TIL HEBRÆERNE

1 For længe siden talte Gud ved mange lejligheder og på mange måder til vores forfædre gennem profeterne.+ 2 Men nu, ved slutningen af disse dage, har han talt til os gennem en Søn,+ som han har indsat til at arve alt,+ og gennem hvem han har dannet det der er i verden.*+ 3 Han afspejler Guds herlighed,+ han er det nøjagtige billede af hvordan Gud er,+ og han opretholder alt i kraft af Hans magtfulde ord. Og efter at han havde renset os for vores synder,+ satte han sig ved Majestætens højre hånd i det høje.+ 4 Sådan er han blevet langt større end englene,+ for han har arvet et navn der overgår deres.+

5 For eksempel: Til hvem af englene har Gud nogensinde sagt: “Du er min søn; i dag er jeg blevet din far”?+ Eller: “Jeg vil være hans far, og han skal være min søn”?+ 6 Og når Gud igen bringer sin Førstefødte+ til menneskenes verden, siger han: “Lad alle Guds engle vise ham dyb respekt.”*

7 Om englene siger han* også: “Han gør sine engle magtfulde,* sine tjenere*+ til en flamme af ild.”+ 8 Men om Sønnen siger han: “Gud er din trone+ til evig tid, og dit riges scepter er retfærdighedens* scepter. 9 Du har elsket retfærdighed og hadet lovløshed. Derfor har Gud, din Gud, salvet dig+ med glædens olie frem for andre konger.”+ 10 Og: “Herre, i begyndelsen grundlagde du jorden, og himlen er dine hænders værk. 11 De vil gå til grunde, men du vil forblive; de slides op ligesom en klædning. 12 Du vil folde dem sammen som en kappe, som en klædning, og de vil blive udskiftet. Men du er den samme, og dine år vil aldrig ende.”+

13 Men til hvem af englene har han nogensinde sagt: “Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder”?+ 14 Er alle englene ikke ånder der udfører hellig tjeneste,*+ udsendt for at betjene dem der skal arve frelse?

2 Derfor er det vigtigt at vi er mere end almindeligt opmærksomme på de ting vi har hørt,+ så vi aldrig glider bort.+ 2 Hvis de ord der blev udtalt gennem engle,+ stod fast og alle overtrædelser og ulydige handlinger blev gengældt med retfærdig straf,+ 3 hvordan skulle vi så kunne gå fri hvis vi har været ligeglade med så stor en frelse?+ Den blev jo fra begyndelsen forkyndt af vores Herre+ og bekræftet for os af nogle der selv havde hørt ham, 4 mens Gud føjede sit vidnesbyrd til i form af tegn, mirakler* og forskellige kraftige gerninger+ og med den hellige ånd, der blev uddelt efter hans vilje.+

5 Det er jo ikke engle han har givet magten over den kommende verden*+ som vi taler om. 6 Men som et vidne har sagt et sted: “Hvad er mennesket at du husker det, eller en menneskesøn at du tager dig af ham?+ 7 Du gjorde ham lidt ringere end englene. Du kronede ham med herlighed og ære, og du satte ham over det du frembragte.* 8 Alle ting lagde du under hans fødder.”+ Da Gud lagde alting under ham,+ var der altså ikke noget han undlod at lægge under ham.+ Og dog ser vi endnu ikke at alting er underlagt ham.+ 9 Men vi ser at Jesus, der blev gjort lidt ringere end englene,+ nu er kronet med herlighed og ære fordi han led en smertefuld død,+ sådan at hans død, i kraft af Guds ufortjente godhed, kunne være til gavn for alle.+

10 Alt er jo til for Guds skyld og eksisterer på grund af ham. Da han skulle føre mange sønner til herlighed,+ var det rigtigt af ham at gøre Hovedformidleren af deres frelse+ fuldkommen gennem lidelser.+ 11 Den der gør hellig, og de der gøres hellige,+ stammer alle fra den samme Far,+ og derfor skammer han sig ikke over at kalde dem brødre+ 12 men siger: “Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre; midt i menigheden vil jeg prise dig med sang.”+ 13 Og et andet sted: “Jeg vil stole på ham.”+ Og: “Se! Jeg og de børn som Jehova* gav mig.”+

14 Da ‘børnene’ er af kød og blod, blev han også et menneske af kød og blod+ for at han ved sin død kunne gøre ham som har magt til at forårsage død,+ magtesløs, nemlig Djævelen,+ 15 og for at han kunne frigøre dem der hele deres liv har været slaver af frygten for døden.+ 16 Det er ikke engle han tager sig af. Dem han tager sig af, er Abrahams afkom.+ 17 Derfor måtte han på alle måder blive ligesom sine “brødre”+ så han over for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, en der kunne bringe et sonoffer+ for folkets synder.+ 18 Fordi han selv blev prøvet og udsat for lidelser,+ er han i stand til at hjælpe dem der bliver prøvet.+

3 Derfor, hellige brødre, I som har fået det himmelske kald,*+ tænk på den apostel og ypperstepræst som vi anerkender* – Jesus.+ 2 Han var trofast mod Ham der udvalgte ham,+ ligesom Moses var trofast i hele Guds hus.+ 3 Men Jesus fortjener større ære+ end Moses, ligesom den der bygger et hus, får større ære end huset selv. 4 Ethvert hus bygges jo af en eller anden, men den der har bygget alt, er Gud. 5 Nu var Moses trofast som tjener i hele Guds hus, som et billede på* ting der ville blive åbenbaret senere, 6 men Kristus var trofast som søn+ og sat over Guds hus. Og vi er Hans hus,+ på betingelse af at vi lige til det sidste holder fast ved vores frimodighed og det håb som vi er så stolte af.

