Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g75 22/2 s. 22-23
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1975
  • Underoverskrifter
  • Præster som smuglere
  • Hvad skal de sige?
  • Synoden og kommunisterne
  • Protein af halm?
  • Hvor stor inflation?
  • Større omsætning ved spil
  • „Den skjulte vold“
  • Et behov for at tilbede
  • Verdens stærkeste mikroskop
  • En farlig „sport“
  • Hedenskabet i kirken
  • Elektricitet fra vulkan
  • Duel mellem præster
  • Ægteskab og skilsmisse
  • Med to hjerter
Vågn op! – 1975
g75 22/2 s. 22-23

Vi betragter verden

Præster som smuglere

● Den græsk-katolske ærkebiskop Capucci, som meddeles at have tilstået indsmugling af våben til terrorister i Israel, er ikke den første præst som har smuglet. Bladet Time beretter om en række tilfælde at spionage og smugleri under religiøst dække, og siger at visse præster ikke bare har gjort det af iver for deres sag, men „desværre også på grund af de enorme summer de kunne tjene“. Ærkebiskop Capuccis patriark, Maximos V, som hævder at ærkebiskoppen er offer for en sammensværgelse, er efter sigende selv blevet „grebet i at smugle guldmønter og guldringe over grænsen“ da han var ærkebiskop i Israel i 1950erne, siger bladet Newsweek.

Hvad skal de sige?

● Der er blevet holdt et kursus hvor katolske præster skulle lære at holde bedre prædikener. Herom skriver pater H. Roos, S.J., der er redaktør af bladet Katolsk Forum: „For mange præster er problemet ikke blot, hvordan skal vi prædike, men hvad skal vi prædike. Spørgsmålet er ikke blot prædikenens tidssvarende form, men dens indhold. På grund af de sidste års evindelige diskussioner og debatter er vi bleven usikre. Mange af os ved ikke mere, hvad budskabet egentlig går ud på.“

Synoden og kommunisterne

● Ved den månedlange fjerde bispesynode i Vatikanet er det for første gang sket at den katolske kirke i Nordvietnam og Østtyskland er repræsenteret med delegerede, idet ærkebiskopperne af Hanoi og Østberlin er til stede. Dette er et udtryk for Vatikanets mildnede holdning over for kommunistlandene, hvor kun de kirker der retter sig ind efter partilinjen får lov at eksistere legalt.

Protein af halm?

● Proteinmangelen er et globalt problem. Kunne man fordele alt det korn der produceres i verden, ville der ganske vist være protein nok til alle — forudsat at husdyrene ikke skulle have noget. Men dyrene skal også have protein, endda cirka ti gange så meget som man får igen i kødet. Problemet optager også danske forskere. Det oplyses at det nu er lykkedes at udvikle en metode så man kan forvandle halm til protein. Foreløbig kan proteinet kun bruges til dyrefoder, men rent praktisk mener man at der åbner sig store perspektiver. Med i hvert fald to millioner tons byghalm om året skulle man kunne fremstille så meget protein at det svarer til 20 procent af Danmarks forbrug til dyrefoder. — Berlingske Tidende, 17. november 1974.

Hvor stor inflation?

● Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) har udsendt en beregning af inflationen i sine 24 medlemslande. Bedst på listen ligger Tyskland, Sverige, Holland, Norge og Østrig, der alle har en inflation på under 10 procent. Den danske krone er blevet forringet med 16 procent. Disse inflationstal gælder perioden fra august 1973 til august 1974. Med den samme inflation i de kommende år ville den danske krone miste halvdelen af sin købekraft på 4,6 år og altså være halveret i 1979. D-marken ville først være halveret i 1984. Og den islandske krone, med en inflation på 41,4 procent, ville have mistet halvdelen af sin købekraft om mindre end to år.

Større omsætning ved spil

● Den 14. juni sidste år indførte staten en ny lov om totalisatorspil for at sikre væddeløbsbanernes beståen. Gevinsterne øgedes, så det blev mere attraktivt for folk at spille. Resultatet udeblev heller ikke. Efter endt sæson i november kunne Klampenborg væddeløbsbane meddele at der havde været en betragtelig stigning i omsætningen. I alt omsatte spillerne godt 10,5 millioner kroner, cirka 1,3 millioner mere end i 1973. Spillelidenskaben er meget udbredt og har også sørgelige følger. Ikke uden grund advarer Bibelen i Esajas 65:11 mod dét at sætte sin lid til lykkeguden.

„Den skjulte vold“

● Seks procent af samtlige voksne danskere vil i år blive udsat for en voldelig handling, viser en undersøgelse foretaget af kriminologen og sociologen Preben Wolff. Dette repræsenterer en stigning på 50 procent i forhold til en tilsvarende undersøgelse fra 1971. Dette er især forbløffende fordi der ifølge politiets statistikker er en lille tilbagegang i antallet af voldsforbrydelser. Der er med andre ord mange overfald som ikke anmeldes til politiet. Der er flere grunde hertil. Ifølge undersøgelsen fandt de fleste ofre sagen for bagatelagtig, mange oplyste at de kendte og havde et personligt forhold til voldsmanden, og en lille del gav den begrundelse at de var bange for repressalier. Undersøgelsen viste også at en del af ofrene er „gengangere“, idet de ofte færdes i kvarterer eller restauranter hvor der er „tradition for øretæver“, eller ligefrem bringer sig selv i situationer som har tendens til at blive voldelige, for eksempel spirituspåvirket klammeri. — Politiken, 17. oktober 1974.

