APOSTLENES GERNINGER

1 Den første beretning, Theofilus, skrev jeg for at fortælle om alt det Jesus fra begyndelsen gjorde og lærte andre+ 2 indtil den dag han blev taget op.+ Det blev han efter at han ved den hellige ånd havde instrueret de apostle han havde udvalgt.+ 3 Efter at have lidt viste han sig for dem og gav dem mange sikre beviser på at han var i live.+ Han viste sig for dem gennem 40 dage, og han talte om Guds rige.+ 4 Mens han var sammen med dem, befalede han dem: “Forlad ikke Jerusalem,+ men bliv ved med at vente på det Faren har lovet,+ det som I har hørt af mig, 5 for Johannes døbte med vand, men om nogle dage vil I blive døbt med hellig ånd.”+

6 Derfor spurgte de ham da de var samlet: “Herre, er det nu du genopretter riget for Israel?”+ 7 Han sagde til dem: “I behøver ikke at kende de tider eller perioder som Faren har fastsat.*+ 8 Men I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer,+ og I skal være vidner+ om mig i Jerusalem,+ i hele Judæa og Samaria+ og til de fjerneste dele af jorden.”*+ 9 Efter at have sagt det blev han løftet op mens de så på det, og en sky dækkede ham, og de kunne ikke længere se ham.+ 10 Da de stirrede op mod himlen mens han var på vej bort, stod der pludselig to mænd i hvide dragter+ ved siden af dem. 11 De sagde: “Galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op mod himlen? Den Jesus som blev taget fra jer og op til himlen, vil komme på samme måde som I har set ham tage til himlen.”

12 Så vendte de tilbage til Jerusalem+ fra et bjerg der kaldes Oliebjerget, som ligger ved Jerusalem, kun en sabbatsrejse* derfra. 13 Da de kom frem, gik de op i det rum ovenpå hvor de holdt til. Foruden Peter var der Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, søn af Alfæus, den ivrige Simon og Judas, søn af Jakob.+ 14 De blev alle som én ved med at bede, sammen med nogle kvinder+ og Jesus’ mor, Maria, og hans brødre.+

15 I de dage rejste Peter sig op midt blandt brødrene (der var omkring 120 personer til stede) og sagde: 16 “Mænd, brødre, det var nødvendigt at de profetiske ord David udtalte ved den hellige ånd, blev opfyldt. Han talte om Judas,+ der viste vej for dem der arresterede Jesus.+ 17 For Judas blev regnet for at være en af os,+ og han var blevet udvalgt til at tjene sammen med os. 18 (Denne mand købte sig en mark for den løn han fik for sin uretfærdige handling,+ og da han styrtede på hovedet ned, blev hans krop flået op,* og alle hans indvolde væltede ud.+ 19 Det blev kendt af alle Jerusalems indbyggere, så marken blev på deres sprog kaldt Hakeldama, det vil sige “Blodmarken”). 20 Der står nemlig skrevet i Salmernes Bog: ‘Læg hans bolig øde, og lad der ikke være nogen der bor der’+ og: ‘Lad en anden overtage hans ansvarspost.’+ 21 Det er derfor nødvendigt at erstatte ham med en af de mænd som fulgtes med os i al den tid Herren Jesus udførte sin tjeneste* iblandt os, 22 lige fra han blev døbt af Johannes,+ til den dag han blev taget op fra os.+ Den mand skal sammen med os vidne om hans opstandelse.”+

23 Så foreslog de to: Josef, der blev kaldt Barsabbas med tilnavnet Justus, og Matthias. 24 Og de bad og sagde: “Jehova,* du som kender alles hjerter,+ udpeg den af de to du har valgt 25 til at overtage den tjeneste og stilling som apostel som Judas forlod for at gå sine egne veje.”+ 26 De kastede så lod mellem dem,+ og loddet faldt på Matthias, og han blev betragtet som en af apostlene, sammen med de 11.

2 På pinsedagen+ var de alle samlet på det samme sted. 2 Pludselig lød der en støj fra himlen, ligesom når en voldsom vind kommer farende, og den fyldte hele huset hvor de sad.+ 3 De så noget der lignede ildtunger. Tungerne fordelte sig, og der satte sig en på hver af dem, 4 og de blev alle fyldt med hellig ånd+ og begyndte at tale på andre sprog, sådan som ånden gjorde det muligt for dem at tale.+

5 På det tidspunkt opholdt gudfrygtige jøder fra alverdens lande* sig i Jerusalem.+ 6 Da folk hørte denne lyd, stimlede de sammen, og de blev forvirrede fordi de hver især hørte deres eget sprog blive talt. 7 Ja, de var helt forbløffede og sagde: “Hør, er alle de der taler, ikke galilæere?+ 8 Hvordan kan det så være at vi hver især hører vores modersmål? 9 Vi parthere, medere+ og elamitter,+ vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien,+ 10 Frygien og Pamfylien, Egypten og Libyens områder i nærheden af Kyrene, vi besøgende fra Rom, både jøder og proselytter,+ 11 og vi kretere og arabere – vi hører dem tale på vores sprog om Guds storslåede gerninger.” 12 Ja, de var alle forbavsede og forvirrede og sagde til hinanden: “Hvad skal alt det her betyde?” 13 Andre gjorde nar af dem og sagde: “De har drukket sig fulde i sød vin.”*

14 Men Peter trådte frem sammen med de elleve+ og sagde højt og tydeligt: “Judæiske mænd og alle I Jerusalems indbyggere, der er noget I skal vide, så lyt opmærksomt til hvad jeg siger. 15 Disse mennesker er ikke fulde, som I tror, det er jo kun den tredje time på dagen.* 16 Tværtimod sker der det som er forudsagt gennem profeten Joel: 17 ‘“Og i de sidste dage,” siger Gud, “vil jeg udgyde noget af min ånd over alle slags mennesker, og jeres sønner og døtre skal profetere, og jeres unge mænd skal se syner, og jeres gamle mænd skal drømme drømme,+ 18 og selv over mine trælle og trælkvinder vil jeg udgyde noget af min ånd i de dage, og de skal profetere.+ 19 Og jeg vil gøre undere* på himlen og tegn på jorden – blod og ild og røgskyer. 20 Solen vil blive forvandlet til mørke, og månen til blod før Jehovas* store og strålende dag kommer. 21 Og enhver som påkalder Jehovas* navn, vil blive frelst.”’+

22 Israelitiske mænd, hør disse ord: Som I ved, var Jesus fra Nazaret en mand som Gud offentligt udpegede for jer ved mirakler,* undere* og tegn som Gud gjorde gennem ham midt iblandt jer.+ 23 Denne mand, der efter Guds bestemte vilje* og forudviden blev udleveret,+ ryddede I af vejen ved at lade lovløse mænd nagle ham til en pæl.+ 24 Men Gud oprejste ham+ ved at befri ham fra dødens greb,* for det var ikke muligt at døden kunne holde ham fast.+ 25 David siger nemlig om ham: ‘Jeg har altid Jehova* foran mig,* for han er ved min højre hånd så jeg aldrig kommer til at vakle. 26 Derfor blev mit hjerte glad, og min tunge jublede. Og jeg vil leve* i håb, 27 for du vil ikke efterlade mig* i Graven,* og du vil heller ikke tillade at din loyale ser* forrådnelse.+ 28 Du har gjort livets veje kendt for mig, og du vil fylde mig med glæde når jeg er nær hos dig.’*+

29 Brødre, lad mig tale rent ud til jer om vores forfar David, at han døde+ og blev begravet, og at hans grav stadig er her i dag. 30 Han var profet og vidste at Gud med en ed havde sværget over for ham at han ville sætte en af hans efterkommere* på hans trone,+ 31 og derfor forudså og talte han om Kristus’ opstandelse fra de døde, at han ikke ville blive efterladt i Graven,* og at hans krop ikke ville se forrådnelse.+ 32 Gud har oprejst denne Jesus, og det kan vi alle bevidne.+ 33 Han er blevet ophøjet til Guds højre hånd+ og har modtaget den lovede hellige ånd fra Faren,+ og derfor har han udgydt den, som I ser og hører. 34 For David steg ikke op til himlene, men han siger selv: ‘Jehova* sagde til min Herre: “Sæt dig ved min højre hånd 35 indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.”’+ 36 Derfor skal hele Israels hus vide med sikkerhed at denne Jesus som I pælfæstede, har Gud gjort til både Herre+ og Kristus.”+

37 Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de sagde til Peter og de andre apostle: “Brødre, hvad skal vi gøre?” 38 Peter sagde til dem: “I skal angre+ og hver især lade jer døbe+ i Jesus Kristus’ navn for at I kan få tilgivelse for jeres synder,+ og så vil I modtage den hellige ånds frie gave. 39 For løftet+ gælder jer og jeres børn og alle dem som er langt borte, alle dem Jehova* vores Gud måtte kalde på.”+ 40 Og han fortsatte med at tale og aflagde et grundigt vidnesbyrd og blev ved med at tilskynde dem: “Lad jer frelse fra denne forvildede generation.”+ 41 Så blev de der med glæde tog imod hans ord, døbt,+ og den dag blev omkring 3.000* føjet til.+ 42 Og de var fortsat optaget af apostlenes lære og af at komme sammen,* spise sammen+ og bede sammen.+

43 Ja, alle blev grebet af frygt, og apostlene begyndte at gøre mange undere* og tegn.+ 44 Alle der fik tro, holdt sammen og delte alt med hinanden, 45 og de solgte deres ejendomme og ejendele+ og delte pengene ud til alle, efter hvad den enkelte havde behov for.+ 46 Og dag efter dag kom de alle som én i templet, og de spiste sammen i forskellige hjem og delte deres mad med stor glæde og af et oprigtigt hjerte. 47 De priste Gud, og hele folket syntes godt om dem. Samtidig fortsatte Jehova* med hver dag at føje nogle til som blev frelst.+

3 Peter og Johannes gik nu op til templet til bedetimen, den niende time,* 2 og man kom med en mand der havde været lam siden han blev født. Hver dag blev han lagt ved den tempelport der kaldes Den Skønne, så han kunne bede dem der gik ind i templet, om gaver.* 3 Da han fik øje på Peter og Johannes, der var på vej ind i templet, bad han dem om gaver. 4 Men de så begge direkte på ham, og Peter sagde: “Se på os.” 5 Så rettede han sin opmærksomhed mod dem, for han forventede at få noget af dem. 6 Men Peter sagde: “Sølv og guld ejer jeg ikke, men det jeg har, det giver jeg dig. I nazaræeren Jesus Kristus’ navn, gå!”+ 7 Derefter greb han hans højre hånd og rejste ham op.+ Med det samme blev hans fødder og hans ankler stærke,+ 8 og han sprang op,+ begyndte at gå og fulgte med dem ind i templet, hvor han gik omkring og sprang mens han lovpriste Gud. 9 Og alle så ham gå omkring og lovprise Gud. 10 Og de genkendte ham – det var ham der plejede at sidde ved Den Skønne Port til templet og vente på at få gaver,+ og de var forbavset og begejstret over det der var sket med ham.

11 Mens manden holdt fast i Peter og Johannes, stimlede folk forundrede sammen om dem i det der blev kaldt Salomons Søjlegang.+ 12 Da Peter så det, sagde han til dem: “Israelitiske mænd, hvorfor er I så overrasket over det der er sket, og hvorfor stirrer I på os som om vi ved egen kraft eller fordi vi er særligt gudhengivne, har fået ham til at gå? 13 Abrahams, Isaks og Jakobs Gud,+ vores forfædres Gud, har ophøjet sin tjener,+ Jesus,+ som I overgav+ og fornægtede da I stod foran Pilatus, selvom han havde besluttet at løslade ham. 14 Ja, I nægtede at kendes ved den hellige og retfærdige, og I bad om at få frigivet en mand der var morder,+ 15 hvorimod I dræbte livets Hovedformidler.+ Men Gud oprejste ham fra de døde, og det er vi vidner om.+ 16 Ved hans navn, og ved vores tro på hans navn, er manden som I ser og kender, blevet gjort stærk. Den tro vi har på grund af Jesus, har gjort denne mand fuldstændigt rask for øjnene af jer alle. 17 Brødre, jeg er klar over at I ikke vidste hvad I gjorde,+ og det gjorde jeres ledere heller ikke.+ 18 Men på den måde har Gud opfyldt det han forud har forkyndt ved alle profeterne, at hans Salvede* skulle lide.+

19 I skal derfor angre+ og vende om+ for at få jeres synder tilgivet*+ så der fra Jehova selv* kan komme perioder som giver friske kræfter, 20 og han kan sende den Kristus han har udpeget for jer, nemlig Jesus. 21 Han skal forblive i himlen* indtil den tid kommer hvor alt det som Gud har talt om gennem sine hellige profeter i fortiden, skal genoprettes. 22 Moses sagde jo: ‘Jehova* jeres Gud vil blandt jeres brødre udvælge en profet som mig til jer.+ I skal lytte til alt hvad han siger til jer.+ 23 For enhver* der ikke hører på den profet, vil blive fuldstændigt udryddet fra folket.’+ 24 Og alle profeterne, helt fra Samuel og dem der kom efter ham, alle der har profeteret, har jo tydeligt talt om disse dage.+ 25 I er sønner af profeterne og af den pagt Gud indgik med jeres forfædre+ da han sagde til Abraham: ‘Ved dit afkom vil alle jordens slægter blive velsignet.’+ 26 Efter at Gud havde udvalgt sin tjener, sendte han ham først til jer+ for at velsigne jer ved at vende hver enkelt af jer bort fra jeres onde handlinger.”

4 Mens de to talte til folket, kom præsterne, tempelkommandanten og saddukæerne+ hen til dem. 2 De var irriterede fordi apostlene underviste folket og forkyndte at Jesus var opstået fra de døde.*+ 3 Så de arresterede dem og tilbageholdt dem+ indtil næste dag, for det var allerede aften. 4 Men mange af dem der havde hørt talen, fik tro, og tallet på mændene nåede op på omkring 5.000.+

5 Næste dag mødtes lederne, de ældste og de skriftlærde i Jerusalem 6 med Annas,+ der var en af de øverste præster, og med Kajfas,+ Johannes, Alexander og alle der var i slægt med Annas.* 7 De hentede Peter og Johannes og begyndte at udspørge dem: “Ved hvilken kraft eller i hvis navn har I gjort dette?” 8 Fyldt med hellig ånd+ sagde Peter så til dem:

“Folkets ledere og ældste! 9 I dag bliver vi forhørt om en god gerning mod en syg mand,+ og hvis I vil vide hvem der har gjort denne mand rask, 10 så skal I og hele Israels folk vide at det er i nazaræeren+ Jesus Kristus’ navn, ham som I pælfæstede,+ men som Gud oprejste fra de døde,+ ja, det er ved ham at denne mand står her rask foran jer. 11 Denne Jesus er ‘den sten som I bygmestre ikke regnede for noget, men som er blevet hovedhjørnestenen’.*+ 12 Og der er ikke frelse ved nogen anden, for der er ikke under himlen givet mennesker noget andet navn+ som vi kan blive frelst ved.”+

13 Da de nu så Peters og Johannes’ frimodighed og blev klar over at de var almindelige mennesker uden uddannelse,*+ blev de forbløffede. Og det gik op for dem at de to havde været sammen med Jesus.+ 14 Da de så manden der var blevet helbredt, stå sammen med dem,+ vidste de ikke hvad de skulle sige.+ 15 De befalede dem derfor at forlade sanhedrinsalen, og de begyndte at diskutere sagen med hinanden 16 og sige: “Hvad skal vi gøre med de mænd?+ Det er jo en kendsgerning at de har udført et bemærkelsesværdigt mirakel,* og at alle Jerusalems indbyggere+ kender til det, og vi kan ikke benægte det. 17 Lad os true dem og sige at de ikke mere må tale til nogen i det navn, så det ikke spreder sig endnu mere blandt folket.”+

18 Så kaldte de dem ind og gav dem ordre til ikke at tale eller undervise i Jesus’ navn. 19 Peter og Johannes svarede: “Hvad mener I selv? Er det rigtigt i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud? 20 Men vi kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.”+ 21 Efter at have truet dem igen løslod de dem, for de kunne ikke finde noget at straffe dem for, og de var bange for folket,+ der alle lovpriste Gud for det der var sket. 22 Manden der var blevet helbredt ved dette mirakel,* var nemlig over 40 år gammel.

23 Efter at de var blevet løsladt, gik de til deres trosfæller og fortalte hvad de øverste præster og de ældste havde sagt til dem. 24 Da de hørte det, bad de sammen højt til Gud:

“Suveræne Herre, du er den der har skabt himlen og jorden og havet og alt hvad der er i dem,+ 25 og som ved hellig ånd har sagt gennem din tjener, vores forfar David:+ ‘Hvorfor blev nationerne ophidsede, og hvorfor udtænkte folkene planer der ikke kunne lykkes? 26 Jordens konger stillede sig op, og herskerne samlede sig som én imod Jehova* og imod hans salvede.’*+ 27 Ja, både Herodes og Pontius Pilatus+ sammen med folk fra nationerne og Israels folk samlede sig i denne by imod din hellige tjener Jesus, som du salvede,+ 28 for at gøre det som din hånd og din vilje i forvejen havde bestemt skulle ske.+ 29 Og nu, Jehova,* hør deres trusler, og hjælp dine trælle til at blive ved med at tale dit ord med stor frimodighed 30 mens du rækker din hånd ud for at helbrede, og mens tegn og undere* sker+ i din hellige tjener Jesus’ navn.”+

31 Da de havde bedt denne inderlige bøn, rystede stedet hvor de var samlet, og de blev alle som én fyldt med den hellige ånd+ og talte Guds ord med frimodighed.+

32 Og alle de der troede, var forenede i hjerte og sind,* og ikke én af dem sagde at noget af det han ejede, var hans eget, men de delte alt.+ 33 Og med stor kraft fortsatte apostlene med at vidne om Herren Jesus’ opstandelse,+ og de mærkede alle ufortjent godhed i stort omfang. 34 Ja, ikke én af dem led nød,+ for alle der ejede marker eller huse, solgte dem og kom med pengene for det de havde solgt, 35 og lagde dem for apostlenes fødder.+ Der blev så delt ud til hver enkelt efter hans behov.+ 36 Josef, som apostlene også kaldte Barnabas+ (der betyder “trøstens søn”), en levit der stammede fra Cypern, 37 ejede et stykke jord, og han solgte det og kom med pengene og lagde dem for apostlenes fødder.+

5 Nu solgte en mand der hed Ananias, og hans kone, Safira, en ejendom. 2 Han tilbageholdt dog hemmeligt noget af beløbet, og hans kone var klar over det, og han kom kun med nogle af pengene og lagde dem for apostlenes fødder.+ 3 Men Peter sagde: “Ananias, hvordan kan det være at Satan har givet dig mod til at lyve+ for den hellige ånd+ og hemmeligt tilbageholde noget af beløbet for marken? 4 Var den ikke din så længe du havde den? Og efter at den var solgt, kunne du så ikke stadig selv bestemme hvad du ville gøre? Hvorfor fandt du på sådan noget i dit hjerte? Det er ikke mennesker du har løjet over for, men Gud.” 5 Da Ananias hørte de ord, faldt han om og døde. Og alle der hørte om det, blev grebet af frygt. 6 Så rejste de yngre mænd sig, svøbte ham ind, bar ham ud og begravede ham.

