På papyrus over Atlanten
Da denne artikel blev skrevet var Thor Heyerdahl draget af sted på sin anden færd med en ægyptisk sivbåd, Ra II, men resultatet af ekspeditionen forelå endnu ikke. Her kan De læse om baggrunden for disse sejladser.
„EN SEJLENDE høstak“, „en papirsvane“, „en flydende fuglerede“. Sådan kaldte den berømte norske Kon-Tiki-skipper, etnologen Thor Heyerdahl, den sivbåd han den 17. maj sidste år søsatte i en marokkansk havn. Den lignede langtfra noget havgående fartøj, men alligevel agtede han at vove sig ud på havet med det. Ja, det var hans mening at sejle tværs over Atlanterhavet, fra Afrika til Mellemamerika, en tur på næsten 6000 kilometer.
I videnskabelige kredse var der mange som rystede på hovedet ad dette primitive fartøj. Det var bygget næsten udelukkende af papyrusstængler, efter forbillede af de sivbåde som besejlede Nilen på faraonernes tid. Men hvorfor benyttede Heyerdahl dette mærkelige fartøj? Og hvad ville han udrette med sejladsen?
Mellemamerikas gåde
Han ville belyse et meget diskuteret spørgsmål, nemlig om der er en forbindelse mellem Middelhavslandenes høje kultur i oldtiden og den høje kultur spanierne stødte på da de kom til Mellemamerika for fire til fem hundrede år siden. Emnet har optaget mange forskere.
De spanske erobrere eller conquistadorer som efter Columbus tog over til den nye verdensdel fandt ikke kun primitive nomadefolk. Dygtige skrivere, arkitekter, kunstnere, astronomer og kirurger modtog dem i velorganiserede byer, styret af præstekonger som dyrkede solen. Deres kalendersystem var mere nøjagtigt end det der blev brugt i Europa, og deres kirurger kunne ikke alene hele benbrud og balsamere døde, men også gennemføre hjernetrepanationer der lykkedes. Der var brolagte veje, enorme akvædukter og imponerende hængebroer. Der var monumenter, pyramider og andre betydelige bygningsværker.
I dag er kun ruinerne tilbage. De grådige erobrere fra Europa hærgede og plyndrede byerne, og befolkningen blev enten gjort til slaver eller blev udryddet fordi den nægtede at acceptere den katolske tro. Præstekongernes vældige hære overgav sig næsten uden modstand til den lille håndfuld spaniere. Hvorfor? De forvekslede dem med nogle „hvide og skæggede mænd“ som ifølge deres legender engang var kommet over havet til dem med kulturen. De troede de kom som venner.
Skyldes det en tilfældighed at de mellemamerikanske riger havde pyramider, mumier, trepanationer, præstekonger og soldyrkelse, nøjagtig som i oldtidens Ægypten? Eller havde indianernes overlevering rod i virkeligheden? Var „hvide og skæggede mænd“ virkelig kommet over havet, hjulpet af den transatlantiske havstrøm som udgår fra Nordafrikas kyst?
„Helt op i det tyvende århundrede var det en accepteret teori, at civilisationen kun havde én vugge, der havde stået ikke langt fra de bibelske lande, hvorfra kulturen spredtes over kontinenter og oceaner til alle verdenshjørner,“ skrev Thor Heyerdahl i Jyllandsposten for 11. maj 1969. Første Mosebog beretter at de første bysamfund efter Vandfloden opstod i Mesopotamien, landet mellem floderne Eufrat og Tigris. Og derfra blev menneskene spredt „ud over hele jorden“. — 1 Mos. 10:8-12; 11:8.
Kritik fra videnskabelig side.
Denne opfattelse blev imidlertid snart angrebet af mange kritiske antropologer. De betragtede Bibelen som værende „for gammel“ til at have nogen videnskabelig værdi med hensyn til oldtidshistorie. Påvirket af udviklingslæren mente disse forskere at den høje kultur i Mexico og Peru skyldtes en uafhængig udvikling som var mulig fordi det nære fysiske og mentale slægtskab mellem alle mennesker får dem til at reagere ens under de samme forhold. Ifølge deres teori var Columbus den første der nåede til Amerika, bortset fra primitive indvandrere der drog over Beringstrædet fra Sibirien. Dette blev efterhånden en „indiskutabel videnskabelig sandhed“.
Efter nogle få årtier begyndte denne ’videnskabelige sandhed’ at vakle. Flere antropologer har fremlagt vidnesbyrd som tyder på at Atlanterhavet blev krydset før Columbus’ tid. Blandt andet henviser man til en vikingebebyggelse på Newfoundland. Gårsdagens ’indiskutable videnskabelige sandhed’ er i dag blevet afsløret som en i høj grad diskutabel samling spekulationer uden tilstrækkeligt grundlag.
