„Dit ord er sandhed“

„Du må ikke myrde“

DEN største fysiske skade et menneske kan påføre et andet menneske er at berøve det livet. Derfor lyder det sjette af de ti bud: „Du må ikke slå ihjel [myrde, New World Translation]!“ Og under Moseloven var der dødsstraf for overlagt mord. Imidlertid var der en barmhjertig forordning for den der af vanvare kom til at slå sin broder ihjel. — 2 Mos. 20:13; 4 Mos. 35:6-34.

Denne lov var ikke noget nyt. Bibelen viser at Kain var klar over at han var i fare for at blive dræbt fordi han havde slået sin broder Abel ihjel. (1 Mos. 4:14) Lige efter Vandfloden forbød Jehova Gud desuden udtrykkeligt at nogen uretmæssigt tog en andens liv. Gud sagde dengang: „Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses, thi i sit billede gjorde Gud menneskene.“ Denne lov har været gyldig for alle mennesker lige siden, for intet i Bibelens hebraiske og græske skrifter taler imod denne lov. — 1 Mos. 9:5, 6.

Det kan derfor ikke overraske at også kristne har fået påbud om ikke at slå ihjel. Således skriver apostelen Paulus at de der er „fulde af misundelse, mordlyst“ og deslige „fortjener døden“. Apostelen Johannes viser i sine skrifter at en kristen som begår mord vil hindre sig selv i at opnå evigt liv og vil blive tilintetgjort i „den anden død“. — Rom. 1:29, 32; 1 Joh. 3:15; Åb. 21:8.

Det er blevet diskuteret hvad der kan kaldes lovligt drab og hvad der er mord. En amerikansk brigadegeneral som nu er professor i jura ved Columbias universitet stillede spørgsmålet om hvorvidt der er „nogen klar forskel på at dræbe et spædbarn fra en flyvemaskine og at skyde det ned på nært hold med et gevær?“ Han nævnede at „under den anden verdenskrig brændte mange tusind småbørn ihjel i Berlin, Tokyo, Hamburg og andre fjendtlige byer, og dette blev betragtet som lovlige militære operationer“. Han fortsatte med at prøve at påvise forskellen mellem at dræbe børn og andre civile med bomber nedkastet fra fly og at lade soldater med geværer dræbe dem på nært hold. — New York Times, 10. januar 1970.

Men hvad siger Guds ord? Det skelner ikke på den måde. Det er sandt at Israels nation i fortiden tjente som Guds skarpretter ved at udslette de onde og fordærvede kana’anæere. Men hvilken nation i dag kan fremvise en fuldmagt fra Gud der siger at den tjener som hans skarpretter? Jehova Gud, Livgiveren, alene har retten til at sige under hvilke omstændigheder mennesker må dræbes.

Selvfølgelig ville mange aldrig tænke på at gøre brug af et gevær eller at kaste en bombe. Kunne sådanne mennesker alligevel pådrage sig blodskyld over for Gud, måske endda uden at vide det?

Guds lov til Moses hjælper os til at forstå dette. Det er sandt at denne lov ikke blev givet til kristne; ikke desto mindre er dens syn på menneskelivet grundlagt på sunde, retfærdige og fornuftige principper som er eviggyldige.

For eksempel er der spørgsmålet om præcis hvornår et foster skal betragtes som et levende væsen. Mens menneskers love er modstridende på dette punkt, gør Guds lov til Israel det klart at ethvert foster skal betragtes som et levende væsen, en menneskesjæl. Hvis en på grund af voldsomhed var skyld i at en gravid kvinde mistede sit ufødte barn, var straffen herfor liv for liv, sjæl for sjæl. Svangerskabsafbrydelser er derfor mord. — 2 Mos. 21:22, 23, New World Translation og den danske oversættelse af 1871.

Desuden sagde den mosaiske lov at dødsfald der skyldtes forsømmelighed medførte blodskyld; og logisk set må det være sådan. Hvis for eksempel en tyr stangede en mand ihjel, blev tyren dræbt. Hvis derimod ejeren vidste at tyren ville stange og han undlod at holde den indespærret, måtte både ejeren og tyren lide døden. Ligeledes krævede loven at når en mand byggede et hus skulle han bygge et rækværk langs kanten af det flade tag. Hvis han undlod at gøre det og en der gik på taget faldt ned og slog sig ihjel, pådrog ejeren sig blodskyld. — 2 Mos. 21:28, 29; 5 Mos. 22:8.

Det princip der her anvendes har en meget direkte forbindelse med brugen af biler i dag. Hvis en bilist dræber et menneske med sin bil fordi han kører for stærkt eller på anden måde hensynsløst, eller fordi han er påvirket af alkohol eller narkotika, vil han i Guds øjne pådrage sig blodskyld.

På grund af princippet om samfundsansvar kan man også ubevidst pådrage sig blodskyld på en anden måde. Hvis man tilhører en religiøs organisation som tidligere har udgydt blod eller som måske har velsignet dem der udgød uskyldigt blod, så vil man på grund af sit tilhørsforhold til en sådan organisation have del i dens blodskyld. Bibelen viser således at hele Benjamins stamme blev draget til ansvar for en enkelt kvindes død fordi den nægtede at udlevere hendes mordere så de kunne få deres straf. — Dom. 20:8-48.

At dette princip er gældende i dag ses klart af Guds befaling angående den falske religions verdensimperium, kaldet Babylon den Store. I Åbenbaringen 18:4 siger Guds engel: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ Ja, den falske religions verdensimperium har gjort sig skyldig i mange urette handlinger. Som Guds engel siger: „Og i den by fandtes blod . . . af alle dem, som blev myrdet på jorden.“ (Åb. 18:21, 24) De der ikke ønsker at Gud skal finde dem skyldige må drage ud fra alle religiøse organisationer som ikke forkynder og retter sig efter Bibelens bud.

For kristne er der endnu en måde hvorpå de kan pådrage sig blodskyld, og det er ved at hade en kristen broder. Det er sandt at der er visse former for had det er rigtigt at føle. For eksempel befales Jehovas tjenere at ’hade det onde’ og også at „afsky det onde“. Derfor skrev salmisten David med Jehovas godkendelse: „Jeg hader jo dem, der hader dig, [Jehova], og væmmes ved dem, der står dig imod.“ Den form for had er korrekt, fordi den er grundlagt på principper og ikke på lidenskabelige følelser, på kærlighed til retfærdighed og ikke på selviskhed. Desuden vil en der hader Guds fjender, tålmodigt vente på at Gud udsletter disse fjender. — Sl. 97:10; Rom. 12:9; Sl. 139:21, 22.

Men at hade en kristen broder er det samme som at slå ham ihjel, som apostelen Johannes netop siger: „Enhver, der hader sin broder, er en morder; og I ved, at ingen morder har evigt liv blivende i sig.“ (1 Joh. 3:15) En der hader sin kristne broder har i virkeligheden mord i hjertet, for han ønsker ham ondt, hvorimod det er Jehovas hensigt at velsigne dem der udøver tro på hans søn. Enhver kristen bør derfor nøje ransage sit hjerte og udrense alt had og al bitterhed som han måtte nære i hjertet mod en kristen broder. Han bør oprigtigt lægge det frem i bøn for Jehova og sætte alt ind på at overvinde sådanne følelser.

Der er ingen tvivl om at budet om ikke at tage en andens liv er både betimeligt og bindende for kristne i dag.