og jeg skal være på den anden side.” Folkene sagde: “Gør hvad du synes er bedst.”

41 Saul sagde til Jehova: “Israels Gud, svar os ved hjælp af Tummim!”+ Så blev Jonatan og Saul udpeget, og folkene gik fri. 42 “Kast lod+ mellem mig og min søn Jonatan,” sagde Saul. Og Jonatan blev udpeget. 43 Saul sagde så til Jonatan: “Sig mig, hvad har du gjort?” Jonatan svarede: “Jeg smagte bare lidt honning fra spidsen af min stav.+ Her er jeg! Jeg er parat til at dø!”

44 Til det sagde Saul: “Må jeg blive straffet hårdt af Gud hvis jeg ikke lader dig dø, Jonatan.”+ 45 Men folkene sagde til Saul: “Skal Jonatan dø – ham der har vundet så stor en sejr*+ for Israel? Det er utænkeligt! Så sandt Jehova lever – ikke et af hans hovedhår skal falde til jorden, for det han har udrettet i dag, er sket med Guds hjælp.”+ Dermed reddede* de Jonatan, og han døde ikke.

46 Saul holdt så op med at forfølge filistrene, og filistrene vendte tilbage til deres eget område.

47 Saul styrkede sit kongedømme over Israel og kæmpede mod alle sine fjender til alle sider, mod moabitterne,+ ammonitterne,+ edomitterne,+ Sobas konger+ og filistrene.+ Overalt hvor han tog hen, besejrede han dem. 48 Og han kæmpede modigt og slog amalekitterne+ og reddede Israel fra de folk der udplyndrede dem.

49 Sauls sønner var Jonatan, Jishvi og Malkishua.+ Han havde også to døtre; den ældste hed Merab,+ og den yngste Mikal.+ 50 Sauls hustru hed Akinoam og var datter af Akimaas. Hans hærfører hed Abner+ og var søn af Ner, Sauls farbror. 51 Kish+ var far til Saul, og Ner,+ Abners far, var søn af Abiel.

52 Der blev udkæmpet hårde kampe mod filistrene i alle Sauls dage.+ Når Saul så en stærk og modig mand, rekrutterede han ham til sin hær.+

15 Samuel sagde til Saul: “Jehova sendte mig for at salve dig til konge over sit folk, Israel;+ lyt nu til hvad Jehova har at sige.+ 2 Hærstyrkers Gud, Jehova, siger: ‘Jeg vil kræve amalekitterne til regnskab for det de gjorde mod Israel dengang de modarbejdede israelitterne da de var på vej fra Egypten.+ 3 Gå nu ud og slå amalekitterne.+ Du skal udslette dem*+ og alt hvad der tilhører dem. Du må ikke skåne* dem; du skal dræbe+ både mænd og kvinder, børn og spædbørn, okser og får, kameler og æsler.’”+ 4 Saul sammenkaldte folkene og mønstrede dem i Telaim: Der var 200.000 soldater til fods og 10.000 mand fra Juda.+

5 Saul rykkede frem til Amaleks by og lagde mænd i baghold i dalen.* 6 Så sagde Saul til kenitterne:+ “Forlad amalekitterne så jeg ikke fejer jer bort sammen med dem.+ For I viste Israels folk loyal kærlighed+ dengang de kom fra Egypten.” Kenitterne forlod så amalekitterne. 7 Derefter besejrede Saul amalekitterne+ fra Havila+ og helt til Shur,+ som grænser op til Egypten. 8 Agag,+ Amaleks konge, tog han levende til fange, men alle de andre amalekitter udryddede han med sværdet.+ 9 Men Saul og folkene skånede* Agag og de bedste får, geder og okser, fedekvæget og vædderne og alt hvad der var noget værd.+ Det ville de ikke udslette. Men alt det der var værdiløst, og som de ikke ville have, udslettede de.

10 Så kom Jehovas ord til Samuel: 11 “Jeg er bedrøvet over* at jeg har gjort Saul til konge, for han har vendt sig bort fra mig, og han har ikke gjort som jeg har sagt.”+ Samuel blev dybt fortvivlet, og han råbte til Jehova hele natten.+ 12 Han stod tidligt op for at møde Saul, men man meddelte ham: “Saul tog til Karmel,+ og der rejste han et mindesmærke til ære for sig selv.+ Bagefter tog han ned til Gilgal.” 13 Da Samuel endelig nåede frem til Saul, sagde Saul til ham: “Må Jehova velsigne dig. Jeg har gjort som Jehova har sagt.” 14 Men Samuel spurgte: “Hvordan kan det så være at jeg kan høre lyden af både får, geder og okser?”+ 15 Til det svarede Saul: “De er blevet bragt hertil fra amalekitterne, for folkene har skånet* de bedste får, geder og okser for at ofre dem til Jehova din Gud, men resten har vi udslettet.” 16 Så sagde Samuel til Saul: “Stop! Nu skal jeg fortælle dig hvad Jehova sagde til mig i nat.”+ “Fortæl!” sagde Saul.

17 Samuel fortsatte: “Kan du huske da du blev overhoved for Israels stammer og Jehova salvede dig til konge over Israel?+ Dengang regnede du ikke dig selv for noget.+ 18 Jehova sendte dig senere ud på en mission og sagde: ‘Gå ud og udslet de syndige amalekitter.+ Kæmp mod dem indtil du har gjort det af med dem.’+ 19 Hvorfor har du ikke adlydt Jehova? I stedet har du grådigt kastet dig over byttet+ og gjort det der er ondt i Jehovas øjne!”

20 Men Saul sagde til Samuel: “Jeg har da adlydt Jehova! Jeg tog afsted på den mission Jehova sendte mig ud på, og jeg havde Agag, Amaleks konge, med tilbage, og jeg dræbte amalekitterne.+ 21 Men folkene tog får og kvæg af byttet, det bedste af det der skulle udslettes, for at ofre det til Jehova din Gud i Gilgal.”+

22 Samuel sagde: “Er Jehova lige så glad for brændofre og slagtofre+ som for at man adlyder Jehova? At adlyde er bedre end ofre,+ og at høre efter er mere værd end vædderfedt.+ 23 Det er nemlig lige så slemt at være oprørsk+ som at synde ved at øve spådomskunst+ og lige så slemt at handle overmodigt som at bruge magi og tilbede afguder.* Du har forkastet Jehovas ord,+ og derfor har han forkastet dig som konge.”+

24 Saul sagde til Samuel: “Jeg har syndet; jeg har overtrådt Jehovas befaling og dine ord, for jeg var bange for folkene og lyttede til dem. 25 Vil du ikke nok tilgive min synd og vende tilbage sammen med mig så jeg kan bøje mig for Jehova?”+ 26 Men Samuel sagde til Saul: “Jeg vender ikke tilbage sammen med dig, for du har forkastet Jehovas ord, og Jehova har forkastet dig, så du skal ikke fortsætte med at være konge over Israel.”+ 27 Idet Samuel vendte sig for at gå, greb Saul fat i fligen på hans ærmeløse overklædning, og den blev revet af. 28 Derfor sagde Samuel til ham: “Jehova har i dag revet kongedømmet over Israel fra dig, og han vil give det til en anden, en der er bedre end dig.+ 29 Desuden lyver Israels Herlighed+ ikke,+ og han skifter ikke mening.* Han ændrer nemlig ikke mening* ligesom et menneske.”+

30 Til det sagde han: “Jeg har syndet. Men vis mig nu ære foran de ældste i mit folk og foran Israel, og vend tilbage sammen med mig, så vil jeg bøje mig for Jehova din Gud.”+ 31 Så fulgte Samuel med Saul tilbage, og Saul bøjede sig for Jehova. 32 Og Samuel sagde: “Før Agag, Amaleks konge, hen til mig.” Så gik Agag modvilligt* hen til ham, for Agag havde indtil nu sagt til sig selv: ‘Der er nok ikke længere nogen fare for at jeg dør.’* 33 Men Samuel sagde: “Ligesom dit sværd har taget børn fra kvinder, sådan vil din mor blive den kvinde der bliver taget mest fra.” Da Samuel havde sagt det, huggede han Agag i småstykker foran Jehova i Gilgal.+

34 Samuel gik nu til Rama, og Saul begav sig op til sit hus i sin hjemby, Gibea. 35 Indtil sin dødsdag så Samuel ikke Saul igen, for Samuel sørgede over Saul.+ Og Jehova var bedrøvet over* at han havde gjort Saul til konge over Israel.+

16 Til sidst sagde Jehova til Samuel: “Hvor længe vil du sørge over Saul?+ Jeg har jo forkastet ham som konge over Israel.+ Fyld dit horn med olie,+ og tag afsted. Jeg sender dig til betlehemitten Isaj,+ for jeg har udvalgt mig en konge blandt hans sønner.”+ 2 Men Samuel sagde: “Hvordan skulle jeg kunne gå derhen? Når Saul hører om det, dræber han mig.”+ Jehova svarede: “Tag en kvie med dig og sig: ‘Jeg er kommet for at ofre til Jehova.’ 3 Invitér Isaj med til ofringen. Så vil jeg fortælle dig hvad du skal gøre. Den jeg udpeger, skal du salve for mig.”+

4 Samuel gjorde som Jehova havde sagt. Da han kom til Betlehem,+ mødte byens ældste ham. De spurgte skælvende: “Kommer du med fred?” 5 “Ja, jeg er kommet for at ofre til Jehova. I skal hellige jer og gå med mig til ofringen,” svarede han. Derefter helligede han Isaj og hans sønner og inviterede dem med til ofringen. 6 Da de kom ind og han så Eliab,+ sagde han: “Det må være Jehovas salvede.” 7 Men Jehova sagde til Samuel: “Se ikke på hans udseende og på hvor høj han er,+ for jeg har forkastet ham. Gud ser ikke på samme måde som mennesker ser. Mennesker ser nemlig på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.”+ 8 Derefter kaldte Isaj på Abinadab+ og førte ham frem for Samuel, men han sagde: “Jehova har heller ikke udvalgt ham.” 9 Så hentede Isaj Shamma,+ men Samuel sagde: “Jehova har heller ikke udvalgt ham.” 10 Isaj førte syv af sine sønner frem for Samuel, men Samuel sagde til Isaj: “Jehova har ikke udvalgt nogen af dem.”

