Da Abraham var 75 år gammel og endnu ikke havde fået nogen børn, gav Jehova ham det her løfte. Så Abraham det løfte blive opfyldt? Nej, ikke helt. Efter at han havde krydset Eufratfloden, gik der 25 år før han ved et mirakel fik sin søn Isak. Og der gik yderligere 60 år før hans børnebørn Esau og Jakob blev født. (Hebr. 6:15) Abraham oplevede aldrig at hans efterkommere blev til en stor nation og indtog det lovede land. Men gennem alle årene kunne han glæde sig over at have et nært venskab med Jehova. (Jak. 2:23) Og når Abraham bliver oprejst, vil det helt sikkert gøre ham meget glad at høre at hans tro og tålmodighed har ført til velsignelser for alle jordens nationer. (1. Mos. 22:18) Vi ser heller ikke alle Jehovas løfter blive opfyldt lige nu, men hvis vi er tålmodige ligesom Abraham, vil Jehova både belønne os nu og i den kommende nye verden. – Mark. 10:29, 30. w23.08 24 § 14

Kong Uzzija var ydmyg da han var ung. Han lærte “at frygte den sande Gud”, og Jehova var med ham i størstedelen af de 68 år han levede. (2. Krøn. 26:1-4) Uzzija besejrede mange af landets fjender og sørgede for at Jerusalem havde et stærkt forsvar. (2. Krøn. 26:6-15) Der er ingen tvivl om at den periode hvor Jehova hjalp ham, var fyldt med glæde for Uzzija. (Præd. 3:12, 13) Kong Uzzija var vant til at give ordrer til andre. Steg magten ham til hovedet så han troede at han kunne gøre lige hvad der passede ham? Det er der noget der tyder på. Vi ved i hvert fald at Uzzija en dag prøvede at brænde røgelse på altret i Jehovas tempel, noget som kongerne ikke havde lov til. (2. Krøn. 26:16-18) Ypperstepræsten Azarja prøvede at stoppe ham, men det gjorde Uzzija rasende. Indtil da havde Uzzija levet et godt liv som en trofast tjener for Jehova, men han tabte det hele på gulvet og blev straffet med spedalskhed. (2. Krøn. 26:19-21) Hans liv ville have udviklet sig helt anderledes hvis han var blevet ved med at være ydmyg! w23.09 10 § 9-10

Selv efter at apostlen Peter var blevet salvet, måtte han kæmpe med sine svagheder. I år 36 var han til stede da ikkejøden Cornelius, der var uomskåret, blev salvet med hellig ånd. Det var et helt klart bevis på at “Gud ikke gør forskel på nogen”, og at ikkejøder nu kunne blive en del af den kristne menighed. (Ap.G. 10:34, 44, 45) Efter det begyndte Peter at spise sammen med ikkejøder – noget han ikke ville have gjort tidligere. Men nogle jødiske kristne mente ikke at jøder og ikkejøder burde spise sammen. Da nogle af dem der havde det synspunkt, kom til Antiokia, blev Peter bange for at støde dem og holdt op med at spise sammen med sine ikkejødiske brødre. Da Paulus opdagede Peters hykleri, irettesatte han ham offentligt. (Gal. 2:13, 14) Men den her alvorlige fejl fik ikke Peter til at give op. w23.09 22 § 8