Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g73 22/2 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1973
  • Underoverskrifter
  • Nyt dødsvåben opfundet
  • Revolution — en mulighed?
  • Stofkriminelle i danske fængsler
  • Hvem opdrager Deres børn?
  • Følgerne af abortloven
  • Katolsk bibelforkyndelse
  • Virkninger af hårlak
  • Protestantismen i tilbagegang
  • Evolutionsteorien i modvind
  • Urtemedicin fra Kina
  • Tandhygiejne for børn og voksne
  • Præster godkender umoralitet blandt unge
  • Præst beder om Djævelens hjælp
  • Fødsel i hjemmet
Vågn op! – 1973
g73 22/2 s. 22-23

Vi betragter verden

Nyt dødsvåben opfundet

● Et uhyggeligt dødsvåben, som selv på otte kilometers afstand kan dræbe mennesker, er blevet udviklet ved et statscenter for videnskabelig forskning i Marseille i Sydfrankrig. Ifølge den engelske videnskabsmand John Connell, der omtalte våbnet ved en videnskabelig konference i Leicester i England, drejer det sig om „en kæmpemæssig pibe der drives af trykluft“ og udsender infralydbølger; de kan ikke høres af det menneskelig øre, men er yderst ødelæggende for organismen. Det første forsøg med dødspiben skal ifølge Connells skildring være forløbet „næsten katastrofalt“. Efter forsøget havde alle i en stor omkreds været dårlige i flere timer. „Alt i disse mennesker vibrerede: både mave, hjerte og lunger.“

Revolution — en mulighed?

● Verdensbankens præsident, Robert McNamara, sagde i en tale i september at flere hundrede millioner mennesker i u-landene stadig er udsat for „umenneskelige afsavn“. Udsigterne til revolution kan ikke afvises, sagde han. Han påpegede at de rige lande stadig ikke yder tilstrækkelig bistand til de fattige, og at der desuden er alt for stor social ulighed i u-landene. „Når de højt privilegerede er få, og de desperat fattige er mange, og når svælget mellem dem uddybes i stedet for at indsnævres, er det kun et spørgsmål om tid, før der må træffes et beslutsomt valg mellem de politiske omkostninger ved reformer og de politiske risici ved oprør,“ sagde han. — Kristeligt Dagblad, 26. september 1972.

Stofkriminelle i danske fængsler

● I maj 1972 var 16,3 procent af alle indsatte i danske fængsler stofkriminelle, det vil sige personer der er fængslet for forbrydelser i forbindelse med euforiserende stoffer, deriblandt også almindelig kriminalitet. Samtidig var der på et enkelt år næsten sket en tredobling i antallet af stofkriminelle der ikke selv er brugere. Samme opgørelse viste at omkring 75 procent af stofbrugerne brugte hårdere stoffer end hash. — Politiken, 25. august 1972.

Hvem opdrager Deres børn?

● Når forældre ikke lever op til deres ansvar, vender børnene sig simpelt hen andre steder hen for at få vejledning. Det mener forfatteren Sid Smith, der selv er fader. I bladet Record fra Bergen i New Jersey skriver han: „Vi spørger hvad der er sket med vore børn. Det er ikke det der er spørgsmålet. Spørgsmålet er: Hvad er der sket med hr. og fru Fader og Moder? Hvad er der blevet af disciplinen, respekten og enheden? Den er blevet forladt.“ Forfatteren siger også at den dag begge forældre beslutter sig til at tage et arbejde, „adopterer babysitteren, politiet og ungdomsforsorgen vore børn“.

Følgerne af abortloven

● Efter at den nye lov om svangerskabsafbrydelse blev vedtaget i 1970 er der som ventet sket en kraftig stigning i antallet af „legale“ aborter i Danmark. I 1968-69 blev der foretaget omkring 6000 indgreb. Allerede det første år efter lovens vedtagelse steg tallet med 1500. Og i 1971-72 er tallet cirka 11.000. I Sverige er antallet af svangerskabsafbrydelser i løbet af de sidste tre år steget fra 20.000 til 30.000 årligt. I Danmark bevilges der svangerskabsafbrydelse til 90 procent af ansøgerne. — Helse, nr. 5, 1972.

Katolsk bibelforkyndelse

● Katolske præster i De forenede Stater har for nylig, sammen med nogle lægfolk, annonceret det, efter sigende, første større katolske stævne hvor hovedvægten lægges på bibelforkyndelse. Det er tydeligvis et forsøg på at dæmme op for den stærkt omtalte troskrise der har ramt vor tids kirker. Stævnets koordinator, John Burke, siger: „I vores kirke er problemet det at Guds ord ikke bliver forkyndt.“ På spørgsmålet om hvorfor der ikke er flere katolikker der går til messe, svarer han at „når de kommer, får de ikke følelsen af at de har noget at være taknemmelige for“.

Virkninger af hårlak

● Dr. John M. Gowdy, en læge der er knyttet til USAs føde- og medicinalvareadministration, hævder at hårlak fra spraydåser kan være ansvarlig for lungelidelser. Han har bemærket at personer der bruger hårlak i nogle tilfælde har åndenød, mildere hoste og formindsket lungekapacitet. På røntgenbilleder af brystet forekommer nogle skygger som synes at vise at lakken samler sig i lungerne. Et sted i USA havde de ansatte i skønhedssaloner 10 til 20 procent flere lungeforstyrrelser end befolkningen i almindelighed. Dr. Gowdy råder dem der benytter hårspray til ikke at indånde den.

