Concordia rystes af uenighed
I ST. LOUIS i Missouri ligger U.S.A.s største luthersk-teologiske læreanstalt, præsteseminariet Concordia. Skolens navn betyder „enighed, harmoni, samdrægtighed“. I adskillige måneder er den imidlertid blevet ramt af den ene rystelse efter den anden, som følge af en omfattende revolte. Dette kommer måske som en overraskelse for nogle, selv i dag hvor så godt som alle større trossamfund lider under store vanskeligheder. Hvorfor?
Fordi det 135 år gamle præsteseminarium Concordia altid har forekommet så urokkeligt. Det støttes af den lutherske kirkes Missourisynode, som har tre millioner medlemmer og er kendt for at have stærkt „konservative“ synspunkter i religiøse spørgsmål.
Hvad er det der er sket?
Stridens æble
I januar 1974 blev seminariets leder, John H. Tietjen, suspenderet af skolens styrelse. Som grund anførte styrelsen: Upassende udførelse af officielle embedspligter, derunder også manglende lydighed mod synodens præsident, J. A. O. Preus, samt falsk lære. Som reaktion mod afskedigelsen gennemførte de fleste af skolens lærere en boykot af undervisningen. Inden der var gået ret mange dage var treogfyrre medlemmer af lærerstaben, det vil sige alle undtagen fem, afskediget for at have nægtet at genoptage undervisningen.
En måned efter at Tietjen var blevet suspenderet valgte 450 af de cirka 600 studerende ved en afstemning at slå følge med de bortviste lærere og danne et ’eksil-seminarium’, som nu er blevet kaldt Seminex. De studerendes aktion var frivillig. De følte at de, hvis de blev på Concordia, ville tilkendegive at de godkendte afskedigelsen af professorerne, mens de i virkeligheden beklagede disse afskedigelser som „ukristne“ og „umoralske“.
Det nye seminarium har fungeret fra det jesuitisk kontrollerede teologiske fakultet ved det nærliggende St. Louis University, og fra Eden Theological Seminary, som ledes af den meget liberale United Church of Christ. Udbryderseminariet er blevet støttet økonomisk af det evangeliske missionsforbund ELIM (Evangelical Lutherans in Mission), og det er afhængigt af bidrag. I midten af marts 1974, cirka en måned efter at undervisningen var blevet genoptaget i nye lokaler, meddelte ELIM i sin publikation Missouri in Perspective at det havde modtaget bidrag og løfte om gaver til en værdi af op mod 800.000 dollars.
Der blev kun nogle få studerende tilbage på Concordia. I forårssemesteret var der ikke flere end halvfems studerende og nitten faste professorer og gæsteprofessorer ved skolen. Selv mange af disse ville åbenbart have foretrukket at slutte sig til udbrydergruppen, men de blev tilbage på grund af pres fra forældre, økonomisk usikkerhed eller uvished angående konsekvenserne for karrieren. En stor del af de studerende holdt helt op med at læse til præst.
Striden har betydet en stor forandring. I 1960erne, da det var på mode blandt studerende at gøre oprør mod det etablerede samfund, skete der ingen forandringer på Concordia. Blandt studerende sagde man spøgende at skolen på det tidspunkt var en „tilfredshedens arne“.
Men tilfredshedens tid er forbi. Hvorfor? Hvad er det der har rejst den storm der har ført til en sådan splittelse?
Større årsager til uenigheden
Det er læremæssige uoverensstemmelser der ligger til grund for problemet. Fra begge sider — de konservative og de moderate — fremføres der omfattende og kraftige argumenter til støtte for synspunkterne. Hvad er det, kort fortalt, de siger?
De konservative holder på at „ethvert skrift“, altså hele Bibelen, må betragtes som direkte inspireret af Gud. De tror at når Bibelen siger at Jonas blev slugt af en stor fisk, så var det virkelig det der skete. De hævder at gå ind for den bogstavelige opfattelse af beretningen om skabelsen, Edens have og syndefaldet, som den er nedskrevet i Første Mosebog, kapitlerne et til tre.
