Fjerde Mosebog

16 Kora,+ søn af Jishar,+ søn af Kehat,+ søn af Levi,+ slog sig sammen med Datan og Abiram, Eliabs sønner,+ og On, Pelets søn, som tilhørte Rubens sønner.+ 2 De og 250 israelitiske mænd gjorde oprør mod Moses. Mændene var høvdinger i forsamlingen, repræsentanter for menigheden, fremtrædende mænd. 3 De samlede sig mod+ Moses og Aron og sagde til dem: “Vi har fået nok af jer! Hele folket er faktisk helligt,+ ja, alle sammen, og Jehova er midt iblandt dem.+ Hvorfor ophøjer I jer så over Jehovas menighed?”

4 Da Moses hørte det, kastede han sig straks ned med ansigtet mod jorden. 5 Så sagde han til Kora og alle der støttede ham: “I morgen tidlig vil Jehova gøre kendt hvem der tilhører ham,+ og hvem der er hellig, og hvem der må træde frem for ham,+ og den han vælger,+ skal træde frem for ham. 6 Sådan skal du, Kora, og alle der støtter dig,+ gøre: Tag hver et ildbækken,+ 7 og tænd ild i det og læg røgelse ovenpå foran Jehova i morgen. Den mand som Jehova så vælger,+ han er den hellige. I Levis sønner+ er gået for langt!”

8 Moses sagde så til Kora: “Hør her, I Levis sønner. 9 Synes I ikke at det er nok at Israels Gud har skilt jer ud fra Israels forsamling+ og tilladt jer at træde frem for ham? I udfører jo tjeneste ved Jehovas telthelligdom og står foran forsamlingen og udfører tjeneste for den,+ 10 og han har ladet dig og alle dine brødre, Levis sønner, træde frem for ham. Vil I nu også have præsteembedet?+ 11 Du og alle der støtter dig, og som har rottet sig sammen, har i virkeligheden vendt jer imod Jehova. Og Aron, hvem er han, siden I beklager jer over ham?”+

12 Senere sendte Moses bud efter Datan og Abiram,+ Eliabs sønner, men de sagde: “Vi kommer ikke! 13 Er det ikke nok at du har ført os ud af et land der flyder med mælk og honning, for at lade os dø i ørkenen?+ Vil du nu også gøre dig til enehersker over os?* 14 Du har jo ikke ført os ind i et land der flyder med mælk og honning,+ eller givet os mark og vingård som arv. Vil du stikke øjnene ud på disse mænd?* Vi kommer ikke!”

15 Nu blev Moses meget vred og sagde til Jehova: “Ignorér deres kornoffer. Jeg har ikke taget et eneste æsel fra dem, og jeg har ikke gjort nogen af dem noget ondt.”+

16 Så sagde Moses til Kora: “I morgen skal du og alle der støtter dig, træde frem for Jehova, og Aron skal træde frem sammen med jer. 17 Tag hver sit ildbækken og kom røgelse på det, og træd frem for Jehova med hver sit ildbækken, 250 ildbækkener, og du og Aron skal også træde frem med hver sit ildbækken.” 18 Hver af dem tog så sit ildbækken, tændte ild i det og lagde røgelse ovenpå, og de stillede sig ved indgangen til mødeteltet sammen med Moses og Aron. 19 Da Kora havde samlet dem der støttede ham,+ ved indgangen til mødeteltet, viste Jehovas herlighed sig for hele folket.+

20 Jehova sagde nu til Moses og Aron: 21 “Skil jer ud fra denne gruppe mænd så jeg kan udrydde dem på et øjeblik.”+ 22 Det fik dem til at kaste sig ned med ansigtet mod jorden og sige: “Gud, du der giver liv til alle mennesker,*+ får én mands synd dig til at blive vred på hele folket?”+

23 Jehova sagde så til Moses: 24 “Sig til folket: ‘Fjern jer fra området omkring Koras, Datans og Abirams telte!’”+

25 Moses rejste sig og gik hen til Datan og Abiram, og Israels ældste+ gik med ham. 26 Han sagde til folket: “Fjern jer fra disse onde mænds telte, og rør ikke ved noget som helst der tilhører dem, så I ikke skal blive revet bort på grund af deres synd.” 27 De fjernede sig straks fra området omkring Koras, Datans og Abirams telte, og Datan og Abiram kom ud og stillede sig ved indgangen til deres telte sammen med deres koner og børn.

