Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g70 8/6 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1970
  • Underoverskrifter
  • Ny, lovende kræftmedicin
  • Årsag til selvmord?
  • LSD-trip: 10 timers rædsel
  • Færre ulykker, men flere dræbte
  • Ny politisk religion i Japan
  • Ny bibeloversættelse
  • Transplantation af tænder
  • Debat om abort
  • ’Dristig fremmarch i rummet’
  • Børn i nød
  • Bøn for kommunevalget
Vågn op! – 1970
g70 8/6 s. 22-23

Vi betragter verden

Ny, lovende kræftmedicin

● Et nyt kemisk stof kaldet bleomycin blev udviklet i Japan i 1962. Det viser sig nu at stoffet tilsyneladende er meget effektivt til at fjerne visse former for kræftsvulster. Under gunstige forhold kan en ondartet svulst formindskes og endda forsvinde helt i løbet af fem uger. Bleomycinet indvirker især på én slags væv, nemlig al overfladebeklædning i organismen, der er beslægtet med hudvæv. Fordelen ved behandling med bleomycin er tilsyneladende at stoffet kun har indvirkning på det syge væv, mens det raske væv ikke berøres. Overlæge Jørgen Rygaard ved Københavns radiumstation understreger dog at man ikke ser de gode resultater i alle tilfælde, og at det hele er så nyt at man endnu ikke ved om succesen holder. Bleomycin-behandlingen medfører også visse bivirkninger, såsom ømhed, hudfortykkelse og håraffald. Efter et par måneder fortager bivirkningerne sig dog fuldstændig. Lægerne understreger at man må have større erfaring inden man kan sige noget sikkert om virkningen på længere sigt. — Politiken, 21. februar 1970.

Årsag til selvmord?

● Aviser er måske en medvirkende årsag til selvmord, mener professor Jerome A. Motto fra det medicinske fakultet ved Californiens universitet i San Francisco. Man har lagt mærke til at selvmordstallene for Detroit-området faldt til 20 procent under det normale i perioden fra november 1967 til august 1968. I dette tidsrum udkom der ingen aviser i Detroit på grund af en strejke. Antallet af kvinder der begik selvmord faldt med 50 procent til tre ud af 100.000 under avisstrejken. Bladet Science News fortæller at professor Motto giver aviserne skylden fordi de „hele tiden lægger vægt på vold, aggression, sex, magt og berømmelse“.

LSD-trip: 10 timers rædsel

● I et læserbrev indsendt til Politiken advarer en sekstenårig pige andre unge mod at begynde at tage hash og andre stoffer. Hun beskriver hvordan hun oplevede følgerne af en LSD-pille: „Jeg havde det godt til at begynde med, så blev det lidt grimt, jeg fik dårlige tanker, syntes jeg var ond, syntes jeg var ingenting, kunne ingenting, følte der ikke var nogen, der kunne lide mig, jeg begyndte at ryste, at skrige, syntes jeg forsvandt, at jeg delte mig i små stykker, molekyle for molekyle, jeg troede, jeg skulle dø, jeg så farver, ringe, firkanter, trekanter i skønne farver. . . . Jeg ønsker ikke et eneste menneske i samme tilstand som jeg. . . . Jeg ser nu, at jeg skal prøve at klare problemerne i stedet for at flygte fra dem, for det nytter ikke noget. . . . Hvis jeg nu var blevet ved med at tage stof, hvor var jeg så havnet henne? Jeg ved det ikke — og jeg ønsker heller ikke at vide det.“ — Den 7. marts 1970.

Færre ulykker, men flere dræbte

● Skønt antallet af biler i København er steget år for år, sker der nu færre trafikulykker i byen. I 1955 var der 117.685 biler i Storkøbenhavn. I dag er der 325.240. I samme periode er antallet af færdselsulykker i København dalet fra 10.981 til 6185. Man mener at denne nedgang i antal ulykker skyldes vejtekniske forbedringer som etablering af lysanlæg og forskellige reguleringer. Men det ser ud til at ulykkernes karakter er blevet alvorligere. Antallet af dræbte er steget fra 83 i 1955 til 106 i 1969, og også antallet af alvorligt kvæstede er stigende. Spiritusbilister var impliceret i 10 procent af samtlige ulykker. I 1969 registreredes der 42.353 overtrædelser af parkeringsbestemmelserne. — Politiken, 28. februar 1970.

Ny politisk religion i Japan

● En ny religiøs bevægelse ved navn Soka Gakkai har på få år vundet millioner af tilhængere og er nu gået i gang med at bygge et tempel der bliver større end Peterskirken i Rom. Navnet Soka Gakkai siges at betyde „Værdisamfund“. De værdier man vil skabe sammenfattes i de tre begreber skønhed, gevinst og godhed. Bevægelsen er også politisk aktiv og har stiftet sit eget parti, Komeito, som ved et valg i december sidste år blev parlamentets tredjestørste. Man mener at bevægelsen nu er vokset til at omfatte syv millioner familier i Japan, men også i andre lande har den tilhængere. Politisk er bevægelsen placeret lidt „til venstre for centrum“. Soka Gakkai har oprettet sin egen studenterliga, der tæller 280.000 medlemmer, og er nu i færd med at organisere en fagbevægelse. — Politiken, 20. februar 1970.

