Hvordan den anglo-amerikanske verdensmagt fremstod

EFTER den anden verdenskrigs afslutning har de vestlige lande og de kommunistiske østbloklande været optaget af en kappestrid der undertiden er brudt ud i åben kamp. Storbritannien og De forenede Stater er som en sammensat verdensmagt eller dobbeltverdensmagt gået i spidsen for vestlandene i deres kamp mod kommunismens fremmarch.

Efter femogtyve år med kold krig, gensidige provokationer og varme krige er verdenssituationen stadig spændt og yderst farlig, hvilket forholdene i Mellemøsten, Sydøstasien og andre steder viser. Hvad vil fremtiden bringe? Den totale udslettelse i en global atomkrig? Er der noget som helst håb om at varig fred en dag vil blive en realitet? Visse kendsgerninger om den engelsk-amerikanske eller anglo-amerikanske verdensmagt kan kaste lys over spørgsmålet.

Et nært forhold

Der har længe eksisteret et nært forhold mellem Storbritannien og De forenede Stater. I 1946 kaldte Winston Churchill det for „et særligt forhold“ og „en broderlig forbindelse“.

Under den første og anden verdenskrig blev det særlig tydeligt at dette forhold eksisterede. Det var kombinationen af disse to landes militære styrker og økonomiske ressourcer der gjorde det muligt for dem at nedkæmpe tyskernes og deres allieredes militærmagt i disse to krige. Atombomben, der spillede en afgørende rolle for udfaldet af den anden verdenskrig, var resultatet af britiske og amerikanske videnskabsmænds forenede anstrengelser. Men det er ikke alt.

Disse to lande har ved deres partnerskab og deres fælles initiativer spillet den vigtigste rolle med hensyn til at fastlægge regler for verdenshandelen og for de internationale økonomiske forhold. Det engelske pund og den amerikanske dollar har i virkeligheden været de førende valutaer i international handel. I fællesskab var England og Amerika den igangsættende kraft bag dannelsen af Folkeforbundet og De forenede Nationer, og dette er endnu et bevis på de to landes samlede verdensvide indflydelse.

Der kan ikke være megen tvivl om at den anglo-amerikanske verdensmagt har haft afgørende indflydelse på verdensforholdene i dette tyvende århundrede. Storbritannien og U.S.A. har ganske vist haft deres meningsforskelle, men i det store og hele har deres nære partnerskab gjort dem til en dobbeltverdensmagt uden lige i historien. Herom bemærkede avisen Saturday Evening Post for 1. juli 1967: „Winston Churchill yndede at påpege at De forenede Stater og England tilsammen udgjorde en kombination som ingen kunne udfordre. Dette gælder stadig — imperium eller ikke imperium, guldflugt eller ikke guldflugt.“

Om det nære forhold mellem de to lande sagde den engelske ambassadør i U.S.A. i en tale han holdt den 22. maj 1963: „Jeg tror at vore regeringer i dag har et nærmere samarbejde med hinanden end to frie og suveræne magter nogen sinde før har haft i fredstid. . . . Ingen alliance i historien har vist sig så mægtig som det anglo-amerikanske partnerskab har været siden den dag i 1941 da vi stod som våbenbrødre.“ Dette partnerskab er betydningsfuldt, for det er forudsagt i Bibelens profetier.

Den spæde begyndelse

Det var det romerske imperium der for længe siden lagde spiren til den anglo-amerikanske verdensmagt. Ifølge Bibelens historiske angivelser var romerriget det sjette i en række verdensriger der begyndte med det gamle Ægypten, eller det fjerde hvis man tæller fra Babylon. Ifølge profetien skulle den anglo-amerikanske verdensmagt, der blev beskrevet som ’et horn der talte store ord’, udgå fra romerriget. (Dan. 7:7, 8, 23, 24) Hvordan gik dette i opfyldelse?

Da de romerske hære ankom til England i det første århundrede før vor tidsregning, gjorde de „Britannien“ til en del af det romerske imperium. Dette sjette verdensrige etablerede sig permanent i England og gjorde Camulodunum, det nuværende Colchester, til provinshovedstad. Før romerne kom var landet delt mellem omtrent tredive folkestammer. Efter at disse stammer var overvundet kom landet til at udgøre den vestligste del af de romerske provinser i Europa.

Under Roms beskyttelse havde England fremgang, og der blev bygget omkring tooghalvfems byer. Bogen The Historians’ History of the World (Historikernes Verdenshistorie) af Henry Smith Williams gør opmærksom på Roms dominerende indflydelse på England i Storbritanniens tidligste historie; det hedder i denne bog: „Det kan siges at Storbritanniens historie begyndte da Cæsars legioner gik i land på Englands sydkyst.“ Der er således en forbindelse mellem romerriget og den anglo-amerikanske verdensmagt, det syvende verdensrige.

Hvorfor året 1763 er betydningsfuldt

Det syvende verdensrige begyndte at dukke op i 1763, da Storbritannien blev verdens førende handelsmagt. I det år overtog England de fleste af Frankrigs besiddelser i Nordamerika. Det skete efter afslutningen på Den preussiske Syvårskrig, en krig der berørte næsten alle Europas nationer og blev udkæmpet over hele verden — i Indien, Nordamerika, Tyskland og på de store verdenshave. Nu var den spire romerriget havde plantet, vokset til en stærk organisation der med tiden skulle blive til en dobbeltverdensmagt. Dette riges fremståen var forudsagt i Åbenbaringen 13:11, symboliseret ved et dyr der „havde to horn ligesom et lam, men talte som en drage“.

