KLAGESANGENE
א [Alef]*
1 Helt alene sidder hun, byen der var fyldt med mennesker!+
Som en enke er hun blevet – hun var ellers så folkerig blandt nationerne.+
Hun var en fyrstinde blandt provinserne, men nu er hun blevet sat til tvangsarbejde.+
ב [Bet]
2 Hun græder heftigt om natten,+ og tårerne dækker hendes kinder.
Ikke én af alle hendes elskere er der for at trøste hende.+
Alle hendes venner har svigtet hende;+ de er blevet hendes fjender.
ג [Gimel]
3 Juda er blevet ført i eksil+ under store lidelser som slaver.+
Hun skal bo blandt nationerne;+ hun finder ikke noget hvilested.
Alle de der forfølger hende, har indhentet hende i hendes trængsler.
ד [Dalet]
4 Vejene til Zion sørger, for der kommer ikke nogen til højtiden.+
Alle hendes porte ligger øde hen;+ hendes præster sukker og stønner.
Hendes unge kvinder* er i sorg, og hun er forpint.
ה [He]
5 Hendes modstandere har magten over hende;* hendes fjender har ingen bekymringer.+
Jehova har ladet hende blive ramt af sorg på grund af hendes mange overtrædelser.+
Hendes modstandere har ført hendes børn i fangenskab.+
ו [Waw]
6 Zions datter har mistet al sin pragt.+
Hendes fyrster er som hjorte der ikke har fundet græsning;
udmattede går de foran den der forfølger dem.
ז [Zajin]
7 Midt i sin nød og hjemløshed mindes Jerusalem
alle de kostbarheder hun ejede for længe siden.+
Da hendes folk faldt i hænderne på modstanderen og ingen hjalp hende,+
ח [Het]
8 Jerusalem har syndet groft.+
Derfor er hun blevet noget man afskyr.
Alle der plejede at ære hende, behandler hende nu med foragt, for de har set hendes nøgenhed.+
Hun sukker+ og vender sig skamfuldt væk.
ט [Tet]
9 Hendes urenhed er på hendes skørter.
Hun tænkte slet ikke på sin fremtid.+
Hun er faldet chokerende dybt; der er ingen der trøster hende.
Jehova, se min nød, for fjenden har ophøjet sig selv.+
י [Jod]
10 Modstanderen har taget alle hendes skatte.+
Hun har set folk fra nationerne gå ind i hendes helligdom,+
dem du har forbudt at komme ind i din menighed.
כ [Kaf]
11 Hele hendes folk sukker; de leder efter brød.+
De har givet deres værdier for noget at spise, for bare at holde sig i live.*
Se på mig, Jehova, se at jeg er blevet en foragtet kvinde.*
ל [Lamed]
12 Betyder det ingenting for alle jer der går forbi på vejen?
Se på mig!
Findes der nogen smerte som den der har ramt mig,
den Jehova lod mig mærke på sin brændende vredes dag?+
מ [Mem]
13 Fra det høje har han sendt ild i mine knogler,+ og han har magt over hver eneste af dem.
Han har bredt et net ud for mine fødder; han har tvunget mig til at vende om.
Han har gjort mig til en forladt kvinde.
Dagen lang er jeg syg.
נ [Nun]
14 Mine overtrædelser er fastgjort til mig som et åg, hans hænder har spændt dem fast.
De er blevet lagt på min nakke, og jeg har mistet min styrke.
Jehova har overgivet mig til dem jeg ikke kan klare mig imod.+
ס [Samek]
15 Jehova har fjernet alle de stærke mænd fra min midte.+
Han har tilkaldt en forsamling til at gå imod mig og knuse mine unge mænd.+
Jehova har trådt jomfruen, Judas datter, i vinpersen.+
ע [Ajin]
16 Derfor græder jeg,+ tårerne strømmer fra mine øjne.
For alle der kunne have trøstet mig eller givet mig ny styrke, er langt væk fra mig.
Mine sønner er blevet forladt, for fjenden har besejret os.
