Menneskets enestående stilling — skyldes den udvikling eller skabelse?

„ALT i evolutionsteorien er meget, meget teoretisk.“ For en fremtrædende evolutionist er det virkelig en ret åbenhjertig udtalelse at fremsætte. Alligevel fremkom S. L. Washburn, professor i antropologi ved Californiens universitet i Berkeley, netop med denne udtalelse. Og hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt er at han gjorde det i en forelæsning der hed „Udviklingen af menneskets adfærd“, som blev holdt ved en Nobel-konference over emnet „Menneskets enestående stilling“.

Talerne ved denne konference, der blev holdt på et universitet i det vestlige U.S.A., påpegede mange af de områder hvor mennesket har en enestående stilling i forhold til dyrene. Alligevel blev disse mænd ved med at henvise til evolutionen som om den var en kendsgerning. Blandt de oplysninger de forskellige talere fremsatte med hensyn til menneskets enestående stilling, var følgende der nu er blevet offentliggjort i bogen The Uniqueness of Man, udgivet af J. D. Roslansky:

„Ingen kendt menneskelig gruppe skaffer sig imidlertid af med sine døde uden nogen form for ritual eller ceremoni. I stærk modsætning hertil udfører ingen dyr begravelse af døde individer af deres egen art.“ „Mennesket er det eneste levende væsen som har en udviklet selvbevidsthed og dødsbevidsthed.“ — Theodosius Dobzhansky, russiskfødt videnskabsmand.

Hvorfor dette slående særpræg eller enestående træk hos mennesket hvis det har udviklet sig fra dyrene? Skulle der i det mindste ikke findes en lille grad af selvbevidsthed og dødsbevidsthed hos de dyr som hævdes at være menneskets forfædre? Evolutionen kan ikke virkelig gøre rede for dette forhold, men Guds ord kan. Bibelen forklarer at kun mennesket blev skabt i Guds billede. Kun dét blev udstyret med fornuft, med fantasi, med en moralsk sans. — 1 Mos. 1:26-28.

Hvad angår menneskets evne til at benytte et sprog, i modsætning til andre kommunikationssystemer, brugt blandt dyr, sagde dr. Ernan McMullin, som er lærer ved Notre Dame-universitetet:

„I den senere tid har man gjort meget ud af honningbiernes, myrernes, delfinernes og andre højt organiserede dyrs ’sprog’. Men adskillige træk i disse ’sprog’ adskiller dem skarpt fra menneskets sprog. For det første er de arts-specifikke, nedarvede, ikke tillærte. Brugen er instinktiv, ikke reflekterende. Honningbier af én art vil ikke være i stand til at ’forstå’ en anden arts sprog og de kan heller ikke lære det. Genetiske afvigelser kan endog opstå inden for en art på grund af geografisk adskillelse; en italiensk honningbi kan ikke følge de vink der gives af en sværm tyske slægtninge. Én gang italiensk honningbi, altid italiensk honningbi! Den enkelte kan ikke på nogen måde modificere eller glemme sit ’sprog’, fordi det (så vidt vi ved) er fuldstændig genetisk bestemt, fuldstændig instinktivt i oprindelse. For det andet er alle de anvendte tegn strengt taget signaler, det vil sige at de udløser øjeblikkelig handling. Der er ingen grund til at tillægge dem karakter af et egentligt udsagn. De bruges ikke til at fortælle om sukkerkilden men tjener snarere som stimulus til en instinktiv reaktion hos de andre bier som vil føre dem til det rigtige sted. For det tredje er disse ’sprog’ fuldstændig begrænset til en enkelt slags situationer, den slags som er af biologisk betydning for arterne, for eksempel det at indsamle føde eller det at fri.“

Ja, sprogproblemet frembyder en gåde for evolutionisterne. Sprogforskere er fremkommet med mange teorier, men ingen af dem har været så fornuftige eller overbevisende at de har vundet almindelig anerkendelse. En fugl, papegøjen, kan pudsigt nok efterligne menneskets tale, men ganske vist ikke med forståelse; en abe derimod, som har mange legemlige lighedspunkter med mennesket — tænder, læber, tunge, stemmebånd — og som er langt mere lærenem end en papegøje, den kan ikke. Hvorfor ikke? Fordi aben, som Wooten viser i sin Up from the Ape, mangler den fornødne intelligens.

