Jehovas vidner i Tyskland 1933-1945 — 8. del

I marts 1938 blev der indført et fuldstændigt brevforbud for Jehovas vidner i koncentrationslejrene. Det varede i ni måneder, og i den periode var det umuligt for brødrene og deres slægtninge at komme i forbindelse med hinanden. Selv efter at forbudet var ophævet, gjaldt der stadig den begrænsning at ingen Jehovas vidner måtte skrive mere end fem linjer til deres slægtninge hver måned, en begrænsning der var i kraft i tre og et halvt til fire år, og i nogle lejre endnu længere. Brevene havde en standardtekst, som lød: „Dit brev er modtaget; mange tak. Jeg har det godt, er rask og ved godt mod. . . .“ Men der var tilfælde hvor der ankom en meddelelse om at fangen var død, før brevet ankom med teksten: „Jeg har det godt, er rask og er ved godt mod.“ Den tomme plads på brevet var forsynet med et stempel der havde følgende ordlyd: „Fangen er stadig, som før, en stædig bibelstudent og nægter at frasige sig bibelstudenternes falske lære. Af denne grund er han blevet nægtet den normale brevvekslingsret.“

„Firkanten“ møder sine overmænd

Livet i en koncentrationslejr havde hver dag sine egne bekymringer, som ofte skyldtes lejrkommandanten selv. I en periode var en mand ved navn Baranowsky kommandant i Sachsenhausen; på grund af hans kraftige bygning gav fangerne ham snart tilnavnet „Firkanten“.

Han plejede at tage personligt imod nyankomne fanger, for hvem han holdt sin „velkomsttale“. Den begyndte som regel med ordene: ’Jeg er lejrkommandant, og jeg bliver kaldt „Firkanten“. Lyt nu, alle sammen! Af mig kan I få lige hvad I vil have — et skud i hovedet, et skud i brystet, et skud i maven! I kan skære halsen over på jer selv hvis I vil, eller skære pulsåren over på jer selv! I kan løbe ind i det elektriske hegn hvis I har lyst. Husk bare at mine drenge er gode til at skyde! De sender jer direkte til himmelen!’ Han lod aldrig en lejlighed gå fra sig til at gøre nar af Jehova og hans hellige navn.

Men engang, kun kort efter at forbudet mod Jehovas vidner var blevet indført, havde en ung mand på treogtyve år fra Dinslaken lært sandheden at kende. Hans navn var August Dickmann. Skønt han endnu ikke var blevet døbt havde gestapo arresteret ham og ført ham for retten. Efter at have afsonet sin straf lod han sig presse af gestapo til at underskrive „erklæringen“, sikkert i håb om at han derved ville blive fri for yderligere forfølgelse. Men på trods af dette blev han indsat i Sachsenhausen i oktober 1937, umiddelbart efter at han havde afsonet sin fængselsstraf. Brødrene dér benyttede enhver lejlighed til at glæde og opmuntre hinanden i samtaler, og nu hvor han befandt sig iblandt dem indså han at han havde givet efter for fjenden på grund af svaghed. Han angrede og bad om at få annulleret den erklæring han havde underskrevet.

I mellemtiden var hans kødelige broder Heinrich også blevet indsat i Sachsenhausen-lejren. August fortalte ham at han havde underskrevet erklæringen men senere havde forlangt at den blev annulleret.

I De følgende uger gik hurtigt. Da den anden verdenskrig udbrød i sidste halvdel af 1939, begyndte lejrkommandanten at gennemføre sine planer. Han fandt en lejlighed da August Dickmanns hustru sendte sin mand en militærindkaldelse som var blevet sendt til deres hjem i Dinslaken. Tre dage efter krigens udbrud blev Dickmann beordret over til den „politiske“ afdeling. Før navneopråbet havde Heinrich, som August havde fortalt om denne nye udvikling, advaret sin broder om at han måtte være forberedt på alt efter at krigen nu var brudt ud. Han måtte gøre sig helt klart hvad han ønskede at gøre. August svarede: „De kan gøre med mig hvad de vil. Jeg vil ikke skrive under og ikke gå på kompromis igen.“

Forhøret blev afholdt samme eftermiddag, men August vendte ikke tilbage til brødrene. Det viste sig senere at han ikke alene havde nægtet af underskrive indkaldelsesordren, men også havde aflagt et glimrende vidnesbyrd. Han blev anbragt i enecelle i fangekælderen, mens lejrkommandanten underrettede Himmler om sagen og anmodede om tilladelse til at henrette August Dickmann offentligt, for øjnene af brødrene og alle de øvrige i lejren. Han var overbevist om at mange Jehovas vidner ville skrive under når først de stod ansigt til ansigt med døden. De fleste havde indtil da nægtet at gøre det, men der havde også kun været benyttet trusler. Himmler gav det svar med tilbage at Dickmann var dømt til døden og skulle henrettes. Nu havde „Firkanten“ frie hænder til at sætte sin store forestilling i scene.