Protestantismen i tilbagegang

● Nyhedsbureauet Associated Press har meddelt at ni protestantiske trossamfund har lidt et samlet medlemstab på 226.750. Det angives at der har været en stigning i pengebidrag på 440 millioner kroner. Men hvis man tager inflationen i betragtning er bidragene, ifølge en nyhedsmeddelelse, i virkeligheden faldet med 330 millioner kroner.

Evolutionsteorien i modvind

● En gruppe fremtrædende canadiske videnskabsmænd har tilsendt skolelærere i British Columbia, Canada, en appel om ikke at lære deres elever at evolutionsteorien er bevist. En talsmand for gruppen udtaler: „Vi mener at den moderne videnskab ikke alene har været ude af stand til at bevise udviklingsteorien, men at den faktisk har modbevist den.“ En erklæring herom er blevet tilsendt alle skolelærere i Vancouver-området. Den kræver at børnene får fuld lejlighed til et høre om skabelsen som alternativ forklaring. Videnskabsmændene mener at udviklingslæren skal fremstilles som en teori, og at de lærebøger der siger at den er bevist, skal erstattes med andre.

Urtemedicin fra Kina

● Efter akupunktur bliver urtemedicin Kinas næste medicinske eksportvare til vesten, forudsiger dr. E. Grey Dimond, en hjertelæge fra Kansas City. Han fortæller at kinesiske læger med stor virkning benytter urter i behandlingen af hjertesygdomme og andre lidelser. Han er imponeret over „den vældige mængde oplysninger der findes om de urter kineserne bruger“, og han tilføjer: „Dette er ikke en kult — en dame med nogle teblade — de har 4000 års praktiske forsøg med mennesker bag sig.“ Hjertelægen fortæller at mange patienter er blevet behandlet af vestlige læger, både med syntetisk og botanisk medicin. „Jeg er i besiddelse af sygehistorier hvor urtemedicin har været yderst effektiv mod hjertesygdomme,“ siger han.

Tandhygiejne for børn og voksne

● Sidste efterår gennemførte kommuneskolerne i København en aktion for at lære børn hvordan de kan undgå tandsygdomme. Man lod forebyggende tandpleje gå ind som et fag på skoleskemaet i første klasse. Desuden var der blevet fremstillet et stort skriftligt materiale og billedmateriale som børnene fik med hjem. Tanken var at dette skulle minde både børn og forældre om vigtigheden af gode kostvaner, grundig tandbørstning og så videre. Angående slik blev der peget på at det skader tænderne meget hvis børnene ustandselig spiser søde sager. Derimod er det ikke så farligt hvis de en enkelt dag om ugen spiser slik, når blot de så børster tænderne ekstra omhyggeligt denne dag. Hvert år betaler danskerne 1000 millioner kroner for sukker, både til slik og madlavning. Et tilsvarende beløb anvendes til tandpleje. Huller i tænderne er hvert år skyld i en halv million tandudtrækninger. — Kristeligt Dagblad, 26. september 1972.

Præster godkender umoralitet blandt unge

● Dr. John Robinson, den anglikanske dekan for Trinity College i Cambridge, siger at loven bør tillade heteroseksuelt og homoseksuelt samleje for drenge og piger fra de fylder 14 år. Visse i den forsamling af metodister han talte til, brød sig ikke om disse synspunkter. Men Harry O. Morton, konferencens ordstyrer, forsvarede offentligt Robinsons ret til at foreslå vedtagelsen af en sådan lov. Han erklærede at seksuelle forhold frit skal kunne drøftes, og at hvis Robinsons tale kunne „hjælpe folk til dette, burde den hilses velkommen“.

Præst beder om Djævelens hjælp

● En præst der er kandidat til posten som politichef i byen Patos i Brasilien har for nylig bedt både Gud og Djævelen hjælpe ham til at vinde valget. I en radiotale sagde han: „Jeg stoler på Guds hjælp, men hvis Djævelen sender penge vil jeg også sige ja tak.“

Fødsel i hjemmet

● Der siges at være stigende interesse for hjemmefødsler og større behov for jordemoderhjælp dertil. I de sidste femogtyve år har dr. Morris Gold fra staten Washington forestået mere end 2000 fødsler i hjemmet og i sit konsultationsværelse. Han siger: „Vi ved at hjemmefødsler opfylder nogle dybe menneskelige behov.“ Patienterne, landmands- og skovarbejderkoner, hjalp ham til at overvinde sin frygt for komplikationer da han begyndte at forestå hjemmefødsler. „Børnene var i fin form efter fødselen,“ siger han, „og mødrene var oppegående straks efter.“ Han mener at kvinder der har fødselsveer bør ligge i deres egen seng og have venner og slægtninge omkring sig for at hjælpe, og at de nyfødte ikke må skilles fra deres moder og anbringes på en vuggestueafdeling. Er det tilstrækkelig ufarligt at føde hjemme? Lægen svarer: „Det mener vore unge ægtepar at det er. Det mener de erfarne jordemødre fra England og fra Kentucky at det er. Og Mødrehjælpen i Chicago mener, efter 10.000 hjemmefødsler i slumkvartererne, at det er tilstrækkelig ufarligt. I Holland, hvor 70 procent af fødslerne foregår hjemme, og hvor man har en børnedødelighed der er så lav at Amerika må misunde den, mener man også at det er ufarligt.“

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del