Derfor opgav jeg en lovende sportskarriere

JEG var en rigtig gymnastikentusiast. Det hele begyndte da jeg var femten år gammel. Aften efter aften opholdt jeg mig i den lokale sportsklub. Jeg gjorde hurtige fremskridt og vandt snart præmier i juniormesterklassen. Som pige var mit speciale fritstående øvelser og øvelser på bom. I løbet af to år kom jeg med i seniorkonkurrencer og min træning blev intensiveret. Jeg blev udtaget til Portugals nationale gymnastikhold der skulle repræsentere landet i internationale konkurrencer og opvisninger.

Dette var den chance jeg havde ventet på. Jeg greb den med ungdommens iver. Nu kunne jeg komme ud at rejse, opnå stor erfaring og senere gøre karriere som gymnastiklærerinde. Jeg rejste til flere lande, blandt andet Brasilien og Spanien. I begyndelsen af 1966 tog jeg til Frankrig i to måneder for at gennemgå en særlig træning. Hvis jeg udmærkede mig skulle jeg deltage både i de europæiske mesterskaber og senere i de olympiske lege i Mexico.

Jeg vendte hjem fra Frankrig mere begejstret end nogen sinde, men jeg blev snart klar over at der var sket en stor forandring i familien. Min mor og søster var begyndt at studere Bibelen. De vidste at de havde fundet sandheden, og de ønskede at dele den med mig. De var taktfulde men udholdende. I de få timer jeg var hjemme, mest ved måltiderne, fortalte de mig de spændende ting de lærte i Bibelen. Jeg opdagede snart at jeg selv var ved at blive interesseret.

To måneder efter var jeg overbevist om at de kristne vidner for Jehova havde sandheden fra Guds ord. Dette var ikke blot en religiøs sekt som så mange andre — men en livsform, sådan som kristendommen bør være.

Jeg holder fast ved min beslutning

Jeg vidste at jeg inden alt for længe måtte træffe en stor beslutning. Netop den sommer var der planlagt internationale konkurrencer, og jeg stod nu midt i de nationale udtagelseskonkurrencer. Efter de obligatoriske øvelser den første dag førte jeg stort i min gruppe. Dette betød at jeg, selv med en middelmådig placering i de frie øvelser den anden dag, ville ligge på førstepladsen.

Den nat kunne jeg ikke sove. Jeg blev ved med at tænke på fremtiden. Hvis jeg fortsatte ville jeg forpligte mig til i flere år at stræbe efter holdets mål. Var det dét jeg virkelig ønskede? Ville denne sportskarriere tillade mig helt og fuldt at tjene Gud? Ville det ikke blive endnu vanskeligere at holde op jo højere jeg nåede og jo mere jeg forpligtede mig? Jeg overvejede fremtidsudsigterne i forhold til hinanden og tog min beslutning under bøn til Jehova om at han ville styrke mig til at holde fast ved den.

Næste morgen tog jeg til konkurrencen, men ikke for at deltage! Jeg meddelte trænerne min beslutning om at opgive gymnastikken. Ingen troede mig. De troede jeg spøgte. Men snart gik det op for dem. Mine holdkammerater prøvede energisk at overtale mig til at fortsætte. I de følgende dage ringede telefonen næsten ustandselig. Velmenende venner prøvede at overtale mig til at overveje sagen på ny og ændre beslutning. To af klubbens trænere besøgte min moder i et forsøg på at overbevise mig om at jeg forspildte alle tiders chance. ’Denne unge pige i sin bedste alder, med en snes medaljer og præmier bag sig, er ved at tage en for drastisk beslutning,’ sagde de.

Men jeg havde truffet min beslutning. Jeg havde indviet mit liv til Jehova Gud, og en måned efter blev jeg døbt som symbol på min indvielse.

Fakta om sport og gudsfrygt

Gymnastikken havde tiltrukket mig fordi den lægger vægt på den rigtige omsorg for legemet, den rette ernæring, og opretholdelse af et godt helbred og gode legemsfunktioner. Når man opmuntrer unge til at deltage i sport, nævner man også sådanne ting som spændingen ved at samarbejde på hold, og det at man lærer at vinde ærefuldt og med ydmyghed såvel som at tabe med anstand. En god sportsånd siges i høj grad at medvirke til en ligevægtig holdning over for andre.

Men jeg har også set medaljens bagside. Jo mere jeg deltog i konkurrencer, jo tydeligere blev det at den skarpe konkurrence førte til misundelse, endog blandt holdkammerater. Somme tider faldt der uforskammede bemærkninger som havde til hensigt at krænke den der udmærkede sig eller vandt. Når selve de legemlige egenskaber var blevet højt udviklet, begyndte nogle at vise stort hovmod og indbildskhed. Der kræves konstant træning og mange timers øvelse hvis man skal holde sig i form. Når man forbereder sig til internationale konkurrencer bliver næsten al ens tid beslaglagt.

Mange synes at selve glæden ved at deltage i sund sportsaktivitet ødelægges af lidenskaben efter at vinde. Hvis man vinder er belønningen personlig berømmelse og et kendt navn. Men er dette ikke en flygtig ære? Er rekorderne i dag ikke glemt i morgen når de nye mestre hyldes? Hvor er ordene i Første Timoteusbrev 4:8 sande: „Thi legemlig opøvelse er kun nyttig til lidt, men gudsfrygten er nyttig til alt og har forjættelse både for det liv, som nu er, og for det, som kommer.“

Hvor har de to sidste år været rige på glæder! Jeg lider ingen mangel på daglig motion. Den kristne tjeneste med at besøge folk i deres hjem for at tale med dem om Guds vidunderlige hensigter giver ikke blot en masse motion, men giver også én en strålende lejlighed til at udvikle kristne egenskaber som selvbeherskelse, udholdenhed og ydmyghed.

Det er sandt at man opnår tilfredshed ved at udmærke sig og vinde en præmie. Er jeg gået glip af denne følelse af at stræbe efter en præmie og blive belønnet? Slet ikke! I tjenesten for Gud stilles jeg over for den største udfordring man kan tænke sig, idet jeg stræber efter at nå det evige livs belønning. — 1 Joh. 2:25.

Og min nye livsgerning giver mig mange glæder. For eksempel blev jeg for nogle måneder siden glad da en dame bad mig om at læse Bibelen med hende. Hun gjorde hurtige fremskridt. Tidligere havde hun været genstand for voldsomme dæmonangreb, og ved disse lejligheder kom naboerne løbende med rosenkranse og forskellige „helgener“, i et forsøg på at uddrive de onde ånder. En dag fortalte hun mig at hun havde skilt sig af med over tyve sådanne rosenkranse, samt et tres centimeter højt billede af „Jomfruen fra Fatima“. Hendes mand, som havde lagt mærke til den forandring der var sket med hans kone, bad om et bibelstudium. Både mand og hustru forkynder nu den gode nyhed om Guds rige.

Ja, jeg er meget lykkelig over at jeg valgte at blive heltidsforkynder af Guds rige. Dette har givet mig en tilfredshed som jeg aldrig har kendt før. I løbet af de sidste to år har jeg følt den største glæde man kan forestille sig: Jeg har hjulpet tyve mennesker til at blive forkyndere af Guds rige. Jeg føler at jeg bruger mit liv til det der har størst værdi — at stræbe efter ære, ikke til sig selv, men til vor store Skaber. — Indsendt.