Det var en fredag. Der hvilede en uhyggelig stilhed over hele lejren, indtil en kommandogruppe pludselig marcherede ind og gjorde klar til en henrettelse. Dette gav naturligvis anledning til rygter af alle slags. Spændingen steg yderligere da der blev givet ordrer til at komme tilbage fra arbejdet en time tidligere end sædvanlig. Paul Buder erindrer stadig at en SS-mand leende sagde til ham, da hans arbejdshold marcherede tilbage: „I dag er det himmelfartsdag! En af jer skal til himmelen i dag.“

Da det hold som Heinrich Dickmann tilhørte marcherede ind, gik lejrens „ældste“ hen til ham og spurgte om han vidste hvad der foregik. Da han svarede nej, fik han at vide at hans broder August skulle skydes.

Men der var ikke tid til lange drøftelser. Alle fangerne blev beordret til at marchere ud på pladsen. Jehovas vidner blev anbragt lige foran det sted hvor eksekutionsholdet skulle stå. Alles øjne var rettet mod dette punkt. SS-vagterne marcherede ind; sikkerhedsforanstaltningerne var fire gange større end normalt. Geværerne blev gjort skydeklare og ladt. Oppe på den høje mur sad SS-mænd som glædede sig til det der skulle ske — der var så mange at man skulle tro at alle i lejren var blevet udkommanderet til at overvære dette blodige skuespil. Porten ved hovedindgangen var bygget af stærke, runde jernstænger, og de sensationshungrige SS-mænd hang på porten som klaser af druer. Nogle af dem var klatret op på tværstængerne for bedre at kunne se. Deres øjne lyste ikke alene af nysgerrighed, men også af blodtørst. Nogle af ansigterne afspejlede en vis rædsel, for de vidste alle hvad der snart skulle ske.

Så blev August ført ind, ledsaget af flere højtstående SS-officerer, og med hænderne bundet foran sig. Det gjorde indtryk på alle at se hvor rolig og fattet han var, som en der allerede havde vundet kampen. Der var omkring seks hundrede brødre til stede, og hans broder Heinrich stod kun nogle få meter borte.

Pludselig lød der en knasen i højttalerne, idet der blev tændt for mikrofonerne. Så hørte man „Firkantens“ stemme: „Fanger, lyt!“ Der blev øjeblikkelig stilhed. Man hørte kun det let astmatiske åndedræt fra denne djævel, mens han fortsatte:

„Fangen August Dickmann fra Dinslaken, født den 7. januar 1910, nægter at udføre militærtjeneste; han hævder at han er ’borger i Guds rige’. Han har sagt: Den der udgyder menneskers blod, hans blod skal blive udgydt. Han har stillet sig uden for samfundet, og efter ordre fra SS-fører Himmler skal han henrettes.“

Mens der hvilede en dødlignende stilhed over hele gårdspladsen, fortsatte „Firkanten“: „For en time siden underrettede jeg Dickmann om at hans elendige liv ville blive tværet ud klokken 18.00.“

En af officererne gik hen til kommandanten og spurgte om man igen skulle spørge fangen om han havde skiftet mening og var villig til at skrive under på indrulleringspapirerne, hvortil „Firkanten“ svarede: „Det ville være spildt ulejlighed.“ Så vendte han sig mod Dickmann og kommanderede: „Vend dig om, dit svin,“ hvorpå han gav befaling til at skyde. August Dickmann blev skudt ned bagfra af tre SS-mænd. Bagefter gik en højtstående SS-officer hen og skød ham i hovedet så en strøm af blod løb ned over hans kind. En laverestående SS-mand tog hans håndjern af, og fire brødre fik besked på at lægge ham i en sort kasse og bære ham væk.

De andre fanger fik nu lov til at gå tilbage til deres barakker, men de der var Jehovas vidner måtte blive. Nu var tiden kommet hvor „Firkanten“ skulle bevise sin påstand. Med stort eftertryk spurgte han hvem der nu var villige til at underskrive erklæringen — ikke alene for at afsværge troen men også for at melde sig som soldat. Ingen svarede. Så var der to der trådte frem! Men ikke for at underskrive erklæringen. De bad begge om at den underskrift de havde afgivet et års tid før, måtte blive annulleret!

