Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g72 22/7 s. 8-11
  • Bispesynoden — hvad udrettede den?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Bispesynoden — hvad udrettede den?
  • Vågn op! – 1972
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • „Retfærdighed og fred i verden“
  • Hvordan biskopperne følte
  • Hvad blev der udrettet?
  • Biskopper stadfæster på ny cølibatet — hvorfor?
    Vågn op! – 1972
  • Hvorfor måtte de katolske biskopper mødes?
    Vågn op! – 1986
  • Den katolske katekismus-krise
    Vågn op! – 1979
  • Trænger verden til „en ny evangelisering“?
    Vågn op! – 1992
Se mere
Vågn op! – 1972
g72 22/7 s. 8-11

Bispesynoden — hvad udrettede den?

HVAD var formålet med at omkring 210 biskopper og andre højtstående katolske gejstlige mødtes i Vatikanet fra den 30. september til den 5. november sidste år? Det var at de skulle komme til enighed om hvad de skulle råde pave Paul til vedrørende hans ’hjords’ tilstand. De emner paven valgte at blive vejledt om, var „præsteskabet“ og „retfærdighed og fred i verden“.

Det grundlæggende princip på synoden, som var et produkt af det andet vatikankoncil, var at ’man var embedsbrødre’. Det vil sige at biskopperne i den romersk-katolske kirke ikke længere blot skulle være pavens befuldmægtigede, men skulle være delagtige i hans myndighed.

Det ser ud til at biskopperne kun udrettede lidt ved deres overvejelser af det første emne, „præsteskabet“, for de sagde ikke noget nyt til pave Paul. På den ene side støttede de hans standpunkt til cølibat, og på den anden side var de endog mere negative end paven selv vedrørende spørgsmålet om at ordinere gifte mænd som præster under særlige omstændigheder. Som et katolsk ugeblad udtrykte det: „Synoden tog fat på den urimelige opgave at undervise paven i nogle lærepunkter han aldrig har udtrykt den mindste tvivl om.“ — Commonweal, 26. november 1971.

Dette resultat kan let forklares. Pave Paul havde selv valgt emnet og dets formulering. Han havde en stærk indflydelse på sammensætningen af synoden. De mænd han havde udpeget manipulerede også med den måde forhandlingerne foregik på. Ved synodens åbning advarede han endvidere biskopperne mod at lade sig påvirke af pres udefra. Som en katolsk journalist udtrykte det, „skildrede han biskopperne som omgivet af en horde af rænkesmede der søgte at skræmme dem til at træffe beslutninger der næppe kunne forenes med troen, beslutninger som viste foragt for traditionen og var inficeret af verdslighed“.

Et amerikansk tidsskrift viste således i en karikaturtegning paven der rakte en adjudant et ark papir idet han sagde. „Her er de konklusioner synoden skal nå frem til.“ Og som en jesuitisk iagttager udtrykte det, var den fremherskende indstilling: „Få ikke båden til at gynge; fremfor alt, få den ikke til at gynge offentligt.“ Pavens udtalelser ved slutningen af synoden, hvor han stærkt fastholdt kravet om cølibat for katolske præster, synes at bekræfte disse slutninger.

„Retfærdighed og fred i verden“

Biskoppernes drøftelse af dette emne, det andet der skulle overvejes af synoden, behandlede forskellige facetter. Der var nogle biskopper som hævdede at den katolske kirke skulle vise sin oprigtighed i handling når den talte om retfærdighed. Kardinal Heenan, Englands primas, var en af disse. Han ønskede at „kirker og munke- og nonneklostre skulle undersøge hvilke skatte de kunne sælge“, og at udbyttet skulle anvendes som hjælp til de fattige. „Med stor respekt,“ fortsatte han, „foreslår jeg at Rom selv skulle føre an. . . . Der må være tusinder af bægre, monstranser og andre hellige genstande der sjældent anvendes.“

En filippinsk biskop sagde: „Den der vil tale om retfærdighed, må først selv være retfærdig.“ Videre udtalte han at når en kirke erhverver sig store rigdomme „forårsager den at kirken identificeres med de rige og mægtige og formindsker sin troværdighed når den taler imod uretfærdighed og for retfærdighed“. Den canadiske delegation gik endog så vidt som til at anmode om „økonomisk åbenhed fra Vatikanets side og fra nationale konferencers, stifters, religiøse ordeners og beslægtede institutioners side“.

