Vildfarelser kan være farlige
DER er mange vildfarelser i omløb. De cirkulerer blandt folk ligesom falske penge man i god tro giver ud som om de var ægte. En enkelt falsk mønt volder sjældent stor skade; men er det pengesedler lydende på store beløb, kan tabet blive slemt, hvis man lader sig narre. På samme måde kan nogle vildfarelser være ret harmløse, mens andre afgjort er farlige. I det hele taget er det dog til ens eget bedste at alle ens forkerte opfattelser bliver korrigeret, så man kan tænke rigtigt og uhildet.
De har sikkert hørt sige at den røde farve kan gøre en tyr rasende, at en kanin skal gribes i ørerne når den løftes op, eller at man kan høre et ekko af havets susen når man holder en konkylie ind til øret. Kan disse udbredte opfattelser stå for en nærmere undersøgelse?
Hvis ikke De skal gå tværs over en mark hvor en tyr går løs, er De måske nærmest ligeglad med hvordan tyren reagerer på forskellige farver. Men undersøgelser har vist at den er farveblind. Hvis man ikke tror det kan man jo selv prøve at vinke med et stykke stof der har en anden farve. Resultatet kan blive nøjagtig det samme som hvis stoffet var rødt, for det er selve bevægelsen der tiltrækker tyrens opmærksomhed og får den til at angribe.
Hvis man synes det er grusomt at løfte missekatten op i halen, bør man også tænke sig om en ekstra gang før man griber den lille kanin i ørerne og løfter den. Naturforskere siger at kaninører er følsomme; det gør ondt på kaninen når dens ører bliver brugt som håndtag.
Men den susen man hører i en konkylie — lyder den ikke som havets brusen ved stranden? Egentlig skyldes lyden at konkylien på grund af sin særlige form opsamler og blander alle lyde i nærheden, så resultatet bliver en ensartet susen, der godt kan narre en hvis man ikke ved hvordan det virkelig hænger sammen. Man kan prøve at lytte til konkylien et sted hvor der er helt stille, hvor der ikke er nogen lyde som den kan opsamle.
Vildfarelser i fortiden
Mange opfattelser der har været meget udbredte i fortiden, er senere blevet modbevist. Efterhånden som vor viden øges, afsløres vildfarelserne og forkastes som ammestuesnak. Hvem ville for eksempel i dag skrive under på at jorden er flad eller at solen bevæger sig rundt om en stillestående jord?
I århundreder prøvede man at finde opskriften på en trylledrik der skulle give mennesker evigt liv. I Europa og Amerika mente man bestemt at der et eller andet sted fandtes „en kilde til evig ungdom“, som skulle have kraft til at helbrede og gøre gamle unge igen. Den opdagelsesrejsende Ponce de Leon ledte efter denne kilde i Florida.
Andre søgte i ramme alvor efter „De Vises Sten“, som skulle kunne forvandle alt metal til guld. Og mange ekspeditioner har gennemsøgt det nordlige Sydamerika for at finde Eldorado — et sted hvor man mente der fandtes så meget guld at det blev brugt til mure og tage.
Før i tiden var det også almindeligt at tro at der spontant opstår liv af madrester i forrådnelse. Det kunne man jo selv se — kom der ikke mider i kød og andre madvarer som lå for længe? Men man tænkte ikke på at fluerne i forvejen havde lagt deres æg i maden. Interessant nok minder denne opfattelse, som man nu har forladt, en del om udviklingslæren — der siger at livet opstod spontant i urtidens mudder og dynd!
Vildfarelser der er almindelige i dag
Selv i dag findes der vildfarelser som er temmelig udbredte. Nogle af dem er ret uskadelige. For eksempel tror mange at maven er det vigtigste fordøjelsesorgan. Men egentlig begynder fordøjelsen allerede når maden bliver blandet med spyt i munden. Og man ved nu at det meste af fordøjelsen foregår i tyndtarmen, efter at maden har forladt mavesækken.
En almindelig overtro går ud på at man pludselig kan blive gråhåret når man udsættes for et kraftigt chok. Men det passer ikke. Når håret gråner, sker det ganske langsomt. Det kan ikke lige pludselig blive gråt, for pigmentet afsættes i håret før dette vokser op af hovedbunden. Hudeksperter siger om det at blive ’gråhåret på en nat’: „Kun mennesker der har en bestemt, meget sjælden sygdom, kan pludselig blive delvis skaldede, så de på en enkelt nat taber alt det hår der har mørkt pigment og kun beholder de grå hår.“
Den slags fejlagtige opfattelser har naturligvis ikke bragt nogen i livsfare. Og hvis alle vildfarelser var så harmløse, ville det næppe være umagen værd at omtale dem.
Fejlagtige opfattelser der er farlige
Men der er dog visse vildfarelser der kan være farlige, både for liv og for lemmer. For eksempel mener mange at man skal gnide med sne hvis man har fået forfrysninger et sted på kroppen. I virkeligheden kan man gøre det hele meget værre hvis man gnider med sne. Den berømte canadiske polarforsker Vilhjálmur Stefánsson har sagt at „næsten intet kunne være mere absurd“ end at bruge „snekuren“ mod forfrysninger. Han siger at man i stedet bør „tage den varme hånd ud af vanten og et øjeblik presse den mod det sted hvor der er forfrysninger, indtil stivheden er forsvundet og farven er vendt tilbage“.
