Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g74 22/2 s. 10-16
  • Større kapacitet til udbredelse af Rigets budskab

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Større kapacitet til udbredelse af Rigets budskab
  • Vågn op! – 1974
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Udvidelsen fremskyndes
  • En enestående trykkerivirksomhed
  • Verdensomspændende udvidelse
  • Medarbejdere til byggeri og trykning
  • Trykningen kommer i gang
  • Trykning, og virkningen deraf
  • Andre udvidelser
  • Hvad med Dem personligt?
  • Fremstilling af bibelsk læsestof til brug i forkyndelsen
    Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige
  • Et vidnesbyrd om kærlighed, tro og lydighed
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2005
  • Der bygges til Jehovas ære
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1979
  • Forenet indsats bag verdensomspændende byggeprogram
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1982
Se mere
Vågn op! – 1974
g74 22/2 s. 10-16

Større kapacitet til udbredelse af Rigets budskab

FLERE og flere mennesker er bekymrede over de forværrede verdenstilstande og spekulerer på hvordan det hele kan blive bedre. Der er et voksende behov for bøger og blade som fremholder Guds løsning — hans riges regering. Dette behov har krævet udvidelse af Jehovas vidners trykkerier verden over.

I 1920 fik Jehovas vidner deres første rotationspresse og begyndte at trykke i en lille bygning i Brooklyn, New York. Hele gulvarealet var kun på 280 kvadratmeter. I 1927 blev et nyt otteetages trykkeri fuldført med et næsten femogtyve gange så stort gulvareal. Men behovet for bibelsk læsestof krævede yderligere udvidelser.

Omkring 1968 var trykkeriet vokset til at være mere end ni gange så stort som trykkeriet fra 1927. Det fyldte fire husblokke, med et gulvareal svarende til over 61.000 kvadratmeter. Og antallet af rotationspresser var blevet forøget til atten. Men den hidtil hurtigste udvidelse var endnu i vente.

Udvidelsen fremskyndes

I november 1969 købte Jehovas vidner Squibbs store medicinalvarefabrik, bestående af et kompleks på ti bygninger. Den ligger mindre end én kilometer fra deres fabrikskompleks i Brooklyn. Dette fordoblede næsten den disponible plads og fremskaffede en hårdt tiltrængt lagerplads, især til papir. På fem år er antallet af rotationspresser, der vejer mellem fyrre og halvtreds tons hver, blevet mere end fordoblet. Der er nu fyrre.

I 1972 brugte disse presser over 20.000 tons papir — svarende til 800 jernbanevognladninger med hver 25 tons. På fyrre minutter kan en rotationspresse forbruge en papirrulle, der vejer 630 kilo og er otte kilometer lang. Næsten hver dag forvandles over 200 papirruller af forskellig størrelse til bibelske publikationer. Dertil kommer tyve mindre fladpresser der bruger hundreder af tons papir om året.

Ikke desto mindre var det omkring 1970 klart at trykkerierne i Brooklyn ville være ude af stand til at klare den voksende efterspørgsel efter bibelske publikationer. Derfor begyndte opførelsen af et étplanstrykkeri på Watchtower Farm, omkring et hundrede og tres kilometer nord for Brooklyn. Trykkeriets størrelse var 90 meter gange 60 meter, og det blev fuldført i marts 1971.

Endog før dette trykkeri var færdigt var det imidlertid åbenbart at det ville være for lille. Så stor var efterspørgselen efter Rigets budskab på tryk. Derfor blev en meget større, treetages tilbygning øjeblikkelig påbegyndt. Når dette fabrikskompleks er færdigt, har det et gulvareal på mere end 36.000 kvadratmeter!

Dette trykkeri blev taget i brug i februar 1973. Millioner af blade strømmer nu hver måned ud fra maskinerne. Ti rotationspresser (på næsten fyrre tons hver) er blevet opstillet, og der er plads til flere.

