Vi betragter verden
Cigaretrygning og mavesår
● I en brochure som er udgivet af Statens Tobaksskaderåd i Norge oplyses der at selv om man ikke med sikkerhed ved om rygning kan være direkte årsag til mavesår, er det blevet påvist at hyppigheden af mavesår er 100 procent højere blandt cigaretrygende mænd og 50 procent højere blandt cigaretrygende kvinder end hos dem der aldrig har røget. Det er også blevet påvist at mavesår heles langsommere hos rygere, og det understreges at virkningen af diætkur og anden behandling er dårligere hos rygere.
Energikrisen rammer u-lande
● Energikrisen kan betyde et alvorligt tilbageslag for „den grønne revolution“ i udviklingslandene, oplyste en taler for nogen tid siden på et møde i FNs Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO). Produktionen af kunstgødning er baseret på oliederivater, og de stigende priser på olie kan medføre at en del udviklingslande ikke har råd til at indføre de nødvendige mængder gødningsstoffer.
Færre amerikanske TV-programmer
● Verdens TV-stationer køber færre programmer i USA end tidligere, fremgår det af en UNESCO-undersøgelse udført af to finske forskere. Til gengæld eksporterer Storbritannien, Frankrig og Vesttyskland flere TV-programmer. Den mindre afhængighed af amerikanske programmer er slået igennem i begyndelsen af 1970erne. Blandt de europæiske lande der bringer flest udenlandske programmer er Finland, Island, Bulgarien og Ungarn.
Kirkens historie besmittet
● I sit „julebudskab“ sidste år udtalte generalsekretæren for Kirkernes Verdensråd, dr. Phillip Potter, blandt andet: „Den kristne kirkes historie er besmittet af krænkelser af menneskerettighederne, enten i religionskrige, religionsforfølgelser og diskriminering eller ved, at man tager parti for dem, der fornægter og undertrykker menneskerettighederne.“ (Kristeligt Dagblad, 19. december 1973) Kunne dette mon skyldes at den såkaldt kristne kirke ikke virkelig repræsenterer Bibelens kristendom?
Affaldsenergi
● De forenede Staters miljøbeskyttelsesråd hævder at alt brændbart affald som nu blot smides ud, indeholder potentiel energi svarende til 150 millioner tønder olie årligt. Det er nok til at oplyse alle amerikanske privathjem og forretningsbygninger i et helt år. Byen St. Louis i Missouri dækker nu fem procent af sit el-behov ved at brænde 200 tons affald om dagen.
Aborternes antal øget
● Sundhedsstyrelsen har undersøgt hvor meget aborttallet er steget i de første tre måneder den nye lov har virket, nemlig oktober kvartal 1973. Det viser sig at lovændringen har øget aborternes antal med cirka en tredjedel. I de nævnte tre måneder blev der i alt foretaget 4300 aborter, hvilket vil sige 400 mere pr. måned end under den tidligere lov. — Politiken, 23. april 1974.
En „ny“ slags forurening
● Byernes lys udgør et stigende problem for astronomer. Jo mere lys der bliver i byerne, desto vanskeligere er det for astronomerne at udforske himmelrummet. Wilson-observatoriet i Californien generes nu af lyset fra både Los Angeles og San Diego. Den internationale astronomiske Union håber at mange byer vil følge Tusons eksempel. Denne by er omgivet af observatorier, og det er lykkedes astronomerne at få byens styre til at afskærme al udendørs belysning, så lyset kun skinner nedad. Samtidig må der ikke udsendes lysbølger under en bestemt bølgelængde. Derved undgår man det ultraviolette lys, der i særlig grad generer astronomerne. — Berlingske Tidende, 16. april 1974.
Flere farer ved rygning
● For nylig har et lægehold i Oxford opdaget at ethvert foster „ånder“ mens det ligger i moders liv. Nu har lægerne fundet ud af at moderens rygning kan skade fosteret. Når hun ryger kan „man se barnet i livmoderen hive efter vejret, . . . næsten med sikkerhed på grund af midlertidig iltmangel. Over en længere periode kan iltmangelen . . . hæmme barnets vækst og muligvis også fremkalde hjerneskader,“ beretter London-avisen Sunday Times. En svensk videnskabelig undersøgelse har fastslået noget tilsvarende. „Både vi læger og mødrene har fået os en alvorlig tankevækker,“ udtaler docent Gerhard Gennser, Malmø, undersøgelsens leder. Forskere i Danmark har tidligere konstateret at gravide kvinder der ryger, føder mindre børn. — B.T., 15. april 1974.
