Femte Mosebog

1 Det følgende er hvad Moses sagde til hele Israel i egnen ved Jordanfloden i ørkenen, på ørkensletterne over for Suf, mellem Paran, Tofel, Laban, Haserot og Di-Zahab. 2 Der er 11 dagsrejser fra Horeb til Kadesh-Barnea+ ad vejen mod Seirbjerget. 3 I det 40. år,+ på den første dag i den 11. måned, fortalte Moses israelitterne* alt hvad Jehova havde givet ham besked på at sige til dem. 4 Det var efter at han havde besejret amoritterkongen Sihon,+ der boede i Heshbon, og efter at han ved Edrei+ havde besejret Bashans konge, Og,+ der boede i Ashtarot. 5 I egnen ved Jordanfloden i Moab begyndte Moses at forklare Loven.+ Han sagde:

6 “Jehova vores Gud sagde til os ved Horeb: ‘I har været længe nok i dette bjergland.+ 7 Vend om og begiv jer mod amoritternes bjergland+ og mod alle deres naboer i Araba,+ i bjerglandet, i Shefela,* i Negeb* og langs kysten,+ kanaanæernes land, og Libanon,*+ op til den store flod, Eufrat.+ 8 Jeg har overladt landet til jer. I skal drage ind og erobre det land som Jehova sværgede at han ville give jeres fædre, Abraham, Isak+ og Jakob,+ og deres efterkommere.’*+

9 Dengang sagde jeg til jer: ‘Jeg kan ikke bære jer alene.+ 10 Jehova jeres Gud har gjort jer talrige, og i dag er I lige så talrige som stjernerne på himlen.+ 11 Må Jehova, jeres forfædres Gud, lade jer blive tusind gange flere+ end I er, og må han velsigne jer, sådan som han har lovet jer.+ 12 Hvordan kan jeg alene bære den belastning og byrde I og jeres stridigheder er?+ 13 Udvælg kloge, indsigtsfulde og erfarne mænd fra jeres stammer, så vil jeg udnævne dem som overhoveder over jer.’+ 14 I svarede mig: ‘Det du har sagt vi skal gøre, er godt.’ 15 Så tog jeg overhovederne for jeres stammer, kloge og erfarne mænd, og udnævnte dem som overhoveder over jer, som ledere over 1.000, ledere over 100, ledere over 50, ledere over 10 og som ledere for jeres stammer.+

16 Dengang sagde jeg til jeres dommere: ‘Når I behandler en sag mellem jeres brødre, skal I dømme retfærdigt+ uanset om det er mellem to israelitter eller mellem en israelit og en udlænding.+ 17 I må ikke gøre forskel på folk når I dømmer.+ I skal høre på både den mindste og den største.+ I må ikke lade jer skræmme af nogen,+ for I dømmer på Guds vegne;+ og hvis en sag er for vanskelig for jer, skal I komme til mig med den, så vil jeg høre på den.’+ 18 Dengang gav jeg jer instruktioner om alt hvad I skulle gøre.

19 Så brød vi op fra Horeb og vandrede gennem hele den store og skræmmende ørken+ som I så på vejen til amoritternes bjergland,+ sådan som Jehova vores Gud havde befalet os, og omsider kom vi til Kadesh-Barnea.+ 20 Jeg sagde til jer: ‘I er kommet til amoritternes bjergland, som Jehova vores Gud vil give os. 21 Jehova jeres Gud har givet jer landet. Drag op og indtag det, sådan som Jehova, jeres forfædres Gud, har sagt til jer.+ Vær ikke bange eller skrækslagne.’

22 Men I kom alle sammen til mig og sagde: ‘Lad os sende nogle mænd i forvejen som kan udforske landet for os og komme tilbage og fortælle os hvilken rute vi skal følge, og hvilken slags byer vi kommer til.’+ 23 Jeg syntes at det var et godt forslag, så jeg udvalgte 12 mænd blandt jer, en for hver stamme.+ 24 De drog op i bjerglandet+ og nåede til Eshkoldalen* og udspionerede den. 25 De bar noget af landets frugt med tilbage til os og sagde: ‘Det er et godt land Jehova vores Gud vil give os.’+ 26 Men I nægtede at drage op i landet, og I trodsede den befaling Jehova jeres Gud havde givet.+ 27 I blev ved med at beklage jer i jeres telte, og I sagde: ‘Jehova må hade os siden han har ført os ud af Egypten for at overgive os til amoritterne og tilintetgøre os. 28 Hvad er det for et sted vi er på vej til? Vores brødre har fået os til at miste modet*+ ved at sige: “Folket dér er større og stærkere end os, og deres byer er store og har mure der når op til himlen,*+ og vi så anakitternes sønner.”’+

29 Så sagde jeg til jer: ‘Vær ikke bange, og lad jer ikke skræmme af dem.+ 30 Jehova jeres Gud vil gå foran jer og kæmpe for jer,+ ligesom I så at han gjorde i Egypten.+ 31 Og i ørkenen så I at Jehova jeres Gud bar jer ligesom en mand bærer sin søn, alle de steder I vandrede indtil I kom hertil.’ 32 Men til trods for alt det troede I ikke på Jehova jeres Gud,+ 33 som gik foran jer på vejen for at finde et sted hvor I kunne slå lejr. Han viste sig i en ild om natten og i en sky om dagen for at vise jer hvilken vej I skulle gå.+

34 Imens hørte Jehova hvad I sagde, og han blev vred og sværgede højtideligt:+ 35 ‘Ikke én i denne onde generation skal se det gode land som jeg lovede at give jeres fædre,+ 36 bortset fra Kaleb, Jefunnes søn. Han skal se det, og jeg vil give ham og hans sønner det land som han har vandret i, fordi han har fulgt Jehova af et helt hjerte.*+ 37 (Jehova blev også vred på mig på grund af jer, og han sagde: “Du kommer heller ikke derind.+ 38 Josva, Nuns søn, som står foran dig,+ vil komme ind i landet.+ Gør ham stærk,*+ for han vil sørge for at Israel indtager landet”). 39 Også jeres små børn som I sagde ville blive taget som krigsbytte,+ og jeres sønner som i dag ikke kender forskel på godt og ondt, vil komme derind, og jeg vil give dem det i eje.+ 40 Men I selv skal vende om og begive jer mod ørkenen ad vejen til Det Røde Hav.’+

41 I sagde til mig: ‘Vi har syndet mod Jehova. Vi vil nu drage op og kæmpe, sådan som Jehova vores Gud har befalet os!’ Så tog I alle sammen jeres krigsvåben, og I mente at det ville være let at drage op i bjerglandet.+ 42 Men Jehova sagde at jeg skulle sige til jer: ‘I må ikke drage op og kæmpe, for jeg vil ikke være med jer.+ Hvis I gør det, vil I blive besejret af jeres fjender.’ 43 Det sagde jeg til jer, men I hørte ikke efter. I stedet trodsede I Jehovas befaling og prøvede overmodigt at drage op i bjergene. 44 Amoritterne der boede i bjerglandet, rykkede ud imod jer. De forfulgte jer ligesom bier, og de spredte jer i Seir, helt til Horma. 45 Så vendte I tilbage og græd foran Jehova, men Jehova hørte ikke på jer og lyttede ikke til jer. 46 Det er derfor I blev boende så længe i Kadesh.