En enestående trykkerivirksomhed

Det er ikke det kolossale omfang der gør denne virksomhed enestående. Der findes store avistrykkerier som producerer mere trykt materiale. Men det er som Modern Lithography for september 1970 bemærkede:

„Muligvis med undtagelse af de store hovedstadsaviser der har deres egne canadiske skove og papirmøller, er Vagttårnets trykkeri nok det mest selvforsynende i De forenede Stater.“

Denne selvforsyning gør sig gældende på mange måder. For eksempel bliver al trykfarven til de store presser lavet i selve Brooklyn-trykkeriet — over 250 tons om året, i over en snes farver! Der laves også hundreder af tons klister og lim der bruges ved forsendelsen af tidsskrifterne og til indbinding af bøger og bibler. Dieselmotorer frembringer jævnstrøm til at holde mange af trykkemaskinerne og det andet udstyr i gang. Et hold på syvogtres mekanikere holder udstyret i orden og reparerer det.

Praktisk talt enhver fase i produktionen af de færdige bøger og blade foregår på trykkeriet. Manuskripter korrekturlæses, oversættes og maskinsættes; der laves plader, og publikationerne trykkes. Tidsskrifterne skæres til, pakkes ind og forsendes. De forskellige dele af en bog bliver syet og limet, der limes bind på, og de færdige bøger forsendes.

Men selvforsyningen bemærkes særlig i forbindelse med staben af medarbejdere og omsorgen for dem. Over 800 mennesker arbejder på trykkeriet i Brooklyn. Disse bor sammen som en familie, kaldet betelfamilien, nogle få blokke borte. Andre medlemmer af familien sørger for betelhjemmet (medarbejdernes bolig), tilbereder måltider, vasker tøj, og så videre. Alle familiens medlemmer er Jehovas vidner der frivilligt har stillet sig til rådighed fordi de er oprigtigt interesseret i at se den gode nyhed forkyndt på hele den beboede jord. Hver får kost og logi samt et beløb på 14 dollars om måneden til løbende småudgifter. De er ikke interesseret i personlig materiel vinding men i at forkynde den gode nyhed om Guds rige.

Verdensomspændende udvidelse

På grund af den verdensomspændende efterspørgsel efter bibelsk læsestof har Jehovas vidner også bygget trykkerier i andre lande. Tyskland, Sydafrika, Canada, England og Schweiz har hver især trykkerier med en eller flere rotationspresser. Trykkerier i Danmark, Sverige og Finland producerer over 15 millioner blade om året på mindre fladpresser. Og også Jehovas vidner i Frankrig trykker blade.

Imidlertid har udvidelsen taget fart verden over ligesom i U.S.A. Blot inden for det sidste år er seks nye trykkerier blevet opført.

JAPAN

Et nyt betelhjem og trykkeri blev fuldført for et år siden i Numazu, et hundrede og tyve kilometer sydvest for Tokyo. Man betalte det ved hjælp af lån og gaver fra Jehovas vidner i Japan; der var ikke behov for penge andre steder fra. Så rigelige har bidragene været at de fleste af lånene blev betalt tilbage ved udgangen af 1972.

Endnu før bygningen var færdig blev en ny fyrre tons rotationspresse, lavet i Japan, opstillet. Det første blad der blev produceret var Vågn op! for 8. oktober 1972 — i omkring 300.000 eksemplarer! Nu trykkes der over en million eksemplarer af Vågn op! og Vagttårnet på japansk hver måned på denne presse. Den producerer det forbavsende antal af 21.000 blade i timen! Disse værdsættes af mange i Japan, for de behandler spørgsmål som japanerne er interesseret i, især hvordan landets kriminalitets- og forureningsproblemer kan løses.

Der er masser af plads til udvidelse i dette treetages trykkeri. Da Milan Miller, der fører tilsyn med opstillingen af trykkerimaskiner, første gang gik ind i trykkeriet, udbrød han: „Formidabelt!“ Da han foretog en opmåling sagde han at der kunne opstilles otte store rotationspresser i stueetagen. Det tilstødende femetages betelhjem er så rummeligt at der er rigelig plads til de niogfyrre medarbejdere.

