Jeg var afrikansk medicinmand
FORTALT TIL „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I LIBERIA
EN AFRIKANSK medicinmand har egentlig ikke ret meget med medicin at gøre. Det ved jeg fordi jeg selv har været medicinmand.
Folk plejede at komme til mig, når de ville have hævn over virkelige eller indbildte fjender. Jeg fastsatte straffen og håndhævede den ved magiske midler. Jeg specialiserede mig i at spå og fremstillede tryllemidler der skulle beskytte mod „afdøde ånder“ eller mod dem som forsøgte at nedkalde ondt over andre.
Flere år før jeg begyndte at spå kom jeg fast i en af kristenhedens kirker og senere tog jeg på en missionsskole. Hvorfor? Jo, i min tidligste ungdom tog min onkel mig med i kirke i Monrovia. Han forklarede mig at de som ikke gik i kirke kom i helvede, hvor først fingerspidserne ville brænde, så den ene arm, dernæst den anden arm, de andre lemmer og til sidst hele kroppen. Når det var slut ville Gud sørge for at man brændte igen, og det skulle gentages i al evighed, sagde han.
Jeg var bange for at blive brændt. Så jeg gik i kirke sammen med mange andre. Men min kirkegang forandrede mig ikke særlig meget. Det var stadig tilbedelsen af mine forfædres „ånder“ der var min ’rigtige’ religion.
De bestræbelser min kirke gjorde for at standse min tilbedelse af „ånderne“ slog fejl. Hvorfor? Kirken lærte ikke at de døde var ude af stand til at modtage en sådan tilbedelse. Nej, kirken sagde noget andet. Jeg lærte at vi alle havde en udødelig sjæl som levede videre efter legemets død. Det styrkede blot min tro på at mine forfædre levede og måtte formildes. Mine ikke-kristne slægtninge var, tænkte jeg, trods alt ikke langt fra sandheden.
Jeg lærer hvordan man bliver medicinmand
Desværre kunne jeg ikke selv læse Bibelen og se hvad den sagde om Gud og hans veje. Ikke før jeg var tyve år gammel gav min værge efter for mine bønner gennem mange år og sendte mig i skole. Efter tre år blev jeg tvunget til at ledsage min syge værge til medicinmændenes vigtigste by i mit land. Der tog jeg et kursus i „medicinmændenes kunst“. Det indbefattede den kunst at blande og uddele gifte der var fremstillet af træernes bark, af blade eller af alligatorgalde. For en medicinmand hvis kunder søgte hævn over fjender, var denne viden en absolut nødvendighed.
Når en medicinmand har hørt en klage, afgør han om det er nødvendigt med straf og i hvilken udstrækning. Da jeg lærte hvordan man blev medicinmand fik jeg ikke dårlig samvittighed, til trods for flere års kirkegang. Jeg troede at Gud ikke blot tillod medicinmanden at udføre sit arbejde med at formidle hævn, men at han også bemyndigede ham til at gøre det.
Jeg måtte også lære at spå for at kunne beherske min kunst. Det indbefattede for eksempel at se på vandet i en krukke eller på et spejl. Til beskyttelse mod henfarne ånder eller onde mennesker lærte jeg at finde på forskellige former for „medicin“. Tit blev de hældt på en flaske og gravet ned ved husets dørtærskel så kun det øverste af flasken var synligt.
En dag da en ildebrand raserede landsbyen, brændte alle mine ejendele. Min ærgrelse vendte sig til forbavselse da jeg fik at vide at det var et tegn fra ånderne på at jeg ville få mere magt. Den næste dag gav den øverste af medicinmændene mig en ring og betroede mig: „Hvis du tager den på din finger og begynder at gnide på den, vil du blive usynlig for dem du er iblandt. Her er ringens love: Se ikke på solen om middagen, spis ikke løg!“
Første gang jeg prøvede at gnide ringen, gik folk forbi mig som om jeg ikke eksisterede. Men anden gang blev jeg meget skuffet. Min fortrolige ven forklarede: „Den virker ikke hele tiden, men den er en hjælp til hurtigt at tjene penge. Jeg vil vise dig hvordan.“ Derefter solgte jeg ringe som skulle kunne gøre en usynlig, ringe til ærgerrige mænd der stræbte efter magt og position.
Ved en lejlighed fremstillede jeg en ring til en stammehøvding, og han betalte mig 32 dollars, for han var overbevist om at den havde gjort ham usynlig og bemyndiget ham til at være høvding til evig tid. Engang da ringen ikke rigtig ville virke, fortalte jeg ham bare at ringens ånd midlertidigt besøgte andre dele af jorden.