11 Samuel spurgte så Isaj: “Er det alle dine drenge?” Han svarede: “Nej, den yngste+ mangler, for han vogter får.”+ Samuel sagde til Isaj: “Send bud efter ham, for vi sætter os ikke til bords før han kommer.” 12 Så sendte han bud efter ham. Og han havde en sund, rødlig kulør og smukke øjne og så godt ud.+ Jehova sagde: “Det er ham! Rejs dig og salv ham.”+ 13 Samuel tog så hornet med olie+ og salvede ham foran hans brødre. Og fra den dag virkede Jehovas ånd på David.+ Senere tog Samuel til Rama.+

14 Jehova havde taget sin ånd fra Saul,+ og Jehova tillod at han blev plaget af mørke tanker.*+ 15 Sauls tjenere sagde til ham: “Det er tydeligt at Gud lader dig blive plaget af mørke tanker. 16 Herre, vi beder dig, befal dine tjenere som står foran dig, at de skal finde en mand der er dygtig til at spille på harpe.+ Når de mørke tanker fra Gud kommer over dig, kan han spille, og du vil få det bedre.” 17 Så sagde Saul til sine tjenere: “Ja, find en mand der er god til at spille, og bring ham til mig.”

18 En af tjenerne sagde: “Jeg ved at Isaj fra Betlehem har en søn der spiller godt, og han er en modig og stærk kriger.+ Han er veltalende og ser godt ud,+ og Jehova er med ham.”+ 19 Så sendte Saul bud til Isaj og sagde: “Send din søn David til mig, ham der vogter fårene.”+ 20 Isaj tog så brød, en læderflaske med vin og et gedekid og læssede det på et æsel og sendte det med sin søn David til Saul. 21 Sådan kom David i Sauls tjeneste.+ Saul kom til at elske ham meget højt, og han blev hans våbendrager. 22 Saul sendte bud til Isaj: “Lad David fortsætte sin tjeneste hos mig, for jeg er tilfreds med ham.” 23 Hver gang Gud tillod at Saul blev ramt af mørke tanker, tog David harpen og spillede. Så faldt Saul til ro og fik det bedre, og de mørke tanker forsvandt.+

17 Filistrene+ samlede deres tropper* til krig. De samledes ved Soko,+ som hører til Juda, og slog lejr i Efes-Dammim,+ mellem Soko og Azeka.+ 2 Saul og Israels mænd samledes og slog lejr i Eladalen,*+ og de stillede op i kampformation for at møde filistrene. 3 Filistrene stod på det ene bjerg, og israelitterne stod på det andet bjerg, så dalen var imellem dem.

4 Så kom en kriger ud fra filistrenes lejr. Han hed Goliat+ og var fra Gat,+ og han var seks alen og et fingerspand høj.* 5 Han havde en kobberhjelm på hovedet og var iført en kobberbrynje.+ Brynjen vejede 5.000 sekel.* 6 Han havde benskinner af kobber på benene og et kastespyd+ af kobber hængende på ryggen. 7 Træskaftet på hans spyd var som en vævebom,+ og jernspidsen på hans spyd vejede 600 sekel;* og hans skjoldbærer gik foran ham. 8 Han stillede sig op og råbte til mændene i Israels hær:+ “Hvorfor er I rykket ud i kampformation? Er jeg ikke filistrenes bedste kriger, og er I ikke Sauls tjenere? Udvælg en mand, og lad ham komme ned til mig. 9 Hvis han kæmper mod mig og slår mig ihjel, skal vi være jeres tjenere. Men hvis jeg vinder over ham og slår ham ihjel, skal I være vores tjenere og tjene os.” 10 Filisteren fortsatte: “I dag håner* jeg Israels hær.+ Giv mig en mand, og lad os få det afgjort!”

11 Da Saul og hele Israel hørte hvad filisteren sagde, blev de skrækslagne og meget bange.

12 David var søn af efratitten+ Isaj+ fra Betlehem+ i Juda, som havde otte sønner+ og allerede på Sauls tid var en gammel mand. 13 Isajs tre ældste sønner var fulgt med Saul i krigen.+ De tre sønner der var draget i krig, var den førstefødte, Eliab,+ den næstældste, Abinadab,+ og den tredje, Shamma.+ 14 David var den yngste,+ og de tre ældste fulgte med Saul.

15 David forlod indimellem Saul for at vogte sin fars får+ i Betlehem. 16 I mellemtiden stillede filisteren sig op hver morgen og hver aften i 40 dage og udfordrede israelitterne.

17 Isaj sagde til sin søn David: “Tag den her efa* ristet korn og de her ti brød, og skynd dig hen i lejren til dine brødre med det. 18 Tag også de her ti oste* med til tusindføreren. Find ud af hvordan dine brødre har det, og få et pant med tilbage fra dem.” 19 De var sammen med Saul og alle Israels andre mænd i Eladalen,*+ hvor de kæmpede mod filistrene.+

20 Næste morgen stod David tidligt op og overlod fårene til en anden; derefter pakkede han og tog afsted sådan som Isaj havde sagt han skulle. Da han kom til lejren, var hæren ved at rykke ud, og mændene udstødte et krigsråb. 21 Israel og filistrene stillede sig op så deres hære stod over for hinanden. 22 David overlod straks de ting han havde med, til den mand der passede oppakningen, og løb ud til slagmarken. Da han nåede frem, spurgte han sine brødre hvordan de havde det.+

23 Mens han talte med dem, kom den kriger der hed Goliat,+ filisteren fra Gat. Han trådte frem fra filistrenes rækker og sagde det samme som han plejede,+ og David hørte ham. 24 Da Israels mænd så ham, blev de alle skrækslagne+ og trak sig tilbage. 25 Israels mænd sagde: “Har I set den mand der kommer der? Han kommer for at håne* Israel.+ Den der slår ham ihjel, vil kongen gøre meget rig, han vil give ham sin datter,+ og han vil fritage hans fars hus for skatter og pligter i Israel.”

26 David sagde til de mænd der stod i nærheden: “Hvad vil man gøre for den der slår filisteren ihjel og fjerner skammen fra Israel? Hvem er den uomskårne filister som vover at håne* den levende Guds hær?”+ 27 Folkene gentog så det de havde sagt: “Sådan vil man gøre for den der slår ham ihjel.” 28 Da Davids ældste bror, Eliab,+ hørte at han talte med mændene, blev han vred på ham og sagde: “Hvorfor er du kommet herned? Og hvem har du overladt de få får i ørkenen til?+ Jeg ved jo at du er overmodig, og jeg kender dine dårlige motiver. Du er bare kommet for at se kampen.” 29 Til det sagde David: “Hvad har jeg nu gjort? Jeg spurgte jo bare!” 30 Så vendte han sig om og spurgte en anden om det samme,+ og han fik samme svar som før.+

31 Man fortalte Saul hvad David havde sagt, så han sendte bud efter ham. 32 David sagde til Saul: “Lad ikke nogen miste modet* på grund af ham. Din tjener vil kæmpe mod filisteren.”+ 33 Men Saul sagde til David: “Du kan ikke kæmpe mod filisteren, for du er kun en dreng,+ og han har været kriger hele sit liv.” 34 David sagde til Saul: “Din tjener har været hyrde for sin fars får, og engang var der en løve,+ og en anden gang en bjørn, der tog et får fra flokken. 35 Jeg løb efter rovdyret og slog det ned og reddede fåret fra dets gab. Da det gik til angreb på mig, greb jeg det i pelsen* og slog det ihjel. 36 Din tjener slog både løven og bjørnen ihjel, og den uomskårne filister skal blive som en af dem, for han har hånet* den levende Guds hær.”+ 37 Og David tilføjede: “Jehova, som har reddet mig ud af kløerne på løven og bjørnen, vil redde mig fra denne filister.”+ Så sagde Saul til David: “Gå, og må Jehova være med dig.”

38 Saul tog nu sin egen dragt og gav David den på. Han satte en kobberhjelm på hans hoved og gav ham en brynje på. 39 Derefter spændte David hans sværd uden på dragten og forsøgte at gå men kunne ikke, for han var ikke vant til at have det på. David sagde til Saul: “Jeg kan ikke gå i det her, for jeg er ikke vant til det.” Så David tog det af. 40 Han tog sin stav i hånden og udvalgte fem glatte sten fra flodlejet* og lagde dem i lommen på sin hyrdetaske, og han havde sin slynge+ i hånden. Og han begyndte at gå hen imod filisteren.

41 Filisteren kom nærmere og nærmere, og hans skjoldbærer var foran ham. 42 Da filisteren så David, vrængede han hånligt ad ham, for David var bare en køn dreng med en sund, rødlig kulør.+ 43 Filisteren sagde til David: “Er jeg en hund,+ siden du kommer imod mig med en kæp?” Så forbandede han David ved sine guder. 44 Og filisteren sagde til David: “Kom bare an, så skal jeg give dit kød til himlens fugle og markens vilde dyr.”

45 David svarede: “Du kommer imod mig med sværd og spyd og kastespyd,+ men jeg kommer imod dig i Hærstyrkers Jehovas navn,+ Israels hærs Gud, som du har hånet.*+ 46 I dag vil Jehova overgive dig til mig,+ og jeg vil slå dig ihjel og hugge dit hoved af. Og i dag vil jeg give ligene i filistrenes lejr til himlens fugle og jordens vilde dyr. Alle på jorden skal vide at der er en Gud i Israel.+ 47 Og alle der er samlet her,* skal vide at det ikke er sværd eller spyd Jehova bruger til at frelse med,+ for kampen tilhører Jehova,+ og han vil overgive jer alle sammen til os.”+

48 Så satte filisteren sig i bevægelse og gik frem for at møde David, men David løb hurtigt frem mod frontlinjen for at møde filisteren. 49 David stak hånden ned i tasken og tog en sten op og slyngede den. Han ramte filisteren i panden, og stenen borede sig ind i hans pande, og han faldt forover med ansigtet mod jorden.+ 50 David besejrede altså filisteren med slynge og sten; han ramte filisteren og slog ham ihjel uden at have et sværd i hånden.+ 51 David løb hen og stillede sig over ham. Han tog filisterens sværd,+ trak det ud af skeden og huggede hans hoved af for at sikre sig at han var død. Da filistrene så at deres store kriger var død, flygtede de.+

52 Nu udstødte Israels og Judas mænd et kampråb og gik til angreb. De forfulgte filistrene fra dalen+ og helt til Ekrons+ porte, og der lå faldne filistre langs vejen fra Shaarajim,+ helt til Gat og Ekron. 53 Efter at israelitterne var kommet tilbage fra den hidsige forfølgelse af filistrene, udplyndrede de deres lejr.