Medarbejdere til byggeri og trykning

Byggearbejdet blev foretaget af det firma der byggede kejser Hirohitos nye palads i Tokyo. Imidlertid gik dette firma ind på at overlade det elektriske installationsarbejde til Tojiro Takahashi, et af Jehovas vidner. Det store øjeblik i de seks måneders elektriske installationsarbejde kom da brødrene samledes ved rotationspressen. Man satte strømmen til, og maskinen gik i gang.

Det komplicerede japanske skriftsprog frembyder mange problemer under trykningen. Der kan anvendes ikke mindre end 16.000 forskellige skrifttegn. Aviserne bruger almindeligvis 1400, skønt det er nødvendigt at mange flere er til rådighed ved normal trykning. Monotypesættemaskinens tastatur indeholder 3249 standardskrifttegn, og den der betjener maskinen må kende hvert enkelt uden tøven. Men Jehovas vidner har hurtigt lært at bruge disse maskiner, så en medarbejder kan nu sætte det meste af et blad på en uge.

Ønsket om at budskabet om Guds rige må nå ud til hele Japan virker ansporende på medarbejdernes alvorlige bestræbelser. Alle tjener frivilligt, ligesom i øvrigt alle de mere end 16.000 Jehovas vidner der nu nidkært forkynder ’den gode nyhed’ i Japan. Blandt dem der arbejder i trykkeriet er Akinobu Hironaka, hvis fader var med i den stab der modtog den britiske generals overgivelse i Singapore under den anden verdenskrig. Hiroyuki Negami, en tidligere professionel golfspiller, er nu tilsynsførende for fabrikkens afdeling for trykning af blade. De er alle interesseret i at gøre Guds vilje.

BRASILIEN

Det nye trykkeri og betelhjem i São Paulo, Brasilien, er endnu større end det japanske, idet det har et gulvareal på omkring 8000 kvadratmeter. Komplekset blev påbegyndt i 1968, da et nyt treetages betelhjem blev fuldført. Men efter at de brasilianske rigsforkynderes antal var blevet forøget med mere end 13.000 på blot to år, var en yderligere udvidelse påkrævet.

Der blev derfor gjort forsøg på at købe den tilstødende ejendom. Men den ene af ejerne var vanskelig at opspore, da han boede i en fjern egn af Brasilien. En af hans venner, der ejede en butik i nærheden, blev underrettet om at vidnerne ønskede at tale med ham. Tiden gik, og man hørte ikke noget. Så gik et af Jehovas vidner til butikken for at forespørge. Butiksindehaveren havde lige sagt: „Nej, vi har ikke hørt fra ham“ — og ind træder ejeren af ejendommen! Man gik i gang med det fornødne vedrørende købet.

Man begyndte således at bygge to femetages tilbygninger i slutningen af 1971. En tilstødende fabrik blev også købt, ombygget og forbundet med dette kompleks. Disse tilbygninger forøgede den oprindelige bygnings gulvareal mere end to og en halv gang.

Omkring halvdelen af de 158 der medvirkede ved byggeriet var Jehovas vidner. Mange af disse valgte at arbejde til nedsat løn. Andre tog imod en indbydelse til at bo på betelhjemmet, og få den samme godtgørelse som betelfamiliens medlemmer. Desuden hjalp Jehovas vidner fra de nærliggende menigheder i weekenderne med at gøre rent i bygningen, både indvendig og udvendig. Mange tusind kroner blev således sparet i byggeomkostninger.

Trykningen kommer i gang

Bygningen blev fuldført og indviet i marts 1973. Snart efter blev en stor rotationspresse leveret fra Tyskland. Den trykker nu hver måned omkring 700.000 eksemplarer af Vagttårnet og Vågn op! på portugisisk. Disse blade har en udbredelse der er større end langt de fleste andre tidsskrifter i Brasilien. Endnu en stor rotationspresse er for nylig ankommet fra Tyskland, og man håber at der også snart vil blive trykt spanske blade her.