7 Derfor, som den hellige ånd siger:+ “Hvis I lytter til hans stemme i dag, 8 så gør ikke jeres hjerter hårde som dengang I gjorde mig vred, som på prøvelsens dag i ørkenen,+ 9 hvor jeres forfædre udfordrede mig og satte min tålmodighed på prøve til trods for at de i 40 år havde set alt hvad jeg havde gjort.+ 10 Det er grunden til at jeg følte mig frastødt af denne generation og sagde: ‘Deres hjerter kommer altid på afveje, og de har ikke lært mine veje at kende.’ 11 I min vrede sværgede jeg derfor: ‘De skal ikke gå ind til min hvile.’”+

12 Pas på, brødre, at der aldrig i nogen af jer udvikler sig et ondt hjerte som mangler tro, fordi I fjerner jer fra den levende Gud.+ 13 Men bliv ved med at opmuntre hinanden hver dag, mens det stadig hedder “i dag”,+ for at ingen af jer skal blive forhærdet af synden, der har magt til at bedrage. 14 Vi får nemlig kun del i Kristus hvis vi til det sidste bliver ved med at være lige så faste i vores overbevisning som vi var i begyndelsen.+ 15 Der siges jo: “Hvis I lytter til hans stemme i dag, så gør ikke jeres hjerter hårde som dengang I gjorde mig vred.”+

16 Hvem var det der hørte Guds stemme og alligevel gjorde ham vred? Var det ikke netop dem der gik ud af Egypten under Moses’ ledelse?+ 17 Og hvem var det Gud følte sig frastødt af i 40 år?+ Var det ikke dem der syndede, dem der kom til at ligge som lig i ørkenen?+ 18 Og hvem var det han sværgede over for og sagde at de ikke skulle gå ind til hans hvile? Var det ikke dem der handlede ulydigt? 19 Vi ser altså at det var deres mangel på tro der var skyld i at de ikke kunne gå derind.+

4 Da løftet om at gå ind til hans hvile altså stadig gælder, må vi være på vagt* så ingen af os kommer til at gå glip af det.+ 2 Den gode nyhed er blevet forkyndt for os,+ ligesom den blev for dem. Det ord de hørte, gavnede dem dog ikke, for de var ikke forenet i tro med dem der adlød. 3 Men vi som har tro, går ind til hvilen. Dengang sagde han: “I min vrede sværgede jeg: ‘De skal ikke gå ind til min hvile’”+ selvom han var færdig med sine værker allerede da verden var blevet grundlagt.+ 4 Et sted har han sagt om den syvende dag: “På den syvende dag hvilede Gud fra alt det arbejde han havde udført”,+ 5 og her siger han altså: “De skal ikke gå ind til min hvile.”+

6 Det er altså stadig muligt for nogle at gå ind til denne hvile, for dem som den gode nyhed først blev forkyndt for, var ulydige og gik ikke ind til hvilen.+ 7 Derfor angav han igen, længe efter, en bestemt dag ved at sige “i dag”, nemlig i Davids salme, som citeret før: “Hvis I lytter til hans stemme i dag, så gør ikke jeres hjerter hårde.”+ 8 Hvis Josva+ havde ført dem ind til et sted med hvile, ville Gud jo ikke senere have talt om en anden dag. 9 Altså venter der stadig Guds folk en sabbatshvile.+ 10 Den der går ind til Guds hvile, hviler fra sine egne gerninger, ligesom Gud har hvilet fra sine.+

11 Lad os derfor gøre vores yderste for at gå ind til den hvile for at ingen skal falde og blive ulydige på samme måde.+ 12 Guds ord er levende, det har kraft,+ det er skarpere end noget tveægget sværd,+ og det trænger så langt ind at det skiller sjæl* og ånd,* led og marv, og det kan bedømme hjertets tanker og motiver. 13 Der findes ingen skabning som er skjult for Guds øjne,+ men alle ting er nøgne og synlige for ham, og vi skal stå ham til regnskab.+

14 Da vi altså har en stor ypperstepræst som er gået ind i himlene, Jesus, Guds Søn,+ så lad os blive ved med at forkynde offentligt om ham,+ 15 for vi har ikke en ypperstepræst der ikke kan sætte sig ind i vores svagheder,+ men en der ligesom os er blevet prøvet på alle mulige måder, men er uden synd.+ 16 Lad os derfor frimodigt træde frem for den ufortjente godheds trone+ så der kan blive vist os barmhjertighed og ufortjent godhed når vi har brug for hjælp.

5 Enhver ypperstepræst der er udtaget blandt mennesker, bliver indsat til at tage sig af tjenesten for Gud+ til gavn for mennesker så han kan bringe offergaver og slagtofre for synder.+ 2 Han kan føle med* dem der er uvidende og begår fejl,* for han har selv svagheder som han må se i øjnene,* 3 og derfor må han bringe ofre for sine egne synder ligesom han gør for folkets.+

4 Et menneske tager ikke selv denne ære. Den får han kun hvis han bliver indsat af Gud, ligesom Aron blev.+ 5 Kristus ophøjede heller ikke sig selv+ til at blive ypperstepræst, men blev æret af Ham der sagde til ham: “Du er min søn; i dag er jeg blevet din far.”+ 6 Og et andet sted siger han: “Du er præst for evigt på samme måde som Melkisedek.”+

7 Mens Kristus levede på jorden, opsendte han anmodninger og indtrængende bønner, med intense råb og tårer,+ til Ham der kunne redde ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. 8 Selvom han var søn, lærte han lydighed af de lidelser han gennemgik.+ 9 Og efter at han var blevet gjort fuldkommen,+ fik han ansvaret for at føre alle der adlyder ham, frem til evig frelse+ 10 fordi han af Gud blev udpeget til at være ypperstepræst på samme måde som Melkisedek.+

11 Vi har meget at sige om ham, men det er vanskeligt at forklare det for jer, for I er blevet sløve til at høre.* 12 På nuværende tidspunkt* burde I være lærere, men alligevel har I behov for at nogen igen underviser jer helt forfra i det elementære i Guds hellige udsagn.+ Ja, det er gået tilbage for jer så I nu skal have mælk, ikke fast føde. 13 Den der bliver ved med at drikke mælk, forstår ikke Guds retfærdige ord, for han er et spædbarn.+ 14 Men den faste føde er for modne mennesker, for dem der har brugt deres evne til at tænke* så den er blevet trænet og de er i stand til at se forskel på rigtigt og forkert.

