Søndag den 7. september
“Mens han endnu var en dreng, begyndte han at søge sin forfar Davids Gud.” – 2. Krøn. 34:3.
Da kong Josija var 16 år, begyndte han at søge Jehova. Han ville gerne lære ham godt at kende og forstå hvad han ønskede af ham. Men forholdene på hans tid var langt fra optimale, for landet var fyldt med falske guder. Josija besluttede sig for at gøre noget ved det, og han begyndte at fjerne falsk tilbedelse allerede inden han var fyldt 20 år. Det har krævet stort mod at stille sig på Jehovas side og forsvare den sande tilbedelse på den måde. (2. Krøn. 34:1, 2) Selv som helt ung kan du ligesom Josija lære Jehova godt at kende og få et så nært venskab med ham at du får lyst til at indvi dig til ham. Hvordan vil det påvirke dit liv? Luke, der blev døbt som 14-årig, sagde da han indviede sig: “Fra nu af vil jeg sætte Jehova på førstepladsen og gøre alt hvad jeg kan, for at gøre ham glad.” (Mark. 12:30) Det er den bedste beslutning man overhovedet kan træffe! w23.09 11 § 12-13
Mandag den 8. september
Vis respekt for dem der slider i det og har ledelsen iblandt jer i Herrens arbejde. – 1. Thess. 5:12.
Da apostlen Paulus skrev sit første brev til thessalonikerne, var deres menighed ikke engang et år gammel. Tilsynsmændene i menigheden var sandsynligvis uerfarne og begik sikkert en del fejl. Men de fortjente stadig at blive vist respekt. Det samme gør vores ældste i dag. I fremtiden vil vi måske være endnu mere afhængige af anvisninger fra de lokale ældste end vi er nu. Det kan være at vi i en periode mister kontakten med Hovedkontoret og afdelingskontoret. I den situation vil det være afgørende at vi har opbygget kærlighed til og respekt for vores lokale ældste. Uanset hvad der sker, må vi undgå at stirre os blinde på deres ufuldkommenheder og i stedet fokusere på det faktum at Jehova gennem Jesus leder disse trofaste mænd. På den måde holder vi os vågne og bevarer fornuftens fulde brug. Vi må også tage vores håb på som en hjelm. Ligesom en hjelm beskyttede en soldats hoved, beskytter håbet vores sind og tanker. Når vi har et stærkt håb, er det tydeligt for os at det verden har at byde på, er værdiløst. (Flp. 3:8) Håbet hjælper os også til at bevare roen og ligevægten. w23.06 11 § 11-12
Tirsdag den 9. september
“En tåbelig kvinde er højrøstet. Hun er uvidende.” – Ordsp. 9:13.
De der hører den tåbelige kvindes invitation, står over for et valg: Vil de sige ja tak eller afvise den? Der er meget gode grunde til at undgå alt hvad der har med seksuel umoral at gøre. Den tåbelige kvinde siger: “Vand man stjæler, smager sødt.” (Ordsp. 9:17) Hvad står det stjålne vand for? Bibelen sammenligner sex mellem en gift mand og kvinde med forfriskende vand. (Ordsp. 5:15-18) Inden for ægteskabet er det intime samliv noget man kan glæde sig over. Det er noget helt andet med “vand man stjæler”. Her kan der være tale om seksuel umoral. Den slags foregår ofte i hemmelighed, ligesom en tyv ofte stjæler i det skjulte. Det stjålne vand smager måske især sødt hvis man føler at man slipper afsted med det man gør. Men det er selvbedrag! Jehova ser alt. Der er ikke noget “sødt” ved at miste hans venskab. Det er det mest bitre man kan komme ud for. – 1. Kor. 6:9, 10. w23.06 22 § 7-9