54 David tog filisterens hoved med til Jerusalem, men han lagde filisterens våben i sit telt.+

55 I det øjeblik Saul så David gå ud for at møde filisteren, sagde han til hærføreren Abner:+ “Hvem er den dreng søn af,+ Abner?” Abner svarede: “Så sandt du lever, konge, jeg ved det ikke!” 56 Kongen sagde: “Find ud af hvem den unge mand er søn af.” 57 Så snart David kom tilbage efter at have slået filisteren ihjel, tog Abner ham derfor med til Saul. David havde stadig filisterens hoved+ i hånden. 58 Saul spurgte ham: “Hvem er du søn af, dreng?” David svarede: “Jeg er søn af din tjener Isaj+ fra Betlehem.”+

18 Så snart David var færdig med at tale med Saul, blev Jonatan+ og David nære venner,* og Jonatan elskede ham som sig selv.+ 2 Fra den dag beholdt Saul David hos sig, og han tillod ham ikke at vende tilbage til sin fars hus.+ 3 Og Jonatan og David indgik en bindende aftale,*+ for han elskede ham som sig selv.+ 4 Jonatan tog sin ærmeløse overklædning af og gav den til David, sammen med sin dragt, sit sværd, sin bue og sit bælte. 5 David begyndte at tage ud på felttog, og uanset hvor Saul sendte ham hen, havde han succes.*+ Så Saul satte ham over sine krigere,+ og det syntes hele folket og Sauls tjenere godt om.

6 Hver gang David og de andre vendte tilbage efter at have slået filistrene, kom kvinderne ud fra alle Israels byer for at møde kong Saul mens de sang+ og dansede med stor glæde og spillede på tamburin+ og lut. 7 Kvinderne fejrede sejren og sang:

8 Saul var utilfreds med sangen, og han blev meget vred.+ Han sagde: “De har givet David æren for titusinder, men mig har de kun givet æren for tusinder. Nu mangler han kun kongemagten!”+ 9 Fra den dag var Saul altid på vagt over for David.

10 Næste dag tillod Gud at Saul blev plaget af mørke tanker,*+ og Saul begyndte at opføre sig underligt* inde i huset mens David spillede på harpe+ som han plejede. Saul havde et spyd i hånden,+ 11 og han kastede spyddet+ og sagde til sig selv: ‘Jeg vil spidde David til væggen!’ Men David undveg ham to gange. 12 Saul blev nu bange for David fordi Jehova var med ham+ men havde forladt Saul.+ 13 Så Saul fjernede ham fra sig og gjorde ham til tusindfører, og David ledte hæren i kamp.*+ 14 David havde succes+ med* alt hvad han foretog sig, og Jehova var med ham.+ 15 Da Saul så hvor godt det gik for David, blev han bange for ham. 16 Men hele Israel og Juda elskede David, for han ledte dem på deres felttog.

17 Senere sagde Saul til David: “Her er min ældste datter, Merab.+ Hende vil jeg give dig til hustru.+ Du skal blot fortsat vise mig at du er modig, og kæmpe Jehovas krige.”+ Saul sagde nemlig til sig selv: ‘Det skal ikke være mig der slår ham ihjel. Lad filistrene klare det.’+ 18 David sagde til Saul: “Hvem er jeg, og hvem er min familie, min fars slægt i Israel? Hvordan skulle jeg kunne blive kongens svigersøn?”+ 19 Men på det tidspunkt hvor Sauls datter Merab skulle gives til David, var hun allerede blevet givet til Adriel+ fra Mehola.*

20 Nu var Sauls datter Mikal+ forelsket i David, og det fortalte man til Saul, og det kunne han godt lide. 21 Så Saul sagde: “Hende vil jeg give til ham så hun kan blive en fælde for ham og filistrene kan få ram på ham.”+ Saul sagde derfor igen til David: “I dag skal du blive min svigersøn.”* 22 Saul beordrede sine tjenere: “Sig til David uden at andre hører det: ‘Kongen er tilfreds med dig, og alle hans tjenere kan lide dig. Bliv nu kongens svigersøn.’” 23 Da Sauls tjenere talte med David, sagde han: “Synes I at det er en lille ting at blive kongens svigersøn? Jeg er jo bare en fattig og ubetydelig mand.”+ 24 Tjenerne fortalte så Saul hvad David havde sagt.

25 Saul sagde så: “I skal sige til David: ‘Kongen vil ikke have nogen brudepris,+ kun 100 filistres forhuder+ som hævn over kongens fjender.’” Saul regnede nemlig med at filistrene ville dræbe David. 26 Hans tjenere fortalte det til David, og han kunne godt lide tanken om at blive kongens svigersøn.+ Inden tidsfristen var udløbet, 27 tog David og hans mænd afsted, og de slog 200 filistre ihjel. David gav alle deres forhuder til kongen så han kunne blive kongens svigersøn. Saul gav ham derfor sin datter Mikal til hustru.+ 28 Saul kunne se at Jehova var med David,+ og at hans datter Mikal elskede ham.+ 29 Det gjorde Saul endnu mere bange for David, og Saul betragtede David som sin fjende resten af sit liv.+

30 Hver gang filistrenes fyrster drog ud til kamp, klarede David sig bedre* end alle Sauls tjenere;+ og hans navn var højt respekteret.+

19 Senere talte Saul med sin søn Jonatan og med alle sine tjenere om at få David slået ihjel.+ 2 Sauls søn Jonatan holdt meget af David,+ så han sagde til David: “Min far, Saul, vil slå dig ihjel. Så du må være på vagt i morgen tidlig og finde et skjulested og blive der. 3 Jeg vil gå ud og stille mig ved siden af min far på den mark hvor du er. Jeg vil tale med ham om dig, og hvis jeg får noget at vide, skal jeg nok fortælle dig det.”+

4 Så talte Jonatan godt om David+ over for sin far, Saul. Han sagde til ham: “Kongen må ikke synde mod sin tjener David, for han har ikke syndet mod dig, og du har haft stor gavn af det han har gjort for dig. 5 Han satte sit liv på spil for at slå filisteren ihjel+ så Jehova kunne give hele Israel en stor sejr.* Du så det selv, og du blev meget glad. Så hvorfor skulle du synde mod uskyldigt blod ved at slå David ihjel uden grund?”+ 6 Saul lyttede til Jonatan. “Så sandt Jehova lever,” sværgede Saul, “David skal ikke dø.” 7 Bagefter kaldte Jonatan på David og fortalte ham det hele. Så tog Jonatan David med til Saul, og David fortsatte med at tjene Saul som tidligere.+

8 Der blev krig igen, og David kæmpede mod filistrene og slog dem stort, og de flygtede for ham.

9 Jehova tillod at de mørke tanker* kom over Saul+ da han sad i sit hus med et spyd i hånden mens David spillede på harpe.+ 10 Saul prøvede at spidde David til væggen med spyddet, men han undgik Saul, og spyddet borede sig ind i væggen. David flygtede og undslap samme nat. 11 Senere sendte Saul nogle mænd hen for at overvåge Davids hus og slå ham ihjel om morgenen,+ men Mikal, Davids hustru, sagde til ham: “Hvis du ikke flygter i nat, er du en død mand i morgen.” 12 Mikal firede straks David ned fra vinduet så han kunne flygte og undslippe. 13 Mikal tog husguden,* lagde den i sengen og anbragte et net af gedehår i hovedenden. Til sidst dækkede hun den til med en klædning.

14 Saul sendte nu nogle mænd hen for at hente David, men hun sagde: “Han er syg.” 15 Så sendte Saul igen mændene hen til David. Han sagde til dem: “Bær ham herhen på hans seng så han kan dø.”+ 16 Da mændene kom ind, så de husguden på sengen og nettet af gedehår i hovedenden. 17 Saul sagde til Mikal: “Hvorfor har du narret mig og hjulpet min fjende+ med at slippe væk?” Mikal svarede: “Han sagde til mig: ‘Hjælp mig med at slippe væk, eller jeg slår dig ihjel!’”

18 I mellemtiden var David sluppet væk. Han tog hen til Samuel i Rama+ og fortalte ham alt hvad Saul havde gjort imod ham. Så gik han og Samuel til Najot,+ og der blev de. 19 Noget tid senere sagde man til Saul: “David er i Najot i Rama.” 20 Saul sendte omgående nogle mænd afsted for at pågribe David. Da de så de ældre profeter profetere og Samuel stå og lede dem, kom Guds ånd over dem, og de begyndte også at opføre sig som profeter.

