Bør det forbydes at komme uanmodet til folks dør?

ET UDVALG nedsat af det danske justitsministerium i 1968 har i en betænkning fra 1970 slået til lyd for et forbud mod det man kalder „uanmodede personlige henvendelser på den private bopæl“. Fra flere sider gives der udtryk for det ønskelige i et sådant forbud.

Har De tænkt over hvad det kan komme til at betyde for Dem? Har De tænkt på at vi alle med et sådant forbud vil blive berøvet fundamentale friheder? Hvad er baggrunden for forslaget? Kan der gøres noget for at forhindre at en sådan lov vedtages?

I vor tid rettes der uanmodet henvendelser til folk i deres hjem af mange forskellige grunde. Man tænker måske først og fremmest på næringsdrivende der kommer til døren for at tilbyde varer eller tjenesteydelser, man tænker på forsikringsagenter eller folk der samler ind, hvad enten det er penge, tøj eller gamle aviser. De fleste tænker vel nok også på Jehovas vidner eller andre der agiterer for en eller anden idé eller bevægelse, enten den nu er politisk, religiøs eller har et andet sigte.

Men det kan jo også være naboen der kommer for at låne lidt kaffefløde eller skal have sendt bud efter jordemoderen eller vil meddele at ens hus brænder. Det kan være den vejfarende der er havareret og gerne vil låne telefonen. Eller det kan være man får gæster, måske slægtninge, man ikke har inviteret eller anmodet om at komme, men som er på gennemrejse og „lige vil stikke hovedet indenfor et øjeblik“. Alt dette er indbefattet i begrebet „uanmodede personlige henvendelser på den private bopæl“.

Som De sikkert kan se er der både fordele og ulemper forbundet med at andre kommer uanmodet til Deres dør. Og selv om De måske i første omgang er mest opmærksom på ulemperne når andre ringer på hos Dem, så prøv at sætte Dem i de andres sted og husk at De selv en dag kunne få brug for at aflægge et uanmodet besøg, måske endda hos helt fremmede. Det sætter allerede sagen i et lidt andet lys, ikke sandt?

En ældgammel kontaktmetode

Når et menneske uanmodet henvender sig på et andet menneskes bopæl for at bede om hjælp eller for at tilbyde hjælp, for at sælge noget eller blot for at bringe et budskab eller en besked, benytter det en meget naturlig kontaktmetode der kan spores langt tilbage i menneskets historie.

Af særlig interesse for mange af dette blads læsere kan det nævnes at den virksomhed Jesus Kristus udfoldede i Palæstina for mere end nitten hundrede år siden, i stor udstrækning bestod i uanmodet at henvende sig til folk på deres bopæl. Han lærte sine disciple at benytte den samme kontaktmetode. Da han sendte dem ud som forkyndere instruerede han dem om systematisk at gennemarbejde byer og landsbyer ved at gå fra dør til dør til alle beboerne, uden forudgående invitation. — Matt. 10:11-14.

Ved at følge denne fremgangsmåde formåede de første kristne at udbrede kendskabet til kristendommen til næsten hele Middelhavsområdet i løbet af bare ét slægtled. De der gæstfrit tog imod disse forkyndere af et godt budskab, et frihedens budskab, blev rigt belønnet for deres gæstfrihed.

Når Jehovas kristne vidner i dag kommer til Deres dør, benytter de derfor den metode som Jesus lærte sine disciple at bruge.

Dør-til-dør-bevægelsen

Denne metode til opnåelse af kontakt med andre mennesker er i den seneste tid på en ny måde kommet i forgrunden.

Dagbladet Politiken har i begyndelsen af 1971 ofret den såkaldte dør-til-dør-bevægelse en del omtale under overskrifter som „Nu vil vi ringe på hos naboen“ og „I højhuset render vi hinanden på dørene“ eller „50.000 nu samlet om dør-til-dør aktioner“. Denne bevægelse skal imødekomme et kontaktbehov som mange mennesker, især i de store byer, ikke får tilfredsstillet.

Det er en kendt sag at der er mange ensomme i storbyerne, og at folk dér i større udstrækning end ude på landet og i de små samfund isolerer sig og bliver fremmede for hinanden. Og så trives de ikke.

Mange mennesker er ligefrem bange for uanmodet at ringe på hos naboen. I en artikel om dør-til-dør-bevægelsen skrev Politiken om en „80-årig mand, der ikke kunne overvinde sig til at ringe på hos sin nabo, da han en aften havde låst sig ude i 10 graders kulde. Han vandrede rundt i halvanden time, før en politimand kom til hjælp og fik tilkaldt en låsesmed“.