Vatikanet selv blev kritiseret på tre punkter. For det første fordi det havde en tendens til at ophobe rigdomme i stedet for at forvalte sin ejendom som „de fattiges fædrenearv“. For det andet fordi det underbetalte sine funktionærer og udsatte dem for dårlige arbejdsforhold. Og for det tredje blev Vatikanet beskyldt for at give sine medlemmer mundkurv på, og for uden tilstrækkelig undersøgelse at dømme dem det mistænker for uredelig embedsførelse. „Læge, læg dig selv,“ var en delegerets syn på sagen.

Ifølge en jesuitisk iagttager fik flere af de talende prælater nerver på når nogle af deres tilhørere opfordrede dem til at holde op med at fremsætte almindeligheder om uretfærdige sociale tilstande og konkret nævne de skyldige stater. Mens en del biskopper ønskede at kirken skulle engagere sig mere i sociale spørgsmål, var der nogle der gik imod denne kurs og sagde at Kristus ikke havde til hensigt at „skabe en rent menneskelig solidaritet med de mindre privilegerede, som om han var en revolutionær der ville lave om på de herskende sociale tilstande“.

Den ukrainske delegation anklagede Vatikanet for at bejle politisk til kommunisterne. Afrikanske delegerede talte imod både politisk og gejstlig kolonialisme og foragt for den sorte race. Delegerede fra Angola og Mozambique forsøgte ihærdigt at stille deres portugisiske regerings politik i et gunstigt lys, mens andre ønskede at dadle den stærkt. Og det berettes at en biskop fra Chile „fik det til at løbe rundt for de ældre“ da han udtrykte den tanke at kristendommen kunne betyde socialisme.

Og en anden biskop advarede: „Somme tider vil folk der lever lige op ad terror og tortur sige til en at det er bedst ikke at gribe ind udefra. Vi må også alle sammen huske at når man ser på en situation langt borte fra, er det let for kirken at fordømme men ofte svært at finde en løsning.“ Efter disse drøftelser, og andre der drejede sig om retfærdighed for kvinder, økologi, fødselskontrol og så videre, hævedes synoden uden at have udarbejdet en endelig erklæring vedrørende emnet „retfærdighed og fred i verden“.

Et amerikansk nyhedsmagasin udtalte i en rapport om denne drøftelse: „’Retfærdighed i verden’ bestod hovedsagelig i spagfærdige almindeligheder om sådanne emner som økonomi og økologi, og blev sendt til paven uden at blive offentliggjort. Den protesterede mod ’uretfærdigheder som var berøvet et talerør’, men undlod at nævne konkrete situationer som dem i Brasilien og Sydafrika.“ — Time, 15. november 1971.

Kort sagt, synoden sørgede også her omhyggeligt for ikke at fremsætte noget der kunne have sat paven i forlegenhed.

Hvordan biskopperne følte

Hvordan følte de enkelte biskopper angående den måde tingene blev gjort på ved synoden? Ved en lejlighed, da biskopperne fik overrakt det der skulle være en revideret erklæring, men som havde ignoreret de hundreder af ændringer der var foreslået, udbrød den afrikanske biskop Ndayen: „Jeg er ikke rejst tusinder af kilometer hjemmefra for at danse tarantel. Hvor er ændringerne?“

Ifølge det jesuitiske ugeblad America „delte verden som helhed, og de af os der prøvede at følge synodens forløb på nærmere hold, biskop Ndayens følelser“. Samme ugeblad sagde i en senere udgave: „Den romerske synode endte, først og fremmest for de delegerede selv, som en lektion i proceduremæssigt kaos og dyb skuffelse.“

