Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g72 22/5 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1972
  • Underoverskrifter
  • Røgforgiftning
  • Arkæologiske fund plyndres
  • Fluorescerende lys helbreder spædbørn
  • Stigning i brutaliteten
  • Rigdom og fattigdom
  • Hjertet er med
  • Særlig farlig LSD-tablet
  • Røverier hverdagskost
  • „Den grønne Revolutions“ dilemma
  • Forurening i danske fjorde
  • Hjerneskade af hash
  • Angreb på hjertekirurg
Vågn op! – 1972
g72 22/5 s. 22-23

Vi betragter verden

Røgforgiftning

● Selv om de fleste rygere der fylder et værelse med tobaksrøg måske er uvidende om det, forgifter de alle i værelset med cadmium. Ifølge dr. Harold G. Petering fra den medicinske afdeling ved Cincinnatis universitet er tobaksrygere en betydelig kilde til cadmiumforurening. Hvis en person i løbet af otte timer ryger en pakke cigaretter i et værelse på tre gange tre og en halv meter, vil luften i dette værelse indeholde hundrede gange mere cadmium end normalt. Selv efter at røgen i værelset er forsvundet vil cadmiummængden være større end normalt. Det betyder at en ikke-ryger i værelset vil blive cadmium-forgiftet sammen med rygerne. Viser man næstekærlighed ved at ryge tobak?

Arkæologiske fund plyndres

● Plyndring af fortidsminder er blevet et problem i Mexico og Latinamerika i øvrigt, samt i Thailand, Indien, det mellemste østen og Afrika. De stjålne arkæologiske genstande smugles ud af landet og sælges til kunsthandlere som kan få høje priser for dem. Et udhugget stenmonument stjålet fra et mayatempel i Mexico kan indbringe så meget som 560.000 kroner. Da disse monumenter kan veje flere tons skæres de i stykker med motorsave så de lettere kan smugles ud. Da en gruppe indianere i Mexico for kort tid siden kom hen i nærheden af et mayatempel som var ved at blive plyndret, dræbte røverne tre af dem og sårede de to andre. Det lykkedes den ene af de sårede mænd at nå frem til en by hvor han fik fat i politiet. Der er grådige mennesker som hverken har respekt for menneskeliv eller for arkæologiske skatte.

Fluorescerende lys helbreder spædbørn

● Det norske ugeblad Hjemmet for 5. oktober 1971 indeholder en artikel som kommer ind på de fremskridt der er gjort inden for medicinsk pleje og kirurgisk teknik, fremskridt der har reddet mange nyfødte som for få år siden ikke stod til at redde. Artiklen fortæller blandt andet om et spædbarn, en pige, der blev født med en høj koncentration af bilirubin i blodet, en lidelse som kan forårsage alvorlig gulsot og desuden forgifte hjernecellerne så der opstår alvorlige former for hjerneskade. Tidligere plejede man at udskifte alt blodet hos sådanne nyfødte, en proces der er meget farlig for så små børn. Der kan opstå infektion, leveren kan tage skade, og det kan medføre døden. I det nævnte tilfælde blev barnet imidlertid sparet for en sådan blodtransfusion, takket være såkaldt fototerapi. Barnet blev anbragt under fluorescerende lys i en uge og blev fuldstændig helbredt. Artiklen siger om den nye teknik med fluorescerende lys at den har „rødder langt tilbage i tiden. Gennem århundreder har jordemødre i Indien anbragt nøgne spædbørn med gulsot i sollyset for at helbrede dem, skønt de aldrig har forstået hvorfor denne metode helbredte gulsoten“.

Stigning i brutaliteten

● Den stigende voldsmentalitet i underverdenen kan direkte aflæses i den årsstatistik der blev offentliggjort af Københavns opdagelsespoliti i december 1971. Statistikken viser at der i 1971 blev begået 600 grove overfald mod 490 året forud — en stigning på 21 procent. Desuden steg de beslægtede røverier fra 179 til 225 — eller 25,7 procent.

Rigdom og fattigdom

● En opgørelse i 1969 viser at omkring 2,5 milliarder mennesker i udviklingslandene har en indkomst på 1260 kroner årligt, mens én milliard i de udviklede lande tjener 16.100 kroner årligt — eller tretten gange så meget. Opgørelsen afslører samtidig at de fattige lande anvender en stor del af deres budget til militære udgifter. I 1969 brugte de fattige lande for eksempel 182 milliarder kroner til militære udgifter, eller 56 milliarder kroner mere end til uddannelse, sygehuse og fremme af den offentlige sundhed.

Hjertet er med

● Vesttyske forskere har fundet ud af at hjertet begynder at slå hurtigere når man skal træffe en afgørelse, næsten uanset hvor lille. I det øjeblik man træffer den, kan det slå dobbelt så hurtigt som tegn på hvor belastende det er. Er afgørelsen virkelig svær, eller viser den sig at være diskutabel, kan hjerteslagene og den høje puls stige yderligere og holde sig meget længe. — Politiken, 23. februar 1971.

