Dollaren i vanskeligheder i udlandet
„MAN er tilsyneladende i højere grad blevet klar over hvor nær de kapitalistiske nationer er kommet en økonomisk katastrofe.“
Denne konklusion blev under et møde i Italien fremsat af en gruppe af den vestlige verdens mest fremtrædende økonomer. Rapporten, der er offentliggjort i New York Times, tilføjer at „der er noget alvorligt i vejen med det internationale valutasystem“.
Hvorfor dette dystre perspektiv for den vestlige verdens finanser? Hovedårsagen er De forenede Staters dollar. Den er i store vanskeligheder i udlandet. „Den amerikanske dollar er, i modsætning til den almindelige opfattelse, så syg som aldrig før,“ skriver U.S. News & World Report.
Engang var den amerikanske dollar eftertragtet. Enkeltpersoner og regeringer i andre lande var glade for at ligge inde med store beholdninger af den. Sådan er det ikke længere.
Udgifterne større end indtægterne
Hvordan er denne situation opstået? Lad os tage et eksempel: forestil Dem at De tjente 1000 kroner om ugen. Ville De da mene at De var økonomisk velfunderet? Sikkert.
Men hvad nu hvis De hele året igennem brugte 1100 kroner om ugen? Og næste år 1200 kroner om ugen? Ja, hvad ville der ske hvis De fortsatte med at bruge mere end Deres indtægt år efter år? Simpel regning fortæller Dem at De efter at have brugt alle opsparede midler, ville blive dybt forgældet.
Efter et stykke tid ville banker og forretninger blive klar over at De levede langt over evne og at De havde svært ved at betale. Man ville indse at De var på vej mod økonomisk ruin og ville holde op med at yde Dem lån eller give Dem kredit.
Så lige meget hvilken indtægt man har, er man absolut ikke velhavende hvis man fortsætter med at bruge mere end man tjener. Det er ikke vejen til rigdom. Det er vejen til ruin. For at undgå dette må man forandre sin levemåde i tide. Man må afpasse sine udgifter efter sin indtægt.
Det spiller ingen rolle om man tjener 1000, 10.000 eller 100.000 kroner om ugen. Det altafgørende er hvor meget man bruger. Hvis man bliver ved med at bruge mere end man tjener, vil man før eller senere komme i vanskeligheder.
Selv om den internationale økonomi er langt mere kompliceret, er dette i grunden hvad der er sket for De forenede Stater. U.S.A. har brugt flere penge i udlandet end det har tjent der. Derfor er det nu ved at gå bankerot på sin udenrigshandel.
For bedre at kunne forstå hvorfor det forholder sig sådan, vil det være nyttigt at undersøge hvilket system mange lande uden for kommunistblokken har indført for at kunne afgøre deres indbyrdes økonomiske mellemværender.
Den vestlige verdens valutasystem
I ethvert land bruges den lokale valuta når man køber eller sælger. Går en franskmand, for eksempel, på indkøb betaler han med franske franc. Han ved til enhver tid hvor meget han kan få for sine penge.
Men hvad sker der hvis denne franskmand ønsker at købe en bil som er fremstillet i Amerika? Hvor mange franc skal han betale for de dollars bilen koster? Der må være et eller andet internationalt system som viser regeringer, firmaer og enkeltpersoner hvad deres penge er værd i forhold til andre landes valutaer.
Regeringerne kunne selvfølgelig bare lade værdien af deres penge stige og falde i internationale handeler i takt med udbud og efterspørgsel, altså i forhold til hvor højt deres valuta vurderes af andre lande. Men det ville medføre en konstant svingning i valutaernes relative værdier. Til tider ville kurssvingningen blive meget stor.
Et sådant system ville gøre det besværligt at drive verdenshandel. Forretningsfolk er nødt til at vide hvad de skal give for varer i udlandet gennem en længere periode, eller hvad de kan få for dem. De må vide hvor meget af et andet lands valuta deres egne penge er værd. På denne måde kan de afgøre hvor meget de skal forlange for deres produkter.
Derfor er stabile vekselkurser særdeles påkrævede for verdenshandelen. Et sådant stabilt system er blevet vedtaget af de lande som er tilsluttet Den internationale Valutafond. Denne fond udgøres af mere end 100 nationer uden for kommunistblokken og blev oprettet ved en konference i Bretton Woods, New Hampshire (U.S.A.), i 1944. Medlemmerne traf dengang foranstaltninger til samarbejde mellem nationerne vedrørende internationale økonomiske problemer. De blev også enige om ikke at lade deres valutaer svinge mere end 1 procent over eller under de fastsatte værdier.