7 Omkring tre timer senere kom hans kone ind, og hun vidste ikke hvad der var sket. 8 Peter sagde til hende: “Sig mig, er det beløbet I solgte marken for?” Hun sagde: “Ja, det er det.” 9 Så sagde Peter til hende: “Hvorfor blev I enige om at udfordre Jehovas* ånd? Kan du høre fodtrinnene uden for døren? Det er lyden af de mænd der har begravet din mand. De vil også bære dig ud.” 10 Øjeblikkeligt faldt hun om foran ham og døde. Da de unge mænd kom ind, fandt de hende død, og de bar hende ud og begravede hende ved siden af hendes mand. 11 Så blev hele menigheden og alle der hørte om det, grebet af frygt.

12 Apostlene fortsatte med at gøre mange tegn og undere* blandt folket,+ og de mødtes alle jævnligt i Salomons Søjlegang.+ 13 Ingen af de andre havde dog mod til at slutte sig til dem. Ikke desto mindre talte folket positivt om dem. 14 Og mere end det: Flere og flere fik tro på Herren og blev føjet til, et stort antal af både mænd og kvinder.+ 15 Man bar endda de syge ud på gaderne og lagde dem på små senge og måtter for at i det mindste Peters skygge kunne falde på nogle af dem når han gik forbi.+ 16 Og folkeskarer fra byerne omkring Jerusalem blev ved med at komme, og med sig havde de syge og folk der var plaget af urene ånder, og de blev alle helbredt.

17 Men ypperstepræsten og alle hans tilhængere, som tilhørte saddukæernes sekt, blev vrede og fyldt med jalousi. 18 Og de arresterede apostlene og satte dem i byens fængsel.+ 19 Men om natten åbnede Jehovas* engel fængslets døre,+ førte dem ud og sagde: 20 “Gå hen og stil jer i templet, og bliv ved med at fortælle folk hele budskabet om det kommende liv.” 21 Efter at de havde hørt det, gik de tidligt om morgenen ind i templet og begyndte at undervise.

Da ypperstepræsten og hans tilhængere kom, sammenkaldte de Sanhedrinet og Israels folks forsamling af ældste, og de sendte bud til fængslet for at få hentet apostlene. 22 Men da betjentene kom derhen, fandt de dem ikke i fængslet. De vendte så tilbage, aflagde rapport 23 og sagde: “Fængslet var forsvarligt aflåst, og vagterne stod ved dørene, men da vi fik lukket op, var der ikke nogen derinde.” 24 Da tempelkommandanten og de øverste præster hørte det, blev de forvirrede med hensyn til hvad der nu skulle ske. 25 Men der kom en og meddelte dem: “Hør! De mænd I satte i fængsel, er i templet, og de står og underviser folk.” 26 Så gik kommandanten og hans betjente hen og hentede dem, men uden at bruge magt, for de var bange for at blive stenet af folk.+

27 Da de havde hentet dem, stillede de dem for Sanhedrinet. Ypperstepræsten udspurgte dem 28 og sagde: “Vi har udtrykkeligt forbudt jer at fortsætte med at undervise i dette navn,+ og alligevel har I fyldt Jerusalem med jeres lære, og I er besluttet på at give os skylden for det menneskes død.”*+ 29 Som svar sagde Peter og de andre apostle: “Man skal adlyde Gud som hersker mere end mennesker.+ 30 Vores forfædres Gud har oprejst Jesus, som I slog ihjel ved at hænge ham på en pæl.*+ 31 Ham har Gud ophøjet til sin højre hånd+ som Hovedformidler+ og Frelser+ så Israel kunne angre og få tilgivelse for synder.+ 32 Det er vi vidner om,+ og det samme er den hellige ånd,+ som Gud har givet dem der adlyder ham som hersker.”

33 Da de hørte det, blev de rasende* og ville gøre det af med dem. 34 Men en farisæer der hed Gamaliel,+ rejste sig i Sanhedrinet. Han var en lovlærer som hele folket havde respekt for, og han gav ordre til at mændene skulle føres udenfor et øjeblik. 35 Så sagde han: “Israelitiske mænd, pas på med det I har tænkt jer at gøre ved disse mennesker. 36 I sin tid stod Theudas frem og sagde at han var noget, og omkring 400 mænd sluttede sig til ham. Men han blev ryddet af vejen, og alle der fulgte ham, blev spredt, og deres planer faldt til jorden. 37 Efter ham, i de dage hvor der var folketælling, stod Judas fra Galilæa frem, og han fik folk til at følge sig. Også den mand omkom, og alle der fulgte ham, blev spredt. 38 Så under de nuværende omstændigheder siger jeg til jer: Hold jer fra de mennesker, og lad dem være. Hvis det er mennesker der står bag denne idé eller denne aktivitet, vil den blive gjort til intet, 39 men hvis det er Gud der står bag den, vil I ikke kunne gøre dem til intet.+ Ellers viser det sig måske at I kæmper mod Gud.”+ 40 De fulgte så hans råd, og de kaldte apostlene ind, piskede* dem+ og forbød dem at tale i Jesus’ navn, og så lod de dem gå.

41 De forlod så Sanhedrinet og glædede sig+ over at de var blevet regnet for værdige til at lide* for hans navns skyld. 42 Hver dag blev de ved med at undervise og at forkynde den gode nyhed om Kristus, Jesus,+ både i templet og fra hus til hus.+

6 I de dage hvor der blev flere og flere disciple, begyndte de græsktalende jøder at klage over de hebraisktalende jøder fordi deres enker blev overset ved den daglige uddeling af mad.+ 2 De tolv kaldte så alle disciplene sammen og sagde: “Det vil ikke være rigtigt af os at holde op med at undervise i Guds ord for at dele mad ud ved bordene.+ 3 Brødre, I skal derfor udvælge syv mænd+ blandt jer som har et godt omdømme og er fulde af ånd og visdom,+ så vi kan udnævne dem til at tage sig af denne nødvendige opgave.+ 4 Så vil vi koncentrere os om at bede og om at undervise i Guds ord.”* 5 Og alle syntes godt om det de havde sagt, og de udvalgte Stefanus, en mand fuld af tro og hellig ånd, og Filip,+ Prokoros, Nikanor, Timon, Parmenas og Nikolaos, en proselyt fra Antiokia. 6 De tog dem med hen til apostlene, og efter at have bedt lagde de hænderne på dem.+

7 Guds ord fortsatte derfor med at blive udbredt,+ og antallet af disciple i Jerusalem steg kraftigt.+ En stor skare præster tog også imod troen.+

8 Og Stefanus, som havde Guds godkendelse og var fuld af hans kraft, gjorde store undere* og tegn blandt folket. 9 Men der kom nogle mænd fra den synagoge der blev kaldt De Frigivnes, sammen med nogle fra Kyrene, Alexandria, Kilikien og Asien, og de begyndte at diskutere med Stefanus. 10 Men de måtte give op over for den visdom og ånd han talte med.+ 11 Så fik de hemmeligt overtalt nogle mænd til at sige: “Vi har hørt ham tale blasfemisk om Moses og Gud.” 12 Og de ophidsede folket, de ældste og de skriftlærde, og pludselig var de over ham og greb ham med magt og førte ham til Sanhedrinet. 13 Og de førte falske vidner frem, som sagde: “Denne mand holder ikke op med at tale nedsættende om dette hellige sted og om Loven. 14 Vi har for eksempel hørt ham sige at denne Jesus fra Nazaret vil rive stedet her ned og ændre de skikke Moses har overleveret til os.”

15 Og alle der sad i Sanhedrinet, stirrede på ham, og de så at hans ansigt var som en engels ansigt.

7 Men ypperstepræsten sagde: “Er det sandt hvad de siger?” 2 Stefanus svarede: “Brødre og fædre, hør på mig. Herlighedens Gud viste sig for vores forfar Abraham mens han var i Mesopotamien, før han slog sig ned i Karan,+ 3 og han sagde til ham: ‘Forlad dit land og dine slægtninge, og kom til det land som jeg vil vise dig.’+ 4 Så forlod han kaldæernes land og slog sig ned i Karan. Og efter at hans far var død,+ fik Gud ham til at flytte derfra til det land hvor I nu bor.+ 5 Og dog gav han ham ikke nogen arv i det, nej, ikke engang et sted der var stort nok til at han kunne sætte sin fod på det, men Gud lovede at give hele landet til ham og hans efterkommere,*+ selvom han endnu ikke havde noget barn. 6 Og Gud sagde til ham at hans efterkommere* skulle være udlændinge i et land der ikke var deres, og at man ville gøre dem til slaver og mishandle dem i 400 år.+ 7 ‘Og den nation som de bliver slaver for, vil jeg dømme,’+ sagde Gud, ‘og derefter vil de rejse ud derfra og tilbede* mig på dette sted.’+

8 Han gav ham også omskærelsens pagt,*+ og han blev far til Isak+ og omskar ham på den ottende dag,+ og Isak blev far til* Jakob, og Jakob til de 12 familieoverhoveder.* 9 Og familieoverhovederne blev jaloux på Josef+ og solgte ham til Egypten.+ Men Gud var med ham,+ 10 og han reddede ham ud af alle hans trængsler og sørgede for at Egyptens konge, Farao, syntes godt om ham og lagde mærke til hans visdom. Og Farao satte ham til at styre Egypten og hele sit hus.+ 11 Men der kom hungersnød i hele Egypten og Kanaan, ja, stor nød, og vores forfædre kunne ikke finde noget at spise.+ 12 Men Jakob hørte at der var mad* i Egypten, og han sendte vores forfædre afsted første gang.+ 13 Anden gang gav Josef sig til kende for sine brødre, og Farao hørte om Josefs familie.+ 14 Så sendte Josef bud og tilkaldte sin far, Jakob, og alle sine slægtninge fra Kanaan,+ i alt 75 personer.*+ 15 Altså tog Jakob ned til Egypten,+ og han døde dér,+ og det gjorde vores forfædre også.+ 16 De blev båret til Sikem og lagt i den grav som Abraham havde købt af Hamors sønner i Sikem for en sum sølvpenge.+

17 Da tiden nærmede sig hvor Gud ville opfylde sit løfte til Abraham, voksede folket i antal og blev stort i Egypten, 18 indtil der kom en anden konge over Egypten, en der ikke kendte noget til Josef.+ 19 Han udtænkte en snedig plan imod vores folk og tvang fædrene til at sætte deres spædbørn ud så de ikke kunne blive i live.+ 20 På det tidspunkt blev Moses født, og han var et ualmindeligt smukt barn.* Han blev passet i tre måneder i sin fars hus.+ 21 Men da han blev sat ud,+ tog Faraos datter ham til sig og opdragede ham som sin egen søn.+ 22 Moses blev altså oplært i al egypternes visdom. Og han var magtfuld i ord og handling.+

23 Da han var fyldt 40 år, besluttede han at besøge* sine brødre, Israels folk.+ 24 Og da han så en af dem blive uretfærdigt behandlet, forsvarede han den mishandlede og hævnede ham ved at slå egypteren ihjel. 25 Han troede at hans brødre ville forstå at Gud brugte ham til at redde dem, men de forstod det ikke. 26 Næste dag dukkede han op mens to af dem var oppe at slås, og han prøvede at få dem til at slutte fred og sagde: ‘Mænd, I er brødre. Hvorfor mishandler I hinanden?’ 27 Men den der mishandlede sin landsmand, skubbede ham væk og sagde: ‘Hvem har udnævnt dig til leder og dommer over os? 28 Du vil vel ikke slå mig ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel i går?’ 29 Da Moses hørte det, flygtede han og boede som udlænding i Midjans land, hvor han blev far til to sønner.+

30 Efter at der var gået 40 år, viste en engel sig for ham i ørkenen ved Sinajs Bjerg i flammen fra en brændende tornebusk.+ 31 Moses blev meget forbløffet over synet. Men da han nærmede sig for at undersøge hvad det var, hørte han Jehovas* stemme: 32 ‘Jeg er dine forfædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.’+ Moses begyndte så at ryste og turde ikke undersøge det nærmere. 33 Jehova* sagde til ham: ‘Tag dine sandaler af, for den jord du står på, er hellig. 34 Jeg har set mit folk i Egypten blive undertrykt, og jeg har hørt dem sukke og stønne,+ og jeg er kommet ned for at befri dem. Kom nu, jeg vil sende dig til Egypten.’ 35 Den samme Moses som de nægtede at kendes ved da de sagde: ‘Hvem har udnævnt dig til leder og dommer?’,+ er netop ham Gud sendte+ som både leder og befrier gennem den engel der viste sig for ham i tornebusken. 36 Denne mand førte dem ud,+ og han gjorde undere* og tegn i Egypten+ og ved Det Røde Hav+ og i ørkenen i 40 år.+

37 Det er den Moses der sagde til Israels folk: ‘Gud vil blandt jeres brødre udvælge en profet som mig til jer.’+ 38 Han er den som var i menigheden i ørkenen sammen med den engel+ der talte til ham+ på Sinajs Bjerg, og sammen med vores forfædre, og han modtog levende hellige udtalelser som han skulle give til os.+ 39 Vores forfædre ville ikke adlyde ham men afviste ham,+ og i deres hjerte vendte de tilbage til Egypten,+ 40 og de sagde til Aron: ‘Lav os guder som kan gå foran os. For vi ved ikke hvad der er sket med ham Moses der førte os ud af Egypten.’+ 41 De lavede så en kalv i de dage og bragte et offer til afguden og glædede sig over det de havde skabt med deres hænder.+ 42 Så vendte Gud sig bort fra dem og overlod dem til at tilbede himlens hær,+ sådan som der står skrevet i Profeternes Bog: ‘Det var ikke mig I bragte forskellige ofre til i 40 år i ørkenen, vel, Israels hus? 43 Men det var Moloks telt+ og guden Raifans stjerne I bar, de figurer I lavede for at tilbede dem. Derfor vil jeg deportere jer til den anden side af Babylon.’+

44 I ørkenen fik vores forfædre Vidnesbyrdets telt, sådan som Gud havde befalet Moses at lave det efter den model han havde vist ham da han talte til ham.+ 45 Og vores forfædre overtog det og bragte det sammen med Josva ind i det land der havde tilhørt nationerne,+ dem som Gud drev ud foran vores forfædre.+ Her blev det indtil Davids tid. 46 Han var elsket af Gud og bad om lov til at opføre en bolig til Jakobs Gud.+ 47 Det blev dog Salomon der byggede et hus til ham.+ 48 Men Den Højeste bor ikke i huse der er bygget af mennesker.+ Det er som profeten siger: 49 ‘Himlen er min trone,+ og jorden er min fodskammel.+ Hvilken slags hus ville I bygge til mig, siger Jehova,* eller hvor skulle mit hvilested være? 50 Har jeg ikke skabt alle disse ting?’+

51 I er stædige, og jeres hjerter og ører er lukkede,* og I modarbejder altid den hellige ånd. I gør ligesom jeres forfædre.+ 52 Hvem af profeterne har jeres forfædre ikke forfulgt?+ Ja, de dræbte dem der forudsagde at den retfærdige+ skulle komme, ham I nu har forrådt og myrdet,+ 53 I der modtog Loven sådan som den blev formidlet af engle,+ men ikke har holdt den.”

54 Da de hørte det, blev de rasende* og begyndte at skære tænder ad ham. 55 Men fuld af hellig ånd stirrede han ind i himlen og så Guds herlighed og Jesus stå ved Guds højre hånd,+ 56 og han sagde: “Se! Jeg ser himlene åbne og Menneskesønnen+ stå ved Guds højre hånd.”+ 57 Så råbte de højt og holdt sig for ørerne og kastede sig alle sammen over ham. 58 Efter at have jaget ham uden for byen stenede de ham.+ Vidnerne+ lagde deres yderklæder ved fødderne af en ung mand der hed Saulus.+ 59 Mens de stenede Stefanus, sagde han indtrængende: “Herre Jesus, tag imod min ånd.”* 60 Så faldt han på knæ og råbte med høj røst: “Jehova,* kræv dem ikke til regnskab for denne synd.”+ Og efter at have sagt det sov han ind i døden.

8 Saulus billigede mordet på ham.+

Den dag udbrød der voldsom forfølgelse mod menigheden i Jerusalem, og alle undtagen apostlene blev spredt i hele Judæa og Samaria.+ 2 Men nogle troende mænd bar Stefanus væk for at begrave ham, og de holdt en større sørgehøjtidelighed for ham. 3 Saulus begyndte brutalt at forfølge menigheden. Han trængte ind i det ene hus efter det andet, slæbte både mænd og kvinder ud og sendte dem i fængsel.+

4 Men de der var blevet spredt, gik gennem landet og forkyndte Guds ords gode nyhed.+ 5 Filip kom ned til byen* Samaria+ og begyndte at forkynde budskabet om Kristus for folk dér. 6 De mange mennesker var alle optaget af det Filip sagde, de lyttede til ham og så de tegn han gjorde. 7 Mange var nemlig besat af urene ånder, og de råbte højt og kom ud.+ Desuden blev mange der var lamme og halte, helbredt. 8 Og der blev stor glæde i den by.