De moderate siger at de „uden forbehold accepterer Bibelen som Guds inspirerede, skrevne ord“. Men de søger at fortolke Bibelen ved hjælp af en metode de kalder ’den historisk-kritiske’. Ifølge denne metode skal det evangelium Jesus forkyndte, sådan som de moderate forstår det, være den standard hvorefter en hvilken som helst del af Bibelen skal bedømmes.
Interessant nok søger de moderate at få forskellen mellem deres og de konservatives standpunkt til at se så lille ud som muligt. Hvorfor? Fordi der traditionelt er mange i Missourisynoden som hælder til den konservative side. Hvis de moderate på nogen måde kom til at fremtræde som åbenlyse bibeltvivlere, kunne de støde en stor del af kirken fra sig.
De moderate er derfor ofte meget forsigtige i deres fortolkning af Bibelen. For at illustrere dette kunne vi antage at en konservativ spurgte en af de moderate: „Tror du at Jonas virkelig har levet og at han blev slugt af en stor fisk?“ Hvordan ville den moderate svare? Professor Richard R. Caemmerer, der hører til de moderate, siger: „Jeg tror ikke at jeg nogen sinde har tænkt på Jonas som en ikke-historisk person eller følt mig fristet til at mytificere beretningen som om den var lidt for mirakuløs. Jeg har altid, og allerede i min præstetid, fundet at det største mirakel ved det var at han kunne huske de smukke ord som han henvendte til Gud i bøn ’fra fiskens bug’ (2:1ff.).“
En konservativ der hører eller læser et sådant svar, vil spørge sig selv: „Hvad tror professoren egentlig? Mener han at Jonas virkelig har levet og at han blev slugt af en stor fisk, eller mener han det ikke?“ Svaret er simpelt hen ikke klart nok for den konservative.
„Og hvad med skabelsesberetningen i Første Mosebog?“ spørger den konservative. „Skal den forstås bogstaveligt?“
Den moderate professor svarer: „Ligesom Martin Luther var jeg tilbageholdende med hensyn til hvad den endelige fortolkning af Første Mosebog, kapitel 1, kan være; og jeg har endnu ikke mødt nogen som tror at Første Mosebog, kapitel 3, er andet end et drama om menneskets første konflikt med Satan — og det nævner ikke engang Satan.“
Også dette opfatter de konservative som noget der er meget vagt, noget der har en vis hældning bort fra tro på Bibelen. På trods af det de moderate hævder, er der i virkeligheden stor forskel på den måde hvorpå de to grupper betragter Bibelen.
Også uenighed på grund af „kirkepolitik“
Uenigheden drejer sig ikke blot om læremæssige meningsforskelle. Der er også spørgsmålet om kirkens myndighed, „kirkepolitik“. Der hersker en vis konflikt mellem dem der har magt inden for kirken og dem der gerne vil have magten.
Synodens præsident, J. A. O. Preus, har tilsyneladende sin egen meget bestemte opfattelse af hvordan Missourisynoden skal fungere. Dr. Sam Roth, en af hans kritikere, siger at Preus „har været med til at føre en kampagne for at vække mistanke og mistillid“. Dr. John Damm, der er leder af den fællesteologiske uddannelsesretning, hævder at synodens overhoved „har brugt hvert eneste gram af den magt han har i sine hænder, til at knuse enhver som vover at være uenig med ham i hans synspunkt“.
I de mere end fire år hvor Preus har været synodens leder, hævder de, er han kun to gange kommet til dem for at stille spørgsmål angående deres klager. Og ved den ene af disse lejligheder forlangte han efter sigende at alle spørgsmål skulle indleveres skriftligt, således at en dialog var umulig. De konservative siger derimod at der er foretaget talrige udspil til Tietjen og hans tilhængere uden at der er blevet reageret på det. De hævder at de moderate simpelt hen ikke ønsker at indordne sig under kirkens retmæssigt indsatte ledelse.