Usikkerhed og forvirring
Da jeg var fireogtyve år gammel bestemte jeg mig til at jeg atter ville i skole. Mine forældre gjorde nar af den tanke, men de kunne ikke tale mig fra det. Jeg blev indskrevet i en missionsskole, og skønt eleverne, der kun var børn, lo ad mig, opmuntrede læreren mig: „Gør dit bedste. Da jeg var på alder med dig gik jeg også i skole. Nu er jeg lærer for dig.“
I bibeltimerne fik jeg at vide: „Du må ikke straffe en fordi han forsynder sig mod dig eller skade ham med tryllemidler.“ Som forsvar for min overbevisning om at medicinmanden i virkeligheden var det redskab Gud benyttede til at gengælde ondt med ondt, indvendte jeg: „Eftersom Gud straffer mennesker når de handler forkert, så følger vi blot hans eksempel og straffer mennesker når de handler forkert over for os.“ Men læreren hævdede: „Det har vi ingen ret til. Det er kun Gud der har den ret.“ Men hvis det var sandt, tænkte jeg ved mig selv, hvorfor havde Gud så skabt medicinmandens arbejde? Det fik jeg ingen forklaring på.
Men min usikkerhed vendte sig til forvirring da jeg prøvede at udgrunde treenighedslæren. Som svar på mit spørgsmål om hvordan tre guder kunne eksistere i én, fik jeg at vide at jeg ikke kunne forstå dette mysterium. Jeg var utilfreds og spurgte hvordan det var muligt for „Faderen“ at forstå det, når vi andre ikke kunne. „Det vil du få svar på i morgen,“ var svaret. Men den næste dag blev jeg simpelt hen straffet og truet med bortvisning hvis jeg stillede flere lignende spørgsmål.
På missionsskolen lærte jeg at det ikke var forkert at føre krig, for i fortiden forsvarede de kristne sig, og det må de fortsætte med. På den skole lærte jeg også at Gud tager parti i kampe og stridigheder, og derfor blev vi tilskyndet til at bede om sejr i en fodboldkamp. Da vi vandt blev vi meget glade og vi var overbeviste om at Gud havde holdt med os.
Igennem disse år fortsatte jeg med at ofre til mine tryllemidler ved at gnide dem med blodet fra et offer, for det meste fra en kylling. Jeg overværede gudstjenesterne; alligevel troede jeg på tryllemidler og magi. Til trods for flere års undervisning i kirken mente jeg stadig at „afrikansk videnskab“ udøvet af medicinmanden var det bedste til at klare tilværelsens problemer.
Endelig finder jeg sandheden
I 1956 fik jeg noget læsestof af et af Jehovas kristne vidner i Voinjama. Der læste jeg at udøvelse af spiritisme, som indbefatter spådom, magi, trolddom og det at tryllebinde andre, er forkert ifølge Femte Mosebog 18:10-12 og Åbenbaringen 21:8. For at få en yderligere forklaring kontaktede jeg dette Jehovas vidne. Jeg fik forklaret at min tro på tryllemidler var en form for spiritisme og at Bibelen fordømmer den slags. I Bibelen lærte jeg at Gud modsatte sig alle former for spådom og magi. Det næste forkynderen sagde forskrækkede mig: „Ingen som fortsætter med at udøve sådanne ting vil overleve ’krigen på Guds, den Almægtiges, store dag’, kaldet Harmagedon, eller komme til at leve i den herlige nye tingenes ordning!“ — Åb. 16:14, 16.
Derefter gav han mig ud fra Bibelen svar på mange af mine andre spørgsmål. For første gang begyndte jeg at forstå at Satan Djævelen er „denne verdens Gud“ og at endog de såkaldt kristne kirker er kommet under hans påvirkning. (2 Kor. 4:4) Den rene sandhed fandtes i Bibelen. Det var nødvendigt for mig at studere den for at blive befriet for Satans snarer. Egentlig havde jeg tjent Djævelen og hans dæmonengle. — Åb. 12:7-9.
Jeg blev så chokeret over alt det — at jeg som medicinmand var blevet vildledt af Djævelen — at jeg i de næste to uger knap nok kunne tænke på andet. Da de to uger var gået havde jeg truffet mit valg. En tidlig morgen før daggry samlede jeg alle mine tryllemidler og min højt skattede tryllering sammen. Efter at jeg havde fyldt det hele i en sæk, smed jeg det ud i floden. Der var ingen i nærheden, men jeg vidste at den sande Gud, Jehova, iagttog det. — Ordsp. 15:3.
Jeg var rasende på kirkesystemerne fordi jeg på grund af deres falske lære om at mennesket har en udødelig sjæl, var blevet narret til overtro og dæmonisme. Denne falske læresætning lå til grund for min tåbelige frygt for henfarne ånder. (Ez. 18:4) Og hvor blev jeg glad da jeg erfarede at Bibelen ikke lærer om den mystiske treenighed! Af Bibelen kunne jeg nu forstå at Jehova kun er én Gud, at Jesus Kristus er hans trofaste søn og at den hellige ånd er Guds usynlige virkekraft. — 1 Kor. 8:6; Matt. 16:16, 17; Ap. G. 1:8; 2:2-4, 16, 17.
