Jehovas vidner i Tyskland 1933-1945 — 14. del
Brødrene havde gentagne gange henvendt sig til borgmesteren, og selv om denne havde lovet dem nogle lokaler, ja et helt hus, var det endnu ikke blevet til noget. Nu benyttede de sig af at præsidenten for Watch Tower Bible and Tract Society skulle besøge dem. Med eftertryk bekendtgjorde de dette for de embedsmænd der havde med sagen at gøre, og især for borgmesteren; de spurgte ham hvad han syntes de skulle sige til Selskabets præsident, som var amerikaner, når han spurgte dem hvilke kontorlokaler de havde fået tilbudt for at de kunne udføre deres pligter. De henviste til forbudet under Hitlertiden, omtalte de mange år de havde været i fængsel, og påpegede over for embedsmændene at disse frivilligt havde påtaget sig at yde erstatning for de uretfærdigheder Jehovas vidner havde været udsat for. Forestil jer hvor forbløffede brødrene blev da borgmesteren sagde: „Kan I ikke bare overtage vestfløjen af bygningen i Kohlheck?“ Den var blevet bygget som kaserne for flyvevåbenet men var endnu ikke blevet fuldført og taget i anvendelse da krigen sluttede. Det var netop den bygning de havde i tanke og adskillige gange havde prøvet at få fat i, men uden held.
Lykkelige over dette tilbud så de med spændt forventning frem til broder Knorrs besøg, hvorunder kontrakten skulle affattes og derefter underskrives af ham i egenskab af præsident for Watch Tower Bible and Tract Society.
Stævnet i Nürnberg
Mens brødrene havde travlt med at prøve at reorganisere menighederne og forsyne dem med åndelig føde på trods af den herskende papirmangel, voksede deres ønske om at kunne holde et stort stævne. Men at organisere et sådant stævne på dette tidspunkt var forbundet med mange problemer, ikke alene i forbindelse med mangelen på fødevarer og vanskelighederne med at skaffe logi, men også i forbindelse med Tysklands inddeling i fire besættelseszoner; det var yderst vanskeligt at rejse fra den ene zone til den anden. Men på trods af dette bad broder Frost broder Franke om at træffe forberedelser til afholdelse af mindst ét områdestævne i hver besættelseszone, og til om muligt at lade det ene af dem afholde i Nürnberg i den amerikanske zone.
Efter at de første forsøg var slået fejl opsøgte en af brødrene personligt embedsmændene i Nürnberg og fandt at der alligevel var mulighed for at afholde et stævne i byen. Det blev fastsat til den 28. og 29. september. Spændingen blandt brødrene steg endnu mere da det blev bekendtgjort at militærmyndighederne omsider havde tilbudt os brugen af Zeppelinwiese i Nürnberg.
På dette tidspunkt førtes retssagerne mod de såkaldte „krigsforbrydere“ i Nürnberg, og dommene skulle afsiges den 23. september. Datoen var blevet fastsat mange uger forud, og offentligheden i hele verden var blevet underrettet.
Efter at det var blevet muligt at afholde et stævne i Nürnberg, besluttede brødrene i sidste øjeblik at forlænge det med en dag, så det ville slutte mandag den 30. september. Efter at særtogene var blevet bestilt til det nye tidspunkt og alle andre arrangementer var truffet i forbindelse med den tredje stævnedag, bekendtgjorde radioen og aviserne pludselig at dommene fra „Nürnbergprocessen“ ikke ville blive offentliggjort før den 30. september. Dette affødte nogle problemer, for de amerikanske militærmyndigheder var bange for at der skulle blive demonstrationer i Nürnberg, så de indførte spærretid. Det betød at ingen fra byen kunne overvære det offentlige foredrag om mandagen. Af den grund blev foredraget flyttet til søndag aften kl. 19.30, hvor broder Frost skulle tale over emnet „Kristne i smeltedigelen“. Der var ubeskrivelig glæde blandt de 6000 tilstedeværende brødre da de hørte at yderligere 3000 fra Nürnberg var der for at høre foredraget.
I begyndelsen prøvede de amerikanske militærmyndigheder at få aflyst den tredje stævnedag fordi dommene over krigsforbryderne skulle afsiges den dag, men brødrene vandt. Efter langvarige forhandlinger trak militæret anmodningen tilbage. Hvordan kunne de forbyde Jehovas vidner, som i så mange år havde modstået dem der nu stod for retten, at afslutte deres stævne i fred og uden forstyrrelser?
