Dansk lovforslag om fritagelse for værnepligt
DET har vist sig at Jehovas vidner, ikke blot i Danmark, men også i alle andre lande hvor de findes, af principielle religiøse grunde nægter at udføre militærtjeneste og en hvilken som helst anden tvungen tjeneste der pålægges dem som erstatning for militærtjeneste. Uanset om en sådan tjeneste tilrettelægges så den tjener et humanitært, kulturelt eller ædelt formål, har det vist sig at Jehovas vidner ikke kan acceptere den. Det er deres omhyggelige studium af Bibelen der har fået dem til at indtage dette fuldstændig konsekvente standpunkt, og yderligere klarhed over dets rigtighed har de fået gennem deres erfaringer med at efterleve Bibelens principper, som for eksempel under Hitlers styre i Tyskland.
De føler sig overbevist om at de som kristne er bemyndiget af Gud til at udføre én bestemt form for humanitært, kulturelt og ædelt hjælpearbejde, og det består i at forkynde Guds rige som menneskehedens eneste håb. Den gerning har de viet deres liv, deres evner, deres tid og deres penge til at tjene. De har ifølge Bibelen lov til som kristne at have et borgerligt erhverv af en art der ikke strider mod kristne principper, i den udstrækning som det er nødvendigt for dem for at kunne underholde sig selv og deres familie med livets fornødenheder. Da de desuden har del i samfundets goder er de indforstået med at de må adlyde lovene i det land hvor de bor, med Bibelens ord, ’give kejseren, hvad kejserens er’ og ’give alle, hvad de er dem skyldige: den, de er skat skyldige, skat; den, de er told skyldige, told’, og så videre. Men ifølge deres forståelse af Bibelen er de overbeviste om at en hvilken som helst form for tvungen tjeneste ville være at give staten noget som tilhører Gud, at deres Gud og Skaber, som er deres højeste myndighed, ikke har tilladt dem frivilligt at give sig ind under en tvungen tjeneste, og at de må „adlyde Gud mere end mennesker“. — Mark. 12:17; Rom. 13:1-10; Ap. G. 5:29.
Denne holdning, som er udtryk for en fast overbevisning og velovervejet beslutning hos det enkelte Jehovas vidne, medfører i de fleste lande retsforfølgelse og domme af varierende strenghed. I 1966 indførtes imidlertid i Sverige en særordning hvorved Jehovas vidner blev helt fritaget for værnepligt.
Den 27. januar i år fremsattes et lignende forslag i det danske folketing. Forslaget indgik som punkt 8 sammen med en række forslag til ændring af loven om værnepligtiges anvendelse til civilt arbejde. Dette punkt 8 var formuleret således: „Værnepligtige, der på grund af en dybt forankret og dokumenteret religiøs overbevisning ikke ønsker at gøre nogen form for værnepligt, kan ved dispensation fra indenrigsministeriet fritages for tjeneste.“
Første behandling i folketinget
Bladet Vågn op! er ikke bundet af politiske hensyn. Følgende referat af folketingets første behandling af det nævnte lovforslag må derfor ikke opfattes som et forsøg på at støtte den ene eller den anden politiske opfattelse. Det er imidlertid vort indtryk at mange af bladets læsere med stor interesse følger lovgivningsmagtens holdning til dette spørgsmål.
Indenrigsministeren, Egon Jensen, mente at der kunne anføres en lang række konkrete indvendinger mod fritagelse for værnepligt på grund af religiøs overbevisning, blandt andet om konsekvenserne af en sådan holdning.
Den konservative ordfører, Oluf von Lowzow, kom slet ikke ind på denne side af lovforslaget som han generelt afviste.
Den socialdemokratiske ordfører, Poul Nilsson, anførte at den foreslåede lempelse ville virke som en uretfærdig favorisering af en bestemt gruppe eller ville kunne indebære en risiko for misbrug.