Videnskabelige eksperter hævdede også at en sivbåd af den slags som brugtes af oldtidens ægyptere ikke kunne gennemføre den påtænkte sejlads over oceanet. Ægyptologer var af den opfattelse at oldtidens ægyptere ganske vist brugte fartøjer af siv, men kun til flodsejlads, og at disse ikke kunne tåle søgang. Man hævdede også at papyrusen ville opsuge havvandet og begynde at rådne på mere end fjorten dage.
Men Thor Heyerdahl lod sig ikke anfægte af denne kritik fra videnskabelig side. Han vidste af egen erfaring at man ikke skal stole blindt på hvad videnskabelige „autoriteter“ siger.
„Autoriteter“ kan tage fejl
Før han i 1947 sejlede fra Sydamerika til Polynesien med den berømte tømmerflåde Kon-Tiki af balsatræ, var de lærde helt enige om at Amerikas gamle kulturfolk ikke kunne have bragt impulser til Stillehavsøerne ved hjælp af deres balsaflåder og sivbåde. I 1943 skrev J. E. Weckler at ingen amerikanske indianere havde havgående skibe som kunne klare sådanne rejser som rejsen til Polynesien. To år senere kunne man læse samme synspunkt i en lærebog skrevet af Polynesien-eksperten Sir Peter Buck. Det ser ud til at han havde fået oplysningen fra sin kollega dr. Kenneth P. Emory, direktør for Bishop-museet på Hawaii.
Tilbage i 1942 havde Emory forkastet den idé at sydamerikanske kulturfolk kunne have bragt impulser til Polynesien. Hvorfor? Fordi en anden kollega havde oplyst ham om at balsaflåden hurtigt fyldtes af vand. Denne kollega havde sin viden fra en afhandling af en Sydamerika-specialist som oplyste at balsatræ mister sin flydeevne fuldstændigt efter nogle få uger.
Specialisten havde sine oplysninger fra en engelsk rejsende der for over hundrede år siden skrev en bog om sine eventyr i Sydamerika. Denne havde set en balsaflåde ud for Sydamerikas kyst, og skipperen på den båd han sejlede med havde fortalt ham at balsatræet i løbet af få uger „mistede meget af sin flydeevne“. Man ved ikke hvor denne sejlskipper havde sin viden fra, men hans ord blev godtaget af en lang række eksperter, „og,“ siger Heyerdahl, „medens den ene citerede den anden og talrige lærere hele tiden bragte deres viden videre uden engang at citere deres kilder, så blev dogmet til et aksiom.“ Det blev antaget som en videnskabelig sandhed. — Berlingske Tidende, 29. oktober 1969.
Alligevel sejlede Thor Heyerdahl 8000 kilometer på en balsaflåde, og den opfattelse som de lærde havde hævdet som „videnskabelig sandhed“ viste sig at være en fejltagelse. Der var god grund til at tro at videnskabsmændene også var på vildspor med hensyn til papyrusbåden. Selv om „eksperterne“ hævdede at en sivbåd ikke kunne holde sig flydende i mere end to uger, viste det sig at ingen af dem nogen sinde havde set en papyrusbåd i virkeligheden.
Havgående sivbåde
Sivbåde er ikke kun blevet brugt i Ægypten. Da spanierne opdagede Amerika havde indianerne sivbåde langs Stillehavskysten lige fra Californien til Chile, og man brugte fartøjer af siv på flere mexicanske søer. Helt op til vort århundrede var samme slags sivbåde almindelige „fra Irak til Ætiopien, tværs over hele Nord- og Centralafrika til Chad, Niger og Marokko, ja selv på Sardinien“. — Hjemmet, 2. december 1969.
Da de spanske erobrere nåede Perus kyst fandt de mange både af tynde, bundtede siv, med elegant svungne stævne for og agter, ligesom nordboernes vikingeskibe. Nogle af dem var så store at de havde en besætning på fireogtyve mand, og de klarede med lethed den voldsomme brænding langs inkarigets kyst.
„På peruvianske vaser fra før inkatiden,“ fortæller Heyerdahl, „ses ofte billeder af sivbåde med dobbelt dæk og store mængder passagerer og gods. På Titicacasøen bygges stadig sivbåde, der er store nok til at medføre kvæg, selv i stormvejr. På sejlture med bjergindianerne gjorde bådenes sødygtighed og lasteevne et stort indtryk på mig.“ Selv på Påskeøen i Stillehavet har man på store stenstatuer fundet billeder af sivbåde med master og sejl. — Jyllandsposten, 18. maj 1969.
Enkelte forskere indrømmer at papyrusbådene i Middelhavslandene og længere østpå ikke kun blev brugt til flodsejlads. I bogen The Story of the First Ships læser vi: „Træskibe forekommer ikke i det gamle Ægypten, førend efter at faraonerne var begyndt at opnå forsyninger af tømmer. Middelhavet blev krydset af foretagsomme sømænd i både af papyrus-siv dækket af beg.“ Og den romerske forfatter Plinius den Ældre skriver at sørejsen mellem Ganges og Ceylon, en tur som normalt tog tyve døgn, „plejede at blive foretaget med papyrusskibe med rig fra Nilen“.