21 Man fortalte Saul om det, og han sendte straks nogle andre afsted, men de begyndte også at opføre sig som profeter. Så sendte Saul en tredje gruppe, som også begyndte at opføre sig som profeter. 22 Til sidst tog han selv til Rama. Da han kom til den store cisterne i Seku, spurgte han: “Hvor er Samuel og David?” Man svarede: “De er i Najot+ i Rama.” 23 Mens han var på vej dertil, kom Guds ånd også over ham, så han opførte sig som en profet hele vejen til Najot i Rama. 24 Desuden tog han tøjet af, og også han opførte sig som en profet foran Samuel, og han faldt om og lå nøgen* hele den dag og hele den nat. Det er derfor man siger: “Er Saul også en af profeterne?”+

20 David flygtede fra Najot i Rama. Han kom til Jonatan og sagde: “Hvad har jeg gjort?+ Hvilken forbrydelse har jeg begået, og hvordan har jeg syndet mod din far, siden han vil dræbe mig?” 2 Jonatan svarede: “Det er utænkeligt!+ Du skal ikke dø. Min far gør ikke noget uden at fortælle det til mig, hverken en stor eller lille ting. Hvorfor skulle min far skjule det for mig? Det vil ikke ske.” 3 Men David sværgede og sagde: “Din far ved jo at du synes godt om mig,+ og han tænker sikkert: ‘Jonatan må ikke få noget at vide om det her, for det vil bare gøre ham ked af det.’ Men så sandt Jehova lever, og så sandt du lever: Der er kun ét skridt mellem mig og døden!”+

4 Jonatan sagde til David: “Jeg vil gøre alt hvad du beder mig om.” 5 David sagde til Jonatan: “I morgen er det nymåne,+ og det forventes at jeg sidder og spiser sammen med kongen. Du må sende mig væk, og så vil jeg skjule mig på marken indtil om aftenen i overmorgen. 6 Hvis din far virkelig savner mig, skal du sige: ‘David bad mig indtrængende om lov til hurtigt at tage til sin hjemby, Betlehem,+ for der er en årlig ofring for hele familien der.’+ 7 Hvis han siger: ‘Det er i orden’, betyder det fred for din tjener. Men hvis han bliver vred, kan du være sikker på at han er besluttet på at gøre mig fortræd. 8 Vis din tjener loyal kærlighed,+ for du har indgået en aftale* med din tjener foran Jehova.+ Men hvis jeg er skyldig,+ skal du selv slå mig ihjel. Hvorfor skulle du overgive mig til din far?”

9 Til det sagde Jonatan: “Du må ikke engang tænke sådan! Hvis jeg finder ud af at min far er besluttet på at gøre dig fortræd, vil jeg så ikke fortælle dig det?”+ 10 Så sagde David til Jonatan: “Hvem kan fortælle mig om din far bliver rasende?” 11 Jonatan sagde til David: “Kom, lad os gå ud på marken.” De gik så ud på marken. 12 Og Jonatan sagde til David: “Jehova, Israels Gud, skal være vidne på at jeg i morgen eller i overmorgen ved denne tid vil finde ud af hvad min far synes. Hvis han er positivt indstillet over for dig, sender jeg bud og giver dig besked om det. 13 Men hvis min far planlægger at gøre dig fortræd og jeg ikke advarer dig og lader dig slippe væk i fred, så lad Jehova ramme mig med noget der er endnu værre. Må Jehova være med dig,+ sådan som han var med min far.+ 14 Og må du vise mig en loyal kærlighed som den Jehova viser, både mens jeg er i live, og når jeg er død.+ 15 Du må aldrig holde op med at vise min husstand+ loyal kærlighed, heller ikke når Jehova fjerner alle dine fjender fra jordens flade.” 16 Jonatan indgik så en bindende aftale* med Davids hus og sagde: “Jehova vil kræve Davids fjender til regnskab.” 17 Og Jonatan fik igen David til at sværge ved sin kærlighed til ham, for han elskede ham som sig selv.+

18 Jonatan sagde derefter til ham: “I morgen er det nymåne,+ og man vil savne dig når din plads er tom. 19 I overmorgen vil man spørge efter dig, og du skal gå derhen hvor du skjulte dig forleden,* og holde dig i nærheden af denne sten. 20 Jeg vil så skyde tre pile hen ved siden af den, som om jeg skyder til måls. 21 Jeg vil sende medhjælperen afsted og sige: ‘Gå ud og find pilene!’ Hvis jeg siger til ham: ‘Pilene er på den her side af dig, tag dem’, kan du komme tilbage, for det betyder, så sandt Jehova lever, at du er i sikkerhed, og at der ikke er nogen fare. 22 Men hvis jeg siger til drengen: ‘Pilene er længere væk’, skal du tage afsted, for så er det Jehova der sender dig afsted. 23 Men hvad angår det løfte du og jeg har givet+ hinanden, så lad Jehova være vidne mellem os for evigt.”+

24 David skjulte sig så ude på marken. Det blev nymåne, og kongen satte sig til bords for at spise.+ 25 Kongen sad på sin sædvanlige plads ved væggen. Jonatan sad over for ham, og Abner+ sad ved siden af Saul, men Davids plads var tom. 26 Saul sagde ikke noget den dag, for han tænkte: ‘Der må være sket noget så han ikke er ren.+ Ja, han er nok blevet uren.’ 27 Næste dag, dagen efter nymåne, var Davids plads stadig tom, så Saul sagde til sin søn Jonatan: “Hvorfor er Isajs+ søn hverken kommet til måltidet i går eller i dag?” 28 Jonatan svarede Saul: “David bad mig indtrængende om lov til at tage til Betlehem.+ 29 Han sagde: ‘Giv mig lov til at tage afsted, for vores familie har en ofring i byen, og min bror har tilkaldt mig. Hvis jeg har din velvilje, så lad mig slippe afsted for at besøge mine brødre.’ Det er derfor han ikke er kommet til kongens bord.” 30 Saul blev rasende på Jonatan og sagde til ham: “Søn af en oprørsk kvinde, tror du ikke jeg ved at du tager parti for Isajs søn, til skam for dig selv og til skam for din mor?* 31 Så længe Isajs søn er i live, vil der ikke være nogen fremtid for dig og dit kongedømme.+ Så send nu nogen ud for at hente ham til mig, for han skal dø.”*+

32 Men Jonatan sagde til sin far, Saul: “Hvorfor skal han dø?+ Hvad har han gjort?” 33 I samme øjeblik slyngede Saul spyddet mod ham for at ramme ham,+ og så vidste Jonatan at hans far var besluttet på at slå David ihjel.+ 34 Fyldt med vrede rejste Jonatan sig fra bordet, og han spiste ikke noget dagen efter nymåne, for det med David tog hårdt på ham,+ og hans egen far havde ydmyget ham.

35 Om morgenen gik Jonatan ud på marken, sådan som han havde aftalt med David, og han havde en ung medhjælper med.+ 36 Han sagde til sin medhjælper: “Løb hen og find de pile jeg skyder af.” Medhjælperen løb, og Jonatan skød en pil hen over ham. 37 Da medhjælperen nåede hen i nærheden af den pil Jonatan havde skudt af, råbte Jonatan til medhjælperen: “Er pilen ikke længere væk?” 38 Jonatan råbte endnu en gang til medhjælperen: “Hurtigt, skynd dig! Stå ikke stille!” Og Jonatans medhjælper samlede pilene op og kom tilbage til sin herre. 39 Men medhjælperen forstod ikke hvad der foregik. Kun Jonatan og David vidste hvad det betød. 40 Jonatan gav så sine våben til medhjælperen og sagde: “Tag dem med ind til byen.”

41 Medhjælperen gik, og David kom frem fra sit skjulested i nærheden mod syd. Han kastede sig ned og bøjede sig tre gange, og de kyssede hinanden og græd sammen, men David græd mest. 42 Jonatan sagde til David: “Gå med fred, for vi har begge sværget+ ved Jehovas navn og sagt: ‘Må Jehova være vidne mellem mig og dig og mellem mine efterkommere og dine efterkommere for evigt.’”+

Så rejste David sig og gik, og Jonatan vendte tilbage til byen.

21 David kom senere til Nob,+ til præsten Akimelek. Akimelek blev forfærdet da han så David, og spurgte ham: “Hvorfor kommer du alene? Hvorfor er der ikke nogen med dig?”+ 2 David svarede præsten Akimelek: “Kongen har givet mig en opgave, men han sagde: ‘Fortæl ikke nogen om den mission jeg sender dig ud på, og om de instrukser jeg har givet dig.’ Jeg har aftalt med mine unge mænd at mødes et bestemt sted. 3 Hvis du har fem brød tilovers, så giv mig dem, ellers giv mig hvad du har.” 4 Men præsten svarede David: “Jeg har ikke noget almindeligt brød, kun helligt brød+ – det kan du få hvis de unge mænd har holdt sig fra kvinder.”*+ 5 David svarede præsten: “Jo, vi har holdt os fra kvinder, ligesom på mine tidligere felttog.+ Hvis de unge mænd holder sig hellige på en almindelig mission, så er de naturligvis også hellige på en dag som i dag.” 6 Så gav præsten ham det hellige brød,+ for der var ikke andet brød end det skuebrød som var blevet fjernet fra Jehovas telthelligdom* samme dag som man havde erstattet det med frisk brød.

7 Men den dag var en af Sauls tjenere der, en som blev tilbageholdt foran Jehova. Han hed Doeg+ og var edomit+ og anfører for Sauls hyrder.

8 David sagde så til Akimelek: “Har du et spyd eller et sværd? Jeg tog hverken mit sværd eller mine våben med mig, for kongens mission hastede.” 9 Til det sagde præsten: “Filisteren Goliats sværd,+ ham du slog ihjel i Eladalen,*+ ligger bag efoden,+ rullet ind i et klæde. Hvis du vil have det, så tag det, for det er det eneste der er.” David sagde: “Der findes ikke noget bedre sværd end det. Lad mig få det.”

12 David hæftede sig ved det de sagde, og han blev meget bange+ for Akish, kongen i Gat. 13 Derfor spillede han sindssyg+ foran dem, og han opførte sig som en vanvittig mens han var hos dem.* Han lavede mærker på dørene i byporten og lod sit spyt løbe ned i skægget. 14 Til sidst sagde Akish til sine tjenere: “I kan da se at manden er tosset i hovedet! Hvorfor har I taget ham med hen til mig? 15 Mangler jeg tosser, siden I kommer med en til? Skal den mand ind i mit hus?”

22 Så tog David væk derfra+ og flygtede til hulen ved Adullam.+ Da hans brødre og alle i hans fars hus hørte om det, kom de ned til ham. 2 Og alle der var i vanskeligheder og i gæld, og som var utilfredse,* samlede sig om ham, og han blev deres anfører. Der var omkring 400 mand hos ham.