פ [Pe]
17 Zion har bredt sine hænder ud,+ ingen trøster hende.
Jehova har befalet alle Jakobs modstandere rundt om ham at vende sig imod ham.+
Jerusalem er for dem blevet noget man afskyr.+
צ [Tsade]
18 Jehova er retfærdig,+ for det er mod hans befalinger* jeg har gjort oprør.+
Hør efter, alle I folkeslag, og se min smerte.
Mine unge kvinder* og mine unge mænd er blevet ført i fangenskab.+
ק [Qof]
19 Jeg kaldte på mine elskere, men de svigtede mig.+
ר [Resh]
20 Se på mig, Jehova, for jeg er hårdt presset.
Mit indre* er i oprør.
Mit hjerte har vendt sig i mig, for jeg har været virkelig oprørsk.+
Udenfor dræber sværdet,+ indenfor hærger døden.
ש [Shin]
21 Folk har hørt mig sukke; der er ingen der trøster mig.
Alle mine fjender har hørt om min ulykke.
De glæder sig over at det er dig der står bag den.+
Men du vil lade den dag komme som du har udråbt,+ og så vil de blive som mig.+
ת [Taw]
22 Må du lægge mærke til al deres ondskab og behandle dem hårdt,+
ligesom du har behandlet mig hårdt på grund af alle mine overtrædelser.
For mine suk er mange, og mit hjerte er sygt.
א [Alef]
2 I sin vrede har Jehova indhyllet Zions datter i en mørk sky.
Fra himlen har han kastet Israels skønhed ned til jorden.+
Han skænkede ikke sin fodskammel+ en tanke på sin vredes dag.
ב [Bet]
2 Jehova har uden medfølelse opslugt alle Jakobs boliger.
I sit raseri har han revet Judas datters befæstede steder ned.+
Han har styrtet riget+ og hendes fyrster til jorden og vanhelliget dem.+
ג [Gimel]
3 I glødende vrede har han nedbrudt hele Israels styrke.*
Han trak sin højre hånd tilbage da fjenden nærmede sig,+
og i Jakob brændte han som en ild der fortærede alt omkring sig.+
ד [Dalet]
4 Han har spændt* buen som en fjende; som en modstander står han klar med højre hånd;+
han dræbte alle der var kære i vores øjne.+
Og han udøste sin vrede som en ild+ i Zions datters telt.+
ה [He]
5 Jehova er blevet som en fjende;+
han har opslugt Israel.
Han har opslugt alle hendes tårne;
han har ødelagt alle befæstede byer.
Og han fylder Judas datter med sorg og klage.
ו [Waw]
6 Han behandler sin hytte voldsomt,+ som læskuret i en have.
Han har sat en stopper for* sin højtid.+
Jehova har ladet højtid og sabbat blive glemt i Zion,
og i sin heftige vrede tager han ikke hensyn til konge og præst.+
ז [Zajin]
7 Jehova har forkastet sit alter,
han har vraget sin helligdom.+
Han har overgivet hendes befæstede tårne til fjenden.+
De har hævet stemmen i Jehovas hus,+ som på en højtidsdag.
ח [Het]
8 Jehova har besluttet at ødelægge Zions datters mur.+
Han har spændt målesnoren ud.+
Han har ikke holdt sin hånd tilbage fra at tilintetgøre.*
Og han får vold og mur til at sørge.
De har begge mistet deres styrke.
ט [Tet]
9 Hendes porte er sunket i jorden.+
Han har ødelagt og splintret hendes slåer.
Hendes konge og hendes fyrster befinder sig blandt nationerne.+
Der er ingen lov,* ikke engang hendes profeter får syner fra Jehova.+
י [Jod]
10 Zions datters ældste sidder på jorden i tavshed.+
De kaster støv på deres hoved og er klædt i sækkelærred.+
Jerusalems unge kvinder* har bøjet hovedet mod jorden.
כ [Kaf]
11 Mine øjne er udmattede af at græde.+
Mit indre* er i oprør.
Min lever er blevet tømt ud på jorden fordi mit folks datter* er faldet,+
fordi børn og spædbørn sygner hen på byens torve.+
ל [Lamed]
12 De spørger deres mødre: “Hvor er der noget at spise og drikke?”*+
De sygner hen på byens torve som om de var sårede,
deres liv ebber ud i deres mors favn.