Sådan gik det til at brødrene mandag formiddag under stævnet, som bar temaet „Stærke Hjerter til Efterkrigstiden“, kunne opleve endnu et højdepunkt, da foredraget „Frygtløs imod Verdenssammensværgelsen“ blev holdt.
Hvem kan beskrive hvad de 6000 forsamlede brødre følte da de så hvordan Jehova havde ledet begivenhedernes forløb? Tænk blot, efter det nazistiske styres sammenbrud var Jehovas vidner, som forkynder et sandt fredsbudskab for menneskeheden, de første der fik lov at samles på denne plads, som engang havde været Hitlers paradeplads. Og kan vi forestille os hvordan de reagerede når de tænkte på at det netop var på denne dag, den tredje stævnedag, at der blev afsagt dødsdom over repræsentanterne for det morderiske system som havde prøvet at udradere Jehovas vidner? Stævnets ordstyrer sagde: „At opleve denne dag, som kun er en forsmag på Guds folks sejr over deres fjender i Harmagedonslaget, har været ni år i koncentrationslejr værd.“ Pressen fik fat i hans udtalelse, og den blev offentliggjort over hele verden.
I årenes løb er Jehovas vidner i Tyskland, såvel som andre steder, blevet sat på prøve. Det er ikke kommet som nogen overraskelse for dem. De ved at deres Herre og Mester Jesus Kristus blev forfulgt af onde mennesker, og de forventer det samme. (Joh. 15:20) Jehovas vidner forstår klart hvad striden drejer sig om. De ved at Satan Djævelen har draget retmæssigheden af Jehovas suverænitet i tvivl. Han har åbent påstået at de der tjener Jehova ikke gør det af kærlighed til Gud, men af selviskhed, med et ønske om personlig gevinst. Satan har hævdet at ingen der udsættes for pres vil vedblive med at støtte Jehovas suverænitet loyalt, og denne modstander af Gud og mennesker prøver, ved hjælp af folk som stiller sig til rådighed for ham, at bevise at han har ret. — Luk. 22:31.
Jehovas vidner forstår derimod at alt hvad de har og alle deres forhåbninger til fremtiden skyldes Jehovas ufortjente godhed. I sand kærlighed til deres Skaber regner de det for et privilegium at få lov til at bevise deres integritet over for ham, uanset hvad det må koste dem personligt. Mange har mistet deres arbejde og deres hjem fordi de ikke ville gå på kompromis med en ugudelig verden. Nogle har mistet deres børn og deres ægtefælle. Mange er blevet pryglet til bevidstløshed med stålpiske, sultet ihjel eller direkte henrettet.
Men hvem er kommet sejrende ud af denne kamp? Ikke Djævelen. Og heller ikke den verden der er i hans vold. Nej, det er Jehovas kristne vidner, som har sat deres lid til den eneste sande Gud og hans søn. Det er som apostelen Johannes skrev: „Alt det, som er født af Gud, sejrer over verden; og dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro. Hvem kan sejre over verden, uden den, som tror, at Jesus er Guds søn.“ (1 Joh. 5:4, 5) Det er sandt at nogle af dem døde for Guds fjenders hånd, men de der havde det håb at være Kristi medarvinger i hans himmelske rige blev, idet de levede i tiden for hans nærværelse, „i et nu, i et øjeblik“ oprejst til udødeligt liv i himmelen — efter at have vundet sejr over verden. (1 Kor. 15:51, 52) Andre, som havde håb om at leve på jorden i Guds nye orden, blev stedt til hvile i den overbevisning at det kun skulle vare en tid og at Gud, som ikke kan lyve, ville oprejse dem til liv under hans riges retfærdige styre. Tusinder af andre har med Guds hjælp overlevet Satans og hans synlige redskabers grusomme anslag. Mange af dem er endnu i live og forkynder stadig den gode nyhed mens de beviser deres loyalitet mod Jehova. Og det er deres faste beslutning at fortsætte i trofasthed uanset hvilke prøver de måtte komme ud for i fremtiden.
Måtte denne beretning tilskynde alle der læser den til trofast at holde ud. Hav følgende inspirerede ord af apostelen Paulus i tanke: „Vi priser os . . . lykkelige over vore trængsler, da vi véd, at trængselen virker udholdenhed, og udholdenheden prøvet fasthed, og den prøvede fasthed håb, og håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet.“ (Rom. 5:3-5) Måtte Guds kærlighed tilskynde dig til at gøre hans vilje til det vigtigste i dit liv, i fuld tillid til hans sejr, som nu er så nær.
(Hermed afsluttes beretningen)
[Illustration på side 18]
Bygningen i Wiesbaden som Vagttårnsselskabet overtog