Foruden at man benytter postvæsenet, bliver der nu også udsendt blade med lastbiler til mange af Brasiliens 1260 menigheder, hvor der nu er mere end 75.000 Jehovas vidner. Leveringen var ofte uregelmæssig da bladene blev sendt fra Brooklyn. Men nu kan folk i Brasilien modtage deres bibelske blade mere regelmæssigt.

AUSTRALIEN

Man begyndte at bygge et nyt trykkeri i Sydney i januar 1972. Det blev sammenbygget med to andre af Jehovas vidners bygninger, der blev moderniseret. Resultatet var en ny, moderne bygning med mere end 4000 kvadratmeter gulvareal. Derved udvidedes det disponible arbejdsareal til omkring fem gange mere end før!

Alt byggearbejde blev udført af vidnerne, med undtagelse af visse specielle arbejder. Frivillige kom med glæde fra steder der lå mere end 1600 kilometer borte. Man gik i gang med at nedrive fire bygninger. Materialerne fra disse, særlig mursten og tømmer, blev så brugt i den nye bygning, og på den måde sparede man meget.

Trykning, og virkningen deraf

En trykkemaskine på fyrre tons ankom snart fra Japan. Således begyndte den regelmæssige trykning af Vagttårnet og Vågn op! mindre end et år efter at man var begyndt at bygge! Nu trykkes der i Australien næsten 700.000 blade om måneden, de fleste af dem på engelsk. Nogle få tusind trykkes også på motu, melanesisk-pidgin og fijiansk. Femogtyve lande eller øer bliver forsynet med blade fra Australien.

De fleste af de engelske blade uddeles i Australien, og anvendes af de mere end 23.000 vidner dér i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Mange læser Vagttårnet og Vågn op! og giver agt på den „gode nyhed“ de indeholder. For eksempel modtog Jehovas vidners kontor i Sydney den 27. marts 1973 følgende brev:

„Mine herrer!

Jeg er katolsk abbedisse og har tjent kirken i 25 år. Mens jeg ventede i dr. Baileys kontor, Macquarie Street, traf jeg en dame fra Bondi der begyndte at tale til mig. Jeg så hvad hun var ved at læse mens hun ventede på lægen. Det var en artikel om treenigheden.

Dette er et stort emne som drøftes når en katolsk nonne skal oplæres, og det er et af vore vigtigste lærepunkter. Damen forklarede at hun havde været ude for et biluheld og gennemgik nogle undersøgelser. Hun var så oprigtig i sin tro på Gud, og jeg véd at det er der ikke mange der er i dag, . . . Hun efterlod tilfældigt sit blad, og jeg tog det op og begyndte at læse i det.

Jeg var forbavset. Det jeg havde lært i 25 år kunne da virkelig ikke være forkert. . . .

Jeg har nu læst denne artikel igen og igen og selv kontrolleret kendsgerningerne. Ser De, jeg ønsker at tjene sandhedens Gud.

Mens jeg beder vedrørende denne sag er jeg helt og holdent klar over at der måske er flere fejl ved kirken. Jeg vil opsøge Deres trosfæller og drøfte yderligere spørgsmål.

De kan ikke skrive til mig da jeg tilhører en lukket orden, Karmeliterordenen, men jer er nu på 3 ugers ferie. Jeg kan stadig ikke tro det er muligt at jeg har taget fejl efter 25 års forløb, men hvis jeg har, så vil Gud vise mig vejen.

Tak damen fra mig hvis De kender hende.

Deres hengivne

(Underskrevet) abbedisse“

GHANA

I maj 1972, mindre end et år efter at man begyndte at bygge, var Jehovas vidners nye bygning i Accra, Ghana, parat til at blive taget i brug. Der er blandt andet et nyt trykkeri.