Dollaren ’guld værd’
Fondens medlemmer blev enige om det princip at hver nations valutaværdi skulle baseres på valutaens forhold til De forenede Staters dollar. Dollaren var på dette tidspunkt den stærkeste valuta på grund af Amerikas finansielle og industrielle styrke.
Man blev også enige om at dollaren skulle accepteres som en slags reserve i hvert af disse lande. Og hvad skulle så støtte disse papirdollars? Guld. Hver nation som havde dollars kunne levere dem tilbage til De forenede Stater og få guld for dem til den fastsatte pris af 35 dollars pr. ounce (28,35 gram).
Guldet har altid haft værdi i sig selv. I modsætning til papirpenge er guld altid efterspurgt til brug i industrien, til smykker, kunst og lignende. Hvis en nation i fonden begyndte at få for mange dollars, kunne den altså levere dem tilbage til De forenede Stater og få guld i stedet for. Ja, dollaren var ’guld værd’.
På grund af dette system kunne en amerikansk forretningsmand der købte en maskine fra Tyskland, i forvejen vide hvad dollaren var værd i D-mark. Og den tyske sælger vidste at han enten kunne beholde dollaren, købe et amerikansk produkt for den, veksle den til en anden valuta, eller levere den tilbage og få guld. Alt dette lettede verdenshandelen.
Men hvorfor er landene nødt til at handle med hinanden og foretage alt dette? Fordi de forskellige lande producerer visse ting mere økonomisk end andre ting. Og ved hjælp af disse ting kan de skaffe sig varer som de ikke selv fremstiller eller ikke kan fremstille effektivt nok.
For eksempel sælger Japan mange varer som biler, fjernsyn og radioer til andre lande. Nogle af de penge det får ind ved salget af disse ting, bruger det til at købe olie for fra det mellemste østen. Hvorfor olie? Fordi Japan ikke er nogen nævneværdig olieproducent. Uden olie vil dets industri gå i stå. Det sælger altså hvad det producerer med fordel, og bruger pengene til at købe ting for som det ikke har eller ikke producerer effektivt nok.
Problemerne vokser
Det system der blev vedtaget i 1944 fungerer så længe de enkelte nationer bruger cirka det samme beløb som de tjener. Det er ligesom den mand der tjener 1000 kroner om ugen. Én uge bruger han måske mere, næste uge mindre. Over en længere periode får han ingen problemer hvis hans regnskab balancerer og han kun bruger hvad han tjener.
Men hvis han til stadighed bruger mere end han tjener, vil han komme i vanskeligheder. Hvis et land gør det samme i verdenshandelen, vil det også komme ud for problemer.
På grund af De forenede Staters pengeforbrug i andre lande lå disse lande i 1950 inde med cirka 8,6 milliarder amerikanske dollars. Men det var ikke noget problem. De forenede Stater havde cirka 22,8 milliarder dollars i guld som reserve, et stort overskud. Når som helst de andre lande ønskede det, kunne de levere deres dollars tilbage og få guld. Ja, i 1950 var dollaren stadig ’guld værd’.
Ti år senere, i 1960, var dette guldoverskud imidlertid forsvundet! Der var sammenlagt flere dollars i udlandet end De forenede Stater havde liggende i guld. Og i 1970 var situationen blevet meget værre. Ifølge en beregning havde udlandet da over 43 milliarder dollars, mens De forenede Stater kun havde lidt over 11 milliarder i guld. De skyldte udlandet cirka fire gange så meget som de var i stand til at betale!
Situationen så ikke ud til at blive bedre. I virkeligheden oplevede man det hidtil største underskud i 1970. I løbet af bare dette ene år udviklede De forenede Stater et alarmerende underskud på 10 milliarder dollars i sin udenrigshandel. Og i løbet af blot de første tre måneder af 1971 løb underskuddet op i det chokerende tal af yderligere 5,5 milliarder dollars!
Hvad ville der nu ske hvis andre lande krævede guld for alle deres dollars? Newsweek svarer: „De forenede Stater ville ganske sikkert smække døren i, og således kaste det internationale valutasystem . . . ud i en periode med forvirring. Og her er det at den internationale finansverdens mystik berører det daglige liv: Resultatet af et sådant kaos kan blive en verdensdepression i lighed med lavkonjunkturen i 1930rne.“
[Grafisk fremstilling på side 5]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Udlandets dollarkrav — U.S.A.s guldreserver
50
40
30
20
10
(Tallene angiver dollars i milliarder.)
1950
1955
1960
1965
1970