Vi betragter verden
Dialog mellem Vatikanet og Kina?
● Vatikanet har foretaget åbne udspil til en „dialog“ med det kommunistiske Kina. Kirkens missionsbulletin International Fides Correspondence bemærker at „Kinas åbning ud til verden må bane vej for kontakter med Den hellige Stol“. Bladet hævder at de maoistiske doktriner „indeholder visse bud som er i samklang med de høje moralske principper i den tusindårige kinesiske kultur og finder et autentisk og fuldstændigt udtryk i vor tids sociale kristne lære“.
Hvad er bedst for moderen og børnene?
● Gallup Instituttet har fundet at 54 procent af alle danskere mener kvindens plads er i hjemmet, hvis hun har mindreårige børn. Blandt de adspurgte kvinder der var gift og havde børn samtidig med at de havde et heltidsarbejde uden for hjemmet, ville 39 procent helst forlade deres heltidsjob. De fleste under 30 år finder det naturligst at kvinden har beskæftigelse uden for hjemmet, selv om der er mindre børn; dog foretrækkes deltidsarbejde. Hvorfor synes så mange at kvinden bør vie hjemmet og børnene sin fulde omsorg? En af de grunde der er blevet nævnt, er at mange måske har indset i hvor høj grad velstandsjaget går ud over børnene. — Berlingske Tidende, 30. april 1973.
Flere arrestationer i Tyrkiet
● Ifølge en bekendtgørelse udsendt i Tyrkiet blev yderligere elleve Jehovas vidner arresteret den 8. april 1973, da de var samlet til et møde i Ankara. Kendsgerningerne er imidlertid at de ikke var forsamlet da de blev arresteret. Klokken var 23. De befandt sig i forskellige huse og lejligheder. En ældre kvinde var allerede gået i seng. Andre, der simpelt hen befandt sig på gaden, blev af en politiofficer genkendt som Jehovas vidner og taget med til politistationen. De elleve Jehovas vidner blev anklaget for overtrædelse af kriminalloven, „fordi de drev kristen propaganda med det formål at bryde nationens enhed“, hævdes det i myndighedernes bekendtgørelse.
Britisk fodbold
● Engelsk foldboldspil er af mange blevet anset for at være en ædel sport. Noget tyder imidlertid på at legen virker stærkt ophidsende på tilskuerne, for ifølge avisen Daily Mirror blev der sidste sæson arresteret 3031 fodboldtilskuere for vold og tumulter, på 22 forskellige 1. divisionsbaner. Avisen har opstillet en liste over hvilke baner der figurerer med flest arresterede, og ved det værste urocenter var der også en nedgang i publikumstallet. „Man tør jo ikke tage sine børn med til fodbold mere,“ siger en engelsk far. Hver uge øves der hærværk af enhver art på de cirka 2000 særtog der bringer fodboldentusiaster og spillere til andre byer, og det uden at nogen kan give et fornuftigt svar på hvorfor tilhængerne reagerer sådan. Sportsminister Eldon Griffiths mener imidlertid at dårlig opførsel hos spillere og dommere gør sin virkning. Han siger: „Når spillerne kan te sig ustraffet, kan vi vel også slå os løs, er den misforståede opfattelse hos en del af 70ernes publikum.“ — Politiken, 7. maj 1973.
Biskopper aflægger troskabsed
● Fire nye katolske biskopper i Tjekkoslovakiet har aflagt troskabsed over for staten. Eden blev aflagt over for den slovakiske førsteminister Peter Colotka mens denne var i Prag. De fire nye biskopper blev for nylig indsat af en udsending fra Vatikanet, efter at der var truffet aftale med Tjekkoslovakiet.
Ulykkelig spillelidenskab
● I august omkom en dybt deprimeret mand da han sprang over bord fra en øresundsbåd mellem København og Malmø. En hel aften havde han spillet på automaterne om bord på skibet, tilsyneladende uden stort resultat, og da han så en anden få den store gevinst, „jackpot,“ slog det klik for ham, og han sprang over bord. Han blev fundet ti minutter senere, men det var umuligt at kalde ham til live igen. (Berlingske Tidende, 7. august 1973) Endnu et eksempel på hvilken depression og ulykke det kan medføre at hengive sig til spillelidenskaben.