Alt byggearbejdet blev udført af Jehovas vidner. Faglærte murere, blikkenslagere, elektrikere, tømrere og andre håndværkere tilbød frivilligt deres tjeneste. Et Jehovas vidne der var bygningsentreprenør førte tilsyn med hele byggeriet, uden vederlag. Hver weekend var der fire af de 45 menigheder af Jehovas vidner i Accra og det nærliggende Tema der arbejdede frivilligt. Der kom hver lørdag og søndag mellem 70 og 100. Hvor et barn var for lille til at blive hjemme, bandt moderen det til sin ryg og arbejdede mens babyen sov nok så trygt.

Alt det beton der skulle bruges til støbning oppe på anden etage, måtte bæres op ad trappen. Betonen blev hældt i stålfade til at bære på hovedet; hvert fad kunne rumme 28 liter. Disse fade bar kvinderne på hovedet op til rampen på første sal. Hele arealet på første sal, 324 kvadratmeter, blev på denne måde støbt på tre dage.

Det nye trykkeri er selvforsynende og effektivt; det sørger for blade til brug for Ghanas mere end 16.000 Jehovas vidner. Sætningen foregår her, og trykningen sker på en splinterny fladpresse. En falsemaskine folder derefter arkene til blade på 24 sider. Bladene trykkes på de afrikanske sprog twi, ga og ewe — omkring 20.000 om måneden. Der fordeles også mere end 58.000 engelske blade, trykt i England. Vagttårnet og Vågn op! har således en langt større udbredelse end noget andet tidsskrift i Ghana.

NIGERIA

Et nyt trykkeri er også blevet fuldført i år i Lagos, Nigeria. Det lægger beslag på stueetagen i en treetages bygning. Denne nye bygning har et bibliotek, kontorer og enogtredive soveværelser på første og anden sal. Det er sammenbygget med det nuværende betelhjem og har næsten fordoblet kapaciteten.

Hele byggeriet blev betalt af Jehovas vidner i Nigeria. De udførte også alt arbejdet, med undtagelse af støbningen af terrazzogulvene. Erfarne tømrere, murere, murerarbejdsmænd, metalarbejdere og elektrikere stillede deres arbejdskraft gratis til rådighed. Fra Juli 1972 til og med marts 1973 arbejdede op til tooghalvtreds vidner til stadighed; en mindre styrke på omkring seksten gjorde arbejdet færdigt. Hele arbejdet blev fuldført på lidt over et år — en meget kort tid for et sådant byggeri i Nigeria.

Trykkeriet begyndte at fungere i maj 1973. Trykningen foregår på to fladpresser der er kommet fra Tyskland. Vagttårnet trykkes på tre nigerianske sprog, yoruba, ibo og efik. Vågn op! trykkes på yoruba. Alt i alt trykkes der over 111.000 blade om måneden. Yderligere modtages mere end 200.000 engelske blade fra England hver måned, og de fordeles til brug for Nigerias 88.000 vidner. Vagttårnet og Vågn op! har således en samlet udbredelse der er større end noget andet tidsskrift i Nigeria.

FILIPPINERNE

Siden den anden verdenskrig har Jehovas vidner efterhånden udvidet deres kapacitet på Filippinerne, så de nu har et kompleks på fem bygninger. Et stort trykkeri på to etager og et nyt betelhjem blev netop færdigt sidste år. Disse tilbygninger udvider den disponible plads mere end halvanden gang.

Man kom i besiddelse af disse bygninger for en særlig lav pris efter den anden verdenskrig. Dette skyldes at japanerne under krigen på dette sted havde torteret filippinere for at få oplysninger ud af dem. Som følge af stedets blodige fortid var ejendommen ikke eftertragtet af købere.

I februar 1973 blev al trykning af tidsskrifter på otte filippinske dialekter der tidligere blev foretaget i Brooklyn, overtaget af dette nylig opførte trykkeri. Engelske udgaver af Vagttårnet og Vågn op! til Filippinerne trykkes nu også her. En ny fyrre tons rotationspresse blev købt i Japan til dette arbejde. Til trods for at der trykkes blade på så mange forskellige sprog, er produktionen på over 250.000 eksemplarer hver måned. Disse anvendes af de 55.000 filippinske Jehovas vidner til at udbrede Rigets budskab.

