Vi betragter verden
Affaldsprodukter som brændsel
● En række firmaer i USA er begyndt at løse deres affaldsproblem og samtidig spare penge ved at benytte deres affaldsprodukter som brændsel. Et kaffekompagni som fremstiller pulverkaffe brænder sit kaffegrums i en speciel kedel som udvikler en tredjedel af den damp der er nødvendig til firmaets drift. Tidligere blev der kørt fyrre vognladninger kaffegrums på lossepladsen hver dag. Affaldsprodukter som savsmuld, skaller af kokosnødder, jordnødder og solsikkefrø, biprodukter fra papirfremstilling og sukkerraffinering, ja selv almindeligt affald, benyttes som brændsel af forskellige firmaer, med væsentlige besparelser på brændselsbudgettet.
Adskilles stat og kirke i Finland?
● En arbejdsgruppe inden for Finlands socialdemokrati har udarbejdet et forslag vedrørende forholdet mellem stat og kirke. Forslaget, som partiet skal tage stilling til på sin næste partidag, kræver først og fremmest at staten skal være religiøst uforpligtet og at kirken skal være selvstændig. Folkeregisteret skal overflyttes til staten, borgerlig vielse skal gøres obligatorisk, og begravelsesvæsenet skal overtages af kommunerne. I pressedebatten om forslaget blev det understreget at kirken ikke vil lide økonomisk tab ved nyordningen, da dens beskatningsret skal bevares. Det oplyses at kirken vil være tilfreds med at den nye ordning gennemføres.
Jordens kvasimåne
● Man regner nu med at jorden har en kvasimåne, et lille himmellegeme som kun er to eller tre kilometer i diameter. Datamaskine-udregninger viser at den er fastlåset i et kredsløb som omfatter jorden og månen. Det er første gang man har fundet tegn på at jord-måne-systemet omfatter et himmellegeme til. Denne lille måne kaldes Toro og har en bane der bringer den ind i en afstand af 148,8 millioner kilometer fra jorden mens den kredser om solen. Toros bane og hastighed holdes konstant af jordens tyngdekraft.
Prokommunistisk præsteforening i Tjekkoslovakiet
● Selv om Bibelen viser at Kristi efterfølgere skal være neutrale i politiske anliggender, har cirka 150 katolske præster fra Böhmen og Mähren dannet en forening i Prag under det latinske navn „Pacem in Terris“, der tager samme virksomhed op som blev udfoldet af en fredsbevægelse af prokommunistiske præster hvis forening opløstes i 1968. I en programerklæring hed det at man fuldt ud ville støtte „KPCs 14. partidags humanistiske mål og den nuværende femårsplan“.
En by der synker
● Tokyo, verdens største by, synker lidt efter lidt i havet. I år ligger byen fra to til tyve centimeter lavere end sidste år, idet nogle områder synker hurtigere end andre. Nogle dele af byen er sunket henved to meter siden den anden verdenskrig. Den væsentligste grund til dette er åbenbart den at industrien pumper grundvandet bort. Med den industrielle ekspansion i Japan pumpes grundvandet bort hurtigere end de naturlige processer kan erstatte det. Efterhånden som vandtrykket i jordlagene tager af, synker byen.
Sex uden kærlighed
● Blandt unge mennesker er kønslig forbindelse uden for ægteskabet så almindeligt at læger ved Marylands universitet henviser op til ti ugifte kvindelige elever om ugen til abortklinikker i New York. En teenage-pige i San Francisco siger: „Man kan ikke fortælle en pige på 16 eller 17 år at hun ikke må gå i seng med nogen. Hun gør det alligevel!“ Hvad har det ført til? I de sidste fem år er antallet af kønssygdomme steget med over 1000 procent i De forenede Stater. Et hospital i England beretter om en forøgelse i antallet af patienter med kønssygdomme på 25 procent i 1971. Nogle af disse patienter er kun 13-15 år gamle. En professor i psykiatri ved American University of Washington udtaler: „Det de siger når de lever sammen uden at være gift, er: ’Jeg vil ikke være bundet. Jeg er bange for at jeg går glip af for meget. Jeg har ikke fået kærlighed nok til stadig at interessere og bekymre mig for en anden.’“ Følgerne: Skuffelser, sygdom, svangerskabsafbrydelser og selvmord. Hvor langt bedre er det ikke at leve efter Bibelens normer, som fremmer den varige kærlighed inden for ægteskabet.
Hvor stor er Pluto?
● Vort solsystems yderste planet, Pluto, bliver af sagkundskaben bedømt mindre og mindre. Mens man for en halv snes år siden mente at den havde nogenlunde samme masse som Jorden, har fire amerikanske matematikere nu offentliggjort nye resultater af computerberegninger som kun tildeler Pluto 0,11 jordmasse. Når der kan opstå så store differencer skyldes det at Plutos masse og tæthed må udregnes efter de virkninger denne lille, fjerne planet udøver på de ydre kæmpeplaneter, Uranus og Neptun, og at videnskaben kun har mangelfuld viden om deres opførsel i de respektive baner. — Vor Viden, juni 1971.
