Salmerne
106 Lovpris Jah!*
2 Hvem kan forkynde om alle Jehovas store gerninger,
fortælle om alt det fantastiske han har gjort?+
3 Lykkelige er de der handler retfærdigt,
de der altid gør det rigtige.+
4 Husk mig, Jehova, når du viser dit folk velvilje.+
Tag dig af mig og frels mig
5 så jeg kan nyde den godhed du viser dine udvalgte,+
så jeg kan fryde mig sammen med din nation
og med stolthed prise dig* sammen med din arv.
7 Vores forfædre i Egypten værdsatte ikke* dine vidunderlige gerninger.
De huskede ikke på din store loyale kærlighed,
men gjorde oprør ved havet, ved Det Røde Hav.+
9 Han talte strengt til Det Røde Hav, og det tørrede ud;
han førte dem gennem det dybe hav som gennem en ørken;*+
10 han reddede dem fra deres modstandere,+
købte dem fri af fjendernes hånd.+
13 Men de glemte hurtigt hvad han havde gjort;+
de ventede ikke på hans ledelse.
14 De gav efter for deres selviske ønsker i ødemarken;+
de satte Guds tålmodighed på prøve i ørkenen.+
15 Han gav dem det de forlangte,
men ramte dem så med sygdom, som fik dem til at sygne hen.+
17 Så åbnede jorden sig og opslugte Datan
og lukkede sig over dem der sluttede sig til Abiram.+
18 En ild blussede op midt iblandt dem;
flammer brændte de onde op.+
19 De lavede en kalv ved Horeb
og bøjede sig for en støbt figur;*+
20 de foretrak billedet af en planteædende okse
frem for min herlighed.+
21 De glemte Gud,+ deres Frelser,
som havde gjort store ting i Egypten,+
22 undere i Kams land,+
ærefrygtindgydende gerninger ved Det Røde Hav.+
23 Han var lige ved at give ordre til at de skulle udryddes,
men Moses, hans udvalgte, gik i forbøn hos ham*
for at afværge hans ødelæggende vrede.+
26 Så løftede han sin hånd og aflagde en ed imod dem
om at han ville lade dem dø i ørkenen;+
27 han ville lade deres efterkommere falde blandt nationerne,
og han ville lade dem blive spredt til andre lande.+
30 Men da Pinehas stod frem og greb ind,
standsede plagen.+
31 Og på grund af det vil han blive betragtet som retfærdig
i alle generationer til evig tid.+
33 De gjorde ham vred
og fik ham til at tale overilet.+
37 De ofrede deres sønner
og døtre til dæmoner.+
38 De blev ved med at udgyde uskyldigt blod,+
blodet af deres egne sønner og døtre
som de ofrede til Kanaans afguder;+
og landet blev besmittet af blodet.
40 Derfor flammede Jehovas vrede op mod hans folk,
og han kom til at væmmes ved sin arv.
42 Deres fjender undertrykte dem,
de var underlagt deres magt.*
43 Han reddede dem mange gange,+
men de gjorde oprør og var ulydige,+
og de sank dybt ned i deres synd.+
45 For deres skyld huskede han sin pagt,
og hans store loyale kærlighed fik ham til at have medlidenhed med dem.*+
46 Han fik alle der havde taget dem til fange,
til at få ondt af dem.+