6 Men nu er vi kommet videre fra grundlærdommen+ om Kristus. Lad os derfor skynde os frem til modenhed+ så vi ikke igen skal til at lægge en grundvold ved at tale om at angre døde gerninger, om tro på Gud, 2 om forskellige former for dåb og om håndspålæggelse,+ de dødes opstandelse+ og evig dom. 3 Ja, hvis Gud tillader det, vil vi skynde os frem til modenhed.

4 Når nogle på et tidspunkt er blevet oplyst+ og har smagt den himmelske frie gave, har fået del i hellig ånd 5 og har smagt Guds gode ord og den kommende verdensordnings* velsignelser,* 6 men er faldet fra,+ så er det umuligt at vække dem til live igen så de angrer, for de nagler selv Guds Søn til pælen igen og udsætter ham for offentlig skam.+ 7 Når en mark tager den regn til sig som falder rigeligt på den, og frembringer planter til gavn for dem der dyrker den, bliver den velsignet af Gud. 8 Men hvis den frembringer tjørne og tidsler, bliver den forkastet. Den er lige ved at blive forbandet, og til sidst vil den blive brændt af.

9 Men når det drejer sig om jer, elskede brødre og søstre, er vi overbevist om at det står bedre til, og at I er på vej til frelse, selvom vi taler til jer som vi gør her. 10 Gud er jo ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og al den kærlighed I har vist hans navn+ ved både før og nu at hjælpe* de hellige. 11 Men vi ønsker inderligt at I alle må blive ved med at være lige så flittige som I har været fra begyndelsen, så I kan være faste i håbet+ lige til det sidste+ 12 og ikke blive sløve+ men efterligne dem der viser tro og udholdenhed* og arver det der er lovet.

13 Da Gud gav sit løfte til Abraham, sværgede han ved sig selv+ – han kunne jo ikke sværge ved nogen der var større – 14 og sagde: “Jeg vil velsigne dig og gøre dit afkom talrigt.”+ 15 Det var efter at Abraham havde ventet tålmodigt, at han modtog dette løfte. 16 Mennesker sværger ved en der er større end dem selv, og deres ed gør ende på enhver diskussion, for den fungerer som en juridisk garanti.+ 17 Sådan var det også da Gud besluttede at gøre det helt klart for løftets arvinger+ at hans hensigt* var urokkelig. Han garanterede for løftet med* en ed. 18 På den måde har Gud gjort to ting* der står urokkeligt fast, og Gud kan ikke lyve.+ For os der har søgt tilflugt hos ham, er det en stærk tilskyndelse til at holde godt fast i det håb vi har foran os. 19 Dette håb+ har vi som et anker for sjælen.* Det er både sikkert og fast, og det når helt ind bag forhænget,+ 20 hvor en forløber er gået ind for vores skyld, nemlig Jesus,+ der er blevet ypperstepræst på samme måde som Melkisedek for evigt.+

7 Denne Melkisedek var konge i Salem og præst for Den Højeste Gud. Det var ham der kom Abraham i møde da Abraham vendte tilbage efter at have besejret kongerne. Melkisedek velsignede ham,+ 2 og Abraham gav ham en tiendedel af alt. Navnet Melkisedek betyder “retfærdighedens konge”, og desuden er han Salems konge, det vil sige “fredens konge”. 3 Da han er uden far, uden mor og uden slægtsregister og hverken har begyndelse eller slutning på sit liv og derved er kommet til at ligne Guds Søn, er han præst for altid.+

4 Man ser hvor stor denne mand var, når patriarken Abraham gav ham en tiendedel af det bedste bytte.+ 5 Sandt nok er der i Loven et bud om at de af Levis sønner+ der får præsteembedet, skal have tiende af folket,+ det vil sige af deres brødre, selvom de også er efterkommere af Abraham.* 6 Men denne mand, der ikke var af deres slægt, tog imod tiende fra Abraham og velsignede ham der fik løfterne.+ 7 Nu er det jo sådan at den der giver en velsignelse, er større end den der får den. 8 I det første tilfælde er det dødelige mennesker der modtager tiende, men i det andet tilfælde er det en som bliver ved med at leve, hvad der også er vidnesbyrd om.+ 9 Og det kan siges at Levi, der modtager tiende, selv har givet tiende gennem sin forfar Abraham, 10 for han var en fremtidig efterkommer af Abraham* da Melkisedek kom Abraham i møde.+

11 Hvis det havde været muligt at opnå fuldkommenhed gennem det levitiske præstedømme+ (der jo hørte med til det som var beskrevet i den Lov der blev givet til folket), ville der så være behov for at der fremstod en anden præst som skulle være præst på samme måde som Melkisedek+ og ikke ligesom Aron? 12 Når præstedømmet ændres, bliver det også nødvendigt at ændre Loven,+ 13 for den mand der her er tale om, hørte til en anden stamme, en stamme hvorfra ingen har tjent ved altret.+ 14 Det står jo klart at vores Herre nedstammer fra Juda,+ og Moses har ikke sagt noget om at der skulle komme præster fra den stamme.

