Job
30 Nu er jeg til grin+
for mænd der er yngre end mig,
for dem hvis fædre jeg ikke engang
ville betro at passe mine hyrdehunde.
2 Til hvad nytte har disse menneskers styrke været for mig?
Deres kræfter er forsvundet.
3 De er udmattede på grund af sult og mangel;
de afgnaver den svedne jord,
som i forvejen var gold og øde.
4 De plukker de salte blade af buskene;
de lever af gyvelbuskens rødder.
5 De bliver udstødt af samfundet;+
man råber efter dem som efter en tyv.
6 De bor på stejle bjergskråninger,*
i jordhuler og klippehuler.
7 Mellem buskene sidder de og råber,
de klynger sig til hinanden mellem nælderne.
8 Som børn af uduelige og navnløse fædre
er de blevet fordrevet fra* landet.
11 Fordi Gud har gjort mig forsvarsløs* og ydmyget mig,
tillader de sig hvad som helst* over for mig.
12 På min højre side samler de sig som en sværm for at overfalde mig;
de driver mig på flugt
og sætter dødsfælder op på min sti.
14 De kommer imod mig som gennem et stort hul i en forsvarsmur,
de vælter frem mellem ruinerne.
15 Angsten overvælder mig,
min værdighed forsvinder med vinden,
og mit håb om frelse opløses som en sky.
18 Min klædning er gjort ukendelig af stærke kræfter,*
den strammer om min hals som en krave.
19 Gud har kastet mig ned i mudderet;
nu er jeg kun støv og aske.
20 Jeg råber til dig om hjælp, men du svarer mig ikke;+
jeg rejser mig op, men du ser bare på mig.
21 Brutalt har du vendt dig imod mig,+
med din hånds fulde kraft angriber du mig.
22 Du løfter mig op og lader vinden tage mig,
og så lader du uvejret kaste mig omkring.*
23 Jeg ved at du bringer mig ned i døden,
til huset hvor alle der lever, vil mødes.
24 Ingen ville ellers slå en mand der allerede er knust,*+
mens han råber om hjælp midt i sin ulykke.
25 Har jeg ikke grædt over dem der har det svært?*
Har jeg ikke sørget over de fattige?+
26 Jeg håbede på lykke, men der kom ulykke;
jeg ventede lyset, men det var mørket der kom.
27 Mit indre var konstant i oprør,
dag efter dag blev jeg mødt med elendighed.
28 Trist og bedrøvet går jeg omkring,+ solskin er der ikke noget af.
I forsamlingen rejser jeg mig op og råber om hjælp.
29 Jeg er blevet bror til sjakaler
og deler vilkår med strudsenes døtre.+
31 Min harpe spiller kun sørgelige toner,
og min fløjte spiller kun til gråd.