9 Nu var der i byen en mand der hed Simon. Han havde tidligere udøvet magi og imponeret folk i Samaria og påstået at han var noget stort. 10 Alle, fra den mindste til den største, lyttede til ham og sagde: “Denne mand er Guds Kraft, som bliver kaldt Den Store.” 11 De lyttede altså til ham fordi han i temmelig lang tid havde forbløffet dem med sine magiske kunster. 12 Men da de fik tro på det Filip forkyndte angående den gode nyhed om Guds rige+ og Jesus Kristus’ navn, blev både mænd og kvinder døbt.+ 13 Simon selv fik også tro, og efter at han var blevet døbt, holdt han sig til Filip,+ og han var forbløffet over at se de tegn og store mirakler* der skete.

14 Da apostlene i Jerusalem hørte at Samaria havde taget imod Guds ord,+ sendte de Peter og Johannes til dem, 15 og de tog ned og bad for dem så de kunne få hellig ånd.+ 16 Den var nemlig endnu ikke kommet over nogen af dem, for de var kun blevet døbt i Herren Jesus’ navn.+ 17 Så lagde de hænderne på dem,+ og de begyndte at modtage hellig ånd.

18 Da Simon nu så at ånden blev givet ved at apostlene lagde hænderne på folk, tilbød han dem penge 19 og sagde: “Giv også mig denne myndighed så enhver som jeg lægger hænderne på, kan modtage hellig ånd.” 20 Men Peter sagde til ham: “Gid dit sølv må gå til grunde sammen med dig fordi du mente at du kunne købe Guds frie gave for penge.+ 21 Du har slet ikke noget med det her at gøre, for dit hjerte er ikke oprigtigt i Guds øjne. 22 Du må derfor angre dine forkerte tanker og bede Jehova* om, hvis det er muligt, at tilgive dig for det onde som du har udtænkt i dit hjerte, 23 for jeg ser at du er fuld af gift og galde og en slave af uretfærdighed.” 24 Som svar sagde Simon til dem: “Bed til Jehova* om at intet af det I har sagt, skal ramme mig.”

25 Efter at de havde aflagt et grundigt vidnesbyrd og talt Jehovas* ord, vendte de tilbage til Jerusalem, og på vejen forkyndte de den gode nyhed i mange af samaritanernes landsbyer.+

26 Men Jehovas* engel+ sagde til Filip: “Bryd op og gå mod syd til vejen der går fra Jerusalem og ned til Gaza.” (Det er en ørkenvej). 27 Så brød han op og gik, og han fik øje på en etiopisk eunuk,* en højtstående mand hos Kandake, etiopiernes dronning. Denne mand havde ansvaret for alle hendes skatte. Han var taget til Jerusalem for at tilbede,+ 28 og nu var han på vej tilbage og sad i sin vogn og læste højt af profeten Esajas. 29 Ånden sagde til Filip: “Gå hen til den vogn.” 30 Filip løb hen ved siden af den og hørte at han læste højt af profeten Esajas, så han sagde: “Forstår du egentlig det du læser?” 31 Han sagde: “Hvordan skulle jeg kunne det når der ikke er nogen der forklarer det for mig?” Og han bad indtrængende Filip om at komme op og sætte sig hos ham. 32 Det afsnit han læste højt fra Skrifterne, var: “Som et får blev han ført afsted til slagtning, og som et lam der tavst finder sig i at blive klippet, åbner han ikke sin mund.+ 33 Mens han blev ydmyget, blev han nægtet retfærdighed.+ Hvem vil fortælle i detaljer om hans afstamning? For hans liv tages bort fra jorden.”+

34 Eunukken sagde så til Filip: “Vil du ikke nok fortælle mig hvem det er profeten taler om? Er det om sig selv eller om en anden?” 35 Filip gik i gang med at fortælle, og idet han begyndte med dette skriftsted, forkyndte han den gode nyhed om Jesus for ham. 36 Mens de nu kørte hen ad vejen, kom de til noget vand, og eunukken sagde: “Se! Her er vand. Hvad forhindrer mig i at blive døbt?” 37 *—— 38 Så befalede han at vognen skulle standse, og både Filip og eunukken gik ned i vandet, og han døbte ham. 39 Da de kom op af vandet, førte Jehovas* ånd hurtigt Filip væk, og eunukken så ham ikke mere, men fortsatte glad sin rejse. 40 Filip befandt sig nu i Ashdod, og han gik gennem distriktet og fortsatte med at forkynde den gode nyhed i alle byerne indtil han kom til Cæsarea.+

9 Men Saulus, der stadig var rasende på Herrens disciple+ og truede med at myrde dem, gik til ypperstepræsten 2 og bad ham om at skrive breve til synagogerne i Damaskus så han kunne arrestere alle dem han fandt som tilhørte Vejen,*+ både mænd og kvinder, og føre dem bundne til Jerusalem.

3 Mens han var på vej og nærmede sig Damaskus, strålede et lys fra himlen pludselig omkring ham,+ 4 og han faldt til jorden og hørte en stemme der sagde: “Saulus, Saulus,* hvorfor forfølger du mig?” 5 Han spurgte: “Hvem er du, Herre?” Han sagde: “Jeg er Jesus,+ som du forfølger.+ 6 Rejs dig op og gå ind i byen, og dér vil du få at vide hvad du skal gøre.” 7 De mænd der rejste sammen med ham, stod målløse, for de hørte lyden af en stemme, men de kunne ikke se nogen.+ 8 Saulus rejste sig så op, og selvom hans øjne var åbne, kunne han ikke se noget. De tog ham så ved hånden og førte ham ind i Damaskus. 9 Og i tre dage kunne han ikke se noget,+ og han hverken spiste eller drak.

10 I Damaskus var der en discipel der hed Ananias,+ og Herren sagde til ham i et syn: “Ananias!” Han svarede: “Her er jeg, Herre.” 11 Herren sagde til ham: “Rejs dig og gå hen til den gade der kaldes Den Lige, og i Judas’ hus skal du spørge efter en mand der hedder Saulus, fra Tarsus.+ For han beder, 12 og han har i et syn set en mand ved navn Ananias komme ind og lægge hænderne på ham så han kunne se igen.”+ 13 Men Ananias svarede: “Herre, mange har fortalt mig om den mand og om alle de frygtelige ting han har gjort mod dine hellige i Jerusalem. 14 Og her har han fuldmagt fra de øverste præster til at arrestere* alle som påkalder dit navn.”+ 15 Men Herren sagde til ham: “Gå! For den mand er det redskab jeg har udvalgt+ til at bringe mit navn ud til nationerne+ og til konger+ og til Israels sønner. 16 Og jeg vil tydeligt vise ham hvor meget han kommer til at lide for mit navns skyld.”+

17 Så gik Ananias derhen, og han kom ind i huset og lagde hænderne på ham og sagde: “Min bror Saulus,* Herren Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, har sendt mig så du kan få dit syn igen og blive fyldt med hellig ånd.”+ 18 Straks faldt der noget der lignede fiskeskæl, fra hans øjne, og han fik sit syn igen. Han rejste sig så op og blev døbt. 19 Bagefter fik han noget at spise og kom til kræfter.

Han blev nogle dage hos disciplene i Damaskus,+ 20 og straks begyndte han at forkynde i synagogerne at Jesus er Guds Søn. 21 Men alle der hørte ham, blev overraskede og sagde: “Er det ikke ham der brutalt forfulgte dem i Jerusalem der påkalder dette navn?+ Kom han ikke hertil for at arrestere dem og føre dem* til de øverste præster?”+ 22 Men Saulus fik mere og mere kraft, og jøderne i Damaskus var målløse, for han beviste logisk at Jesus er Kristus.+

23 Adskillige dage senere lagde jøderne planer om at rydde ham af vejen.+ 24 Men Saulus hørte om deres planer. De holdt også omhyggeligt vagt ved portene både dag og nat for at rydde ham af vejen. 25 En nat firede hans disciple ham derfor i en kurv ned gennem en åbning i muren.+

26 Da han kom til Jerusalem,+ forsøgte han at slutte sig til disciplene, men de var alle bange for ham, for de troede ikke på at han var en discipel. 27 Så kom Barnabas+ ham til hjælp og førte ham til apostlene, og han fortalte dem i detaljer hvordan Saulus på vejen havde set Herren,+ og at Herren havde talt til ham, og hvordan Saulus i Damaskus frimodigt havde talt i Jesus’ navn.+ 28 Saulus blev så hos dem, og han gik omkring* i Jerusalem og talte frimodigt i Herrens navn. 29 Han talte og diskuterede med de græsktalende jøder, men de forsøgte at gøre det af med ham.+ 30 Da brødrene fandt ud af det, fulgte de ham ned til Cæsarea og sendte ham videre til Tarsus.+

31 Så kom menigheden i hele Judæa og Galilæa og Samaria+ ind i en periode med fred og blev styrket, og fordi den vandrede i dyb respekt for Jehova* og i den hellige ånds+ trøst, blev den ved med at vokse.

32 Peter rejste nu gennem hele egnen, og han kom også ned til de hellige der boede i Lydda.+ 33 Der traf han en mand der hed Æneas, som havde været sengeliggende i otte år fordi han var lam. 34 Peter sagde til ham: “Æneas, Jesus Kristus helbreder dig.+ Stå op og red din seng.”+ Og straks stod han op. 35 Alle der boede i Lydda og på Saronsletten, så ham, og de vendte om og fik tro på Herren.

36 I Joppe var der en discipel der hed Tabitha, som betyder “Dorkas”.* Hun gjorde mange gode gerninger og gav mange gaver til de fattige.* 37 Mens Peter var i Lydda, blev hun syg og døde. Man vaskede hende så og lagde hende i et værelse ovenpå. 38 Lydda lå i nærheden af Joppe, så da disciplene hørte at Peter var i den by, sendte de to mænd til ham, og de bønfaldt ham: “Skynd dig at komme.” 39 Så gik Peter med dem. Og da han nåede frem, førte de ham op i værelset ovenpå, og alle enkerne kom grædende hen og viste ham mange kapper og andet tøj som Dorkas havde syet da hun var hos dem. 40 Peter sendte så alle udenfor,+ knælede og bad. Han vendte sig mod den døde og sagde: “Tabitha, stå op!” Hun åbnede sine øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op.+ 41 Han rakte hånden frem og hjalp hende op, og han kaldte på de hellige og enkerne og viste dem at hun nu var levende.+ 42 Det blev kendt i hele Joppe, og mange fik tro på Herren.+ 43 Peter blev adskillige dage i Joppe hos en garver der hed Simon.+

10 Nu var der i Cæsarea en mand ved navn Cornelius, en officer* i det der blev kaldt den italienske hærafdeling.* 2 Han var en troende mand, og han og hele hans husstand havde dyb respekt for Gud. Han gav mange gaver til de fattige* og bad ofte inderligt til Gud. 3 Omkring dagens niende time*+ så han tydeligt i et syn en engel fra Gud som kom ind til ham og sagde: “Cornelius!” 4 Cornelius stirrede forskrækket på ham og spurgte: “Hvad er der, Herre?” Han sagde til ham: “Gud har hørt dine bønner,+ og han har set at du har givet gaver til de fattige. 5 Så send nu nogle mænd til Joppe og hent en mand der hedder Simon og bliver kaldt Peter. 6 Han er gæst hos Simon, en garver hvis hus ligger ved havet.” 7 Så snart englen som havde talt til ham, var forsvundet, tilkaldte han to af sine tjenere og en troende soldat blandt dem der var i hans tjeneste, 8 og han forklarede dem det hele og sendte dem til Joppe.

9 Næste dag, mens de var på vej og nærmede sig byen, gik Peter op på taget omkring den sjette time* for at bede. 10 Men han blev meget sulten og ville gerne have noget at spise. Mens måltidet blev tilberedt, faldt han i trance+ 11 og så himlen åben, og der kom noget ned der lignede en stor linneddug som ved de fire hjørner blev sænket ned til jorden. 12 I den var alle slags firbenede dyr og krybdyr der lever på jorden, og alle slags fugle der flyver på himlen. 13 Så lød der en stemme: “Rejs dig, Peter, slagt og spis!” 14 Men Peter sagde: “Absolut ikke, Herre, for jeg har aldrig spist noget der er besmittet og urent.”+ 15 Og stemmen lød igen, for anden gang: “Hold op med at kalde det som Gud har erklæret rent, for besmittet.” 16 Tredje gang det skete, blev linneddugen straks taget op til himlen.

17 Mens Peter spekulerede over hvad det syn han havde fået, kunne betyde, havde de mænd Cornelius havde sendt, spurgt sig frem til Simons hus, og de stod nu ved porten.+ 18 De kaldte for at få at vide om Simon der blev kaldt Peter, var gæst der. 19 Mens Peter stadig tænkte over synet, sagde ånden:+ “Tre mænd spørger efter dig. 20 Rejs dig, gå ned og følg uden betænkeligheder med dem, for jeg har sendt dem.” 21 Peter gik så ned til mændene og sagde: “Her er jeg. Det er mig I leder efter. Hvorfor er I kommet?” 22 De sagde: “Cornelius,+ en officer, en retfærdig og gudfrygtig mand der har et godt omdømme hos hele det jødiske folk, har gennem en hellig engel fået besked fra Gud på at hente dig til sit hus for at høre hvad du har at sige.” 23 Så inviterede han dem ind og sørgede for dem som sine gæster.

Dagen efter tog han afsted sammen med dem, og nogle af brødrene fra Joppe fulgte med ham. 24 Næste dag kom han til Cæsarea. Cornelius ventede dem og havde kaldt sine slægtninge og nærmeste venner sammen. 25 Da Peter trådte ind, kom Cornelius ham i møde, faldt på knæ og bøjede sig respektfuldt for ham. 26 Men Peter tog fat i ham og sagde: “Rejs dig, for jeg er også kun et menneske.”+ 27 Mens han snakkede med ham, gik han indenfor og opdagede at der var mange til stede. 28 Han sagde til dem: “I ved godt at det ikke er tilladt for en jøde at være sammen med eller besøge en mand der tilhører et andet folk,+ og alligevel har Gud vist mig at jeg ikke må kalde noget menneske besmittet eller urent.+ 29 Så jeg kom uden indvendinger da der blev sendt bud efter mig. Nu vil jeg gerne spørge hvorfor I har sendt bud efter mig.”

30 Cornelius sagde så: “For præcis fire dage siden, i den niende time,* var jeg ved at bede i mit hus. I samme øjeblik stod der en mand i strålende klæder foran mig 31 og sagde: ‘Cornelius, Gud har hørt din bøn og husket de gaver du har givet til de fattige. 32 Send derfor nogle til Joppe og få fat i Simon der bliver kaldt Peter. Han er gæst i garveren Simons hus ved havet.’+ 33 Jeg sendte med det samme bud efter dig, og hvor var det venligt af dig at komme. Nu er vi alle til stede foran Gud for at høre alt hvad Jehova* har befalet dig at sige.”

34 Peter tog ordet og sagde: “Nu forstår jeg virkelig at Gud ikke gør forskel på nogen,+ 35 men han tager imod alle der har dyb respekt for ham og gør det der er rigtigt – uanset hvilken nation de tilhører.+ 36 Han sendte sit budskab til Israels folk for at forkynde den gode nyhed om fred+ gennem Jesus Kristus – han er alles Herre.+ 37 I ved hvad der har været samtaleemne i hele Judæa, det der begyndte i Galilæa+ efter den dåb som Johannes forkyndte: 38 at Gud salvede Jesus fra Nazaret med hellig ånd og kraft,+ og at han gik igennem landet og gjorde godt mod andre og helbredte alle der var undertrykt af Djævelen,+ for Gud var med ham.+ 39 Og vi er vidner om alt det han gjorde både i jødernes land og i Jerusalem, men de gjorde det af med ham ved at hænge ham på en pæl.* 40 Netop ham oprejste Gud på den tredje dag+ og lod ham blive set af folk, 41 ikke af hele folket men af vidner som Gud i forvejen havde udpeget, nemlig os, der spiste og drak sammen med ham efter at han var blevet oprejst fra de døde.+ 42 Og han befalede os at forkynde for folket og aflægge et grundigt vidnesbyrd+ om at det er ham Gud har udvalgt til at dømme levende og døde.+ 43 Om ham vidner alle profeterne+ og siger at enhver som tror på ham, får sine synder tilgivet i hans navn.”+

44 Mens Peter stadig talte, kom den hellige ånd over alle som hørte Guds ord.+ 45 Og de der var kommet derhen sammen med Peter, de troende der var omskåret, var overrasket over at den hellige ånds frie gave også blev udgydt over folk fra nationerne. 46 De hørte dem nemlig tale på fremmede sprog* og ophøje Gud.+ Det fik Peter til at sige: 47 “Hvem kan forhindre at de bliver døbt i vand?+ De har jo modtaget den hellige ånd ligesom vi har.” 48 Og han befalede at de skulle døbes i Jesus Kristus’ navn.+ Så bad de ham om at blive der i nogle dage.

11 Nu hørte apostlene og brødrene i Judæa at folk fra nationerne også havde taget imod Guds ord, 2 så da Peter kom op til Jerusalem, begyndte tilhængerne af omskærelsen+ at kritisere* ham. 3 De sagde: “Du har besøgt uomskårne mænd i deres hjem og spist sammen med dem.” 4 Så forklarede Peter dem i detaljer hvordan det hang sammen:

5 “Jeg var i byen Joppe og var ved at bede, og mens jeg var i trance, så jeg i et syn noget komme ned ligesom en stor linneddug der ved de fire hjørner blev sænket ned fra himlen, og den kom helt ned til mig.+ 6 Da jeg kiggede ned i den, så jeg jordens firbenede dyr, vilde dyr, krybdyr og himlens fugle. 7 Jeg hørte også en stemme sige: ‘Rejs dig, Peter, slagt og spis!’ 8 Men jeg sagde: ‘Absolut ikke, Herre, for jeg har aldrig taget noget besmittet eller urent i min mund.’ 9 Anden gang svarede stemmen fra himlen: ‘Hold op med at kalde det som Gud har erklæret rent, for besmittet.’ 10 Tredje gang det skete, blev det hele trukket op til himlen igen. 11 Og i samme øjeblik stod der tre mænd ved det hus hvor vi opholdt os. De var blevet sendt til mig fra Cæsarea.+ 12 Ånden sagde så til mig at jeg skulle følge med dem uden betænkeligheder. De seks brødre her tog også med mig, og vi gik ind i mandens hus.

