Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g70 22/10 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1970
  • Underoverskrifter
  • Mikro-makro-mad
  • Folkekirken dødsdømt
  • Bøn pr. rutine
  • Skal skolebørn missionere?
  • Olie i Atlanterhavet
  • Lige ret for loven?
  • Alarmerende spredning af kønssygdomme
  • Frikvarter med LSD
  • Fisk med „optisk hvidt“
  • Kan jordskælv forudsiges?
Vågn op! – 1970
g70 22/10 s. 22-23

Vi betragter verden

Mikro-makro-mad

● I den senere tid er begrebet mikro-makro-mad ret ofte dukket op i dagspressen, især i forbindelse med visse grupper af unge. Af en kronik i Politiken for den 8. juli fremgik det at teorien bag mikro-makro-mad skyldes en japaner som er kendt under navnet Georges Ohsawa, og bygger på filosofien om yin og yang der spiller en vigtig rolle i de gamle kinesiske religioner, blandt andet taoismen. Om Ohsawa skriver kronikøren Ole Grünbaum: „Han er meget mere end en ernæringsteoretiker. Hans mål er ikke bare at helbrede sygdomme, det er at forandre sindet. Ohsawa tror som Jesus, Buddha, Lao-tse og andre på sindets forandring.“

I Politiken for den 12. juli fremkom følgende kommentar af ernæringsfysiologen, afdelingsleder dr. med. Peder Helms ved Århus universitet: „Man kan sikkert leve sundt nok på mikro-makro-mad, men lad endelig være med at tro på teorien bagved om yin og yang og forskellig føde efter breddegrad.“

Jesus lærte ikke at maden er det vigtigste i et menneskes liv, men sagde: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.“ (Matt. 4:4) Det er Guds ord der kan forandre et menneskes sind efter Guds vilje og vise vejen til evigt liv og evig sundhed.

Folkekirken dødsdømt

● Kort før påske skrev sognepræst Johannes Bondesen et åbent brev til tre ministre og alle folketingets medlemmer. Han skrev blandt andet: „Folkekirken er i dag et uforklarligt roderi, fordi kun specialisterne kan forklare meningen med den.“ I et interview med Aalborg Stiftstidende den 19. april i år sagde sognepræsten desuden: „I tusindvis har mennesker forgæves søgt at lytte til præsterne uden at have fundet kristendommen fortalt sådan, at den kunne modtages til tro eller forkastelse. . . . Redningen ser jeg altså i en adskillelse af kirken fra staten. Folkekirken er efter min mening dødsdømt.“

Bøn pr. rutine

● Disciplen Jakob, Jesu Kristi halvbroder, skrev at den der beder skal „bede i tro, uden at tvivle“. Apostelen Johannes tilføjede at Gud hører de menneskers bønner der „holder hans bud“. (Jak. 1:6; 1 Joh. 3:22) Lad os med dette i tanke betragte den bøn som baptistpræsten H. Wayne Fink bad i senatet i den amerikanske stat Kansas. Hans bøn skal have lydt nogenlunde således: „Ja, Gud, så er vi her igen — vi beder ikke fordi vi gerne vil, og vi tror egentlig heller ikke at du hører os. Vi beder kun for traditionens skyld, simpelt hen fordi det altid har været gjort sådan.“ Fink bad om at lovgiverne måtte blive velsignet med „et åbent sind, en klar tænkeevne og ærlige motiver“, og han sluttede således: „Ja, nu skal jeg ikke tage mere af din tid, Gud, for disse folk her vil gerne have dette kedelige, indledende ritual overstået hurtigst muligt. De vil gerne i gang med dagens vigtige forretninger og de pligter der trænger sig på. Lad det ske således, Herre.“ Kan Gud have behag i en tro der får en præst til at bede således?

Skal skolebørn missionere?

● Rektor ved det katolske gymnasium i København, Erik Lorensen, blev interviewet i Kristeligt Dagblad den 27. april 1970. Han blev blandt andet spurgt: „Ville der ikke være en mission i at lade de katolske elever gå i ikke-katolske skoler og dér være gode katolikker?“ Hertil svarede rektor: „Det er vanskeligt for et barn og en ung at være så stærk, at han kan være den eneste katolik i en gruppe. De er ikke så befæstede i deres tro, at de ligefrem kan være missionerende. . . . Det må være den enkelte, der søger sandheden. Bliver man spurgt, skal man anvise vej til at finde oplysninger, men der kan ikke være tale om en missionsvirksomhed over for andre kristne. Alene ved den livsholdning, man har, påvirker man andre, forhåbentlig i en god retning, men man skal ikke give sig til at tale om teologiske spørgsmål, medmindre den anden ytrer ønske om det.“ Jesus befalede alle sine disciple at forkynde eller „missionere“, og han undtog ikke børn og unge mennesker.

Olie i Atlanterhavet

● Hvor rene er verdenshavene? Thor Heyerdahl, der for nylig krydsede Atlanten i en papyrusbåd, siger at dette hav nogle steder er så forurenet at han ikke brød sig om at børste tænder i det. Da han var et godt stykke ude i Atlanten sendte han følgende meddelelse: „Over en strækning af mindst 1400 sømil er Atlanterhavet forurenet af olie . . . det er meget sandsynligt, at det forurenede område omfatter hele havet fra Afrikas kyst til det tropiske Amerika. . . . i løbet af de 27 dages sejlads hidtil er olieklumper i varierende mængder blevet set uafbrudt hver dag.“ Under sin første Atlanterhavsfærd fandt Heyerdahl også tegn på forurening. Blandt andet fandt han talrige celluloserester, der viste sig at være toiletpapir. Det ventes at Heyerdahl vil aflægge beretning for FNs generalsekretær om de tegn på forurening han har set. — Berlingske Tidende, 19. juli 1970.