Det var for meget for „Firkanten“, og han forlod gårdspladsen i raseri. Som man kunne vente fik brødrene det svært den aften og de følgende dage. Men de var standhaftige.

Dickmanns henrettelse blev bekendtgjort i radioen flere gange i løbet af de næste få dage, tilsyneladende i håb om at sætte skræk i livet på de Jehovas vidner der endnu var på fri fod.

Tre dage senere blev hans broder Heinrich kaldt hen til den „politiske“ afdeling. To højtstående gestapoagenter var kommet fra Berlin for at finde ud af hvilken virkning hans broders henrettelse havde haft på ham. Han fortæller selv om den samtale der fandt sted:

„’Så du din broder blive skudt?’ Jeg svarede: ’Ja, det gjorde jeg.’ ’Hvad lærte du af det?’ ’Jeg er et af Jehovas vidner, og det vil jeg blive ved med at være.’ ’Så vil du blive den næste der bliver skudt.’ Jeg fik lejlighed til at svare på adskillige spørgsmål ud fra Bibelen, indtil en af agenterne til sidst råbte: ’Jeg vil ikke have at vide hvad der står skrevet, jeg vil have at vide hvad du mener.’ Og mens han prøvede at vise mig hvor vigtigt det var at forsvare fædrelandet, blev han ved med at indskyde sætninger som: ’Du bliver den næste der skal skydes . . . dit hoved bliver det næste der skal rulle . . . du bliver den næste der falder.’ Indtil den anden agent sagde: ’Det er nytteløst. Gør nu rapporten færdig.’“

Erklæringen blev igen placeret foran broder Dickmann til underskrivelse. Men han nægtede. „Hvis jeg anerkendte staten og regeringen ved at skrive under her,“ sagde han, „ville jeg samtidig give til kende at jeg godkendte min broders henrettelse. Det kan jeg ikke gøre.“ Svaret lød: „Så kan du begynde at tænke over hvor lang tid du har tilbage at leve i.“

Men hvad skete der med „Firkanten“, som havde hånet og udfordret Jehova i en grad som ikke ret mange andre mennesker har gjort det? Efter den tid blev han kun set i lejren nogle få gange, og derefter så man ham slet ikke mere. Fangerne fandt imidlertid ud af at han kort efter August Dickmanns henrettelse blev ramt af en frygtelig sygdom. Han døde fem måneder efter, uden at have haft lejlighed til at håne Jehova eller hans vidner igen. „Jeg har taget kampen op mod Jehova. Nu får vi se hvem der er den stærkeste, jeg eller Jehova,“ havde han sagt den 20. marts 1938, da han anbragte brødrene på „isolationsholdet“. Nu var kampens afgørelse faldet. „Firkanten“ havde tabt. Og mens vore brødre nogle få måneder senere ikke længere var på „isolationsholdet“, og i nogle tilfælde fik visse lempelser, lød der til stadighed et rygte i lejren om at „Firkanten“ var alvorligt syg, og at han, når officererne besøgte ham ved sygelejet, altid klynkede: „Bibelstudenterne nedbeder døden over mig, fordi jeg fik deres mand skudt!“ Det står også fast at hver gang hans datter senere blev spurgt hvorfor hendes fader døde, svarede hun: „Bibelstudenterne bad min fader ihjel.“

Dachau

Broder Friedrich Prey fra Röt fortæller om den behandling der blev givet i „isolationsgruppen“ i Dachau: „Man kan næppe beskrive sulten, kulden og pinslerne. Engang sparkede en officer mig i maven med sine støvler, så jeg fik en alvorlig sygdom. En anden gang blev mit næseben så alvorligt medtaget af gentagne slag at jeg den dag i dag har svært ved at få vejret. Engang opdagede en SS-mand at jeg spiste nogle tørre brødkrummer i arbejdstiden for at stille min sult. Han sparkede mig i maven med sin støvle og slog mig til jorden. Som yderligere straf blev jeg hængt op i en tre meter høj pæl med armene lænket bag mig. Denne unaturlige kropsstilling standsede mit blodomløb og gav mig usigelige smerter. En SS-mand greb fat i mine ben og svingede dem frem og tilbage mens han råbte: ’Er du stadig et af Jehovas vidner?’ Men jeg kunne ikke svare, for dødens sved sprang allerede frem på min pande. Oplevelsen gav mig nogle nervøse trækninger som jeg stadig har den dag i dag. Jeg kunne ikke undgå at tænke på vor Herres og Mesters sidste timer, hvor hans hænder og fødder var gennemboret med nagler.“