Koleraen breder sig
● I Afrika, i det mellemste østen og i det fjerne østen breder koleraen sig med stormskridt. Den har ikke hærget i så stort et område siden 1899. Man regner med at den har krævet noget over 20.000 dødsofre, men de steder hvor der er tilstrækkelig lægehjælp, medicinsk udstyr og gode sanitære forhold, er der ingen problemer. Sygdommen overføres med føde og drikkevand som er forurenet af menneskers affaldsstoffer. Døden indtræder som følge af et voldsomt væsketab.
Læger ser på Kina
● Blandt de amerikanske læger der for nogle måneder siden var på besøg i folkerepublikken Kina, var de to internationalt kendte læger E. Grey Dimond og Paul Dudley White, hvoraf sidstnævnte var læge for afdøde præsident Eisenhower. Efter hjemkomsten til De forenede Stater oplyste de at Kina var forholdsvis fri for kønssygdomme, stofmisbrug, alkoholisme og prostitution. Dr. Dimond fortalte: „Det var helt fantastisk så pletfrit landet var.“ Han sagde også: „Kineserne er ikke spor bagefter. Deres bedste hospitaler har alt hvad vore har. Jeg havde intet at give Kina på det lægelige felt. Deres læger ved lige så meget som jeg. . . . Deres udstyr er lige så moderne som det vi har i De forenede Stater.“
Præster arresteret i Argentina
● Ifølge en meddelelse fra Buenos Aires arresterede politiet i slutningen af september sidste år 43 katolske præster uden for en katedral fordi de forsøgte at iværksætte en demonstration for at kræve politiske fanger og fængslede fagforeningsledere løsladt. Alle de arresterede er medlemmer af bevægelsen „Den tredje verden“, som går ind for at kirken skal støtte kravet om socialistiske reformer i Latinamerika.
Er tobaksplanten nyttig?
● Fra mange sider frarådes det at benytte tobak som nydelsesmiddel. En planteforsker ved University of Miami gør nu opmærksom på at tobak eventuelt kan anvendes som føde eller i malinger og plasticstoffer. Det er dog ikke plantens blade der er tale om, men dens frø. Kemiske analyser af disse proteinrige frø har nemlig vist at de ikke indeholder nikotin og vil kunne udgøre nærende føde for kvæg — måske også for mennesker, og at de har mange anvendelsesmuligheder. Modificerede tobaksfrø bruges allerede i voksende omfang ved fremstilling af maling og fernisser og tillige i gummi- og læderindustrier. — Vor Viden, juni 1971.
Flere butikstyverier
● Amerikas forbundspoliti, FBI, oplyser at antallet af butikstyverier i USA er steget med 20 procent på et år. Over 50 procent af tyverierne begås af unge mennesker. I forsvar mod disse tyverier har forretningerne udbygget deres sikkerhedsforanstaltninger ved at opsætte spejle, drejekors og fjernsynskameraer. Efter at have installeret TV-kameraer har en forretning på et enkelt år grebet 325 ansatte i at stjæle varer.
Religiøs krise USA
● Flere deltagere og observatører ved evangeliseringskongressen i Amsterdam fra 28. august til 4. september 1971 blev interviewet af det norske kirkelige tidsskrift Fast Grunn. Harold Lindsell, der er redaktør af Christianity Today, oplyste om den kirkelige situation i USA: „Missourisynoden er som alle andre kirker stillet over for et teologisk problem. Synoden har altid været den mest konservative af de lutherske kirker i USA. Det har været en levende organisation med et klart vidnesbyrd. Deres radioprogrammer har været den stærkeste lutherske stemme i USA.
Nu er der opstået en teologisk krise ved de teologiske seminarier. . . . Liberalismen er trængt ind i synoden. Der er dem der ikke tror at Bibelen er Guds ord. Nogle tror ikke på at Adam og Eva har levet.
Men husk at Missourisynoden ikke er den eneste konservative kirke som har sådanne problemer. Sydstatsbaptisterne, det største kirkesamfund i USA, har også disse vanskeligheder ved deres teologiske seminarier.“
Kæmpestore snefnug
● I Bratsk i Sibirien er der faldet snefnug større end fodbolde. De største var tyve centimeter i tværmål og op til en halv meter lange. Sovjetiske meteorologer mener at dette skyldes usædvanlig stærke temperatursvingninger, som har fået snefnuggene til at hvirvle op og ned i en sky så de på den måde har „trillet“ sig større og større.
Mammutfund
● I nærheden af den sibiriske by Jakútsk har man gjort et værdifuldt fossilfund. Det drejer sig om en frosset mammut hvis hud og hår stadig er velbevaret. Dette fund er endnu et bevis på at en voldsom oversvømmelse engang har fremkaldt en klimaændring, og at mange dyr der ikke kunne klare sig i det kolde klima, pludselig er omkommet.