Professor W. H. Thorpe, en førende engelsk etolog,a anførte endnu et eksempel på menneskets enestående stilling:

„Mennesket kan behandle fuldstændig abstrakte symboler i langt større udstrækning end det er muligt i dyreverdenen; det er på denne evne matematik er baseret. Jeg tror ikke at dyr nogen sinde vil være i stand til at klare matematikopgaver. . . . Mennesket har en abstrakt moralsk sans som kan forstå fuldstændig generelle moralske love — det kan med andre ord forstå den væsentlige forskel mellem hvad der er og hvad der burde være, og deraf følger, tror jeg . . . at mennesket er et filosofisk, metafysisk og religiøst dyr.“

Nobelpristager Sir John Eccles talte ved denne konference over emnet „Det forskende jeg“. Han fremhævede blandt andet at „menneskets forsøg på at forstå verden er en målestok for dets enestående stilling“. Dyr er tilfredse med materielt velvære og tilfredsstillelsen af deres sult og kønsinstinkter. Men mennesket og kun mennesket har et kundskabsbehov, et ønske om at vide, om at forstå ikke blot verden men formålet med sin egen eksistens. Guds ord, Bibelen, giver denne oplysning. — Sl. 119:105.

Og professor Washburn, citeret ovenfor, bidrog yderligere til temaet om menneskets enestående stilling ved at sige:

„Vor opfattelse af rum er helt anderledes end de ikke-menneskelige primaters. Aberne tilbringer hele deres liv på et område på mellem tre og fem kvadratkilometer. Gorillaen tilbringer sit liv inden for fyrre kvadratkilometer. . . . Der findes altså dyr som kan bevæge sig meget hurtigere end vi kan, med gode bevægelsesevner og med særlige sanser meget lig vore, men de lever hele deres liv på dette overordentlig lille område. . . . Man skulle tro man kunne drive aberne af sted meget let. . . . Det er meget let . . . indtil de når grænsen på det territorium som de kender. Og hvis man så prøver at drive dem længere frem, vil flokken arbejde sig rundt om en og bevæge sig den modsatte vej; de vil ikke gå uden for det område de kender. Et af menneskets virkelig bemærkelsesværdige kendetegn er at selv de mest primitive folk hellere bevæger sig inden for hundreder af kvadratkilometer end inden for disse små områder. . . .

Konstant øvelse er et kendetegn ved menneskelig leg, og det er ikke et kendetegn ved ikke-menneskelige primaters leg. . . .

Vore hjerner har umådelig meget mere kontrol over raserireaktionerne end tilfældet er med ikke-menneskelige primater. Dette er helt bestemt beslægtet med evnen til at samarbejde og at planlægge. Også disse evner er naturligvis helt og holdent menneskelige. . . . At få to dyr til at gøre noget til fælles gavn er for de ikke-menneskelige primater noget nær grænsen for samarbejde. . . .

Kønsdriften er også bemærkelsesværdigt forskellig fra menneskelige væsener til ikke-menneskelige primater. . . . Mangelen på denne . . . ukontrollable kønsdrift er yderst vigtig og . . . skyldes at menneskehjernen har langt større indflydelse på den seksuelle adfærd end tilfældet er hos ikke-menneskelige primater.“

Hvor slående vidner ikke de ovennævnte vidnesbyrd om menneskets enestående stilling! Med mennesket kommer pludselig en lang række egenskaber som ingen dyr har. De her omtalte aspekter dækker i øvrigt langtfra alle de områder hvor mennesket er en ener sammenlignet med dyrene.

Er det, selv på grundlag al disse få aspekter, fornuftigt at fastholde at mennesket er et resultat af en udvikling? Eller bør vi snarere lade ophavsretten gå til den guddommelige Skaber, sådan som Bibelen gør? Fornuften og kendsgerningerne taler afgjort for den sidste konklusion!

[Fodnote]