Bliver der enighed på Concordia i fremtiden?
Ingen af de to grupper ved hvad fremtiden vil bringe. Nogle frygter at de moderate vil bryde ud og med tiden danne en selvstændig kirke. Preus skal have sagt at det vil tage en halv snes år at få klarhed over spørgsmålet.
I forbindelse med Bibelen må de moderates standpunkt stille dem i nogle dilemmaer. Problemerne kan sammenfattes i et spørgsmål som en attenårig studerende fra Concordia College i Milwaukee har stillet: „Når folk siger at beretningen om Jonas og hvalen og andre bibelske beretninger er myter, hvor vil de så standse? Vil de gå videre og sige at Kristi opstandelse også er en myte?“ Og dertil kunne føjes: Hvis man har åbnet sluseportene i lærespørgsmål, hvad vil da forhindre de moderate teologer i senere at sige at Bibelens moralnormer også er underlagt deres ’historiske kritik’?
På den anden side har de konservative, der stiller sig op som Skriftens og lutherdommens „vogtere“, nogle lige så pinlige spørgsmål at tage stilling til. For eksempel: Hvor er de moderate, som de fordømmer så kraftigt, kommet fra? Er de kommet fra grupper uden for kirken? Nej. De er, om man så må sige, født og opvokset inden for kirken. Og er det kun et mindretal ved præsteseminariet som er knyttet til denne moderate bevægelse, så det kunne betragtes som en gruppe af perifere løsgængere af den art som næsten alle organisationer må finde sig i at have? Igen er svaret nej. Husk at det var omkring 80 procent af lærerstaben og de studerende som svigtede Concordia — det kan næppe siges blot at være en perifer gruppe!
Desuden var det ikke bare unge lærere, mænd som lige havde fået deres uddannelse, der forlod Concordia for at danne Seminex. De konservative holder af at antyde at virkningerne af den undergravende ’historisk-kritiske’ metode er forholdsvis ny. P. G. Kiehl, der er præst i Missourisynoden, siger at i de sidste femten til tyve år „har der [fra Concordia] været mænd som tog ud for at studere ved forskellige seminarier, teologiske læreanstalter . . . og dér [blev] imponeret af de metoder som andre skoler anvendte . . . og åbenbart kom tilbage og lod deres lære infiltrere . . . seminariets undervisning“. Denne omstændighed har uden tvivl bidraget til uenigheden ved Concordia. Men det er ikke alle de tanker de konservative betragter som forkerte der stammer udefra, og det er heller ikke alle der er nye. Tag for eksempel professor Caemmerer, hvis moderate synspunkter vi tidligere har citeret; han har været medlem af kirken i seksogfyrre år og har været tilknyttet skolen i fireogtredive år.
Alle disse faktorer viser sammen at det er hele kirken, ikke blot en del af den, der i høj grad er påvirket af tanker som de konservative betragter som moderate. Hvor alvorligt problemet er, fremgår af at de konservative indrømmer at de ikke kan erstatte de professorer som har forladt skolen. En af lærerne indrømmer ligefrem at „det vil tage en hel generation“ at finde andre med tilsvarende akademiske kvalifikationer. Viser det ikke at hele synoden i virkeligheden er gennemsyret af det samme liberale syn, og at den ikke hovedsagelig består af konservative som holder sig strengt til Bibelen?
