En forbavsende vending

DE AMERIKANSKE udspil til Peking og Moskva var i sig selv bemærkelsesværdige. Men allerede før da var der sket en endnu mere forbløffende forandring. Hvad var det?

Prøv blot at tænke ti eller tyve år tilbage. Husker De hvordan kommunismen ofte og i voldsomme vendinger af hele den vestlige verden blev fordømt som „den gudløse, ateistiske bolschevisme“?

Hvorfra stammede disse fordømmelser først og fremmest? Fra kristenhedens kirker, og især fra dem i vesten. Men nu er der sket en forbavsende vending. Overvej følgende, og De vil forstå hvor stor en forandring der er sket:

Religionens „kolde krig“ mod kommunismen

I 1937 udsendte pave Pius XI en encyklika (Divini Redemptoris) hvori han sagde: „Eftersom kommunismen i sit inderste væsen er ond, må enhver der ønsker at frelse kristendommen og civilisationen fra ødelæggelse afholde sig fra at hjælpe den i gennemførelsen af noget som helst forehavende.“ — New Catholic Encyclopedia (1967), bind IV, s. 924.

Dette var så at sige en officiel krigserklæring fra Vatikanet til kommunismen. Hvad skete der så?

I den anden verdenskrig brød det nazistiske Tyskland pludselig sin pagt med Sovjetunionen og gik den 22. juni 1941 til angreb på dette land. Den katolske biskop af Eichstätt i Tyskland udsendte da et hyrdebrev hvori han kaldte den tyske invasion for „et korstog, en hellig krig . . . for troen og kirken“. — The Catholic Church and Nazi Germany (1964), af Guenter Lewy, s. 230, 231.

Noget lignende skete i Italien, hvor ærkebiskop Constantini omtalte „det bolschevistiske Rusland“ som „dette udstrakte land hvor Satan synes at have fundet sit værktøj og sine bedste forbundsfæller“, og han nedbad Guds velsignelse over de italienske og tyske soldater, som „i denne afgørende time forsvarer vor friheds ideal mod det røde barbari“. — Pius XII and the Third Reich (1966), Saul Friedländer, s. 79.

Men den tyske invasion lykkedes som bekendt ikke, og da krigen sluttede var Sovjetunionen en af de sejrende allierede.

Men den katolske kirkes modstand ophørte ikke. Da Italien efter krigen havde fået verdens største kommunistparti uden for Sovjetunionen, udstedte Vatikanet en ny proklamation. I 1949 erklærede det at ikke alene de der meldte sig ind i det kommunistiske parti, men også enhver som ’viste kommunistpartiet nogen venlighed’ skulle ekskommuniceres.

Dette dekret blev ganske vist aldrig fuldt ud håndhævet, men op gennem 1950erne vedblev der at flyde en stadig strøm af fordømmelser fra de religiøse myndigheder. I 1955 lovpriste Richard Nixon, U.S.A.s daværende vicepræsident, den katolske kirke som „et af de vigtigste bolværker mod kommunismen“. På lignende måde, men måske ikke så markant, udtrykte de protestantiske kirker deres fjendtlighed over for verdenskommunismen.

En religiøs kovending

Men så i 1963 satte der pludselig et „tøbrud“ ind. Da begyndte det iskolde forhold mellem Vatikanet og kommunismen at blive varmere.

Et tydeligt tegn på dette „tøbrud“ viste sig i form af pave Johannes XXIII’s encyklika Pacem in Terris (Fred på jorden). Deri sagde han faktisk at verdensfreden ikke kunne vente på bilæggelsen af ideologiske stridigheder eller politiske magtkampe, ja ikke engang på religionens sejr over ateismen.

Til stor bestyrtelse for konservative kræfter fulgte paven dette op ved at modtage datteren og svigersønnen af kommunismens daværende topleder, Khrusjtjóv, i privat audiens.

Året efter, den 15. september 1964, undertegnede Vatikanet en vigtig aftale med det kommunistiske styre i Ungarn — og det blot femten år efter erklæringen om at enhver der ’viste kommunismen nogen venlighed’ ville blive ekskommuniceret. Rom tillod nu at katolske præster i Ungarn aflagde troskabsed over for den kommunistiske regering i Ungarn.

Der blev udsendt flere ’fredsfølere’. For eksempel fortsatte pave Paul VI „tøbruddet“ ved i foråret 1966 at give pavelig audiens til den sovjetiske udenrigsminister Andréj Gromýko. Bladet Newsweek skriver i sin omtale af audiensen at paven „smilede bredt da han mødte Gromýko i døren til biblioteket og rakte begge hænder frem som hilsen“. I de følgende år er der til stadighed foregået forhandlinger mellem Vatikanet og kommunistiske lande.

Da topmøderne i Peking og Moskva fandt sted i 1972, hørtes der derfor ikke den ringeste mishagsytring fra kirkernes ledere. Der er sket en forbløffende ændring. Kommunismens „røde barbarer“ er pludselig blevet acceptable og respektable i samfundet. Den „gudløse“ kommunistiske ideologi, som siger at religion er „opium for folket“, betragtes ikke længere som nogen alvorlig hindring for et hjerteligt forhold.

Kirkeledernes ændrede holdning har fundet et sidestykke hos de politiske magter i vesten. For eksempel betonede præsident Nixon i sin fjernsynstale fra Moskva til det russiske folk at Sovjetunionen og De forenede Stater ikke længere skulle betragte hinanden som fjender men som ’konkurrenter på fredelig basis’.

I deres „principerklæring“ erklærede de to lande sig enige om at „forskelligheder i ideologi og samfundssystem [deri naturligvis indbefattet de religiøse systemer og deres holdning] . . . ikke er nogen hindring for en gensidig udvikling af normale forhold“.

Det der tidligere tog sig ud som bjerge af forhindringer er nu tilsyneladende blevet overvundet. Opmærksomheden samler sig nu om „den europæiske sikkerhedskonference“ som stormagterne er enedes om at afholde i 1973. Og ifølge den franske avis Le Monde (25.-26. juni 1972) skal monsignore Casaroli, der er chef for Vatikanets diplomati, have sagt at „Vatikanet agter at deltage“ i konferencen og allerede er parat med forslag til dagsordenen; man foreslår blandt andet en parallel nedskæring af de væbnede styrker inden for NATO-alliancen og Warszawapagten.

Hvad vil de kommende måneder bringe? Er det der er sket blot en variation af de sædvanlige politiske manøvrer? Er det bare en serie paradenumre, eller er noget stort ved at tage form? Der er grund til at tro det sidste.

[Illustration på side 8]

Pave Johannes XXIII underskriver sin encyklika „Pacem in Terris“ den 11. april 1963 og indleder „tøbruddet“ i Vatikanets holdning til verdenskommunismen

[Illustration på side 8]

Pave Paul VI videreførte „tøbruddet“ ved at modtage den sovjetiske udenrigsminister Andréj Gromýko i pavelig audiens