Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g71 22/7 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1971
  • Underoverskrifter
  • Udmeldelser af den norske statskirke
  • En læges bekendelse
  • En vietnameser kritiserer kirken
  • Mirakelbær
  • Kemikalier i fødemidlerne
  • Ufejlbarlighedsdogmet udfordres
  • Når børn „melder sig ud“
  • Stigende stofmisbrug
  • Præster på film
  • Væddeløbet i hverdagen
  • Invasion af søpindsvin
  • Peter og Marie Jensen
Vågn op! – 1971
g71 22/7 s. 22-23

Vi betragter verden

Udmeldelser af den norske statskirke

● Af et rundspørge som to aviser har foretaget til Norges bispekontorer, fremgår det at der i 1970 var 7587 der meldte sig ud af den norske statskirke, det vil sige næsten dobbelt så mange som i 1969, da der var i alt 3863 som meldte sig ud. De fleste af dem som meldte sig ud i 1970 var unge mennesker.

En læges bekendelse

● Ifølge dr. William A. Nolen, der tidligere arbejdede på et stort hospital i New York, blev kandidaterne ved dette hospital opfordret til at skaffe bloddonorer med alle tænkelige midler. Han fortæller: „På afdelingen havde vi en præmieordning — en femtedel gallon spiritus og en eftermiddag fri til den kandidat som skaffede de fleste donorer hver måned. Konkurrencen var forrygende. . . . Vi brugte smiger, trusler; der var ingen hæmninger. ’Deres fader må have blod med det samme,’ sagde en af mine medkandidater til en stor familie. ’Hvis De ikke alle giver blod bliver vi simpelt hen nødt til at give ham hundeblod, og det virker ikke altid så godt.’ Jeg behøver næppe at fortælle at familien mødte talstærkt op ved blodbanken. . . . For en flaske vin var det som regel muligt at få et subjekt fra Bowery [et slumkvarter] til at komme og give blod.“

En vietnameser kritiserer kirken

● I et kritisk brev til paven hævder Ngo Cong Duc, der er katolik, at den katolske kirke i Vietnam er bange for fred, fordi freden ville fjerne de privilegier som kirken nyder. Han skriver blandt andet: „På trods af krigen og den udbredte fattigdom er der visse religiøse myndighedspersoner der lever som fyrster.“ „Ugebladet Thang Thien, som redigeres af præsten Phan Van Tham, har afsløret at fem kandidater som var udpeget og støttet af katolikker i Phu-Binh-diakoniet, måtte betale de lokale præster en million piastre.“

Mirakelbær

● Der er som bekendt stærkt røre omkring de kunstige sødemidler. Cyklamat er blevet forbudt, og sakkarin er under mistanke. Men nu har en stor hollandsk koncern fundet et nyt, naturligt sødemiddel hvis sødeevne er 1500 gange stærkere end almindeligt roesukkers. Det er 50 gange så sødt som cyklamat og 5 gange så sødt som sakkarin. Stoffet er blevet kaldt „mirakulin“, og det udvindes af det såkaldte „mirakelbær“ der kommer fra en vild busk i det tropiske Vestafrika. Afrikanerne har længe benyttet denne frugt til at søde deres palmevin og majsbrød med. I sig selv er stoffet smagløst, men blot 100 milliontedele af et gram kan få for eksempel en mundfuld ren citronsyre til at smage sødt. Man taler om at sødestoffet, når det bliver udnyttet kommercielt, vil blive et nyt vigtigt handelsprodukt for tropiske lande. — Politiken, den 9. februar 1971.

Kemikalier i fødemidlerne

● Man har anslået at der findes mindst 2000 forskellige kemikalier i de fødemidler som fødevareproducenterne sender på markedet. Dertil kommer 1500 kemikalier som tilføres føden ved den videre behandling og emballering. Færdiglavede kødretter, dybfrosne retter og lignende afhænger for en stor del af kemiske tilsætningsstoffer, siger fødevareeksperter. Vicedirektøren i et stort amerikansk fødevarefirma, General Foods Corporation, siger: „Det er næsten umuligt for mig at se hvordan man skulle imødekomme kravene i et land som vort uden tilsætningsstoffer i fødemidlerne.“ Der protesteres ofte mod de kemiske tilsætningsstoffer fordi man ved forsøg med dyr har påvist at nogle af disse kan forårsage skader på hjertet, leveren og hjernen. Den liste som USAs føde- og medicinalvareadministration udsender med angivelse af kemikalier som er skadelige for sundheden, vokser støt.

Ufejlbarlighedsdogmet udfordres

● Siden Vatikankoncilet i 1870 har den katolske kirke hævdet at paven er ufejlbarlig når han udtaler sig officielt om lærepunkter og moral. Koncilets afgørelse var ikke enstemmig. En bog som den katolske teolog Hans Kung for nylig har udgivet, viser at der også er katolikker i dag som ikke kan acceptere denne påstand. I bogen fremfører teologen at hverken paven eller et økumenisk koncil kan proklamere dogmer som er ufejlbarlige. Han siger: „Det er også kirkeligt at fejle — og paveligt. Man kan ikke direkte identificere nogen kirkemyndighed som Guds stemme.“

Når børn „melder sig ud“

● En meddelelse i aviserne i midten af marts fortalte at mellem 70 og 100 københavnske børn i alderen 11 til 13 år har „meldt sig ud af systemet“. De møder ikke op på deres skole, og mange af dem har ingen kontakt med deres forældre. De fører derfor en usikker tilværelse. På Kofoeds Skole, en institution der hjælper hjemløse, sagde en repræsentant: „Det vrimler med 10-12-årige børn.“ Dertil kommer den meget større mængde af ældre børn.