Dette burde i virkeligheden ikke forbavse konservative som er kendt med luthersk teologi. Hvorfor ikke? Fordi Martin Luther selv øvede en form for „historisk kritik“ i sit studium af Bibelen. Tidsskriftet Christian Century skriver denne påmindelse til de konservative:
„Luther ikke blot indledte denne metode men anvendte den også: læg mærke til hans kritik af teologien i Jakobs brev, hans mistanke angående Hebræerbrevet, og hans advarsler mod brugen af Åbenbaringsbogen. Når der [efter Luthers opfattelse] bestod en konflikt mellem en bibelsk passage og evangeliets budskab, erklærede Luther denne passage for ugyldig. Han var alt andet end bogstavtro i denne henseende.“
Hvis selve den mand hvis navn Missourisynoden bærer, Martin Luther, stillede sig kritisk over for visse dele af Bibelen, kan man da ikke forvente at en lignende opfattelse vil forgrene sig ud i hele kirken? Svaret er klart. Dette stemmer med disse ord fra Jesu bjergprædiken: „Et godt træ kan ikke bære slette frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter.“ (Matt. 7:18) Forståeligt nok har „moderate“ tanker påvirket langt mere af den lutherske kirke end de konservative måske vil indrømme.
Dette gør nogle af de konservative ængstelige. Tænk nu hvis de moderate fik overtaget i kirken?
Vil de moderate få overtaget?
Hvis det skete, hvad ville de konservative da gøre? Mange lutheranere fra Missourisynoden foretrækker naturligvis at tro at dette slet ikke kunne ske. Det kan da også være at det ikke sker. Men lutheranere som har fulgt med i udviklingen, ved at det afgjort er en mulighed.
De ved at det kun er en forholdsvis lille håndfuld kredsrepræsentanter der afgiver stemme når synoden holder kongres i forbindelse med love og myndighedsspørgsmål inden for kirken. Resultatet af deres stemmeafgivning får virkning for tusinder af lutherske lægfolk. Deres stemmer kan imidlertid være påvirket af faktorer som ikke har at gøre med Bibelen eller med lærespørgsmål. Hvilke, for eksempel?
Jo, det må huskes at Præsterne i kraft af deres stilling i kirken har temmelig stor indflydelse på udvælgelsen af de kredsrepræsentanter der skal afgive deres stemme. Hvilke ting er det der influerer på præsternes opfattelse af vigtige kirkelige spørgsmål? Præsten Tom Baker siger: „Af 125 præster i St. Louis-området har vi 70 til 80 eller 90 der hælder til Seminex, måske ikke specielt på grund af det teologiske, men simpelt hen fordi halvdelen af disse seminarieprofessorer er [deres] slægtninge.“
Det er altså ikke helt udelukket at de moderate til sidst kunne vinde magten i synoden. Baker siger: „Der mangler bare at de får kontrollen med nogle få kredse eller at de stemmer dem ned.“ Hvis det skete, hvad ville de konservative så gøre? Ville de så ikke stå over for to muligheder?
Baker nævner hvad den ene mulighed er: „For at have god samvittighed inden for en kirke som denne, ville man naturligvis være nødt til at rette sig efter hvad synoden beslutter.“ Men har de konservative ikke kaldt de moderate for „bibeltvivlere“? Hvordan kunne deres „samvittighed“ tillade dem at følge de moderate? Hvad er det andet valg?
De kunne gøre netop det som de i øjeblikket beskylder de moderate for at gøre! De kunne gøre oprør mod ’kirkens myndighed’, forlade den og muligvis danne en ny kirke, bestående af et mindretal af medlemmerne.
Oprigtige lutheranere fra Missourisynoden som læser deres bibel, er ikke blinde for den læremæssige forvirring der hersker inden for deres kirke. De lægger også mærke til den politik kirken fører og til de hårde sammenstød mellem personligheder. Men lutheranere fra Misseurisynoden bør også se under overfladen for at se hvad det virkelig er der sker. De må indse at situationen omkring Concordia er et bevis for at hele deres kirke er tynget af alvorlige problemer.
Oprigtige lutheranere ved at Gud et eller andet sted har et samfund som virkelig tror på Bibelens sandheder. Det siger Bibelen ganske bestemt. (Ef. 4:11-16) Og mens situationen inden for deres egen kirke tilspidser sig mere og mere for hver dag, spørger mange af dem: „Skal jeg lede et andet sted for at finde det samfund Gud godkender?“