מ [Mem]
13 Hvad kan jeg bruge som eksempel,
og hvad kan jeg sidestille dig med, Jerusalems datter?
Hvad kan jeg sammenligne dig med for at trøste dig, du jomfru, Zions datter?
For dit sammenbrud er så stort som havet.+ Hvem kan helbrede dig?+
נ [Nun]
14 Dine profeters syner var falske og indholdsløse,+
og de afslørede ikke din synd så dit fangenskab kunne have været afværget,+
men deres syner indeholdt kun falske og vildledende budskaber.+
ס [Samek]
15 Alle der går forbi på vejen, klapper hånligt i hænderne.+
De pifter forbavset,+ ryster på hovedet ad Jerusalems datter og siger:
“Er det om den by man plejede at sige: ‘Den er fuldendt i skønhed, hele jordens glæde’?”+
פ [Pe]
16 Alle dine fjender håner* dig.
De pifter og skærer tænder og siger: “Vi har opslugt hende.+
Det er den dag vi har ventet på!+ Den er kommet, og vi har oplevet den!”+
ע [Ajin]
17 Jehova har gjort det han havde i tanke;+ han har gjort alvor af sit ord,+
det han befalede for længe siden.+
Han har revet ned uden barmhjertighed.+
Han har ladet fjenden fryde sig over dig; han har givet dine modstandere større styrke.*
צ [Tsade]
18 Deres hjerte råber højt til Jehova, du Zions datters mur.
Lad tårerne strømme som en rivende flod dag og nat.
Und dig ikke ro, lad ikke dit øje* hvile.
ק [Qof]
19 Rejs dig! Råb højt om natten, når nattevagterne begynder.
Udøs dit hjerte som vand for Jehovas ansigt.
Løft dine hænder til ham og bed for dine børns liv,
dem som sygner hen af sult på hvert gadehjørne.+
ר [Resh]
20 Se på mig, Jehova, se på den du har behandlet så hårdt.
Skal kvinder spise deres eget afkom,* deres sunde og nyfødte børn?+
Eller skal præster og profeter dræbes i Jehovas helligdom?+
ש [Shin]
21 Drenge og gamle mænd ligger døde i gaderne.+
Mine unge kvinder* og mine unge mænd er faldet for sværdet.+
Du har dræbt dem på din vredes dag; du har nedslagtet uden medfølelse.+
ת [Taw]
22 Ligesom man indkalder til højtid,+ sådan kalder du på rædsler fra alle retninger.
På Jehovas vredes dag var der ingen der undslap eller overlevede;+
de børn jeg havde født* og opfostret, blev udslettet af min fjende.+
א [Alef]
3 Jeg er den mand der har set nød og elendighed på grund af hans vredes kæp.
2 Han har drevet mig ud og lader mig vandre i mørke, ikke i lys.+
3 Ja, igen og igen vender han sin hånd mod mig dagen lang.+
ב [Bet]
4 Han har slidt mit kød og min hud op;
han har brækket mine knogler.
5 Han har belejret mig, han har omringet mig med bitter gift+ og trængsler.
6 Han har tvunget mig til at sidde på mørke steder, som dem der er døde for længe siden.
ג [Gimel]
7 Han har muret mig inde så jeg ikke kan undslippe;
han har bundet mig med tunge kobberlænker.+
8 Og når jeg desperat råber om hjælp, afviser* han min bøn.+
9 Han har blokeret mine veje med tilhuggede sten;
han har gjort mine stier krogede.+
ד [Dalet]
10 Han ligger på lur efter mig som en bjørn, som en løve i skjul.+
12 Han har spændt* sin bue, og han stiller mig op som mål for pilen.
ה [He]
13 Han har gennemboret mine nyrer med pilene* fra sit kogger.
14 Jeg er blevet til grin blandt alle folk, den de synger om dagen lang.
15 Han har mættet mig med det der er bittert, og fyldt mig med malurt.+
ו [Waw]