28 Så sagde Moses: “Sådan skal I vide at Jehova har sendt mig for at gøre alt dette, og at jeg ikke gør det på eget initiativ:* 29 Hvis disse mennesker dør en naturlig død ligesom alle andre, og hvis de bliver straffet på samme måde som alle andre, så er det ikke Jehova der har sendt mig.+ 30 Men hvis Jehova gør noget usædvanligt og jorden åbner sig* og opsluger disse mænd og alt hvad der tilhører dem, og de forsvinder levende ned i Graven,* så ved I at de har været respektløse over for Jehova.”

31 Så snart han havde sagt alt det, revnede jorden under dem.+ 32 Og jorden åbnede sig* og opslugte dem og deres husstande og alle der tilhørte Kora,+ og alle deres ejendele. 33 Og de og alle der tilhørte dem, forsvandt levende ned i Graven,* og jorden dækkede dem til. Sådan blev de udryddet fra menigheden.+ 34 Alle de israelitter der var rundt om dem, flygtede da de hørte deres skrig. De råbte: “Bare jorden ikke opsluger os!” 35 Så fór der ild ud fra Jehova,+ og den fortærede de 250 mænd der havde frembåret røgelse.+

36 Jehova sagde nu til Moses: 37 “Sig til Eleazar, præsten Arons søn, at han skal tage ildbækkenerne+ ud af ilden, for de er hellige. Sig også til ham at han skal sprede gløderne et stykke herfra. 38 Ildbækkenerne fra de mænd der mistede livet på grund af deres synd,* skal hamres ud til tynde metalplader til beklædning af altret,+ for mændene trådte frem foran Jehova med dem, og de blev hellige. De skal være et advarende tegn for israelitterne.”+ 39 Så tog præsten Eleazar kobberildbækkenerne som de mænd der var blevet brændt op, havde trådt frem med, og hamrede dem ud til beklædning af altret, 40 sådan som Jehova havde sagt til ham gennem Moses. Det skulle minde israelitterne om at ingen uvedkommende,* ingen der ikke er efterkommer af Aron, måtte træde frem for at brænde røgelse foran Jehova,+ og at ingen måtte blive som Kora og dem der støttede ham.+

41 Allerede næste dag gav hele forsamlingen af israelitter sig til at beklage sig over Moses og Aron.+ De sagde: “Det er jer to der har dræbt Jehovas folk.” 42 Da folket havde samlet sig imod Moses og Aron, vendte de sig mod mødeteltet og så at skyen dækkede det, og Jehovas herlighed viste sig.+

43 Moses og Aron gik hen foran mødeteltet,+ 44 og Jehova sagde til Moses: 45 “Fjern jer fra denne forsamling så jeg kan gøre det af med den på et øjeblik.”+ Det fik dem til at kaste sig ned med ansigtet mod jorden.+ 46 Så sagde Moses til Aron: “Tag ildbækkenet, læg ild fra altret+ i det og læg røgelse på, og skynd dig hen til forsamlingen og skaf den soning,+ for Jehova har sluppet sin vrede løs. Plagen er begyndt!” 47 Aron gjorde straks som Moses havde sagt. Han tog ildbækkenet og løb ind midt i menigheden. Og han så at plagen var begyndt blandt folket. Så lagde han røgelsen i ildbækkenet og skaffede folket soning. 48 Han blev stående mellem de døde og de levende, og til sidst standsede plagen. 49 Der døde 14.700 som følge af plagen, foruden dem der var døde på grund af Kora. 50 Da Aron omsider vendte tilbage til Moses ved indgangen til mødeteltet, var plagen standset.