15 Det særlige ved denne præst+ bliver endnu tydeligere ved at han fremtræder som en ny Melkisedek,+ 16 som en der ikke er blevet præst på grund af en lov der kræver en bestemt afstamning, men på grund af den kraft der giver ham et uforgængeligt liv.*+ 17 Der er nemlig givet dette vidnesbyrd om ham: “Du er præst for evigt på samme måde som Melkisedek.”+

18 Den tidligere lov bliver altså ophævet fordi den er utilstrækkelig og ikke kan hjælpe os.+ 19 Loven gjorde ingenting fuldkomment,+ men dét gjorde det bedre håb+ der er blevet indført – et håb hvorigennem vi nærmer os Gud.+ 20 Og ligesom dette skete ved at der blev aflagt en ed 21 (nogle mennesker er blevet præster uden at der er blevet aflagt en ed, men han er blevet det gennem den ed Gud aflagde da han sagde om ham: “Jehova* har sværget, og han ændrer ikke mening:* ‘Du er præst for evigt’”),+ 22 sådan er Jesus også blevet garantien for* en bedre pagt.+ 23 Desuden var det nødvendigt at mange præster fulgte efter hinanden,+ fordi døden forhindrede dem i at fortsætte, 24 men fordi han lever for evigt,+ har han ikke nogen efterfølgere som præst. 25 Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham, for han er altid i live så han kan gå i forbøn for dem.+

26 Det var sådan en ypperstepræst vi havde brug for – en der er loyal, uskyldig, ren,+ skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene.+ 27 Til forskel fra de andre ypperstepræster behøver han ikke at bringe ofre hver dag,+ først for sine egne synder og så for hele folkets,+ for han har bragt et offer én gang for alle, nemlig da han bragte sig selv som offer.+ 28 De der bliver indsat som ypperstepræster ifølge Loven, er jo mennesker med svagheder,+ men i kraft af den ed+ der blev sværget senere end Loven, indsættes der en Søn som for altid vil være fuldkommen.+

8 Hovedpunktet i det vi her taler om, er: Det er sådan en ypperstepræst vi har.+ Han har sat sig på højre side af Majestætens trone i himlen,+ 2 og han gør tjeneste* ved det hellige sted+ og ved det sande telt, som Jehova,* og ikke et menneske, har rejst. 3 Enhver ypperstepræst er jo indsat for at han skal frembære gaver og slagtofre, så denne ypperstepræst måtte også have noget at frembære.+ 4 Hvis han havde været her på jorden, ville han ikke have været præst,+ for der er allerede indsat andre mænd til at frembære de gaver som Loven kræver. 5 Disse mænd udfører hellig tjeneste som et billede på og en skygge+ af det der er i himlen.+ Det fremgår også af den besked Gud gav til Moses dengang han skulle fremstille teltet: “Sørg for at lave alle tingene efter det mønster som blev vist for dig på bjerget.”+ 6 Men nu har Jesus fået en tjeneste* der er mere ophøjet, fordi han også er mellemmand+ for en pagt der er bedre,+ og som juridisk set bygger på bedre løfter.+

7 Hvis den første pagt havde været helt uden mangler, ville der ikke have været behov for en anden.+ 8 Men han peger på en mangel hos folket når han siger: “‘Der kommer dage,’ siger Jehova,* ‘hvor jeg vil indgå en ny pagt med Israels hus og med Judas hus. 9 Den vil ikke være som den pagt jeg indgik med deres forfædre den dag jeg greb deres hånd for at føre dem ud af Egypten.+ De holdt ikke fast ved min pagt, og derfor holdt jeg op med at tage mig af dem,’ siger Jehova.*

10 ‘Dette er den pagt jeg vil indgå med Israels hus efter de dage,’ siger Jehova.* ‘Jeg vil lægge mine love i deres sind, og jeg vil skrive dem i deres hjerte.+ Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.+

11 Ingen skal til den tid belære sin medborger eller sin bror og sige: “Du skal lære Jehova* at kende!”, for de vil alle kende mig, fra den mindste til den største iblandt dem. 12 Jeg vil tilgive dem for deres uretfærdige handlinger, og jeg vil ikke længere huske deres synder.’”+

13 Når han siger “en ny pagt”, siger han faktisk at den tidligere er forældet.+ Og når noget er forældet og er blevet gammelt, er det også ved at forsvinde.+

9 I den tidligere pagt var der bestemmelser angående en hellig tjeneste og et helligt sted+ her på jorden. 2 Der blev indrettet et rum som var det forreste i teltet. Her var lampestanderen,+ bordet og de brød der blev lagt frem.*+ Det kaldes Det Hellige.+ 3 Men bag det andet forhæng+ var det teltrum der kaldes Det Allerhelligste.+ 4 Derinde var der et røgelseskar af guld+ og pagtens ark,+ som overalt var beklædt med guld.+ I arken var guldkrukken med manna+ og Arons stav, der engang havde skudt knopper,+ foruden pagtstavlerne.+ 5 Og oven på den var de strålende keruber, der skyggede for sonedækket.*+ Men lige nu skal vi ikke tale om alt dette i detaljer.

6 Efter at disse ting blev fremstillet og indrettet på denne måde, er præsterne regelmæssigt gået ind i det forreste teltrum for at udføre deres hellige tjeneste.+ 7 Men ypperstepræsten går alene ind i det andet rum én gang om året,+ og han skal medbringe blod,+ som han frembærer for sig selv+ og for de synder som folket+ har begået i uvidenhed. 8 På den måde viser den hellige ånd os at vejen ind til det hellige sted endnu ikke var blevet åbnet mens det første telt stadig stod.+ 9 Dette telt er et billede der gælder vores tid,+ og under denne ordning bliver der bragt både offergaver og slagtofre.+ De er dog ikke i stand til at give den der bringer ofrene,* en fuldstændigt ren samvittighed.+ 10 Alt dette har kun at gøre med mad og drikke og forskellige former for ceremoniel renselse.*+ Det var lovbestemmelser der angik udvendige, fysiske ting,*+ og som skulle gælde indtil den fastsatte tid kom hvor alting skulle bringes i den rette orden.