Særlig farlig LSD-tablet

● En ny livsfarlig LSD-tablet er dukket op på det britiske narkotikamarked. Scotland Yard udsendte den 3. januar i år den første kraftige advarsel om stoffets selvødelæggende virkninger. Pillen er på størrelse med et knappenålshoved og fremkalder lyst til at begå selvmord, samt aggression og angst. Virkningen af stoffet holder sig i 12 timer mod den normale dosis’ seks timer. Mikropillen, som er enten purpurfarvet, eller lyserød, har allerede krævet sit første offer. En 19-årig mand løb ud foran en bil og mistede livet næsten et døgn efter at have indtaget tabletten.

Røverier hverdagskost

● „Bevæbnede røverier er blevet så dagligdags i Sverige, at man kan bundte rapporterne om dagens røverier sammen. Kun når nogen bliver skudt, vækker det opmærksomhed,“ oplyser Berlingske Tidende, 30. december 1971.

„Den grønne Revolutions“ dilemma

● For at skaffe brød på bordet til de mange millioner i udviklingslandene iværksatte man i 1960erne „Den grønne Revolution“. Men det var et eksperiment der — trods øget levestandard og industrialisering — ikke udelukkende har bragt lykke og velstand til millioner af asiatiske, afrikanske og latinamerikanske landmænd — selv om landmænd i Indien i dag på grund af „Den grønne Revolutions“ fremtrængen kan høste 12 tons korn pr. hektar mod tidligere tre. En række erfarne eksperter siger: „Når høstudbyttet stiger, tårner nye problemer sig op. Det større udbytte pr. hektar gør det muligt at afskedige en stor del af arbejdskraften, som tvinges til at søge arbejde i byerne. Når ernæringsforholdene samtidig bedres, falder børnedødeligheden og folketallet stiger. I byerne, hvor man er ude af stand til at skaffe boliger til alle tilflyttere, opstår slumkvarterer og myndighederne får nye sociale problemer. Samtidig får bønderne på grund af den stigende kornproduktion vanskeligheder ved oplagring og distribution, hvilket måske atter betyder at store mængder korn går tabt eller ædes op af rotter.“

Forurening i danske fjorde

● Spildevandsudvalget har sluttet en forureningsundersøgelse af vandet i fem østjyske fjorde, som klart viser at den biologiske balance i fjordene er mere eller mindre ødelagt. Det drejer sig om Horsens fjord, Vejle fjord, Kolding fjord, Haderslev fjord og Åbenrå fjord. Undersøgelsen konkluderer at forureningen i flere af fjordene svarer til tilstande som gør sig gældende i nogle af vore mest forurenede søer — for eksempel Furesøen, som det vil tage cirka 80 år at bringe tilbage til sin oprindelige balance. Værst er forholdene i Haderslev fjord.

Hjerneskade af hash

● Der har længe været delte meninger om hvorvidt hash kan give hjerneskade. I december sidste år kom det højt ansete engelske lægeblad The Lancet med et afgørende bidrag til denne diskussion. Det er en artikel hvori fire engelske læger afslører at hash kan være langt farligere end man tidligere har antaget. De undersøgelser de engelske læger har foretaget viser ligeledes at de der tidligere har afvist at hash kunne forårsage hjerneskader blot er kommet med en ubegrundet påstand, for det er først nu man har foretaget egentlige hjerneundersøgelser. De fire læger har blot undersøgt ti patienter der har røget hash i fra tre til ti år. Men hos alle ti patienter med forskellig sygehistorie fandt man den meget sjældne sygdom hjernesvind, og flere ting viser afgørende at det er hashrygningen der har forårsaget sygdommen. „Det, der er rystende i den engelske artikel, er, at det betyder, at de skader den kroniske hashryger pådrager sig, er permanente, og han har sin hjerneskade for livet,“ kommenterer forfatterinden Gerda Vinding i Kristeligt Dagblad for 10. februar 1972. Den danske overlæge Bent Florian Sørensen fra statshospitalet i Århus har også advaret mod hash, idet han skriver: „Den tidligere stræbsomme bliver passiv, han skifter interesser, bliver mere overfladisk samtidig med, at han selv mener, at han bliver mere dybsindig. Evnen til at tåle modgang aftager, bekymringer forjages ved stofindtagelse, og kraften til at vedligeholde et forsæt i længere tid bliver ormædt. . . . Selv hos tilsyneladende stærke personer i voksen alder kan der iagttages forfald af personligheden. Den hashnydende forfatters produktivitet og tankeklarhed aftager.“

Angreb på hjertekirurg

● Den svenske forfatter Lars Gyllensten har rettet et heftigt angreb mod den sydafrikanske hjertekirurg Christiaan Barnard. I en anmeldelse af Barnards bog „Et liv“ mener Gyllensten at Barnard bevidst narrede sin første hjertetransplantationspatient i døden. „Den første patient, som skulle modtage det transplanterede hjerte, lokkedes til foretagendet med falske forestillinger om udsigterne — han blev ført på vildspor med hensyn til den situation, han kunne komme i efter en eventuelt ’vellykket’ operation. Han troede, det drejede sig om helbred og velbefindende, når det i virkeligheden drejede sig om en tilværelse som menneskeligt forsøgsdyr i en sygestue, der var forvandlet til laboratorium,“ skriver Gyllensten. Han mener at Barnard udførte den første hjertetransplantation udelukkende af egoistiske grunde. For at blive berømt. „Modtageren døde efter tre ugers pinsler, som en hund i forsøgslaboratoriet, omgivet af slanger og kateter, plaget af medikamenter og komplikationer.“ — Politiken, 20. januar 1972.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del