Vi betragter verden
Svangerskabsafbrydelse med præsters hjælp
● En gruppe præster i den amerikanske by Detroit har oprettet et kontor for staten Michigan som arrangerer „abortrejser“ til staten New York, hvor loven tillader svangerskabsafbrydelse. Hver uge benytter 200 kvinder fra Michigan sig af denne service. Den klinik i staten New York der behandler disse kvinder tager kun imod dem på henvisning fra præsterne i Michigan. Om Bibelens syn på svangerskabsafbrydelse kan De læse andetsteds i dette blad.
Den gennemsnitlige levealder
● Man har i Verdenssundhedsorganisationen offentliggjort rapporter som viser at den nedgang i dødelighed der verden over viste sig meget stærkt i årene 1950-1955, nu synes at være ophørt. Rapporterne viser at der i seksten lande er sket en stigning i dødeligheden. Eksperter mener på grundlag heraf at der findes en grænse for hvor langt dødeligheden kan bringes ned, selv i de mest udviklede lande, hvor dødeligheden af smitsomme sygdomme er ringe. I disse lande forekommer til gengæld flere selvmord og trafikdødsfald end før. I Danmark og flere andre vestlige lande er den gennemsnitlige levealder for mænd nu halvfjerds år. — Kristeligt Dagblad, 26. oktober 1970.
Rekvisitter til gæstearbejdere
● En fynsk folkekirkepræst har taget initiativ til at skaffe de skandinaviske gæstearbejdere de „rigtige“ rekvisitter til deres gudstjenester. Mange gæstearbejdere i Danmark bekender sig til den græsk-ortodokse tro, og sognepræsten har nu skaffet dem to store ikoner (en slags helgenbilleder), et meterhøjt kors, en syvarmet lysestage, røgelseskar og røgelse. De to ikoner blev bestilt specielt hos en dansk ikonograf. To danske biskopper har stillet sig meget positivt til præstens initiativ, og man anser eksperimentet for at være et værdifuldt led i det økumeniske arbejde. (Berlingske Tidende, 24. september 1970) I de græsk-ortodokse lande er der imidlertid mange der har fået øjnene op for Bibelens klare sandheder og er begyndt at tilbede Gud på den måde han foreskriver.
’Gør noget snart, eller forgå’
● Problemer som befolkningstilvæksten, den øgede forurening, og „en mangedoblet ødelæggelseskapacitet“ må løses snart, ellers vil menneskeheden forgå, sagde generalsekretær U Thant den 23. august sidste år. Videnskab og teknologi har, sagde han, „mangedoblet menneskets muligheder for at ødelægge“. Han erklærede også at „forplumringen af vore omgivelser er så alvorlig at medmindre der straks skrides ind, er det tvivlsomt om vor klode vil være i stand til at give mennesket de nødvendige livsbetingelser“. Hvorfor har De forenede Nationer ikke løst disse problemer? Fordi, sagde U Thant, De forenede Nationer befinder sig i en „autoritetskrise“, lammet af landenes „forældede og ubrugelige forestillinger om national suverænitet“. Det er Gud, og ikke mennesker, der har løsningen, og denne løsning er tydeligt fremsat i Bibelen.
Kampagne mod lovløshed
● I Storbritannien startede man i oktober sidste år en landsomfattende kampagne for at opfordre befolkningen til at samarbejde med politiet. Baggrunden er den stigning i antallet af forbrydelser man har erfaret i mange lande. I Storbritannien er man nu kommet op på halvanden million registrerede forbrydelser om året. Halvdelen af de dømte er under 21 og en fjerdedel under 17. Kampagnen er beregnet at ville koste indenrigsministeriet cirka 3,2 millioner kroner. — Berlingske Tidende, 31. oktober 1970.
Underholdning i TV
● Spørgsmålet om „kvantitet kontra kvalitet“ i forbindelse med fjernsynsprogrammer har været i søgelyset. Chefen for radioteatret ved BBC, Martin Esslin, mener at selve mængden af TV-programmer har en tilbøjelighed til at sløve seernes evne til at skelne mellem virkelige og opdigtede begivenheder. Da TV næsten udelukkende er et medium for afslapning og underholdning, bliver der en tendens til at bedømme alle udsendelser efter deres underholdningsværdi. „Som følge heraf vil rigtige soldaters virkelige død i Vietnam enten blive betragtet mere eller mindre ligegyldigt, fængslende eller underholdende, end hvis det drejede sig om skuespillere i en krigsfilm, og politikeren bedømmes efter om hans optræden på skærmen var lige så underholdende som komikerens,“ siger Esslin.