16 Han lader mig knække tænderne på grus;
han lader mig krybe sammen i asken.+
17 Du tager freden fra mig. Jeg har glemt hvordan det er at have det godt.
18 Så jeg siger: “Min herlighed er gået tabt, jeg har ikke længere nogen forventninger til Jehova.”
ז [Zajin]
19 Husk min nød og min hjemløshed,+ malurten og den bitre gift.+
20 Du* vil huske det og bøje dig ned til mig.+
21 Jeg husker det i mit hjerte. Derfor venter jeg tålmodigt på dig.+
ח [Het]
22 Takket være Jehovas loyale kærlighed er vi ikke gået til grunde,+
for hans barmhjertighed ophører aldrig.+
23 Den er ny hver morgen;+ din trofasthed er stor.+
24 “Jehova er min andel,”+ har jeg sagt, “derfor vil jeg vente tålmodigt på ham.”+
ט [Tet]
25 Jehova er god mod den der knytter sit håb til ham,+ mod den der bliver ved med at søge ham.+
26 Det er godt at vente i tavshed*+ på at blive reddet af Jehova.+
27 Det er godt for en mand at bære åg mens han er ung.+
י [Jod]
28 Lad ham sidde alene i tavshed når Gud lægger det på ham.+
29 Lad ham trykke sin mund mod støvet;+ måske er der håb endnu.+
30 Lad ham vende kinden til den der slår ham; lad ham blive overøst med fornærmelser.
כ [Kaf]
31 For Jehova vil ikke forkaste os for evigt.+
32 Han har forårsaget sorg, men han vil også vise barmhjertighed i sin store loyale kærlighed.+
33 Han ønsker ikke at ramme mennesker med sorg og elendighed.+
ל [Lamed]
34 At man knuser alle jordens fanger under fødderne,+
35 at man behandler nogen uretfærdigt foran Den Højeste,+
36 at man bedrager et menneske i en retssag
– sådan noget tolererer Jehova ikke.
מ [Mem]
37 Hvem kan befale noget og få det gennemført medmindre Jehova har sagt at det skal ske?
38 Fra Den Højestes mund
kommer der ikke ondt og godt på samme tid.
39 Hvorfor skulle en der lever, klage over konsekvenserne af sin synd?+
נ [Nun]
40 Lad os undersøge og bedømme vores veje,+ og lad os vende tilbage til Jehova.+
41 Lad os løfte vores hjerter og vores hænder i bøn til Gud i himlen:+
42 “Vi har syndet og gjort oprør,+ og du har ikke tilgivet os.+
ס [Samek]
44 Du har spærret adgangen til dig med en sky så vores bøn ikke kan nå frem.+
45 Du gør os til skrald og affald blandt folkeslagene.”
פ [Pe]
46 Alle vores fjender håner* os.+
47 Rædsel og faldgruber er blevet vores lod i livet+ – ødelæggelse og sammenbrud.+
48 Strømme af vand flyder fra mine øjne på grund af mit folks datters sammenbrud.+
ע [Ajin]
49 Mine øjne græder uden ophør, uden afbrydelse,+
50 indtil Jehova kigger ned fra himlen og ser hvad der sker.+
51 Mine øjne har givet mig sorg på grund af alle min bys døtre.*+
צ [Tsade]
52 Uden grund har mine fjender jaget mig som en fugl.
53 De har bragt mit liv til tavshed i graven; de kastede sten på mig.
54 Vand strømmede over mit hoved, og jeg sagde: “Det er ude med mig!”
ק [Qof]
55 Jeg råbte dit navn, Jehova, fra gravens dyb.+
56 Hør mig, luk ikke øret for mit råb om hjælp og lindring.
57 Den dag jeg kaldte på dig, nærmede du dig. Du sagde: “Vær ikke bange.”
ר [Resh]
58 Du har ført min sag, Jehova, du har løskøbt mit liv.+
59 Du har set den uretfærdighed jeg er blevet udsat for, Jehova. Jeg beder dig: Skaf mig retfærdighed.+
60 Du har set hvor hævntørstige de er, alle deres onde planer mod mig.
ש [Sin] eller [Shin]
61 Du har hørt deres hån, Jehova, alle deres onde planer mod mig,+
62 de ord der kommer fra mine modstanderes læber, og deres hvisken mod mig dagen lang.