13 Han fortalte os at han havde set englen stå i hans hus og sige: ‘Send nogle mænd til Joppe og hent Simon der bliver kaldt Peter,+ 14 så vil han fortælle dig hvordan du og din husstand kan blive frelst.’ 15 Mens jeg talte, kom den hellige ånd over dem ligesom den også kom over os i begyndelsen.+ 16 Så huskede jeg hvad Herren plejede at sige: ‘Johannes døbte med vand,+ men I vil blive døbt med hellig ånd.’+ 17 Når Gud altså har givet dem den samme frie gave som han gav os der fik tro på Herren Jesus Kristus, hvem var så jeg at jeg skulle kunne hindre Gud?”*+

18 Da de hørte det, kom de ikke med flere indvendinger,* og de lovpriste Gud og sagde: “Så har Gud altså også givet folk fra nationerne mulighed for at angre og vende om så de kan få livet.”+

19 De der var blevet spredt+ på grund af den forfølgelse der opstod efter Stefanus’ død, tog helt til Fønikien, Cypern og Antiokia. De forkyndte dog kun budskabet for jøder.+ 20 Men i Antiokia begyndte nogle af dem der kom fra Cypern og Kyrene, at tale med de græsktalende og forkynde den gode nyhed om Herren Jesus. 21 Og Jehova* var med dem, og et stort antal fik tro og vendte om til Herren.+

22 Menigheden i Jerusalem hørte om det, og man sendte Barnabas+ helt til Antiokia. 23 Da han kom og så at Gud havde vist disciplene ufortjent godhed, blev han glad, og han opmuntrede dem alle til at være fast besluttet på at forblive trofaste mod Herren,+ 24 for han var en god mand og fuld af hellig ånd og tro. Og en stor skare fik tro på Herren.+ 25 Så tog han til Tarsus for at finde Saulus.+ 26 Efter at han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia. I et helt år var de sammen med menigheden, og de underviste en stor skare, og det var i Antiokia disciplene ved Guds ledelse for første gang blev kaldt kristne.+

27 I den periode kom der profeter+ fra Jerusalem ned til Antiokia. 28 En af dem hed Agabos,+ og han forudsagde ved ånden at der ville komme en stor hungersnød over hele den beboede jord,+ og den kom faktisk i Claudius’ tid. 29 Disciplene besluttede så at de, alt efter hvad den enkelte havde råd til,+ ville sende nødhjælp+ til brødrene i Judæa. 30 Og det gjorde de så. De sendte Barnabas og Saulus afsted til de ældste med nødhjælpen.+

12 Omkring den tid begyndte kong Herodes at mishandle nogle fra menigheden.+ 2 Han fik Jakob, Johannes’ bror,+ henrettet med sværd.+ 3 Da han så at det faldt i god jord hos jøderne, arresterede han også Peter. (Det skete under de usyrnede brøds fest).+ 4 Han pågreb ham og satte ham i fængsel+ og fik fire hold på hver fire soldater til at holde vagt over ham, for han ville føre ham frem* for folket efter påsken. 5 Peter var altså fængslet, men menigheden bad inderligt til Gud for ham.+

6 Natten før Herodes skulle føre Peter frem, sov Peter mellem to soldater. Han var bundet med to lænker, og foran døren stod der vagter som bevogtede fængslet. 7 Men pludselig stod Jehovas* engel der,+ og et lys skinnede i fængselscellen. Han vækkede Peter ved at puffe ham i siden og sagde: “Skynd dig at stå op!” Og lænkerne faldt af hans hænder.+ 8 Englen sagde til ham: “Tag dit tøj og* dine sandaler på.” Det gjorde han så. Til sidst sagde englen til ham: “Tag din yderklædning på, og følg efter mig.” 9 Og han fulgte med englen ud, men han vidste ikke at det englen gjorde, var noget der skete i virkeligheden. Faktisk troede han at det var et syn. 10 Efter at de havde passeret den første og den anden vagtpost, kom de til jernporten der førte ud til byen, og den åbnede sig for dem af sig selv. Da de var kommet ud, gik de en gade hen, og straks forlod englen ham. 11 Peter blev nu klar over hvad der foregik, og sagde: “Nu ved jeg med sikkerhed at Jehova* har sendt sin engel og reddet mig fra Herodes og fra alt det jøderne forventede der skulle ske.”+

12 Efter at han var blevet klar over det, tog han hen til Marias hus, hende der var mor til Johannes der blev kaldt Markus,+ hvor en hel del var forsamlet og bad. 13 Da han bankede på døren i porten, kom en tjenestepige ved navn Rhode for at høre hvem det var. 14 Da hun genkendte Peters stemme, blev hun så glad at hun ikke fik åbnet døren, men løb ind og fortalte at Peter stod ved porten. 15 De sagde til hende: “Er du gået fra forstanden?” Men hun insisterede på at det var rigtigt. Så sagde de: “Det er hans engel.” 16 Peter blev imidlertid ved med at banke. De åbnede døren, og da de så at det var ham, blev de forbavsede. 17 Men han gjorde tegn til dem med hånden om at de skulle være stille, og fortalte dem så i detaljer hvordan Jehova* havde ført ham ud af fængslet, og han sagde: “Fortæl det til Jakob+ og brødrene.” Så forlod han dem og tog et andet sted hen.

18 Da det blev dag, opstod der stort postyr blandt soldaterne over hvad der var blevet af Peter. 19 Herodes eftersøgte ham, men kunne ikke finde ham. Han forhørte så vagterne og befalede at de skulle føres bort og straffes.+ Og han tog fra Judæa ned til Cæsarea og tilbragte noget tid dér.

20 Han var fjendtligt indstillet over for* indbyggerne i Tyrus og Sidon. Så de blev enige om at opsøge ham, og efter at have overtalt Blastus, der havde ansvaret for kongens hof,* bad de om fred, for deres land blev forsynet med fødevarer fra kongens land. 21 Ved en særlig lejlighed iførte Herodes sig sit kongelige festtøj, satte sig på dommersædet og begyndte at holde en tale til folket. 22 Så gav de folk der var forsamlet, sig til at råbe: “Det er en guds stemme, ikke et menneskes!” 23 Straks slog Jehovas* engel ham fordi han ikke gav Gud æren, og han blev ædt op af orme og døde.

24 Men Jehovas* ord havde fortsat fremgang og blev udbredt.+

25 Efter at Barnabas+ og Saulus var færdige med nødhjælpsarbejdet i Jerusalem,+ vendte de tilbage og tog Johannes,+ ham der også blev kaldt Markus, med sig.

13 I den lokale menighed i Antiokia var der profeter og lærere:+ Barnabas, Simeon der blev kaldt Niger, Lukius fra Kyrene, Manaen der var uddannet sammen med lokalfyrsten* Herodes, og Saulus. 2 Mens de tjente* Jehova* og fastede, sagde den hellige ånd: “Udtag Barnabas og Saulus+ til det arbejde jeg har kaldet dem til.”+ 3 Efter at have fastet og bedt lagde de hænderne på dem og sendte dem afsted.

4 Så tog mændene som var blevet udsendt af den hellige ånd, ned til Seleukia, og derfra sejlede de til Cypern. 5 Da de var kommet til Salamis, begyndte de at forkynde Guds ord i jødernes synagoger. De havde også Johannes med som medhjælper.*+

6 Da de havde gennemgået hele øen lige til Pafos, traf de en jøde der hed Barjesus. Han var troldmand og falsk profet. 7 Han var hos prokonsulen* Sergius Paulus, som var en klog mand. Denne mand tilkaldte Barnabas og Saulus og var ivrig efter at høre Guds ord. 8 Men Elymas, troldmanden (for sådan oversættes hans navn), begyndte at modarbejde dem ved at forsøge at hindre prokonsulen i at få tro. 9 Saulus, også kaldet Paulus, blev fyldt med hellig ånd og så fast på ham 10 og sagde: “Du Djævelens søn,+ fjende af al retfærdighed og fuld af alle former for bedrag og ondskab, holder du aldrig op med at fordreje Jehovas* lige veje? 11 Jehova* vil straffe dig, og du skal blive blind og ikke se sollyset i et stykke tid.” Straks faldt der tæt tåge og mørke over ham, og han gik rundt og famlede efter en der kunne lede ham ved hånden. 12 Prokonsulen, som havde set hvad der var sket, fik nu tro, for han var forbløffet over Jehovas* lære.

13 Paulus og hans rejsefæller sejlede så ud fra Pafos og kom til Perge i Pamfylien. Men Johannes+ forlod dem og vendte tilbage til Jerusalem.+ 14 De fortsatte imidlertid fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien. Og på sabbatsdagen gik de ind i synagogen+ og satte sig. 15 Efter oplæsningen fra Loven+ og Profeterne sagde forstanderne for synagogen til dem: “Mænd, brødre, hvis I har noget opmuntrende at sige til folket, så fortæl det.” 16 Så rejste Paulus sig op, gjorde tegn med hånden og sagde:

“Israelitter og I andre der har dyb respekt for Gud, hør engang. 17 Dette folks Gud, Israels Gud, udvalgte vores forfædre, og han ophøjede folket mens de levede som udlændinge i Egypten, og førte dem ud derfra med stor magt.*+ 18 Og i omkring 40 år fandt han sig i dem i ørkenen.+ 19 Efter at have udryddet syv nationer i Kanaan tildelte han dem deres land som en arv.+ 20 Alt det skete i løbet af omkring 450 år.

Efter det gav han dem dommere frem til profeten Samuels tid.+ 21 Men derefter krævede de en konge,+ og Gud gav dem Saul, Kishs søn, en mand fra Benjamins stamme,+ til at regere over dem i 40 år. 22 Efter at have fjernet ham satte han David som konge over dem.+ Om ham vidnede han og sagde: ‘Jeg har fundet David, Isajs søn,+ en mand efter mit hjerte.+ Han vil gøre alt det jeg ønsker.’ 23 I overensstemmelse med sit løfte har Gud gennem denne mands efterkommere* givet Israel en frelser, Jesus.+ 24 Før han kom, havde Johannes offentligt forkyndt for hele Israels folk at de skulle lade sig døbe for at vise at de havde angret.+ 25 Men hen imod slutningen af sin tjeneste sagde Johannes flere gange: ‘Jeg er ikke den I tror jeg er. Men der kommer en efter mig, og jeg er ikke engang god nok til at løse hans sandaler.’+

26 Brødre, I som er efterkommere af Abraham, og I andre som har dyb respekt for Gud: Budskabet om denne frelse er blevet sendt til os.+ 27 Jerusalems indbyggere og deres ledere anerkendte ham nemlig ikke, men de optrådte som dommere og opfyldte dermed det profeterne havde sagt,+ det der læses op hver sabbat. 28 Selvom de ikke fandt noget der kunne føre til dødsstraf,+ krævede de at Pilatus fik ham henrettet.+ 29 Og da de havde gjort alt det der står skrevet om ham, tog de ham ned fra pælen* og lagde ham i en grav.*+ 30 Men Gud oprejste ham fra de døde,+ 31 og i mange dage viste han sig for dem som var fulgt med ham fra Galilæa op til Jerusalem. De er nu hans vidner over for folket.+

32 Vi forkynder jer altså den gode nyhed om det løfte forfædrene fik. 33 Gud har fuldt ud opfyldt det for os, deres børn, ved at oprejse Jesus.+ Det er som der står skrevet i den anden salme: ‘Du er min søn; i dag er jeg blevet din far.’+ 34 Og at Han oprejste ham fra de døde så han aldrig igen skulle vende tilbage til forrådnelse, har Han udtrykt på denne måde: ‘Jeg vil vise jer den trofaste* og loyale kærlighed som jeg lovede David.’+ 35 Og i en anden salme siges der: ‘Du vil ikke tillade at din loyale ser* forrådnelse.’+ 36 David tjente jo Gud* i sin egen generation, sov ind i døden, blev lagt hos sine forfædre og så forrådnelse.+ 37 Men den som Gud oprejste, så ikke forrådnelse.+

38 I skal derfor vide, brødre, at det der bliver forkyndt for jer, er at I kan få tilgivet jeres synder gennem ham,+ 39 og at alt det som I ikke kunne blive erklæret skyldfri for ved hjælp af Moses’ Lov,+ det bliver enhver som tror, erklæret skyldfri for ved hjælp af ham.+ 40 Pas derfor på at det der siges i Profeterne, ikke kommer over jer: 41 ‘Se hvad jeg gør i jeres dage, I som er fulde af foragt, og bliv forbløffede, og gå til grunde, for jeg gør noget som I ikke engang vil tro hvis nogen fortæller jer om det i detaljer.’”+

42 Da de nu gik ud, bønfaldt folk dem om også at tale om disse emner den følgende sabbat. 43 Efter at de forsamlede i synagogen var gået hver til sit, fulgte mange af de jøder og proselytter der tilbad Gud, med Paulus og Barnabas, som talte med dem og tilskyndede dem til at forblive værdige til Guds ufortjente godhed.+

44 Næste sabbat kom næsten hele byen for at høre Jehovas* ord. 45 Da jøderne så folkeskarerne, blev de fulde af misundelse og begyndte blasfemisk at modsige det Paulus sagde.+ 46 Så sagde Paulus og Barnabas frimodigt til dem: “Det var nødvendigt at Guds ord først blev fremholdt for jer.+ Men nu hvor I forkaster det og dømmer jer selv uværdige til evigt liv, går vi til nationerne.+ 47 Jehova* har nemlig befalet os: ‘Jeg har gjort dig til et lys for nationer for at du skal være til frelse til jordens ende.’”+

48 Da de der var fra nationerne, hørte det, blev de meget glade og begyndte at lovprise Jehovas* ord, og alle som havde den rette indstilling så de kunne få evigt liv, fik tro. 49 Og Jehovas* ord blev udbredt i hele landet. 50 Men jøderne ophidsede de gudfrygtige prominente kvinder og byens førende mænd, og de iværksatte en forfølgelse+ af Paulus og Barnabas og jagede dem uden for deres område. 51 De rystede så støvet af fødderne* og tog til Ikonion.+ 52 Og disciplene var fortsat fyldt med glæde+ og hellig ånd.

14 I Ikonion gik de sammen ind i jødernes synagoge og talte på en sådan måde at mange jøder og grækere fik tro. 2 Men de jøder der ikke troede, ophidsede folk fra nationerne og vendte dem imod brødrene.+ 3 Så de tilbragte lang tid der, og Jehova* gav dem kraft til at tale frimodigt. Han bekræftede budskabet om sin ufortjente godhed ved at tillade dem at udføre mirakler* og undere.*+ 4 Men byen var splittet – nogle holdt med jøderne, og andre med apostlene. 5 Både folk fra nationerne og jøderne sammen med deres ledere var besluttet på at behandle dem uforskammet og hårdhændet og at stene dem.+ 6 Så snart de hørte om det, flygtede de til Lykaonien, til byerne Lystra og Derbe og omegn.+ 7 Der fortsatte de med at forkynde den gode nyhed.

8 I Lystra sad der en mand som var lam i fødderne. Han havde været krøbling siden han blev født, og havde aldrig kunnet gå. 9 Manden lyttede mens Paulus talte. Paulus betragtede ham og blev klar over at han havde tro så han kunne blive gjort rask,+ 10 så han sagde med kraftig stemme: “Rejs dig op på dine fødder.” Og manden sprang op og begyndte at gå.+ 11 Da folkeskarerne så hvad Paulus havde gjort, råbte de på lykaonisk: “Guderne er blevet som mennesker og er kommet ned til os!”+ 12 Og de begyndte at kalde Barnabas for Zeus og Paulus for Hermes, for det var ham der førte ordet. 13 Og præsten ved Zeustemplet, der lå ved indgangen til byen, kom hen til portene med tyre og kranse og ville bringe ofre sammen med folkeskarerne.

14 Men da apostlene Barnabas og Paulus hørte det, flængede de deres tøj og løb ind midt i folkemængden og råbte: 15 “Mænd, hvad er det I gør? Vi er også mennesker med de samme svagheder som jer.+ Og vi forkynder den gode nyhed for jer så I kan vende jer fra disse tomme ting og tilbede den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt hvad der er i dem.+ 16 I tidligere tider har han tilladt alle nationerne at gøre hvad de ville,+ 17 og alligevel har han vist hvem han er,+ ved at gøre godt, ved at give jer regn fra himlen og frugtbare årstider,+ ved at give jer rigeligt med mad og fylde jeres hjerter med glæde.”+ 18 Til trods for det de havde sagt, kunne de næsten ikke forhindre de mange mennesker i at bringe ofre til dem.

19 Men der kom nogle jøder fra Antiokia og Ikonion og overtalte folkeskarerne,+ og de stenede Paulus og slæbte ham uden for byen, for de troede at han var død.+ 20 Men da disciplene stillede sig i en kreds om ham, rejste han sig og gik ind i byen. Næste dag tog han sammen med Barnabas afsted til Derbe.+ 21 Efter at have forkyndt den gode nyhed i den by og gjort adskillige til disciple vendte de tilbage til Lystra, Ikonion og Antiokia. 22 Der styrkede de disciplene+ og opmuntrede dem til at holde fast ved troen og sagde: “Vi skal gennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.”+ 23 Desuden udnævnte de ældste for dem i hver menighed+ efter at have bedt og fastet,+ og de overgav dem til Jehova,* som de havde fået tro på.

24 Så rejste de gennem Pisidien og kom til Pamfylien,+ 25 og efter at de havde forkyndt ordet i Perge, tog de ned til Attalia. 26 Derfra sejlede de til Antiokia, hvor man havde bedt Gud om at vise dem ufortjent godhed så de kunne klare det arbejde de nu havde fuldført.+

27 Da de var ankommet og havde samlet menigheden, fortalte de om de mange ting Gud havde udrettet gennem dem, og at han havde gjort det muligt for nationerne at tage imod troen.*+ 28 De var så sammen med disciplene i længere tid.