I Dachau blev der kort før jul opstillet et stort juletræ som blev pyntet med elektriske lys og andre former for julepynt. De 45.000 fanger i lejren, deriblandt over hundrede Jehovas vidner, håbede at de kunne nyde nogle få dages fred. Men hvad skete der? Juleaften klokken 20, mens alle fangerne var i deres barakker, begyndte lejrens sirener pludselig at hyle; fangerne skulle hurtigst muligt marchere ud i gården. Man kunne høre SS-korpsets orkester spille. Så marcherede fem fuldtudrustede kompagnier SS-tropper ind. Lejrkommandanten, der var ledsaget af SS-officerer, holdt en kort tale hvori han meddelte fangerne at han gerne ville fejre jul sammen med dem på sin egen særlige måde. Derefter trak han en navneliste op af sin mappe, og i næsten en time oplæste han navne på fanger som var blevet indstillet til straf i løbet af de sidste få uger. Blokken blev hentet frem og stillet op, og den første fange blev spændt fast til den. Så stillede to SS-mænd sig, udstyret med stålpisk, på hver sin side af blokken og begyndte at prygle fangen, mens orkesteret spillede „Glade jul, dejlige jul“; det forventedes at alle fangerne sang med. Samtidig med at fangen fik femogtyve slag, blev han tvunget til at tælle slagene højt. Hver gang en ny fange blev spændt fast til blokken, trådte to nye SS-mænd frem for at tildele straffen. I sandhed en værdig måde at fejre jul på for en „kristen“ nation.

Stillet over for en sådan behandling havde vore brødre brug for en stærk tro, en tro der var styrket gennem omhyggeligt studium af Guds ord. Hvor farligt det kan være at undlade at forberede sig på sådanne prøvelser ved ikke at studere Guds ord, erfarede Helmut Knöller. Han fortæller:

„Min første tid i Dachau var meget svær. Som tyveårig var jeg den yngste af de nyankomne. Jeg blev sat på et særligt hold som endog skulle arbejde om søndagen. Arbejdslederen var særlig hård ved mig. Jeg skulle gøre det hårdeste arbejde, arbejde som jeg ikke var vant til, og tilmed i højeste tempo. Flere gange faldt jeg om, men hver gang blev jeg genoplivet ved at blive anbragt i kælderen i vand til hofterne og få vand hældt ud over hovedet.

Jeg blev drevet til næsten fuldstændig fysisk udmattelse. Det fortsatte dag efter dag, og jeg var nær ved at fortvivle, fordi jeg vidste at det kunne fortsætte i uger, ja måneder . . . Vanskelighederne blev så store at jeg til sidst gik hen til lejrlederne og underskrev erklæringen om at jeg ikke længere havde noget at gøre med bibelstudenterne. Når jeg skrev under, var det et direkte resultat af at jeg ikke havde studeret tilstrækkeligt derhjemme. Mine forældre havde selv studeret for lidt, og vi børn fik kun mangelfuld vejledning af dem. . . . Jeg havde fået at vide at vi ganske roligt kunne underskrive en erklæring af den slags, for det første fordi den ikke nævnte Jehovas vidner, men kun bibelstudenterne, og for det andet fordi det ikke var forkert at føre fjenden bag lyset hvis det ville resultere i at vi blev sat på fri fod sådan at vi bedre kunne tjene Jehova.“ Først senere, i Sachsenhausen, hjalp modne brødre ham til at forstå betydningen af kristen neutralitet, og de opbyggede hans tro.

Mauthausen

I Dachau blev mange ombragt med gas eller med endnu grusommere midler, men Mauthausen var en regulær tilintetgørelseslejr. Lejrens kommandant, Ziereis, sagde gentagne gange at han kun var interesseret i at se dødsattester. I løbet af seks år blev ligene af 210.000 mænd brændt i de to moderne krematorier man havde i lejren, gennemsnitlig hundrede om dagen.

Når fangerne overhovedet blev sat i arbejde, var det sædvanligvis i stenbruddet. Man havde en stejl klippe som de umenneskelige SS’ere kaldte „Faldskærmsudspringernes mur“. Hundreder af fanger blev skubbet ud over denne klippe og lå ubevægelige ved foden af den. De blev enten dræbt ved faldet eller druknede i en regnvandssø. Der var endda fanger som, grebet af håbløshed, selv styrtede sig i afgrunden.

(Fortsættes)

[Illustration på side 19]

En gruppe nyankomne fanger står nøgne i gården ved indgangen til Mauthausen-lejren