Første Samuelsbog

18 Så snart David var færdig med at tale med Saul, blev Jonatan+ og David nære venner,* og Jonatan elskede ham som sig selv.+ 2 Fra den dag beholdt Saul David hos sig, og han tillod ham ikke at vende tilbage til sin fars hus.+ 3 Og Jonatan og David indgik en bindende aftale,*+ for han elskede ham som sig selv.+ 4 Jonatan tog sin ærmeløse overklædning af og gav den til David, sammen med sin dragt, sit sværd, sin bue og sit bælte. 5 David begyndte at tage ud på felttog, og uanset hvor Saul sendte ham hen, havde han succes.*+ Så Saul satte ham over sine krigere,+ og det syntes hele folket og Sauls tjenere godt om.

6 Hver gang David og de andre vendte tilbage efter at have slået filistrene, kom kvinderne ud fra alle Israels byer for at møde kong Saul mens de sang+ og dansede med stor glæde og spillede på tamburin+ og lut. 7 Kvinderne fejrede sejren og sang:

8 Saul var utilfreds med sangen, og han blev meget vred.+ Han sagde: “De har givet David æren for titusinder, men mig har de kun givet æren for tusinder. Nu mangler han kun kongemagten!”+ 9 Fra den dag var Saul altid på vagt over for David.

10 Næste dag tillod Gud at Saul blev plaget af mørke tanker,*+ og Saul begyndte at opføre sig underligt* inde i huset mens David spillede på harpe+ som han plejede. Saul havde et spyd i hånden,+ 11 og han kastede spyddet+ og sagde til sig selv: ‘Jeg vil spidde David til væggen!’ Men David undveg ham to gange. 12 Saul blev nu bange for David fordi Jehova var med ham+ men havde forladt Saul.+ 13 Så Saul fjernede ham fra sig og gjorde ham til tusindfører, og David ledte hæren i kamp.*+ 14 David havde succes+ med* alt hvad han foretog sig, og Jehova var med ham.+ 15 Da Saul så hvor godt det gik for David, blev han bange for ham. 16 Men hele Israel og Juda elskede David, for han ledte dem på deres felttog.

17 Senere sagde Saul til David: “Her er min ældste datter, Merab.+ Hende vil jeg give dig til hustru.+ Du skal blot fortsat vise mig at du er modig, og kæmpe Jehovas krige.”+ Saul sagde nemlig til sig selv: ‘Det skal ikke være mig der slår ham ihjel. Lad filistrene klare det.’+ 18 David sagde til Saul: “Hvem er jeg, og hvem er min familie, min fars slægt i Israel? Hvordan skulle jeg kunne blive kongens svigersøn?”+ 19 Men på det tidspunkt hvor Sauls datter Merab skulle gives til David, var hun allerede blevet givet til Adriel+ fra Mehola.*

20 Nu var Sauls datter Mikal+ forelsket i David, og det fortalte man til Saul, og det kunne han godt lide. 21 Så Saul sagde: “Hende vil jeg give til ham så hun kan blive en fælde for ham og filistrene kan få ram på ham.”+ Saul sagde derfor igen til David: “I dag skal du blive min svigersøn.”* 22 Saul beordrede sine tjenere: “Sig til David uden at andre hører det: ‘Kongen er tilfreds med dig, og alle hans tjenere kan lide dig. Bliv nu kongens svigersøn.’” 23 Da Sauls tjenere talte med David, sagde han: “Synes I at det er en lille ting at blive kongens svigersøn? Jeg er jo bare en fattig og ubetydelig mand.”+ 24 Tjenerne fortalte så Saul hvad David havde sagt.

25 Saul sagde så: “I skal sige til David: ‘Kongen vil ikke have nogen brudepris,+ kun 100 filistres forhuder+ som hævn over kongens fjender.’” Saul regnede nemlig med at filistrene ville dræbe David. 26 Hans tjenere fortalte det til David, og han kunne godt lide tanken om at blive kongens svigersøn.+ Inden tidsfristen var udløbet, 27 tog David og hans mænd afsted, og de slog 200 filistre ihjel. David gav alle deres forhuder til kongen så han kunne blive kongens svigersøn. Saul gav ham derfor sin datter Mikal til hustru.+ 28 Saul kunne se at Jehova var med David,+ og at hans datter Mikal elskede ham.+ 29 Det gjorde Saul endnu mere bange for David, og Saul betragtede David som sin fjende resten af sit liv.+

30 Hver gang filistrenes fyrster drog ud til kamp, klarede David sig bedre* end alle Sauls tjenere;+ og hans navn var højt respekteret.+