1. Mosebog
3 Nu var slangen+ det forsigtigste+ af alle markens vilde dyr som Jehova Gud havde frembragt,+ så den sagde til kvinden:+ „Er det virkelig rigtigt at Gud har sagt I ikke må spise af hvert eneste træ i haven?“+ 2 Hertil sagde kvinden til slangen: „Af frugten på havens træer* har vi lov at spise.+ 3 Men med hensyn til [at spise] af frugten på det træ der er midt i haven+ har Gud sagt: ’I må ikke spise af den, nej, I må ikke røre ved den, for at I ikke skal dø.’“+ 4 Da sagde slangen til kvinden: „I skal visselig ikke dø.*+ 5 For Gud véd at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud* og kende godt og ondt.“+
6 Da så kvinden at træet var godt at spise af og at det var noget øjnene længtes efter, ja, træet var indbydende at se på.*+ Så hun tog af dets frugt og gav sig til at spise den. Senere gav hun også noget til sin mand* da han var hos hende, og han gav sig til at spise den.+ 7 Da åbnedes begges øjne og de blev klar over at de var nøgne.+ Derfor syede de figenblade sammen og lavede sig lændeklæder.+
8 Senere hørte de Jehova Guds stemme* da han vandrede i haven på den tid af dagen da brisen kom,*+ og Adam* og hans hustru gemte sig for Jehova Guds ansigt inde mellem havens træer.+ 9 Og Jehova Gud kaldte flere gange på Adam* og sagde til ham: „Hvor er du?“+ 10 Til sidst svarede han: „Jeg hørte din stemme i haven, men jeg var bange fordi jeg var nøgen, og så gemte jeg mig.“+ 11 Hertil sagde han: „Hvem har fortalt dig at du var nøgen?+ Har du spist af det træ som jeg gav dig påbud om ikke at spise af?“+ 12 Adam* sagde da: „Kvinden som du satte* hos mig, hun gav mig [frugt] fra træet, og så spiste jeg.“+ 13 Derpå sagde Jehova Gud til kvinden: „Hvad er det du har gjort?“ Hertil svarede kvinden: „Det var slangen der bedrog mig, og så spiste jeg.“+
14 Da sagde Jehova* Gud til slangen:+ „Fordi du har gjort dette, er du forbandet blandt alle* husdyrene og blandt alle markens vilde dyr. På din bug skal du krybe, og støv skal du æde* alle dit livs dage.+ 15 Og jeg+ sætter fjendskab+ mellem dig+ og kvinden+ og mellem dit afkom*+ og hendes afkom.+ Han*+ skal knuse* hovedet+ på dig,+ og du+ skal knuse hælen+ på ham.“*+
16 Til kvinden sagde han: „Jeg vil stærkt forøge dit svangerskabs smerte;*+ med fødselsveer skal du føde børn,+ og din attrå vil være til din mand, og han skal herske over dig.“+
17 Og til Adam sagde han: „Fordi du hørte efter din hustrus røst og gav dig til at spise af det træ som jeg havde givet dig dette påbud+ om: ’Du må ikke spise af det,’ er jorden forbandet for din skyld.+ Med smerte skal du ernære dig af den alle dit livs dage.+ 18 Og torne og tidsler vil den lade fremvokse til dig,+ og du skal spise markens planter. 19 I dit ansigts sved skal du spise [dit] brød indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget.+ For støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“+
20 Derpå gav Adam sin hustru navnet Eva,*+ for hun skulle blive moder til alle levende.+ 21 Og Jehova Gud lavede lange klæder af skind til Adam og til hans hustru og klædte dem [med dem].+ 22 Og Jehova Gud sagde videre: „Se, mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt,+ og nu, for at han ikke skal række sin hånd ud og tage også af livets træ+ og spise og leve uendeligt —“ 23 Derpå satte Jehova Gud* ham ud af Eʹdens have+ for at han skulle dyrke jorden som han var taget af.+ 24 Og således drev han mennesket ud og anbragte* keruberne+ og det flammende sværdblad, som uophørligt vendte sig i alle retninger, øst for Eʹdens have+ til at vogte vejen til livets træ.