3 David begav sig senere til Mispe i Moab og sagde til Moabs+ konge: “Jeg beder dig, lad min far og mor bo hos dig indtil jeg ved hvad Gud vil gøre for mig.” 4 Så han efterlod dem hos Moabs konge, og de boede hos ham i al den tid David opholdt sig på sit tilflugtssted.+

5 Noget tid senere sagde profeten Gad+ til David: “Bliv ikke på dit tilflugtssted. Gå videre ind i Juda.”+ David begav sig så ind i Heretskoven.*

6 Saul hørte at man havde fundet David og de mænd der var med ham. Saul var på det tidspunkt i Gibea+ og sad under tamarisken på højen med sit spyd i hånden, og alle hans tjenere stod omkring ham. 7 Så sagde Saul til sine tjenere der stod omkring ham: “Hør engang, benjaminitter. Vil Isajs søn+ også give jer marker og vingårde? Vil han udnævne jer til tusindførere og hundredførere?+ 8 I har alle rottet jer sammen mod mig! Der var ingen der fortalte mig det da min søn indgik en aftale med Isajs søn!+ Ingen af jer sympatiserer med mig og underretter mig om at min egen søn har opfordret min tjener til at ligge på lur efter mig, sådan som han gør nu.”

9 Edomitten Doeg,+ der var sat over Sauls tjenere, svarede:+ “Jeg har set Isajs søn komme til Akitubs+ søn Akimelek i Nob. 10 Og han rådspurgte Jehova for ham og gav ham proviant. Han gav ham endda filisteren Goliats sværd.”+ 11 Kongen sendte straks bud efter Akitubs søn præsten Akimelek og alle præsterne i hans fars hus, der var i Nob. De kom så alle sammen til kongen.

12 Saul sagde nu: “Hør engang, Akitubs søn!” Han sagde: “Ja, herre.” 13 Saul sagde til ham: “Hvorfor har I rottet jer sammen mod mig, du og Isajs søn? Du har givet ham brød og et sværd og rådspurgt Gud for ham så han kunne modarbejde mig og ligge på lur efter mig, sådan som han gør nu.” 14 Akimelek svarede kongen: “Hvem af alle dine tjenere er lige så pålidelig* som David?+ Han er kongens svigersøn+ og chef for din livvagt og højt respekteret i dit hus.+ 15 Er det første gang jeg har rådspurgt Gud for ham?+ Det du siger, kunne aldrig falde mig ind! Min herre kongen må ikke anklage mig og hele min fars hus, for jeg vidste slet ikke noget om alt det her.”+

16 Men kongen sagde: “Du skal dø,+ Akimelek, du og alle i din fars hus.”+ 17 Derefter sagde kongen til vagterne* der stod omkring ham: “Træd frem og dræb Jehovas præster, for de har stillet sig på Davids side! De vidste at han var på flugt, og de fortalte mig det ikke.” Men kongens mænd ønskede ikke at løfte hånden for at dræbe Jehovas præster. 18 Så sagde kongen til Doeg:+ “Træd du frem og hug præsterne ned!” Straks gik edomitten+ Doeg frem og huggede præsterne ned. Han dræbte 85 mænd der var klædt i en efod af linned.+ 19 Han angreb også Nob,+ præsternes by, og huggede både mænd og kvinder, børn og spædbørn, okser, æsler og får ned med sit sværd.

20 Men en af Akitubs søn Akimeleks sønner undslap. Han hed Ebjatar,+ og han flygtede for at følge David. 21 Ebjatar fortalte David: “Saul har dræbt Jehovas præster.” 22 Til det sagde David til Ebjatar: “Jeg vidste den dag+ at når edomitten Doeg var der, ville han fortælle det til Saul. Jeg bærer personligt skylden for alle dem i din fars hus der er blevet slået ihjel. 23 Bliv hos mig. Vær ikke bange, for den der vil dræbe dig, vil også dræbe mig. Du er under min beskyttelse.”+

23 Imidlertid fik David denne melding: “Filistrene har angrebet Keila,+ og de plyndrer tærskepladserne.” 2 David spurgte derfor Jehova:+ “Skal jeg drage ud og slå filistrene?” Jehova sagde til David: “Drag ud, slå filistrene og befri Keila.” 3 Men Davids mænd sagde til ham: “Vi er allerede bange her i Juda!+ Bliver det ikke bare værre hvis vi drager til Keila for at kæmpe mod filistrenes hær?”+ 4 Så David spurgte Jehova endnu en gang.+ Jehova svarede ham: “Bryd op, gå ned til Keila, for jeg vil overgive filistrene til dig.”+ 5 David og hans mænd drog så til Keila og kæmpede mod filistrene. Han slog dem stort og førte deres kvæg bort, og David reddede Keilas indbyggere.+

6 Dengang Akimeleks søn Ebjatar+ flygtede til David i Keila, havde han en efod med sig. 7 Man meddelte Saul: “David er kommet til Keila.” Så sagde Saul: “Gud har overgivet* ham til mig,+ for han er gået i en fælde ved at gå ind i en by med porte og slåer.” 8 Saul sammenkaldte derfor hele folket for at drage ned til Keila og omringe David og hans mænd. 9 Da David hørte om Sauls planer, sagde han til præsten Ebjatar: “Hent efoden.”+ 10 David sagde så: “Jehova, Israels Gud, din tjener har hørt at Saul vil komme til Keila for at ødelægge byen på grund af mig.+ 11 Vil Keilas ledere* udlevere mig til ham? Kommer Saul herned, sådan som din tjener har hørt? Jehova, Israels Gud, jeg beder dig, fortæl din tjener det.” Jehova svarede: “Han kommer.” 12 David spurgte: “Vil Keilas ledere udlevere mig og mine mænd til Saul?” Jehova svarede: “De vil udlevere jer.”

13 Straks brød David op med sine mænd, omkring 600,+ og de forlod Keila og vandrede omkring der hvor de kunne. Da Saul fik at vide at David var undsluppet fra Keila, opgav han at drage ud efter ham. 14 David holdt til i ørkenen på vanskeligt tilgængelige steder, i bjergene i Zifs ørken.+ Saul var konstant på udkig efter ham,+ men Jehova overgav ham ikke til ham. 15 David var klar over at* Saul var draget ud for at slå ham ihjel. På det tidspunkt var David i Zifs ørken ved Horesh.

16 Jonatan, Sauls søn, tog nu ud til David i Horesh og hjalp ham til at hente styrke* hos Jehova.+ 17 Han sagde til ham: “Du skal ikke være bange, for min far, Saul, vil ikke finde dig. Du vil blive konge over Israel,+ og jeg vil være næst efter dig, og det ved min far, Saul, også godt.”+ 18 Så indgik de to en aftale*+ foran Jehova. David blev i Horesh, og Jonatan tog hjem.

19 Senere gik mændene fra Zif op til Saul i Gibea+ og sagde: “David skjuler sig i nærheden af os+ på de vanskeligt tilgængelige steder ved Horesh,+ på Hakilas høj,*+ som ligger syd* for Jeshimon.*+ 20 Kom ned når det passer dig, konge, så vil vi overgive ham til dig.”+ 21 Til det sagde Saul: “Må Jehova velsigne jer fordi I har vist mig medfølelse. 22 Forsøg at finde ud af præcis hvor han er, og hvem der har set ham, for man har fortalt mig at han er meget snedig. 23 Find ud af hvor alle hans skjulesteder er, og kom tilbage til mig med oplysningerne. Så vil jeg gå med jer, og hvis han er i landet, vil jeg eftersøge ham blandt alle Judas klaner.”*

24 Så forlod de Saul og tog i forvejen til Zif,+ mens David og hans mænd var i Maons+ ørken i Araba+ syd for Jeshimon. 25 Senere kom Saul med sine mænd for at lede efter ham.+ David fik det at vide og tog straks ned til klippen+ i Maons ørken og blev der. Da Saul hørte det, forfulgte han David i Maons ørken. 26 Saul kom til den ene side af bjerget, mens David og hans mænd var på den anden side. David satte farten op for at slippe væk+ fra Saul, men Saul og hans mænd halede ind på David og hans mænd for at fange dem.+ 27 Så kom der et sendebud til Saul og sagde: “Skynd dig at komme, for filistrene har angrebet landet!” 28 Saul indstillede omgående forfølgelsen af David+ og drog afsted for at kæmpe mod filistrene. Derfor fik stedet navnet Klippen der Skiller.*

29 Derefter forlod David området og opholdt sig på de vanskeligt tilgængelige steder i En-Gedi.+

24 Så snart Saul var kommet tilbage efter at have forfulgt filistrene, fortalte man ham: “David er i En-Gedis ørken.”+

2 Saul tog så 3.000 udvalgte mænd fra hele Israel med ud for at lede efter David og hans mænd på klipperne hvor stenbukkene holder til. 3 Saul kom til fårefoldene med stengærder langs vejen, hvor der var en hule, og han gik derind for at træde af på naturens vegne* mens David og hans mænd sad i den bagerste del af hulen.+ 4 Davids mænd sagde til ham: “Det her er dagen hvor Jehova siger til dig: ‘Jeg overgiver din fjende til dig,+ og du kan gøre med ham hvad du vil.’” Så rejste David sig og skar en flig af Sauls ærmeløse overklædning uden at han opdagede det. 5 Men bagefter fik David dårlig samvittighed*+ fordi han havde skåret en flig af Sauls ærmeløse overklædning. 6 Han sagde til sine mænd: “Af respekt for Jehova kunne det aldrig falde mig ind at gøre sådan mod min herre, Jehovas salvede, og løfte hånden mod ham, for han er Jehovas salvede.”+ 7 Med de ord holdt David sine mænd tilbage,* og han tillod dem ikke at angribe Saul. Saul forlod hulen og gik videre.