15 Nogle mænd kom ned fra Judæa og begyndte at lære brødrene: “Hvis I ikke bliver omskåret sådan som Moses’ Lov siger,*+ kan I ikke blive frelst.” 2 Men Paulus og Barnabas var uenige med dem, og efter at de havde diskuteret en hel del med dem, aftalte man at Paulus, Barnabas og nogle af de andre skulle tage op til apostlene og de ældste i Jerusalem+ for at fremlægge spørgsmålet.*

3 Efter at menigheden havde fulgt dem på vej, fortsatte de så gennem både Fønikien og Samaria. De fortalte i detaljer hvordan folk fra nationerne var blevet omvendt, og det blev alle brødrene rigtig glade for at høre. 4 Da de kom til Jerusalem, tog menigheden og apostlene og de ældste venligt imod dem, og de fortalte om de mange ting Gud havde gjort ved hjælp af dem. 5 Men nogle fra farisæernes sekt der havde fået tro, rejste sig fra deres pladser og sagde: “Det er nødvendigt at omskære dem og befale dem at overholde Moses’ Lov.”+

6 Så apostlene og de ældste samledes for at tage sig af denne sag. 7 Efter at der havde været en heftig diskussion, rejste Peter sig og sagde til dem: “Brødre, I ved at Gud fra begyndelsen udvalgte mig blandt jer så folk fra nationerne gennem mig kunne høre den gode nyheds ord og få tro.+ 8 Og Gud, som kender hjertet,+ viste at han godkendte dem, ved at give dem den hellige ånd,+ ligesom han havde givet den til os. 9 Og han gjorde slet ingen forskel på os og dem,+ men rensede deres hjerte på grund af deres tro.+ 10 Så hvorfor udfordrer I Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke+ som hverken vores forfædre eller vi har været i stand til at bære?+ 11 Tværtimod tror vi på at vi bliver frelst ved Herren Jesus’ ufortjente godhed+ på samme måde som dem.”+

12 Hele gruppen blev nu tavs, og de lyttede til Barnabas og Paulus mens de berettede om de mange tegn og undere* som Gud havde gjort gennem dem blandt folk fra nationerne. 13 Da de var færdige med at tale, svarede Jakob: “Brødre, hør på mig. 14 Simeon+ har i detaljer fortalt hvordan Gud for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne for af dem at udtage et folk der skulle bære hans navn.+ 15 Det passer med profeternes ord, sådan som der står skrevet: 16 ‘Efter dette vil jeg vende tilbage og genrejse Davids faldne hus,* og jeg vil bygge dets ruiner op igen og genopbygge det 17 så de mennesker der er tilbage, ivrigt kan søge Jehova* sammen med folk fra alle nationerne, folk som kaldes med mit navn, siger Jehova,* som gør disse ting+ 18 der har været kendt fra gammel tid.’+ 19 Derfor mener jeg* at man ikke skal gøre det vanskeligt for dem fra nationerne som vender sig til Gud,+ 20 men skrive til dem at de skal holde sig fra det der er besmittet af afguder,+ fra seksuel umoral,*+ fra det der er kvalt,* og fra blod.+ 21 For fra gammel tid er Moses’ ord blevet forkyndt i by efter by, og hans ord bliver oplæst i synagogerne hver sabbat.”+

22 Så besluttede apostlene og de ældste, sammen med hele menigheden, at sende nogle udvalgte mænd blandt dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. De sendte Judas der blev kaldt Barsabbas, og Silas,+ som var ledende mænd blandt brødrene. 23 De skrev følgende og lod dem overbringe brevet:

“Fra apostlene og de ældste, jeres brødre, til de brødre i Antiokia,+ Syrien og Kilikien som er fra nationerne: Kære brødre! 24 Vi har hørt at nogle herfra, uden at have fået instrukser om det fra os, har foruroliget jer med det de har sagt,+ og prøvet at bringe jer ud af ligevægt. 25 Derfor har vi enstemmigt besluttet at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vores kære brødre Barnabas og Paulus, 26 der begge har sat livet på spil for vores Herre Jesus Kristus’ navns skyld.+ 27 Vi sender derfor Judas og Silas så de mundtligt kan meddele jer det samme.+ 28 Den hellige ånd+ og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen ekstra byrde på jer ud over følgende nødvendige ting: 29 I skal holde jer fra det der er ofret til afguder,+ fra blod,+ fra det der er kvalt,*+ og fra seksuel umoral.*+ Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil det gå jer godt. Lev vel!”*

30 Disse mænd blev altså sendt afsted, og de tog ned til Antiokia, samlede alle disciplene og afleverede brevet. 31 De læste det og glædede sig over opmuntringen. 32 Judas og Silas var også profeter, så de opmuntrede brødrene med mange foredrag og styrkede dem.+ 33 De blev der et stykke tid, og så sendte brødrene dem afsted med fred, tilbage til dem der havde udsendt dem. 34 *—— 35 Men Paulus og Barnabas blev i Antiokia, hvor de sammen med mange andre underviste og forkyndte den gode nyhed om Jehovas* ord.

36 Efter nogle dage sagde Paulus til Barnabas: “Lad os nu vende tilbage og besøge brødrene i de byer hvor vi har forkyndt Jehovas* ord, for at se hvordan de har det.”+ 37 Barnabas var besluttet på at tage Johannes, der blev kaldt Markus, med.+ 38 Men Paulus havde ikke lyst til at tage ham med, i betragtning af at han havde forladt dem i Pamfylien og ikke havde hjulpet dem med arbejdet.+ 39 Så de kom op at skændes og skiltes i vrede, og Barnabas+ tog Markus med og sejlede til Cypern. 40 Men Paulus udvalgte Silas og tog afsted efter at brødrene havde bedt Jehova* om at vise ham ufortjent godhed.+ 41 Han rejste gennem Syrien og Kilikien og styrkede menighederne.

16 Så kom han til Derbe og også til Lystra.+ Og der var der en discipel som hed Timotheus.+ Han var søn af en troende jødisk kvinde og havde en græsk far, 2 og brødrene i Lystra og Ikonion havde kun godt at sige om ham. 3 Paulus ville gerne have at Timotheus rejste med ham, og af hensyn til jøderne i de områder omskar han ham,+ for de vidste alle at hans far var græker. 4 Efterhånden som de rejste gennem byerne, overbragte de brødrene de bestemmelser som apostlene og de ældste i Jerusalem havde vedtaget, så de kunne overholde dem.+ 5 Så blev menighederne fortsat styrket i troen, og for hver dag der gik, voksede de i antal.

6 Desuden rejste de gennem Frygien og Galatien,+ for den hellige ånd forbød dem at forkynde ordet i provinsen Asien. 7 Og da de kom ned til Mysien, forsøgte de at rejse til Bitynien,+ men Jesus’ ånd* tillod dem det ikke. 8 Så de passerede* Mysien og kom ned til Troas. 9 Og om natten fik Paulus et syn – en makedonisk mand stod og tryglede ham: “Kom over til Makedonien og hjælp os.” 10 Så snart han havde set synet, prøvede vi at tage til Makedonien, for vi konkluderede at Gud havde tilkaldt os for at vi skulle forkynde den gode nyhed for dem.

11 Så sejlede vi ud fra Troas og styrede direkte mod Samothrake og den følgende dag mod Neapolis, 12 og derfra tog vi til Filippi,+ en koloni, som er den vigtigste by i det område af Makedonien. Vi blev i den by i nogle dage. 13 På sabbatsdagen gik vi ud ad byporten og langs med en flod, hvor vi mente at der var et bedested, og vi satte os og begyndte at tale med de kvinder der var forsamlet. 14 Og der var en kvinde ved navn Lydia, som solgte purpurfarvede stoffer* og var fra byen Thyatira,+ og hun tilbad Gud. Hun hørte efter, og Jehova* åbnede hendes hjerte helt så hun tog det Paulus sagde, til sig. 15 Da hun og hendes husstand nu var blevet døbt,+ sagde hun insisterende til os: “Hvis I anser mig for at være trofast mod Jehova,* så kom og overnat i mit hus.” Og hun pressede os ligefrem.

16 En dag hvor vi var på vej til bedestedet, mødte vi en tjenestepige som var besat af en ånd, en spådomsdæmon.+ Hun tjente mange penge til sine herrer ved at spå. 17 Pigen blev ved med at følge efter Paulus og os andre mens hun råbte: “De mænd er Den Højeste Guds trælle+ og forkynder jer frelsens vej.” 18 Det blev hun ved med i mange dage. Til sidst blev Paulus træt af det, så han vendte sig om og sagde til ånden: “I Jesus Kristus’ navn befaler jeg dig: Kom ud af hende.” Og i samme øjeblik kom den ud.+

19 Hendes herrer så nu at deres mulighed for at tjene penge var forsvundet,+ og de greb fat i Paulus og Silas og trak dem hen på torvet til lederne.+ 20 De førte dem frem for byens embedsmænd og sagde: “Mændene her skaber stor uro i vores by.+ De er jøder, 21 og de lærer folk skikke som vi romere ikke har lov at tage til os eller følge.” 22 Og hele folkemængden rejste sig imod dem, og efter at have revet tøjet af dem befalede byens embedsmænd at de skulle have stokkeslag.+ 23 Da de havde givet dem mange slag, kastede de dem i fængsel og gav fangevogteren ordre til at bevogte dem omhyggeligt.+ 24 Fordi han havde fået den ordre, kastede han dem i det inderste fangehul og fastgjorde deres fødder i gabestokken.

25 Ved midnat sad Paulus og Silas og bad og lovpriste Gud med sang,+ og fangerne lyttede til dem. 26 Pludselig kom der et kraftigt jordskælv som fik fængslets grundvolde til at ryste. Alle dørene sprang op, og lænkerne faldt af fangerne.+ 27 Fangevogteren vågnede og så at fængslets døre var åbne, så han trak sit sværd og skulle til at begå selvmord, for han gik ud fra at fangerne var flygtet.+ 28 Men Paulus råbte højt: “Gør ikke dig selv fortræd, for vi er her alle sammen!” 29 Så spurgte han efter fakler og skyndte sig ind og kastede sig rystende ned for fødderne af Paulus og Silas. 30 Han førte dem udenfor og sagde: “Gode herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” 31 De sagde: “Du skal tro på Herren Jesus, og så vil du blive frelst, både du og din husstand.”+ 32 De forkyndte så Jehovas* ord for ham og for alle i hans hus. 33 Og mens det stadig var nat, tog han dem med og rensede deres sår. Straks efter blev han og alle i hans husstand døbt.+ 34 Han førte dem ind i sit hus og dækkede op for dem, og han glædede sig sammen med alle i husstanden over at han havde fået tro på Gud.

35 Tidligt om morgenen sendte byens embedsmænd betjentene hen for at sige: “Løslad mændene.” 36 Fangevogteren fortalte det til Paulus og sagde: “Byens embedsmænd har sendt nogle mænd for at få jer begge løsladt. Så kom nu ud, og gå med fred.” 37 Men Paulus sagde til dem: “Selvom vi er romerske borgere,+ slog de os offentligt, uden at vi var dømt,* og de kastede os i fængsel. Vil de nu jage os hemmeligt ud? Nej, de kan selv komme og føre os ud!” 38 Det meddelte betjentene til byens embedsmænd, der blev bange da de hørte at mændene var romere.+ 39 Så de kom og gav dem en undskyldning, og efter at have ført dem ud opfordrede de dem til at forlade byen. 40 Men fra fængslet gik de hjem til Lydia, og da de så brødrene, opmuntrede de dem+ og tog afsted.

17 De rejste så gennem Amfipolis og Apollonia og kom til Thessalonika,+ hvor jøderne havde en synagoge. 2 Som Paulus plejede,+ gik han ind i synagogen, og på tre sabbatter talte han med dem og fremførte argumenter ud fra Skrifterne.+ 3 Han forklarede og beviste ved hjælp af henvisninger at Kristus nødvendigvis måtte lide+ og opstå fra de døde,+ og sagde: “Den Jesus som jeg forkynder for jer, er Kristus.” 4 Nogle af dem blev overbevist og sluttede sig til Paulus og Silas,+ og det samme gjorde mange af de grækere der tilbad Gud, og en hel del af de fornemme kvinder.

5 Men jøderne blev misundelige+ og fik fat i nogle onde mænd der drev omkring på torvet, og de dannede et opløb og skabte tumult i byen. De angreb Jasons hus og prøvede at få Paulus og Silas ført ud til den vrede folkemængde. 6 De kunne ikke finde dem, så de slæbte Jason og nogle af brødrene hen til byens ledere mens de råbte: “De mænd der overalt har været årsag til uroligheder,* er også her,+ 7 og Jason har taget imod dem som sine gæster. Alle disse mænd går imod kejserens bestemmelser, for de siger at der er en anden konge, nemlig Jesus.”+ 8 Da folkemængden og byens ledere hørte det, blev de skræmte, 9 og efter at have ladet Jason og de andre stille tilstrækkelig kaution* lod de dem gå.

10 Allerede samme nat sendte brødrene både Paulus og Silas til Berøa. Da de var ankommet, gik de ind i jødernes synagoge. 11 Jøderne dér havde et mere åbent sind end dem i Thessalonika, for de tog imod ordet med stor iver og undersøgte hver dag Skrifterne for at se om det de hørte, var sandt. 12 Derfor fik mange af dem tro, og det samme gjorde flere af de ansete græske kvinder og nogle af mændene. 13 Men da jøderne fra Thessalonika fik at vide at Paulus også forkyndte Guds ord i Berøa, kom de for at ophidse masserne.+ 14 Brødrene sendte straks Paulus afsted til havet,+ men både Silas og Timotheus blev tilbage. 15 Paulus’ ledsagere fulgte ham imidlertid helt til Athen, og de forlod ham efter at han havde givet dem besked om at Silas og Timotheus+ skulle komme til ham så hurtigt som muligt.

16 Mens Paulus ventede på dem i Athen, blev han* oprørt over at se at byen var fyldt med afguder. 17 Derfor begyndte han i synagogen at fremføre argumenter for jøderne og de andre der tilbad Gud, og på torvet talte han hver dag med dem som tilfældigvis var der. 18 Men nogle af de epikuræiske og stoiske filosoffer gav sig til at diskutere med ham, og nogle sagde: “Hvad er det mon det snakkehoved vil sige?” Andre sagde: “Det lader til at han forkynder fremmede guder.” Det var fordi han forkyndte den gode nyhed om Jesus og om opstandelsen fra de døde.+ 19 De greb fat i ham og førte ham til Areopagos og sagde: “Kan vi få at vide hvad det er for en ny lære du taler om? 20 Du kommer nemlig med noget der lyder mærkeligt i vores ører, og vi vil gerne vide hvad det betyder.” 21 Faktisk brugte athenerne og de fremmede som var* dér, ikke deres fritid til andet end at fortælle og høre nyt. 22 Paulus trådte så frem midt for Areopagos+ og sagde:

“Athenske mænd, jeg ser at I på alle måder lader til at være mere religiøse* end andre.+ 23 Mens jeg gik rundt og betragtede de ting I tilbeder,* fandt jeg for eksempel et alter med indskriften ‘For en ukendt gud’. Det som I altså tilbeder uden at kende, dét forkynder jeg for jer. 24 Den Gud som har skabt verden og alt hvad der er i den, ham der er himlens og jordens Herre,+ bor ikke i templer der er bygget af mennesker;+ 25 han forventer heller ikke at mennesker sørger for ham som om han trængte til noget,+ for det er ham der giver liv og ånde+ og alting til alle. 26 Og han har ud af ét menneske+ dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jorden,+ og han har bestemt de fastsatte tider og fastlagt grænserne for hvor mennesker skulle bo,+ 27 for at de skulle søge Gud, ja, famle sig frem til ham og virkelig finde ham,+ han er nemlig ikke langt væk fra en eneste af os. 28 For ved ham lever vi og bevæger vi os og er vi til, sådan som også nogle af jeres digtere har sagt: ‘For vi er også hans børn.’*

29 Når vi altså er Guds børn,*+ må vi ikke mene at Det Guddommelige Væsen er som guld eller sølv eller sten, som noget der er kunstnerisk udformet ud fra menneskers tanker.+ 30 Det er rigtigt at Gud tidligere har set gennem fingre med en sådan uvidenhed,+ men nu oplyser han mennesker overalt om at de skal angre. 31 Han har nemlig fastsat en dag hvor han vil dømme+ den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for ved at oprejse ham fra de døde.”+

32 Da de hørte om en opstandelse fra de døde, begyndte nogle at gøre nar,+ men andre sagde: “Vi vil gerne høre dig fortælle mere om det en anden gang.” 33 Så forlod Paulus dem, 34 men nogle mænd sluttede sig til ham og fik tro. Blandt dem var Dionysios, som var dommer ved Areopagosdomstolen, foruden en kvinde der hed Damaris, og flere andre.

18 Derefter forlod han Athen og kom til Korinth. 2 Her mødte han en jøde der hed Akvila,+ som stammede fra Pontus, og som for nylig var kommet fra Italien sammen med sin kone, Priskilla, fordi Claudius havde givet alle jøder ordre om at forlade Rom. Dem tog han så hen til, 3 og fordi han havde samme håndværk, boede han hos dem og arbejdede sammen med dem,+ for de var teltmagere af fag. 4 Han holdt foredrag* i synagogen+ hver sabbat+ og overbeviste både jøder og grækere.

5 Da både Silas+ og Timotheus+ kom ned fra Makedonien, begyndte Paulus at bruge al sin tid på at forkynde ordet, og han prøvede at overbevise jøderne om at Jesus er Kristus.+ 6 Men da de blev ved med at modarbejde og håne ham, rystede han støvet af sit tøj*+ og sagde til dem: “Det er jeres egen skyld hvis I dør.*+ Jeg er ren.+ Fra nu af går jeg til folk fra nationerne.”+ 7 Så gik han derfra* og ind hos Titius Justus, en mand som tilbad Gud, og hvis hus stødte op til synagogen. 8 Men Krispus,+ forstanderen for synagogen, og hele hans husstand fik tro på Herren. Og mange af de korinthere der hørte budskabet, begyndte at tro og blev døbt. 9 Og Herren sagde til Paulus i et syn om natten: “Vær ikke bange, men bliv ved med at tale, og forhold dig ikke tavs, 10 for jeg er med dig,+ og ingen skal angribe dig for at skade dig. I denne by er der nemlig mange der tilhører mig.” 11 Så blev han der i halvandet år mens han underviste i Guds ord blandt dem.