Stigende stofmisbrug

● Det stigende stofmisbrug blandt unge foruroliger myndighederne i mange lande. I De forenede Stater har mere end fire ud af ti studerende prøvet marihuana. Det er over otte gange flere end i 1967. Hver sjette har prøvet amfetaminer. I Toronto i Canada har der ifølge bladet The Telegram været en utrolig stigning i brugen af amfetaminer blandt unge. Lederen af Alcohol and Drug Addiction Research Foundation har advaret om at der er ved at danne sig „et narkotikaslummiljø“ blandt de unge i Toronto. Siden 1968 er marihuanaforbruget tredoblet. I Australien bliver problemet også større. Toldministeren har sagt at der kommer marihuana gennemvædet med opium ind i landet, sådan at marihuanabrugerne bliver afhængige af opium. Han siger videre: „Jeg kan garantere Dem for at hvis De har et barn som fylder 13 i år, vil barnet få tilbudt farlige stoffer eller narkotika af en eller anden slags før han eller hun er 18.“

Præster på film

● Den katolske sognepræst er blevet et yndet emne for italienske film. Der er blevet lavet film med titler som disse: „Præstens kone“, „Den ægteviede præst“ og „Præstens elskerinde“. Forståeligt nok føler Vatikanet sig stødt. Biskop Aldo Gobbi siger: „Det er meget trist og ydmygende for os præster at de idealer som vi med glæde og begejstring har valgt bliver sønderknust på lærredet på så banal og anstødelig en måde, og at vi bliver fremstillet som hyklere og vildførte mænd.“ Det er interessant at de mennesker som laver disse film og de der fylder biograferne for at se dem, for det meste er katolikker, folk som er undervist af præster. En filminstruktør, Dino Risi, bemærker: „Filmen [„Præstens kone“] beskæftiger sig med noget som sker for alles øjne. Det er ikke noget jeg har digtet. Virkeligheden er måske endda værre end jeg har vist.“

Væddeløbet i hverdagen

● Synes De at det moderne menneskes liv er noget af et væddeløb? Efter hvad man kan læse i lægetidsskriftet The Lancet ser det nu ud til at der er mening i denne sammenligning. Mange mænd i erhvervslivet lever under et pres der kan sammenlignes med det en væddeløbskører udsættes for under løbet. Et hold forskere har søgt at finde ud af hvilken virkning dette pres har på mændenes helbred. Man ved at der hvert år dør 8000 danskere som følge af hjertestop. Åreforkalkning og hjertestop skyldes for en stor del at blodets indhold af fede syrer er for stort. Forskerne havde en mistanke om at produktionen af fede syrer stiger jo større pres man er udsat for, og derfor valgte de at undersøge blodet hos væddeløbskørere. Det viste sig at blodet hos racerkøreren er i et sandt biokemisk oprør flere timer i forbindelse med sportspræstationen. Under hele perioden er der en voldsom produktion af frie, fede syrer, og det samme gælder andre skadelige stoffer. Man har eksempler på at der sker tilsvarende forandringer i blodet under den almindelige bytrafik, under arbejdet i industrien eller når man ser en spændende film. Hvis man mener at arbejdet og dagligdagen er blevet noget af et væddeløb er det måske på tide at sagtne farten. — Politiken, 1. april 1971

Invasion af søpindsvin

● Tusindvis af søpindsvin er ved at ribbe havbunden ud for Californiens kyst for al vegetation. Engang var der store klynger af kæmpetang langs med Sydcaliforniens kyst; der holdt mange fisk til, og de kunne samtidig hente føde der. Mange af tangklyngerne er nu ødelagt eller beskadiget af søpindsvin. Før i tiden kunne havodderne, der delvis lever af søpindsvin, holde bestanden af søpindsvin nede, men det er ikke længere muligt, for skindjægere har dræbt titusinder af havoddere. Havbiologen Wheeler J. North har bemærket: „Det er et klassisk eksempel på de vidtrækkende konsekvenser det kan få når mennesket udsletter en art.“

Peter og Marie Jensen

● Alle danskeres navne er opført i Det centrale Personregister (CPR). Her har man lavet en liste over hvilke navne der er mest almindelige i Danmark. Efternavnet Jensen, der deles af 368.631 mennesker, er det almindeligste. De fire næste er: Nielsen, Hansen, Pedersen og Andersen. Desuden har man fundet at 60 procent af befolkningen hedder noget med „sen“. De første 14 efternavne på listen bæres af 50 procent af befolkningen, mens den resterende halvdel af danskere fordeler 85.000 efternavne mellem sig. Blandt drengenavne kommer Peter ind som nummer ét med 111.635 repræsentanter; dog gives dette navn hyppigst som andet navn. Derefter kommer: Erik, Christian, Hans og Jens. Det almindeligste pigenavn er Marie; det er der 217.873 der hedder, men heraf er det dog kun knap 35.000 der hedder Marie som første navn. Det mest almindelige førstenavn blandt piger er derfor Anna (86.549). De næste i rækken er: Margrethe, Karen og Kirsten. I 1970 var der cirka 40.000 mennesker der fik sig et andet efternavn gennem et navneinstitut. — Politiken, den 21. marts 1971.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del