8 David trådte nu ud af hulen og råbte efter Saul: “Min herre konge!”+ Da Saul så sig tilbage, faldt David på knæ og bøjede sig med ansigtet mod jorden. 9 David sagde til Saul: “Hvorfor hører du på dem der siger: ‘David vil gøre dig fortræd’?+ 10 I dag har du med egne øjne set at Jehova overgav dig til mig inde i hulen. Men da nogen sagde at jeg skulle dræbe dig,+ havde jeg medlidenhed med dig og sagde: ‘Jeg løfter ikke hånden mod min herre, for han er Jehovas salvede.’+ 11 Se, min far! Her i hånden har jeg fligen af din ærmeløse overklædning. Jeg skar nemlig fligen af din overklædning, men jeg dræbte dig ikke. Nu må du kunne se og forstå at jeg ikke er ude på at gøre dig noget ondt eller gøre oprør. Jeg har ikke syndet mod dig,+ og alligevel forfølger du mig for at tage mit liv.+ 12 Lad Jehova dømme mellem dig og mig,+ og må Jehova tage hævn på mine vegne,+ men jeg vil ikke løfte hånden mod dig.+ 13 Som det gamle ordsprog siger: ‘Fra de onde kommer ondskab’, men jeg vil ikke løfte hånden mod dig. 14 Hvem er det Israels konge er rykket ud efter? Hvem er det du jager? En død hund? En enkelt loppe?+ 15 Jehova skal være dommer, og han vil dømme mellem dig og mig. Han vil undersøge og føre min sag+ og dømme mig og redde mig fra dig.”

16 Så snart David var færdig med at tale, sagde Saul: “Er det din stemme, min søn David?”+ Og Saul begyndte at græde højt. 17 Han sagde til David: “Du er mere retfærdig end mig, for du har behandlet mig godt, men jeg har gengældt det med ondt.+ 18 I dag har du fortalt mig om det gode du har gjort ved ikke at dræbe mig da Jehova overgav mig til dig.+ 19 For hvem finder sin fjende og lader ham slippe uskadt væk? Jehova vil belønne dig med godt+ på grund af det du har gjort mod mig i dag. 20 Nu ved jeg at du skal herske som konge,+ og at Israels kongedømme skal forblive i din hånd. 21 Sværg nu ved Jehova+ at du ikke vil udrydde mine efterkommere, og at du ikke vil udslette mit navn fra min fars slægt.”+ 22 Så sværgede David over for Saul, og Saul vendte hjem.+ Men David og hans mænd gik op til tilflugtsstedet.+

25 Senere døde Samuel,+ og hele Israel samledes for at sørge over ham og begrave ham ved hans hus i Rama.+ Derefter tog David ned til Parans ørken.

2 Nu var der en mand i Maon+ som havde sine dyr i Karmel.*+ Manden var meget rig og ejede 3.000 får og 1.000 geder. På det tidspunkt var han ved at klippe sine får i Karmel. 3 Han hed Nabal,+ og hans hustru hed Abigajil.+ Hun var en klog og smuk kvinde, men manden, der var kalebit,+ var hård og opførte sig dårligt.+ 4 Ude i ørkenen hørte David at Nabal var ved at klippe sine får, 5 så David sendte ti unge mænd til ham, og han sagde til dem: “Gå til Karmel, og når I kommer til Nabal, så hils ham fra mig, og spørg ham om han har det godt. 6 Sig så: ‘Må du få et langt liv. Fred være med dig og din husstand og alt hvad der er dit. 7 Jeg hører at du er i gang med at klippe får. Da dine hyrder var sammen med os, generede vi dem ikke,+ og de mistede ikke noget i al den tid de var i Karmel. 8 Spørg dine unge mænd, så kan de bekræfte det. Jeg beder dig, vis mine unge mænd venlighed, for det er en glædelig tid* vi kommer på. Giv dine tjenere og din søn David hvad du kan undvære.’”+

9 Davids unge mænd gik så til Nabal og overbragte Davids hilsen. Da de var færdige, 10 sagde Nabal til Davids tjenere: “Hvem er David, og hvem er Isajs søn? Nu om dage er der så mange tjenere der stikker af fra deres herrer.+ 11 Skulle jeg give mit brød og mit vand og det kød jeg har slagtet til mine fåreklippere, til nogle mænd som ingen ved hvor er fra?”

12 Så vendte de unge mænd tilbage til David og fortalte ham alt hvad der var blevet sagt. 13 David sagde straks til sine mænd: “Spænd jeres sværd om jer!”+ Så spændte de alle sammen deres sværd om sig, og David spændte også sit sværd om sig, og cirka 400 mand fulgte med David, mens 200 blev ved oppakningen.

14 En af tjenerne meddelte i mellemtiden Abigajil, Nabals hustru: “David sendte nogle sendebud fra ørkenen for at ønske vores herre alt godt, men han overfusede dem.+ 15 Mændene behandlede os rigtig godt. De generede os aldrig, og vi mistede ikke noget som helst i al den tid vi var sammen med dem ude på markerne.+ 16 De var som en beskyttende mur omkring os, både nat og dag, al den tid vi var sammen med dem og vogtede hjorden. 17 Så beslut nu hvad du vil gøre, for det vil helt sikkert ende med at vores herre og hans hus bliver ramt af en katastrofe,+ og han er så forfærdeligt* et menneske+ at han ikke er til at tale med.”

18 Abigajil+ skyndte sig at tage 200 brød, to store krukker vin, fem slagtede får, fem sea* ristet korn, 100 rosinkager og 200 figenkager, og hun læssede det hele på æslerne.+ 19 Derefter sagde hun til sine tjenere: “Gå i forvejen, så følger jeg efter.” Men hun sagde ikke noget til sin mand, Nabal.

20 Da hun kom ridende ned på sit æsel, skjult af bjerget, mødte hun David og hans mænd, der kom ned mod hende. 21 David havde sagt: “Det var forgæves at jeg i ørkenen beskyttede alt hvad der tilhørte den fyr. Han har ikke mistet noget af det han ejer,+ og alligevel gengælder han godt med ondt.+ 22 Må Gud straffe Davids fjender* hårdt hvis jeg lader en eneste af hans mænd* overleve til i morgen.”

23 Da Abigajil fik øje på David, sprang hun straks af æslet og faldt på knæ foran David og bøjede sig mod jorden. 24 Så kastede hun sig ned for hans fødder og sagde: “Min herre, lad mig bære skylden; lad din tjenestepige tale til dig, og lyt til hvad din tjenestepige har at sige. 25 Herre, tag dig ikke af denne forfærdelige Nabal,+ for han lever op til sit navn. Nabal* hedder han, og han er virkelig tåbelig. Men jeg, din tjenestepige, så ikke de unge mænd du sendte, herre. 26 Og nu, herre – så sandt Jehova lever, og så sandt du lever – det er Jehova der har forhindret dig+ i at pådrage dig blodskyld+ og i selv at tage hævn.* Må dine fjender og de der søger at skade dig, herre, blive som Nabal. 27 Lad nu denne gave*+ som din tjenestepige har taget med til dig, blive givet til de unge mænd der følger dig, herre.+ 28 Tilgiv din tjenestepiges overtrædelse. Jehova vil helt sikkert give min herre et varigt hus,+ for det er Jehovas krige min herre kæmper,+ og der er ikke blevet fundet noget ondt hos dig i al den tid du har levet.+ 29 Når nogen står frem for at forfølge dig og tage dit liv, herre, så skal dit liv ligge trygt i livets pose hos Jehova din Gud, men dine fjenders liv vil han slynge bort som sten fra en slynge. 30 Og når Jehova har gjort alt det gode som han har lovet dig, herre, og han udnævner dig til leder over Israel,+ 31 vil du ikke skulle angre eller fortryde* at have udgydt blod uden grund og at have taget hævn,*+ herre. Men når Jehova gør godt mod dig, herre, så husk din tjenestepige.”

32 David svarede Abigajil: “Pris Jehova, Israels Gud, der sendte dig ud for at møde mig i dag! 33 Og velsignet være din sunde fornuft! Må du blive velsignet fordi du har hindret mig i at pådrage mig blodskyld+ og i selv at tage hævn.* 34 Så sandt Jehova, Israels Gud, lever, ham der har forhindret mig i at gøre dig ondt+ – hvis du ikke havde skyndt dig at komme mig i møde,+ ville der ikke have været en eneste af Nabals mænd* tilbage i morgen.”+ 35 Så tog David imod det hun havde med til ham, og han sagde: “Gå hjem i fred. Jeg har lyttet til dig, og jeg vil gøre som du har bedt mig om.”

36 Senere vendte Abigajil tilbage til Nabal, der festede som en konge i sit hus. Han* var i godt humør, og han var så beruset som man kan blive. Hun fortalte ham ikke noget som helst før det blev lyst om morgenen. 37 Om morgenen, da Nabal var blevet ædru, fortalte hun ham hvad der var sket. Hans hjerte blev som en død mands, og han lå som forstenet. 38 Omkring ti dage senere slog Jehova Nabal, og han døde.

39 Da David hørte at Nabal var død, sagde han: “Pris Jehova, som har ført min sag+ mod Nabal+ efter hans grove fornærmelser og har forhindret sin tjener i at gøre noget ondt!+ Jehova har ladet Nabals ondskab komme over hans eget hoved.” Så sendte David bud for at fri til Abigajil. 40 Davids tjenere kom til Abigajil i Karmel og sagde til hende: “David har sendt os til dig fordi han gerne vil have dig til hustru.” 41 Hun rejste sig straks og bøjede sig med ansigtet mod jorden og sagde: “Jeg er villig til at være en tjenestepige der vasker min herres tjeneres fødder.”+ 42 Derefter rejste Abigajil+ sig hurtigt og tog med Davids sendebud. Hun red på sit æsel, og fem af hendes tjenestepiger gik bag hende. Og hun blev Davids hustru.

