„En generation med fred“ eller en kortvarig verdensfred?

DER er nu ved at foregå en verdensomfattende afspænding. Hvor længe vil den vare? Vil den føre til „en generation med fred“ i „en ny verdensorden“, sådan som nogle spår?

Trods alle de presserende grunde der er til at søge verdensfred, trods alle de anstrengelser der lægges i forhandlingerne, trods verdensledernes målbevidsthed og ønsker, og trods deres rådgiveres kløgt, vil den verdensfred som de er ved at skabe, kun være af kort varighed. Hvorfor?

Af to grundlæggende årsager, som begge er tungtvejende.

Den ene er at dette ikke vil — og faktisk ikke kan — løse menneskehedens problemer som forstyrrer freden. Verdenslederne enten overser eller lukker øjnene for dette: Det er ikke krudt og kugler og kanoner der volder krig, men mennesker. Ingen fredsordning som nationerne kan stille op vil nogensinde fjerne menneskets selviskhed. Det er tydeligvis den der ligger til grund for al uenighed, alle voldelige sammenstød og al krig.

Faktisk er selve den kommende fredsordning for en stor del funderet på selviskhed. Ville De ikke forbinde fred med gensidig tillid og fortrolighed? Bemærk imidlertid hvad den amerikanske chefforhandler dr. Henry Kissinger har sagt angående de amerikansk-russiske aftaler: „Vi anbefaler ikke disse aftaler på grundlag af tillid, men på grundlag af oplyst egeninteresse på begge sider.“ „Oplyst egeninteresse“ er kun et pænere udtryk for „dreven selviskhed“.

I en omtale af aftalen fra sidste år om begrænsning af rustningskapløbet understreger bladet Time mangelen på gensidig tillid: „Det forventes at begge parter vil bruge store summer på spionsatellitter der skal afsløre om den anden part snyder.“

Ville De ikke forbinde fred med frihed for frygt? Den kommende internationale fred er imidlertid baseret på den såkaldte „terrorbalance“ som en af de vigtigste krigsforhindrende faktorer. Tanken er at de fjendtlige parter hver for sig skal bevare en sådan styrke at de, også i tilfælde af et overraskelsesangreb, stadig kan slå igen med en ødelæggende regn af brintbomber. Dette menes at kunne forhindre ethvert forsøg på at indlede en total krig.

Men er det ikke næsten som at se to der danser sammen mens de hver især holder en pistol mod den andens hjerte — med fingeren på aftrækkeren? Kan ro og fred i sindet eksistere under sådanne omstændigheder?

Hvad så med disse problemer?

Og selv om vi så kunne tillade os at glemme den stadige risiko for atomkrig — hvor meget fred ville der så være hvis den ubændige lovløshed fortsætter? Hvor meget ville en fredsordning betyde hvis man stadig skulle være bange for at gå ud om aftenen, og endda føle sig utryg bag låsede døre i sit eget hjem?

Selv om de store internationale splittelser blev overvundet, hvad så med de indre splittelser i de enkelte lande?

Ville en politisk verdensfred kunne overbygge kløften mellem forskellige religiøse grupper, som for eksempel i Irland, hvor konflikten mellem katolikker og protestanter har kostet livet for mange hundrede mænd, kvinder og børn, for ikke at tale om uhyre materielle skader, i de sidste tre-fire år?

Ville den fjerne uenighed og had mellem forskellige befolkningsgrupper, som for eksempel mellem arabere og jøder, eller stammestridigheder som dem der har fundet sted i Burundi i Afrika? I Burundi har hadet mellem tutsierne og hutuerne på blot nogle få måneder resulteret i at 120.000 mænd, kvinder og børn brutalt er blevet nedslagtet — dobbelt så mange som antallet af amerikanske soldater der er døde i kamp i løbet af elleve års krig i Vietnam!

Og hvad med al den korruption og uærlighed inden for politik og handel der i flere århundreder har hjemsøgt alle lande? Hvad med det magt- og myndighedsmisbrug der forårsager uretfærdighed, ulighed og ligefrem undertrykkelse? Hvor fredfyldt kan denne jord blive så længe alt dette fortsætter, selv om det måske kun er på det lokale plan?

Men vi sagde at der var to vigtige, grundlæggende årsager til at den kommende fredsordning kun vil være kortvarig. Hvad er den anden årsag? Og hvilket håb giver den os?

[Illustration på side 13]

Selv om der opnås enighed om en international fredsordning, hvor fredfyldt kan jorden da blive så længe der stadig er uenighed, selviskhed, korruption og uretfærdighed i de enkelte lande?

Sprængstof-kup og bankrøverier er hverdagskost

Pludselig stigning i den grove kriminalitet

— Politiken, 20. januar 1971

Nye folkedrab ties ihjel

Undertrykte begraves levende i Burundi trods forsikringer om, at krigen er forbi

— Berlingske Tidende, 26. juni 1972

Voldsbølgen over Europa

— Berlingske Tidende, 27. maj 1972

Nordirland står nu ved randen til en borgerkrig

Den britiske minister William Whitclaw rejste i går uafbrudt mellem Belfast og London i forsøg på at løse krisen

— Kristeligt Dagblad, 11. juli 1972

Kriminalitet betaler sig

Første danske rapport om skjult kriminalitet

— Politiken, 23. august 1971

Vold er blevet hverdagskost i underverdenen i København

— Berlingske Tidende