11 Men da Kristus kom som ypperstepræst for at gennemføre de velsignelser der nu er blevet til virkelighed, gik han ind i det telt der er større og mere fuldendt, det som ikke er frembragt af hænder og ikke er jordisk.* 12 Han gik ind på det hellige sted, ikke med blodet af gedebukke og tyrekalve, men med sit eget blod,+ én gang for alle, og sørgede for at vi kunne blive udfriet* for evigt.+ 13 Og hvis blodet af gedebukke og tyre+ og asken af en kvie som bliver stænket på dem der er blevet urene, kan gøre dem rene hvad det fysiske angår,+ 14 hvor meget mere kan så ikke blodet af Kristus,+ der ved den evige ånds ledelse ofrede sig selv som et fejlfrit offer til Gud, rense vores samvittighed for døde gerninger+ så vi kan udføre hellig tjeneste for den levende Gud?+

15 Det er derfor han er mellemmand for en ny pagt,+ altså for at de der bliver kaldet, kan få løftet om den evige arv,+ nu hvor én er død for at de kan blive løskøbt+ fra de overtrædelser de har begået mod den tidligere pagt. 16 Når der indgås en pagt med Gud, er det nødvendigt at den person der formidler den, dør, 17 for en pagt bliver gjort gyldig ved død. Den er ikke i kraft så længe den person der formidler den, stadig lever. 18 Den tidligere pagt blev heller ikke sat i kraft* uden blod, 19 for da Moses havde fremlagt alle Lovens bud for hele folket, tog han blodet af tyrekalvene og gederne, sammen med vand, skarlagenrød uld og isop, og stænkede det på bogrullen* og på hele folket, 20 idet han sagde: “Det er pagtens blod, den pagt som Gud har befalet jer at holde.”+ 21 Han stænkede også noget af blodet på teltet og på alle de kar der blev brugt i den hellige tjeneste.*+ 22 Ja, ifølge Loven bliver næsten alting renset med blod,+ og hvis der ikke udgydes blod, bliver ingen synder tilgivet.+

23 De ting der er efterligninger+ af det som er i himlen, måtte derfor renses med blod af dyr,+ men selve det himmelske kræver langt bedre ofre. 24 Kristus gik jo ikke ind i en helligdom der var bygget med hænder,+ og som var en kopi af virkeligheden,+ men ind i selve himlen,+ hvor han nu træder frem for Gud* til gavn for os.+ 25 Han gjorde det ikke for at ofre sig selv mange gange, ligesom ypperstepræsten hvert eneste år+ går ind på det hellige sted for at frembære blod, som dog ikke er hans eget. 26 Ellers havde han måttet lide mange gange lige siden verden blev grundlagt. Men nu er han trådt frem én gang for alle her ved tidernes* ende for helt at fjerne synden ved at bringe sig selv som et offer.+ 27 Og ligesom mennesker dør én gang for alle og derefter modtager en dom, 28 sådan blev Kristus også ofret én gang for alle så han kunne bære manges synder.+ Når han kommer anden gang, bliver det ikke for at fjerne synder.* Han kommer for at frelse dem der ivrigt venter på ham.+

10 Da Loven kun indeholder en skygge+ af de gode ting der vil komme,+ men ikke selve tingene, kan den* aldrig gøre dem der frembærer de samme ofre år efter år, fuldkomne.+ 2 Ville man ellers ikke være holdt op med at bringe ofrene fordi de der udførte hellig tjeneste, var blevet renset og ikke længere følte sig tynget af synd? 3 Men disse ofre bringes jo år efter år som en påmindelse om synder,+ 4 for blodet fra tyre og gedebukke kan umuligt fjerne synder.

5 Da han kom ind i verden, sagde han derfor: “‘Slagtoffer og kornoffer ønskede du ikke, men du gav mig en krop. 6 Brændofre og syndofre godkendte du ikke.’+ 7 Så sagde jeg: ‘Se, jeg er kommet (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud.’”+ 8 Efter først at have sagt: “Du hverken ønskede eller godkendte slagtofre, kornofre, brændofre og syndofre” – ofre der bringes ifølge Loven – 9 siger han altså: “Se, jeg er kommet for at gøre din vilje.”+ Han ophæver den gamle ordning for at etablere den nye ordning. 10 Og det har været Guds “vilje”+ at vi er blevet gjort hellige ved at Jesus Kristus har bragt sin krop som offer én gang for alle.+

11 Og alle præsterne står på deres post hver dag for at udføre hellig tjeneste*+ og for at bringe de samme ofre gang på gang,+ ofre som aldrig kan fjerne synder helt.+ 12 Men denne mand har én gang for alle bragt et offer for synder, og han har taget plads ved Guds højre hånd,+ 13 hvor han venter indtil hans fjender bliver lagt som en skammel for hans fødder.+ 14 Med bare ét offer har han gjort dem der helliges, fuldkomne+ for altid. 15 Det bekræfter den hellige ånd også for os. Først siger den: 16 “‘Dette er den pagt jeg vil indgå med dem efter de dage,’ siger Jehova.* ‘Jeg vil lægge mine love i deres hjerte og skrive dem i deres sind.’”+ 17 Derefter siger den så: “Jeg vil ikke længere huske deres synder og deres lovløse gerninger.”+ 18 Når alt dette altså kan blive tilgivet, er der ikke længere brug for et syndoffer.