63 Se på dem – uanset om de sidder eller står, gør de nar af mig med deres sange!
ת [Taw]
64 Du vil gøre gengæld mod dem, Jehova, for det de har gjort.
65 Du vil gøre dem hårdhjertede, det er din forbandelse over dem.
66 I din vrede vil du forfølge og udrydde dem, Jehova, så de ikke længere er under din himmel.
א [Alef]
4 Det skinnende guld, det fine guld,+ har mistet sin glans!
De hellige sten+ ligger spredt på alle gadehjørner.+
ב [Bet]
2 Zions dyrebare sønner, der var lige så værdifulde som* fint guld,
de regnes nu for lerkrukker,
noget en pottemagers hænder har formet!
ג [Gimel]
3 Selv sjakaler giver die til deres unger,
men mit folks datter er blevet grusom,+ som strudsen i ørkenen.+
ד [Dalet]
4 Det diende spædbarns tunge klæber til ganen af tørst.
Børn tigger om brød,+ men ingen giver dem noget.+
ה [He]
5 De der før spiste lækkerier, ligger nu og sulter* på gaderne.+
De der voksede op klædt i skarlagen,*+ kravler nu rundt i askedynger.
ו [Waw]
6 Mit folks datters straf* er større end straffen for Sodomas synd,+
den by der blev ødelagt på et øjeblik, uden at nogen gav den en hjælpende hånd.+
ז [Zajin]
7 Hendes nasiræere+ var renere end sne, hvidere end mælk.
De var rødere end koraller; de var som polerede safirer.
ח [Het]
8 De er blevet mørkere end sod;*
de bliver ikke genkendt på gaderne.
Deres hud er tørret ind på knoglerne,+ den er blevet tør som træ.
ט [Tet]
9 De der blev dræbt af sværdet, er bedre stillet end dem der dør af sult,+
dem der sygner hen, der bliver gennemboret af mangel på afgrøder fra marken.
י [Jod]
10 Med egne hænder har før så omsorgsfulde mødre kogt deres børn.+
De er blevet sorgens mad for dem under mit folks datters sammenbrud.+
כ [Kaf]
11 Jehova har givet udtryk for sin harme;
han har udøst sin brændende vrede.+
Og i Zion tænder han en ild der fortærer hendes grundvolde.+
ל [Lamed]
12 Ingen af jordens konger, ingen på hele jorden,
troede at modstanderen og fjenden ville komme ind gennem Jerusalems porte.+
מ [Mem]
13 Det skete på grund af hendes profeters synder, hendes præsters overtrædelser,+
for de udgød retfærdiges blod i hendes midte.+
נ [Nun]
14 De har flakket blinde+ om på gaderne.
De er tilsølet af blod,+
så ingen må røre ved deres tøj.
ס [Samek]
15 “Forsvind! I er urene!” råber man til dem. “Forsvind! Forsvind! Rør os ikke!”
For de er blevet hjemløse og flakker om.
Folk blandt nationerne har sagt: “De kan ikke bo her sammen med os.*+
פ [Pe]
Ingen vil vise respekt for præsterne+ eller tage hensyn til de ældste.”+
ע [Ajin]
17 Vores øjne er stadig udmattede af forgæves at have spejdet efter hjælp.+
Vi spejdede og spejdede efter hjælp fra en nation der ikke kunne redde os.+
צ [Tsade]
18 De har jagtet os for hvert skridt+ vi har taget, så vi ikke kunne gå på torvene.
Vores endeligt er nær; vores dage er omme, for vores endeligt er kommet.
ק [Qof]
19 Vores forfølgere var hurtigere end ørnene på himlen.+
De forfulgte os på bjergene, lå på lur efter os i ørkenen.
ר [Resh]
20 Den Jehova har salvet,+ vores livsånde,* er blevet fanget i deres store faldgrube.+
Det var om ham vi sagde: “I hans skygge vil vi leve blandt nationerne.”