Det er blandt andet sådanne tildragelser der har fået dør-til-dør-aktivisterne til at anbefale at folk i højere grad ringer på naboernes døre for at opnå kontakt med dem. En af bevægelsens tilhængere udtaler: „Jeg ved, at de enlige, som bor på hver etage, er særlig glade for kontakt.“

„Lukkede døre gør folk syge“ hed det i en anden af Politikens artikler. Amtslæge, dr. med. Vagn Christensen udtalte: „Der følger for eksempel de kronisk trætte børn, som er så uinteresserede i deres omgivelser, at de bringes tilbage i udvikling. . . . Hos voksne kan lukkede døre være baggrunden for den store sygelighed. I det øjeblik man tager funktion og mening og kontakt fra folk, bliver de invalider.“

I løbet af få måneder fik dør-til-dør-bevægelsen 50.000 tilhængere i Danmark, ja mere dristige beregninger går ud på at tallet snarere var 75.000. Et forbud mod uanmodede henvendelser ved folks døre ville virke stik imod formålet med dør-til-dør-bevægelsen: Bedre trivsel og et sundere miljø.

Nogle ønsker forbud

Der er imidlertid nogle som gerne så at denne kontaktmetode blev forbudt. For eksempel kunne man i Brønshøj-Husum Avis for 23. oktober 1969 finde en anvisning på hvordan Københavns politivedtægt kan bruges af den enkelte beboer til at forhindre personlige henvendelser. Han kan anbringe et lille skilt på døren med teksten: Uanmodede henvendelser FORBUDT!

Loven beskæftiger sig også med et andet begreb, nemlig krænkelse af husfreden.

Herom siger straffeloven i paragraf 264: „Den, som krænker husfreden ved at trænge sig ind i fremmed hus, husrum eller skib eller andet ikke frit tilgængeligt sted, straffes med bøde eller hæfte. På samme måde straffes den, som vægrer sig ved på opfordring at forlade fremmed grund.“

Men heller ikke dette gør det strafbart uanmodet at henvende sig til folk ved at ringe på deres dør. Først hvis man nægter at gå igen når man opfordres dertil, krænker man loven.

Udvalgets mening

Den betænkning som justitsministeriets udvalg har afgivet, hvori der tales en del om at uanmodede henvendelser ved folks døre kunne forbydes, har først og fremmest at gøre med henvendelser i erhvervsmæssigt øjemed. Det fremgår af betænkningens titel: „Betænkning om indførelse af adgang for en køber til at træde tilbage fra aftaler m.v. indgået på bopælen.“ Der er altså ikke tale om med denne betænkning at foreslå en lov der skal beskytte folk imod at blive forstyrret, men en lov der skal beskytte folk imod at blive økonomisk bedraget af sælgere der tilbyder varer eller tjenesteydelser ved henvendelse på den private bopæl. Hvis loven alligevel udformes således at den for eksempel umuliggør dør-til-dør-bevægelsens idé ved at forbyde uanmodede henvendelser i almindelighed, går den derfor langt videre end dens formål berettiger til.

Der kan i øvrigt næres betænkeligheder i forbindelse med den tendens som dette lovforslag er udtryk for. Er det ikke at umyndiggøre store dele af befolkningen når man vil til at bestemme hvem der skal have lov at henvende sig til folk på deres bopæl? Går staten ikke her for vidt i sin trang til at beskytte borgerne? Er de ikke, som voksne mennesker, i stand til selv at vide hvad de vil og afvise uønskede henvendelser? Og mistænkeliggør man ikke enhver der uanmodet ringer på et andet menneskes dør?

Er der ikke visse goder forbundet med at nogle varer tilbydes ved dørene? Det norske forbrugerråd er for eksempel positivt indstillet over for „dørsalg“, fordi den spredte bebyggelse i det vidtstrakte land skaber et behov for denne salgsform. Kan noget lignende ikke også gøre sig gældende visse steder her i landet?

Visse bogforlag har gjort gældende at dør-til-dør-kolportage har betydning for folkeoplysningen. Mon ikke en hel del hjem har anskaffet sig et konversationsleksikon udelukkende fordi en ihærdig bogagent har virket for sagen? Værdien af noget sådant forringes ikke af det faktum at der sikkert også på denne måde sælges en hel del bøger af ringe værdi.

Vigtige friheder i fare

Hvis et forbud mod personlige henvendelser ved dørene blev vedtaget, kunne loven for eksempel anvendes imod alle dem der benytter Jesu og de første kristnes forkyndelsesmetode, at opsøge folk i deres hjem.

Sandt nok vil det især være Jehovas vidner der rammes, fordi det især er dem der benytter denne metode. Men også andre trossamfunds forkyndere vil blive hindret i deres arbejde. De af folkekirkens præster, for eksempel, der aflægger husbesøg — en vigtig og væsentlig del af deres tjeneste som sjælesørgere, en tjeneste som de ganske vist meget ofte forsømmer — kunne rammes af en sådan lov. Loven ville med andre ord begrænse en så vigtig frihed som religionsfriheden.