19 Derfor, brødre, da Jesus’ blod har givet os mod til at* gå ind på det hellige sted+ 20 ad den vej Jesus har åbnet* for os som en ny og levende vej gennem forhænget,+ det vil sige hans kød, 21 og da vi har en stor præst over Guds hus,+ 22 så lad os træde frem med oprigtigt hjerte og fuld overbevisning nu hvor vores hjerter er blevet renset for dårlig samvittighed+ ved at blive bestænket* og vores kroppe er blevet renset i rent vand.+ 23 Lad os blive ved med at tale åbent om vores håb, uden at vakle,+ for vi kan have tillid til den der har givet løftet. 24 Og lad os have omsorg for* hinanden så vi motiverer* hinanden til kærlighed og gode gerninger.+ 25 Lad os ikke forsømme menighedens møder,+ sådan som nogle gør, men opmuntre hinanden,+ især nu hvor I kan se at dagen nærmer sig.+

26 Hvis vi fortsætter med at synde med vilje efter at vi har fået nøjagtig kundskab om sandheden,+ er der ikke længere noget slagtoffer for vores synder.+ 27 Det eneste der er tilbage, er en frygtelig forventning om dom og en brændende vrede der vil fortære Guds modstandere.+ 28 Enhver der har overtrådt Moses’ Lov, skal dø på to eller tre vidners udsagn,+ og der skal ikke vises barmhjertighed. 29 Hvor meget hårdere straf mener I så ikke at en person fortjener hvis han har trådt på Guds Søn og regnet pagtens blod+ for at være noget ganske almindeligt selvom det gjorde ham hellig, og hvis han groft har krænket den ufortjente godheds ånd?+ 30 Vi kender jo Ham der har sagt: “Hævnen er min, jeg vil gengælde.” Og igen: “Jehova* vil dømme sit folk.”+ 31 At falde i den levende Guds hænder er noget man virkelig må frygte.

32 Bliv ved med at huske på jeres første tid. Efter at I var blevet oplyst,+ holdt I ud under mange kampe og lidelser. 33 Nogle gange blev I offentligt* udsat for hån og mishandling, og andre gange hjalp og støttede I* dem der kom ud for den slags. 34 I viste medfølelse med dem der var i fængsel, og I fandt jer med glæde i at man stjal alt hvad I ejede,+ for I vidste at I ejer noget der er bedre, noget varigt.+

35 Derfor skal I ikke kaste jeres frimodighed* væk, I vil blive rigeligt belønnet for den.+ 36 Og I har brug for udholdenhed+ så I efter at have gjort Guds vilje kan se løftet blive opfyldt, 37 for der går kun “en ganske kort tid”,+ så “kommer den der skal komme, og han vil ikke være forsinket”.+ 38 “Men min retfærdige vil leve som følge af sin tro,”+ og “hvis han unddrager sig, glæder jeg mig ikke* over ham”.+ 39 Men vi hører ikke til dem der unddrager sig og går til grunde.+ Vi hører til dem der har tro, og som bevarer livet.

11 Tro er den sikre forventning om det man håber på,+ det tydelige bevis på virkelige ting der ikke ses.* 2 På grund af tro fik mænd i fortiden* vidnesbyrd fra Gud om at han godkendte dem.

3 I kraft af vores tro forstår vi at alt i himlen og på jorden* er blevet til ved Guds ord, og at det der kan ses, er blevet til af noget der ikke kan ses.

4 På grund af sin tro bragte Abel et offer til Gud der var af større værdi end det offer Kain+ bragte, og på grund af denne tro fik han vidnesbyrd om at han var retfærdig, for Gud godkendte hans gaver,+ og selvom han er død, taler han stadig+ gennem sin tro.

5 På grund af sin tro blev Enok+ taget bort så han ikke skulle se døden, og man fandt ham ingen steder, for Gud havde taget ham bort.+ Men inden han blev taget bort, fik han vidnesbyrd om at han var godkendt af Gud. 6 Hvis man ikke har tro, er det umuligt at blive godkendt af Gud, for den der nærmer sig Gud, må tro på at han eksisterer, og at han vil belønne dem der oprigtigt søger ham.+

7 I tro viste Noa+ gudsfrygt og byggede en ark+ for at hans familie kunne blive reddet, efter at Gud havde advaret ham om begivenheder der endnu ikke kunne ses.+ Gennem sin tro fordømte han verden,+ og han opnåede den retfærdighed der er et resultat af tro.

8 I tro adlød Abraham+ da Gud kaldte ham, og rejste ud til et sted han skulle få som sin arv. Han rejste afsted selvom han ikke vidste hvor han skulle hen.+ 9 I tro boede han som udlænding i det land der var blevet lovet, som i et fremmed land,+ og han boede i telte+ sammen med Isak og Jakob, der var arvinger til det samme løfte som ham,+ 10 for han ventede på den by der er solidt grundfæstet, den by som Gud selv har udtænkt og bygget.*+

11 Det var også i kraft af tro at Sara fik evnen til at blive gravid og føde et barn selvom hun var for gammel til det,+ for hun havde tillid til Ham der havde givet løftet.* 12 Det førte til at én eneste mand, der var så godt som død,+ blev stamfar til lige så mange efterkommere+ som der er stjerner på himlen, ja, til lige så mange som der er sandkorn ved havets bred.+

13 Alle disse var stærke i troen da de døde, selvom de endnu ikke havde set løfterne gå i opfyldelse.+ Men de så dem i det fjerne+ og glædede sig over dem, samtidig med at de åbent erklærede at de var fremmede og midlertidige indbyggere i landet. 14 Når nogen siger sådan, gør de det klart at de søger et sted der vil blive deres eget. 15 Hvis de var blevet ved med at tænke på det sted de havde forladt,+ kunne de godt være vendt tilbage. 16 Men nu rækker de ud efter et bedre sted, et sted der hører himlen til. Derfor skammer Gud sig ikke over dem, over at blive kaldt deres Gud,+ for han har gjort en by parat til dem.+

17 Det var på grund af tro at Abraham, da han blev prøvet,+ så godt som ofrede Isak – ja, han der havde glædet sig over at få løfterne, var parat til at bringe sin eneste søn som offer+ – 18 selvom der var blevet sagt til ham: “Det der skal kaldes dit afkom, vil komme gennem Isak.”+ 19 Han var ikke i tvivl om at Gud kunne oprejse Isak fra de døde, og på en billedlig måde+ fik han ham også tilbage fra døden.