Stof som læger sår
● Dyr slikker deres sår. Man ved at deres spyt renser og har en bakteriedræbende virkning. På baggrund af dette har et hold svenske forskere i Uppsala isoleret et stof i dyrs spyt som øger væksten af hud. Man håber at stoffet kan benyttes med lægende virkning på menneskehud.
Et katolsk syn på homoseksualitet
● En fremtrædende katolsk teolog, Gregory Baum fra St. Michael’s College i Toronto i Canada, udtaler at „homoseksuel kærlighed . . . ikke strider mod menneskets natur“ efter hans definition. Idet han slår til lyd for et grundigere studium af emnet siger han at teologerne „kan komme til den slutning at personer som er grundlæggende homoseksuelle må acceptere deres seksuelle retning og leve i overensstemmelse med den“.
Terror med private atombomber?
● Hvis ikke sikkerhedsforanstaltningerne ved de amerikanske atomkraftværker forstærkes, er der øget fare for at terrorister i løbet af de næste par år kan forsøge afpresning over for USA ved hjælp af hjemmelavede atombomber. Sådan konkluderer en undersøgelse som er foretaget med støtte fra Ford-fonden. Det hævdes at en bombe der bliver bragt til eksplosion i nærheden af en skyskraber i en storby vil kunne dræbe helt op til 50.000 mennesker, mens en bombe i en forstad måske vil koste 2000 mennesker livet.
Lærer at se
● En italiensk læge, dr. B. Strampelli ved San Giovanni-hospitalet i Rom, har ifølge Medical Tribune gjort næsten 300 patienter seende. Han anbringer en acryllinse på hornhinden, og for at øjet ikke skal afstøde den kunstige linse anbringes den i et „leje“ af tandben. Mange af dem der har været blinde i årevis eller som aldrig har kunnet se før, må imidlertid lære at se ligesom et nyfødt barn. ’De må lære at se alting — en gaffel, en kniv,’ siger lægens assistent. Det oplyses at intellektuelle har sværest ved at tilpasse sig. Nogle bliver nedtrykte og opfører sig som om de stadig var blinde. Genoptræningen kan tage helt op til et år.
Verdens højeste
● Mens det 410 meter høje World Trade Center i New York og det 442 meter høje Sears Tower i Chicago kappes om den største opmærksomhed, vokser Torontos fjernsyns- og udsigtstårn mod de planlagte 548 meter i højden. Det bliver verdens højeste fritstående bygningsværk. Malachy Grant, som står for tårnets konstruktion og opførelse, oplyser at den kabelarmerede betonsøjle endog kan modstå „et direkte sammenstød med en Boing 747“. Tårnet ventes at ville øge fjernsynsudsendelsernes rækkevidde med omkring 40 kilometer. I omkring 450 meters højde i tårnet vil man kunne overskue et område på cirka 45.000 kvadratkilometer, svarende til hele Danmarks størrelse.
Elefantfund i Kina
● I Provinsen Kansu i det nordvestlige Kina har man fundet et velbevaret fossilt skelet af en af de største uddøde elefanter man har kendskab til. Bladet China Reconstructs, der udgives i Peking, beretter at kæmpen har målt fire meter i højden og godt syv og en halv meter i længden, og den havde stødtænder på næsten tre meter, med en diameter af tredive centimeter.
Pyroman på 8 år
● I slutningen af april blev en af de største brandstiftere i lange tider pågrebet i Rødovre. Det var en otteårig dreng. I løbet af et par uger havde han forvoldt skader for mindst 1,3 millioner kroner, blandt andet ved at sætte ild til klasseværelser på en skole og til et købmandslager. Man ved ikke præcist hvorfor han gjorde det, men under efterforskningen kom det frem at drengen godt kunne lide at se brandsprøjterne rykke ud. — Politiken, 26. april 1974.
Dyr uddør
● Hvert år uddør der en fugleart eller pattedyrart, påpeger dr. Ian McTaggart Cowan fra University of British Columbia i Canada. Han mener at der i år 1600 fandtes 4226 pattedyrarter, hvoraf 36 nu er uddøde. Der fandtes 8684 fuglearter, og af dem er 94 nu borte. Mennesket må bære en væsentlig del af skylden herfor. Der er nu 83 fiskearter som er truet, og 46 procent af nedgangen i bestanden skyldes bygningen af dæmninger samt forurening og brug af insektmidler. Energikrisen er med til at true fiskeørnene i området omkring Klamath-faldene i Oregon, oplyser Herald and News, idet mennesker på jagt efter brændsel har forstyrret fuglenes reder. Den verdensomspændende pengekrise har hævet prisen på elfenben, med det resultat at man nu frygter for den afrikanske elefantbestand, meddeles det fra Nairobi i Kenya.