Farligt at ’blaffe’
● Det canadiske politi har advaret kvinder mod at rejse „på tommelfingeren“. I løbet af fire måneder blev der rapporteret 22 overfald med seksuelt motiv på piger der standsede bilister for at køre med. Pigerne var fra 12 til 22 år gamle. Alle disse forbrydelser kunne have været undgået hvis pigerne simpelt hen ikke havde sat sig ind i en bil med en fremmed ved rattet. „Det giver ikke større sikkerhed at være flere,“ siger politiet. „Der er ingen garanti for at en pige ikke vil blive overfaldet bare fordi hun er sammen med en veninde eller to.“ Provinsdommer Bernard Isman bemærkede for nylig i forbindelse med en sædelighedssag: „Min egen personlige mening er at enhver pige der sætter sig ind i en bil hos en fremmed mand, selv er skyld i det der sker med hende — uanset om det er ved højlys dag eller om hun er sammen med en anden pige. Det gør ikke sagen ret meget bedre at der er to piger til stede. Hvis den der sidder ved rattet beslutter sig til noget, skal han nok finde en måde at gennemføre det på.“
Det bedste alarmsystem
● Vicepræsidenten for et vægterfirma i Los Angeles, Henry Bogardous, mener at det bedste alarmsystem en kvinde kan bruge som beskyttelse mod overfald, er hendes skrig. Ved en konference fortalte han at kvinder må skrige højt „indtil faren er overstået“, når de angribes i hjemmet eller andre steder.
Forældres indflydelse på børns intelligens
● Børns intelligensniveau kan hæves. De bliver „kvikkere“ hvis de lever i gode omgivelser og har kærlige og forstående forældre. Disse meninger stammer fra den engelske forfatterinde Joan Beck, der i en bog beskriver hvad forældre kan gøre for at få mere intelligente børn. Hun fremhæver som det væsentligste at forældrene taler med deres børn så meget som muligt og forsøger at give svar på børnenes spørgsmål. Unges intelligens bliver også hævet til et højere niveau hvis der er en varm atmosfære i hjemmet. Forfatterinden slår desuden til lyd for at børn skal lære at læse før de begynder at gå i skole.
Klager over præster
● Flere og flere klager over at kirkerne har svigtet deres sognebørn. En forretningskvinde i Atlanta, USA, siger at hendes nye præst „har overset det menneskelige element og prædiket en vag, udvandet form for kristendom . . . uden overhovedet at sige noget“. En anden kommentar lyder: „I min kirke er en hel del af det egentlige, den ægte gudsdyrkelse, gået tabt. Den er blevet til en forretning. I hver eneste gudstjeneste bliver der sagt noget om penge.“ Et andet kirkemedlem erklærer: „Der er en klike i min kirke. Hvis man er med i kliken, står man også på en god fod med pastoren. Hvis ikke, er man luft for ham.“ Er det også sådan i det trossamfund De tilhører? Hvorfor ikke hente hjælp i Bibelen? Når De undersøger Bibelen sammen med et af Jehovas vidner, vil De finde den kærlighed, fred og tilfredshed som tydeligvis mangler i mange kirker.
Den frygtede kolera
● Det oplyses af Verdenssundhedsorganisationen at kolera har dræbt tres mennesker i Guinea, Vestafrika. Også Liberia, Libyen, Israel, Libanon og Sovjetunionen har rapporteret koleratilfælde. Kolerabakterien forårsager en alvorlig tarminfektion. De deraf følgende opkastninger og en voldsom diarré kan dehydrere et menneske så hurtigt at det dør inden seks timer. Sygdommen spredes med inficeret vand. Derfor bør turister som rejser i lande hvor koleratilfælde er forekommet, være meget forsigtige med det lokale drikkevand. Alt drikkevand bør koges. Man bør også undgå at spise rå fødemidler.
Narkotika under svangerskabet
● I november sidste år havde man på Rigshospitalet i København to tilfælde af nyfødte børn der var syge fordi deres mødre havde taget narkotika under svangerskabet. Børnenes almentilstand ved fødselen var ikke god, deres hjertefunktion var ikke helt normal i den første tid, de havde opkastninger, osv. Det var hospitalets indtryk at de reagerede med abstinenssymptomer nogenlunde på samme måde som en narkoman under afvænning vil gøre. Børnene måtte observeres meget omhyggeligt i de første uger efter fødselen, de måtte behandles med beroligende midler, og man måtte sørge for at opretholde en passende væske- og saltbalance. — Berlingske Tidende, 11. november 1970.
Færre presbyterianere i Canada
● Canadas presbyterianske Kirke har lidt „alvorlige“ tab, både i antal medlemmer og antal præster. Fra 1962 til 1969 faldt medlemstallet med 6 procent, mens Canadas befolkning voksede med 2 millioner.
Præsters ansvar
● En amerikansk metodistpræst, Harvey C. Hahn, ser tilbage på fyrre år i kirken. Han siger: „Jeg tror at mange ting i vort dekadente samfund skyldes præstestanden. Vi har indrettet os efter forholdene i stedet for at rette på dem. Vi har fulgt folkets ønsker . . . og ikke Guds ønsker.“
Færre hjertetransplantationer
● Den første hjertetransplantation blev udført i december 1967. I 1968 forsøgtes 101. I 1969 faldt antallet til 47. I 1970 var der indtil september kun udført 15 transplantationer. Henimod slutningen af 1970 var kun 21 af alle hjertemodtagere stadig i live. Dr. Norman E. Shumway fra Stanford-universitetet har udtalt: „Den første, næsten hysteriske, begejstring som hilste de første hjertetransplantationer, synes nu at være blevet afløst af en almindelig pessimisme.“