20 Det var også tro der fik Isak til at velsigne Jakob+ og Esau+ med henblik på det der skulle komme.

21 I tro velsignede Jakob, da han var ved at dø,+ begge Josefs sønner+ mens han bøjede sig over sin stav og tilbad Gud.+

22 I tro talte Josef, da han nærmede sig døden, om at Israels sønner ville gå ud af Egypten, og han gav besked om hvad de skulle gøre med hans knogler.*+

23 Tro fik Moses’ forældre til at skjule den lille dreng i tre måneder efter at han var blevet født,+ for de så at det var en smuk dreng,+ og de lod sig ikke skræmme af kongens ordre.+ 24 På grund af tro nægtede Moses, da han var blevet voksen,+ at lade sig kalde søn af Faraos datter.+ 25 Han valgte at blive mishandlet sammen med Guds folk i stedet for at nyde de kortvarige glæder synden kan give, 26 fordi han regnede vanæren ved at være salvet* for at være af større værdi end alle Egyptens skatte. Han havde nemlig blikket fast rettet mod den løn han ville få. 27 I tro forlod han Egypten.+ Det var ikke fordi han frygtede kongens vrede,+ for han holdt ud som om han så den usynlige.+ 28 I tro holdt han påsken og stænkede blod på dørstolperne for at ødelæggeren ikke skulle ramme* deres førstefødte.+

29 I tro gik de gennem Det Røde Hav som på tørt land,+ men da egypterne prøvede det samme, blev de opslugt af havet.+

30 På grund af israelitternes tro faldt Jerikos mure sammen efter at folket havde gået rundt om byen i syv dage.+ 31 Og på grund af sin tro undgik den prostituerede kvinde Rahab at omkomme sammen med de genstridige indbyggere, for hun tog venligt imod spionerne.+

32 Og hvad mere skal jeg sige? Jeg ville ikke have tid nok hvis jeg også skulle fortælle om Gideon,+ Barak,+ Samson,+ Jefta+ og David,+ foruden Samuel+ og de andre profeter. 33 Deres tro gjorde at de besejrede kongeriger,+ indførte retfærdighed, modtog løfter,+ stoppede løvers gab,+ 34 slukkede ilds magt,+ undgik at blive dræbt af sværd,+ blev fyldt med kraft selvom de var svage,+ blev stærke i krig+ og jagede angribende hære på flugt.+ 35 Kvinder fik deres døde tilbage ved en opstandelse.+ Andre blev udsat for tortur fordi de ikke ville gå på kompromis* men foretrak en bedre opstandelse. 36 Andre igen blev prøvet ved at blive udsat for hån og piskeslag, ja, endda lagt i lænker+ og sat i fængsel.+ 37 De blev stenet,+ de blev sat på prøve, de blev savet midt over, de blev dræbt med sværd,+ de måtte gå rundt i fåreskind og gedeskind,+ mens de led nød, var hårdt trængt+ og blev mishandlet.+ 38 Dem var verden ikke værd. De måtte vandre omkring i ørkner og på bjerge og skjule sig i jordens grotter og huler.+

39 Men selvom alle disse fik vidnesbyrd fra Gud om at han godkendte dem på grund af deres tro, opnåede de ikke at se løftet gå i opfyldelse, 40 for Gud havde noget bedre i tanke til os+ så de ikke skulle blive gjort fuldkomne uden os.

12 Da vi altså er omgivet af sådan en stor sky af vidner, så lad os, ligesom dem, befri os for enhver vægt og for den synd der let indfanger os,+ og lad os med udholdenhed løbe det løb der ligger foran os,+ 2 mens vi holder vores blik fast rettet mod Jesus, der er Hovedformidleren af vores tro, ham der gør den fuldendt.+ For at opnå den glæde der lå foran ham, udholdt han smerten på en torturpæl* og foragtede den skam der var forbundet med det, og han har nu taget plads på højre side af Guds trone.+ 3 Ja, betragt nøje ham der har fundet sig i så mange onde ord fra syndere+ der modarbejder deres egne interesser, så I ikke skal blive trætte og give op.+

4 I den kamp I kæmper mod denne synd, er det endnu ikke kommet så vidt at jeres blod er blevet udgydt. 5 I har helt glemt de formanende ord der er henvendt til jer som sønner: “Min søn, afvis ikke Jehovas* retledning, og giv ikke op når du bliver korrigeret af ham, 6 for Jehova* retleder dem han elsker, ja, han straffer* enhver han tager imod som søn.”+

7 Det hører med til jeres oplæring* at I må holde ud. Gud behandler jer som sønner.+ Og hvilken søn bliver ikke retledt af sin far?+ 8 Hvis I ikke bliver retledt sådan som andre bliver det, er I ikke rigtige sønner, men uægte børn. 9 Vores fædre, som retledte os, var bare mennesker,* og dem respekterede vi. Skulle vi så ikke være endnu mere villige til at underordne os ham der er vores åndelige livs Far, så vi kan leve?+ 10 De retledte os en kort tid og efter hvad de selv mente var godt, men han gør det for at det kan gavne os, og for at vi kan få del i hans hellighed.+ 11 Lige når man får en retledning, synes man ganske vist ikke at den er behagelig, snarere smertelig. Men bagefter vil de der er blevet oplært af den, høste en frugt der fører til fred, nemlig retfærdighed.