Ny bibeloversættelse

● I foråret udkom en ny engelsk bibeloversættelse, The New English Bible. Værket indeholder i ét bind hele Bibelen samt de apokryfiske bøger. Oversættelsen blev udgivet samtidig i de fleste engelsktalende lande. Den komité der står bag udgivelsen er sammensat af repræsentanter fra mange trossamfund. Foruden tre hold lærde som har bestræbt sig for at gengive grundteksten korrekt, har man benyttet sprogfolk til at udforme oversættelsen i et flydende og letforståeligt sprog. I nogle få passager indsætter oversættelsen det guddommelige navn „Jehova“ („JEHOVAH“) på sin rette plads, men følger ellers den udbredte skik at gengive navnet med Herren („the LORD“). Flere steder bliver grundteksten gengivet korrekt, så ordlyden ikke, som i King James-oversættelsen, støtter treenighedslæren (Joh. 1:1; Fil. 2:6 og 1 Joh. 5:7). Jehovas vidner er glade for enhver korrekt bibeloversættelse der erstatter en forældet sprogbrug med et mere tidssvarende ordvalg og derved gør Bibelen lettere tilgængelig for mange.

Transplantation af tænder

● På børnetandlægernes forårsmøde i København kom det frem at man i nogen tid har foretaget forsøg med transplantation af tænder. Amanuensis Bent Fibæk forklarede at man har forsøgt to forskellige former for transplantationer. Af de 155 operationer man har foretaget var cirka to tredjedele auto-transplantationer, det vil sige flytning af en persons egne tænder fra et sted i munden til et andet. De resterende operationer var såkaldte allo-transplantationer, flytning af tænder fra et individ til et andet. Ved den sidste form for transplantationer møder man de samme problemer som man kender fra hjerte- og nyretransplantationer; legemet forsøger at afstøde den indopererede del. Tandkirurgerne kan ikke bruge de kendte modforanstaltninger mod afstødelsesprocesserne. Disse er alt for omfattende når der ikke er tale om livsvigtige indgreb, fremgik det af Bent Fibæks redegørelse. — Politiken, den 7. marts 1970.

Debat om abort

● Folketinget forkastede i marts et forslag om fri abort. Regeringen havde fremsat et andet lovforslag der ville medføre en betydelig lempelse i adgang til svangerskabsafbrydelse. Begge forslag mødte en del modstand. Folketingsmand Johan Nielsen, der er præst, sagde for eksempel: „Jeg bekender mig til livets absolutte hellighed. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at nogen skal slås ihjel, det være sig et ufødt barn eller en kronisk syg, blot for at skaffe bedre vilkår for andre.“ En anden præst, folketingsmand Poul Falk Hansen, ønskede imidlertid helt fri abort. Han benægtede i Folketinget at kristendommen har nogen speciel moralkodeks. Imod forslaget om fri abort udtalte folketingsmedlem Lis Møller: „Glem ikke, at vi nu udvider adgangen til at tage liv. . . . Jeg har på hospitaler haft lejlighed til at overvære abortoperationer. Set hvordan et levende menneskefoster kastes i affaldsspanden. Jeg kunne ønske, at mange herinde havde set, hvad der virkelig foregår.“ (Politiken, 12. marts 1970) Der var samlet 40.000 protestunderskrifter fra befolkningen mod regeringens forslag. Folketinget vedtog loven, og den trådte i kraft den 1. april.

’Dristig fremmarch i rummet’

● I en erklæring den 7. marts i år sagde præsident Nixon at USA i løbet af halvfjerdserne vil erobre alle planeterne i vort solsystem. „Vi vil på ingen måde tillade, at vort rumprogram stagnerer,“ udtalte Nixon, „men med hele fremtiden og hele universet foran os må vi ikke prøve at gøre alt på én gang. . . . Gennem det næste tiår vil vi opsende ubemandede rumfartøjer til alle planeterne i solsystemet, herunder et ubemandet fartøj, der skal lande på Mars . . . Sidst i 1970erne skal de mere ukendte planeter fjernest i solsystemet, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun og Pluto, udforskes nærmere. Til den tid vil planeternes stilling give os en enestående lejlighed til at opsende rumskibe, der kan besøge flere planeter på en enkelt flyvning over tre milliarder miles [næsten fem milliarder kilometer]. Dette program vil blive forberedt i 1971.“ „Vor fremmarch i rummet skal fortsat være dristig, men der skal også vises en vis balance.“ — Politiken, 8. marts 1970.

Børn i nød

● FN har offentliggjort en rapport om børnenes stilling i samfundet. I indledningen til rapporten hedder det blandt andet: „Det er en tragisk kendsgerning at der ved udgangen af 1960erne fandtes flere underernærede, og flere ikke-underviste børn i verden end for ti år siden. Hvis det internationale samfund ikke er indstillet på at tilbyde en meget mere omfattende støtte, vil vi de næste ti år se antallet af forsømte børn stige med millioner . . . Dette forhold bliver særlig foruroligende, når vi gør os klart at tre fjerdedele af verdens børn under 15 år — næsten en milliard børn lever i udviklingslandene.“

Bøn for kommunevalget

● Den 4. marts i år var der kommunevalg. Samme dag bragte Danmarks radio et uddrag af en gudstjeneste i Trinitatis kirke i København. Gudstjenesten blev ledet af sognepræst S. C. Kemp. Efter morgensalmen „Nu rinder solen op“ talte sognepræsten kort om „valget og vort ansvar“. Efter skriftlæsningen bad præsten en bøn for valget, „både for vælgerne og for dem, der bliver valgt til de ansvarsfulde poster“. Sognepræsten bad Fadervor og lyste velsignelsen, og gudstjenesten sluttede med salmeverset „Gå da frit“. — Kristeligt Dagblad, 5. marts 1970.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del