Tror De, som mange gør, at lynet aldrig slår ned to gange samme sted? Det er imidlertid noget man ikke skal regne alt for sikkert med, for det kunne i værste fald komme til at koste en livet. Fotografier har vist at lynet ofte slår ned samme sted — og det endda under det samme uvejr.
Hvis man kommer ud i kviksand bliver man trukket ned, mener mange. Men er det rigtigt? Bladet Scientific American for juni 1953 bemærker: „Stik imod den udbredte opfattelse, suger kviksand ikke nogen genstande ned.“ Det kan koste en livet at tro det forkerte.
I virkeligheden har kviksand en langt større bæreevne end vand. Det siger derfor sig selv at man også kan flyde på kviksand, hvis man kan flyde på vand. Det er den vilde kamp for at komme fri der gør at man synker dybere og dybere i, hvis man sidder fast i kviksand.
Hvad skal man da gøre hvis man er fanget i kviksand? Man skal forholde sig så roligt som muligt, og man skal handle velovervejet. I vand ville man flyde og svømme. I kviksand skal man straks lægge sig på ryggen og strække armene ud til siden. Når man ligger i denne stilling vil man ikke synke. Hvis ingen kommer til hjælp kan man prøve at gøre benene fri, først det ene og så det andet. Så kan man rulle sig hen til et sted hvor der er fast grund; men man må tit lægge sig i „flydestilling“ for at hvile.
Religiøse vildfarelser
I århundredernes løb er mange forkerte opfattelser af hvad Bibelen lærer blevet overleveret. For eksempel siger Bibelen ganske klart: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ (Ez. 18:4, 20) Det kan ikke siges mere tydeligt at sjælen kan dø. Men alligevel foretrækker de fleste mennesker at tro det modsatte — at sjælen er udødelig, en idé som er et produkt af spekulativ religion. Hvis mennesket i virkeligheden ikke dør, hvorfor skulle der så være brug for den opstandelse som Bibelen taler så tydeligt om? — Joh. 5:28, 29; Ap. G. 24:15.
Mange har også fået en falsk opfattelse af hvornår Jesus blev født. Har De lært i kirken at det skete den 24. eller 25. december? I bogen The Golden Bough (Den gyldne gren) skriver Sir James Frazer: „Vor julefest er simpelt hen en videreførelse af den gamle solhvervsfest under et kristent navn [på engelsk: Christmas]; omkring slutningen af det tredje eller begyndelsen af det fjerde århundrede behagede det de kirkelige myndigheder at overføre Kristi fødselsfest til den 25. december, for at den tilbedelse hedningerne på denne dag hidtil havde rettet mod solen, kunne blive rettet mod Herren.“
Nogle vil sikkert sige: „Datoen er uden betydning, når bare man fejrer hans fødsel.“ Men selve julefesten og alle de hedenske skikke der er knyttet til den stemmer ikke med hvad Jesus sagde. Han befalede sine disciple at mindes hans offerdød, ikke hans fødsel. — Luk. 22:19, 20.
Der knytter sig desuden talrige vildfarelser til festlighederne omkring den 24. og 25. december. Det er således en udbredt opfattelse at det var tre vise mænd eller hellige konger der kom med gaver til barnet Jesus. Men Bibelen oplyser ikke hvor mange der var og den siger heller ikke at de var konger; de var snarere astrologer. Mange forestiller sig også at de blev ført lige til Jesus i Betlehem af en stjerne. Men stjernen ledte dem i virkeligheden til Jerusalem, til kong Herodes, som ønskede at dræbe barnet; og da de til sidst kom til Betlehem lå Jesus ikke længere i en krybbe, han var i et hus. Læs selv beretningen i Deres egen bibel, i Mattæus-evangeliet, kapitel 2, vers 1 til 12.
Betyder det noget?
Betyder det så meget om man tror på noget der viser sig at være fejlagtigt? Ja, når det drejer sig om forfrysninger og kviksand må man vist indrømme at visse udbredte vildfarelser kan indebære en risiko for både liv og lemmer.
Langt farligere er det imidlertid hvis man klamrer sig til unøjagtige og tilfældige religiøse ideer der strider mod hvad Bibelen siger. Hvorfor er det så farligt? Fordi det ikke alene berører ens nuværende liv, men i endnu højere grad ens evige liv. Sandhed og evigt liv er nært forbundet. — Joh. 17:3; 4:23, 24.
Bibelen siger klart at det er Guds vilje „at alle slags mennesker skal frelses og komme til en nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Tim. 2:4, New World Translation) Men Paulus, en af Jesu Kristi apostle, sagde også at nogle ville være vildførte, skønt de var oprigtige. Om dem sagde han: „De er nidkære for Gud, men uden forståelse.“ (Rom. 10:2) Det er afgjort klogt af os at fjerne alle vildfarelser fra vort sind!
[Illustration på side 4]
„Snekuren“ kan gøre forfrysninger værre
[Illustration på side 5]
Kviksand suger ikke en ned uden videre; men hvis man kæmper vildt vil man synke dybere og dybere
[Illustration på side 6]
Kender De alle de vildfarelser der knytter sig til julefesten?