Lige ret for loven?

● I det amerikanske dagblad Daily News skriver journalisten Donald Singleton: „Byen New Yorks kriminaldomstole har så mange sager, er så slapt administreret og har en sådan mangel på penge, arbejdskraft og lokaler at hele systemet er lige ved at bryde sammen.“ Han tilføjer: „Hvis hver eneste sagsøgte skulle insistere på at få sin sag behandlet øjeblikkelig af en jury af ligemænd, sådan som forfatningen garanterer det, ville vore domstole stadig påhøre dette års sager i år 2000.“ Med hensyn til lige ret for loven siger han: „Der findes ingen lige ret for de fattige. . . . På hele den tunge vej er kønne ord og løfter den eneste form for retshjælp fattige sagsøgte får.“ Hvilken retfærdighed vises der? „Der findes ingen eksakt retfærdighed for samfundet — folket,“ siger han. „I effektivitetens navn, for at fremme ekspeditionen, er vore domstole degenereret til rene godtkøbsbutikker. Anklagerne pranger retfærdigheden bort ved at slå en handel af med klart skyldige sagsøgte. Anklagerne går med til at mildne anklagen; de sagsøgte går med til at erkende sig skyldige. Titusinder af skyldige sendes tilbage til byens gader på denne måde, uændrede, ustraffede og endda uden at have fortrudt, for at begå flere af de samme forbrydelser som bragte dem i retten i første omgang.“ Hvad med systemet? Der findes „en form for kontrolleret kaos i hele systemet, et kaos der er umiddelbart synligt for enhver iagttager, et kaos der berøver enhver muligheden for at få sin sag retfærdigt behandlet.“

Alarmerende spredning af kønssygdomme

● I hele verden er man inden for de sidste par år blevet opmærksom på en kraftig spredning af kønssygdomme. I Danmark regner man med i 1970 at have mindst 16.000 nye konstaterede tilfælde, hvilket er tre gange så meget som for fem år siden. I De forenede Stater er sundhedsmyndighederne alarmeret over at sygdommen gonorré har fået format som en landsomfattende epidemi. I visse større byer er gonorrétilfældene forøget med mere end 200 procent. Kønssygdomme er blevet USAs mest almindelige smitsomme sygdomme, med undtagelse af forkølelse. I Philadelphia forekom sidste år 50 tilfælde af gonorré blandt børn under ti år. En artikel i Politiken for 7. maj 1970 behandlede de formodede årsager og kom blandt andet med følgende kommentar: „Man kan ikke undre sig over, at der i et samfund, hvor der på så kort tid sker så store ændringer i levevis og moralopfattelse, bliver en øget grobund for kønssygdomme. Når så tilmed den opfattelse har bredt sig, at kønssygdomme ikke er noget at regne med, og at det stort set kun var noget, der eksisterede i gamle dage, bliver vilkårene for epidemisk udbredelse øget. Befolkningens uvidenhed om, hvor alvorlige disse sygdomme kan arte sig, når de ikke behandles, trænger til at blive ændret.“

Frikvarter med LSD

● En århusiansk skoleinspektør har undersøgt hvor udbredt stofmisbruget er på hans skole. Det viser sig at 52 ud af 176 elever har røget hash eller prøvet hårdere stoffer. Toogfyrre af dem har kun røget hash, men hver syvende elev har taget „hårde“ stoffer som amfetamin, LSD og morfin. En af eleverne svarede at han brugte hårde stoffer op til tyve gange om måneden. En anden fortalte at han ryger hash og tager hårde stoffer i frikvarteret. Næsten alle der bruger hårde stoffer, ryger også hash. — Berlingske Tidende, 12. juli 1970.

Fisk med „optisk hvidt“

● For at vasketøjet kan forekomme hvidere tilsætter man vaskemidlerne „optisk hvidt“. Dette stof findes i alle på nær to af de cirka fyrre forskellige vaskemidler der fås på det danske marked. Nu har nogle forskere imidlertid fundet at mange fisk indeholder „optisk hvidt“. Stoffet kan ikke nedbrydes af syrer eller mikroorganismer, og mange mennesker er overfølsomme over for det. Sundhedsstyrelsen er nu i færd med at undersøge hvorvidt det er sundhedsfarligt for mennesker at spise disse fisk. — Politiken for 21. juli 1970.

Kan jordskælv forudsiges?

● Professor Charles Richter fra Californiens Tekniske Institut har meddelt at der nu, ved hjælp af seismologiske stationer og datamaskiner, er mulighed for at forudsige kommende jordskælv. Richter oplyser at videnskabsmænd gennem de sidste elleve år har forudsagt otte af elleve større jordskælv. Jordskælv skyldes spændinger opbygget i jordskorpen. Når disse når bristepunktet, sprænges klippegrunden og jorden ryster som følge af udløsningen af disse kæmpekræfter. Man anslår at det mindste målelige jordskælv udløser omkring 1000 gange mere energi end en atombombe, og at de største Jordskælv kan udløse en energi svarende til over 100.000 atombomber. I Amerika mener nogle videnskabsmænd at atomsprængninger under jorden kan være medvirkende til at udløse jordskælv. — Kolding Folkeblad, 1. april 1970.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del