En tur gennem Rif-bjergene i Marokko

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I MAROKKO

MAROKKOS nordkyst, fra Tanger i vest til badestedet Saïdia-du-Kiss i øst, vender ud mod Middelhavet, eller Det store Hav som det kaldtes i oldtiden. Landskabet er meget smukt og afvekslende i dette nordafrikanske land — her er ørkener og højsletter, frodige dale og sneklædte bjerge.

I en afstand af omkring tredive kilometer fra Middelhavskysten løber landevejen fra Alhucemas til Tetuán. Vejen løber i en stor bue og vejlængden er på omkring 270 kilometer, selv om der egentlig kun er 190 kilometer mellem de to byer. Denne forskel skyldes at vejen snor sig i hundreder af sving gennem bjerglandskabet.

Langs denne rute ligger nogle af de højeste bjergtinder i Marokko. På skråningerne vokser cedertræsskove. Og der er en rigdom af mineraler overalt i disse bjerge. Da vi tog denne dagtur (det var om foråret) kom vi ud for at der var sne på vejen, men vores lille vogn havde ingen vanskeligheder med at klare stigningerne og de mange sving. Har De lyst til at tage med os på turen? Jeg kan love Dem at De vil få mange interessante ting at se.

Noget at se på

Læg for eksempel mærke til de olivenlunde der ligger på begge sider af vejen. Uden nogen videre hjælp fra mennesket fortsætter disse træer med at bære frugt år efter år, så vi kan få i tonsvis af dejlige oliven og sund olie. Se også disse vingårde som vi kommer forbi. En af vinene fra dette distrikt er opkaldt efter en stamme der engang var bosat her — Beni Snassen. Bladene fra disse vinranker bruges i mange lande i en velsmagende ret. De svøbes omkring en blanding af ris og lammekød.

Se over mod højre. Denne bjergkæde fører os så højt op at vi kan få et glimt af Middelhavet og af en af de fineste badestrande i Marokko. Denne strandbred strækker sig kilometer efter kilometer vestpå. Og man kan lige skimte Saïdia-du-Kiss dernede.

Læg mærke til vandingskanaler der er ført under vejen flere steder. De indfødte kalder dem séguia. Det meste af vandet er sikkert fordampet fra Middelhavet i første omgang og senere faldet ned som regn i bjergene. Før det vender tilbage til Det store Hav bringer det liv og grøde til disse udtørrede områder og får dem til at blomstre og bære frugt.

Vi drejer nu ind på vejen nordpå til Alhucemas og må forberede os på en hel del skarpe sving og stejle bakker der får os til at føle at vi kører med en rutschebane. Det bliver dog værre endnu, for der bliver flere og flere sving jo længere vi kommer frem. Vi har talt 1025 sving mellem Targuist og Chechaouen, og det er blot en fjerdedel af strækningen.

Her på dette sted hvor vejen drejer standsede vi sidste gang for at tage et billede af det lille adobestenshus. Det der fangede vor opmærksomhed var en bred blå stribe omkring vinduerne. Denne stribe formodes at beskytte beboerne mod onde ånder. Vi forsøgte også at fotografere nogle unge piger i deres smukke farverige kjoler og slør, men det ville de ikke gå med til. Ikke fordi de har noget imod at blive fotograferet, de er blot forsigtige over for fremmede. Når de først har lært en at kende, vil hele familien med glæde stille sig op og blive fotograferet, og derefter vil de invitere en på en kop dejlig myntete med kager til. Sprogvanskelighederne overvindes let. Vi har nydt mange kopper te hvor vi kun kunne meddele os til hinanden med gestus og smil.

Rif-bjergene

Fra næste høje punkt kan vi se Alhucemas ligge på klipperne med udsigt over havet. Her drejer vi mod vest og så mod sydvest i den store bue der strækker sig næsten helt til Tanger. Vejen kryber af sted langs bjergryggen og bliver oppe i højderne mange kilometer frem, indtil den søger ned mod havet til byen Tetuán. Vi føler det som om vi kørte langs rygraden af en kæmpedinosaurus, som krummet i døden er faldet med sit hoved mod Atlanterhavet og sin hale mod Middelhavet.

Læg mærke til at vi stadig kommer højere og højere op. Det betyder også at det bliver koldere. I solen er der varmt, men i de lange slugters skygge er der temmelig køligt. Kan De se sneen derovre på Tidiguinbjerget? Det højeste punkt er 2452 meter over havets overflade. Lidt længere fremme ved Ketama kommer vi gennem en cedertræsskov. En stor del af landskabet er stadig dækket af sne, og træerne står som kæmpestore snemænd. Skiløb er den store attraktion i disse egne.

Nu da vejen bugter sig nedad til et lavere terræn, er det helt mærkeligt at vi her, lige efter at vi har set sneen ligge i næsten en halv meters højde, kan opleve frugttræer i blomst og se unge hyrder ligge i græsset klædt i deres komfortable kofter eller djellabas. Det er et dejligt syn at se hjordene græsse fredeligt.

Men se derovre på bakken! Kan De se det der bevæger sig langsomt på bakkekammen? Det ligner træer, men er i virkeligheden mænd der bærer store grenbundter på skuldrene.

Dér ved foden af Tisukabjerget ligger den lille by Chechaouen. Hvis De er lige så træt og sulten som jeg er, må vi hellere standse, strække benene lidt og prøve at finde noget spiseligt af en slags på markedspladsen. Denne del af byen er ’den nye by’, mens den gamle bydel, medina’en, ligger oppe ad skråningen. Vi traver deropad og lægger mærke til de smalle stræder med de toppede brosten, husmurene der er kalket hvide med et blåligt skær, og de små porthvælvinger som ligger tæt efter hinanden. Pas på! Der kommer vist et æsel denne vej, for man kan høre rytteren råbe „balek, balek“ („til side, til side“). Hans sadeltasker eller chouari er fyldte, og det vil ikke være så rart at blive ramt af en af dem.

Men nu er det ved at blive sent. Vi må videre. Da vi forlader bjergene føles det som om vejen er blevet træt af at løbe så viltert omkring. Dagslyset forsvinder og vi kan ikke se ret meget mere — kun det mørke omrids af et æsel, og et blomstrende frugttræ som lysende springer frem i mørket og synes at vende sig og vinke idet vi kører forbi for derpå at forsvinde i natten. Snart er turen til ende.

[Kort på side 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Atlanterhavet

Middelhavet