12 Mens Gallio var prokonsul* i Akaja, rettede jøderne et samlet angreb mod Paulus og førte ham hen til dommersædet 13 og sagde: “Denne mand overtaler folk til at tilbede Gud på en måde der strider mod loven.” 14 Men da Paulus skulle til at tale, sagde Gallio til jøderne: “Hvis der virkelig var tale om en overtrædelse eller en alvorlig forbrydelse, jøder, ville det være rimeligt at jeg lyttede tålmodigt til jer. 15 Men hvis det er en strid om ord og navne og jeres egen lov,+ må I selv tage jer af det. Jeg ønsker ikke at være dommer i den slags sager.” 16 Og så jagede han dem væk fra dommersædet. 17 De greb nu alle fat i Sosthenes,+ forstanderen for synagogen, og gav sig til at slå ham foran dommersædet. Men Gallio ville overhovedet ikke blandes ind i det.

18 Efter at Paulus havde opholdt sig der i temmelig mange dage, tog han afsked med brødrene og sejlede mod Syrien sammen med Priskilla og Akvila. I Kenkreæ+ fik han klippet sit hår kort, for han havde aflagt et løfte til Gud. 19 Da de kom til Efesos, efterlod han dem der, men selv gik han ind i synagogen og talte med jøderne og fremførte argumenter for dem.+ 20 Selvom de blev ved med at bede ham om at blive noget længere, gik han ikke med til det 21 men tog afsked med dem og sagde: “Jeg kommer tilbage til jer igen, hvis Jehova* ønsker det.” Og han sejlede ud fra Efesos 22 og kom til Cæsarea. Og da han havde været oppe* at hilse på menigheden, tog han ned til Antiokia.+

23 Efter at have opholdt sig der et stykke tid forlod han byen. Han rejste fra sted til sted igennem Galatien og Frygien+ og styrkede alle disciplene.+

24 Men Apollos,+ en jøde der stammede fra Alexandria, kom til Efesos. Han var en veltalende mand der var godt kendt med Skrifterne. 25 Denne mand var blevet undervist* i Jehovas* vej, og brændende i ånden underviste og talte han om Jesus med nøjagtighed. Han kendte dog kun til Johannes’ dåb. 26 Frimodigt begyndte han at tale i synagogen, og da Priskilla og Akvila+ hørte ham, tog de ham med sig og forklarede Guds vej mere nøjagtigt for ham. 27 Han ønskede så at tage videre til Akaja, og derfor skrev brødrene til disciplene dér og tilskyndede dem til at tage venligt imod ham. Da han kom dertil, var han til stor hjælp for dem der ved Guds ufortjente godhed havde fået tro, 28 for offentligt og med stor styrke beviste han godt og grundigt at jøderne tog fejl, og han viste dem ud fra Skrifterne at Jesus er Kristus.+

19 Mens Apollos+ var i Korinth, rejste Paulus gennem det indre af landet og kom ned til Efesos.+ Der fandt han nogle disciple 2 og sagde til dem: “Modtog I hellig ånd da I fik tro?”+ De svarede: “Vi har ikke engang hørt at der er en hellig ånd.” 3 Så spurgte han: “Hvilken dåb blev I døbt med?” De sagde: “Med Johannes’ dåb.”+ 4 Til det sagde Paulus: “Johannes døbte med den dåb der er et symbol på anger,+ og han sagde til folket at de skulle tro på den der kom efter ham,+ det vil sige Jesus.” 5 Da de hørte det, blev de døbt i Herren Jesus’ navn. 6 Og da Paulus lagde hænderne på dem, kom den hellige ånd over dem,+ og de begyndte at tale på fremmede sprog og at profetere.+ 7 Der var 12 mænd i alt.

8 Han gik ind i synagogen,+ og i tre måneder talte han frimodigt, og han holdt foredrag og fremholdt overbevisende ræsonnementer om Guds rige.+ 9 Men da nogle stædigt nægtede at tro* og talte nedsættende om Vejen+ mens alle hørte på det, trak han sig tilbage fra dem+ og tog disciplene med, og hver dag holdt han foredrag i Tyrannos’ skolesal. 10 Det fortsatte i to år, og alle der boede i provinsen Asien, hørte Herrens ord, både jøder og grækere.

11 Og Gud blev ved med at udføre utrolige mirakler* gennem Paulus,+ 12 ja, selv tøjstykker og forklæder som han havde haft på, bragte man hen til de syge,+ og sygdommene forsvandt, og de onde ånder kom ud.+ 13 Men nogle af de jøder som rejste rundt og uddrev dæmoner, forsøgte også at bruge Herren Jesus’ navn når de uddrev onde ånder af folk. De sagde: “Ved den Jesus som Paulus forkynder, befaler jeg jer at komme ud.”+ 14 Det gjorde for eksempel syv sønner af en af de øverste jødiske præster der hed Skeuas. 15 Men den onde ånd sagde til dem: “Jeg kender Jesus,+ og jeg ved hvem Paulus er,+ men hvem er I?” 16 Og så fór manden med den onde ånd løs på dem, overmandede dem en efter en og mishandlede dem så de nøgne og forslåede flygtede ud af huset. 17 Det blev kendt af alle der boede i Efesos, både jøder og grækere, og de blev alle grebet af frygt, og man fortsatte med at ophøje Herren Jesus’ navn. 18 Og mange af dem der havde fået tro, kom og bekendte åbent deres synder. 19 En del af dem der havde øvet magi, samlede deres bøger sammen og brændte dem mens alle så på det.+ Og de regnede ud at de var 50.000 sølvstykker værd. 20 Altså nåede Jehovas* ord ud til flere og flere og virkede med større og større kraft.+

21 Herefter besluttede Paulus* at rejse gennem Makedonien+ og Akaja og videre til Jerusalem.+ Han sagde: “Når jeg har været dér, skal jeg også til Rom.”+ 22 Han sendte så to af sine medhjælpere, Timotheus+ og Erastos,+ til Makedonien, men selv blev han et stykke tid i provinsen Asien.

23 På det tidspunkt opstod der stor tumult+ på grund af Vejen.+ 24 For Demetrios, en sølvsmed der fremstillede miniatureudgaver af Artemistemplet i sølv, skaffede håndværkerne store indtægter.+ 25 Han samlede dem og andre der arbejdede med lignende ting, og sagde: “Venner, I ved at vi tjener godt på denne forretning. 26 Og nu kan I se og høre at denne Paulus, ikke bare i Efesos+ men i næsten hele provinsen Asien, har overbevist mange og fået dem til at tro på det han siger, nemlig at guder der er fremstillet af mennesker, ikke er rigtige guder.+ 27 Der er ikke alene risiko for at man vil tale dårligt om vores forretning, men også for at den store gudinde Artemis’ tempel vil miste sin betydning, og at gudinden selv, der bliver tilbedt i hele provinsen Asien, ja, i hele verden, vil miste sin storhed.” 28 Da mændene hørte det, blev de rasende og begyndte at råbe: “Stor er efesernes Artemis!”

29 Så bredte urolighederne sig til hele byen, og samlet stormede de ind i teatret, og de slæbte Gajus og Aristark,+ Paulus’ makedoniske rejsefæller, med ind. 30 Paulus var villig til selv at gå ind til folkemængden, men det gav disciplene ham ikke lov til. 31 Selv nogle fra komitéen for fester og idrætslege som var venligt stemt over for ham, sendte bud til ham og bad ham indtrængende om ikke at vove sig ind i teatret. 32 Nogle råbte ét, og andre noget andet. Folk var nemlig forvirrede, og de fleste vidste ikke hvorfor de var kommet. 33 Nogle fik nu Alexander ud af folkemængden, og jøderne skubbede ham fremad. Alexander gjorde så tegn med hånden, for han ville forklare situationen for folket. 34 Men da de blev klar over at han var jøde, gav de sig alle til at råbe i kor: “Stor er efesernes Artemis!” – og det fortsatte de med i omkring to timer.

35 Langt om længe fik byskriveren* beroliget folkemængden. Han sagde: “Mænd i Efesos, er der mon nogen som ikke ved at det er efesernes by der vogter den store Artemis’ tempel og den gudestatue der faldt ned fra himlen? 36 Når nu det ikke kan modsiges, skal I forholde jer rolige og ikke gøre noget overilet, 37 for de mænd I har ført herind, er ikke tempelrøvere, og de taler heller ikke blasfemisk om vores gudinde. 38 Så hvis Demetrios+ og håndværkerne sammen med ham vil anklage nogen, er der dage med retsmøder, og vi har prokonsuler.* Lad dem sagsøge hinanden. 39 Men hvis I er ude efter noget mere end det, skal det afgøres i den ordinære folkeforsamling. 40 Vi risikerer jo at blive anklaget for oprør på grund af det der er sket i dag, for vi kan ikke give nogen gyldig grund til disse uroligheder.” 41 Og efter at han havde sagt det, fik han forsamlingen opløst.

20 Da uroen havde lagt sig, sendte Paulus bud efter disciplene, og efter at have opmuntret dem og sagt farvel begyndte han på sin rejse til Makedonien. 2 Han rejste gennem disse områder og havde mange opmuntrende ord til dem der var der, og han kom til Grækenland. 3 Der var han i tre måneder, men da han skulle sejle til Syrien, fandt han ud af at jøderne havde planlagt at dræbe ham,+ så han besluttede at rejse tilbage gennem Makedonien. 4 Han blev ledsaget af Pyrrhus’ søn Sopatros fra Berøa, Aristark+ og Sekundus fra Thessalonika, Gajus fra Derbe, Timotheus+ samt Tykikos+ og Trofimos+ fra provinsen Asien. 5 Disse mænd rejste i forvejen og ventede på os i Troas. 6 Vi sejlede ud fra Filippi efter de usyrnede brøds fest,+ og fem dage senere kom vi til dem i Troas, og der blev vi i syv dage.

7 På den første dag i ugen, mens vi var samlet for at få et måltid, begyndte Paulus at tale til dem, for han skulle rejse dagen efter, og han fortsatte sin tale til midnat. 8 Der var en hel del lamper i det rum ovenpå hvor vi var samlet. 9 En ung mand der hed Eutykos, sad i vinduet, og han faldt i dyb søvn mens Paulus blev ved med at tale, og overmandet af søvnen styrtede han ned fra anden sal, og han blev samlet død op. 10 Men Paulus gik ned, bøjede sig over ham, tog ham i sine arme+ og sagde: “I skal holde op med alt det postyr, for han er i live.”*+ 11 Han gik så op og indledte måltidet* og spiste. Og han blev ved med at snakke med dem et godt stykke tid, lige til solen stod op, og så tog han afsted. 12 Men de førte drengen derfra i live og følte sig meget trøstede.

13 Vi gik nu ned til skibet og sejlede mod Assos, hvor vi ville tage Paulus ombord. Det havde han bedt os om, for han ville selv rejse til fods. 14 Da han stødte til os i Assos, tog vi ham med ombord og kom til Mitylene. 15 Og efter at være sejlet derfra næste dag kom vi til Kios. Dagen efter lagde vi til ved Samos, og den følgende dag nåede vi Milet. 16 Paulus havde besluttet at sejle uden om Efesos+ så han ikke skulle bruge tid i provinsen Asien. Han havde nemlig travlt, for han ville gerne nå at være i Jerusalem+ til pinsedagen, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre.

17 Fra Milet sendte han imidlertid bud til Efesos og tilkaldte menighedens ældste. 18 Da de kom til ham, sagde han til dem: “I ved godt hvordan jeg har båret mig ad blandt jer fra den første dag jeg kom til provinsen Asien.+ 19 Jeg har arbejdet hårdt for Herren i al ydmyghed+ og med tårer og under prøvelser som har ramt mig på grund af jødernes angreb, 20 mens jeg ikke har holdt mig tilbage fra at fortælle jer noget af det der var gavnligt,* eller at undervise jer offentligt+ og fra hus til hus.+ 21 Men jeg har vidnet grundigt for både jøder og grækere om at de skulle angre,+ vende sig til Gud og tro på vores Herre Jesus.+ 22 Tvunget af* ånden rejser jeg nu til Jerusalem, selvom jeg ikke ved hvad der skal ske med mig der, 23 ud over at den hellige ånd i den ene by efter den anden igen og igen fortæller mig at der venter mig fængsel og trængsler.+ 24 Jeg betragter dog ikke mit liv som betydningsfuldt,* hvis bare jeg må fuldføre mit løb+ og den tjeneste som jeg har fået fra Herren Jesus, nemlig at aflægge grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed om Guds ufortjente godhed.

25 Jeg ved nu at ingen af jer som jeg har forkyndt Riget for, nogensinde skal se mig igen. 26 Derfor ønsker jeg at I i dag skal være klar over at jeg er ren for alles blod,+ 27 for jeg har ikke holdt mig tilbage fra at fortælle jer alt hvad Gud har besluttet.*+ 28 Vær opmærksomme på jer selv+ og på hele hjorden, som den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd+ i, for at I kan være hyrder for Guds menighed,+ som han har købt med blodet af sin egen Søn.+ 29 Jeg ved at når jeg er borte, vil der komme undertrykkende ulve ind iblandt jer,+ og de vil ikke skåne hjorden, 30 og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fordreje sandheden for at få disciplene med sig.+

31 Hold jer derfor vågne, og husk at jeg i tre år,+ nat og dag, aldrig holdt op med at vejlede hver enkelt af jer med tårer. 32 Og nu ønsker jeg at Gud og budskabet om hans ufortjente godhed må beskytte jer, det budskab der kan gøre jer stærke og give jer arven blandt alle dem der er blevet helliget.+ 33 Jeg har ikke forlangt at få sølv eller guld eller tøj af nogen.+ 34 I ved selv at disse hænder har sørget for hvad jeg og de der var med mig, havde brug for.+ 35 Jeg har i alle ting vist jer at I, ved på samme måde at arbejde hårdt,+ skal hjælpe de svage og huske det Herren Jesus har sagt: ‘Der er større glæde ved at give+ end ved at få.’”

36 Og da han havde sagt det, knælede han sammen med dem alle og bad. 37 Og alle græd meget, og de omfavnede Paulus og kyssede ham,* 38 for de var især kede af at han havde sagt at de ikke skulle se ham mere.+ Så fulgte de ham til skibet.

21 Efter at vi havde revet os løs fra dem og var sejlet ud, fulgte vi en lige kurs og kom til Kos og den følgende dag til Rhodos og derfra til Patara. 2 Da vi fandt et skib som skulle over til Fønikien, gik vi ombord og sejlede ud. 3 Efter at vi havde fået Cypern i sigte, lod vi øen bag os på venstre side,* sejlede mod Syrien og lagde til i Tyrus, hvor skibet skulle losses. 4 Vi ledte efter disciplene, og da vi havde fundet dem, blev vi der i syv dage. Men på grund af det ånden havde sagt til dem, sagde de gang på gang til Paulus at han ikke skulle sætte sine ben i Jerusalem.+ 5 Da tiden var inde til at vi skulle videre, tog vi afsted, og alle, også kvinder og børn, fulgte med os indtil vi var uden for byen. På stranden knælede vi og bad 6 og sagde farvel til hinanden. Vi gik ombord på skibet, og de gik hjem.

7 Fra Tyrus sejlede vi så til Ptolemais. Der gik vi fra borde for at hilse på brødrene, og vi blev en enkelt dag hos dem. 8 Næste dag tog vi afsted og kom til Cæsarea, og vi besøgte evangelieforkynderen* Filip, som var en af de syv mænd,+ og vi boede hos ham. 9 Han havde fire ugifte døtre* der profeterede.+ 10 Efter at vi havde været der i adskillige dage, kom en profet ved navn Agabos+ ned fra Judæa. 11 Han kom hen til os og tog Paulus’ bælte, bandt sine fødder og hænder med det og sagde: “Den hellige ånd siger: ‘Sådan vil den mand der ejer dette bælte, blive bundet af jøderne i Jerusalem,+ og de vil overgive ham til folk fra nationerne.’”+ 12 Da vi hørte det, begyndte både vi og de der var der, at bønfalde ham om ikke at tage op til Jerusalem. 13 Så svarede Paulus: “Hvorfor græder I og prøver at få mig til at vakle i min beslutning?* Jeg er ikke alene parat til at blive bundet men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesus’ navn.”+ 14 Da han ikke lod sig overtale, holdt vi op med at komme med indvendinger* og sagde: “Lad Jehovas* vilje ske.”

15 Derefter gjorde vi os klar til at rejse, og så begyndte vi turen mod Jerusalem. 16 Nogle af disciplene fra Cæsarea tog også med os, og de førte os til Mnason fra Cypern, en af de første disciple. Vi skulle nemlig være gæster hos ham. 17 Da vi kom til Jerusalem, tog brødrene varmt imod os. 18 Den følgende dag gik Paulus med os hen til Jakob,+ og alle de ældste var til stede. 19 Og han hilste på dem og begyndte at fortælle i detaljer om hvad Gud gennem hans tjeneste havde gjort blandt folk fra nationerne.

20 Efter at have hørt det begyndte de at lovprise Gud, men de sagde til ham: “Du kan se, bror, hvor mange tusind jøder der har fået tro, og de holder alle fast ved Loven.+ 21 Men de har hørt rygter om at du har lært alle jøderne blandt nationerne at forlade Moses’ Lov,* og at du har sagt at de ikke skal omskære deres børn eller følge skikkene.+ 22 Hvad gør vi ved det? De vil jo finde ud af at du er her. 23 Så gør nu hvad vi siger til dig: Der er fire mænd som har aflagt et løfte. 24 Tag dem med dig, rens dig ceremonielt sammen med dem, og dæk deres udgifter så de kan blive kronraget. Så vil alle vide at de rygter de har hørt om dig, ikke har noget på sig, men at du opfører dig korrekt, og at du også holder Loven.+ 25 Med hensyn til de troende fra nationerne har vi skrevet et brev til dem med vores afgørelse om at de skal holde sig fra kød der er ofret til afguder,+ og fra blod+ og fra kød af dyr der er kvalt,*+ og fra seksuel umoral.”*+

26 Næste dag tog Paulus så mændene med sig og rensede sig ceremonielt sammen med dem,+ og han gik ind i templet for at give besked om hvilken dag den ceremonielle renselse ville slutte, så der kunne blive bragt et offer for hver af dem.