Vold og terror i skolen
● En svensk undersøgelse blandt skolebørn har vist at hvert tiende barn i skolen er udsat for en eller anden form for vold, enten i form af fysiske overgreb, grove drillerier eller anden åndelig terror eller tvang. Hvis det også holder stik i Danmark, svarer det til cirka 70.000 „ofre“ her i landet. Formanden for Skolepsykologernes Landsforening, cand. psych. Anders Poulsen, udtalte til Berlingske Tidende den 4. juni: „Det er vanskeligt at udtale sig om årsagerne til børnenes chikanerier, men jeg har en hjemmestrikket teori om, at de hænger sammen med den hastige udvikling i vort industrisamfund. Børnene har ikke det samme nære forhold til forældrene i dag, som dengang far og mor arbejdede lige henne om hjørnet.“ Anders Poulsen mener også at visse forhold i forbindelse med skolen og dens undervisning medvirker til at gøre børn ondskabsfulde. „Der er ikke mere noget, der er rigtigt og forkert. Alting svæver, og det mener jeg skaber en form for rodløshed, der virker uheldigt på børnene.“
Hårdt angreb på folkekirken
● Ved Indre Missions årsmøde i Randers i sommer rettede en af talerne, læge Jørgen D. Grønbæk, nogle kraftige anklager mod Den danske Folkekirke. „En stor del af vore præster står på vore prædikestole og lyver for menigheden,“ sagde han, „Det er ikke Gud og Vorherre Jesu Kristi evangelium de taler fra vore prædikestole . . . Det er djævelens forførende og vildledende løgnetale! — Det er vor tragiske situation i dag, at åndskampen er ført helt ind i kirken og at de mennesker som menigheden tror står i Guds tjeneste ifølge kald og stand, i virkeligheden er i djævelens sold og frit og uhæmmet i deres daglige gerning tjener ham. . . . Mange af vore teologer såvel ved læreanstalterne som ansat i kirken er så arme, at de ikke indeholder salt til et æg åndeligt talt.“ Læge Jørgen Grønbæk nævnte derefter at menigheden var bedre tjent med en reduktion af præstestanden. Men hvem bærer skylden for at det står sådan til? Taleren fortsatte: „Menigheden er ikke uden skyld i at det er gået som det er. Menigheden har slappet af i den almindelige ’laden stå til’, — ’laden de andre om det ubehagelige’.“ Under indlægget, der indeholdt mange andre angreb på kirken og på navngivne personer, råbte en indremissionær: „Vi protesterer!“ Men Indre Missions formand, Kristian Friis, takkede for foredraget. — Kristeligt Dagblad, 20. juni 1973.
Danskeres alkoholforbrug
● Der ser ud til at være et stærkt stigende alkoholforbrug i Danmark. Folketingsmand Axel Ivan Pedersen har tidligere på året udgivet en bog der giver nogle tal herom. I 1931-35 blev der her i landet indtaget det der svarer til 2,35 liter ren alkohol pr. indbygger. I 1960 var tallet imidlertid steget til 4,16 liter pr. indbygger, og i 1970 var det 6,80 liter. Dertil kommer de mængder spiritus som danskerne henter med sig hjem når de har været på udenlandsrejser. Folketingsmanden beklager at samfundet møder alkoholproblemerne med ligegyldighed, ja nærmest en afvisende holdning, mens for eksempel narkotikaproblemet debatteres af alle. — Kristeligt Dagblad, 8. juni 1973.
Fortyndet transfusionsblod
● I august blev der afholdt en nordisk kirurgkongres i København, hvor man anbefalede en ny form for behandling af hårdt kvæstede patienter. Hidtil har man i høj grad benyttet transfusioner af donorblod, men man går nu ind for at fortynde blodet med saltvand, og samtidig lægge patienten i respirator. Tidligere skete det ofte at en hårdt tilskadekommet patient fik lungekomplikationer et par dage efter ulykken, og døde deraf. Man mener at en af faktorerne kan være blodpladerne i transfusionsblodet, og derfor fortynder man nu donorblodet. Kongresdeltagerne var enige om at den nye metode skal indføres hurtigst muligt. (Berlingske Tidende, 24. august 1973) Af dette kan man udlede i hvert fald to ting: At blodtransfusioner ofte har været den direkte årsag til dødsfald, og at saltvand ikke er uegnet.
Ny teori om Saturns ringe
● Planeten Saturn, der befinder sig i en afstand af 1125 millioner kilometer fra jorden, er som bekendt omgivet af ringe. Hidtil har man ment at disse ringe bestod af gas, iskrystaller eller støv. Et observatorium i Californien har imidlertid foretaget nogle radarobservationer som synes at vise noget andet. De impulser der blev tilbagekastet fra Saturns ringe, var langt stærkere end man havde forventet, og forskerne mener derfor at ringene må bestå af store klippestykker på en meter i diameter eller måske mere. En videnskabsmand fra observatoriet advarer mod at sende rumfartøjer for tæt til ringene, der befinder sig 90.000 til 140.000 kilometer fra planeten. — Berlingske Tidende, 8. august 1973.
Forurening i Norden
● „Når forureningen i dag er et alvorligt problem, skyldes det vækstbegrebets centrale placering i samfundssystemerne,“ sagde miljøminister Jens Kampmann ved en international forureningsmesse i Jönköping. „Væksten bliver et mål i sig selv. Luften forgiftes, havene bliver kloakker og landjorden en kæmpeskraldespand.“ Det blev oplyst at Danmark hvert år producerer 3 millioner tons fast affald i form af oliespild, slam og kemikalierester, og slammængden alene tredobles i løbet af de næste syv år. Affaldsmængderne stiger og deres sammensætning ændres til stadighed. Jens Kampmann fortalte at der i 1974 ventes vedtaget en nordisk miljøkonvention om indbyrdes informationspligt og erstatningspligt imellem de nordiske lande. — Berlingske Tidende, 29. august 1973.