Hvordan man kan finde frem til den sande tro

MEN De spørger måske: Hvordan kan man vide hvilken tilbedelsesform der er den rette? Hvordan kan man afgøre hvilken religion der er den sande? Er der en sikker måde at finde den på?

Ja, det er der. Jesus Kristus gav os den regel eller det princip vi skal gå efter. Han forklarede hvordan Guds sande tjenere kunne skelnes fra de falske. Han sagde: „Af deres frugter skal I kende dem.“ (Matt. 7:16) Det er derfor muligt at bestemme den sande tro ud fra de frugter dens udøvere bærer.

Hvilke gode frugter ville udøverne af den sande tro så bære? Findes der virkelig et enkelt trossamfund hvis medlemmer skiller sig ud fra alle andre ved at de bærer disse frugter. Lad os se.

Indbyrdes kærlighed

Jesus sagde at hans sande disciple ved deres indbyrdes kærlighed ville skille sig ud fra andre folk. Han sagde: „Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ — Joh. 13:35.

Denne kærlighed som ville kendetegne Kristi sande disciple udtrykkes ikke blot i ord, men den påvirker hele deres livsførelse. Den indvirker på deres holdning over for folk af alle racer og nationaliteter. Indgiver de kirkesamfund De kender deres medlemmer en sådan ægte kærlighed? Hvad sker der for eksempel når stridigheder mellem verdslige nationer fører til krig?

Kendsgerningerne viser at langt de fleste af alle religioner og trossamfund har velsignet deres medlemmer, når de har taget våben i hånd og på slagmarken har slagtet deres trosfæller af en anden race eller nationalitet. Synes De det er at udvise kærlighed mod sine trosfæller? Kunne De for eksempel forestille Dem Jesus holde en prædiken hvori han tilskyndede sine disciple til at dræbe hinanden, hvis staten krævede det, blot fordi de tilfældigvis boede i forskellige lande? Nej, en sådan handlemåde er ikke i overensstemmelse med Bibelen, og den afspejler heller ikke Guds ånd. — 1 Joh. 3:10-12; Matt. 5:44.

Imidlertid er der en gruppe kristne som nægter på nogen måde at tage del i sådanne stridigheder, uanset det pres de derved udsættes for. Magdalen Goffin, historieforsker i London, har skrevet at „Jehovas vidner var den eneste gruppe der konsekvent tog kampen op mod Hitler, (og de gentager i dag deres udfordring i Sovjetunionen)“. Som kontrast siger hun: „Både den evangeliske kirke og katolske kirke . . . blev fascismens redskaber. Dette må de katolske biskopper og pavedømmet bære hovedansvaret for.“ — The New York Review of Books for 21. august 1969.

Tænk engang hvor dejligt livet kunne være hvis alle mennesker ville bære den kristne frugt kærlighed! I dag er dette realiseret blandt nogle mennesker. Bladet Union (Sacramento, Californien, U.S.A.) skrev i en lederartikel: „Lad det være nok at sige, at hvis verden fulgte Jehovas vidners tro, ville blodsudgydelse og had ophøre, og i stedet ville kærlighed herske som konge.“ — Den 9. juli 1965.

Respekt for Guds ord

Noget andet der kendetegner den sande tro er holdningen til Guds ord, Bibelen. Jesus viste altid respekt for Guds ord og henviste gang på gang til det som den højeste autoritet. (Matt. 19:4-6; Luk. 24:44, 45) Hvordan ser det ud med kristenhedens kirker i denne henseende? Har de en sådan dyb respekt for Bibelen?

Vi har allerede flere gange i dette blad givet oplysninger som besvarer dette spørgsmål, men vi kunne anføre endnu et eksempel: den romersk-katolske lære om cølibat. Selv pave Johannes XXIII sagde at „skriften ikke påbyder det“. „Skriften“ viser i virkeligheden at det er tilladt kristne tilsynsmænd at gifte sig. (1 Kor. 9:5; 1 Tim. 3:2, 12) Dog fortsætter den katolske kirke med at påtvinge sine præster cølibat. Viser man respekt for Bibelen når man foreskriver love som er i modstrid med dens lære?

Der findes imidlertid en gruppe kristne som på fremtrædende måde er blevet kendt for deres loyalitet mod og respekt for Bibelen. Sidste sommer skrev en ledende fransk avis, France-Soir: „Jehovas vidners lærepunkter er bygget på Bibelen.“ Det engelske blad Weekly News for 27. september 1969 bemærker også: „Måske er vidnernes virkelige hemmelighed den at de kender deres bibel så godt at de er i stand til på en overbevisende måde at besvare et hvilket som helst spørgsmål med et bibelcitat.“

Jehovas vidner opbygger også andres tillid til og respekt for Guds ord, sådan som det katolske blad Ave Maria for 2. februar 1962 skriver: De „er villige til at ofre ubegrænset tid på at studere med interesserede mennesker“.