27 Da de syv dage næsten var gået, fik jøderne fra Asien øje på ham i templet, og de ophidsede hele folkemængden og greb fat i ham 28 og råbte: “Israelitiske mænd, kom og hjælp os! Her er den mand som overalt og over for alle taler imod vores folk og vores Lov og dette sted når han underviser. Og nu har han endda taget grækere med ind i templet og besmittet dette hellige sted.”+ 29 De havde nemlig tidligere set Trofimos+ fra Efesos i byen sammen med ham, og de gik ud fra at Paulus havde taget ham med ind i templet. 30 Hele byen var i oprør, og folk stimlede hurtigt sammen og greb fat i Paulus og slæbte ham uden for templet. Og straks blev portene lukket. 31 Mens de forsøgte at slå ham ihjel, gik der en melding op til kommandanten for garnisonen om at hele Jerusalem var på den anden ende. 32 Han tog med det samme soldater og officerer med sig og løb ned til dem. Da de fik øje på kommandanten og soldaterne, holdt de op med at slå Paulus.

33 Så kom kommandanten derhen og lod ham arrestere. Han befalede at han skulle lægges i to lænker,+ og så forhørte han sig om hvem han var, og hvad han havde gjort. 34 Men nogle i mængden gav sig til at råbe ét, og andre noget andet. Da han ikke kunne få noget sikkert at vide på grund af uroen, befalede han at han skulle føres til soldaternes kvarter. 35 Men da han kom hen til trappen, var soldaterne nødt til at bære ham, for folkemængden trængte sig ind på ham, 36 og en flok blev ved at følge efter ham og råbe: “Slå ham ihjel!”

37 Lige da man skulle til at føre Paulus ind i soldaternes kvarter, spurgte han kommandanten: “Må jeg sige noget til dig?” Han svarede: “Kan du græsk? 38 Er du da ikke den egypter som for noget tid siden tilskyndede til oprør og førte de 4.000 snigmordere* ud i ørkenen?” 39 Paulus svarede: “Nej, jeg er en jøde+ fra Tarsus+ i Kilikien og borger i en ikke ukendt by. Jeg beder dig, giv mig lov til at tale til folket.” 40 Det tillod han, og Paulus, der stod på trappen, gjorde med hånden tegn til folket. Da der blev ro, talte han til dem på hebraisk+ og sagde:

22 “Brødre og fædre, hør nu hvad jeg har at sige til mit forsvar.”+ 2 Da de hørte at han talte til dem på hebraisk, blev de endnu mere stille, og han sagde: 3 “Jeg er jøde,+ født i Tarsus i Kilikien,+ men undervist personligt af Gamaliel+ i denne by, oplært til at følge vores forfædres Lov+ til punkt og prikke og lige så ivrig i tjenesten for Gud som I alle er det i dag.+ 4 Jeg forfulgte dem der følger denne Vej, og bandt både mænd og kvinder, overgav dem til fængsler og fik nogle af dem slået ihjel.+ 5 Det kan ypperstepræsten og hele forsamlingen af ældste bekræfte. De gav mig også breve med til brødrene i Damaskus, og jeg var på vej for at føre folk derfra til Jerusalem i lænker så de kunne blive straffet.

6 Men da jeg på min rejse nærmede mig Damaskus, ved middagstid, strålede der pludselig fra himlen et stærkt lys omkring mig,+ 7 og jeg faldt til jorden og hørte en stemme der sagde: ‘Saulus, Saulus,* hvorfor forfølger du mig?’ 8 Jeg svarede: ‘Hvem er du, Herre?’ Og han sagde til mig: ‘Jeg er Jesus fra Nazaret, som du forfølger.’ 9 De der var sammen med mig, så også lyset, men de hørte ikke den stemme som talte til mig. 10 Så spurgte jeg: ‘Hvad skal jeg gøre, Herre?’ Herren svarede mig: ‘Rejs dig, gå ind i Damaskus. Der vil du få fortalt alt det der er blevet bestemt at du skal gøre.’+ 11 Og fordi jeg ikke kunne se noget på grund af lysglansen, tog mine ledsagere mig ved hånden, og jeg kom så til Damaskus.

12 Der var der en mand som hed Ananias. Han var en gudfrygtig mand der fulgte Loven og havde et godt omdømme blandt alle de jøder som boede der. 13 Han kom hen til mig, stillede sig foran mig og sagde: ‘Bror Saulus,* bliv seende igen!’ Og i samme øjeblik kiggede jeg op og så ham.+ 14 Han sagde: ‘Vores forfædres Gud har udvalgt dig til at lære hans vilje at kende og se den retfærdige+ og høre hans stemme, 15 for du skal være et vidne for ham og fortælle alle om det du har set og hørt.+ 16 Så hvorfor tøver du? Rejs dig, bliv døbt, og få dine synder vasket+ bort ved at påkalde hans navn.’+

17 Men da jeg var vendt tilbage til Jerusalem+ og bad i templet, faldt jeg i trance 18 og så Herren. Han sagde til mig: ‘Skynd dig, kom hurtigt ud af Jerusalem, for de vil ikke acceptere det du forkynder om mig.’+ 19 Og jeg sagde: ‘Herre, de ved da at jeg i den ene synagoge efter den anden plejede at fængsle og piske dem der troede på dig.+ 20 Og mens dit vidne Stefanus blev slået ihjel, stod jeg ved siden af og billigede det der skete, og jeg passede på hans drabsmænds yderklæder.’+ 21 Og alligevel sagde han til mig: ‘Gå, for jeg vil sende dig ud til nationer langt væk.’”+

22 Indtil da havde de hørt på ham. Men nu råbte de: “Væk fra jorden med sådan en som ham, for han skal ikke leve!” 23 De råbte højt og smed om sig med deres yderklæder og kastede støv op i luften,+ 24 og derfor befalede kommandanten at Paulus skulle føres ind i soldaternes kvarter, og sagde at han skulle forhøres under piskeslag så han kunne få at vide nøjagtigt hvorfor de råbte sådan om ham. 25 Men da de havde strakt Paulus ud for at piske ham, spurgte han officeren som stod der: “Har I lov til at piske en romer* som ikke er blevet dømt?”*+ 26 Da officeren hørte det, gik han til kommandanten, aflagde rapport og sagde: “Hvad vil du gøre? Manden er jo romer.” 27 Kommandanten kom så hen til Paulus og spurgte: “Sig mig, er du romer?” “Ja,” svarede han. 28 Kommandanten sagde: “Jeg har købt denne borgerret for en stor sum penge.” “Jeg er født med den,” sagde Paulus.+

29 Straks trådte de mænd der skulle til at forhøre ham under tortur, tilbage fra ham, og kommandanten blev bange da det gik op for ham at Paulus var romer, for han havde givet ordre til at han skulle lægges i lænker.+

30 Næste dag løste han Paulus fra lænkerne og befalede de øverste præster og hele Sanhedrinet at samles, for han ville gerne vide hvorfor jøderne anklagede ham. Så førte han Paulus derhen og stillede ham foran dem.+

23 Paulus så fast på Sanhedrinet og sagde: “Brødre, så længe jeg har levet, har jeg haft en helt ren samvittighed over for Gud.”+ 2 Så gav ypperstepræsten Ananias ordre til at de der stod ved siden af Paulus, skulle slå ham på munden. 3 Paulus sagde nu til ham: “Gud skal slå dig, din hykler.* Sidder du for at dømme mig efter Loven samtidig med at du overtræder Loven ved at befale at man skal slå mig?” 4 De der stod ved siden af, sagde: “Fornærmer du Guds ypperstepræst?” 5 Paulus svarede: “Brødre, jeg vidste ikke at han var ypperstepræst. Der står jo skrevet: ‘Du må ikke tale nedsættende om en af dit folks ledere.’”+

6 Paulus forstod at den ene halvdel var saddukæere og den anden var farisæere, så han råbte i Sanhedrinet: “Brødre, jeg er farisæer, søn af farisæere.+ Jeg står anklaget på grund af håbet om de dødes opstandelse.” 7 Da han havde sagt det, opstod der uenighed mellem farisæerne og saddukæerne, og forsamlingen blev splittet. 8 Saddukæerne siger nemlig at der hverken er opstandelse fra de døde eller engle eller ånder, men farisæerne tror på* alle disse ting.+ 9 Så blev der en vældig råben og skrigen, og nogle af de skriftlærde fra farisæernes parti trådte frem og begyndte at argumentere voldsomt og sige: “Vi kan ikke se at denne mand har gjort noget forkert, og hvis en ånd eller en engel har talt til ham+ ...” 10 Striden blev nu så stor at kommandanten frygtede at Paulus ville blive revet midt over, og han befalede derfor soldaterne at gå ned og trække ham væk fra dem og føre ham ind i soldaternes kvarter.

11 Men om natten stod Herren hos ham og sagde: “Vær modig!+ For ligesom du har aflagt et grundigt vidnesbyrd om mig i Jerusalem, skal du også gøre det i Rom.”+

12 Da det blev dag, rottede jøderne sig sammen og sværgede* at de ikke ville spise eller drikke før de havde dræbt Paulus. 13 Der var over 40 mænd med i sammensværgelsen. 14 Mændene gik til de øverste præster og de ældste og sagde: “Vi har højtideligt sværget* at vi ikke vil spise noget før vi har dræbt Paulus. 15 Nu må I derfor sammen med Sanhedrinet bede kommandanten om at føre ham ned til jer, som om I ønsker at undersøge hans sag nærmere. Så vil vi være klar til at slå ham ihjel før han når frem.”

16 Men Paulus’ nevø* hørte om det planlagte baghold, så han gik ind i soldaternes kvarter og meddelte det til Paulus. 17 Paulus tilkaldte så en af officererne og sagde: “Før denne unge mand til kommandanten, for han har noget at sige til ham.” 18 Han førte ham så til kommandanten og sagde: “Fangen Paulus tilkaldte mig og bad mig om at føre denne unge mand til dig, for han har noget at fortælle dig.” 19 Kommandanten trak ham til side og spurgte da de var alene: “Hvad er det du vil sige til mig?” 20 Han sagde: “Jøderne har aftalt at de vil bede dig om at føre Paulus ned til Sanhedrinet i morgen, som om de vil vide mere om hans sag.+ 21 Men lad dem endelig ikke overtale dig, for over 40 af deres mænd ligger i baghold mod ham, og de har sværget* at de hverken vil spise eller drikke før de har dræbt ham,+ og de er nu parate og venter på at du giver tilladelse.” 22 Så lod kommandanten den unge mand gå, efter at have befalet ham: “Sig ikke til nogen at du har røbet det for mig.”

23 Han kaldte så to af officererne til sig og sagde: “Gør 200 soldater klar til at marchere til Cæsarea, og 70 ryttere og 200 spydbærere, i nattens tredje time.* 24 Sørg også for heste så Paulus kan ride og blive bragt sikkert til statholderen Felix.” 25 Og han skrev et brev med følgende ordlyd:

26 “Fra Claudius Lysias til den højtærede statholder Felix: Vær hilset! 27 Denne mand var blevet pågrebet af jøderne og var ved at blive slået ihjel af dem, men jeg kom hurtigt og befriede ham+ med mine soldater, for jeg fik at vide at han er romer.+ 28 Og jeg ønskede at finde ud af hvorfor de anklagede ham, så jeg førte ham til deres Sanhedrin.+ 29 Jeg fandt ud af at han var anklaget på grund af nogle stridigheder angående deres Lov,+ men ikke for en eneste ting som kan medføre død eller lænker. 30 Men det er blevet meddelt mig at der er planlagt et attentat mod manden,+ og derfor sender jeg ham straks til dig og befaler anklagerne at komme til dig med deres beskyldninger imod ham.”

31 Soldaterne tog så Paulus+ og førte ham om natten til Antipatris som de havde fået ordre om. 32 Næste dag lod de rytterne ride videre med ham, men selv vendte de tilbage til soldaternes kvarter. 33 Rytterne kom til Cæsarea og afleverede brevet til statholderen, sammen med Paulus. 34 Han læste det og spurgte hvilken provins han var fra, og fik at vide at han var fra Kilikien.+ 35 “Jeg vil grundigt høre din sag,” sagde han, “når dine anklagere kommer.”+ Og han befalede at han skulle holdes bevogtet i Herodes’ palads.*

24 Fem dage senere kom ypperstepræsten Ananias+ ned sammen med nogle ældste og en offentlig taler* der hed Tertullus, og de fremlagde deres sag mod Paulus for statholderen.+ 2 Tertullus blev kaldt ind og begyndte sin anklage mod ham og sagde foran Felix:

“Takket være dig oplever vi stor fred, og fordi du er fremsynet, bliver der gennemført reformer i denne nation. 3 Det anerkender vi til alle tider og på alle steder med største taknemmelighed, højtærede Felix. 4 Men for at jeg ikke skal tage for meget af din tid, beder jeg dig om at du i din venlighed kort vil høre på os. 5 Vi har nemlig erfaret at denne mand er en plage.*+ Han stifter oprør+ blandt alle jøderne på den beboede jord, og han er anfører for nazaræernes sekt.+ 6 Han forsøgte også at vanhellige templet, så vi pågreb ham.+ 7 *—— 8 Når du selv forhører ham, vil du opdage at alt det vi anklager ham for, er sandt.”

9 Så bakkede jøderne op om anklagerne og påstod at de var sande. 10 Statholderen nikkede nu til Paulus at han skulle tale, så han sagde:

“Jeg er udmærket klar over at denne nation har haft dig som dommer i mange år, og derfor taler jeg gerne til mit eget forsvar.+ 11 Som du selv kan få bekræftet, er det ikke mere end 12 dage siden jeg gik op for at tilbede i Jerusalem,+ 12 og ingen har set mig diskutere med nogen i templet eller få folk til at stimle sammen, hverken i synagogerne eller noget andet sted i byen. 13 De kan heller ikke bevise det de nu anklager mig for. 14 Men jeg erkender over for dig at jeg følger den vej som de kalder en sekt, og at jeg på den måde tilbeder mine forfædres Gud,+ for jeg tror på alt det der står skrevet i Loven og i Profeterne.+ 15 Og ligesom mændene her stoler* jeg på Guds løfte om at både retfærdige og uretfærdige vil blive oprejst+ fra døden.+ 16 Derfor bestræber jeg mig altid for at bevare en ren* samvittighed over for Gud og mennesker.+ 17 Efter flere år kom jeg så for at give gaver*+ til mit folk og for at bringe ofre. 18 Mens jeg var ved det, fandt de mig i templet, ceremonielt renset+ og ikke sammen med en folkemængde eller i gang med at skabe uro. Men der var nogle jøder fra provinsen Asien, 19 og de burde være til stede her foran dig for at anklage mig hvis de virkelig har noget imod mig.+ 20 Eller lad mændene her selv sige hvad de fandt mig skyldig i da jeg stod foran Sanhedrinet, 21 bortset fra den ene ting jeg råbte da jeg var blandt dem: ‘Jeg står i dag anklaget fordi jeg tror på de dødes opstandelse!’”+

22 Men Felix, som havde et ret godt kendskab til Vejen,+ holdt dem hen og sagde: “Når kommandanten Lysias kommer ned, vil jeg afgøre disse sager vedrørende jer.” 23 Og han gav officeren ordre til at manden skulle holdes i forvaring men have en vis frihed, og at hans trosfæller skulle have lov til at sørge for ham.

24 Nogle dage senere kom Felix med sin hustru, Drusilla, som var jøde, og han sendte bud efter Paulus og lod ham fortælle om troen på Kristus Jesus.+ 25 Men da Paulus talte om retfærdighed og selvbeherskelse og den kommende dom,+ blev Felix forskrækket og sagde: “Indtil videre kan du gå, og når jeg får lejlighed til det, vil jeg tilkalde dig igen.” 26 Samtidig håbede han at Paulus ville give ham penge. Derfor sendte han ofte bud efter ham for at tale med ham. 27 Men da der var gået to år, blev Felix efterfulgt af Porkius Festus. Felix ville gerne være populær hos jøderne,+ så han lod Paulus blive i forvaring.

25 Tre dage efter at Festus+ var ankommet til provinsen og havde tiltrådt sit embede, tog han fra Cæsarea op til Jerusalem. 2 De øverste præster og jødernes førende mænd fremlagde så deres anklage mod Paulus for ham.+ Og de bad Festus om 3 at vise sin gode vilje ved at hente Paulus til Jerusalem. De planlagde nemlig at lægge et baghold mod Paulus og at dræbe ham undervejs.+ 4 Men Festus svarede at Paulus skulle holdes forvaret i Cæsarea, og at han selv snart ville tage tilbage dertil. 5 “Jeres ledere kan tage med mig ned og anklage ham,” sagde han, “hvis manden virkelig har gjort noget forkert.”+

6 Han havde ikke opholdt sig mere end otte eller ti dage hos dem før han tog ned til Cæsarea, og dagen efter tog han plads på dommersædet og befalede at Paulus skulle føres ind. 7 Han kom så ind, og de jøder der var kommet ned fra Jerusalem, stillede sig omkring ham og fremførte mange alvorlige beskyldninger mod ham som de ikke kunne bevise.+

8 Paulus sagde til sit forsvar: “Jeg har hverken syndet mod jødernes Lov eller mod templet eller mod kejseren.”+ 9 Festus, som gerne ville være populær hos jøderne,+ sagde til Paulus: “Er du villig til at tage op til Jerusalem og få sagen afgjort foran mig?” 10 Men Paulus sagde: “Jeg står for kejserens dommersæde, og her bør jeg dømmes. Jeg har ikke gjort jøderne noget ondt, som du nok er ved at blive klar over. 11 Hvis jeg virkelig er en forbryder og har begået noget der kræver dødsstraf,+ så lad mig dø. Men hvis der ikke er hold i disse mænds anklager, er der ikke nogen der har ret til at udlevere mig til dem bare for at vise sin gode vilje. Jeg appellerer til kejseren!”+ 12 Efter at have talt med sine rådgivere svarede Festus: “Til kejseren har du appelleret – til kejseren skal du komme.”