ש [Sin]
21 Du skal juble og glæde dig, Edoms datter,+ du der bor i landet Us.
Men bægret vil også blive rakt til dig,+ og du vil blive beruset og blotte dig.+
ת [Taw]
22 Straffen for din synd, Zions datter, er udstået.
Han vil ikke føre dig i eksil igen.+
Men han vil rette opmærksomheden mod din synd, Edoms datter.
Han vil afsløre dine synder.+
5 Husk, Jehova, hvad der er sket med os.
Se hvor vanæret vi er blevet.+
2 Vores arv er blevet overgivet til fremmede, vores huse til udlændinge.+
3 Vi er blevet faderløse; vores mødre er som enker.+
4 Vi må betale for at drikke vores eget vand,+ og vi må købe vores eget brænde.
5 De der forfølger os, ånder os i nakken;
vi er udmattede, men vi får ingen hvile.+
6 Vi rækker hånden frem mod Egypten+ og Assyrien+ for at få brød nok at spise.
7 Vores forfædre som syndede, findes ikke mere, men vi må bære deres synder.
8 Tjenere hersker nu over os; der er ingen der kan rive os ud af deres hånd.
9 Vi henter vores brød med livet som indsats,+ truet af ørkenens sværd.
10 Vores hud er blevet hed som en ovn på grund af den sviende sult.+
11 Kvinderne i Zion har man ydmyget,* jomfruerne i Judas byer.+
12 Fyrster blev hængt op i én hånd,+ og ældste viste man ikke respekt.+
13 Unge mænd bærer håndkværnen, og drenge falder om under byrder af brænde.
14 De ældste sidder ikke i byporten;+ unge mænd spiller ikke længere musik.+
15 Glæden er forsvundet fra vores hjerte; vores dans er forvandlet til sorg.+
16 Kronen er faldet af vores hoved. Vi er fortabte, for vi har syndet!
17 Derfor er vores hjerte sygt,+
derfor er vores øjne blevet slørede.+
18 Fordi Zions Bjerg ligger øde,+ strejfer ræve omkring på det.
19 Du, Jehova, sidder på tronen for evigt.
Din trone består generation efter generation.+
20 Hvorfor glemmer du os for evigt og forlader os så længe?+
21 Før os tilbage til dig, Jehova, så vil vi villigt vende tilbage til dig.+
Lad alt blive som det var i gamle dage.+
22 Men du har fuldstændigt forkastet os.
Du er stadig vred på os.+
Kapitel 1-4 er sørgesange der er opbygget alfabetisk, eller akrostisk, efter de hebraiske bogstaver.
Bogst.: “jomfruer”.
Bogst.: “er blevet hendes hoved”.
Eller “godtede sig over”.
Eller “give sjælen ny styrke”.
En personificering af Jerusalem.
Bogst.: “mund”.
Bogst.: “jomfruer”.
Eller “give sjælen ny styrke”.
Bogst.: “Mine indvolde”.
Bogst.: “alle horn i Israel”.
Bogst.: “trådt”, dvs. sat streng på.
Eller “tilintetgjort”.
Bogst.: “opsluge”.
Eller “undervisning; vejledning”.
Bogst.: “jomfruer”.
Bogst.: “Mine indvolde”.
En poetisk personificering, måske for at udtrykke medlidenhed eller sympati.
Bogst.: “Hvor er der korn og vin?”
Bogst.: “har åbnet munden mod”.
Bogst.: “løftet dine modstanderes horn”.
Bogst.: “dit øjes datter”.
Eller “deres livsfrugt”.
Bogst.: “jomfruer”.
Eller “frembragt sunde og raske”.
Eller “hindrer; forkaster”.
Eller muligvis: “og lader mig ligge brak”.
Bogst.: “trådt”, dvs. sat streng på.
Bogst.: “sønnerne”.
Eller “Din sjæl”.
Eller “vente tålmodigt”.
Bogst.: “har åbnet munden mod”.
Eller “tilhørende småbyer”.
Bogst.: “blev vejet op imod”.
Bogst.: “ligger forladte”.
Dvs. dyrt tøj.
Bogst.: “overtrædelse”.
Bogst.: “sort”.
Eller “bo her som udlændinge”.
Bogst.: “Jehovas ansigt”.
Bogst.: “vores næsebors ånde”.
Eller “voldtaget”.