Det blev aftalt at der skulle komme et Jehovas vidne til min by og læse Bibelen med mig. Det gav mig den nøjagtige kundskab der skulle til for at jeg kunne indvi mig til Jehova. Jeg valgte at følge Josuas gode eksempel: „Jeg og mit hus, vi vil tjene [Jehova]!“ — Jos. 24:15.
Tjeneste for den sande Gud
Da det blev kendt at jeg havde afbrudt enhver forbindelse med magi og andre former for spiritisme, blev jeg kaldt hen til indgangen til det lokale hemmelige broderskabs „bush“-område. Derefter spurgte „overmedicinmanden“ eller zoen mig: „Er det dig der har sagt at du ikke mere har tid til Poro og Sande [hemmelige broderskaber blandt de indfødte] og at du har smidt alle dine tryllemidler i vandet?“
„Ja,“ svarede jeg.
„Er du ikke bange for hele forsamlingen her og for at indrømme det over for os?“
Hertil svarede jeg: „Jeg vil ikke lade frygt for jer få mig til at gøre noget forkert over for den levende Gud, Jehova!“
„Gå bort og hold dig til din Jehova,“ tordnede zoen, „men du skal nok komme til at føle hvem vi er!“ Han antydede tydeligvis at jeg kunne forvente at blive forgivet med tryllemidler. Da jeg vendte mig og gik søgte jeg gennem bøn beskyttelse hos Jehova.
Ingen ulykke overgik mig. Men senere forstødte min onkel, familiens overhoved, mig officielt med ordene: „Alt godt som kommer til dig, giv mig det ikke, og alt ondt som kommer til dig, behold det for dig selv!“ Til trods for modstanden behandlede jeg mine slægtninge venligt, for jeg vidste at det at tjene Jehova betyder at man lever op til de høje principper som findes i hans ord, Bibelen.
Da jeg nu ikke længere var medicinmand fandt jeg et arbejde hvor jeg skulle rense traktorreservedele til en meget lille løn. Lederen lagde snart mærke til at jeg arbejdede mens andre skulkede. En dag da lederen var beruset kom der en ladning reservedele. Så modtog jeg ladningen for ham og checkede reservedelene af for at være sikker på vi havde fået dem alle. Mine medarbejdere gjorde nar af mig fordi jeg havde gjort det uden ekstrabetaling. Men lederen påskønnede at jeg havde klaret situationen for ham, og inden længe tjente jeg fem gange mere end til at begynde med.
Skønt det var tilfredsstillende for mig at udføre mit verdslige arbejde godt, vidste jeg at jeg ville blive endnu mere tilfreds hvis jeg kunne bruge mere tid til at forkynde Bibelens sandheder for andre. Så min hustru og jeg blev enige om at jeg efter et kristent stævne der skulle afholdes i Gbarnga skulle begynde som heltidsforkynder. Jeg sagde mit arbejde op og tog alle mine ejendele og sparepenge samt min hustru og lille søn med til stævnet. Helt uventet blev stævnet afbrudt af soldater, som prøvede vores tro i spørgsmålet om at afgive en religiøs hilsen til en verdslig fane. I tre dage og tre nætter fik vi hverken mad eller vand da vi blev holdt fangne på en åben mark. Efter løsladelsen opdagede vi at alle vores ejendele var blevet stjålet. Men mange af mine kristne brødre gav mig penge så jeg kunne komme hjem igen. Den første nat jeg var hjemme gik jeg på jagt og dræbte to hjorte og et hulepindsvin. Resten af året forsørgede jeg min familie på den måde.
Endelig i 1964 virkeliggjorde jeg mit hjertes ønske om at tjene Jehova så fuldt og helt som muligt. På det tidspunkt blev jeg heltidsforkynder af Guds rige. Jehova har på en vidunderlig måde sørget for os, og jeg fortsætter i den tjeneste jeg har valgt, skønt jeg nu har seks børn.
I årenes løb har jeg haft den glæde at se min niece og en af mine onkler tage imod sandheden fra Bibelen, og andre familiemedlemmer er nu også interesseret. Jeg fik en lejlighed til at vise kristen kærlighed da min ældste broder blev syg og skulle behandles i vores by. Han kom ikke og boede hos mig, for han havde været stærk modstander af at jeg tjente Jehova. Alligevel gik jeg hen og besøgte ham; jeg tog ham med hjem, gav ham mad og behandlede ham så godt jeg kunne. Efter et stykke tid kom andre af familien og sagde: „Din måde at tjene Gud på er meget tiltalende. Vi har aldrig vidst at det ville være sådan. Du vendte dig ikke mod os, men du har vist os hensyn og respekt til gengæld for foragt.“
Hvor er forskellen dog stor mellem den sande kristendom og de afrikanske medicinmænds tankegang! I stedet for at gengælde ondt med ondt, gør jeg som Bibelen siger: „Overvind det onde med det gode!“ (Rom. 12:17-21) Hvor er jeg lykkelig over at jeg forlod de afrikanske tryllemidler og kristenhedens falske religion og kom ud af mørket og ind i det strålende lys for at tjene Jehova!