Andre udvidelser

Imidlertid er opførelsen af de nye trykkerier på Watchtower Farm og de seks lige nævnte trykkerier ikke alt hvad der er sket i form af udvidelser i den senere tid. Andre trykkerier er enten blevet udvidet eller flyttet. For eksempel:

I maj 1973 blev trykkemaskinerne flyttet fra Jehovas vidners trykkeri i Paris, Frankrig, til et nyopført trykkeri i Louviers, godt hundrede kilometer derfra. I 1972 fik trykkeriet i Sydafrika en betydelig udvidelse. I 1971 blev der bygget til trykkeriet i Sverige, der nu producerer godt en halv million blade om måneden. Endvidere er en ny stor tilbygning til trykkeriet i Finland nu næsten færdig. Her bliver der indbundet over 200.000 bøger om året, og millioner af blade bliver trykt.

I 1972 blev der bygget til ved Jehovas vidners trykkeri i Wiesbaden i Tyskland, og nyt maskineri til indbinding blev købt. Dette gør det nu muligt at indbinde ikke færre end 30.000 bøger her om dagen. Det tyske trykkeri producerer også omkring tre millioner tidsskrifter om måneden. I 1970 flyttede man fra det mindre trykkeri i Bern, Schweiz, til et femetages betelhjem og trykkeri i Thun. Her trykker to store rotationspresser hver måned over to millioner blade.

Fra 1955 til nu har Jehovas vidner øget antallet af deres store rotationspresser jorden over fra ni til fireogtres! Ja, hvad trykkerier angår har de i sandhed kapacitet til at klare den stigende efterspørgsel efter bibelsk læsestof! Og Jehovas vidner gør god brug af denne kapacitet til at fuldføre den gerning som Jesus gav sine disciple at gøre.

Hvem tilkommer æren for alt dette? Ligesom apostelen Paulus (efter at han og Apollos havde forkyndt) anerkendte at det ’er Gud der giver væksten’, således giver Jehovas kristne vidner i vor tid al ære til Jehova; det er ham der giver forkyndelsen af den gode nyhed fremgang. — 1 Kor. 3:5-7

Hvad med Dem personligt?

Det er således klart at den aktuelle religiøse situation har to sider. Som både lægfolk og ledere inden for mange af kristenhedens trossamfund indrømmer, er deres kirker i alvorlig tilbagegang.

Samtidig trives det arbejde Jesus forudsagde at hans disciple ville gøre, som aldrig før i historien. Som kendsgerningerne viser, er det Jehovas kristne vidner der gør denne gerning. Det de tror og det budskab de forkynder svarer til det Gud har ladet nedskrive i Bibelen. Det er denne gode nyhed der har givet hundredtusinder af oprigtige mennesker et virkeligt formål i livet; den har bragt dem i samfund med mennesker der lever et rent liv og som virkelig er interesseret i deres medmennesker; og dette har givet dem et håb for fremtiden der hviler på et solidt grundlag.

Jehovas vidner vil også være glade for at dele disse oplysninger med Dem. De er velkommen til at overvære møderne i deres rigssale. De vil også med glæde læse Bibelen sammen med Dem uden vederlag i Deres hjem. Skriv blot til dette blads udgivere, eller sæt Dem i forbindelse med de lokale Jehovas vidner.

[Illustration på side 11]

I 1972 blev et stort nyt trykkeri med bolig til den frivillige arbejdskraft bygget af Jehovas vidner i Numazu i Japan

[Illustrationer på side 12]

700.000 eksemplarer af Vagttårnet og Vågn op! på portugisisk trykkes nu hver måned i Brasilien

[Illustration på side 13]

Blade der bliver trykt her i Australien leveres til femogtyve lande og øområder

[Illustration på side 14]

Et nyt trykkeri til trykning af bibelske blade er blevet færdigt i Ghana; her er både mænd og kvinder med til at støbe

[Illustration på side 15]

I Nigeria bliver over 300.000 eksemplarer af Vagttårnet og Vågn op! sendt ud til fordeling til offentligheden hver måned

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del