Der var altså mange vidnesbyrd som pegede på at papyrusskibe var sødygtige og kunne bruges til andet end flodsejlads. Heyerdahl mente at hvis en papyrusbåd i dag kunne flyde længere end to uger på Atlanterhavets bølger på vej mod Mellemamerika, ville et sådant eksperiment vise at søfolk fra Middelhavet havde haft mulighed for at krydse Atlanten og påvirke den kulturelle udvikling i Mellemamerika længe før Columbus.
Sivbåden bygges
Billeder af ægyptiske fartøjer blev studeret på museer verden over. Dr. Björn Landström, en svensk ekspert i gamle ægyptiske skibstegninger, kom til Cairo og kopierede billeder af faraonernes sivbåde. Efter disse modeller blev båden bygget.
Materialerne blev leveret fra Etiopien. I alt tolv tons tørrede papyrusstængler på tre til fem meters længde blev fragtet over Etiopiens bjerge til byggepladsen bag pyramiderne i den ægyptiske ørken. Papyrusen blev bundtet sammen med kilometervis af reb, og efterhånden tog båden form.
Det færdige fartøj var godt femten meter langt, fem meter bredt og havde en bund på halvanden meters tykkelse. Midtskibs var der en kurveflettet hytte der skulle tjene som kahyt for besætningen, der foruden Heyerdahl bestod af seks mand. Til skibets ti meter høje tvillingemast var fastgjort et brunt, firkantet bomuldssejl hvorpå der var malet en orangefarvet solskive. Den ægyptiske solgud „Ra“ kom til at lægge navn til fartøjet.
Ekspeditionen
Sivbåden blev fragtet til den marokkanske havneby Safi, den vestligste havneby de gamle ægyptere kendte. Da fartøjet havde ligget en uge i havnen blev det slæbt ud i den canariske havstrøm som skulle føre den vestpå. Vi lader Heyerdahl selv fortælle hvad der skete:
„Papyrusbundterne bugtede sig som gummikabler, idet de kastede sig hen over brådsøerne. Tykke årer og ror brækkede som tændstikker, men ikke en eneste papyrusstængel brast. . . . papyrusstænglerne var faste som bambusfibre og seje som reb. Tre uger gik. Fire uger gik. Snart havde vi sejlet længere end fra Ægypten til Kreta, til Grækenland, til Italien, ja længere end nogen distance inden for Middelhavets kyster. [Og længere end autoriteterne troede!] Bølgerne fortsatte med at brøle imod os. . . . men papyrusen var lige sej og stærk. Efter seks uger havde vi sejlet lige så langt som fra København til Nordpolen.“ — Berlingske Tidende, 31. august 1969.
Men som aviserne fortalte, endte ekspeditionen med skibbrud. Båden kom ind i et stormcenter øst for Antillerne og den begyndte at miste papyrus på styrbords side fordi hyttens gulv havde gnavet de ringe over som holdt stænglerne sammen. Stormen brækkede masten af ved foden. Få dage senere måtte Thor Heyerdahl og hans mandskab forlade papyrusbåden fordi hajer gik til angreb når de forsøgte at udbedre skaderne. De havde da været 52 døgn på Atlanterhavet. „Ra“ havde sejlet 5000 kilometer, og de var kun 960 kilometer fra Barbados, en af De vestindiske Øer.
Eksperimentet ikke en fiasko
Havariet kunne tyde på fiasko, men ser vi nøjere på sagen opdager vi at forsøget ikke var så fejlslagent endda. Efter ekspeditionen skrev Heyerdahl at det var blevet „vist tilstrækkelig klart, at en papyrusbåd er sødygtig“. Grunden til forliset var at han selv og hans mandskab „havde gjort så mange dumheder, som kun moderne mennesker kan gøre, hvis de skal behandle et oldtidsfartøj uden læremestre“.
En italiensk universitetsprofessor havde samme opfattelse. Han sagde: „Båden blev bygget med alt for lavt agterskib. Ægypterne nægtede først at bygge agterskibet på ’Ra’, og det lave agterskib, som endelig blev bygget, er en af grundene til, at fartøjet så tidligt blev brudt ned af den stærke sø. En anden grund er det usædvanligt dårlige vejr, som ekspeditionen har haft.“ — Politiken, 20. juli 1969.
Det var blevet påvist at Middelhavsfolkene udmærket kunne have krydset Atlanterhavet i deres skrøbelige sivbåde, enten af eventyrlyst eller som følge af et uvejr, og være kommet i kontakt med de indfødte i Mellemamerika. Det kan heller ikke udelukkes at sådanne søfarere er blevet længe nok blandt de indfødte til at lære dem noget om deres hjemlands kunst, håndværk og religion.