43 David havde også giftet sig med Akinoam+ fra Jizreel,+ og begge kvinder blev hans hustruer.+

44 Men Saul havde givet sin datter Mikal,+ Davids hustru, til Palti.+ Han var søn af Lajish, som var fra Gallim.

26 Mændene fra Zif+ kom senere til Saul i Gibea+ og sagde: “Er du klar over at David skjuler sig på Hakilas høj* over for Jeshimon?”*+ 2 Så drog Saul ned til Zifs ørken+ med 3.000 udvalgte israelitter for at lede efter David. 3 Saul slog lejr på Hakilas høj* over for Jeshimon, ved vejen. David boede på det tidspunkt i ørkenen, og han fandt ud af at Saul var kommet ud i ørkenen efter ham. 4 Så sendte David spioner ud for at få bekræftet at Saul virkelig var kommet. 5 Senere begav David sig derhen hvor Saul havde slået lejr, og David så hvor Saul og hans hærfører Abner,+ Ners søn, lå og sov. Saul sov midt i lejren, og folkene lå lejret omkring ham. 6 David sagde så til hittitten+ Akimelek og Abishaj,+ der var søn af Seruja+ og bror til Joab: “Hvem går med mig ned til Saul i lejren?” Abishaj svarede: “Jeg går med dig.” 7 David og Abishaj sneg sig hen til folkene i ly af nattens mørke, og de så Saul ligge og sove midt i lejren. Hans spyd var stukket ned i jorden ved hans hoved, og Abner og folkene lå rundt om ham.

8 Abishaj sagde til David: “I dag har Gud overgivet din fjende til dig.+ Lad mig nu spidde ham til jorden med spyddet. Én gang er nok, jeg behøver ikke at gøre det to gange.” 9 Men David sagde til Abishaj: “Gør ham ikke fortræd, for hvem kan ustraffet løfte sin hånd mod+ Jehovas salvede?”+ 10 David fortsatte: “Så sandt Jehova lever: Enten vil Jehova selv slå ham,+ eller også vil han dø som alle andre,+ eller også vil han miste livet i krig.+ 11 Af respekt for Jehova kunne det aldrig falde mig ind at løfte min hånd mod Jehovas salvede!+ Så tag nu spyddet som er ved hans hoved, og vanddunken, og lad os gå.” 12 Så tog David spyddet og vanddunken ved Sauls hoved, og de gik. Ingen så dem+ eller lagde mærke til dem, og der var ingen der vågnede. Alle sov, for Jehova havde ladet en dyb søvn falde over dem. 13 Derefter gik David over på den anden side og stillede sig på toppen af bjerget et stykke væk, sådan at der var stor afstand mellem dem.

14 David råbte til soldaterne og til Abner,+ Ners søn: “Abner, kan du høre mig?” Abner svarede: “Hvem er det der råber på kongen?” 15 David sagde til Abner: “Er du ikke en mand? Hvem i hele Israel er som dig? Så hvorfor har du ikke passet på din herre kongen? En af soldaterne kom nemlig for at dræbe din herre kongen.+ 16 Du har ikke gjort hvad du skulle. Så sandt Jehova lever: I fortjener at dø, for I har ikke passet på jeres herre, Jehovas salvede.+ Se jer omkring! Hvor er kongens spyd og den vanddunk+ der var ved hans hoved?”

17 Så genkendte Saul Davids stemme og sagde: “Er det din stemme, min søn David?”+ David svarede: “Det er min stemme, min herre konge.” 18 Han tilføjede: “Hvorfor jagter min herre sin tjener?+ Hvad har jeg gjort, og hvilken forbrydelse har jeg begået?+ 19 Min herre konge, lyt til din tjener. Hvis det er Jehova der har sat dig op imod mig, så lad ham tage imod* mit kornoffer. Men hvis det er mennesker,+ så er de forbandede foran Jehova, for de har i dag fordrevet mig så jeg ikke længere kan bo blandt Jehovas folk,*+ og de har sagt: ‘Gå, tjen andre guder!’ 20 Lad ikke mit blod løbe ud på jorden langt fra Jehovas nærhed, for Israels konge er draget ud for at lede efter en enkelt loppe,+ som om han var på jagt efter en agerhøne i bjergene.”

21 Saul sagde: “Jeg har syndet.+ Kom tilbage, min søn David. Jeg vil ikke længere gøre dig fortræd, for i dag har du regnet mit liv for dyrebart.+ Ja, jeg har opført mig tåbeligt og begået en forfærdelig fejl.” 22 David svarede: “Her er kongens spyd. Send en af de unge mænd over efter det. 23 Det er Jehova der vil belønne hver enkelt for hans retfærdighed+ og trofasthed, for i dag overgav Jehova dig til mig, men jeg ønskede ikke at løfte min hånd mod Jehovas salvede.+ 24 Må mit liv være lige så værdifuldt i Jehovas øjne som dit liv i dag var for mig, og må han befri mig fra alle trængsler.”+ 25 Saul svarede David: “Må du blive velsignet, min søn David. Du vil udrette store ting, og du vil klare dig godt.”+ Så gik David sin vej, og Saul vendte hjem.+

27 Alligevel sagde David til sig selv: “En dag får Saul ram på mig. Det bedste jeg kan gøre, er at flygte+ til filistrenes land; så vil Saul opgive at lede efter mig i hele Israels område,+ og jeg slipper fra ham.” 2 Så brød David op sammen med sine 600 mand+ og tog over til Akish,+ der var søn af Maok og konge i Gat. 3 David og hans mænd slog sig ned hos Akish i Gat, hver med sin husstand. David havde sine to hustruer med, Akinoam+ fra Jizreel og Abigajil+ fra Karmel, Nabals enke. 4 Da man fortalte Saul at David var flygtet til Gat, holdt han op med at lede efter ham.+

5 David sagde til Akish: “Hvis det er i orden for dig, så lad mig få et sted i en af byerne på landet så jeg kan bo der. Hvorfor skulle din tjener bo hos dig i kongebyen?” 6 Den dag gav Akish ham Siklag.+ Det er derfor Siklag tilhører Judas konger den dag i dag.

7 David boede i filistrenes område i en periode* på et år og fire måneder.+ 8 David og hans mænd drog flere gange ud for at plyndre geshuritterne,+ girzitterne og amalekitterne,+ for de boede i det land der strakte sig fra Telam helt til Shur+ og ned til Egypten. 9 Når David angreb landet, skånede han hverken mænd eller kvinder,+ men han tog deres får, geder, okser, æsler, kameler og tøj og vendte så tilbage til Akish. 10 Akish plejede at spørge: “Hvor har I plyndret i dag?” David svarede så: “I Judas sydlige område”*+ eller: “I jerakmeelitternes+ sydlige område” eller: “I kenitternes+ sydlige område.” 11 David sørgede for at alle mænd og kvinder blev dræbt så de ikke kunne blive ført til Gat. Han sagde nemlig: “Ellers sladrer de om os og siger: ‘Det har David gjort.’” (Sådan gjorde han i hele den periode han boede i filistrenes område). 12 Akish troede så på David, og han sagde til sig selv: “Han er virkelig blevet en stank for sit folk, Israel, så nu vil han altid være min tjener.”

28 På den tid samlede filistrene deres hære for at gå i krig mod Israel.+ Akish sagde derfor til David: “Du er nok klar over at du og dine mænd skal kæmpe sammen med mig.”+ 2 David svarede: “Du ved selv hvad din tjener vil gøre.” Så sagde Akish til David: “Det er derfor jeg udnævner dig til min personlige livvagt.”*+

3 Samuel var død, og hele Israel havde sørget over ham og begravet ham i Rama, hans hjemby.+ Og Saul havde fjernet alle åndemedier og alle spåmænd og spåkvinder fra landet.+

4 Filistrene samledes og drog til Shunem,+ hvor de slog lejr. Saul samlede derfor hele Israel, og de slog lejr ved Gilboa.+ 5 Da Saul fik øje på filistrenes lejr, blev han så bange at hans hjerte skælvede.+ 6 Til trods for at Saul rådspurgte Jehova,+ svarede Jehova ham aldrig, hverken i drømme eller ved hjælp af Urim+ eller gennem profeterne. 7 Til sidst sagde Saul til sine tjenere: “Find en kvinde der er åndemedium,+ så vil jeg gå hen og spørge hende.” Hans tjenere svarede: “Der er en kvinde i En-Dor+ som er åndemedium.”

8 Saul forklædte sig for ikke at blive genkendt og gik til kvinden om natten sammen med to af sine mænd. Han sagde: “Jeg vil gerne have dig til at bruge dine evner som åndemedium+ ved at spå for mig og kalde den frem jeg beder dig om.” 9 Men kvinden sagde til ham: “Du må da vide at Saul har fjernet alle åndemedier og alle spåmænd og spåkvinder fra landet.+ Hvorfor prøver du så at lokke mig i en fælde og få mig slået ihjel?”+ 10 Saul sværgede ved Jehova og sagde: “Så sandt Jehova lever: Du vil ikke blive anklaget for noget!” 11 Kvinden sagde: “Hvem skal jeg kalde frem for dig?” Han svarede: “Kald Samuel frem.” 12 Da kvinden så “Samuel”,*+ skreg hun højt og sagde til Saul: “Hvorfor har du narret mig? Du er jo Saul!” 13 Kongen sagde til hende: “Vær ikke bange. Hvad ser du?” “Jeg ser en der ligner en gud, komme op af jorden,” svarede kvinden. 14 Han spurgte straks: “Hvordan ser han ud?” Hun svarede: “Det er en gammel mand der kommer op, og han er klædt i en ærmeløs overklædning.”+ Så var Saul klar over at det var “Samuel”, og han faldt på knæ og bøjede sig med ansigtet mod jorden.

