Job

 2 „Bliver du træt hvis man prøver [at sige et par] ord* til dig?

Men hvem er i stand til at holde [sine] ord tilbage?

 3 Se, du har tugtet mange,+

og du plejede at styrke de slappe hænder.+

 4 Dem som snublede kunne dine ord* rejse op,+

og de knæ som gav efter kunne du støtte.+

 5 Nu, derimod, kommer det til dig, og du bliver træt;

det rører ved dig, og du bliver forfærdet.

 6 Er det ikke din gudsfrygt der er din tillid?

Er ikke dit håb dine vejes uangribelighed?+

 7 Husk dog: Hvem er gået til grunde uskyldig,

og hvor er de retskafne+ blevet udslettet?

 8 Efter det jeg har set, vil de der finder på fortræd

og sår elendighed, høste det selv.+

 9 Ved Guds ånde går de til grunde,

og ved hans vredes ånd møder de deres endeligt.

10 Der lyder en løves* brøl og en ungløves røst,

men tænderne brydes, selv på løver med manke.

11 En løve går til grunde af mangel på bytte,

og løveunger* skilles fra hinanden.

12 Men et ord stjal sig til mig,

så mit øre opfattede en hvisken derfra+

13 i foruroligende tanker fra nattens syner,

når dyb søvn falder over mennesker.

14 Rædsel kom over mig, og skælven,

og den fyldte mine mange knogler med rædsel;

15 og en ånd strøg forbi mit ansigt;

hårene rejste sig på min krop.

16 [Derpå] stod den stille,

men jeg genkendte ikke dens udseende;

der var en skikkelse foran mine øjne;

der var stille, og så hørte jeg en røst:

17 ’Et dødeligt menneske* — er han mere retfærdig end Gud?*

Mon en våbenfør mand er renere end den der har frembragt ham?’

18 Se, sine tjenere tror han ikke,

og hos sine sendebud* finder han fejl;

19 hvor meget mere da hos dem som bor i lerhuse,

hvis grundvold er i støvet!+

Man maser dem* lettere end møl.

20 De knuses fra morgen til aften;

de forgår for bestandig uden at nogen tager det [til hjerte].

21 Er deres teltreb hos dem ikke blevet rykket op?

De dør af mangel på visdom.