Vi betragter verden
Hellere lektor end præst
● Ved menighedsrådsforeningens årsmøde på Nyborg Strand for nylig kom det frem at der var ikke mindre end 70 præster i embede der ansøgte om et enkelt ledigt lektorat. En af mødedeltagerne, overassistent Erik Jakobsen, sagde i den anledning: „Det er en kendsgerning, som maner til eftertanke. Det er på tide vi vågner op.“ Tidligere på året oplyste kirkeministeren at der gennemsnitligt kun var to ansøgere til hvert ledigt præsteembede.
Præster i dilemma
● En svensk præst er blevet idømt en bøde fordi han har nægtet at vie fraskilte. Forbavsende nok gav den lokale biskop ikke sin præst medhold men udsendte derimod et hyrdebrev med titlen „Om en præsts vielsespligt“, hvori han kraftigt fordømte præsten fordi han havde nægtet at foretage de omstridte vielser, og hævdede at det var præstens pligt endog at vie fraskilte personer uden nogen indvendinger. Præster i den svenske statskirke står nu øjensynlig i et dilemma: Skal de adlyde staten, som har ansat dem og giver dem deres løn, og foretage vielserne, eller skal de følge deres religiøse overbevisning og nægte at vie fraskilte? I den svenske rigsdag, hvor sagen har været behandlet, udtrykte en af talerne problemet på denne måde: „Præsten har pligt til at gøre hvad staten pålægger ham. Men han har også pligt til at følge Guds ord i overensstemmelse med ordinationsløftet, som accepteres af staten.“ Svensk Pastoraltidskrift kommenterer sagen med at sige at „Den svenske Kirke nu formodentlig er den eneste i verden, hvor en præst risikerer tiltale fordi han i handling har gjort kirkens ægteskabssyn gældende“. — Fast Grunn, nr. 2, 1970.
Statistik om studenters meninger
● En gruppe amerikanske forskere har offentliggjort resultatet af en undersøgelse der omfattede 5000 studerende fra 16 lande, deriblandt Danmark. Et af de besvarede spørgsmål lød således: Er familien som institution nødvendig for bevarelsen af de fundamentale menneskelige værdier? Hertil svarede 31,1 procent af de adspurgte danske studenter nej. Det fremgår også at 83,8 procent af danske studerende tror mere på den individuelle dømmekraft end på religionen som rettesnor. I Holland mente 45 procent af de adspurgte studerende at den voldsomme revolution er at foretrække fremfor en langsommere, progressiv udvikling. I Danmark havde 31 procent samme mening. Af de amerikanske studerende er 44,4 procent tilhængere af magt som middel mod international aggression. I Danmark er tallet 33,6 procent. På spørgsmålet om hvorvidt LSD har nogen værdi for en bedre forståelse menneskene indbyrdes, svarede 26,3 procent af de adspurgte i Danmark ja.
En mangearmet blæksprutte
● Nogle af FNs underorganisationer er blevet så omfattende at de er blevet vanskelige at overskue. Dette fremgår af en rapport om De forenede Nationers Udviklingsprogram, UNDP, som australieren Sir Robert Jackson har udarbejdet. I rapporten giver han udtryk for at FNs bistandsapparatur har udviklet sig til verdens formentlig mest komplicerede organisation. Dette maskineri har efterhånden fået sin egen identitet, og dets indflydelse er så stor at ingen synes at vide hvem der kontrollerer det. Det kontrolleres tilsyneladende ikke af de regeringer der har skabt apparatet, og det synes ikke at være i stand til på intelligent måde at kontrollere sig selv. „Som følge heraf,“ skriver Jackson, „bliver maskineriet alt mere tungtarbejdende og uhåndterligt som en slags ’forhistorisk monstrum’.“ Om FNs utallige bistandsorganisationer bruger dagbladet Politiken udtrykket „en mangearmet blæksprutte, hvis aktiviteter ingen længere er i stand til at overskue“.
Kristen kærlighed
● Midt i krigens barske efterveer har det østlige Nigeria mærket den kristne kærligheds varme. Jehovas vidner har sendt en hårdt tiltrængt hjælpeforsyning til deres kristne brødre i elleve byer i iboernes område; det drejer sig om elleve tons bibelsk litteratur, tøj og mad. Brødrene dér er ved godt mod, besluttede på at bevare deres hengivenhed for Gud og fortsætte i den kristne tjeneste. Arbejdet med at forkynde Guds rige er ved at blive reorganiseret i dette område, sådan at de sørgende kan få hjælp til at vende sig til Guds rige som menneskehedens eneste håb.