15 “Samuel” sagde nu til Saul: “Hvorfor har du forstyrret mig ved at kalde mig frem?” Saul svarede: “Jeg er i store vanskeligheder. Filistrene kæmper mod mig, og Gud har forladt mig og svarer mig ikke mere, hverken gennem profeterne eller i drømme.+ Det er derfor jeg kalder på dig så du kan fortælle mig hvad jeg skal gøre.”+

16 “Samuel” sagde: “Hvorfor spørger du mig? Jehova har jo forladt dig+ og er blevet din modstander. 17 Jehova vil gøre som han forudsagde gennem mig: Jehova vil rive kongedømmet ud af dine hænder og give det til en anden, til David.+ 18 Fordi du ikke adlød Jehova og ikke eksekverede hans brændende vrede over amalekitterne,+ gør Jehova sådan mod dig i dag. 19 Jehova vil også overgive både Israel og dig til filistrene,+ og i morgen vil du+ og dine sønner+ være hos mig. Jehova vil også overgive Israels hær til filistrene.”+

20 Straks faldt Saul lige så lang han var, og han blev meget bange på grund af det “Samuel” havde sagt. Han havde ingen kræfter tilbage, for han havde ikke spist noget hele dagen og hele natten. 21 Kvinden gik hen til Saul og så at han var dybt rystet, og sagde til ham: “Jeg har gjort som du sagde, herre. Jeg satte mit liv på spil+ og adlød dig. 22 Så lyt nu til hvad jeg siger til dig, herre. Lad mig sætte et stykke brød foran dig, og spis så du har kræfter til at gå videre.” 23 Men han nægtede og sagde: “Jeg vil ikke have noget at spise.” Både hans tjenere og kvinden blev dog ved med at insistere. Til sidst lyttede han til dem og rejste sig op og satte sig på sengen. 24 Kvinden havde en fedekalv i huset, så den skyndte hun sig at slagte.* Så tog hun noget mel og æltede en dej og bagte usyrnet brød. 25 Hun serverede det for Saul og hans tjenere. Efter at de havde spist, rejste de sig og tog afsted samme nat.+

29 Filistrene+ samlede alle deres hære ved Afek, mens israelitterne havde slået lejr ved kilden i Jizreel.+ 2 Og filistrenes fyrster rykkede frem med deres soldater i formationer på 100 og på 1.000, og David og hans mænd marcherede bagerst sammen med Akish.+ 3 Men filistrenes fyrster sagde: “Hvorfor er de hebræere her?” Akish svarede filistrenes fyrster: “Det er David, der var i tjeneste hos kong Saul af Israel. Han har været hos mig i et år eller mere.+ Jeg har ikke haft noget at udsætte på ham fra den dag han flygtede over til mig, og frem til i dag.” 4 Men filistrenes fyrster blev gale på ham og sagde: “Send manden tilbage.+ Lad ham tage hjem til det sted du har givet ham. Han skal ikke drage med os i krig, for så vender han sig måske mod os under kampen.+ For er der nogen bedre måde han kan vinde sin herres godkendelse på end ved at komme med vores mænds hoveder? 5 Er det ikke den David de sang om da de dansede og sagde:

6 Så kaldte Akish+ på David og sagde til ham: “Så sandt Jehova lever: Du er pålidelig, og jeg ville gerne have haft dig med i min hær i kampen,+ for jeg har ikke haft noget at udsætte på dig fra den dag du kom til mig, og frem til i dag.+ Men fyrsterne stoler ikke på dig.+ 7 Vend tilbage i fred, og gør ikke noget som filistrenes fyrster ikke bryder sig om.” 8 Men David sagde til Akish: “Jamen, hvad har jeg gjort? Hvad har du haft at udsætte på din tjener fra den dag jeg kom til dig, og frem til i dag? Hvorfor må jeg ikke komme med dig og kæmpe mod dine fjender, min herre konge?” 9 Akish svarede David: “I mine øjne har du været så god som en engel fra Gud.+ Men filistrenes fyrster har sagt: ‘Han skal ikke drage med os i krig.’ 10 Derfor skal du stå tidligt op i morgen, både du og din konges tjenere der kom sammen med dig, og tage afsted så snart det bliver lyst.”

11 Næste morgen stod David og hans mænd tidligt op og vendte tilbage til filistrenes land. Og filistrene fortsatte op til Jizreel.+

30 Da David og hans mænd den tredje dag kom til Siklag,+ havde amalekitterne+ plyndret i syd* og i Siklag. De havde angrebet Siklag og sat ild til byen. 2 De havde taget kvinderne+ og alle andre i den til fange, både unge og gamle. De havde ikke dræbt nogen, men de havde taget dem med som fanger. 3 David og hans mænd kom altså til byen og så at den var brændt ned, og at deres hustruer, deres sønner og deres døtre var blevet taget til fange. 4 David og de mænd der var med ham, begyndte at græde højt, og de græd indtil de var helt udmattede. 5 Davids to hustruer, Akinoam fra Jizreel og Abigajil fra Karmel,+ Nabals enke, var også blevet taget til fange. 6 David var dybt fortvivlet, for mændene talte om at stene ham. De var nemlig alle meget bitre over tabet af deres sønner og døtre. Men David hentede styrke hos sin Gud Jehova.+

7 David sagde så til præsten Ebjatar,+ Akimeleks søn: “Kom med efoden.”+ Ebjatar hentede så efoden til David. 8 David spurgte Jehova:+ “Skal jeg sætte efter røverbanden? Kan jeg indhente den?” Han svarede: “Sæt efter den, for du vil indhente den, og du vil befri fangerne og få det der er stjålet, tilbage.”+

9 David tog straks afsted med sine 600 mand,+ og de kom helt til Besors Wadi,* hvor nogle af mændene blev tilbage. 10 David fortsatte forfølgelsen med 400 mand, mens de 200 mænd der var for trætte til at gå over Besors Wadi, blev tilbage.+

11 På en mark fandt mændene en egypter, som de tog med hen til David. De gav ham mad og vand 12 og en skive figenkage og to rosinkager. Efter at han havde spist, fik han sine kræfter tilbage,* for han havde hverken spist eller drukket i tre dage og tre nætter. 13 David spurgte ham: “Hvem tilhører du, og hvor er du fra?” Han svarede: “Jeg er en egyptisk tjener, slave hos en amalekit, men min herre efterlod mig fordi jeg blev syg for tre dage siden. 14 Vi plyndrede i keretitternes+ sydlige område,* i Judas område og i Kalebs+ sydlige område,* og Siklag satte vi ild til.” 15 David sagde til ham: “Vil du føre mig ned til røverbanden?” Han svarede: “Hvis du sværger ved Gud at du ikke dræber mig, og at du ikke udleverer mig til min herre, så vil jeg føre dig ned til røverbanden.”

16 Så førte han ham ned til røverne, og de lå spredt ud over hele området og spiste og drak og festede på grund af det store bytte de havde taget fra filistrenes land og Judas land. 17 David gik til angreb ved daggry og fortsatte med at hugge dem ned indtil om aftenen; ingen undslap,+ undtagen 400 mænd der flygtede på kameler. 18 David tog alt det tilbage som amalekitterne havde taget,+ og han befriede sine to hustruer. 19 Der manglede intet af hvad der tilhørte dem, hverken småt eller stort. De fik deres sønner og døtre og byttet tilbage.+ David fik det hele tilbage. 20 Han tog alle fårene, gederne og okserne, og hans mænd drev dem foran deres eget kvæg. De sagde: “Det er Davids bytte.”

21 David kom så til de 200 mænd der havde været for trætte til at tage med ham, og som var blevet tilbage ved Besors Wadi.+ De gik nu ud for at møde David og de folk der fulgte ham. Da han kom hen til mændene, spurgte han venligt til hvordan de havde det. 22 Men blandt dem der var taget med David, var der nogle onde og uduelige mænd som sagde: “De tog ikke med os, så derfor vil vi heller ikke give dem noget af det bytte vi har tilbageerobret, bortset fra at de hver især kan tage deres hustru og deres børn og gå.” 23 Men David sagde: “Mine brødre, I må ikke gøre sådan med det Jehova har givet os. Han beskyttede os og gav os sejren over røverbanden der udplyndrede os.+ 24 Hvem vil holde med jer i den sag? Den der blev ved oppakningen, skal have samme andel som den der var med i kampen.+ De skal dele med hinanden.”+ 25 Og fra den dag gjorde han det til en regel og en lov i Israel, og sådan er det stadig i dag.

26 David kom så til Siklag, og han sendte noget af byttet til de ældste i Juda der var hans venner. Han sagde: “Her er en gave* til jer af det bytte vi tog fra Jehovas fjender.” 27 Han sendte en gave til dem der boede i Betel,+ i Ramot i Negeb,* i Jattir,+ 28 i Aroer, i Sifmot, i Eshtemoa,+ 29 i Rakal, i jerakmeelitternes+ byer, i kenitternes+ byer, 30 i Horma,+ i Bor-Ashan, i Atak 31 og i Hebron,+ og til alle de steder David og hans mænd havde været.

31 Filistrene kæmpede nu mod Israel.+ Og israelitterne flygtede for filistrene, og mange blev dræbt på Gilboas Bjerg.+ 2 Filistrene fulgte lige efter Saul og hans sønner, og de dræbte Sauls sønner+ Jonatan,+ Abinadab og Malkishua. 3 Kampen blev hård for Saul, og skytterne fik øje på ham og ramte ham, og han blev hårdt såret.+ 4 Saul sagde til sin våbendrager: “Træk dit sværd og jag det gennem mig, ellers kommer de uomskårne mænd+ og gennemborer mig og mishandler mig.” Men det ville hans våbendrager ikke, for han var meget bange. Så Saul tog sværdet og kastede sig i det.+ 5 Da våbendrageren så at Saul var død,+ kastede han sig også i sit sværd og døde sammen med ham. 6 Saul, hans tre sønner, hans våbendrager og alle hans mænd døde altså samme dag.+ 7 Da de israelitter der boede i området omkring dalen* og i området omkring Jordanfloden, så at Israels soldater var flygtet, og at Saul og hans sønner var døde, forlod de byerne og flygtede.+ Derefter kom filistrene og bosatte sig i dem.

8 Dagen efter, da filistrene kom for at plyndre de dræbte, fandt de Saul og hans tre sønner, der lå døde på Gilboas Bjerg.+ 9 De huggede hovedet af ham og tog hans krigsudrustning og sendte bud rundt i filistrenes land for at sprede nyheden+ i deres afgudshuse*+ og blandt folket. 10 Derefter lagde de hans krigsudrustning i astarternes hus, og hans lig hængte de op på Bet-Shans mur.+ 11 Da indbyggerne i Jabesh-Gilead+ hørte hvad filistrene havde gjort med Saul, 12 brød alle krigerne op og gik hele natten, og de tog Sauls og hans sønners lig ned fra Bet-Shans mur. Så vendte de tilbage til Jabesh og brændte dem. 13 De tog deres knogler+ og begravede dem under tamarisken i Jabesh,+ og de fastede i syv dage.