Den påtænkte lov ville også betyde en alvorlig begrænsning af ytringsfriheden. Hvad indebærer nemlig ytringsfriheden? Grundloven siger herom: „Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.“

Ytringsfriheden indebærer ikke blot at alle har lov til at skrive og tale, men også at alle har mulighed for at komme til orde. De store offentlige talerstole som aviserne, radioen og fjernsynet er jo ikke tilgængelige for alle — og kan vel af praktiske grunde ikke være det. En avisredaktør og et radioråd må nødvendigvis udøve en slags censur. De gør det i hvert fald. Ytringsfriheden indebærer derfor at de der ikke kan komme til orde igennem radioen eller fjernsynet eller aviserne, må kunne komme til orde på anden måde. Det kan de også. De kan selv få trykt og udgivet skrifter.

Dertil kommer retten til at dele tryksagen om. Den der vil nå et stort antal mennesker kan ikke nøjes med at lade det ske igennem boghandlerne. En boghandler kunne have fordomme — og gemme tryksagen af vejen. Og ikke alle mennesker kommer i en boghandel. Ytringsfriheden indebærer derfor retten til at omdele tryksager på gader og fra dør til dør.

Eftersom udgivelsen af sådanne tryksager koster penge, burde ytringsfriheden også indbefatte at udgiveren har ret til at få dækket sine omkostninger. Hvis dette forholdt sig anderledes ville trykkefriheden blive begrænset til kun at omfatte velhavende mennesker. Det er hele dette forhold der anerkendes når man for eksempel fra svensk side har peget på at et forbud mod personlige henvendelser ved folks døre „formentlig vil være i strid med trykkefrihedsforordningen, som har karakter af grundlov“.

Et argument man i den forbindelse tit støder på, er at folk jo selv kan rette en henvendelse til det forlag, den bevægelse eller den mand der har et eller andet skrift med et budskab som man mener folk skal have lejlighed til at tage stilling til. Men den indvending er naturligvis ikke fornuftig. Hvordan kan folk vide noget om sagen, at det måske er et livsvigtigt spørgsmål der angår netop dem? Og hvordan kan de vide hvor de skal henvende sig?

Enhver der for eksempel i forbindelse med politisk arbejde, indsamling af underskrifter, eller hvad det nu kan være af den art som melder sig i et demokratisk samfund, véd at der skal en personlig henvendelse, en forklaring og ofte en vis overtalelse til, før det går op for den enkelte at det er en sag der vedrører ham personlig og at det er vigtigt for ham at tage stilling til den.

Hvad kan den enkelte gøre?

Et folks friheder skal bestandig værnes. Frihederne koster noget. Der findes handlende som bedrager deres kunder, og love der kan forhindre dette vil naturligvis være udmærkede. Men dette gælder jo ikke kun handel fra dør til dør, og man kan dog ikke forbyde al handel. Er det ikke tilstrækkeligt at forbyde misbrug af frihederne? Vil den lov man her tænker på virkelig beskytte forbrugerne? Er dens værdi i den retning så stor at den opvejer den begrænsning i friheden den medfører?

Det er sandt at borgernes frihed til uanmeldt at besøge hinanden medfører den ulempe at nogle besøg eller henvendelser falder på ubelejlige tidspunkter og kan virke forstyrrende. Men er den pris ikke værd at betale for den store frihed vi på dette område stadig har her i landet? Er det nogen stor ulejlighed at åbne døren og sige til den der har ringet på: „Det er ubelejligt“ eller „Jeg ønsker ikke at tale med Dem“? Er det en høj pris at betale for den store frihed det er at vi stadig selv kan bestemme hvem der må komme til vores dør?

Vi sætter alle megen pris på det grundloven kalder boligens ukrænkelighed. I hjemmet er vi os selv. Det er vort eget domæne. Dette indebærer blandt andet at man selv kan bestemme hvem man vil have som gæster i sit hjem eller hvem man vil modtage ved sin dør. Hvis staten, politiet eller en eller anden lokal tyran skal bestemme hvem beboerne kan få besøg af, så har beboerne mistet en ret og en frihed som hører med til boligens ukrænkelighed. Hvem ønsker det?

Tænk på dette næste gang nogen uanmeldt henvender sig ved Deres dør. Tag den lille ulempe der er forbundet med det, med godt humør, og glæd Dem over at De lever i et frit land hvor De stadig har mulighed for at modtage sådanne besøg og mulighed for selv at aflægge sådanne besøg. De kan ved hele den holdning De indtager til dette spørgsmål være med til at bevare kostbare friheder.