Partiet Venstres ordfører, Kristen Østergaard, kom med følgende bemærkning til forslagets punkt otte: „Det er det punkt, hvori der står, at værnepligtige, der på grund af en dybt forankret og dokumenteret religiøs overbevisning ikke ønsker at gøre nogen form for værnepligt, ved dispensation fra indenrigsministeriet kan fritages for tjeneste. Jeg ved godt, at dette punkt tager sigte på nogle ganske få værnepligtige, der tilhører en speciel religiøs gruppe. Jeg vil gerne sige, at jeg har en betydelig respekt for de pågældende, der hellere tager en fængselsstraf for deres overbevisning, end udfører militærtjeneste eller civilt arbejde på institutioner eller i lejre. De pågældende tager vilkårene, som de er, og uden at kny. Men det vil næppe være muligt i praksis at sortere de pågældende fra til fritagelse. Hvis en sådan bestemmelse blev indført, ville bekvemmelighedshensynet sikkert friste endnu flere; det er vi blevet belært om af tidligere erfaringer.“
Svend Haugaard, Det radikale Venstre, gav sin tilslutning til punkt otte og sagde: „Det er fortrinsvis Jehovas Vidner, det drejer sig om. Disse mennesker tager deres kristendom dybt alvorligt, så alvorligt at de tager en lang fængselsstraf på det. Jeg kan ikke se, at det tjener noget som helst fornuftigt formål at spærre disse alvorligt tænkende unge mennesker inde i meget lang tid i vore ungdomsfængsler. Det kan ikke være rigtigt, og jeg vil gerne bede ministeren tænke på, at i Sverige har man fritaget de pågældende unge, og det kunne da være, man skulle søge nordisk bistand i denne sag. . . . Man kan sagtens finde kontrolforanstaltninger, som gør det muligt, at der ikke slipper forkerte igennem.“
Erik Nordqvist, Det radikale Venstre, gav også sin tilslutning: „Det har vist sig gennem flere år i Sverige, at det har været muligt at praktisere en ordning, hvorefter man fuldstændig fritager mennesker med denne religiøse overbevisning, og det har ikke voldt spor vanskeligheder. Jeg finder det helt utilstedeligt, at vi i et samfund, som kalder sig et civiliseret, humant samfund, spærrer få hundrede mennesker inde i 18 måneder, fordi de har denne religiøse overbevisning, som i mine øjne, jeg kender mange af dem, er særdeles fast. De har ydermere en moral, som i mine øjne er væsentlig højere end den, der vel nok er gennemsnittet i den danske befolkning. Vi har herhjemme trosfrihed, indtil den dag, da denne tro altså volder samfundet en lille smule besvær. Det, der er sagt heroppe fra talerstolen om, at det er vanskeligt at undgå, at nogle smutter igennem, det holder ikke. De mennesker, der er tilknyttet Jehovas Vidner, begynder på det i en meget ung alder, gør et stort arbejde, lever op til deres mål på en helt anden vis end de mennesker, der ellers tilslutter sig en eller anden trosretning. . . . Her er virkelig et punkt, hvor vi bør følge svenskerne. . . . Den nuværende praksis er helt urimelig. Vi må have den sag igennem.“
Ordføreren for forslagsstillerne, Aage Frandsen, Socialistisk Folkeparti, kom med følgende kommentar til spørgsmålet: „Jeg forstår specielt ikke afvisningen af vort punkt 8 med hensyn til særlige religiøse grupper. Den ordning, som man i øjeblikket har i Sverige, fungerer på en god måde, og man har svenske udsagn for, at den overhovedet ikke misbruges. Antallet af militærnægtere med begrundelse i religiøs overbevisning, det drejer sig altså om Jehovas Vidner, er overhovedet ikke steget i den periode, der er forløbet siden man indførte loven, og det vil sige, at det er tydeligt, at man ikke har misbrugt den. Man praktiserer ordningen i samarbejde med Jehovas Vidner, og man kan i hvert fald sige med sikkerhed, at Jehovas Vidner heller ikke er interesseret i, at ordningen skal misbruges. Jeg forstår altså ikke, at ministeren uden videre vil afvise forslaget, og jeg vil i hvert fald anmode om, at vi får helt klare og præcise oplysninger fra Sverige om, hvordan ordningen praktiseres. Jeg har allerede fået dem, men jeg håber, at vi også vil få dem i udvalget.“
I førstebehandlingens anden runde sagde indenrigsministeren: „Jeg er parat til at drøfte spørgsmålet i et udvalg, men jeg tror på, at man skal være opmærksom på konsekvenserne af at gøre det over for én bestemt religiøs organisation. Andre religiøse organisationer kan med lige så stærk tro og lige så stærk bekendelse til deres religiøse organisationer forlange, at de får den samme retsstilling som Jehovas Vidner. . . . jeg kan i den forbindelse en gang imellem undre mig over, at mange fra religiøse områder gerne vil have de goder, som man skaber i samfundet, men bare ikke vil påtage sig pligterne ud fra deres overbevisning.“
Kristen Østergaard mente at en sådan bestemmelse uden tvivl ville blive misbrugt på en eller anden måde.