Den engelskfødte biskop af Malaysia beklagede sig: „Biskopperne her mangler fuldstændig tillid til hinanden. Og hvis man ikke har tillid, kan man lige så godt holde op.“ Og kardinal Suenens fra Belgien sagde til journalisterne at forløbet af synoden var „både trættende og ufyldestgørende. . . . Præsterne, i det mindste dem jeg kender i Belgien, ventede noget andet. . . . Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige til dem. . . . Nu kan pave Paul sige at hele kirken, repræsenteret ved synoden, efter en udførlig debat har godkendt hans standpunkt ved at opretholde cølibatskravet som det har eksisteret i århundreder“.

Hvad blev der udrettet?

Om det der blev udrettet af synoden skrev det katolske lægmandsblad Commonweal i en leder: „Den tredje synode er endt i fuldstændig forvirring og bitter skuffelse. Biskopperne er rejst hjem med tomme hænder. . . . Den sidste dag fik de at vide at de ikke skulle henvende sig til præsterne eller til verden . . . men kun til paven som hans personlige rådgivere. . . .“

Bladet fortsatte: „Hvad var der galt ved synoden? Næsten alt hvad der kunne være noget i vejen med. En absolut mangel på diskussionsteknik, og en meningsløs forretningsorden, to emner der var for omfattende til den tid der var til rådighed, men mest af alt biskopperne selv, der var valgt på grund af alle mulige egenskaber, undtagen fordi de var deres folks naturlige ledere.“ — 26. november 1971.

Om denne tredje synode skrev Newsweek’s redaktør af kirkeligt stof, Kenneth L. Woodward: „Den tredje bispesynode nåede vaklende til afslutning i Vatikanet sidste uge, med de delegerede lige så forvirrede ved slutningen som de var i begyndelsen. . . . [Det var] en synode der på en eller anden måde havde held til næsten ikke at gøre noget rigtigt. Da de 211 biskopper, patriarker og overhoveder for religiøse ordener ankom til Rom i slutningen af september, opdagede de at de arbejdspapirer der var udarbejdet af Vatikanets funktionærer ikke var helt de samme dokumenter de havde modtaget tidligere på året. . . .

De fleste af synodens fædre prøvede ihærdigt på at undgå at fortælle pave Paul VI hvad han åbenlyst ikke ønskede at høre. Eftersom paven allerede havde udtrykt sin afgjorte misbilligelse af valgfrit cølibat for præster, blev dette alternativ fornuftigvis forkastet uden alvorlig overvejelse. . . . Da synoden tog fat på det der fremfor noget andet ligger paven på sinde, retfærdighed og fred i verden, fortalte de delegerede ham atter hovedsagelig hvad han ønskede at høre. Biskopper der aldrig havde vovet at tale ud derhjemme . . . fik pludselig mæle i Rom. Men prøven på biskoppens mod, indrømmede en delegeret, ’er ikke hvad vi siger til regeringer, men hvad vi gør for at opnå retfærdighed i kirken’.“

På linje hermed skrev Mayo Mohs i Time for 15. november 1971: „Måske er det virkelige spørgsmål i dette efterår ikke så meget hvad biskopperne har gjort eller ikke gjort, som hvorvidt katolikkerne verden over virkelig interesserer sig for hvad de i det hele taget gør. De fleste biskopper lytter måske stadig til paven, men færre og færre præster lytter til paven eller til deres biskopper — og mange af lægfolket er fuldstændig holdt op med at lytte til nogen.“

Og hvorfor er det sådan? Mohs fortsætter med at sige: „Det er ikke så meget kirkens trossætninger der drages i tvivl . . . som selve strukturen. . . . Kristi mystiske legeme [romerkirken] synes at have lidt et nervøst sammenbrud.“

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del