Et behov for at tilbede

● Det er ofte blevet understreget i dette blad at vi mennesker ikke kan klare os uden Gud, at vi simpelt hen er skabt med et behov for at tilbede noget højere. I tråd med dette er en svensk hjerneforsker, Folke Löfgren, ved indgående studier af hjernens opbygning nået frem til den opfattelse at mennesket „af naturen er religiøst“. Hvis man undertrykker gudsbehovet i sit liv og lader være at tilfredsstille det, kan man let få neuroser, mener han. For at leve som harmoniske mennesker må vi tilfredsstille og udvikle vor medfødte „gudssektor“. — Kristeligt Dagblad, 14. november 1974.

Verdens stærkeste mikroskop

● Det oplyses at en amerikansk kemiker, professor Lawrence Bartell ved University of Michigan, har konstrueret verdens stærkeste mikroskop. Det forstørrer 500 millioner gange.

En farlig „sport“

● Boksetilhængere hævder at der ikke er nogen særlig fare forbundet med deres yndlingssport, idet der nu er bedre lægekontrol, kortere kampe, bedre udvælgelse af modstandere, og så videre. Et tilfælde som er refereret i det britiske lægeblad The Lancet viser imidlertid hvor farlig boksningen kan være. En ung mand som havde et godt helbred begyndte at bokse da han var fjorten. Da han som 21-årig blev professionel, var han i mesterklassen og havde aldrig været slået ud. Allerede efter at han havde haft seksten kampe som professionel, lagde hans familie mærke til at hans tale var blevet uklar. Han begyndte også at slingre når han gik, og hans ben syntes at være stive. Disse symptomer forværredes, og han fik humørsvingninger og blev aggressiv samt socialt ustabil. I en periode måtte han indlægges på et psykiatrisk hospital. De to læger som har refereret tilfældet, siger at der ikke er nogen tvivl om at hans hjerne har taget skade. Dette tilfælde understreger endnu en gang at boksning ikke er en sport for sande kristne, som ikke er tilhængere at vold. — Berlingske Tidende, 18. november 1974.

Hedenskabet i kirken

● Det har længe været kendt at kristenhedens kirker i tidens løb har optaget mange hedenske skikke og iført dem en såkaldt kristen klædedragt. Nogle oplysninger i denne forbindelse stod at læse i Kristeligt Dagblad den 28. oktober 1974, i spalten „Undervejs“. Vi citerer: „Det kristne kors, sådan som vi bruger det i dag, er egentlig et hedensk symbol. . . . Det var kong Konstantin den Store, der gav den kristne kirke det nuværende korstegn. Han var nemlig, før han antog kristendommen, soldyrker, og soltegnet — det var netop det ligearmede kors med en cirkel om. . . . Eller tænk fra vore egne himmelstrøg på vintersolhvervsfesten, der blev til jul, festen for Jesu fødsel. Festen for livet, der igen begyndte, for lyset, som vendte tilbage. Som skrevet i Johannes-evangeliets første kapitel: ’I det var liv og livet var menneskenes lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.’ I sådanne ord lå en livserfaring, som de gamle nordboere nok forstod at værdsætte.“ Stillet over for sådanne oplysninger må vi uvilkårligt spørge: Blev disse ting kristne da de blev optaget i kirken — eller blev kirken hedensk?

Elektricitet fra vulkan

● Berlingske Tidende oplyser at russiske forskere er gået i gang med at udnytte varmen fra en vulkan på Kamtjatka og omsætte den til elektrisk kraft. Man borer huller i vulkanen, slipper flodvand ind og leder dampen ud gennem andre huller. — 21. oktober 1974.

Duel mellem præster

● To mexicanske sognepræster glemte for nylig deres „åndelige“ sysler på grund af en værdifuld guldkalk. Begge beskyldte den anden for at ville stjæle den. Det førte til et sammenstød hvori „de to mænd trak revolveren og begyndte at skyde løs på hinanden“, fortæller en meddelelse fra nyhedsbureauet UPI. „Selv om de begge tømte deres revolvere imod hinanden, gik alle skuddene forbi, siger politiet.“

Ægteskab og skilsmisse

● I Københavns kommune blev der i første halvår af 1974 indgået 2807 ægteskaber. I samme periode blev der bevilget 2119 separationer og skilsmisser. Det vil med andre ord sige at der har været tre opløste ægteskaber for hver fire nyindgåede ægteskaber. Samtidig viser statistikken at stadig færre lader sig vie lovformeligt.

Med to hjerter

● Ifølge Berlingske Tidende har den sydafrikanske læge Christiaan Barnard gennemført en ny hjertetransplantation, hvorved en 58-årig patient fik et nyt hjerte uden at patientens eget hjerte blev fjernet. Det slår nu side om side med det nye hjerte, der stammer fra en 10-årig pige; hendes hjerte blev kunstigt holdt i gang efter at hjernedøden var indtrådt. — 26. november 1974.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del