12 Derfor skal I styrke de slappe hænder og de svage knæ.+ 13 Bliv ved med at gå lige frem ad vejen,+ sådan at den del der ikke er rask, ikke skal gå helt af led, men snarere blive helbredt. 14 Stræb efter fred med alle+ og efter den helliggørelse*+ der er nødvendig for enhver der vil se Herren. 15 Pas godt på at ingen af jer kommer til at gå glip af Guds ufortjente godhed, at ingen giftig rod får lov til at skyde frem så den skaber vanskeligheder og mange bliver besmittet af den.+ 16 Og pas på at der ikke er nogen som lever på en seksuelt umoralsk* måde, eller nogen som ikke værdsætter det der er helligt – ligesom Esau, der gav afkald på sine rettigheder som førstefødt for at få et enkelt måltid.+ 17 Som I ved, ønskede han senere at arve velsignelsen, men han blev afvist. Han prøvede indtrængende og grædende at få sin far til at skifte mening,+ men det nyttede ikke.*

18 I er ikke kommet til et bogstaveligt bjerg+ der er blevet sat i brand af ild,+ og heller ikke til en mørk sky, tykt mørke og uvejr+ 19 og til trompetstød+ og en stemme der taler.+ Da folket hørte stemmen, bad de sig fri for at høre mere.+ 20 De var blevet bange på grund af befalingen: “Selv et dyr skal stenes hvis det rører bjerget.”+ 21 Hele dette sceneri var så frygtindgydende at selv Moses sagde: “Jeg er bange og ryster.”+ 22 Men I er kommet til et Zions Bjerg+ og en by der tilhører den levende Gud, nemlig et himmelsk Jerusalem,+ og til titusinder* af engle 23 i deres store forsamling,+ til menigheden af førstefødte der er blevet indskrevet i himlen, til Gud, som er alles dommer,+ til det åndelige liv+ der leves af retfærdige som er blevet gjort fuldkomne,+ 24 til Jesus, der er mellemmand+ for en ny pagt,+ og til det blod der er blevet stænket, og som taler endnu bedre end Abels blod.+

25 Pas på at I ikke nægter at lytte til* ham der taler, for hvis de der nægtede at lytte til ham der overbragte en advarsel fra Gud her på jorden, ikke slap fri for straf, så vil vi da endnu mindre slippe fri hvis vi vender ryggen til ham der taler fra himlen!+ 26 Dengang fik hans stemme jorden til at ryste,+ men nu har han lovet: “Én gang til vil jeg ryste ikke bare jorden, men også himlen.”+ 27 Udtrykket “én gang til” peger på at noget der er blevet dannet, vil blive rystet og skal fjernes, for at det der ikke bliver rystet, kan blive stående. 28 Da vi altså skal modtage et rige der ikke kan rystes, beder vi om at vi må blive ved med at få den ufortjente godhed som gør det muligt for os at tjene Gud på en måde han godkender, med gudsfrygt og ærefrygt, 29 for vores Gud er en fortærende ild.+

13 Bliv ved med at vise broderkærlighed.+ 2 Glem ikke at vise gæstfrihed,*+ for ved at være gæstfrie har nogle uden at vide det haft engle som gæster.+ 3 Husk på dem der sidder i fængsel,*+ som om I var i fængsel sammen med dem,+ og på dem der bliver udsat for mishandling, for I har jo også selv en krop.* 4 Lad alle betragte ægteskabet som noget dyrebart, og hold ægteskabet rent,*+ for Gud vil dømme dem der lever på en seksuelt umoralsk* måde, og dem der er utro.*+ 5 Lad jeres måde at leve på være fri for kærlighed til penge,+ og vær tilfredse med det I har,+ for han har sagt: “Jeg vil aldrig svigte dig, og jeg vil aldrig forlade dig.”+ 6 Ja, vi kan være ved godt mod og sige: “Jehova* er min hjælper; jeg vil ikke være bange. Hvad kan et menneske gøre mig?”+

7 Husk på dem der fører an iblandt jer,+ dem der har talt Guds ord til jer. Læg mærke til hvad deres adfærd har ført til, og efterlign deres tro.+

8 Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja, til evig tid.

9 Lad jer ikke rive med af forskellige fremmede opfattelser, for det er bedre at hjertet bliver styrket af Guds ufortjente godhed end af en bestemt slags mad,* for den slags gavner ikke de folk der går op i det.+

10 Vi har et alter som de der tjener* ved teltet, ikke har ret til at spise ved.+ 11 Kroppene af de dyr hvis blod ypperstepræsten bringer ind på det hellige sted som et syndoffer, bliver brændt uden for lejren.+ 12 Det var derfor også uden for byporten+ at Jesus led døden for at kunne hellige folket med sit eget blod.+ 13 Så lad os gå ud til ham, uden for lejren, og blive hånet ligesom han blev det,+ 14 for her har vi ikke en by der vil blive stående, men vi ser ivrigt frem til den der vil komme.+ 15 Lad os gennem ham altid bringe et lovprisningsoffer til Gud,+ det vil sige den frugt der kommer fra vores læber+ når vi offentligt forkynder om hans navn.+ 16 Og glem ikke at gøre godt og at dele det I har, med andre,+ for den slags ofre glæder Gud.+

17 Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer,+ og vær villige til at give efter.*+ De våger jo over jer fordi de skal aflægge regnskab.+ Lad dem kunne gøre det med glæde og uden at sukke, for ellers ville det gå ud over jer selv.*

18 Bliv ved med at bede for os. Vi føler os overbevist om at vi har en god* samvittighed, for vi søger at være ærlige i alt hvad vi gør.+ 19 Men jeg opfordrer jer især til at bede om at jeg hurtigere må komme tilbage til jer.

20 Jeg beder om at fredens Gud, der hentede fårenes store hyrde,+ vores Herre Jesus, op fra de døde med det blod der gør en evig pagt gyldig, 21 vil udruste jer med alt hvad der er godt, så I kan gøre hans vilje, og om at han gennem Jesus Kristus vil udrette noget i os der glæder ham. Han fortjener ære til evig tid. Amen.

22 Jeg beder jer indtrængende, brødre, om at tage godt imod disse tilskyndelser, for det er kun et kort brev jeg har skrevet til jer. 23 Jeg ønsker I skal vide at vores bror Timotheus er blevet løsladt. Hvis han kommer snart, vil han være sammen med mig når jeg besøger jer.

24 Overbring mine hilsner til alle dem der fører an iblandt jer, og til alle de hellige. De der er i Italien,+ sender jer deres hilsner.

25 Jeg beder om at den ufortjente godhed må være med jer alle.