Svend Haugaard kom igen med en ny anbefaling af forslaget og gav samtidig en god beskrivelse af den nuværende situation: „Det ligger i øvrigt sådan, ved jeg, disse unge mennesker er meget konsekvente, de fastholder deres standpunkt og er ikke til at rokke. Og hvad gør man så? Man sidder og vender og drejer det lidt og er forfærdelig ked af situationen. Så tilbyder man en hel del af dem, at de kan komme over til CF, og det vil de heller ikke. Men man fører dem tvangsmæssigt over til CF, og så indkalder man dem til CF, det er kun 10 måneder, og fængselsstraffen der er væsentlig mindre end i det andet tilfælde — så har man da været noget human. Og så kan man se, om det er så retfærdigt. Jeg ved også, at det ligger sådan, at man er klar over deres konsekvens og ked af at indkalde dem til fængsel, for det er jo pæne og gode unge mennesker. Hvad skal man så gøre? Flest muligt får man kasseret, men nogle enkelte kan man ikke komme uden om, og dem må man altså indkalde til fængsel. Kald det retfærdighed, hvis man synes, at det er bedre; jeg synes det ikke.“
Aage Frandsen tilføjede: „Man giver dem altså de omtalte 10 måneder, en regel, som man indførte for kun et halvt års tid siden, så vidt jeg husker. Før var det sådan, at man udskrev dem som civile værnepligtige, og så fik de altså 16 måneder som fængselsstraf. Det er altså det, vi i øjeblikket giver de mennesker, og spørgsmålet er så: kan vi være det bekendt? Der er absolut ikke noget bevis for, at ordningen i Sverige er blevet misbrugt, så hvorfor skulle vi ikke kunne praktisere den herhjemme?“
Den sidste bemærkning i denne sag kom fra indenrigsministeren: „Nu har man flere gange talt om, at det var Jehovas Vidner, der skulle fritages. Vil man dermed fastslå, at Jehovas Vidner som eneste religiøse organisation skal have patent og eneret på at unddrage sig det, som alle andre har en pligt til? Vil det sige, at man på forhånd siger: alle andre religiøse organisationer er udenfor, det er kun Jehovas Vidner, vi kæmper for, det er dem, der skal have retten?“ (På dette punkt i behandlingen syntes det som om ministeren havde glemt at loven, ifølge sin formulering, ville kunne fritage enhver fra en hvilken som helst trosretning der har en dybt forankret og dokumenteret religiøs overbevisning som hindrer vedkommende i at udføre tvungen tjeneste.)
Forhandlingen sluttede med at forslaget henvistes til et folketingsudvalg på 17 medlemmer, og da denne artikel blev trykt var resultatet af dette arbejde endnu ikke nået frem til den afsluttende behandling i folketinget.
Hvordan har ordningen virket i Sverige?
Vikarierende landsdommer K. I. Skarstedt, det svenske forsvarsdepartement, som ydede sagkyndig bistand ved udarbejdelsen af „våbenfribetænkningen“, har udtalt sig om at den nye ordning for Jehovas vidner i Sverige har fungeret udmærket.
På linje hermed har det svenske våbenfrinævns sekretær, kontorchef Sigward Olofsson, udtalt: „Den frygtede større tilstrømning til Jehovas vidner på grund af den nye ordning har ikke vist sig. Systemet fungerer udmærket. Nævnet er til og med mere liberalt med at bevilge fritagelse end Vagttårnets selskab er med at udfærdige attester på tilhørsforhold til samfundet. Hvis nogen siger at han sympatiserer med Jehovas vidner men endnu ikke er døbt, så fritager vi ham et år og forhører os så igen om han er blevet døbt.“