13 Nogle dage senere kom kong Agrippa og Berenike til Cæsarea på høflighedsvisit hos Festus. 14 De blev der i nogle dage, så Festus forelagde Paulus’ sag for kongen og sagde:

“Der er en mand som Felix har efterladt her som fange, 15 og mens jeg var i Jerusalem, fremlagde de øverste præster og jødernes ældste deres anklage mod ham+ og bad om at få ham dømt. 16 Men jeg svarede dem at det ikke er romersk skik at vise sin gode vilje ved at udlevere en anklaget før han har stået ansigt til ansigt med sine anklagere og haft mulighed for at forsvare sig mod tiltalen.+ 17 Da de kom hertil, spildte jeg ikke tiden, så dagen efter satte jeg mig på dommersædet og befalede at manden skulle føres ind. 18 Anklagerne trådte frem, men de beskyldte ham ikke for nogen af de onde ting jeg havde forestillet mig.+ 19 De havde bare nogle stridigheder med ham om deres egen religion*+ og om en mand ved navn Jesus, som var død, men som Paulus blev ved med at påstå lever.+ 20 Jeg var usikker på hvordan jeg skulle håndtere deres diskussion, så jeg spurgte om han var villig til at tage til Jerusalem og blive dømt dér.+ 21 Men da Paulus appellerede om at blive holdt i forvaring indtil Majestætens* afgørelse,+ befalede jeg at han skulle holdes forvaret indtil jeg kunne sende ham til kejseren.”

22 Agrippa sagde nu til Festus: “Jeg vil gerne selv høre manden.”+ “I morgen skal du få ham at høre,” svarede han. 23 Næste dag kom Agrippa og Berenike så med pomp og pragt og gik ind i audienssalen* sammen med kommandanter og de prominente mænd fra byen, og på Festus’ befaling blev Paulus ført ind. 24 Og Festus sagde: “Kong Agrippa og alle I som er til stede sammen med os, her ser I den mand der er årsag til at alle jøder, både i Jerusalem og her, har henvendt sig til mig og råbt op om at han ikke længere skulle have lov at leve.+ 25 Men jeg forstod at han ikke havde gjort noget som kræver dødsstraf.+ Manden appellerede selv til Majestæten, så jeg besluttede at sende ham afsted. 26 Men jeg har ikke noget håndgribeligt at skrive om ham til min herre. Derfor har jeg ført ham frem for alle jer, og især for dig, kong Agrippa, så jeg efter forhøret kan have noget at skrive. 27 Jeg synes nemlig det er meningsløst at sende en fange afsted uden også at anføre hvad man beskylder ham for.”

26 Agrippa+ sagde til Paulus: “Du har tilladelse til at tale til dit forsvar.” Paulus løftede hånden og sagde så:

2 “Kong Agrippa, jeg er meget glad for at det er foran dig jeg i dag skal forsvare mig imod alt det som jøderne anklager mig for,+ 3 især fordi du er ekspert i alle jødernes skikke og stridsspørgsmål. Jeg beder dig derfor høre tålmodigt på mig.

4 Hvordan mit liv har formet sig blandt mit folk* og i Jerusalem siden jeg var ung, er almindeligt kendt af alle de jøder+ 5 der kender mig fra tidligere. Hvis de ellers ville, kunne de bekræfte at jeg har levet som farisæer+ og tilhørt den strengeste sekt i vores religion.+ 6 Og alligevel står jeg nu anklaget fordi jeg har det håb at Gud vil opfylde det løfte han gav vores forfædre.+ 7 Det er det samme løfte vores 12 stammer håber at se blive opfyldt ved energisk at udføre hellig tjeneste for ham nat og dag. Det er det håb jøderne anklager mig for,+ konge.

8 Hvorfor mener* I at det er utroligt at Gud oprejser de døde? 9 Selv var jeg overbevist om at jeg skulle gøre meget for at bekæmpe nazaræeren Jesus’ navn. 10 Det var netop hvad jeg gjorde i Jerusalem, og jeg spærrede mange af de hellige inde i fængsler,+ for det havde de øverste præster givet mig myndighed til.+ Og når de hellige skulle henrettes, stemte jeg for det. 11 Jeg prøvede at tvinge dem til at afsværge deres tro ved ofte at straffe dem i alle synagogerne, og jeg var så rasende på dem at jeg endda forfulgte dem i andre byer.

12 Midt i alt dette, mens jeg var på rejse til Damaskus med myndighed og fuldmagt fra de øverste præster, 13 så jeg ved middagstid, konge, et lys fra himlen, klarere end solens glans, og det strålede omkring mig og omkring dem der rejste sammen med mig.+ 14 Vi faldt alle til jorden, og jeg hørte en stemme sige til mig på hebraisk: ‘Saulus, Saulus,* hvorfor forfølger du mig? Det vil blive hårdt for dig at fortsætte med at sparke imod pigkæppen.’* 15 Men jeg sagde: ‘Hvem er du, Herre?’ Og Herren sagde: ‘Jeg er Jesus, som du forfølger. 16 Men rejs dig nu op på dine fødder. Jeg har nemlig vist mig for dig for at udvælge dig til at tjene og vidne – både om det du har set, og om det jeg vil lade dig se angående mig.+ 17 Og jeg vil befri dig fra dette folk og fra nationerne, som jeg sender dig til+ 18 for at åbne deres øjne,+ for at vende dem fra mørke+ til lys+ og fra Satans myndighed+ til Gud så de kan få deres synder tilgivet+ og få en arv sammen med dem der er blevet helliget fordi de tror på mig.’

19 Derfor, kong Agrippa, har jeg gjort det jeg fik besked på i det himmelske syn, 20 for jeg bragte det budskab ud – først til dem i Damaskus+ og så til dem i Jerusalem+ og over hele Judæa og også til nationerne – at de skulle angre og vende sig til Gud ved at leve på en måde der stemmer med deres anger.+ 21 Det var derfor jøderne pågreb mig i templet og forsøgte at slå mig ihjel.+ 22 Men fordi Gud har hjulpet mig, har jeg frem til denne dag fortsat vidnet for både små og store, og jeg siger ikke andet end hvad profeterne og Moses har sagt skulle ske+ 23 – at Kristus skulle lide,+ og at han som den første der blev oprejst fra de døde,+ skulle forkynde og bringe lys både til dette folk og til nationerne.”+

24 Mens Paulus forsvarede sig, sagde Festus højt: “Du er ved at blive vanvittig, Paulus! Al den lærdom gør dig vanvittig!” 25 Men Paulus sagde: “Jeg er ikke ved at blive vanvittig, højtærede Festus. Det jeg siger, er sandt og fornuftigt. 26 Faktisk ved kongen som jeg så frimodigt taler til, alt om de ting, ja, jeg er overbevist om at der ikke er noget af det der undgår hans opmærksomhed, for intet af det er foregået i en afkrog.+ 27 Tror du, kong Agrippa, på profeterne? Jeg ved at du tror.” 28 Agrippa sagde til Paulus: “På kort tid kunne du overtale mig til at blive kristen.” 29 Til det sagde Paulus: “Uanset om det tager kort tid eller lang tid, beder jeg til Gud om at ikke alene du men alle som hører mig i dag, må blive som mig, lige bortset fra mine lænker.”

30 Så rejste kongen sig, og det samme gjorde statholderen og Berenike og mændene der sad sammen med dem. 31 Mens de var på vej ud, sagde de til hinanden: “Denne mand gør ikke noget der fortjener død eller lænker.”+ 32 Agrippa sagde til Festus: “Manden kunne være blevet løsladt hvis han ikke havde appelleret til kejseren.”+

27 Efter at det var besluttet at vi skulle sejle til Italien,+ overgav man Paulus og nogle andre fanger til en officer ved navn Julius fra den kejserlige hærafdeling.* 2 Vi gik ombord på et skib fra Adramyttion der skulle anløbe havne langs provinsen Asiens* kyst, og sejlede ud. Aristark,+ en makedonier fra Thessalonika, var med os. 3 Næste dag lagde vi til i Sidon, og Julius behandlede Paulus venligt* og gav ham lov til at besøge sine venner så de kunne tage sig af ham.

4 Da vi lagde ud derfra, sejlede vi i læ af Cypern, for vi havde modvind. 5 Derefter sejlede vi over det åbne hav langs Kilikien og Pamfylien og lagde til i Myra i Lykien. 6 Dér fandt officeren et skib fra Alexandria som skulle til Italien, og han fik os ombord på det. 7 Efter at vi havde sejlet langsomt i adskillige dage, kom vi med besvær til Knidos. Fordi vinden ikke lod os komme frem, sejlede vi i læ af Kreta ud for Salmone. 8 Og med besvær fortsatte vi langs kysten og kom til et sted der hedder Gode Havne, i nærheden af byen Lasæa.

9 Der var nu gået et godt stykke tid, og det var farligt at sejle, for selv forsoningsdagsfasten+ var allerede ovre, så Paulus kom med et forslag 10 til dem: “Mænd, jeg kan se at sejladsen vil medføre skade og store tab for både lasten og skibet. Ja, også vores liv vil gå tabt.” 11 Men officeren lyttede mere til kaptajnen og skibets ejer end til Paulus. 12 Eftersom havnen var uegnet til at overvintre i, rådede de fleste til at man skulle sejle derfra og se om man på en eller anden måde kunne nå frem og overvintre i Fønix, en havn på Kreta som vender mod nordøst og mod sydøst.

13 En svag sydlig vind blæste op, så de troede at de havde nået deres mål, og de lettede anker og begyndte at sejle langs Kreta tæt på kysten. 14 Men kort efter fór en voldsom vind kaldet Eurakvilo* hen over øen. 15 Skibet blev nu revet med og kunne ikke holde forstavnen mod vinden. Vi gav derfor op og lod os drive. 16 Så kom vi i læ af den lille ø Kauda, og alligevel havde vi svært ved at bjærge jollen ved agterstavnen. 17 Og efter at de havde hejst den ombord, surrede de tov under skibet for at forstærke skroget, og af frygt for at løbe på grund i Syrtebugten* firede de sejlet ned og lod sig drive. 18 Eftersom vi blev kastet omkring af stormen, begyndte de dagen efter at kaste last over bord for at lette skibet. 19 Den tredje dag kastede de rigningen over bord.

20 Hverken sol eller stjerner havde vist sig i flere dage, og en voldsom* storm rasede over os, så til sidst begyndte man at opgive håbet om at vi ville blive reddet. 21 Efter at man i lang tid ikke havde spist, trådte Paulus frem midt iblandt dem og sagde: “Mænd, hvis I havde lyttet til mit råd og ikke var sejlet ud fra Kreta, ville I have undgået disse skader og tab.+ 22 Alligevel tilskynder jeg jer til ikke at give op, for ikke én af jer vil gå tabt, kun skibet. 23 I nat stod en engel+ fra den Gud som jeg tilhører og tilbeder,* hos mig 24 og sagde: ‘Vær ikke bange, Paulus. Du skal komme til at stå foran kejseren,+ og for din skyld vil Gud redde dem der sejler sammen med dig.’ 25 Giv derfor ikke op, mænd, for jeg tror på at Gud vil gøre nøjagtigt som englen har sagt til mig. 26 Vi skal imidlertid strande på en ø.”+

27 Det var nu den 14. nat, og mens vi blev kastet omkring på Adriaterhavet, fik sømændene ved midnatstid på fornemmelsen at de nærmede sig land. 28 De loddede dybden og målte 20 favne.* Lidt længere fremme loddede de igen dybden og målte 15 favne.* 29 Af frygt for at vi skulle sejle på nogle skær, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og ønskede blot at det blev dag. 30 Men sømændene forsøgte at slippe væk fra skibet og firede jollen ned i vandet og lod som om de ville lægge ankre ud fra forstavnen, 31 så Paulus sagde til officeren og soldaterne: “Hvis ikke de mænd bliver ombord på skibet, kan I ikke blive reddet.”+ 32 Så kappede soldaterne jollens reb og lod den falde.

33 Nu begyndte det at blive lyst, og Paulus tilskyndede alle til at spise: “Nu har I ventet bekymret i 14 dage, og i al den tid har I slet ikke spist. 34 I skal derfor spise noget. Det er vigtigt for at I kan blive reddet, for ikke en eneste af jer skal miste så meget som et hår på sit hoved.” 35 Efter at have sagt det tog han noget brød, takkede Gud for øjnene af dem alle, brækkede det i stykker og begyndte at spise. 36 Alle fik nu nyt mod og begyndte også at spise. 37 I alt var vi 276 på skibet. 38 De spiste sig mætte, og bagefter lettede de skibet ved at kaste hveden i havet.+

39 Da det blev dag, kunne de ikke genkende landet,+ men de så en bugt med sandstrand og besluttede at sætte skibet på grund dér hvis de kunne. 40 Så kappede de ankrene og lod dem falde i havet. Samtidig løste de tovene på styreårerne, og efter at have hejst forsejlet lod de vinden føre skibet ind mod stranden. 41 Da de ramte en revle med dybt vand til begge sider, løb de skibet på grund, og forstavnen borede sig fast og blev urokkeligt stående, men agterstavnen blev slået i stykker af bølgerne.+ 42 Så besluttede soldaterne at dræbe fangerne for at ingen skulle svømme væk og flygte. 43 Men officeren var besluttet på at bringe Paulus sikkert frem og hindrede dem i at udføre deres plan. Han befalede at de der kunne svømme, skulle springe i havet og søge i land først. 44 De andre skulle følge efter, nogle på planker og andre på vragdele fra skibet. Og sådan kom alle sikkert i land.+

28 Efter at vi var nået i sikkerhed, fik vi at vide at øen hed Malta.+ 2 Og øboerne, der talte et fremmed sprog, viste os en usædvanlig venlighed.* De tændte et bål og tog sig godt af os alle, for det regnede og var koldt. 3 Men da Paulus samlede en bunke kvas og lagde det på bålet, kom en giftslange ud på grund af varmen og bed sig fast i hans hånd. 4 Da øboerne så det giftige dyr hænge ned fra hans hånd, sagde de til hinanden: “Den mand er nok en morder, og selvom han nåede i sikkerhed fra havet, har Retfærdigheden* ikke givet ham lov til at blive i live.” 5 Men han rystede dyret af i ilden, og der skete ikke noget med ham. 6 Men de forventede at han ville svulme op eller pludselig falde død om. Efter at de havde ventet i lang tid og så at der ikke skete noget med ham, ændrede de mening og begyndte at sige at han var en gud.

7 I nærheden af stedet havde øens førende mand, der hed Publius, flere jordbesiddelser, og han bød os velkommen og viste os gæstfrihed i tre dage. 8 Publius’ far var syg og lå i sengen med feber og dysenteri, så Paulus gik ind til ham og bad, lagde hænderne på ham og helbredte ham.+ 9 Efter det begyndte de andre syge på øen også at komme til ham, og de blev helbredt.+ 10 De forærede os også mange gaver, og da vi skulle sejle, forsynede de os med alt hvad vi havde brug for.

11 Efter tre måneder sejlede vi med et skib der havde galionsfiguren “Zeus’ Sønner”.* Skibet var fra Alexandria og havde overvintret på øen. 12 Vi lagde til i Syrakus og blev der i tre dage. 13 Derfra sejlede vi videre og kom til Regium. Dagen efter blæste det op fra syd, og den følgende dag nåede vi til Puteoli. 14 Her fandt vi nogle brødre, og de bad os om at blive hos dem i syv dage, og så fortsatte vi mod Rom. 15 Brødrene i Rom havde hørt nyheden om os og kom helt ud til Appius’ Torv* og De Tre Kroer* for at møde os. Da Paulus fik øje på dem, takkede han Gud og fik nyt mod.+ 16 Endelig kom vi til Rom, og Paulus fik lov til at bo for sig selv sammen med den soldat der bevogtede ham.

17 Tre dage senere tilkaldte han jødernes førende mænd. Da de var samlet, sagde han til dem: “Brødre, selvom jeg ikke havde gjort folket noget eller overtrådt vores forfædres skikke,+ blev jeg fra Jerusalem overgivet til romerne som fange.+ 18 Efter at de havde forhørt mig,+ ville de løslade mig, for der var ikke noget grundlag for at henrette mig.+ 19 Men jøderne blev ved med at modsætte sig det, så jeg var tvunget til at appellere til kejseren,+ dog ikke fordi jeg havde noget at anklage mit folk for. 20 Det er derfor jeg har bedt om at se jer og tale med jer, for det er på grund af Israels håb jeg er i lænker.”+ 21 De sagde til ham: “Vi har ikke fået breve om dig fra Judæa, og heller ingen af brødrene som er kommet derfra, har meddelt eller sagt noget dårligt om dig. 22 Men vi synes at det er rigtigt at høre fra dig selv hvad du tænker, for vi ved at denne sekt+ bliver modsagt overalt.”+

23 Så aftalte de en dag hvor de skulle mødes hos ham, og der kom endnu flere til ham hvor han boede. Og fra morgen til aften forklarede han sagen for dem og aflagde et grundigt vidnesbyrd om Guds rige, og ud fra både Moses’ Lov+ og Profeterne+ forsøgte han at overbevise dem om at de skulle tro på Jesus.+ 24 Nogle begyndte at tro på det han sagde, andre troede ikke. 25 På grund af deres indbyrdes uenighed begyndte de at gå, og Paulus kom med denne kommentar:

“Den hellige ånd sagde træffende gennem profeten Esajas til jeres forfædre: 26 ‘Gå til dette folk og sig: “I skal høre, men slet ikke forstå, og I skal se, men slet ikke indse.+ 27 For dette folks hjerte er blevet uimodtageligt, og med ørerne har de hørt uden at reagere, og deres øjne har de lukket så de ikke kan se med øjnene og høre med ørerne og forstå med hjertet og vende om så jeg kan helbrede dem.”’+ 28 I skal derfor vide at budskabet om denne frelse fra Gud er blevet sendt ud til folk fra nationerne.+ De vil lytte til det.”+ 29 *——

30 Han blev så i hele to år i sit eget lejede hus,+ og han tog venligt imod alle der kom til ham, 31 og med stor frimodighed forkyndte han Guds rige for dem og lærte dem om Herren Jesus Kristus+ uden at blive hindret.