Helligelsen af Guds navn

Den sande tro adskiller sig også fra alle andre ved den ærefrygt den viser Guds navn, som Bibelen åbenbarer er Jehova. (Sl. 83:19)a Jesus satte os et eksempel ved at ære Guds navn idet han gjorde det kendt for sine disciple og endog lærte dem at bede: „Vor Fader du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn.“ — Matt. 6:9; Joh. 17:6, 26.

Helliger kristenhedens kirker Guds navn? Betragter de det som noget helligt? Gør de det kendt for menneskeheden, sådan som Jesus gjorde? Findes der noget religiøst samfund der er kendt for at bruge Guds navn og forkynde det?

Ja, der er et samfund hvis medlemmer bliver bemærket overalt på grund af deres hengivenhed for Jehova! Marcus Bach skrev følgende i det amerikanske tidsskrift Adult Student for november 1965: „I Jehovas vidners rækker findes folk fra alle klasser og miljøer, men de har alle én ting tilfælles: troskab mod Jehova.“

Forkyndelsen af Guds rige

Den sande kristne menighed kendes også på at den forkynder Guds rige. Jesus Kristus var også her et eksempel ved at bære denne frugt, for han rejste „fra by til by og fra landsby til landsby og prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige“. (Luk. 8:1) Og hans disciple i det første århundrede fulgte hans eksempel og forkyndte Rigets budskab „offentligt og i hjemmene“. — Ap. G. 20:20, 25.

Hvem bringer i dag den gode nyhed om Riget ud til folk på samme måde som Jesus og hans apostle gjorde? Når De ser en forkynder der går fra hus til hus, og De hører ham tale om Guds rige som menneskets eneste håb, hvilket trossamfund forbinder De ham så med?

Charles Samuel Braden udpeger dette samfund i sin bog These Also Believe, hvor han skriver: „Ingen enkelt religiøs gruppe i verden har lagt større nidkærhed og udholdenhed for dagen i forsøget på at sprede den gode nyhed om Riget end Jehovas vidner.“

Adskilt fra verden

Endnu et kendetegn på den sande menighed er dens lydighed mod Bibelens krav om at holde sig adskilt fra verden og dens anliggender. Jesus Kristus viste det rette standpunkt for sande kristne, da han sagde: „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ — Joh. 17:16.

Men hvad med kirkerne i Deres land? Er de og deres gejstlige „ikke af verden“? Holder de sig neutrale i dens anliggender? De kender svaret på disse spørgsmål.

På den anden side har De sikkert hørt om et folk i Deres land, der ikke blander sig i verdens anliggender. Bladet Chicago Today for 18. oktober 1969 siger om Jehovas vidner: „Desuden kræver deres tro fuldstændig afholdelse fra indblanding i det politiske system de lever under.“ De er virkelig „ikke af verden“.

Har denne undersøgelse ikke hjulpet Dem til at afgøre hvilken tro der er den sande? Det er ved hjælp af en sådan grundig undersøgelse at man kan skelne de sande Guds tjenere fra de falske. Men der er en anden ting der er af stor vigtighed.

Den sande tros fremgang

Mens kirkerne og deres gejstlige præges af forvirring, opløsning og tilbagegang, findes der i dag et trossamfund som glæder sig over en storslået fremgang. Bladet Newsweek for 5. januar 1970 bemærker: „For eksempel oplyser det katolske stift i Rothenburg [Tyskland] at ’hele familier pludselig er ved at blive Jehovas vidner’.“ For øjeblikket er der tusinder hver uge der slutter sig til Jehovas vidner og tager den sande tilbedelse op.

Hvad tyder dette på? Hvem lægger den sande kristne kærlighed for dagen? Hvilket trossamfund er kendt for sin store respekt for Bibelen? Hvem helliger Guds navn, Jehova, det vil sige, betragter det som helligt? Hvilket folk er ivrigt optaget af at forkynde Guds rige? Og hvem skiller sig ud fra verden og dens anliggender og holder sig neutrale i dens stridigheder?

Ja, hvilket religiøst samfund gør alt dette? Og hvilket samfund bærer tydelige vidnesbyrd om at have Guds velsignelse?

[Fodnote]