At Syvårskrigen, som begyndte i 1756 og sluttede i 1763, markerede Storbritanniens fremståen som verdensmagt, støttes af det anerkendte leksikon Encyclopædia Britannica i dets ellevte udgave. Der står: „Denne krig lagde grunden til det britiske imperium. . . . Traktaterne i Paris (10. februar 1763) og Hubertusburg (15. februar) markerer et vigtigt punkt i Europas historie. I kraft af den første [traktat] fremstod Storbritannien som et imperium med besiddelser over hele verden.“

Skønt Storbritannien mistede sine kolonier i Amerika ved uafhængighedskrigen der begyndte i 1775, blev det dog ved med at vinde frem og hævde sig som verdensmagt andre steder. Fra 1798 til 1805 udvidede det sine områder i Indien til det firdobbelte og var i 1818 suveræn i Indien. Under dronning Victorias regering (1837 til 1901) underlagde England sig endnu større dele af Indien, foruden Burma og store dele at Afrika.

Da denne dronning døde havde det britiske imperium herredømmet over hver fjerde kvadratkilometer land på jorden, så man kunne sige at ’solen aldrig gik ned over det britiske imperium’. Det er blevet sagt at hvert femte menneske i verden var britisk undersåt. På grund af Englands store styrke til søs sagde man at ’Britannia hersker over bølgerne’. Men hvordan blev Storbritannien som den syvende verdensmagt til en dobbeltverdensmagt, en magt der stadig spiller en vigtig rolle i verdensbegivenhederne i vor tid?

Dobbeltverdensmagten kommer til syne

Forandringen begyndte da de oprindeligt britiske kolonier i Amerika rev sig løs og dannede en selvstændig nation, Amerikas forenede Stater. Inden længe arbejdede det britiske imperium og denne nye nation sammen som partnere. Det skete omkring 1823, da Monroe-doktrinen blev formuleret.

Omtrent på denne tid blev Storbritannien foruroliget over at flere europæiske regeringer appellerede til Frankrig om at sende tropper til Latinamerika for at medvirke til at genoprette kongerigerne Spaniens og Portugals herredømme der. England foreslog U.S.A. at de to lande i fællesskab skulle udsende en advarsel til de europæiske regeringer om at disse skulle holde sig fra hele det amerikanske fastland.

De forenede Stater besluttede selv at tage affære og udsendte Monroe-doktrinen, hvori det hed at U.S.A. ville modsætte sig ethvert forsøg disse lande måtte gøre på at kolonisere eller dominere Nord- og Sydamerika. Herom siger World Book Encyclopedia for 1966: „Men når doktrinen gjorde indtryk skyldtes det snarere den britiske flådestyrke end amerikansk politik.“ De forenede Stater var på det tidspunkt stadig en forholdsvis svag magt.

Under den spansk-amerikanske krig 1898 blev England og De forenede Stater drevet endnu nærmere sammen. Bogen New Cambridge Modern History af G. N. Clark gør opmærksom på dette: „Da De forenede Stater senere blev inddraget i en krig mod Spanien, befæstedes denne følelse. De forenede Staters regering og folk erkendte fordelene ved at stå på en god fod med Storbritannien i nødens stund, og de to nationer blev draget mod hinanden som det måske aldrig før har været tilfældet med to nationer.“ (s. 580) Dette nære forhold fortsatte ind i det tyvende århundrede og resulterede, som vi her har vist, i dannelsen af en dobbeltverdensmagt.

At dette verdensrige stadig sidder inde med stor magt over verdensforholdene, fremgik af avisen The Washington Post for 28. september 1969, der kommenterede De forenede Staters militære tilstedeværelse i andre lande. Artiklen gjorde opmærksom på at U.S.A. er militært engageret i otteogtres lande, og fortsatte: „Det kan i sandhed siges at solen aldrig går ned over Amerikas forvirrende militære infiltreringer.“ Det anglo-amerikanske verdensriges magt kan altså stadig føles over hele jorden, selv om Storbritannien ikke længere har et udstrakt imperium som før. Men denne magt udfordres nu af de kommunistiske lande.

Hvad betyder alt dette for Dem?

Også De berøres af det „tovtrækkeri“, den magtkamp, der foregår mellem den anglo-amerikanske verdensmagt og kommunistlandene. Hvis den spændte tilstand en dag eksploderer i en global atomkrig, vil det få frygtelige konsekvenser for os alle.

Hvis denne kappestrid skulle udvikle sig til et økonomisk sammenbrud for den anglo-amerikanske verdensmagt, vil det sikkert berøre os alle økonomisk. Hvorfor? Fordi mange landes økonomi på den ene eller den anden måde afhænger af den anglo-amerikanske verdensmagts økonomiske styrke. Men hvor kan man henvende sig for at få pålidelige oplysninger om fremtiden?

Bibelen indeholder de oplysninger vi har brug for. Den har ikke alene forudsagt at den anglo-amerikanske verdensmagt ville fremstå, men også at den ville deltage i en magtkamp med kommunistblokken. Bibelen kalder disse politiske magter for „Sydens konge“ og „Nordens konge“. — Dan. 11:40.

Bibelen forudsiger hvad der vil ske med den anglo-amerikanske verdensmagt og den kommunistiske „Nordens konge“, og dette kan give Dem et sikkert håb om bedre forhold i verden. Den forudsiger ikke at den ene magt vil sejre over den anden, men at de begge vil møde deres endeligt. De vil blive erstattet af Guds rige under Jesu Kristi styre, og det er denne regering der vil indføre varig fred i verden. — Dan. 2:44; Es. 9:7; Sl. 37:11.