Japan — morgendagens avis
● Japan oplever store forandringer, også på andre områder end det tekniske. Tidsskriftet „World Health“ oplyser at japanernes gennemsnitslevealder siden årene lige før krigen er forøget med over tyve år. På 15 år er de japanske 15-åriges gennemsnitshøjde øget med 12 centimeter. Men der er også andre sider af sagen. Mavekræft er en hyppigt forekommende sygdom som er skyld i de fleste dødsfald i aldersgruppen 35-54 år. Den hurtige tilflytning til byerne har medført højere levestandard men også trængsel, stress og en voldsom stigning i antallet af dødsfald og ulykker i trafikken. „World Health“ skriver: „Japans byer med deres luftforurening og menneskemængder kan give mange lande en opfattelse af, hvordan deres egen fremtid kan blive. At læse om Japan er som at læse morgendagens avis.“
Ikke tid
● Den 14. maj holdt generalsekretær U Thant en tale om beskyttelse af de menneskelige omgivelser. Han sagde blandt andet: „Der er ikke tid til en oplysningskampagne for at vænne menneskene af med århundreders tankeløse og nedbrydende vaner. Hvis der skal kunne vedtages effektive forholdsregler i tide, behøver vi noget nyt — og vi har brug for det hurtigt — en verdensomfattende myndighed som, med støtte og samtykke fra regeringerne og andre indflydelsesrige interesser, . . . er i stand til at udfylde de tomrum, hvor der er et særligt behov for en indsats.“ Generalsekretæren foreslog at denne myndighed om nødvendigt skulle være i stand til at gennemføre og overvåge sine beslutninger.
Farlig påvirkning
● I juni holdt Børnesagens Fællesråd møde på Nyborg Strand. På mødet drøftede man blandt andet spørgsmålet om hvorvidt skole- og børnehavelærere skal påvirke deres elever. En af deltagerne angreb kraftigt de unge socialpædagoger og kaldte dem „et nyt slæng af frelsermænd og -kvinder, som løber land og rige rundt og redder sjæle“. Angående det farlige ved denne påvirkning sagde en anden mødedeltager, Jørgen Torpe: „Det farlige ligger i, at forældre i dag skal sende deres børn til skoler, børnehaver og fritidshjem og her overlade børnene til tilfældige pædagoger, hvis holdning måske slet ikke stemmer overens med deres egne mål for opdragelse. Desværre har forældre i dag ingen reelle muligheder for at vælge.“ — Politiken, 10. juni 1970.
Tryghed og varme
● „Om viden er lykke eller ulykke, det kommer an på, hvad den bruges til,“ siger professor, dr. jur. Verner Goldschmidt ifølge Berlingske Tidende for 6. juli 1970. Videre siger han: „Lad os straks slå fast: mennesket er bygget op på det følelsesmæssige — så kommer intellektet i anden række. Det er den følelsesmæssige tryghed og varme under opvæksten, det er dér fundamentet ligger i opbygningen af mennesket. Viden kan fyldes på bagefter.“
Budskab til ungdommen
● U Thant, FNs generalsekretær, havde i juni måned et budskab til ungdommen. Han sagde heri blandt andet: „I den verden vi lever i i dag er fredsappeller ofte kun optakt til forøget anvendelse af magt. Opfordringer til nedrustning følges af stigende udgifter til stadig frygteligere våben. Højtidelige forsikringer om menneskets rettigheder modsiges af en voksende tilfredshed med egne forhold og ligegyldighed over for millioner af vore medmenneskers betrængte situation. . . . Fremfor alt hører man til stadighed hyklerisk erkendelse af behovet for internationalt samarbejde og for nødvendigheden af at finde verdensomspændende løsninger på et stigende antal problemer. Det er her en forandring kræves — og kræves omgående.“ De resultater som FN og andre organisationer kan fremvise tyder ikke på at mennesker i egen kraft kan indføre disse påkrævede forandringer.
„Musik“ kan skade trommehinderne
● Det britiske lægetidsskrift The Lancet skriver at to timers musik i et diskotek kan have en yderst skadelig virkning på hørelsen. For megen støj kan forøge og fremskynde den svækkelse af hørelsen der følger med alderen, skriver bladet.
Masser af heroin
● Eksperter fra De forenede Nationer anslår at omtrent 50 tons heroin når det ulovlige narkotikamarked hvert år. Det svarer til mindst 10 milliarder doser, hvilket er nok til at hver mand, hver kvinde og hvert barn i verden kan få tre doser.
Et sprog der ikke kan skrives
● Sproget somali findes ikke som skriftsprog, selv om indbyggerne i Afrikas varme, tørre „horn“ har talt sproget i århundreder. Somalia er et af de få lande i Afrika hvor alle taler samme sprog, men ingen hverken læser eller skriver det. Der findes ingen bøger eller blade på sproget. De tre officielle aviser trykkes på arabisk, italiensk og engelsk.
Politiet protesterer
● I begyndelsen af juni blev Stockholm kaldt en åben by, fordi politifolk gennemførte en protestaktion mod regeringen da denne havde nægtet at forhandle om deres krav angående løn og arbejdstid. Da det er ulovligt for politifolk at strejke, besluttede de at anvende en anden taktik; de sygemeldte sig eller nægtede at påtage sig frivilligt overarbejde. Da der ikke var noget politi på gaderne, drog en bande på 150 i 50 biler plyndrende gennem Stockholm den 7. juni. En benzintank, en spiritusforretning og en forlystelsespark blev raseret og plyndret.